Strøtanker om bæredygtighed

Af Rasmus Vincentz, Cand. Scient. Soc, klimakonsulent, Danish Energy Management

Den gamle pointe om at ‘et problem er en løsning i forklædning’ kan med fordel bruges til at brække hul i og trænge ind på livet af den efterhånden noget træge debat om klimaforandringerne. Og bruges til at åbne op for tiltrængte diskussioner om arbejdet med at gøre noget ved de enorme udfordringer som klimaforandringerne stiller os alle overfor. For hvordan er det egentlig at problemet ‘klimaforandringer’ præsenteres i det daglige? Og hvilke ‘roller’ til at gøre noget ved det efterlades der i kølvandet på denne fremstilling? Hvem skal handle og hvad skal der gøres?

Nogle af disse simple spørgsmål til det virkelig aktuelle spørgsmål om hvordan udfordringerne med klimaforandringer håndteres, er desværre temmelig overset. Derfor blev det bragt på banen, da jeg i starten af januar 2008 var workshoplærer på et ugekursus på Vallekilde Højskole. Og indsigterne var slående.

På workshoppen tog vi udgangspunkt i den kampagne vedrørende klimaforandringer, som blev lanceret for et år siden af Miljøministeriet og Transport- og Energiministeriet under sloganet ’et ton mindre’. Kampagnen bygger, som navnet antyder, på at der skal spares og reduceres, og det der skal spares på er drivhusgassen CO₂. Den mængde der skal spares er altså et ton, og den aktør der skal spare er hver enkelt dansker; individet er i centrum, og det kommer vi tilbage til, for her er vi ved sagens kerne! Men lad mig lige inden da slå fast, at man kan sige mange gode ting om den kampagne; f.eks. tjener den til at sætte tal på, hvor meget hver dansker udleder, hvor denne udledning kommer fra, og hvilke muligheder vi hver især har for at reducere vores CO₂-udledning (primært via el- og varme forbrug).

Desuden er kampagnen god fordi man via nettet kan afgive et løfte om hvilke af de mange forslag til konkrete spareaktiviteter man vil iværksætte i sin dagligdag. Desværre kan man, når de rosende ord er sagt, slå fast at denne kampagne lider under at være både forkert, farlig og ikke særlig sjov.

Jeg mener ikke dette alene er et problem for afsenderne, og det væsentlige er derfor ikke en kritik rettet mod dem, for problemet er meget mere udbredt og favner bredere end bare nogle embedsmænd. Kampagnen bygger på nogle opfattelser, som langt de fleste med bare et minimum af kendskab til udfordringerne med klimaforandringer er bærere af, og som de desværre også deles af f.eks. både Al Gore og det engelske ministerium med ansvar for klima. Begge disse vægtige instanser i denne debat har fremstillet kampagner med tilsvarende indhold, udformning og dagsorden som den danske, og understreger dermed også samme dybt problematiske opfattelse af problemet og dets løsninger. Kritikken går derfor på disse bagvedliggende opfattelser og i mindre grad på afsenderne.

Og hvad er så problemet? Jo for det første er kampagnen forkert fordi langt de fleste af de tiltag der anbefales, og som man kan afgive løfte om at iværksætte stort set ikke har nogen effekt på udledningerne af CO₂. Først og fremmest fordi den energi (og den mængde CO₂) der spares kommer fra værker som i langt de fleste tilfælde er underlagt kvoteloven, hvilket vil sige at et ton sparet et sted må udledes mere et andet sted. En ikke overraskende pointe for fagfolk, men for andre er det virkelig en nyhed! For det andet er der ingen som helst viden om hvad de penge man måtte spare ved at reducere sit energiforbrug bliver brugt til, og når vi spæner ud og køber luksus importvarer fordi årets elregning er halveret, er der en væsentlig sandsynlighed for at det samlede CO₂ regnskab vil gå i nul, da disse kræver energi at fremstille, transportere, opbevare osv.

