Torvehallerne
12. april 2008Nu hvor der ser ud til at ligge klare planer for den sydlige del af Israels Plads, var det nok på plads at se på den nordlige ende, hvor der i efterhånden mange år har været planer om at opføre torvehaller. Af et nyhedsbrev på Torvehallernes hjemmeside fremgår det da også, at projektet vil blive opstartet maj 2007 og stå færdig i maj 2008.
Man er dog endnu ikke kommet i gang, og for nylig fremgik det i medierne, at der var udbrudt åben uenighed mellem arkitektrådgiverne og Centerplan AS, som skal stå for driften. Hvor planerne hele tiden har været at lave et sted for mange små stadepladser, var man ifølge arkitekterne ved at omdanne projektet til et supermarked med fælles kasseapparater.
Det vil være en katastrofe, hvis det bliver ender dér. For vi mangler desperat et rigtigt torvemarked, som der langt tilbage i Københavns historie har været på det sted, hvor man kan se og få årstidens udbud af frugt og grønt, vildt og fisk, billigt og friskt, direkte fra producent – og ikke endnu en underetage i Illum eller Magasin.
Det projekt, som er tegnet, lægger da også op til, at der ud over de to pavillon-strukturer med mere permanente boder er masser af plads til enkeltboder, som lejer sig ind på dags- uge- eller månedsbasis. Man kunne ønske for projektet, at det kom i gang lige nu, for der er et stort potentielt publikum til friske sunde fødevarer direkte fra producenten, og vi har brug for en langt bedre kommunikation og forståelse mellem by og land.
I USA har man i de senere år set en ‘local food’-bevægelse vokse frem, hvor forbrugere bevidst efterspørger produkter, som er blevet til i det umiddelbare opland. Dels giver det mindre energiforbrug og CO2-udledning til madtransport – siden Danmark kom med i EU, har vi kørt alt for meget af vores mad tværs gennem Europa – dels er det en måde at genindføre den danske årscyklus i vores spisekultur.
Projektet er vel belyst på Torvehallernes hjemmeside, Hallerne.dk. Her kan man blandt andet finde 3D Animationer af Torvehallerne på Israels Plads.
Rådgivere: Torvehaller ender som supermarked, Politiken 24.02.2008.