Strøtanker om bæredygtighed

Fra midt i juli til midt i september er den japanske sommer bogstaveligt talt dampende varm, og fugtighedsprocenten nærmer sig ofte de 100%. Så selv når kroppen for at køle sig lader sveden drive af kroppen, sker der ikke ret meget andet, end at man føler sig som sardiner i olie. Derfor kører de japanske airconditioning-anlæg om sommeren på højtryk i butikker, kontorer og boliger for at gøre tilværelsen tålelig.

Men denne sommer har været anderledes. En stor del af den japanske elforsyning kommer fra atomkraft, og efter at det store jordskælv i marts satte en række atomreaktorer ud af kraft i det nordøstlige Japan, så har man mange andre steder standset reaktorer af frygt for, at noget tilsvarende kunne ske. Som det fremgår af kortet herover (et screen dump fra japansk nyhedsudsendelse her til aften), så er der i dag kun 10 reaktorer, som kører, mens 42 reaktorer er stoppet. Så den japanske elproduktion har været radikalt lavere denne sommer end de forudgående år.

Alle større elforbrugere har været tvunget til at skære mindst 15% i deres forbrug, og alle har været indtrængende opfordret til at vise samfundssind og spare, hvor det var muligt. Truslen har været til at føle på: Hvis ikke man kollektivt kunne spare det fornødne, så ville der uden varsel blive indført rolling blackout, hvor der lukkes helt af for strømmen i hele bydele ad gangen efter et ikke på forhånd kendt mønster.

Så alle har haft den store opfindsomhed fremme. Virksomhederne har ud over den tvungne reduktion på mindst 15% i stor udstrækning søgt at brede arbejdstiden ud over alle ugens dage, mange private har anskaffet sig små vifter, som bruger langt mindre el end airconditioning (som det kan ses af grafen til højre, så går rundt regnet tre fjerdedele af de japanske husholdningers elforbrug i eftermiddagstimerne til køling i sommertiden). De japanske bycentre, som normalt er badet i neon, har været grænseskumle, kontorsiloerne har taget hvert andet lysstofrør ud osv., mens medierne har haft striber af programmer om bebyggelser, hvor man lavede mad sammen og havde det rart samtidig med at man sparede halvdelen af energien ved at lave aftensmad. Kort sagt har opfindsomheden og den kollektive vilje til at gøre sit til, at det kan lykkes at bringe Japan igennem en sådan sommer uden strømsvigt været kolossal.

Nogle af disse besparelser har givet været ukomfortable, men andre har været så lige for, at man ikke bare sætter det hele tilbage i stikkontakten igen. Så lidt på afstand vil der være meget at lære af den japanske Fukushima-sommer.

Tepco, ejeren af Fukushima-Daiichi-værket, har siden marts arbejdet målrettet på at stabilisere de tre reaktorer, som det efterhånden står klart alle havde kernenedsmeltninger inden for de første få døgn efter uheldet. Og for få dage siden forlød det, at temperaturen også i den tredje af reaktorerne nu endelig var bragt ned under 100° C. Så med lidt held kan man indenfor de nærmeste måneder indlede en såkaldt kold lukning. Herefter kan det komme på tale eventuelt at vende tilbage til det nu forladte sikkerhedsområde på 30 km omkring Fukushima-daiichi-værket, som nu i over et halvt år har været fuldstændig mennesketomt.

Dette drama følges på nærmeste hold fra de mange mennesker, som stadig er henvist til at leve i evakueringscentre og midlertidige indkvarteringer. For ingen ved endnu med sikkerhed i hvilket omfang tilværelsen kan gå videre som før. Huse kan genopføres, veje kan genanlægges, og haver kan genplantes, men kan man spise maden fra markerne, kan man sælge fisken langs havet, kan man lade børnene lege ude? Og vil man i de kommende generationer se samme omfang af genetiske misdannelser i området som efter Hiroshima og Nagasaki?

Set i bakspejlet havde reaktor-uheldene ved Fukushima-daiichi-værket været undgåelige, hvis man havde garderet sig tilstrækkeligt. En række af uhensigtsmæssigheder og deciderede dumheder gjorde tilsammen, at man kunne komme til at stå med hele tre nedsmeltede reaktorer, og at man efter at det var sket måtte ty til at lukke yderligere radioaktivt materiale ud i havet for at mindske risikoen for yderligere eksplosioner. For at klarlægge, hvilke af de japanske atomreaktorer, som det var forsvarligt at fortsætte driften af, har man derfor i løbet af sommermånederne gennemført såkaldte stress tests, hvor man har prøvet at lave tilsvarende “usandsynlige” scenarier for worst case-situationer. Resultatet heraf foreligger nu (41% approved, 14% disapproved, 45% undecided), og man venter på den endelige vurdering fra centralt hold. Men selv for de værker, hvor man har fundet det forsvarligt at genoptage produktionen, er der lokalt en meget stor modvilje mod at genstarte reaktorerne, både i befolkningen og fra myndighedsside.

Ovenpå 11. marts sidder det dybt i psyken, at prisen for billig ren energi kan være for dyr – at tilliden til den teknologiske perfektion kan være illusorisk. Med Fukushima-ulykken har vi fået et skoleeksempel på den slags risikovurderinger, som menneskeheden burde være for klog til at udsætte sig for. Der er simpelthen konsekvenser, som selvom de er grænsende til det helt usandsynlige er så uacceptable, at man ikke skal udfordre skæbnen. Og dermed er der risici, som selvom de er så grænsende til det usandsynlige, at de “aldrig” vil forekomme, gør, at man ikke skal lege med ilden.

Ud over arbejdet med at få styr på de radioaktive processer i de tre nedsmeltede reaktorer arbejder Tepco i det stille med at få ændret det billede af A-kraft-ulykkerne som menneskeskabte, som pressen og det folkelige perception har skabt. Var det bare en naturkatastrofe, var det måske lettere at få kernekraften rehabiliteret. Og det bliver interessant, hvordan man fremover vil sælge fænomenet billig, sikker og ren energi, når man skal ud at have 15% mere for sin elektricitet i de kommende år for at kunne betale de mange ekstraudgifter i forbindelse med oprydningsarbejdet og endda står overfor at må lade en stor del af regningen gå videre til staten.

Se tidligere blog-indlæg: Fukushima – en lærestreg for menneskeheden, Fukushima – What are you doing?, Fukushima – nye grænseværdier, samt We Are All Fukushima.

Energy Consumption Limit, iikuni 31.05.2011.

De to cirkler omkring Fukushima-daiichi-værket, som ligger langs kysten til Stillehavet, viser hhv. 20 km og 30 km zonerne, hvorfra befolkningen er evakueret på ubestemt tid. Det røde bånd mod nordvest og dernæst gule bånd mod sydvest viser vindens udbredelse i de første døgn, hvor eksplosionerne forekom. Det er primært fra denne zone, at man har måttet destruere kød og grøntsager.

Forureningen i havet stod på igennem længere tid, da radioaktivt vand fortsat sivede ud af bunden af de ødelagte reaktorer. På et tidspunkt har man også måttet lukke store mængder kølevand ud med “lavt” indhold af radioaktivitet for at kunne bruge dem til mere forurenet kølevand.

Dette kort viser prognoser for spredningen i do første døgn efter ulykken. Ændringer i radioaktiviteten kunne måles langt ind over det amerikanske kontinent og satte gang i omsætningen af iod-tabletter ved det sundhedsbevidste publikum.