Strøtanker om bæredygtighed

En 23 m høj tsunami-sikring foran Hamaoka-værket ved Shizuoka er her under opførelse i håb om at kunne opnå tilladelse til genstart, efter at værkets reaktorer har stået stille siden 2011. Med en sådan mur kunne Fukushima-katastrofen have været undgået. Men Fukushima-værkets ejer, TEPCO, søgte at krybe uden om udgifterne ved en sådan tsunami-sikring til trods for, at det var blevet klarlagt, at der var en risiko for at værket kunne blive oversvømmet af tsunamier. i 2009 søgte Fukushima-værkets leder om accept af udvidelsen af værkets sikkerhedsforanstaltninger , men ledelsen afviste, og der er nu rejst tiltale mod den tids ledelse.  

11. marts 2011 udløste et stort jordskælv i havbunden ud for den japanske nordøstkyst en stor tsunami, der med stor kraft ramte Tohukus østkyst og sine steder pressede de ødelæggede vandmasser adskillige kilometer ind i landet.

Tsunamien ramte også Fukushima Daiichi-værket, hvilket udløste det moderne Japans største krise. Det lykkedes at lukke to af værkets seks reaktorer korrekt ned. Men for tre af reaktorerne blev det en fatal hændelse. Strømforsyningen udefra blev klippet ved jordskælvet, og nødstrømsgeneratorerne var så tankeløst placeret i kælderniveau, at de blev sat ud af kraft af de indtrængende vandmasser. Derfor svigtede kølingen dertil, at der skete en omfattende nedsmeltning af tre af reaktorkernerne. Udsivende gas fra de overophedede reaktorkerner førte til eksplosioner, der raserede flere af reaktorbygningerne. Den sidste reaktor var midlertidigt standset og brændselslegemerne fjernet, da tsunamien ramte. Så her var problemet ‘kun’, at den ydre bygning eksploderede. Store mængder af radioaktiv forurening spredte sig i de kommende uger fra det havarerede værk, og selvom vindretningen var ‘heldig’ i den forstand, at størstedelen af radioaktiviteten fra døgnene umiddelbart efter nedsmeltningerne blæste ud over havet, måtte man efterfølgende evakuere omkring 200.000 mennesker, hvoraf et fåtal indtil nu har kunnet vende tilbage til trods for en enorm oprensningsindsats.

Fukushima-katastrofen udløste det moderne Japans største krise, med implikationer ud i de fjerneste afkroge af det japanske samfund. Endda så det længe ud til, at Fukushima-katastrofen ikke ville få nogle retslige konsekvenser. To gange tidligere er offentlige anklagere kommet til det resultat, at der ikke var basis for at gøre nogen fra værkets ejer TEPCOs ledelse personligt ansvarlig for katastrofen, ligesom der heller ikke i retslig forstand syntes at være tale om svigt fra myndighedsside – uanset at man efterfølgende nedlagde den hidtidige sikkerhedsinstans for at bygge en ny op fra bunden.

Dette kom ikke som nogen overraskelse for den japanske befolkning, der var vant til at energiselskaber kørte med klatten. Men endda udfordrede det retsbevidstheden. For hvordan kunne konklusionen på Fukushima-katastrofen – som en af de tre undersøgelseskomissioner karakteriserede som “Made in Japan” for at understrege, at det ikke blot var en naturkatastrofe, men at der tværtimod omvendt var tale om, at en serie af menneskelige valg og undladelser tilsammen havde udløst en katastrofe, der i udgangspunktet var fuldt undgåelig – ende med blive, at ingen havde gjort noget galt?

Men så viste der sig en åbning, hvor borgere kunne initiere en anklage. Borgergrupper fra Fukushima har systematisk forfulgt dette spor. Og her mere end seks år senere blev der i går indledt en retslig proces, hvor den forhenværende TEPCO-formand Tsunehisa Katsumata sammen med hans to tidligere vicepræsidenter Ichiro Takekuro og Sakae Muto står anklaget for at have undladt at tage de nødvendige sikkerhedsmæssige konsekvenser efter at det stod klart, at en tsunami så stor som den, der ramte i 2011, var en mulighed. Yderligere indgår det i anklagen, at der på Fukushima-værket blev udarbejdet tiltag for imødegåelsen af denne risiko, der hvis gennemført ville kunne have forhindret katastrofen. Men at TEPCOs centrale ledelse (TEPCO havde indtil 2011 17 reaktorer i drift) havde modsat sig implementeringen heraf.

