Hungry Planet skoletjeneste

15. februar 2011

Blandt fotografier af alverdens familier sammen med hvad de spiser på en uge, bliver børn og unge fra skoleklasser og andre institutioner indført i temaerne, der er forbundet til fotoudstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode. Der sættes spot på løsninger, som er med til at nedsætte vores CO2-udledninger, og som skaber mere bæredygtige samfund, der producerer sunde og alsidige fødevarer til planetens mange beboere.

’Hvad er mad?’ spørger Charlott Christensen indledningsvist sine besøgende i skoletjenesten, og ‘hvad sker der, når vi spiser?’. For nok er der brug for fokus på problemer og løsninger, men mad er også en sanselig oplevelse, der sætter gang i mundvandet, og som sender os afsted ud efter de livgivende komponenter, der holder kroppen i gang. Jo mere vi har gode oplevelser med alsidig, sund og bæredygtig mad, des mere går vi efter lignende løsninger, når vi næste gang skal stille sulten.

[nggallery id=148]

.
9. klasse fra Copenhagen Euroschool i Rundetaarn 09.02.2011. Foto: Henning Sjøstrøm.

Med udsigt til at blive 9 milliarder mennesker på kloden i 2050 er det noget af en balanceakt at skabe en bæredygtig fødevareproduktion, der både tager hensyn til de mange munde, der skal mættes, og samtidig ikke udpiner eller opbruger vores ressourcer.

I skoletjenesten sendes eleverne ud i mindre hold for at se nærmere på udstillingens portrætter, hvor familier fra hele verden er fotograferet med den mad, som de spiser på en uge. Fotografierne inviterer til at dykke ned i adskillige temaer, der på én gang berører mad og klima. Familiernes valg af kød, grønt, frugt, færdigvarer og emballering af mad er let at få øje på. Men også dyrkningsmetoder, bearbejdning og transport af fødevarerne er nogle af de mere ‘usynlige’ emner, som ligger bag familiernes – og vores egne – spisevalg. Skoletjenesten arbejder med mange af de bagvedliggende emner med en række temaplancher. Med dem bliver eleverne introduceret for initiativer, der kan være med til at skabe en mere bæredygtig fødevareproduktion, der engagerer og påvirker både samfundet og individet.

Når eleverne går på jagt i udstillingen efter gode løsninger på vores daglige klimaudfordringer, bliver de præsenteret for en række redskaber. For eksempel ses temaplancher, der viser forskellige landes økologisk fodaftryk, en fødevaremærkningsordning der lægger op til reflektion under indkøb og en CO2-pyramide, der kategoriserer et bredt udvalg af fødevarer alt efter, hvor meget de belaster klimaet med deres CO2-udledning. Med CO2-pyramiden som omdrejningspunkt igangsættes diskussionen om bæredygtig mad og samtidig bliver der slået fast, at rejer kan skifte plads fra den mest belastende plads i toppen til lavere i pyramiden, hvis de spises friskfanget fra lokalområdet, og ikke er blevet nedfrosset enkeltvist og sat på en lang transport, inden de når frem på spisebordet.

I glasmontrer vises tre danske familiers køkkenaffald på en uge. Den del af affaldet som kan blive til jord – blandt andet frugt, grønt, teblade og æggeskaller – er i kompostfasen blevet tilsat orme og høhakkelse, der er med til at forvandle affald til næringsholdig jord. At kunne se affald som en anvendelig ressource åbner op for en snak med eleverne om, at vi med fordel for os selv og kloden kan gøre en indsats for at blive en mere integreret del af det naturlige kredsløb.

Skoletjenesten er gratis (der skal dog betales entreen til Rundetaarn). Den foregår i hverdagene kl. 10.00, 11.30 og 13.30 indtil 27. marts 2011. Der kan bookes tid ved at kontakte Miljøpunkt Indre By-Christianshavn på telefon 33 93 21 21.

Se mere om udstillingens skoletjeneste.

Se mere om udstillingen Hungry Planet www.hungryplanet.dk.

[nggallery id=149]


Udstillingens temaplancher.

Temaplancherne kan downloades fra www.hungryplanet.dk. Her er der også yderligere oplysninger om skoletjenesten, som løber frem til 27. marts 2011.

'Hungry Planet - mellem køkken og klode' er en udstilling af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn Indlæg ved Gazelle Buchholtz.

 

 

Share