Strøtanker om bæredygtighed

Niels-Holger Nielsen har lavet nedenstående oversættelse af Zane Acorns anmeldelse af Climate Wars, en tankevækkende bog af Gwynne Dyer. Anmeldelsen blev bragt i Green Left Weekly, 18.04.2009.¹

Climate Wars

Climate Wars (Klimakrige, NH) er en foruroligende bog og et værdifuldt bidrag til den stadigt voksende mængde litteratur om den historiske skillevej, som homo sapiens står midt i.

Denne bog forklarer klimaforandringernes effekt; ikke kun på koralrev og isbjørne, men på hundreder af millioner klimaflygtninge, som risikerer den samme skæbne som Gazas befolkning fristede under det israelske militærs angreb i januar.

Den beskriver også med en vis klarhed en virkeligt dybtgående ændring i menneskets kollektive bevidsthed. En ændring som er såvel forudsætning som særkende for et succesfuldt forsøg på at afværge løbske temperaturstigninger.

Climate Wars benytter sig af et spændende format, hvor en serie interviews med militærer, politikere, klima- og VE-specialister² veksler med fiktion om en fremtid knust af klimaforandringer.

Der er også foregribelser af hvorledes samfundet kan undgå løbske klimaforandringer; en bestræbelse som det vil kræve betragtelige investeringer og årtier med vedholdende internationalt samarbejde at gennemføre.

Et fantastisk eksempel er et citat, af Lester Brown fra Worldwatch Institute,³ som understreger den kendsgerning, at menneskeheden er meget kompetent til at skabe og implementere det enorme netværk af grøn energi, som vi behøves for at kunne bremse kulstofudledningen:

”Vi fremstiller på verdensplan tres millioner biler om året, så det er ikke noget at snakke om. Vi ville kunne producere disse vindmøller til hele verden blot ved at genåbne de lukkede samlefabrikker i USA. Det er alt hvad vi behøver for at kunne generere 40% af vores energi fra vindmøller i 2020.”

Et af de mest kraftfulde (og foruroligende) sider ved Climate Wars er Dyers undersøgelser af en rapport udfærdiget af militære seniorrådgivere, som arbejder for CNA-Corporation (en militærfinansieret tænketank)(USA, NH).

Dyer fremdrager, at militæret i avancerede kapitalistiske lande (specielt i USA) er fuldstændig klar over den alvorlige trussel, som klimaforandringer udgør. Han forklarer hvorledes CNA omgik præsident George Bushs forbud mod at behandle klimaforandring som et seriøst problem, ved at offentliggøre rapporten ”The national Security and the Treat of Climate Change”¹º i april 2007.

Rapporten accepterer som en kendsgerning at et hvilket som helst land som søsætter et nødprogram for drastisk at skære ned på udledningerne, vil have et handicap medmindre alle andre lande stiger om bord.

Dyer fortsætter med at undersøge forventede militære og politiske svar på den forværrede klimakrise i en ikke alt for fjern fremtid. Den forværrede klimakrise aktualiserer emner som atomkrig om vandressourcer mellem Indien og Pakistan, antiatom- og antigeoengineering-”økoterrorister” i Europa, og geoingeneering-projekter i Indonesien og Phillipinerne,¹¹ hemmeligt finansieret af Kina.

Bogen funderer også over en frygtelig militarisering af Mexicos og USA’s fælles grænse, som en følge af massiv latinamerikansk misvækst forårsaget af løbske klimaændringer og resulterende i en enorm vækst i antallet af ”illegale” immigranter, som forsøger at komme ind i USA.

”Fødevarekrisen i Mexico City, hvis befolkning var svulmet til syvogtyve millioner (inklusiv flygtninge) forværredes nu til en generel sundhedskrise, hvor de underernærede i store tal blev ofre for epidemier” skriver Dyer i en fiktiv beretning om livet i 2026.

Det er den slags forudsigelser, som viser hvad de menneskelige omkostninger kunne blive hvis det mislykkes at standse klimaforandringerne. Beskrivelser som disse er (uhyggelige som de er at sluge) Climate Wars store styrke.

Dyer bringer nogle rimeligt kontroversielle emner, som fx. geoengineering, kernekraft og vegetarisme, på bane. Idet han åbent anerkender, at geoengineering kan blive brugt som undskyldning for inaktivitet over for klimaforandringer, gør Dyer det klart, at dette ikke er hans hensigt.

Dyer kigger på et fremtidsscenarie, hvor sulfater egenhændigt bliver spredt i atmosfæren af et desperat Bangladesh for at fremkalde en kølende effekt (relativt billigt svovldioxid kan bruges til at øge atmosfærens solrefleksivitet). Han undersøger også andre foreslåede tekniske fix som mikro-satelitter, kunstig skydannelse og gødning af havplankton¹² og ser på hvor gennemførlige de er eller ikke er.

Dyer forklarer, at biodiesel og indfangning af kuldioxid er svindel, men er uklar mht. om kernekraft burde være en del af løsningen.

Han bemærker også, at hvis menneskeheden blev vegetarisk (eller i betydeligt omfang reducerede sin kødkonsumption) ville der være umådeligt meget mere føde til rådighed. Ja, han ser endog på muligheden for bæredygtigt beholderdyrket ”kød”.