På den første dag i retten erklærede de tre tidligere TEPCO-ledere sig uskyldige, fordi ingen ville kunne have forudset en tsunami eller katastrofe af dette omfang. Hoverfor fremhævede anklageren, at de alle tre var blevet forelagt beregninger, der præcist viste, at tsunamier af den størrelse ville kunne forekomme på denne del af kysten, og at det ville kunne føre til svigtende strømforsyning.

“They continued running the reactors without taking any measures whatsoever,” fremførte anklageren. “If they had fulfilled their safety responsibilities, the accident would never have occurred.”

TEPCO-formand Tsunehisa Katsumata sammen med hans to tidligere vicepræsidenter Ichiro Takekuro og Sakae Muto, der i 2009 var med til at blokere for beslutningen om at opgradere Fukushima Daiichi-værkets tsunami-beskyttelse.

Den første erkendelse af, at der kunne forekomme væsentligt større tsunamier på denne kyststrækning, end værket var dimensioneret til at kunne modstå, stammer fra en jordskælvsrapport tilbage i 2002. I 2008 cirkulerede der i TEPCO et internt dokument, der fastslog, at der ikke var nogen vej uden om forhøjede diger som del af en tsunami-beskyttelse. Og i 2009 havde Fukushima Daiichi-værkets leder, Masayo Yoshida på et møde med TEPCOs øverste ledelse, hvor de tre nu anklagede deltog, fremført, at “some say [a] tsunami of about 14 meters tall could hit the plant.”

De tre erklærede indledende, at Fukushima-katastrofen var fundamentalt uforudsigelig, og at antagelserne om 15,7 m høje tsunamier stadig var “trial calculations”. De kommende uger og måneder vil vise, om retten også ser det sådant. For længe søgte både TEPCO og statsadministation at spinde katastrofen som en naturkatastrofe uden nogen chance for at have været forudset. Men rent faktisk havde centralt placerede folk i TEPCO nogle år forud forudset en tsunami så stor som den, der 11. marts 2011 rent faktisk ramte Fukushima Daiichi. Og der synes at have været foretaget indledende projektering af, hvilke foranstaltninger, der kunne imødegå det nye risiko-billede. Men i stedet for at handle, synes ledelsen at have forsøgt at forhale situationen. Og selv da der blev udtrykt ønsker fra den tids sikkerhedsinstans NISA om, at TEPCO rettede op på situationen, fik TEPCO an overtalt NISA til, at man istedet blot skulle lave endnu en rapport derom. Hele dette handlingsforløb er kun kommet drypvist frem, men det er præcist dette svigt, der nu står til at blive det centrale omdrejningspunkt i anklagen. Og uanset hvad dommen bliver, er det velgørende at få hele denne proces fuldt frem i lyset. For det vil sætte et fokus på den slappe kontrol og den slappe attitude til sikkerhedsarbejdet, som prægede den tid. For nok havde verden set Chernobyl og Three Mile Island, men det kunne ikke ske i Japan.

Det havde været ganske enkelt at forhøje tsunami-sikringen, så den kunne modstå en tsunami på op til 15,7 m, som beregninger fra 2002, havde vist mulig. Eller hvis man ville vente med denne investering, kunne man i det mindste have flyttet nødstrømsgeneratorerne op i sikkerhed for indtrængende vandmasser eller haft yderligere mobile enheder, der ikke kunne oversvømmes. Hvis man havde gennemanalyseret worst case-scenarier, kunne man meget let have indse nødvendigheden af at installere filtrerede ventilationsmuligheder for reaktorbygningerne, så man havde undgået eksplosionerne og dermed kunne have undgået en betydelig del af den radioaktive forurening, der nu førte til, at mennesker måtte evakueres op til 50 km fra værket. (i paranetes bemærket er der nu krav om dette ved samtlige reaktorer, der søges genstartet). Og hvis man ser på det oprindelige design, kunne alle problemer have været undgået, hvis ikke man forud havde bortgravet en høj bakke på stedet, men havde holdt en bare lidt højere terrænkote. Uanset alle disse muligheder for at have undgået katastrofen har TEPCO endda vedholdende hæget sig ved, at det var en naturkatastrofe – og så i øvrigt gjort sig betydelige anstrengelser for at dække over, hvor galt det var fat og hvad der egentlig skete.

