Strøtanker om bæredygtighed

Forholdet mellem Trump og Putin er nok ikke helt så entydigt som på dette vægmaleri. Men til Trumps store fortrydelse har det altoverskyggende emne i Trumps første 117 dage som præsident været, i hvilken udstrækning, russernes manipulation af det amerikanske valg skete med Trump-kampagnens viden og medvirken – og de ofte grotesk klumsige forsøg på at dække over tingene fra Trump og Det Hvide Hus. Trods flertal både i Senatet og i Repræsentanternes Hus fremstår Trump-administrationen stadig mere handlingslammet, og det virker lige nu usandsynligt, at Trump holder samtlige fire år.  

I går var det sådan ret præcist 117 dage siden Trump overtog Det Hvide Hus. Og selvom Verden står endnu, har der siden da fra Trumps side været næsten daglige attentater på den hidtidige verdensorden. Det er som et gigantisk absurd teater, hvor tåbeligheden, grådigheden, selvoptagetheden og uformåenheden tilsyneladende ikke kender nogen grænser. For hundredesyttende gang har man undret sig over, hvordan et så grundlæggende usympatisk menneske så fundamentalt uegnet til at løfte hvervet som præsident for USA kunne ende i Det Hvide Hus? Hvordan noget så gement kunne ende med at få til opgave at føre arven videre fra Obama, som omvendt har været et af de mest ædle væsener, der har stået i spidsen for USA og igennem otte år har formået at lede USA uden et eneste personligt fejltrin. Det er absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Det er stadig for tidligt at afgøre, i hvor høj grad den klimaindsats, som præsident Barack Obama fik påbegyndt, vil overleve. Der er lavet mange proklamationer i den modsatte retning, og en række af de tilbagerulninger, der var enklest at gennemføre, er allerede iværksat. Men meget står endnu, og uanset hvad Trump & co. finder på, er der efter otte år med Obama igangsat en omstillingsproces, som ikke lige lader sig standse. Uanset Trump bliver der i hvert fald foreløbig rejst vindmøller og sat solcelleanlæg op som aldrig før. Samtidig har man i de seneste uger kunnet se, hvordan Trump og hans nærmeste er i fuld gang med at vikle sig ind i et stadig mere snærende og belastende spin af småløgne og søforklaringer, som blot gør det i forvejen anstrengte forhold til pressen og offentligheden endnu mere betændt, og som dag for dag gør det stadig sværere for ‘normale’ republikanere at fortsætte at støtte op om ham.

Trump er en historisk upopulær præsident blandt vælgerne så tidligt i embedsperioden med approval rates på 35-38% i de seneste målinger, hvor den typisk ligger på to tredjedele for præsidenter så tidligt i forløbet. Ved valget i november sikrede republikanerne sig et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus. Men allerede efter blot tre måneder med Trump peger prognoserne på, at demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 vil være i stand til at genvinde flertallet. Og selvom demokraterne indtil nu – godt hjulpet af Trump-administrationens amatørisme og manglende evne til at aflæse spillet i Washington samt den kogende vrede i befolkningen, der har bragt mennesker på gaden i titusindvis – har haft stort held med at bremse Trumps fremfærd, så vil det i længden kun være et genvundet demokratisk flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus, der for alvor ville kunne bremse Trumps bestræbelser på at aflive velfærdsstaten og det multikulturelle USA, og at få afsporet den begyndende amerikanske klimaindsats. Samtidig er der jo ikke bare brug for at bevare det igangsatte, men tværtimod for at accelerere og videreudvikle den amerikanske omstilling.

Man kan finde trøst i, at det inden for de første hundrede dage ikke lykkedes Trump at gennemføre en eneste egentlig lovhandling. Dertil har han stadig alt for lidt føling med det omfattende forarbejde og det samarbejde, der skal til med begge kamre i Kongressen, for at det kan lykkes. Han har udstedt en masse executive orders, og han gør meget ud af at time dem, så der hele tiden er godbidder til pressen og hans gamle kernevælgere. Men det er som om han stadig mest af alt fører valgkamp. Hans tiltag er stort set uforberedte og utilpassede, og mange af dem er mest af alt proklamatoriske af natur, hvilket Bill Maher på et tidspunkt særdeles rammende karakteriserede som underskrevne tweets.

At det er nye tider fremgår også af denne statistik fra Washington Post. Columnist ved Syndicate, Mark Shields sagde det 18. maj ganske rammende på PBS NewsHour: “George Washington was the president who could never tell a lie, and Richard Nixon was the president who could never tell the truth; Donald Trump is truly the president who can’t tell the difference.” Alle politikere pynter lidt på sandheden – deres udgave af den. Men siden sin tiltræden 20. januar har Trump ifølge Washington Posts Fact Checker holdt et gennemsnit på lige godt 5 usandheder om dagen – langt flere end medierne og hans medpolitikere kan nå at holde ham op på.

Trumps første store signatursag, The muslim ban, blev øjeblikkeligt sendt til tælling af domstolene. Version to deraf ligeså. Det næste trofæ i Trumpismens sejrsmarch, som mere synes styret af overvejelser af, hvad der dag for dag kan fylde overskrifterne i de amerikanske medier, en hvad der kan bidrage til at skabe et bedre Amerika, var Obamacare. Politisk set skulle det ligge lige til højrebenet, efter at republikanerne i snart syv år har råbt og skreget på at få Obamacare skrottet. Faktisk har republikanerne under Obama op imod hundrede gange vedtaget at tilbagerulle Obamacare vel vidende, at Obama ville bruge sin vetoret. Republikanerne blev derfor alvorligt til grin, da de endelig kunne få deres afvikling sat til afstemning uden umiddelbart efter at få veto fra Obama, blot for at måtte indse, at man overhovedet ikke var enige om, hvad der skulle sættes i stedet. De moderate republikanere fandt det forslag til en American Health Care Act, der var på bordet, alt for barskt med udsigten til, at mindst 24 mio. mennesker ville miste deres sundhedsforsikring, mens den ganske store gruppe af minimalstatsfundamentalister i Det Republikanske Parti, der i de senere år har trukket partiet markant mod højre, fandt, at forslaget langt fra var radikalt nok.

Dermed lykkedes det ikke inden for de første hundrede dage Trump at lande en eneste af den række af politiske sejre, som han havde sat næsen op efter. For ud over hans executive orders var det kun lykkedes at få en højesteretsdommer udpeget i Senatet. Få uger efter lykkedes det dog med et let modificeret forslag på én gang at få vredet armen om på tilstrækkeligt mange republikanere fra begge partiets fløje, til at man i Repræsentanternes Hus kunne stemme en afvikling af Obamacare igennem.

Ingen kender de præcise konsekvenser, for man tog sig end ikke tid til at vente på beregningerne for de seneste småændringer, før man gennemførte afstemningen, for man ønskede end ikke at kende konsekvenserne. Men det er om muligt skrappere end det først fremlagte – en betydelig del af republikanerne betragter ikke health care som en rettighed, vi i samfundet giver hinanden (hvilket er den grundlæggende årsag til, at det amerikanske hospitalsvæsen er så sygt som det er). Så det stadig er rimeligt at antage, at op imod 24 mio. amerikanere vil blive presset ud af deres nuværende sundhedsforsikring med det vedtagne forslag til American Health Care Act, som mange kalder Trumpcare, uanset at det nu vedtagne ikke har noget som helst med den reform, Trump lovede under valgkampen, hvor ingen ville miste deres forsikring. Mange vil igen ikke have adgang til forsikring på grund af, hvad man kalder preexisting conditions: Hvis man allerede er syg, inden man fik forsikring, eller har medfødte handicap og skavanker, er der ikke nogen plads i republikanernes vision om det amerikanske sundhedssystem. Og for ældre, der udvikler kræft, kan præmierne stige til noget der svarer til 1 mio. danske kroner om året – hvilket vil tvinge de fleste ud af behandlingsforløbene og fremprovokere en lang række for tidlige dødsfald på grund af manglende hospitalsbehandling.

Kort sagt har Trump nået at lægge navn til en historisk forringelse af det amerikanske sundhedssystem, som måske var forståelig, hvis det sparede gik til i stedet at kunne finansiere uddannelsesreform, ny infrastruktur eller vigtige sociale programmer. Men de store besparelser på de statslige tilskud til det fundamentalt set privatiserede amerikanske sundhedssystem er gennemført blot for at kunne øge militærbudgetterne til verdens i forvejen i særklasse største militær og give gigantiske skattelettelser til de i forvejen meget rige allerigeste. Således står de rigeste 0,1% af amerikanerne til i snit få en årlig skattereduktion på omkring 7 mio. $. Og Trump har med forslaget klart fået demonstreret, at han ikke er nogen folkets mand, men tværtimod målrettet meler sin egen og de allerrigestes kage. Den overbevisning, at adgangen til læger og hospitaler er et fælles gode – eller burde være det – er i hvert fald for en tid skudt til hjørne. Og hermed kunne Trump indkassere sin første egentlige politiske sejr.

Hvilket dog kan vise sig at blive en endog meget dyrekøbt sejr. For Trumpcare er dybt upopulær langt ind i Trumps kærnevælgerkredse. Faktisk er der kun 17% af vælgerne, der finder planen god. Republikanerne er i vild modvind med deres beslutning, borgerne er på gaderne, politikeren bliver bombarderet med protester fra borgere, for hvem disse afgørelser er liv eller død, og mange ser den nuværende vedtagelse som det, der vil gøre, at republikanerne allerede i 2018 står til at miste deres nuværende flertal i Repræsentanternes Hus. Historisk set har der ved de seneste adskillige valg vist sig den udtalte tendens, at det parti, der vandt præsidentposten, gik markant tilbage ved det efterfølgende midtvejsvalg. Og med slagtningen af Obamacare og Trumps mildt sagt uheldige start i Det Hvide Hus har republikanerne gjort det overvejende sandsynligt, at det samme vil ske i 2018.

