Strøtanker om bæredygtighed

En 23 m høj tsunami-sikring foran Hamaoka-værket ved Shizuoka er her under opførelse i håb om at kunne opnå tilladelse til genstart, efter at værkets reaktorer har stået stille siden 2011. Med en sådan mur kunne Fukushima-katastrofen have været undgået. Men Fukushima-værkets ejer, TEPCO, søgte at krybe uden om udgifterne ved en sådan tsunami-sikring til trods for, at det var blevet klarlagt, at der var en risiko for at værket kunne blive oversvømmet af tsunamier. i 2009 søgte Fukushima-værkets leder om accept af udvidelsen af værkets sikkerhedsforanstaltninger , men ledelsen afviste, og der er nu rejst tiltale mod den tids ledelse.  

11. marts 2011 udløste et stort jordskælv i havbunden ud for den japanske nordøstkyst en stor tsunami, der med stor kraft ramte Tohukus østkyst og sine steder pressede de ødelæggede vandmasser adskillige kilometer ind i landet.

Tsunamien ramte også Fukushima Daiichi-værket, hvilket udløste det moderne Japans største krise. Det lykkedes at lukke to af værkets seks reaktorer korrekt ned. Men for tre af reaktorerne blev det en fatal hændelse. Strømforsyningen udefra blev klippet ved jordskælvet, og nødstrømsgeneratorerne var så tankeløst placeret i kælderniveau, at de blev sat ud af kraft af de indtrængende vandmasser. Derfor svigtede kølingen dertil, at der skete en omfattende nedsmeltning af tre af reaktorkernerne. Udsivende gas fra de overophedede reaktorkerner førte til eksplosioner, der raserede flere af reaktorbygningerne. Den sidste reaktor var midlertidigt standset og brændselslegemerne fjernet, da tsunamien ramte. Så her var problemet ‘kun’, at den ydre bygning eksploderede. Store mængder af radioaktiv forurening spredte sig i de kommende uger fra det havarerede værk, og selvom vindretningen var ‘heldig’ i den forstand, at størstedelen af radioaktiviteten fra døgnene umiddelbart efter nedsmeltningerne blæste ud over havet, måtte man efterfølgende evakuere omkring 200.000 mennesker, hvoraf et fåtal indtil nu har kunnet vende tilbage til trods for en enorm oprensningsindsats.

Fukushima-katastrofen udløste det moderne Japans største krise, med implikationer ud i de fjerneste afkroge af det japanske samfund. Endda så det længe ud til, at Fukushima-katastrofen ikke ville få nogle retslige konsekvenser. To gange tidligere er offentlige anklagere kommet til det resultat, at der ikke var basis for at gøre nogen fra værkets ejer TEPCOs ledelse personligt ansvarlig for katastrofen, ligesom der heller ikke i retslig forstand syntes at være tale om svigt fra myndighedsside – uanset at man efterfølgende nedlagde den hidtidige sikkerhedsinstans for at bygge en ny op fra bunden.

Dette kom ikke som nogen overraskelse for den japanske befolkning, der var vant til at energiselskaber kørte med klatten. Men endda udfordrede det retsbevidstheden. For hvordan kunne konklusionen på Fukushima-katastrofen – som en af de tre undersøgelseskomissioner karakteriserede som “Made in Japan” for at understrege, at det ikke blot var en naturkatastrofe, men at der tværtimod omvendt var tale om, at en serie af menneskelige valg og undladelser tilsammen havde udløst en katastrofe, der i udgangspunktet var fuldt undgåelig – ende med blive, at ingen havde gjort noget galt?

Men så viste der sig en åbning, hvor borgere kunne initiere en anklage. Borgergrupper fra Fukushima har systematisk forfulgt dette spor. Og her mere end seks år senere blev der i går indledt en retslig proces, hvor den forhenværende TEPCO-formand Tsunehisa Katsumata sammen med hans to tidligere vicepræsidenter Ichiro Takekuro og Sakae Muto står anklaget for at have undladt at tage de nødvendige sikkerhedsmæssige konsekvenser efter at det stod klart, at en tsunami så stor som den, der ramte i 2011, var en mulighed. Yderligere indgår det i anklagen, at der på Fukushima-værket blev udarbejdet tiltag for imødegåelsen af denne risiko, der hvis gennemført ville kunne have forhindret katastrofen. Men at TEPCOs centrale ledelse (TEPCO havde indtil 2011 17 reaktorer i drift) havde modsat sig implementeringen heraf.

