Vild med vilje

1. juli 2011

Den nyetablerede gruppe Habitats med Philip Hahn-Petersen, Rasmus Vincentz og Lise Kloster Bro på forsædet, søsætter i disse dage et fint lille eksperiment, Vild med vilje: To græsfelter, ét på Nørre Campus og ét i Amorparken, er blevet kridtet op. Inden for kridtstregerne er det plæneklipperfri zone, hvor græsset i de kommende måneder får lov til at vokse frit. I løbet af sommeren vil vi således få det fineste anskuelsesbillede af, hvad der sker, når man lader græsset gro. Og den indimellem nærmest brutale måde, vi håndterer bynaturen på, er hermed sat i fokus.

www.vildmedvilje.dk vil man løbende kunne følge med i, hvordan græsset gror og trives i de to områder. Der vil komme en artsliste, og senere på sommeren vil der komme en invitation til et arrangement om, hvad vi gør ved vores bynatur.

Allerede den danske havearkitekt G.N. Brandt arbejdede bevidst med kontrasten mellem det plejede og det uplejede. Det kommer for eksempel tydeligt til udtryk på Mariebjerg Kirkegaard¹ nord for København, som tog form i løbet af 1920erne, hvor han gennem en stadig modstilling af det tildannede og det fritvoksede søgte at tydeliggøre naturens formunivers.

Indtil for nylig har den slags raffinementer haft trange kår i viceværternes og kommunalforvaltningernes håndfaste plejeplaner. Men ideen vækker genklang, ligesom man lige nu gør meget for at involvere frivillige i pasningen af byens grønne områder, fordi pasningen af byens grønne elementer tager tid og dermed i dagens Danmark koster mange penge. For eksempel er Furesø Kommune fra i år overgået til at lade en stor del af deres græsarealer blive klippet kun én gang årligt.² Og hvis man tager turen rundt om Kastellet inde på selve Kastellets volde, vil man kunne se et flot eksempel på, hvordan kontrasten mellem det tætklippede og det fritvoksede kan bruges til at artikulere det militære anlæg samtidig med, at de uklippede flader udvikler en større biodiversitet med et væld af forskellige planter og langt flere insekter, fugle og dyr, end hvis alt havde stået karseklippet.

Det klippede, beskårne, opbundne, sabelhuggede og på anden vis regelmæssigt tildannede har været en integreret del af havekunsten, og bynaturen vil de færreste steder blot kunne gives fri uden at forvokse sig dertil, at motorsaven før eller siden bliver tilkaldt. Der er i den bymæssige sammenhæng brug for at udvikle en form for plejet vildskab – en aktiv given rum til naturens udfoldelse. Men nogle gange, som for eksempel de kasseklippede plataner på den nye del af Jarmers Plads, bliver bynaturen blot gidsel i en magtdemonstration, som vi burde være vokset fra med opgivelsen af enevælden.

I de kommende år vil vi se se samme spørgsmål i forhold til de mange grønne tage, som passer fint ind i Københavns klimatilpasningsstrategi, og som Københavns Kommune har gjort obligatoriske ved nye byggerier uden at præcisere, hvilke grønne tage, som er optimale. Hvis man blot anlægger sedum-tage med helt tynde jordlag, så får man godtnok nogle af fordelene ved de grønne tage og et nogenlunde vedligeholdelsesfrit tag. Men hvis man lægger bare 10 cm jord på taget, så vil man kunne se tagfladerne folde sig ud med langt større biologisk mangfoldighed, og luftrensningseffekten ville blive væsentligt bedre (bladarealet kan være op til 100 gange større) samtidig med at vandtilbageholdelsen og energibesparelserne ville være større.

Nødvendigheden af at mindske kulturtrykket overfor vores bynatur – at give naturens dynamik fri i byen – står stadig klarere. Og det burde være en selvfølge. Men vi står overfor stærke kræfter, ikke bare den bevidstløse ødelæggelse fra party-zonens tankeløshed og parkeringpåkørsler af saltplagede vejtræer, men også bevidste ønsker om for eksempel at tilbageføre Christianshavns Voldanlæg til sin militante renhed – og dermed rasere den biodiversitets-oase og det oplevelsesbrus, som Christiania udgør i dag.

Så det er en fin problematik, som Habitats med Vild med vilje tager frem.

Det ligger fint i forlængelse af den problemstilling, som Byhavenetværket i 2002 rejste med bogen Gør byen lidt vildere.³

indlæg oprettet af Jens Hvass

Mariebjerg Kirkegaard, Gentofte Kommune.¹

Græsset får en ny rolle i Furesø Kommune, Furresø Kommune 30.05.2011.²

Martin Lindvad Norup: Furesø lader græsset stå, DR P4 København, 31.05.2011.²

Marijke Zwaan et al.: Gør byen lidt vildere – økologiske byhaver fra idé til virkelighed, Byhavenetværket 2002 (bogen kan stadig fås gennem Byhavenetværket).³

 

Share