Samtidig er der lang vej til, at Trumps American Health Care Act er en realitet. For vedtagelsen i Repræsentanternes Hus er kun første skridt i en lang proces. Nu skal planen igennem en tilsvarende behandling i Senatet. Senatet er gennemgående mere liberalt end Repræsentanternes Hus, og det synes udelukket, at senatet vil kunne finde flertal for en plan, der tvinger 24 mio. amerikanere ud af deres sundhedsforsikring. Senatet overvejer derfor at  startet helt forfra med en langt mindre destruktiv erstatning for Obamacare. Og det forslag, Senatet på et tidspunkt ender med at sende tilbage til Repræsentanternes Hus, kan meget vel ende med ikke at kunne få flertal der, fordi minimalstatsfløjen så melder pas. Samtidig er det republikanske flertal i Senatet så spinkelt, at det er en reel mulighed, at man ikke kan skabe flertal for nogen form for replacement for Obamacare. Det republikanske flertal i Senatet er uhyre spinkelt, så man er i princippet nødt til at etablere fuld flertal blandt de republikanske senatorer eller at forsøge at finde en løsning i samarbejde med demokraterne. Det sidste har man foreløbig afvist. Men hvis det efter endnu nogle måneder ikke er lykkedes at finde opbakning bag et rent republikansk forslag kunne det endda meget vel ende med, at republikanere og demokrater ender med at sætte sig ned og diskutere, hvordan man får Obamacare og det nuværende system til at fungere bedre. For det er grundlæggende uholdbart, hvis den største blok i den amerikanske økonomi skifter retning, hver gang Det Hvide Hus skifter beboere. Obama tog da også som udgangspunkt for sin Obamacare et grundlæggende republikansk forslag. Men de republikanske positioner er i mellemtiden radikaliseret, så Obamacare i dag bliver fremlagt som den rene socialisme. Demokraterne derimod så helst, at man fik et skattebetalt system. Det ville kunne løse det tilsyneladende uoverkommelige paradoks, at USA samtidig med at man har verdens i særklasse dyreste hospitalsvæsen (målt pr. indbygger) holder en betydelig del af befolkningen udenfor. Det amerikanske sundhedsforvaltningssystem er grundlæggende sygt, og det demonstrerer med al tydelighed, at en privatiseret hospitalssektor koblet med et frit marked af sundhedsforsikringer er en både voldsomt dyr og ofte umenneskelig konstruktion. Og man kunne, hvis vælgerreaktionen på Trumps ryggesløshed bliver en jordskredssejr til en Bernie Sanders-agtig version af Demokraterne, meget vel forestille sig, at man ville forsøge at tage skridtet fuldt ud og lave et skattebetalt hospitalsvæsen, som man kan se fra de fleste andre velstående lande i verden, kan drives, så det på én gang er væsentligt billigere og giver dækning for alle.

I de første uger efter Trumps tiltræden var det tæt på, at der udbrød regulær krig mellem Trump og medierne. Måske det skyldes, at han indtil nu har haft, hvad man kunne betragte som et billedblads-kendis-forhold til pressen. Lidt sladder, en del poseren, men grundlæggende positiv omtale og lydhørhed overfor, hvad man ville have ud mellem stjernestøvet – en kontrakt med pressen, der måske fungerer, så længe målet blot er flere seere, mere eksponering og berømmelse, men ikke kan bære, når der er tale om politik og en præsident for Det Hvide Hus. Trump er ikke god til det med sandheden og præcisionen – faktisk er han dårligt i stand til at fremlægge en sag klart og logisk. Det kan have en charme, men det gør også, at han hele tiden kommer til at sige ting, som hans pressefolk skal ud at rydde op efter. Han er også meget dårlig til at fastholde samme forklaring, så her i løbet af de første 117 dage har stort set alle hans nærmeste medarbejdere måttet sande, at den forklaring, man gik ud med i morges, dagen efter var vendt 180 grader. Man må derfor medgive Trump, at han får rigtig meget dårlig presse – han kalder det selv heksejagt og føler sig rigtig dårligt behandlet. Men han er selv til overmål leverandør af råmaterialet til Washingtons absurde teater.

Hvor Trump synes uden nogen form for stor samlet ideologisk sammenbundet vision for sit præsidentskab, og derfor er så let til fals overfor hans nærmeste rådgivere, så ville Trump ikke noget hellere end at brillere i medierne. Det betyder virkelig meget for ham, at han konstant er på forsiderne – blot skal det være positiv omtale, og ikke den konstante hudfletning af de underliggende motiver, som allerede her efter 117 dage synes at være ved at drive ham til vanvid. Der går rygter om, hvordan han i den senere tid har råbet ikke bare af alt og alle omkring sig, men også efter TV-skærmenes evigt hudflettende politiske kommentatorer, der med Trump har gyldne tider.

Ligeledes er Trump martret af de elendige meningsmålinger. Han har stadig en kreds af kernevælgere, der indtil nu har elsket og omfavnet ham uanset hvad han har sagt og gjort, men han gør ikke det mindste for at øge sin appel i andre kredse af befolkningen, og der er stort set ikke en eneste af de ting, han ønsker at gøre, der har opbakning fra et flertal i befolkningen. Det kan han måske se bort fra en overgang, men han synes allerede selv at være kommet til et sted, hvor det ikke er sjovt mere.

Ved flere lejligheder har han indrømmet, at det har vist sig langt mere indviklet at være præsident, end han havde forestillet sig. Og hele det erfaringsunivers, han bringer med sig fra en stor familiedrevet virksomhed, synes igen og igen at komme til kort, når han skal navigere i den virkelighed Det Hvide Hus må agere indenfor. Han demonstrerer igen og igen, at han ikke evner at aflæse og agere inden for de spilleregler, der er konstitutionelt afstukket i forholdet mellem præsidentembedet, domstolene og Kongressens to kamre. Igen og igen kommer han til at fremstå som diktatoraspirant, og som rent ud sagt ubegavet og fundamentalt uegnet til sit job. I høj grad fordi han ikke formår at tage imod råd og vejledning fra mennesker, men har omgivet sig med loyalister, der i hvert fald på overfladen gør som Trump forventer. Inde bag det hele er han en ret uheldig blanding af ærekær, medieliderlig, hævngerrig, tvangsløgner og menneskeligt set meget lille. Han synes at komme til at lyve og tale over sig selv i situationer, hvor han ikke havde behøvet det. Og hvis nogen eller noget kommer ham på tværs, så bliver der slået igen, hårdere. Måske ikke umiddelbart, hvor han har rådgivere, der kan hjælpe med at afklare den officielle reaktion. Men samme nat eller tidligt næste morgen kan der falde en byge af tweets, hvor man virkelig fornemmer hans dirrende vrede og simple natur.

Senest har Trump med fyringen af lederen af FBI, James Comey, åbnet endnu en front. Det skete efter at det blev ham klart, at FBI har fuld gang i en undersøgelse af, ikke bare i hvilken grad, russerne infiltrerede det amerikanske valg (hvilket det for alle andre end Trump er givet, de gjorde), men også i hvilken udstrækning dette skete med Trump-kampagnens vidende og medvirken. Der kommer i disse uger nærmest daglige nye afsløringer i disse forhold. Og selvom undersøgelserne af disse forhold stadig er i deres første faser, synes det allerede her 117 dage inde i Trumps fireårige periode at være et sandsynligt scenario, at han ikke forbliver præsident igennem hele perioden (bookmakerne mener nu at sandsynligheden er 50-50).

Alene Comey-sagen og Trumps forsøg på at få standset efterretningsvæsenernes undersøgelser og i det mindste under vejs offentligt erklære, at Trump er uskyldig, synes at give stof til rigsretssager, som dem, der tvang Richard Nixon og Bill Clinton fra posten i utide. Derudover er der adskillige indikationer af, at Trumps forretningsimperium har været involveret i hvidvaskning af russiske penge. Men Tony Schwartz, der i sin tid var ghostwriter for Trumps bog, The art of the deal, siger til CNN, at Trump på nuværende tidspunkt er i fremskreden melt down og profeterer (link), at Trump, hvis først der er udsigt til rigsretssager, skyndsomst vil trække sig med en (pseudo)forklaring, der gør ham til vinder. For hvor Trump kan synes aldeles indifferent i overfor, hvad der er sandt eller falsk, så betyder det alt for ham at være en winner, og ikke at blive en looser.

Konsekvenserne for Trumps klimapolitik

Alt dette har ikke umiddelbart noget med Trumps klimapolitik at gøre. Men det har det alligevel. For hans evige trakasserier med medierne og nu også FBI truer med at dræne alle kræfter, og nærmer sig allerede nu en reel handlingslammelse ud over de nødvendige daglige repositioneringer for at dæmme op for og dementere de stadige afsløringer i pressen. Trumps autoritet overfor Senatet og Repræsentanternes Hus svinder, hver gang han blamerer sig i medierne, og hver gang hans nærmeste skal ud at redde endnu en søforklaring og endnu en tåbelighed i land. Og stadig flere af dem, som står ham allernærmest, bliver i dette stadige oprydningsarbejde tvunget ud i situationer, som vil mærke dem mange år frem. Men stadig er den vigtigste komponent i Trumps gradvist smuldrende opbakning fra egne rækker, at det rundt regnet er to vælgere, der synes at han gør det dårligt, hver gang der er en der synes at han gør det godt. Og Trump selv gør intet for at appellere til en bredere skare og gøre sig til hele USAs præsident.

Paris-aftalen

De to centrale punkter i demonteringen af Obamas begyndende klimapolitik har været udtrædelsen af Paris-aftalen og tilbagerulningen af den Clean Energy Plan, som er helt central for, at USA kan leve op til sine nuværende forpligtelser i forhold til Paris-aftalen. Men begge processer er langvarige og kan ikke bare effektueres fra dag til dag med en executive order (se eventuelt et tidligere blog-indlæg herom: Trumps klimapolitik i støbeskeen).

Vi har i den seneste måned kunnet iagttage, hvordan Det Hvide Hus gentagne gange har ladet sive, at en afgørelse om Paris-aftalen var lige på trapperne. Men for Trump synes en sådan beslutning om at trække USA ud af Paris-aftalen knapt vigtig i sig selv. Det er først og fremmest den opmærksomhed, det kan give ham i medierne, der er vigtig. Så lanceringen heraf skal ske med en timing, så det giver fuld genklang i medierne. Og han ved kun alt for godt, at så længe der dagligt dukker nyt op om hans fyring af Comey og hans kampagnes mere eller mindre gedulgte forbindelser til russerne, vil det blot drukne. Så selv hvis Trump-administrationen ender med at ville trække USA ud af Paris-aftalen, så kommer udmeldingen først den dag, medielandskabet er klar til en sådan solstrålehistorie for Trumps kernevælgere. For denne udtrækning er et af de slag i bolledejen, han i løbet af valgkampen har ført sig allermest frem med.

Men stadig er der rivende uenighed om Paris-aftalen blandt Trumps allernærmeste rådgivere. udenrigsminister Rex Tillerson, der ellers i sine mange år som CEO for Exxon har været om ikke lodret klimafornægter, så udtalt klimanøler, er en af de få, der klart har markeret, at han ser det i USAs fordel at forblive del af aftalen. Men det vides også, at både Trumps datter Ivanka Trump og svigersøn Jared Kushner på deres måde forsøger at holde USA inden for Paris-aftalen. Og hvis man i bakspejlet skal forstå den annonce, Trump i 2009 var medunderskriver af, som i utvetydige vendinger opfordrede Obama til at tage til København og lave en stor og stærk klimaaftale, så har det givet været “børnene”, der har presset på for det (se blog-indlægget Donalds klima).

For Tillerson er målet med at forblive del af Paris-aftalen ikke så meget at skubbe på med klimaindsatsen, hvor vigtigt det end måtte være. For ham er det fuldt så meget for ikke at risikere, at USA bliver sat helt uden for den kommende udvikling og helt mister grebet om situationen – flere iagttagere ser den risiko ved udtrækningen, at det vil føre til en ny verdensorden, hvori USA i mange situationer er sat ud på sidelinjen. Samtidig ved Tillerson af egen erfaring fra sin tid ved Exxon hvor massiv kritikken og mobningen vil blive, hvis USA endnu en gang svigter verdenssamfundet på klimaområdet.