På den første dag i retten erklærede de tre tidligere TEPCO-ledere sig uskyldige, fordi ingen ville kunne have forudset en tsunami eller katastrofe af dette omfang. Hoverfor fremhævede anklageren, at de alle tre var blevet forelagt beregninger, der præcist viste, at tsunamier af den størrelse ville kunne forekomme på denne del af kysten, og at det ville kunne føre til svigtende strømforsyning.

“They continued running the reactors without taking any measures whatsoever,” fremførte anklageren. “If they had fulfilled their safety responsibilities, the accident would never have occurred.”

Læs mere »

Noget af det første, Trump som nytiltrådt præsident foretog sig, var at udstede executive ordrer, der reaktiverede opførelsen af to olieledninger. Den ene, Dakota Access Pipeline, kaldet DAPL, var næsten færdig, men der tilbagestod en strid om en lille strækning, hvor DAPL skulle føres under Missourifloden umiddelbart nord for Sioux-indianernes reservat. Her opstod der en lejr af efterhånden titusindvis af ikke protesterende, men bedende. Og det lykkedes i november 2016 at få Obama til at bremse projektets færdiggørelse indtil der var lavet en tilfredsstillende miljøvurdering af føringen under Missourifloden.

Olien er nu begyndt at flyde i DAPL (se blog-indlægget Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock).

Samtidig med at Trump gennemtvang færdiggærelsen af DAPL annullerede han Obamas afvisning af Keystone XL-rørledningen. Keystone XL nåede i løbet af Obamas præsidentperiode at blive hovedslagmarken for den amerikanske klimakamp. Man kan i historiens tilbageblik spørge, om det var det rigtige, for selv hvis det lykkedes at standse Keystone XL, ville tar sands-olien fra Alberta sandsynligvis finde andre veje, så længe den slags absurd gambling med fremtidens levevilkår ikke var forbudt. Men Keystone XL blev en fantastisk mobiliseringsproces. Og hvor James E. Hansen i 2009 ganske fremsynet på den tid kunne sige, at: Coal is best left in the ground, da blev der i de år ‘opdaget’ så store forekomster af sdåkaldt ukonventionelle olieforekomster, som tas sands-olien i Alberta, at der også var nødt til at komme fokus på, at disse forekomster, der gav væsentligt højrere CO2-udledninger pr. udvundet energienhed end en olie fra en konventionel kilde, også var nødt til at forblive i undergrunden, uudnyttede, hvis det skulle lykkes at undgå det totalhaveri af menneskets fremtidige levevilkår, som den fossile industri insisterede på at have ret til.

Så Keystone XL udviklede sig til en enestående lærebog i, hvilke enorme kræfter, der var på banen, hvis man prøvede at bøje arm med den fossile industri. Og man må sige, at hvor den amerikanske klimabevægelse i dag har en ganske stringent læsning af den fossile industris spillere som entydigt destruktive, da er der i Europa masser af eksempler på en olie- og gasindustri, der har set og erkendt klimaudfordringen og er langt inde i at skifte fokus, have mere vægt på gas som en overgangsenergi og indgå i etableringen af en vedvarende energiforsyning. Ikke alle så konsekvent som DONG, som stort set har afviklet sine kul-, olie- og gasaktiviteter for at blive verdensledende på havvindmølleområdet. Men man ser de hollandske og britiske olie- og gasselskaber lave forretningsplaner, der giver dem en vigtig rolle i omstillingsprocessen og i det postfossile samfund.

Keystone XL har omvendt vist, at der er mange idealistiske mennesker i USA, og i vide kredse en stor dyb forståelse for klimaproblematikken – men ikke i den fossile industri. Her hersker klimafornægtelsen, her finianseres klimafornægtelsen, her korrumperes det amerikanske politiske system. Her søger man krampagtigt at fastholde en status quo, som ikke kan fastholdes. Det er med Trumps egne ord en looser-position,

Nu skriver Wall Street Journal, at ingen vil binde an med at booke sig ind på Keystone XL. Og uden kunder – eller formodede kunder – er det et endog meget dyrt og besværligt projekt at binde an med. Så selvom TransCanada ikke officielt har opgivet, er det er langt fra givet, at man nogensinde tager hul på anlæggelsen.

Læs mere »