Det store skridt tilbage?
3. april 2008Den kinesiske økonomi har de senere år været inde i en rivende udvikling, og selvom hver kineser stadig i gennemsnit forbruger langt mindre end vi gør i den vestlige verden, er Kina hastigt på vej til at blive verdens største udleder af CO2, hvis ikke allerede det er en realitet.
Kina er blevet hele verdens fabrik, og en betragtelig del af CO2-udledningen fra dansk forbrug sker således i lande som Kina, hvor arbejdslønnen er billig og veluddannet, mens miljøkravene i hvert fald indtil for nylig har været ganske lempelige (se blog-indlægget EUs forbrug forurener globalt). Blandt andet på den baggrund har Kina derfor hidtil afvist at indgå bindende CO2-aftaler.
Elizabeth Economy har i Foreign Affairs lavet en ganske læseværdig analyse af den kinesiske miljøpolitik, eller mangel på samme: The Great Leap Backward? Artiklen giver et godt overblik over de stadigt eskalerende miljøproblemer og enorme anstrengelser det vil kræve at få en gigant som det kinesiske samfund sporet ind på en bæredygtig kurs.
Godt nok har der i forbindelse med den forestående olympiade været store ambitioner om at kunne præsentere et moderne Kina, som har styr på miljøet. Der er plantet titusindvis af træer i Beijings gader i et forsøg på at mindske den omfattende luftforurening, hybridbusser og -taxaer er taget i brug, visse gadestrækninger er belyst med solenergidrevne lamper, og man har prøvekørt trafikbegrænsninger som i Athen, hvor biler med lige nummerpladenumre må køre på lige dage, så trafikken kan have et blot nogenlunde flow under olympiaden. Men trods store ambitioner derom er det ikke lykkedes at skabe ren luft eller rent drikkevand inden olympiaden, og selv når Beijing udstiller retningslinjer for miljøindsatsen, bliver de ofte omgået i provinsen.
Economy rejser spørgsmålet, hvor meget vilje til en miljøindsats der reelt er til stede i Kina på den anden side af olympiaden? – i hendes perspektiv vil det kræve store økonomiske og politiske ændringer at få reelle miljømæssige forbedringer. Yingling Liu, som leder WorldWatch-instituttets Kina-program, går i sin anmeldelse af Economys analyse i rette hermed og skriver, at Kina bringer håb om et stort skridt fremad for klodens miljø.
Kina er i disse år langsomt ved at vågne til, at det økonomiske mirakel har en miljømæssig pris – som ikke bare er betragtelig, men som måske kan sætte en stopper for den rivende udvikling, som landet er inde i, før den overhovedet nåede de meget store befolkningsgrupper, som stadig lever på landet. Det er kun kort tid siden, at det forlød, at den første bonde havde fået tilladelse til at skrive sig op til at købe et køleskab.
Elizabeth C. Economy: The Great Leap Backward? (del 1 2 3 4 5 6 7), Foreign Affairs vol. 86 no. 5 september-oktober 2007.
Yingling Liu: China’s Coming Environmental Renaissance, WorldWatch Institute 29.11.2007.
Michael Spence: Carbon Tariffs: A tactical and moral mistake, TheStar.com 02.04.2008.