Klimadelegationer fra hele verden har netop været samlet i to uger til det arbejdsmøde i Bonn, der ligger fast i kalenderen ind imellem de stort eksponerede COP15, 16, 17 osv. – det er COP23 næste gang. Signalerne fra Bonn har været positive. Der er mindre uro på bagsmækken end sædvanligt. Det er nærmest som om gestalten Trump formår at få verdens øvrige lande til at stå mere sammen og gøre det lettere at få de mange småknaster poleret væk. Udmeldingen ved afslutningen af de to uger har da også været, at verdens lande, rig og fattig, står sammen og at klimaindsatsen kræver medvirken fra alle. EU markerer sammen med en lang række af landene i den såkaldte High Ambition Coalition (som det også er uklart om USA stadig er del af!) at Paris-aftalen er irreversibel og ikke står til forhandling.

Den amerikanske administration stillede fåtallig og uforberedt. Man havde ikke rigtigt noget mandat med hjemmefra og har igennem de to uger måttet agere helt passivt og blot kunnet sige, at intet endnu er afgjort – som om man ikke havde forestillet sig stadig at være en del af processen på dette tidspunkt.

Omvendt kunne man for nylig se Rex Tillerson deltage i en arktisk konference, hvor USA på den ene side var del af en erklæring om klimaudfordringens alvorlighed – selvom Tillerson som medunderskriver af det afsluttende manifest måtte meddele, at den nye administrations positioner stadig var uafklarede. På den anden side rapporterer InsideClimate News efterfølgende, at USA på seks forskellige områder var med til at svække konferencens afsluttende erklæring.

Måske Tillerson hermed har villet vise, at det er bedre på den led at kunne gøre en forskel. Og hvis det blot ønsket om at kunne lave er den slags femtekolonne-virksomhed, der gør at Trump ender med at holde USA inden for rammerne af Paris-aftalen, så er det nok bedre, at de forlader aftalen og kommer igen, når de har reelle hensigter.

Men ligesom Trump (ret naivt) ikke havde forudset, hvor voldsomme negative reaktioner, der ville komme på hans fyring af FBI-chef James Comey, så synes det heller ikke som om han er klar over, hvor mange klø han vil få, hvis han trækker sig fra Paris-aftalen, både indenlands og udenlands. Californien har sammen med en række stater meldt ud, at man i givet fald vil overveje at tilslutte sig Paris-aftalen på statsniveau. Og Trump, der som en lille forsømt dreng elsker at være elsket, vil internationalt set have manøvreret sig helt ud i kulden.

Endda kan det godt være, at Trump ender med at trække stikket. For en anden og umiddelbart stærkere fraktion blandt Trumps nærmeste rådgivere, først og fremmest hans chefstrateg Steve Bannon og Scott Pruitt, lederen af det amerikanske miljøagentur EPA, der begge er klimafornægtere af den mest hårdkogte type, ser omvendt udtrækningen af Paris-aftalen som den eneste rigtige løsningsmulighed.

For der er noget spektakulært over udtrækningen, selvom virkeligheden er, at det er en lang juridisk proces, der tager tre år at effektuere. Og i en situation, hvor Trumps andet meget spektakulære forehavende – muren mod Mexico – ser ud til ikke at blive til noget, fordi Mexico vil ikke betale for den, som Trump ellers pralede med at han ville få dem til, og fordi Kongressen foreløbig ikke har villet bevillige en eneste dollar til projektet, kan et argument for at trække sig fra Paris-aftalen være, at der skal være noget til dem, der stemte på Trump i den tro, at han ville stå for radikale forandringer.

Da Trump-administrationen måtte vedgå, at man ikke var blevet afklaret om Paris-aftalen inden samlingen i Bonn, tog man med det samme det skridt at udsætte afgørelsen til efter det forestående G7-møde. Her ville Trump også have fået ørerne i maskinen, hvis han forud havde trukket USA ud. For uanset at USA under Trump vil blive en pestillens for de videre klimaforhandlinger, så synes verdenssamfundet over en bred kam, at det var bedre, hvis USA forblev inden for Paris-aftalen – og så måske  en overgang slækkede lidt på ambitionsniveauet. I givet fald ville det hverken være første eller sidste gang, det skete. Canada har haft sin fase med en klimafornægter ved roret, Australien ligeså. Og sådan som verden er indrettet, bliver det desværre ikke sidste gang vi ser det.

Trumps udsættelse af beslutningen om Paris-aftalen til efter det forestående G7-topmøde kommer yderst komfortabelt. For mens hans egne nærmeste rådgivere har svært ved at kalde en spade for en spade i hans nærhed – et af Trumps helt store problemer er, at ingen tilsyneladende formår at give ham åbent modspil dertil at han har nogen chance for at blive bedre – så vil han i G7-sammenhæng høfligt men bestemt få at vide, at han er helt galt afmarcheret, når det gælder klimaspørgsmålet, og at det vil få omfattende politiske og diplomatiske konsekvenser, hvis han trækker USA ud . Trump har her i løbet af de første 117 dage fået åbnet så mange indenrigspolitiske fronter, at det lige nu må virke næsten uoverkommeligt at skulle stå model til G7-landenes spot og spe.

For få dage siden kaldte Elizabeth Kolbert det på The New Yorker for valget mellem to dårlige muligheder. For det er ikke valget mellem en seriøs klimaindsats eller ej. Snarere valget mellem at påkalde sig verdens og demokraternes vrede eller kernevælgerens vrede (og trodse de fossile interesser). For selv hvis Trump ender med at lade USA forblive del af Paris-aftalen, vil vi se et USA med markant slækkede ambitioner USA. Og allerede med de mange små tiltag, som nu er iværksat for at modvirke Obamas klimaindsats og give kullene og olieafbrændingen en renaissance, står det klart, at USA ikke når de indmeldte klimamål om en 26-28% reduktion inden 2025 – eller rettere vil det kræve en voldsom kraftanstrengelse af Trumps efterfølger i 2021, hvis det skal kunne lade sig gøre. Men hvis ikke Trump trækker USA ud, vil det overfor Trumps kernevælgere fremstå som et nederlag – som endnu en af de mange ting, Trump lovede, men endda aldrig gjorde.

Ligesom muren mod Mexico, som han igen og igen under hele valgkampen fremmanede som en beautiful wall, som mexicanerne for en god ordens skyld skulle betale. Trump car da også hurtigt ude med ønsker om midler til at bygge mutren. Men sådan gik det ikke i første omgang. Under trussel om et såkaldt regerings”shut down”, hvor staten simpelthen ikke har midler til at udbetale lønninger osv. måtte Trump acceptere et budget for resten af 2017, hvor der nok var lidt mere til militæret, men meget få af de annoncerede nedskæringer på klima- og miljøområdet og ikke en cent til den mexicanske mur. Så USA køre foreløbig videre på demokratiske budgetter.

Slagtningen af EPA

Ud over at skrotte Paris-aftalen eller i hvert fald at trække USA ud af den var Trumps andet store klimaløfte at få fjernet det centrale element i Obamas klimaindsats, den Clean Energy Plan, der regulerer CO₂-udledningen fra den amerikanske energiproduktion. Her har man set samme skisma mellem fraktioner i Trumps administration som ved tilbagerulningen af Obamacare. Én fløj ønsker et frontalt opgør med de grundlæggende beslutninger, der overhovedet gør, at CO₂ er et anliggende for EPA at regulere, så der én gang for alle er sat en stoppe for den slags statstyranni. Men Scott Pruitt, der forud for sin ansættelse som leder af EPA har ført mere end et dusin retssager mod EPA for at få kendt Obamas Clean Power Plan ulovlig, ved hvor vanskeligt og ikke mindst hvor langvarigt et forehavende, dette vil være. Det vil meget let kunne komme til at strække sig ud over Trumps fireårige embedsperiode, og der er undervejs i processen anledninger til næsten endeløse stridigheder i retssystemet. Så det er ikke noget, Trump kan bruge i sit dag for dag-cirkus. Og det ville også set fra de fossile interessers perspektiv lade den nuværende omstillingsproces køre for langt, før den eventuelt kunne bremses.

Pruitt er derfor fortaler for en række mindre principielle, men mere umiddelbart gennemførlige tilbagerulninger og neddroslinger, som tilsammen giver kul- og olieudvindingen og -produktionen bedre vilkår. Men ligesom med Paris-aftalen synes Trump-administrationen endnu ikke at være endeligt afklaret i forhold til, hvilken strategi, man vil forfølge.

Derfor er det foreløbig blevet ved hvad man kunne karakterisere som en lang række småforringelser af den amerikanske miljøbeskyttelse og klimaindsats. Man har fjernet al tale om klimaindsats og taler i stedet om at blive uafhængig af importeret energi. Man har igen åbnet for udvinding i det arkitske område. EPA er i færd med at skrotte regler for at mindske metanudledninger og en lang rækker ander nedjusteringer af klimaindsatsen og miljøbeskyttelsen, som er mulige uden at skulle godkendes i Senatet eller skulle gennem langvarige processer ved domstolene. En af de første executive orders, Trump udstedte, blot på andendagen efter sin tiltrædelse, var at genstarte processen om etableringen af Keystone XL-rørledningen, som Obama efter 6 års undersøgelser endte med at bremse, og DAPL, Dakota Access Pipe Line, en rørledning, som skal føre olie fra Pruitts hjemstat Oklahoma til det centrale rørsystem (se opdateringerne til blog-indlægget: Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock).

Mineselskaber skal ikke mere rydde helt så meget op efter sig og kan i højere grad slippe fra at svine vandløb til. Sprøjtemidler, der var tæt på at være forbudte, bliver igen tilladte, ikke fordi der kommer nye undersøgelser, men fordi videnskaben er blevet subordineret virksomhedernes frie udfoldelsesret uanset hvilke miljøkonsekvenser, det måtte få. Man har endda skrottet EPAs energibesparelseskampagner. Det er steder som her, at det står klart, at det ikke er energiuafhængigheden, men stimuleringen af den fossile omsætning, som er drivkraften. Og det var mere rigtigt at vedstå, at man gennem EPA søger at maksimere efterspørgslen på amerikansk fossil energi.

Der er i den amerikanske befolkning en bred forståelse af vigtigheden af EPAs generelle miljøbeskyttelse, som rækker langt ind i republikanernes rækker, om det så gælder beskyttelsen af jord, luft og vand i det umiddelbare miljø eller den i sammenligning hermed mere abstrakte klimaindsats. Måske på den baggrund har Pruitt på det seneste brugt mange kræfter på at miskreditere Obamas klimaindsats – at den slet ikke var så god og vigtig, som den er blevet gjort til. Det er stadig så nyt, at der ikke rigtig er blevet taget til genmæle. Men forsøget på at tage glansen af Obamas klima- og miljøindsats virker som endnu en kortsigtet strategi, der meget vel kan ende med at give bagslag. For langt ind i de republikanske rækker længes man efter en præsident, der udstrålede værdighed og toværdighed og i det mindste forsøgte på at gøre verden til et bedre sted for os alle at være.

