Nyt projekt til Israels Plads

11. april 2008

På baggrund af en konkurrence om den del af Israels Plads, som ligger op mod Ørstedsparken besluttede Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg 12. marts at udpege forslaget udarbejdet af Birk Nielsen landskabsarkitekter som vinder.

Israels Plads har i mange år ligget lidt forsømt hen. Men dette projekt vil – sammen med projektet for Torvehallerne, som også er tæt på at kunne realiseres – give København et helt nyt byrum.

Oticon-fonden har doneret 30 mill. kr. til projektet, og Københavns Kommune har bevilliget et tilsvarende beløb. Omlægningen forventes således påbegyndt i 2009 og afsluttet i 2011.

De tre projekter, som deltog i den indbudte konkurrence, kan frem til 16. april ses på Hovedbiblioteket i Krystalgade. Der er fine kvaliteter i alle de tre forslag, men vinderforslaget af Birk Nielsen landskabsarkitekter med tilnavnet ‘Det flyvende tæppe’ virker meget overbevisende og gennemarbejdet. Illustrationerne nedenfor er alle fra det vindende projekt.

Pladsens ‘tæppe’ får en lang række cirkulære udsparinger, men grundlæggende er fladen friholdt til aktiviteter. Bagest fornemmer man Ørstedsparkens skovbryn.

Plan over konkurrenceprojektet. De smalle kileformer er stiliserede vandløb, som løber diagonalt over pladsen og ender som et vandfald i Ørstedsparken.

Mod Ørstedsparken er ‘Det flyvende tæppe’ skudt ud over parken som en balkon, samtidig med at alle eksisterende træer er bevaret. Det bliver således en helt anderledes velartikuleret overgang end i dag.

Her er overgangen mellem plads og park set fra Farimagsgade-siden.

Man ser på snittegningen, hvordan ‘Det flyvende tæppe’ skyder sig ind mellem træerne som en balkon. Dette giver en klar afgrænsning mellem plads og park samtidig med at der er nogle fine oplevelsesmuligheder og klare adgangsforhold.

Via Københavns Kommunes hjemmeside kan man se dommerbetænkningen og downloade projektbeskrivelsen. ‘Det flyvende tæppe’ er smukt og klart illustreret og en fornøjelse at forholde sig til.

Under Israels Plads er der et stort parkeringsanlæg. Når man ser, hvilke problemer, der er med at få jord til træerne på selve pladsen – de kommer til at stå i urtepotteagtige kummer, som på ingen måde sikrer optimale vilkår for fuldvoksne træer – så burde Københavns Kommune overveje at indføre nogle krav til fremtidens parkeringshuse, så de kom lidt længere ned under jorden og gav bedre muligheder for regulær vegetation.

Måske søjlerne fremover var jordsøjler, så træer kunne få sit rodnet ned til grundvandet.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Jacob Weiss: Sådan skal Israels Plads se ud fremover, Berlingske 18.03.2008.

Martin Bekker Bauer: Nyt liv til Israels Plads, Cityavisen 17.03.2008.

Israels Plads projektbeskrivelse (Birk Nielsen landskabsarkitekter), del 1, del 2, del 3 og del 4 (pdf).

 

Share