Prius is not the solution, Hummer is not the problem

4. maj 2008

I denne tankevækkende video præsenterer Jeff Smith, Lunar CEO, og Nirmal Sethia, leder af Center for Business and Design ved Cal Poly Pomona, en ny måde at forstå udfordringerne ved bæredygtigt design.

Frem for de nuværende bestræbelser, som helt kort kan sammenfattes i ‘more with less’, plæderer Nirmal Sethia og Jeff Smith for ‘less with more’ – og dermed for et design-paradigme, som går fra produktoptimering til livskvalitet. Fra at forstå bæredygtighed som bæredygtig produktion og bæredygtige produkter er vi således nødt til også at forholde os til bæredygtig virksomhed og bæredygtigt forbrug.

‘Less with more’ indebærer en tilværelse med mindre forbrug, ophobning og konkurrence, mere glæde, frihed og tilfredsstillelse.

Titlen til trods handler videoen ikke om biler, men om bæredygtighedsbegrebet generelt. Jeff Smith og Nirmal Sethia leverer her 40 minutter begavet tale, så nyd det på et tidspunkt, hvor du har tid.

Jeff Smith og Nirmal Sethia: Prius is not the solution; Hummer is not the problem 41:26 min. Vimeo video.

Videoens perspektiv er helt på bølgelængde med, når jeg indimellem siger, at der ikke findes bæredygtige produkter, kun bæredygtig kontekst. En 40-50% reduktion af energiforbruget i et parcelhus kan måske nok gøre sig fortjent til Svanemærket, men det gør ikke en boform med parcelhus og dobbelt udearbejde bæredygtig. Ligeledes har en fra Chile flyimporteret umoden økologisk mango i mine øjne ikke noget at gøre i en frugt- og grøntsagskasse fra Årstiderne.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Prius is not the solution; Hummer is not the problem i Windows format (54 Mb wmv).

 

Share