Jeg vil gerne undskylde for min lange indledning. Men med Trump i Det Hvide Hus bliver USAs fremtidige klimakurs ikke rationelt afklaret for derefter at blive systematisk implementeret. Den bliver hevet ind i Trumps mediecirkus og holdt ude derfra igen alt efter, hvad der lige er brug for den dag. Og hvad der måtte være af strategi, kommer fra klimafornægter-instanser som The Heritage Foundation (en af USAs værste klimafornægtelsesinstanser), der har haft en stor finger med i spillet, når det gælder spørgsmålet om, hvem som blev ansat i Det Hvide Hus i de mange positioner, der ikke krævede godkendelse i Senatet.

Derfor er det kaos og det pres på Trump-administrationen, som er opstået allerede efter de første 117 dage, på én gang et skjul for de mange små klima- og miljøforringelser, som i roligere tider ville finde vej til overskrifterne, og en beskyttelse mod, at de store skridt i den gale retning bliver taget. For Trump har sat sig ret centralt i sit spindelsvæv, hans kabinet er stadig ikke fuldt bemandet, og man fornemmer at han ikke er meget for at uddelegere. Så i tider hvor han går og råber i vrede efter TV-monitorerne på grund af al den dårlige presse han får – og det er ganske massivt negativt i disse dage – er hver dag en krisedag, der ikke levner Trumps inderkreds nogen mulighed for at se fremad.

Det, vi ha kunnet se udfolde sig siden valgdagen i november, er absurd; at verdens rigeste land med en række af verdens bedste universiteter og største begavelser er endt med at stå med en præsident, som i historiens tilbageblik mest af alt vil ligne en nærmest middelalderlig gestalt med fascistoide tilbøjeligheder. Skal man glæde sig over noget her i de første 117 dage, må det være i hvor høj grad Trump har fået modspil. Dels gennem den direkte folkelige resistance-bevægelse, hvor der har været voldsomt mange på gaderne i protest, og hvor det ikke går stille for sig foverfor de politikere, der med virker til skrotningen af Obamacare og den amerikanske klimaog miljøpolitik. Dels gennem landets konstitution, hvor domstolene har (eller bliver inddraget i) en anderledes direkte korrigerende rolle, end vi kender herhjemme. Der bliver blandt de politiske kommentatorer i disse uger talt meget om checks and balances, hvordan den amerikanske grundlov i sin visdom synes at have forudset, at en gestalt som Trump en dag kunne ende i Det Hvide Hus, og derfor har indbygget så mange feed back-mekanismer, at han foreløbig ikke har fået et ben til jorden med de bare lidt grimmere ting. Man ser pressen, borgerne, oppositionen, interesseorganisationerne og ikke mindst medierne stille Trump og hans støtter til regnskab for sine løsagtigheder og usandheder. Så selvom Trump har masser af træk, der kunne minde om situationen i Tyskland i 1933, så kommer det samme ikke til at ske. Måske andre steder i verden, hvor de demokratiske traditioner og institutioner ikke er nær så stærke, men ikke i USA.

Lige nu synes det mere sandsynligt, at Trump ikke holder alle fire år, end at han får gennemført ret meget mere fra sin politiske ønskeseddel. Men lad gerne det nuværende kaos køre lige så langt, at midtvejsvalgene i 2018 giver demokraterne en jordskredssejr. Det synes de mange skeletter, der i de seneste uger er væltet ud af skabene at være i fuld gang med at sikre.

Imens bliver der sat solceller og vindmøller op i USA som aldrig før. For få dage siden annoncerede staten Virginia etableringen af et kvotemarked. Og mange stater er langt med implementeringen af Obamas Clean Energy Plan, så selvom den ender med at blive tilbagerullet, vil de fleste stater sandsynligvis fortsætte den omstilling til renere energikilder, den lande op til. For samtidig med, at det økonomisk set efterhånden ikke er dyrere, når blot det sker med den rette kadence, så giver det væsentligt renere bymiljøer i et land, der indtil for nylig har lidt alvorligt af luftforurening. Det måske mest symbolmættede lille glimt af håb var, da det for nylig forlød, at selv et kularbejdermuseum midt i kuldistrikterne havde fået installeret solceller på taget.

Mens dette indlæg blev rundet af, tog Trump og følge for første gang udenlands. Ni dage med stop først i Saudi-Arabien dernæst i Israel og Vatikanet. Ved ankomsten i Saudi-Arabien fik han en kongelig modtagelse, mere storslået end det nogensinde blev Obama til del. Og man kan se, hvordan han som en lille dreng labber det hele i sig. Her kan han for en tid vise sig i det offentlige rum uden konstant at være konfronteret med protestskilte og folkets vrede. For den slags finder ikke sted i Saudi-arabien.

Men når han om godt en uge er tilbage på amerikansk grund, er alle hans hjemmebaneproblemer blot blevet om muligt endnu større. Hvor de arabiske eneherskere nok skal lade være med at modsige ham direkte – de skal blot have en våbenhandel igennem, som også er i Trumps interesse –  så lander han allerede i Jerusalem i en krudttønde, hvor det vil være meget overraskende, hvis han helt formår at undgå at træde ved siden af. Men mon ikke paven i al venlighed vil give lille Trump en belæring om det sociale ansvar og respekten for skaberværket, herunder dets klimabalance. Ellers får han det givet ved G7-mødet i Italien, inden turen går hjemover til alle hans selvskabte problemer.

I den kommende uge vil jeg følge udviklingen frem til og med G7 gennem en række opdateringer.

Se tidligere blog-indlæg: Trump i Putins net?, Time Magazine: President of the Divided States of America, Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock, Trumps klimapolitik i støbeskeen, Obamas endelige nej til Keystone XL på trapperne, Hillarys klima, Koch-brødrene – forbrydelse mod menneskeheden?, Bernies klima, Wall Street Journals klimafornægtelse italesat, Donalds klima, Demokraternes konvent i Philadelphia, Den amerikanske valgkamps klimatavshed,  FBIs October Surprise og Utopi vs. dystopi – USA på valg.

Herover set et kort over Trumps første udenlandsrejse, som efter Saudi-Arabien vil føre ham først til Israel, siden til Vatikanet, hvor han skal møde paven, dernæst til NATO-møde i Bruxelles, og afsluttende for den ni dage lange rejse G7-topmødet på Sicilien. 

Update 23.05. – Mange i USA har trukket vejret roligere i disse dage, hvor Trump er ude af USA for første gang. Og efter hans første stop i Saudi-Arabien, som er gået over al forventning – det dog med forventningerne helt i bund, at hvis blot Trump ikke blamerer sig alvorligt, så er det “fantastisk”. Islam-retorikken i den tale, han holdt, var endog meget afdæmpet i forhold til hans udgydelser under valgkampen. Flere har påpeget, at hans tale, som var frygtet, da den var skrevet af en notorisk antiislamist, nærmest var mere Obama end Trump. Så han har villet række ud inkludere Saudi-Arabien i USAs vennekreds, det uanset at landet efter al sandsynlighed står bag terrorangrebet på World Trade Center, det hidtil største terrorangreb i USA.

Trump fik landet sin våbenhandel med Saudi-Arabien, det uanset at flere våben i regionen sandsynligvis ikke fører situationen nærmere til freden. Ivanka landede 100 mio. $ til en fond, der skal bedre kvinders situation i samfundet, og Trump og frue ser ud til at labbe den kongelige modtagelse, de har fået, i sig i fulde drag. Sådan skulle det være at være præsident!

For første gang nærmest i uger var der ikke kun dårlige historier om ham og hans kampagne i den amerikanske presse. Faktisk gik nærmest alting ubetinget godt, indtil han i en samtale for åben mikrofon i Israel fik sagt, at han lige var kommet tilbage fra Mellemøsten …  óg dermed endnu en gang ufrivilligt fik understreget, hvor foruroligende lidt han fatter af verden omkring ham. Så tilliden til hans retorik om, at det nok ikke er så svært med at skabe fred i Mellemøsten endda, må efterhånden være nået under nulpunktet. Mon ikke han ligesom med den hjemlige sundhedsrefrom kommer til at indse, at fred i Mellemøsten er meget mere indviklet, end han først lige troede.

Senere i Israel fik han trampet alvorligt videre i en sag, hvor han for en uge siden kom til at videregive fortroligtstemplet information til den russiske USA-ambassadør. Ved den lejlighed kun så det ville være muligt for et begavet efterretningsvæsen som det russiske at slutte, at det måtte være Israel og israelske efterretninger, der var tale om. Men i hans offentlige forsikring i Israel af, at det ikke var ham, der havde sagt at disse efterretninger kom fra Israel, fik han i hvert fald ryddet den tvivl af vejen. Men han fik også understreget, hvor fuldstændig uegnet han er til at håndtere hemmeligtstemplet materiale. Han er allerede nu adskillige kategorier værre end den Hillary han igennem hele sin valgkamp brugte enhver anledning til at skose for hendes uforsvarlige omgang med fortroligtstemplede dokumenter. Men hun læste dem i det mindste ikke op for fjenden.

Selvom Trump længe har fremført ideen at flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem, har han tilsyneladende valgt at renoncere på dette. Det ville givet også være den sikre lukning af alle fredsforhandlinger, hvis da ikke lige det var en fælles ambassade for Israel og Palæstina – så ville det være en klar gestus. Men det var vist ikke lige det, han havde i tankerne.

I går kom så eksplosionen i Birmingham under en stadionkoncert med den amerikanske sangerinde Arianda Grande – en tragisk begivenhed, der kunne ligne et terrorangreb. Igen sker der så meget omkring Trump, og han har hele familien og alle sine nærmeste rådgivere omkring sig. Så han har viseligt undladt at udråbe en hvilken som helst knaldhætte som terror fra islamistiske ekstremister uanset at han givet er dybt frustreret over, at stimen af positive Trump-historier er ovre, før den rigtigt kom i gang. For alt i den amerikanske nyhedsflade handler lige nu om terroren i Birmingham.

Jeg ved, at det ikke er uimodsigeligt rigtigt, det jeg nu siger, men når jeg ser, hvordan alt i den amerikanske medieflade og ikke mindst de rene nyhedsmedier, der skal køre nyhedsprogrammer 24 timer i døgnet, så kan jeg ikke lade være med at gøre det tankeeksperiment, at hvis verden – og ikke mindst verdenspressen – valgte aldrig at skrive en linje om terror og flykapringer, så ville det hurtigt ophøre. For det er jo ikke disse tilfældige ofre, nogen var ude efter. Det var opmærksomhed. Hvis ikke den slags information gik som en steppebrand verden over, ville disse situationer ikke opstå. For de havde ikke noget mål, ikke nogen chance for at få den ønskede effekt.

Og – uden at forskertse alvorligheden af eksplosionen i Birmingham, hvor mindst 19 unge mennesker er døde – så er Trump med sine forringelser af EPAs miljøbeskyttelse i færd med at fremprovokere i titusindvis, hvis ikke i hundredetusindvis af for tidlige dødsfald, ligesom hans (og republikanernes) slagtning af Obamacare vil føre til i titusindvis, hvis ikke i hundredetusindvis af for tidlige dødsfald blandt de måske mere end 24 mio. mennesker, der i konsekvens heraf vil miste deres sundhedsforsikring. Men det har vi et nøgternt-distanceret sprog til at kunne forholde sig til uden rigtigt at lade det trænge ind.