Desuden vil jeg ikke tøve med at kalde kampagnen, og altså primært de opfattelser denne hviler på, for farlige. Dette skyldes at den forleder folk til at tro at de ved at overholde løfterne, og gennemføre andre lignende snusfornuftige husmortiltag, kan gøre en forskel i forhold til problemet med klimaforandringer. Desværre er det sådan at selv om det som regel er en god ide at spare, også at spare på energien i bolig og transport, så batter det slet ingen steder hvis reduktioner alene sker ved at udlade, ved at begrænse sig lidt og ved at skære en smule i sit daglige forbrug. Når selv en meget ihærdig indsats for at slukke lys og skifte til sparepærer allerhøjst kan give i omegnen af reduktioner svarende til ½ – 1 ton CO₂, så kan det måske lyde som om man er i mål, men ak; når dette er under en 10-del af den enkelte danskers udledning, og de anbefalede reduktionsmål fra FN’s Klimapanel er i omegnen af 25-40% i forhold til 1990 inden 2020, så nytter disse små hjemlige tiltag ikke til meget andet end at vise sin gode vilje – og al respekt for det.

Desværre er kampagnen heller ikke særlig sjov, og her tænkes der ikke på at flere tegneserier eller jokes ville højne niveauet. I stedet er pointen at den tilgang til problemet, og dermed den løsning som fremmanes, bygger på en tiltag til udfordringerne som imødekommer disse ved at begrænse sig, lægge låg på sin daglige gøren og laden, holde sig tilbage og gøre mindre af ting som man ellers synes er rare, skønne og sjove. En tilgang som er gennemsyret af en næsten pietistisk verdensforsagelse, som bedst er velegnet til at skabe mere skyld og skam, da det frontalt kolliderer med de mange andre samfundskrav om forbrug og atter mere forbrug.

Og så tror da pokker at de går lidt sløjt med at få folk til at afgive løfter og med at overholde dem i det daglige.

På baggrund af denne gennemgang af problemerne ved kampagnen ’Et ton mindre’ danner der sig et billede af den generelle opfattelse af problemerne, og af løsningerne; nemlig at dem der skal spare er enkeltindivider, og dermed flyttes fokus fra politiske tiltag og teknologisk udvikling. Der levnes ingen plads til, og motiveres i hvert fald på ingen måde til, iværksættelse af aktiviteter på niveauer over individet, f.eks. i sin boligforening, i klubben, på arbejdspladsen eller blandt en gruppe initiativrige og bekymrede borgere med lyst til at gøre mere. Noget der ellers kunne give både glædelige oplevelser, tilhørsforhold og reel vidensudvikling og -udveksling i dagligdagen.

På den afholdte workshop på Vallekilde nåede vi frem til at formulere et manifest, der kunne danne grundlag for et ny kampagne; baseret på noget af den kritik og de indsigter som her er blevet opridset.

Der skulle derfor i stedet sparkes gang i tiltag som:

– gør det rigtige valg til det lette
– er frie, sjove og sprudlende
– kræver at vi kan leve og forbruge uden at skulle skamme os, og vide at vi stjæler fra
– de fattige, fra de kommende generationer osv.
– sikrer at de varer vi forbruger og de boliger vi bor i gentænkes så disse og meget andet
– fremstilles, forbruges og genanvendes på måder som er i overensstemmelse med de
– naturlige begrænsninger omgivelserne udgør.

Med udgangspunkt i disse forslag anses problemet med klimaforandringer ikke som et udtryk for at folk er onde, dumme eller dovne. Problemet er derimod snarere, at vi i det daglige er indfanget i nogle vilkår, som gør det i klima- og miljøsammenhænge forkerte valg alt for nemt, og som gør, at vi uanset hvad vi foretager os er nødt til at overforbruge af ressourcerne og dermed skade mulighederne for andre. Når problemet på den måde skifter til at blive opfattet som noget mere strukturelt, skal løsninger slet ikke findes inden for flere kampagner med løftede pegefingre, ikke flere påbud der ved at støde sammen med vores hverdag giver os unødigt dårlig samvittighed og skyldfølelse. I stedet skal løsningerne findes ved at udvikle livsbekræftende tiltag på alle niveauer, som kan sikre, at vi ved at gennemføre vores helt almindelige dagligdag kan være glade for det vi gør og vide, at det ikke sker på andres bekostning.

Af Rasmus Vincentz, Cand. Scient. Soc, klimakonsulent vedDanish Energy Management.

Sanne Wittrup: Danskerne sparer forgæves på strømmen, Ingeniøren 14.09.2007.