I marts 2016 blev antallet af dødsfald i forbindelse med Fukushima-katastrofen opgjort til 1.368 mennesker, de fleste som følge af langvarigt stress som følge af evakueringen. Der føres en meget nøje statistik med, hvilke dødsfald, der kan henføres til Fukushima-katastrofen, da en anerkendelse heraf berettiger de pårørende til en særlig kompensation.

De tre er ikke anklaget for at have forårsaget hele Fukushima-katastrofen, men for professional neglect, der var den direkte årsag til, at 44 ældre patienter døde på et hospital nær Fukushima Daiichi-værket, som måtte evakueres. Tiden må vise, om de også vil blive dømt for det.

Alle tre har gjort hvad de kunne for at holde hændelsesforløbet i hele den proces, der nu bliver sat fokus på, så skjult for offentligheden som overhovedet. Så mange ser den forestående retssag som en vigtig chance for at blive klogere på, hvad der egentlig skete – og hvad der skal til, for at tilsvarende undgåelige katastrofer sker igen.

At TEPCO ikke har forandret sig det mindste ses også klart af, at virksomheden, da nyhedsbureauet Jiji beder om en kommentar til retssagen, svarer, at man ikke har nogen kommentar, da de tre anklagede ikke mere arbejder ved TEPCO.

 

.
Three former TEPCO officials on trial, 3:44 min. videoreportage af Dunrenard Fukushima 311 Watchdogs.

Update 10.07. – Denne korte video giver et godt rids af baggrunden for den retssag, der blev indledt i slutningen af juni. Processen vil fortsætte en rum tid fremover. Og resultatet ventes først at foreligge ne gnag næste år.Men når man ser reaktionerne i det japanske medielandskab, så fylder spørgsmålet om atomkraftens rolle og håndtering i Japans fremtidige energiforsyning ikke meget.

Update sept. 2017 – Distriktsretten i Chiba er nu nået frem til den afgørelse, at centraladministrationen (og dermed NISA) ikke kan stilles til ansvar for Fukushima-katastrofen, men beordrede samtidig TEPCO til at betale yderligere   til

Update 29.01.2018 – Reiji Yoshida skrev i går i Japan Times, at det af et skriftligt vidnesbyrd udarbejdet til et søgsmål mod TEPCO fremgår, at TEPCO i 2002 af den tids atomsikkerhedsinstans NISA på et møde blev bedt om at gennemføre en simulering af, hvad der ville ske, hvis kysten ud for Fukushima Daiichi blev ramt af en 15 m høj tsunami. Shuji Kawahara, der har udarbejdet notatet, var dengang leder af det team inden for NISA, der var ansvarlig for atomkraftværkernes sikkerhed i forhold til jordskælv. Og Kawahara beskriver i dokumentet, hvordan TEPCO under mødet igennem 40 minutter højlydt protesterede mod kravet og endte med at formå at undslå sig.

Kawahara skriver, at han formoder, at TEPCOs stejle afvisning hang sammen med, at det ville være både dyrt og tidskrævende. Men kravet kom på baggrund af en rapport, der konkluderede, at der på denne kyststrækning over 30 år var en 20% sandsynlighed for at en tsunami så stor som den, der 11. marts 2011 ramte værket, ville ske. 20% over 30 år er en endog meget stor sandsynlighed for en hændelse, der kan føre til kernenedsmeltninger og radioaktiv forurening i Chernobyl-klassen.

Så man kan på den baggrund med en vis rimelighed sige, at NISA i høj grad er medskyldig i Fukushima-katastrofen i og med at man ved ikke at fastholde sit krav ikke har taget sin opgave som kontrolinstans tilstrækkeligt alvorlig. Det var da også almindeligt antaget, at NISA slet ikke havde greb om opgaven, og at også NISA led af den fejlantagelse, at alvorlige ulykker slet ikke ikke kunne ske på japanske atomkraftværker. Så efter 2011 var der bred politisk enighed om, at NISA måtte skrottes, og en helt ny institution til varetagelsen af sikkerheden på de japanske atomkraftværker etableres, hvis det nogensinde skulle lykkes at genoprette tilliden til den japanske atomkraft.