Tilbage til Trump, så var den lette del af hans rejse Saudi-Arabien. Israel havde allerede lidt flere faldgruber at styre udenom – og man må sige, at han faldt igennem i adskillige umiddelbart helt unødvendige situationer. Endda kommer hans første udlandsrejses store udfordringer sandsynligvis først i forbindelse med rejsens sidste stop, hvor han ud over at besøge paven og Vatikanet skal deltage i et NATO-topmøde i Bruxelles og en G7-samling i Italien.

Her fremgår det af gårsdagens Washington Post, at Tysklands miljøminister Barbara Hendricks forud har sendt et brev til EPAs leder Scott Pruitt, som er en af hovedfortalerne for (den fossile industri og for), at USA trækker sig ud af Paris-aftalen. Hendricks skriver i brevet, at en sådan udtrækning vil medføre “lasting damage” i USAs relation med en række nøgleallierede i Europa.  Hun skriver samtidig, at USA inden for rammerne af aftalen har mulighed for at justere sine forpligtelser, hvilket bl.a. Pruitt har været talsmand for ikke kunne lade sig gøre. Og han har nok ret i, at han og Trump-administrationen ville få en lang række amerikanske retssager på halsen, men analyser fra store miljøorganisationer synes at vise, at sådanne sager har dårlige chancer ved domstolene.

I det internationale samfunds første kontakter med Trump er han endnu ikke blevet brutalt modsagt på klimaområdet. Men omvendt har der ikke været nogen tvivl om, at han ville isolere sig selv og USA ved at trække USA ud af aftalen. Og sandsynligvis vil den første forsigtighed overfor Trump være fordampet, når han mødes med G7-lederne. Verdenssamfundet kan ikke lade det globale klima blive sorteper blot af høflighedsgrunde.

Hendricks’ brev, der er dateret 5, maj, men først nu er kommet for dagens lys via Washington Post, er da også kun et enkelt ud af en lang række henvendelser. For G7 søger over en bred flade at lægge pres på USA for at forblive. Samtlige udenrigs- og miljøministre sender høflige, men helt klare signaler om hvilke forventninger man har til, at USA ikke igen løber fra en global klimaaftale.

Der synes stadig i G7-kredse at være et reelt håb om at kunne overbevise Trump. Og det burde ikke være så svært, for hans klimaforståelse stikker ret så dybt, hvilket blev demonstreret for nyligt, da det blev sivet til pressen, at en af hans nærmeste rådgivere (og en af dem, der promoverer klimafornægtelsen i Det Hvide Hus) havde lagt to forsider af The Economist ind på hans bord, hvoraf den ene modsagde den anden om klimaudfordringen. Der er blot det aber dabei derved, at den forside, der undsagde sig klimaudfordringens alvorlighed, er en fake forside, der har cirkuleret – og været debunked – i årtier. Men det er det niveau, der diskuteres på i Trumps inderkreds.

Tilsvarende er der inden for NATO en udbredt fortvivlelse over, at USA under Trump synes at svigte klimaindsatsen, for som Trums generaler også kan fortælle ham, så vil klimaforandringerne i årene fremover blive en af de helt store konfliktskabere, hvis ikke vi imødegår situationen i tide. Så Trump står til at blive modsagt og udfordret i den europæiske del af hans første udlandsrejse.

Vi kan kun håbe, at Trump med den kongelige modtagelse, han har fået i både Saudi-Arabien og Israel, når at have fået en så stor appetit på verden uden for USA – og de mediemæssige muligheder det giver ham – at han ikke vil risikere at gøre sig selv og USA til uvelkommen paria blot for at træde ud af en Paris-aftale, han ikke behøvede træde ud af.

De italienske G7-værter har i den senere tid arbejdet intenst på at finde fælles fodslag for de syv lande, men foreløbig er det ikke lykkedes at lande den del af det fælles communique, der omhandler klimaspørgsmålet. Hvis ikke det sker, vil USA allerede have gjort sig til spot-objekt. For én ting er hvad amerikanerne gør lige nu. Men de må ikke få lov til at sænke omstillingshastigheden i resten af verden i en situation, hvor det allerede er lige ved at være for sent.

Nogle af de storpolitiske gennembrud, der overhovedet muliggjorde Paris-aftalen var de bilaterale møder mellem USA og Kina, som igen byggede på et gennem mange på langsommeligt opbygget tillidsforhold mellem de to landes chefforhandlere. Denne proces nåede at muliggøre Paris-aftalen. Men der er allerede nu tegn på, at USA er rykket ud i periferien, når EU og Kina har taget hul på en ny samarbejdsakse med særlig vægt på klimaindsatsen. Dels er det den slags, der skal til, dels skal det nok i den nuværende situation understreges endnu kraftigere, i hvor høj grad USA handels- og indflydelsesmæssigt stiller sig selv uden for døren ved at trække sig ud af Paris-aftalen. Kina synes i den grad klar til at fylde det tomrum, USA måtte efterlade sig i den udstrækning, landet renoncerer på sin klimaindsats og ikke mindst bidraget til den globale indsats. Og Trump kan ende med at blive det, der skiftede verdens centrum mellem USA og Kina, hvis ikke han bliver standset i at udrulle den amerikanske klimafornægtelses absurde agenda.

Det er alt sammen små indirekte midler, som man kan tvivle på trænger igennem en lille begavelse som Trumps. Men måske det er nok til at give de kræfter omkring Trump, der vitterligt ønsker, at USA forbliver inden for Paris-aftalen, overtaget.

ISIS har nu taget ansvaret for eksplosionen i går.

I går fremlagde Trumps budget-director Mick Mulvaney Trumps forslag til budgettet for 2018. Og det kommer ikke til at gå stille for sig. Det har radikale beskæringer af alt, der har med klima, miljø og sociale foranstaltninger at gøre.  Og selvom mange af de journalister, der normalt dækker Det Hvide Hus, er taget med Trump i Israel, så skulle han nok ikke have sendt det ud lige nu, hvis han havde håbet på flere gode dage med primært positiv presse. Men det viser én ting: Trumps respekt for hans kernevælgere kan ligge på et meget lille sted, for det der dem, der bliver ramt allerhårdest af hans foreslåede nedskæringer, altimens milliardærerne står til at blive endnu meget rigere.

Det tragiske forhold at de seneste års velstandsstigninger i USA kun er gået til de allerrigeste – som så at sige er den urkonflikt, der banede vejen for valget af en protestfigur som Trump – vil således i den udstrækning dette budget bliver gennemført, blive yderligere uddybet af en stærkt antisolidarisk skattepolitik, der giver endnu flere fordele til de i forvejen rigeste, samtidig med at stort set alle sociale programmer undermineres.

Til trods for de enorme skattelettelser er budgettet præsenteret som et ‘balanceret’ budget, hvor de føderale udgifter og indtægter er afstemte. Men det bygger på en i de flestes øjne helt urealistisk forventning, at vækstraten pludselig magisk øges til 3% fordi Trump er kommet ved roret. Hvis de hidtidige estimater af den økonomiske udvikling fastholdes, er der i virkeligheden tale om et underskud på 6 trillioner dollars. 6 trillioner dollars er et stort beløb selv i verdens største økonomi.

I Trumps budgetudspil er der også afsat 1,6 mia. $ til konstruktionen af en mur langs den mexicanske grænse. Lige den post får han dog svært ved at få selv republikanerne til at acceptere. Flere republikanske politikere har erklæret budgettet “dad upon arrival”.

I morgen formiddag skal Trump i audiens hos paven. Og det ligger allerede nu fast, at han vil få foræret et eksemplar af pavens kampskrift om klimaet, Laudato si og den sociale fordring til at løfte alle med. Om han så læser det, er en anden sag. De to kom tidligt på kant med hinanden, da paven sagde, at en mur mod Mexico var ukristen. Og hvis de kommer til at tale økonomi, skal Trump nok få at vide, at det igen og igen har vist sig, at trickle down-økonomi ikke virker som postuleret, men kun gør de i forvejen rigeste endnu rigere.

Hvor Trump-administrationen senest har signaleret, at afgørelsen om Paris-aftalen først ville falde efter G7-mødet, da skrev Bloomberg sent i går aftes, at den tyske miljøminister Barbara Hendricks forventer, at Trump vil give klar besked om USAs fremtidige position i forhold til Paris-aftalen ved hans ankomst til Sicilien fredag morgen. Han har givet været under pres for at melde klart ud, og synspunkterne har under alle omstændigheder været modstillet her i de seneste uger i de italienske værters forsøg på at lave det fælles G7 statement. Selvom ingen regner med, at Trump springer ud som klimaentusiast, så ville det for alle være en lettelse at få klare linjer.

Allrede offentliggørelsen af budgettet mandag skabte megen negativ presse. Og i løbet af i dag kom der med den tidligere CIA-direktørs vidnesbyrd i en offentlig høring så mange nye belastende oplysninger om russisk intervention i præsidentvalget og de mange forbindelser mellem russiske interesser og mennesker i Trumps kampagne, at Trumps chefstrateg i al hast er rejst tilbage til Washington. Så i den udstrækning, Trump endnu ikke har besluttet sig endeligt vedrørende Paris-aftalen, er Bannon, som en af de stærkeste fortalere for USAs fulde udtræden, pludselig velsignet langt væk. Men jeg vil se Trump tage den beslutning, før jeg tror det. For han ved langt ind, at det er en afgørelse, som vil udløse stor vrede og forbitrelse, uanset hvad han ender med at gøre. Og midt i et relativt tæt rejseprogram vil han have svært ved at styre medierne – eller blot forsøge at gøre det.

Vi får se. Som Kolbert skrev den anden dag, begge afgørelser er dårlige valg, for ingen af dem indebærer nogen seriøs amerikansk klimaindsats på føderalt niveau.

Et lille sindbillede på, hvad der kunne ske, hvis Trump trækker sig ud af Paris-aftalen og helt afskriver sig det globale klimalederskab, omtalt i New York Times i forgårs: I Wyoming, der er den amerikanske stat, hvor man bryder flest kul, og dermed de strukturelle problemer med kullenes deroute og moderne kulproduktions væsentligt mindre behov for arbejdskraft er størst, har den kinesiske virksomhed Goldwinds vundet koncessionen på at opføre og drive en vindmøllepark med 850 møller. Derfor tilbyder man nu gratis efteruddannelse for op til 850 lokale kulminarbejdere. For selv efter opførelsen vil der være brug for en servicestab på op imod 200 medarbejdere. Det er jo den slags der skal til, og det kunne Trump have lavet et stort PR-nummer ud af at have medvirket til, hvis ikke lige det var fordi det gennemhullede alle hans forkvaklede og forløjede meninger om Kina, vind, kul og energi. Selv kulindustrien ved, at der ikke bare kommer fuld gang i kulminerne igen. Men om kulminearbejderne på den led er rede til at skifte de dybe minegange ud med de høje vindmølletårne, må tiden vise.

