Strøtanker om bæredygtighed

George Monbiot er en af de skarpere klimaskribenter, og han forstår som få at spidde fænomener udspændt i feltet mellem menneske, miljø og magt. I den senere tid har han for eksempel lavet en række skarpe video-interviews til The Guardian, hvor han i udsøgt satirisk stil hudfletter klimabagstoppere og greenwashing-magnater. Men i gårsdagens udgave af The Guardian rettede han med artiklen: Woodchips with everything. It’s the Atkins plan of the low-carbon world, skytset mod egne rækker. Han var kort sagt træt af den seneste hype inden for klimaløsninger, bio-char, og sammenlignede det med Atkins-kuren, en slankekur, som med højdosis protein måske på kort sigt formår at få folk til at tabe et par kilo, men som ernæringsmæssigt og sundhedsmæssigt set må betragtes som en katastrofe.¹

I den britiske debat bliver den sproglige retorik ofte hvæsset med stor omhu. For blot fjorten dage siden sammenlignede Sir Nicholas Stern klimaskeptikere med ‘flat-earthers’.² Og hvor har han ret – kunne vi blot én gang for alle komme dertil i det danske forståelsesrum. Det er kun fordi det er så svært at oversætte til dansk – fladpander er noget lidt andet – at ‘flat-earthers’ ikke straks er gledet ind i mit klima-vokabularium.

Men tilbage til Monbiots udfald: Han var kort sagt træt af, at alle klimaentusiaster nu kun havde trækul på hjernen og tilsyneladende så verdens frelse i denne gammelkendte teknik. Og under vejs får han langet alvorligt ud efter klimanotabiliteter som James Hansen, Chriss Goddall og James Lovelock, som i hans øjne helt har mistet orienteringen. De er bundnaive, fnyser han, og er nærmest ved at splitte jorden af for at redde den.¹

Allerede samme dag bringer The Guardian da også en artikel af Chriss Goodall, at der ikke er nogen grund til at afskrive trækullene.³ Og få timer efter er Gaia-teoriens ophavsmand James Lovelock på banen med en indrømmelse, at hvor han normalt er enig med Monbiot i det meste, må han i denne situation indse, at Monbiot ikke helt har fanget perspektivet i at lade naturen absorbere den overskydende CO₂.¹º

Og i dag tager James E. Hansen og Pushker Kharecha fra NASA høfligt men bestemt til genmæle, at det har Monbiot fået helt galt i halsen. De har aldrig sagt, at trækul var en mirakelkur.¹¹ De to er medforfattere til en gennembrudsartikel i den nyere klimaforskning: “Target Atmospheric CO₂ …”,¹² som har åbnet manges øjne for, ikke bare hvor galt det er fat med klimaet, men for det faktum, at vi for at stabilisere klimaet må sigte mod at få atmosfærens CO₂-koncentration tilbage under 350 ppm (eller 100 ppm lavere end IPCC nu officielle målsætning), og dermed, at det ikke er nok blot at reducere de nuværende afbrændinger af fossile brændstoffer. Artiklen har derfor også været med til at øge fokus på udviklingen af teknikker til at reducere koncentrationen af CO₂ i atmosfæren (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?).

Med ungdommelig kådhed rasler Monbiot videre med sablen i en kommentar til Hansen og Kharechas artikel, hvorefter Kharecha tager det hele endnu grundigere. Og her for få timer siden anerkender Monbiot i samme debattråd (under artiklen), at han nok har været for hurtigt ude. Sådan endte Monbiots mangedobbelte fadermord ganske våd hund-agtigt.

Monbiot har jo ret i, at hvis vi begynder at dyrke afgrøder blot for at lave trækul til deponering, så er der overhængende fare for, at det vil ende som med første generations biobrændstof. Og han har ret i, at det at slippe kvotesystemet fri i biosfæren potentielt vil kunne føre til en masse kedelige bivirkninger, men det er et problem ved kvotesystemet og ikke ved perspektivet i at bruge trækul til at føre CO₂ tilbage til jorden. Efter at det industrielle landbrugs dyrkningsmetoder siden 2. verdenskrig har forarmet vores landbrugsarealer ligger der et stort og nødvendigt jordforbedringspotentiale i at føre kompost og trækul tilbage i muldjorden.

Perspektivet er stort, og jeg ser det som fantastisk vigtigt, at klima- og CO₂-reduktionsanalyserne endelig er ved at fatte, at der findes mekanismer og processer uden for den teknosfære, vi har etableret. Det har ofte været fremhævet, at øget beplantning ikke hjælper det store, for selvom planterne absorberer en masse CO₂ gennem deres vækst, så falder langt det meste af igen om efteråret eller beskæres bort, hvorfor det kun er den mængde CO₂, som netto bindes i det blivende ved, som for alvor tæller. Men hvis vi kunne gøre en stor del af den samlede CO₂-binding fra for eksempel facadeplanter og gadetræer varig gennem at håndtere det rigtigt (formuldning og trækulsproduktion også af blade og kviste), så ville stort set alle kvadratmeter på hele kloden kunne give sit lille bidrag til CO₂-bindingen, selv en lille baggård i hjertet af København.

Alt dette blot for at sige, at det er en gruppe virkelig interessante artikler at læse.

P.S. så har Monbiot 27. marts et wrap-up, Charleaders must cool enthusiasm for settting fire to the planet, hvor han tydeliggør, at han var uretmæssig overfor Hansen & Kharecha og Lovelock, men at de andre … heller skulle indse, at det ikke med et slag løser klodens klimaproblem at brænde alt organsik materiale til trækul.

Geeorge Monbiot: Woodchips with everything. It’s the Atkins plan of the low-carbon world, The Guardian 24.03.2009.¹

Sunny Hundal: Stern: Climate change deniers are ‘flat-earthers’, The Guardian 10.03.2009.²

Chriss Goodall: Biochar: Much is unknown but this is no reason to rule it out, The Guardian 24.03.2009.³

James Lovelock: James Lovelock on Biochar: let the Earth remove CO₂ for us, The Guardian 24.03.2009.¹º

Pushker Kharecha and Jim Hansen: We never said biochar is a miracle cure, The Guardian 25.03.2009.¹¹

James E. Hansen et al.: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? Open Atmospheric Science Journal 2008 n0. 2 pp. 217-33 (pdf) / Supplemental text pp. i-xxi (pdf).¹²

Garard Wynn: Biochar backlash tries to bury carbon plan, Reuters Blogs 20.04.2009.