Biobrændstof en økologisk katastrofe

14. april 2008

Aljosja Hooijer et al.: Peat-CO2. Assessment of CO2 emissions from drained peatlands in SE Asia, Delft Hydraulics report 2006. Hvis man som klima- og miljøbevist europæer overvejer at købe en bil, som kan køre på biobrændstof, skal man nok tænke sig om en ekstra gang. For det kan meget vel være, at man gør klimaet og jordkloden en bjørnetjeneste. Den øgede efterspørgsel på biobrændstof i de industrialiserede lande har nemlig medført omfattende miljøødelæggelser mange steder i verden. Og den CO₂, det måtte spare på de europæiske landeveje, bliver mere end modvirket af stigende CO₂-udledninger i lande som for eksempel Indonesien, hvor oprindelige landskaber i stor skala raseres for at give plads til produktionen af biobrændstof.

Det fremgår af en rapport, Peat-CO₂. Assessment of CO₂ emissions from drained peatlands in SE Asia, som Wetlands International, Delft Hydraulics og Alterra i samarbejde har udarbejdet om forholdene i Sydøstasien. Her finder skovrydning og dræning af vådområder sted i stor stil for at give plads til olieplantager til produktion af biobrændstof til ‘miljørigtig’ transport.

Man regner med, at der i Sydøstasiens ‘peatlands’ – urskove med en (tørvemoseagtig) bund af uomdannet eller delvist omdannet organisk materiale, som er opbygget gennem århundreder – findes lagret 42 teraton CO₂, eller det dobbelte af jordens samlede årlige CO₂-udledninger. Urskovsbiotoper har en meget høj biomasse (og dermed bunden CO₂) i forhold til landbrugsarealer med monokulturer af ofte kun enårige planter. Disse enorme CO₂-depoter frigives til atmosfæren ved fældning, afbrænding og dræning. Når vådområder med urskov drænes og totalfældes, sker der i årene efter en omfattende iltning af urskovens tørveagtige lag af delvist omdannet organisk materiale, som fører til gigantiske CO₂-udledninger. Ifølge rapporten er der ved dræning af nyfældede vådområder tale om CO₂-emissioner i størrelsesordenen 70-100 ton pr. hektar pr. år. Dette er en af de vigtigste grunde til, at Indonesien på blot tre år er gået fra at være verdens CO₂-udleder nr. 21 til i dag at være verdens tredjestørste CO₂-udleder, kun overgået af Kina og USA.

Rydning af tropisk regnskov sker i dag i stor udstrækning for at give plads for afgrøder, der kan levere biobrændstof til de industrialiserede landes ‘miljørigtige’ biler og fly.

Ødelæggelsen af disse oprindelige landskaber medfører kolossale CO₂-udledninger, og er samtidig en trussel mod verdens biodiversitet og oprindelige folkeslags levevilkår.

Med brutale skovningsmetoder erstattes nogle af verdens mest artsrige og mangfoldige biotoper af biologisk set meget primitive marklandskaber med ofte begrænset frugtbarhed.

Man ser her, hvor systematisk, der drænes og ryddes for at give plads for oliepalmeplantager.

Billederne herover er alle fra Indonesien, men tilsvarende transformation af oprindelige landskaber finder sted i store dele af Sydøstasien og Latinamerika. Med nænsom og vel planlagt plukhugst ville man i al fremtid kunne høste værdifuldt tømmer, frugt og grønt og medicinske afgrøder af biotoper uden at ødelægge grundstrukturen og uden at udløse de enorme CO₂-udledninger ved degraderingen af biotop-typen. Men det kræver både viden, politisk vilje og et frontalt opgør med den nuværende (snævert profitstyrede) rovdrift.

Skal det give mening at anvende biobrændstof som drivmiddel for fremtidens biler og fly som del af omlægningen til et CO₂-neutralt samfund, er det derfor uomgængeligt vigtigt, at der findes CO₂-neutrale måder at producere og håndtere biobrændstoffet på. Og vi burde måske beslutte os for, at dansk forbrug af biobrændstof blev produceret i Danmark, så vi ikke bare under dække af miljøhensyn udvider vores globale fodaftryk, som i forvejen er tre gange for stort.

Samtidig er der al mulig grund til at antage, at biobrændstoffernes øgede pres på klodens dyrkbare arealer er en tungtvejende grund til, at fødevarepriserne er stærkt stigende over hele kloden. Det kan være et irritament i Danmark, men er livstruende katastrofalt de mange steder i verden, hvor man lever tæt på eksistensminimum.