Blot en lille detalje … hvor Melania og Ivanka Trump i Saudi-arabien brød konventionen ved ikke at bære tørklæde – man er vel frigjorte kvinder fra Vesten – så bar de som traditionen forskriver sort slør ved audiensen i Vatikanet.

Update 24.05. – I formiddags mødtes så Præsident Trump og Pave Francis – den ene fortaler for verdens rigeste med et langt liv, hvor han udelukkende har plejet egne interesser, den anden med et langt liv, hvor han har levet blandt og kæmpet for verdens fattigste og dårligst stillede. Den ene helt i hvidt, den anden næsten helt i sort.

Vi ved ikke hvad samtalen handlede om igennem væsentlige dele af den halve time de to talte sammen. Men Pave Francis har et langt livs erfaringer med at tale med mennesker fra alle dele af samfundet og komme dem i møde, og så endda få sagt, hvad han vil. De to var da også tydeligvis mere afslappede efter samtalen end før. De journalister, der var med under dele af samtalen, melder om en lydhør og taknemlig Trump, nogle taler om en hviskende Trump. “Thank you. Thank you. I won’t forget what you said,” var Trumps sidste ord, inden de skiltes.

“Honor of a lifetime to meet His Holiness Pope Francis. I leave the Vatican more determined than ever to pursue PEACE in our world,” tweetede Trump efterfølgende. Så han er fra i dag blevet fredsapostel og har forhåbentlig fået noget at tænke over.

Vi ved, at Trump afsluttende blev foræret ikke bare pavens klimakampskrift Laudato si, men også Amoris laetitia om vigtigheden af at beskytte og bevare familien, og Evangelii gaudium, hvori Pave Francis går stærkt irette med trickle down-økonomien og den ukontrollerede markedsøkonomi. Og ikke mindst vigtigt lovede Trump ved modtagelsen, at han ville læse dem! Paven forærede også Trump en medaljon med et oliventræ indpræget sammen med ønsket om, at han blev som et oliventræ for verdensfreden.

Det er stadig at finde i de amerikanske medier, men ellers er de stort set tilbage i samme skure som før afrejsen: de næsten daglige afsløringer af upassende handlinger og attituder fra Trump-administrationens side, og det fremlagte budgets ekstreme forråethed. Igen og igen bliver Trumps løfter fra valgkampen om alt det han ville gøre, bevare og beskytte, sammenholdt med den massakre på USAs sociale sikkerhedsnet, han har fremlagt. Spørgsmålet er i den nuværende situation, hvor længe hans kernevælgere bliver ved med at knuselske ham uanset hvad han siger og gør? Hvornår brister illusionerne definitivt? For han er i fuld gang med at gøre livet meget vanskeligere for en betydelig del af hans vælgere.

Spørgsmålet er tilsvarende, hvorfor han fremlægger sådanne budgetter, som ikke ser ud til at have nogen gang på jord. For en ting er, at demokraterne er helt oppe i det røde felt. Men det er svært at finde republikanere, der kan finde noget at glæde sig over i det nu fremlagte.

Samtidig er der i dag fremlagt fornyede beregninger af den version II af American Health Care Act, som man stemte igennem uden at vente på beregningerne af konsekvenserne. Det er da også blevet lidt bedre. Hvor CBO beregnede, at det første forslag ville føre til, at 24 mio. amerikanere mistede deres sundhedsforsikring, så finder CBO nu, at det med det fornyede forslag “kun” er 23 mio. amerikanere, der mister deres sundhedsforsikring. Det bliver en svær en at sælge. På den baggrund virker det overvejende sandsynligt, at Senatet helt dropper forslaget og starter forfra med et eget forslag. Og måske endte det med at man endda ikke kunne blive enige om en tilbagerulning af Obamacare. Der er således nok at se til, når Trump søndag vender hjem igen.

Lederen af EPA, Scott Pruitt, er nok på mange måder tyngdepunktet i Trump-administrationens klimafornægtelse. Andre måtte have en mere ideologiseret attitude, men Pruitt giver sin klimafornægtelse en ihvertfald tilsyneladende videnskabelig iklædning. Og efter at han kom med i inderkredsen, var det som om fornægtelserne fra Trump-administrationen fandt samme grundstamme: Ikke en lodret afvisning, men alle mulige forklaringer på, at vi ved for lidt endnu, og det måske nok vil vise sig slet ikke at være noget problem, men det må tiden vise bla bla bla. … hvorfor det er rent hysteri at bruge penge på en klimaindsats nu. Men i dag offentliggjorde en række forskere i tidsskriftet Nature Scientific Reports deres gendrivning af en række af de skriftlige udtalelser, som Pruitt kom med i forbindelse med høringen forud for hans godkendelse til posten. Det er seriøs factchecking, og han bliver systematisk gendrevet på alle områder.

Den artikel burde Trump nok også lige læse, når han er færdig med Laudato si. Men … Trump er stort set ikke-læsende.

Trump er efter besøget hos Pave Francis taget videre til Belgien, hvor han her i eftermiddag har hilst på den belgiske konge. I morgen har Trump først et frokostmøde med den nyvalgte franske præsident Emmanuel Macron. Resten af dagen er sat af til et NATO-topmøde. Her vil Trump givet presse på for, at NATO-partnere betaler mere til gildet. Der er en målsætning om, at alle NATO-lande bruger 2% af deres nationaløkonomi på forsvar, men meget få lande gør det. Tilsvarende liggger der en form for beslutning om, at verdens rige lande skulle bruge mindst 1% af deres BNP på U-landshjælp, men det er kun de skandinaviske lande, der nogensinde har været i nærheden heraf, og i de senere år er den danske procentsats skrumpet. Her burde man ikke bare acceptere Trumps  og NATOs militaristiske vinkling af problematikken, men tværtimod sammenregne klima-og militærudgifter – og sige max 1% til militærbudgetterne, men mindst 2% af et lands BNP direkte investeret i en nødvendig global klimaindsats. Det ville have en chance for at fremme verdensfreden.

I Trumps netop fremlagte budgetforslag står militærudgifterne til at vokse med 41% mens klima- og miljøindsatsen står til at blive det hårdest nedskårne område. Det er ikke noget at give den mand ret i. Der er da også langt ind i militærkredse – og så amerikanske – en forståelse af, at verden bliver voldsomt meget mere konfliktfyldt, hvis ikke vi får klimaforandringerne under kontrol i tide.

Macon havde nævnt klimaudfordringen for Trump, allerede da Trump her for få dage siden ringede for at lykønske ham med sejren. Paris-aftalen er stadig i høj grad et fransk projekt – Frankrig investerede en enorm politisk kapital i at få de sidste adskillige års forhandlinger til at nå de sidste vigtige skidt til at en aftale kunne landes. Og Macron signalerer over for Bloomberg, at han i morgen vil søge at presse Trump til at lade USA  forblive inden for aftalen.

Rex Tillerson sagde i dag til en gruppe journalister, at Trump ikke ville annoncere sine planer vedr. Paris-aftalen før han er tilbage i USA, hvilket må siges at være forventeligt uanset Barbara Hendricks udmeldinger om det modsatte. Om G7-landende minus USA så vil bruge lejligheden til at lave et G6-klima-statement, må tiden vise. Men måske Donald har set lyset i samtalen med Francis og fra nu af stiller sig i spidsen for, at vi slutter fred med vores livsgrundlag. Måske han blot indser, at han med den betændte situation på hjemmefronten, som ikke bare lige lader sig vifte til side, ikke også kan lægge sig ud med verdenssamfundet. Presset for, at han ikke trækker USA ud af Paris-aftalen, er massivt, både hjemmefra og fra resten af verden.

Det plot fra den fossile industri og dens stråmænd, som Trump har gjort sig til gidsel for, kommer til at indse, at tiden hastigt rinder ud for fossilerne. For mens Trump har været hjemmefra er der for første gang i USA lavet aftaler om leverancer af solcellestrøm til under 3 cent pr. kWh. Sådanne priser har været kendt andre steder i verden i et års tid, men er nu også mulige i USA. Både sol og vind er dermed i fuld gang med at være billigere end de fossile brændsler selv uden nogen form for støtte, samtidig med at de stort set er uden alle de afledte problemer, der følger med den forsatte afbrænding af kul, olie og gas. Bortset fra i USA har selv de fossile selskaber de fleste andre steder i verden indset, at tiderne nødvendigvis må skifte, og at det ikke fører noget godt med sig at kæmpe imod. Men at man må gøre sig til en del af omstillingen, hvis man på bare lidt længere sigt vil sikre eksistensberettigelsen. Trump var bare for oplagte en chance til ikke at gøre forsøget, og der er lige nu flere klimafornægtere i Det Hvide Hus end nogensinde før.

Update 24.05. – I dag er der valg i Montana til et ledigt sæde i Repræsentanternes Hus. Montana er traditionelt en dybt republikansk stat, og Trump vandt i november staten komfortabelt med en 20% margin til Hillary. Så ingen anede uråd, da Ryan Zinke blev udpeget til Interior Secretary (indenrigsminister) Trumps administration. Det var blot et spørgsmål om at få en ny republikaner kørt i stilling, og alle havde regnet med, at Greg Gianforte kunne spadsere i mål. Og det forhold, at hans demokratiske modstander Rob Quist var en country-sanger uden nogen forudgående politisk erfaring, gjorde det til ren formalia at Gianforte overtog Zinkes plads.

Men tingene har forandret sig radikalt. Protesterne mod Trump-administrationen og ikke mindst dens planer om at slagte Obamacare har antændt en vredesild helt ud i de fjerneste afkroge af det amerikanske kontinent. Og Rob Quist viste sig at have en betydelig appel, så pludselig pegede meningsmålingerne i retning af noget, der kunne ende med næsten dødt løb her midt i det republikanske hjerteland. Så der er blevet investeret intenst på begge sider. Både præsident Trump og vicepræsident Pence har været omkring Montana for at bakke op om Gianfonte, mens blandt andet Bernie Sanders har bakket varmt op om Quist. Kampagnebudgetmæssigt er det endt som det hidtil dyreste kongresopgør i USAs historie.

Valget fik en ganske dramatisk vending i går, da Gianforte ved et vælgermøde i går i frustration slog en reporter fra The Guardian i gulvet. Gianforte har igen og igen udsat sin tilslutning til det forslag om tilbagerulning af Obamacare, indtil CBOs evaluering forelå. Det gjorde den i går, og på den baggrund spurgte Ben Jacobs fra The Guardian Gianforte om hans reaktion. Det fik tydeligvis Gianforte til at miste besindelsen.

Alicia Acuna, som direkte overværede hændelsen, skriver på Fox News’ hjemmeside: “At that point, Gianforte grabbed Jacobs by the neck with both hands and slammed him into the ground behind him. Faith, Keith and I watched in disbelief as Gianforte then began punching the reporter. As Gianforte moved on top of Jacobs, he began yelling something to the effect of, ‘I’m sick and tired of this!'”Acuna skriver, at ingen af dem der direkte overværede optrinnet, på noget tidspunkt kunne iagttage nogen form for fysisk aggression fra Jacobs’ side.

