770 ppm i år 2100
16. december 2009I gårsdagens udgave af The Guardian giver Bill McKibben en tankevækkende analyse af situationen i BellaCenteret lige nu. Over halvdelen af verdens lande går ind for et langsigtet mål på 350 ppm (godt 100 ud af 191). Men det er de fattigste lande, og alt tyder lige nu på, at de rige lande vil gennemtvinge en aftale, som langt fra er tilstrækkelig til at sikre situationen.
Hvis man beregner udviklingen frem mod år 2100 på baggrund af de tilbud om reduktioner, som de enkelte lande har givet her få dage inden den endelige aftale skal vedgås, så vil atmosfærens koncentration af CO2 i atmosfæren i år 2100 ikke være 350 ppm. Den vil heller ikke være 450 ppm, men foruroligende 770 ppm – eller ret præcist dobbelt så højt som i dag. Dermed er vi godt i gang med at afsmelte samtlige ismassiver på kloden. Temperaturen vil i år 2100 være steget 3,9ºC (mod 4,8ºC ved business as usual), hvor det efterhånden står lysende klart, at målet burde være 1,5ºC.
Vi står således lige nu til at få en aftale, som trods mange smukke ord på ingen måde løser situationen. Der er tale om en systematisk ansvarsforflygtigelse hele vejen rundt – ikke mindst fra de rige lande. Selv EUs tilbud er aldeles utilstrækkeligt til at løfte EUs egen lille del. Og det må nøvendigvis være de rige lande, som betaler størstedelen af det problem, de har skabt ved umådeholden brug af fossile brændstoffer igennem de sidste 100 år.
Og apropos lømmelpakker, så burde de mange forhandlere og statsledere spærres inde i BellaCenteret indtil de havde lavet en aftale, som giver verden en fælles platform for at håndtere klimaudfordringen forsvarligt.
Bill McKibben: Copenhagen: Only the numbers count – and they add up to hell on earth, The Guardian 15.12.2009.