Det sidste scenario (i år 2175), som Dyer undersøger, er et hvor en klimaforandring på 9 grader C over førindustrielt niveau har forårsaget et sammenbrud af oceanstrømmene resulterer i et monokulturelt hav fuld af giftig hydrogensulfid:

Den massivt reducerede og teknologiberøvede menneskehed på Jorden har ikke ressourcerne til at geoengineere et køligere klima, ”og oveni det har den et mere presserende problem – havene er blevet syge. Syge på den måde, at de lugter som rådne æg.”

Dommedagsscenariet er godt verificeret, og den horrible mulighed for dets faktiske virkeliggørelse er til at blive syg af at tænke på.

I det sidste kapitel af Climate Wars argumenterer Dyer for at klimaforandringerne er en historisk udfordring for menneskeheden. Den vil enten resultere i størstedelen af artens udryddelse eller i en økologisk forståelse på et højere niveau. Som analogi for denne historiske udfordring bruger han en eksamen.

”Vi slæbte os lige akkurat igennem midtvejseksaminationen i forrige århundrede: Vi erhvervede evnen til at destruere vores civilisation gennem krig, og det lykkedes os ikke at bruge den.”

”Nu er det den afsluttende eksamen, hvor indsatsen er det totale miljø, som vores civilisation er afhængige af. Det handler ikke kun om viden og teknisk snilde, men også om selvbegrænsning og evnen til at samarbejde. Voksenværdier om du vil.”

Dyer tror på at en succesfuld afværgelse af løbske klimaforandringer vil resultere i modenhed, en ”barndommens afslutning” for menneskeheden.

Dyer synes ikke at mene at den såkaldte barndoms afslutning indebærer et afgørende brud med fortiden – en revolution. Han synes at mene, at der er en lille chance for at eliterne, som kontrollerer klodens mest profitable industrier, til sidst i et klart øjeblik vil erkende at de må udfase deres pengemaskiner.

Ligeledes synes han at mene, at masserne er for passive til snarest at skabe en mægtig klimabevægelse og at den grønne bevidsthed i stedet vil sive nedad fra toppen af samfundspyramiden.

Jeg, som bor i Newcastle, Australien, og som er vidne til den monumentale udvidelse af verdens største kulhavn, som finder sted her, kan ikke andet end at tro, at drivhusmafiaen er lykkelig ved at ruinere planeten for profit.

Som iagttager af (og deltager i) den stødte vækst af klimabevægelsen, kan jeg også se potentialet til, relativt hurtigt, at skabe en stor bevægelse.

Ikke desto mindre er Climate Wars den bedste bog, jeg har læst om emnet, siden Climate Code Red,¹³ den rejser nogle virkelig interessante spørgsmål. Jeg anbefaler den på det varmeste.

Alle noter og hyperlinks ved oversætteren:

1. Tilsyneladende kun bragt i papirudgaven. Her er online-udgaven, jeg fandt den her.
2. Vedvarende energi
3. En miljøtænketank skabt af Lester Brown, som er meget aktuel med Plan B 3.0, Mobilising to Save Civilisation (Mobilisering til Civilisationens Frelse), som er tredje udgave af hans store projekt Plan B.
10. Jeg har læst den og må berømme den for dens grundige og letforståelige indføring i problematikken om klimaforandringer, faktisk noget af det bedste jeg har læst om det emne. Den er relativt bramfri omkring militærets opgaver i forbindelse med skærpede omstændigheder pga. global opvarmning.
11. Virkeligheden overgår ofte fiktionen, se her.
12. Dvs. jernsulfat spredt i havet, som bevirker opblomstring af alger, som forbruger kulstof fra CO2, og tager det med sig til havets bund, når de dør. Det er for nyligt forsøgt af tyske og indiske videnskabsfolk, men mislykkedes pga. utilsigtede bivirkninger, se her.
13. Se også her: Climate Code Red net.

Gwynne Dyer: Climate Wars. Random house of Canada. Toronto, 2008. 272 sider.
ISBN 9780307355836.

Om forfatteren til Climate Wars, ved Wikipedia (engelsk) (bearbejdet og suppleret af oversætteren):

Gwynne Dyer, PhD, født den 17. april, 1943 er en London-baseret uafhængig canadisk journalist og militærhistoriker, hvis artikler og kommentarer bringes i 45 lande. I Danmark bringes hans artikler ofte i dagbladet Information. Gwynne Dyers hjemmeside.

Dyer fødtes i St. John’s, Newfoundland og tilsluttede sig Royal Canadian Naval Reserve (oprindeligt skabt i 1923 som en art marinehjemmeværn og forløber for den canadiske flåde, som skabtes under 2. verdenskrig) i en alder af 16 år. Mens han stadig var i den canadiske flåde erhvervede han sig i 1963 en bachelorgrad (BA) i historie fra Memorial University of Newfoundland, en Master of Arts (MA) i militærhistorie fra Rice University, Huston, Texas, i 1966, og en doktorgrad (PhD) i militær og mellemøsthistorie ved Kings College, London, i 1973. Dyer tjente som reserve i Canadas, USA’s og Storbritanniens flåder. Han var beskæftiget som seniorunderviser ved Det Kongelige Militærakademi, Sandhurst, Storbritannien mellem 1973 og 1977. I 1973 begyndte han at skrive artikler til førende London-aviser om den arabisk-israelske konflikt, og besluttede snart at opgive den akademiske løbebane til fordel for en journalistisk karriere. Se yderligere på Wikipedia.

Anmelderen, Zane Alcorn, er en venstreorienteret australsk klimaaktivist, som ofte skriver i GreenLeft online.

Oversat og bearbejdet af Niels-Holger Nielsen.