Efter en valgkamp og nu 117 dage som præsident, hvor Trump har eskaleret sin kritik af pressen og erklæret den enemy of the American people, er det desværre ikke så underligt, at den slags sker. Men Trump ser ikke, hvordan han er med til at fremme den slags uacceptabel adfærd, ligesom det ikke virker til, at han nogensinde har formået at fatte, hvordan han med sine stadige rascistiske udtalelser er med til at fremme fremmedhadet.

Vi får se om Gianfortes voldelige udfald når at tippe valget. Montanas tre største aviser har skyndsomst trukket deres endorsement af Gianforte tilbage. Montanas guvernør Steve Bullock har taget stærkt afstand fra Gianfortes voldelige adfærd og understreget, at det ikke er i overensstemmelse med Montanas værdier.

Gianforte sendte senere på aftenen en lidet sportslig erklæring ud, hvori han påstår, at det rent faktisk var Jacobs, der startede – hvilket han givet kommer til at fortryde. For én ting er at miste besindelsen overfor en emsig journalist. En anden ting er at forsøge at lyve sig fra, hvad man har gjort, når der er masser af vidner i lokalet. Der er nu rejst sag mod ham. Paul Ryan, republikanernes leder i Repræsentanternes Hus, har skældt ud og insisteret på, at han giver en undskyldning. Situationen viser med en vis tydelighed, hvor betændt en sag for republikanerne, Trumpcare-planerne er. Og hvis ikke det var fordi omkring halvdelen af Montanas vælgere allerede havde afgivet deres stemme forud for selve valgdagen, havde det nok kunnet skubbe betydeligt til resultatet.

Hvor Gianforte er en social-conservative republikansk hardliner, som støtter op om Trump-care (selvom han af valgstrategiske grunde har udskudt at oplyse sit standpunkt og gerne havde ventet il efter valgdagen!). Da er Quist gået ind i valgkampen med et selv i demokratisk skala ganske radikalt program. Han ønsker fri marijuhana, singlepayer health care (skattefiansieret hospitalsvæsen som i Skandinavien) og mere kunstundervisning i skolen.

En meningsmåling tidligere på måneden viste et 6% forspring til Gianfonte, men der har siden da været så megen dårlige presse omkring Trump, at han som erklæret Trump-støtte kan ende med at trække det korteste strå – ikke mindst oven på aftenens forsøg på en knock out-sejr overfor pressen.

Hvis Quist vinder vil det være stort for demokraterne og uheldsvangert for republikanerne. For republikanerne kan det være et forvarsel om, hvad der venter dem ved midtvejsvalgene i 2018. Og for demokraterne giver det stof til eftertanke. For Quist var længe ignoreret, og det har stort set været Bernie Sanders og Bernie-fløjen, der overhovedet har bakket op om Quist. Så hvis Quist vinder – eller selv hvis republikanerne kun vinder snævert efter i november at have vundet med 20% – er det skriften på væggen for republikanerne. Og hvis Quist vinder vil det være et kæmpe boost til Bernie Sanders-fløjen i den nuværende afklaring af, hvordan Demokraterne bedst navigere videre oven på nederlaget til Trump.

De fleste iagttagere tror dog ikke Quist kommer over 42-43%. Og selvom disse antagelser er formet før Gianfortes overfald i går aftes, så skal der nok mere til at flytte så mange vælgere.

I Bruxelles

Trump og Macron havde deres frokostmøde, og Macron havde tydeligvis forberedt sig, så han fik givet Trump et håndtryk, han sent vil glemme! Det er stadig småt med informationerne om, hvad de to talte om. Macron har tidligere givet udtryk for, at han ville benytte lejligheden til at drøfte klimaindsatsen med Trump. Om formiddagen hande Trump møde med Europarådets præsident Donald Tusk, hvorfra det forlyder at de uanset deres navnefællesskab hverken kunne finde fælles fodslag om Rusland, om handel eller om klimapolitikken. Det tyder i det mindste på, at disse samtaler når ud over høflighedsfraserne.

Senere på dagen måtte Trump stå skoleret overfor Theresa May, der er rasende over, at amerikanske efterretningsfolk meget kort efter terrorangrebet i Birmingham havde ladet navnet på gerningsmanden sive til den amerikanske presse. Det ville man gerne have været foruden, for ikke at svække efterforskningen af den sammenhæng det viser sig han har indgået i. Trump står således i disse dage med en hel stribe af amerikanske lækage-sager og har måttet beordre hasteundersøgelse af lækagen.

Ved NATO-mødet brugte Trump som forventet sin tale til at klandre NATO-landene for ikke at bruge nok på militær. Til gengæld havde man forventet, at han ville have sagt noget opbyggeligt om NATO-fællesskabet og havde understreget den Article V, som gør et angreb på et enkelt NATO-land til at angreb på alle NATO-lande (som USA indtil nu er eneste land, der har brugt efter 9-11). Hermed fik Trump dementeret måneders forsøg fra hans udenrigpolitiske stab på til Trods for Trumps stadige signalforvirring at skabe det billede blandt USAs allierede, at USA stadig vil fællesskabet. For det vil Trump ikke rigtigt, når det kommer til stykket. I hvert fald vil han ikke sige det. Og han vil tilsyneladende meget hellere lege med verdens autokrater og diktatorer end de demokratisk valgte politikere.

Som nævnt i går, burde Trump have en tilsvarende belæring om klimainvesteringernes nødvendighed. Men sandsynligvis vil det, som denne runde af NATO-drøftelser vil blive husket mest for, ikke være Trumps tale, men de billeder, der lige nu cirkulerer bredt på de sociale medier, hvor Trump ganske brutalt presser Montenegros premierminister til side for selv at kunne stå stor og mægtig midt i billedet. Med sin primitive selvcentrerethed synes Trump igen og igen at overtræde helt grundlæggende principper for mellemmenneskelig adfærd.

Der må være noget hjemligt for Trump ved at være i Belgien – ikke så meget fordi det er tæt på det sted, hvorfra hans familie indvandrede for blot få generationer siden, som fordi der her, ligesom i Washington og New York, er i tusindvis af demonstranter på gaden, over alt hvor han kommer frem, for at markere deres utilfredshed med hans kvindesyn, hans forkvaklede klimasyn, hans miljøfjendskhed, hans militarisme, protektionisme og islamofobi.

Et andet sted i Europa, i Berlin, havde Angela Merkel i formiddags besøg af Barack Obama, inden hun til aften tager til Bruxelles til middag med Trump. Det var et gensynets glæde mellem Merkel og Obama, de to kan virkelig lide hinanden. Det var en talens og samtalens lys overfor Trumps mørkeland. Og Obama ved, hvordan man kan skabe kontrast til Trump uden nødvendigvis at sætte ord på. Det nærmeste han overhovedet kom at nævne Trump var ordene: “We can’t hide behind a wall.” Her var der i tusindvis af mennesker på gaden, men det var for at høre vennerne Obama og Merkel tale foran Brandenburger Tor. og de gav ham, hvad en journalist ved New York Times kaldte en modtagelse som en rock star.

I et sceneskift af dimensioner kunne man om aftenen opleve Trump komme med vrede udbrud overfor en gruppe europæiske ledere om de mange tyske biler, der bliver eksporteret til  USA og løfter om at han vil stoppe det. Ikke et ord om, at mange af detyske biler bliver fremstillet i USA. Så han nåede også i Bruxelles at blamere sig som handelspolitisk bully. Det fremgår samtidig, at Trump og hans stab ikke synes at forstå, at EU handelsaftalemæssigt er en enhed, og at han ikke bare kan lave særlige aftaler Merkel med/mod tyske biler.

I Bruxelles nåede han også at klage over, hvor vanskeligt det var at opføre nye golfbaner i EU. Her taler forretningsmanden Trump givet af egne erfaringer.

Tilbage i Washington

Imens trækker skyerne stadig kraftigere sammen over Trumps hjemmebane. Ud over risikoen i for et valgnederlag i dag i Montana blev en appel over afvisningen af version to af hans travel ban i dag afvist. Så for (mindst) tredje gang måtte han erkende, at hans ønske om at lukke af for indrejse fra en række muslimske lande blev erklæret for værende i strid med den amerikanske konstitution.Justitsministeriet siger umiddelbart herefter, at man nu vil føre sagen til Supreme Court, USAs højeste retsinstans. Her er der nu et flertal af republikansk udpegede dommere, og selvom det principielt ikke burde influere deres afgørelse, så har Trump-administrationen her en forventning om, at forbuddet mod deres travel ban her endelig kan ophæves.

Imens får Trumps budgetoplæg en ganske ublid medfart i medierne. Ovenpå konsekvens-beregningene af den Trump-care, som for nylig blev vedtaget i Repræsentanternes Hus, står det klart, at noget tilsvarende ikke har nogen som helst chance i Senatet. Og overfaldet på Ben Jacobs, som desværre ikke er noget enestående eksempel, har styrket kritikken af Trumps stadig mere rabiate gøren pressen til fjendebillede. På dagens Washington Post er det ikke Trumps tale i NATO, men hans svigersøn Jared, som det nu fremgår er i FBIs søgelys i undersøgelserne af eventuel sammenrotning mellem Trumps kampagne og russiske interesser. Det passer godt med, at Jared, der normalt betragtes som en modererende kraft overfor Trump, skubbede kraftigt på for at få Trump til at fyre FBI-direktør Jim Comey. I går bragte en sædvanligvis forsigtig New York Times en artikel med overskriften: “Top Russian Officials Discussed How to Influence Trump Aides Last Summer”. En anden overskrift i Salon lyder: “GOP strategist admits he colluded with Russian hackers to hurt Hillary Clinton, Democrats”. I hvert fald 3-4 centrale skikkelser i Trumps inderkreds har haft russiske forbindelser, som de i forbindelse med sikkerhedsgodkendelser har fortiet, og dermed løjet om. Og I længden bliver det svært for Trump blot at fortsætte en argumentation i retning af, at så længe han selv personligt ikke har gjort noget galt, er der ikke noget galt.

Så er der en lidet flatterende historie om, hvordan et af Trump beordret bombetogt for nylig hvor verdens største ikke-atombombe blev anvendt for første gang, ved en ‘fejl’ førte til 100 dræbte civile i Mosul. Og dertil adskillige møg-irriterende historier om Obama, der ved et muntert udslag af skæbnens ironi er i Europa samtidig med Trump og bliver mødt med jubel og begejstring og store folkemængder med skilte ala “Du bist ein Berliner”, hvor Trump bliver mødt med en skov af protestskilte. En nylig Pew-undersøgelse viser, at 77% af alle europæere har tillid til Obama (89% af tyskerne), mens kun 7% af europæerne har tillid til Trump. Så ja, han er på udebane, og han kommer nok til at gøre en hel del ting anderledes, hvis han vil etablere samme bånd til Europa som sin forgænger.