Men man må også, som denne retssag gør, rette fokus mod det TEPCO, der så aktivt modarbejdede at sikre sig, og den ledelse i TEPCO, der så aktivt, som det her er tilfældet, søgte at undgå at varetage sikkerheden optimalt.

Det havde været så enkelt at undgå, og TEPCO havde også i dag været en guldrandet virksomhed, selvom man havde bekostet disse simuleringer. Nu overlever TEPCO kun som følge af enorme tilførsler fra det offentlige, og fordi staten, hvis man lod TEPCO krakke, ville stå tilbage med ansvaret.

Selv da TEPCO i 2008 endelig gennemførte en sådan simulering og kom frem til at en tsunami på op til 15,7 m kunne ramme kysten, tog man ikke de praktiske konsekvenser deraf, men forhalede situationen ved i stedet art ville lave endnu en rapport. Alt sammen små miskalkulationer, der tilsammen førte til, at man 11. marts 2011 var totalt uforberedt på at håndtere en oversvømmelse fra en tsunami.

Det står klart, at Fukushima Daiichi kommer aldrig i gang igen. På et tidspunkt kort efter marts 2011 er Fukushima Amt blev lovet, at det nærliggende Fukushima Daini-værk, som blev ramt af samme tsunami, men til trods for samme kaotiske uforberedthed endda formåede at holde værkets fire reaktorer nedkølede, ikke ville blive genstartet igen. Så på den modsatte kyst hvor TEPCO ejer et tredje værk, Kashiwazaki-Kariwa-værket, der med sine syv reaktorer er verdens største, udspiller der sig i disse år en intens kamp om genstarten. Guvernøren i Niigata Amt gennem mange år har fastholdt, at TEPCO er fundamentalt uegnet til at drive atomkraftværker. Og man har fra amtslig side stillet den betingelse for genstart, at der bliver skaffet fuld klarhed over, hvad der overhovedet gjorde en sådan katastrofe mulig, før man overhovedet begynder at tale om genstart. Endda har den nyformede sikkerhedsinstans NRA her for godt en måned siden godkendt de to nyeste reaktorer ved Kashiwazaki-Kariwa til genstart.

I denne retssag blev statsadministrationen og dermed NISA fuldstændig frikendt for ansvar, mens TEPCO blev idømt at betale yderligere 376 mo. yen til de 42 sagsøgere. Begge parter har anket afgørelsen. For TEPCO er det ikke så meget beløbsstørrelsen (det er jo alligevel skatteydernes penge) som det forhold, at disse afgørelser kan være med til at stadfæste det synspunkt fra Niigata, som NRAs nu afgåede første formand Shunichi Tanaka også ofte syntes af fremføre, at TEPCO fundamentalt set ikke er i stand til at drive atomkraftværker forsvarligt.

Reiji Yoshida: Tepco refused safety agency’s proposal to simulate Fukushima tsunami nine years before meltdown disaster, Japan Times 29.01.2018.

Anti-tsunami policy shift key to criminal trial of ex-TEPCO execs, Mainichi 01.07.2017.

Fukushima trial should clarify why TEPCO execs didn’t act, (leder) Asahi Shimbun 01.07.2017.

Former TEPCO worker turned monk on remorse-driven pilgrimage, Mainichi 01.07.2017.

Ex-TEPCO execs plead innocent over Fukushima nuclear disaster, Asahi Shimbun 30.06.2017.

Justin McCurry: Fukushima nuclear disaster: former Tepco executives go on trial, The Guardian 30.06.2017.

Ex-Tepco execs plead not guilty as trial starts over Fukushima crisis, Mainichi 30.06.2017.

Eiji Shimura: Ex-TEPCO execs plead innocent over Fukushima nuclear disaster, Asahi Shimbun 29.06.2017.

Gregory Clark: Global warming and nuclear power, Japan Times 28.06.2017.

Ex-Tepco execs to go on trial over Fukushima disaster, (AFP-Jiji) Japan Times 28.06.2017.