Strøtanker om bæredygtighed

Venstres klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt erklærede i går i Berlingske Tidende følgende: “I Venstre vil vi advare kraftigt mod at opføre os som tossegode ved i et forsøg på at være klimarigtige at bevæge os fra 20 til 30 procent reduktion i CO₂-udledningen.”¹

Det er en total fejllæsning af situationen, at vi skulle stille os dårligere ved at binde os til – eller bare bestræbe os på – større reduktioner end andre lande. Det viser desværre, hvor lidt vores nuværende regering har fattet ikke bare af klimaudfordringens natur, men af, at der ligger et kolossalt forretningspotentiale og venter, hvis Danmark og EU går forrest. Vi har alle forudsætninger for det, men det kræver, at man lægger de halvhjertede attituder og kortsigtede perspektiver definitivt bort og stimulerer et miljømæssigt lederskab på alle niveauer.

Skal man forstå Lilleholts udsagn, så kan det være forhandlingsstrategiske overvejelser, som ligger bag, at EU kun har bundet sig til en 20% reduktion, med muligheden for at EU løfter sin indsats til 30%, hvis andre lande strækker sig tilsvarende. For vores nyudnævnte Klima- og Energiminister Lykke Friis er det ifølge en leder i Berlingske et forhandlingspolitisk kort, som man ikke skal spille sig utidigt af hænde.²

Men klimaforhandlingerne er ikke et spørgsmål om grænsedragning eller andre af den slags politiske problemkomplekser, som store internationale forhandlinger normalt beskæftiger sig med. Vores klima er et grundvilkår, og hvis vi snyder på vægten og ikke påtager os vores ansvar, går det ud over os selv og vores fremtidige levevilkår.

Det er vitalt, at klimaforhandlingerne ikke gøres til et rent politisk anliggende. Der er en række grundvilkår, som etablerer et sæt rammevilkår for den politiske løsning. Man kan ikke bare forhandle med klimaet og biodiversiteten. Når man som EU én gang man har indset og aftalt en målsætning om, at det er nødvendigt at holde sig under en 2° temperaturstigning, så handler det ikke om derefter at gøre så lille en del af det arbejde som muligt. Tværtimod burde EU trække i arbejdstøjet, for at få afklaret, dels hvordan man bedst muligt gennemfører sin del af denne beslutning i EU, dels hvordan man bedst muligt stimulerer en tilsvarende indsats i andre lande.

Den logiske – og ansvarlige – konsekvens af 2°-beslutningen ville for EUs vedkommende være at sige, vi lægger os i selen for at klare 40% eller mere i 2020 og er CO₂-neutrale i 2050. Og at EUs støtte til andre lande vil være målrettet gennemførelsen af en tilsvarende proces i andre lande. Det vil koste, men det skal til. Og … det vil være dyrere ikke at handle. Igen og igen har vi i de senere år fået samme melding fra økonomer som Lord Stern, at jo længere vi tøver, jo mere ubetalelig bliver regningen.

Men de seneste dages udmeldinger afslører med ubehagelig tydelighed, hvilken svimlende afgrund af uforstand og manglende perspektiv, som står tilbage efter Anders Fogh og Connie Hedegaards exit fra den hjemlige scene.

Lars Henrik Aagaard: Analyse: Danmark mister klimaførertrøjen, Berlingske 01.02.2010.¹

Klimaaftale i kritisk fase, (leder) Berlingske 02.02.2010.²

Se også Georg Metz’ spiddende refleksioner over tosserierne i:

Georg Metz: De tossegode, Information 05.02.2010.