Fukushima syv år senere
11. marts 2018Stadig under udarbejdelse … Her til morgen japansk tid er det syv år siden at et stort jordskælv ud for Tokukus Stillehavskyst rejste en tsunami, der førte til store ødelæggelser flere km ind i landet. Huse, træer, broer, alt blev rykket op med rode og kastet rundt, som var det en modeljernbane. Mange nåede at flygte til højereliggende steder, men næsten 20.000 mennesker mistede livet.
Et sted på kysten ramte tsunamien et atomkraftværk med seks reaktorer, hvis kølesystem blev sat ud af kraft, samtidig med at strømforsyningen udefra gik tabt. Det førte i de kommende døgn til nedsmeltningen af tre reaktorkerner, og her syv år efter er det klart, at Japan står med en atomkatastrofe som i skala og alvorlighed kun kan sammenlignes med verdens hidtil værste katastrofe i Chernobyl, der fik mange lande til at opgive drømmen om en fuldt nuclear energiforsyning.
Når man ser kystlandskabet ovenfra, er det imponerende, hvor langt man er kommet med oprydningen. Kystlinjen sank op til adskillige decimeter ved jordskælvet, så mange steder stod de lavestliggende marker under vand efter tsunamien havde trukket sig tilbage. Men i dag er 80% af markerne igen dyrkbare, og genopbygningen af havne og infrastruktur, institutioner og boliger, er mange steder så langt, at livet så småt begynder at minde om noget man kendte før tsunamien.
Altså lige bortset fra landskaberne omkring Fukushima Daiichi-værket. Her går tingene umådeligt langsomt, for her må man ud over tsunamiens rasen kæmpe med en usynlig fjende, strålingen, der i et område på størrelse med Fyn får geigertællerne til at gå i selvsving. Man havde lidt naivt regnet med at kunne dekontaminere størstedelen af området på et år eller to. Men det har vist sig ganske vanskeligt. Og kuren er brutal. Oprensningen indebærer ikke bare højtryksspuling af alle byggede flader, men at al vegetation fjernes og den øverste topjord over alt skrælles af. Alt dette affaldsamles i store sorte plasticsække, der står som halmballer i landskabet og gradvist samles i store midlertidige depoter. Den radioaktive forurening, der har bredt sig ud over landskaberne, har overvejende biotoper med relativt hurtig halveringstid. Men blot at finde de 5-6 km², hvor man kunne anlægge et midlertidigt depot over 30 år, har taget adskillige år, for oven på den katastrofe ved Fukushima Daiichi-værket, som ingen troede kunne ske, har ingen rigtigt tillid til, at et sådant depot bliver fjernet igen efter 30 år, eller at området ikke derefter er ødelagt for evigt. Og ingen ønsker at have et sådant depot i deres baghave.