Og så er der næsten horisonten rundt frustration og krøllede tæer i den amerikanske presse over Trumps optræden i NATO – ikke mindst de forhold at han synes at værdsætte relationerne til dikatur-agtige stater væsentligt højere end USAs nærmeste allierede i NATO. Dumhed eller ond vilje spørger Morning Joes vært Joe Scarborough i disse dage? Der det fordi Trump simpelthen er for ubegavet, for uforberedt, for analytisk uformående, for ukontrolleret og udisciplineret, til at kunne gebærde sig på de bonede gulve. Eller ligger der under det hele et ønske om at snigløbe den moderne æras demokratiske tradition.

G7 i morgen

Hvordan tackler de øvrige lande Trump, så det ikke bare bliver en afvisning, og så han ikke bare fører amerikansk valgkamp også på Sicilien? Så man får vendt hans instinkter, når det gælder områder som flygtningepolitik, handelsprotektionisme og ikke mindst klimaudfordringen. Macrons team har meldt ud, at han agter at presse Trump hårdt for at han ikke bare kan backtracke overfor Obamas løfter. Andre vil søge at koble klimaudfordringen med det sikkerhedspolitiske – at det vil give evige konflikter og drive i millioner af mennesker på flugt, hvis klimaforandringerne ikke bliver imødegået. Mens den italienske premierminister vil søge at koble terrorindsatsen og klimaindsatsen.

The Guardian citerer i dag en diplomats overvejelser: “We need to show a degree of humility. In foreign policy terms, the second half of Trump’s 100 days were immeasurably better than the first half, recognisably Republican. The trick is to make sure he does not feel cornered, and if you have an idea, make him feel it is his idea, and in America’s interest. At the same time, we need to get some commitments from him.”

G7-mødet finder sted med udsigt ud over Middelhavet, hvor der dagligt krydser i tusindvis af mennesker. Man regner med, at der i år vil komme omkring 200.000 flygtninge til Italien. De er ikke alle klimaflygtninge, men mange af Afrikas store konflikter udspiller sig i de zoner, hvor klimaforandringerne allerede nu er stærkt nedbrydende for levevilkårene. Her burde de seneste transformationer af klimaindsatsen til at være på én gang udvikling klimatilpasning og klimaindsats, som de kommer til udtryk i FNs bæredygtige udviklingsmålsætninger være til at forstå for en forretningsmand som Trump. Det er ligesom Marshall-hjælpen efter 2. verdenskrig, bare meget bedre. Og selvom USA måske står som den store giver, så har U-landshjælp altid vist sig at være en ligeså stor hjælp til donorlandet.

Dér er det pinagtigt meget lettere at forberede sig til endnu en gang “America First”. Det kræver blot at man er født lige så genial som Donald Trump.

Update 26.05. – Valgresultatet i Montana er endnu ikke gjort endeligt op, men det står nu klart, at det bliver Gianforte, der uanset hans korporlighed vinder Montanas ene sæde i Repræsentanternes Hus. Gianforte har nu undskyldt offentligt overfor Ben Jacobs fra The Guardian, som han overfaldt korporligt aftenen inden valgdagen. Det ændrer ikke på at han bliver fremstillet for retten 7. juni.

Da der var optalt omkring 20% af stemmerne var de to topkandidater en overgang kun ganske få stemmer fra hinanden. Men da valget senere på natten blev erklæret for afgjort med omkring halvdelen af stemmerne talt op, havde Gianforte 51% af stemmerne mens Quist havde 44% og den libertarianske kandidat Mark Wicks 6%. Og nu, hvor 99% af stemmerne er talt op, har Gianforte 50,3% og Quist 44%.

Republikanerne kan således på den ene side ånde lettet op. På den anden side må de se et Trump-forspring i november på 20% være skumpet til godt 6%. Og demokraterne må spørge sig selv, om de sov i timen. For længe havde man afskrevet Montana som umulighed og lod republikanerne alene på arenaen. På det demokratiske aktivist-site dailykos.com hvor man havde sat næsen op efter en sejr frem for et hæderligt nederlag, trøster man sig omvendt med, at demokraterne i de ekstra valg, der har været siden Trump vandt i november, i gennemsnit har klaret sig 11% bedre end ved valget i november. Hvis den tendens holder frem til 2018 vil det være mere end nok til at give demokraterne et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus.

Karl Mathiesen, som nu skriver for Climate Home, bragte i går en fin oversigtsartikel om de øvrige G7-landes dilemma med Trump på klimaområdet forud for samlingen på Sicilien i dag. G7 har i de senere år lavet ganske stærke klimamanifester efter hvert nyt topmøde, og på den ene side er det vigtigt at fastholde den aktive opslutning omkring klimaindsatsen og ikke give efter for et hvilket som helst Trump-lune. På den anden side er der ingen, der ønsker at trænge Trump så meget op i en krog, at han kan rejse hjem og sige, at der kun er en ting at gøre: at trække USA ud af Paris-aftalen.

Jeg vil ikke referere Mathiesens artikel fuldt ud, men han skriver det interessante, at Trumps holdninger synes mulige at bevæge, hvorfor intense enesamtaler som den med Pave Francis og Emmanuel Macron er noget, der måske kan flytte hans positioner og lande en forståelse for betydningen af at forblive inden for Paris-aftalens rammer.

Endda er det nok for meget at forvente, at Trump i et ægte satori-øjeblik lader sig overgive til situationen og proklamerer opslutning om Paris-aftalen. Men hvor ville det gøre mange ting i verden enklere – også for Trump.

Foreløbig har Trump med sin stadige udskyden af sin stillingtagen sikret sig, at klimaspørgsmålet bliver blandt de helt centrale at diskutere under selve G7-mødet, fordi man ikke forud har kunne mødes om nogen formulering herom.

Der er masser mere af yderligere afrapportering om G7-mødet og håndteringen af klimaspørgsmålet. Men jeg venter med at se nærmere på det indtil det fælles statement foreligger i morgen. Trump synes på den ene side at ville lytte og lære, og på den anden side at være forblindet af falske modsætninger mellem America first og klimaindsatsen, jobskabelse og klimaindsats osv. Så hvis vilkårene for USAs videre deltagelse i Paris-aftalen er at genåbne centrale formuleringer derfra for at liste klimaindsatsmæssigt set absurde formuleringer om clean coal osv., synes det efterhånden rigtigere at bede USA om at forlade aftalen og komme igen, når man er færdig med Trump.

Til gengæld blev sædet under Jared Kushner her til aften adskillige grader varmere. Det er rent ud sagt imponerende, hvad aviser som New York Times og Washington Post i disse uger får gravet frem fra det skjulte. Senest fremgår det af en artikel her til aften i Washington Post, at Trumps svigersøn Jared Kushner i et møde med Ruslands ambassadør i USA, Sergei Kislyak i begyndelsen af december – dvs. efter at Trump var valgt, men mens Obama stadig var præsident og ansvarlig for udenrigspolitikken – har  foreslået at bruge russiske kommunikationslinjer i overgangsfasen for at kunne kommunikere direkte mellem Trump-lejren og Rusland uden at de amerikanske efterretningstjenester var i stand til at se det. Trumps nu afsatte sikkerhedsrådgiver Michael Flynn deltog også i mødet. Det er svært at finde nogen form for rationaler for dette, det er fuldstændig absurd på alle leder, og det er i direkte modstrid med det hævdvundne princip, at der kun er én præsident ad gangen, så den indkommende præsident pænt må vente med sin udenrigspolitik indtil inauguration day.

Så Trump og familie kommer hjem til et omfattende forklaringsarbejde og et krav fra Senatets undersøgelseskomite om, at Trump-kampagnen afleverer samtlige akter relateret til kommunikationen med Rusland. Og her kan Trump og Jared ikke bare fyre sig fra problemerne, for der er tale om senatorer fra en tværpolitisk komite. Det er således et første tegn på, at republikanerne ikke fortsat vil holde hånden over Trump dertil, at man end ikke vil undersøge forholdene – som Trump selv ellers har presset hårdt på for at opnå. Og Jareds forehavende er et første bevis på, at der ikke kun er tale om forglemmelser, når han indtil nu har undladt at informere om alle kontakter med russiske instanser, men tværtimod om aktive forsøg på at skjule kommunikationen.

Update 26.05. – Signalerne fra Taormina på Sicilien, hvor G7-lederne i går og i dag er samlet, er stadig ganske uklare. Og det vides endnu ikke, om det i løbet af drøftelserne i går og skriveøvelser i løbet af natten er lykkedes at finde nogen form for kompromisformulering, der kan tilfredsstille både Trumps USA og de øvrige G7-lande – lad os i dagens anledning kalde dem G6.

G6 er på den ene side stærkt interesseret i at USA forbliver inden for Paris-aftalens rammer, og så måske en overgang slækker lidt på ambitionsniveauet. For hvis USA trækker sig, er det svært at forestille sig, at der ikke hen ad vejen vil opstå tilsvarende situationer med andre lande, for hvem det var opportunt/komfortabelt med et lille break fra eller blot lidt frihjul overfor klimaudfordringerne. På den anden side kan G6 ikke leve med, at Trump-administrationen blokerer for meningsfulde og nødvendige udsagn om klimaudfordringens alvorlighed. Man vil måske acceptere en lidt for valen status fra G7 denne ene gang, for at give Trump chancen for at vælge rigtigt (at forblive i Paris-aftalen) ligesom det tidligere på året lykkedes for Trump-administrationen på klimaområdet at få udvandet det fælles statement efter G20-topmødet. Men for eksempel clean coal bliver ikke nogen løsning bare fordi Trump fremturer dermed. G6 (og resten af verden) kan ikke i længden leve med Trumps ganske ubegavede vetoer og afbøjninger, som ikke bare omfatter (og blokerer for) klimapolitikken, men også handels- og flygtningeproblematikken.

Omvendt sidder Trump i den ikke særlig lette valgsituation, at han hvis han forbliver i Paris-aftalen, som han skiftevis i sin valgkamp lovede at ville genforhandle (hvilket ikke kan lade sig gøre – han kan derimod ændre USAs frivillige tilsagn om indsats) eller blot trække USA ud af (hvilket er let at iværksætte, men vil kræve en treårig periode at effektuere), så vil han påkalde sig en enorm vrede fra hans kernevælgere og sandsynligvis alvorlige modtræk fra de fossile interesser, der fra kulisserne trækker tæt i trådene. Hvis han derimod trækker sig ud, vil han opleve ikke bare opleve demokraterne og hele det ganske omfattende miljøbevidste USA komme helt op i det røde felt, og han vil måske se stater som Californien søger selvstændig deltagelse i Parisaftalen, så konflikten vil trække forsider i én uendelighed. Men han vil samtidig isolere sig fra størstedelen af verdens øvrige lande – måske lige med undtagelse af Rusland og et par af de olieeksporterende arabiske lande.

Og som vi er kommet til at kende Trump, vil det alene på grund af hans manglende formulerings- og fatteevner være ganske vanskeligt for ham at argumentere for at han nu alligevel ønsker at forblive inden for Paris-aftalen. Selvom Trump kan overraske, så synes det lige nu sandsynligt, at forsøgene på at at slå bro brister, og at USA endnu en gang stiller sig uden for den fælles globale klimaindsats.

Det vil så kunne ske enten gennem en fuld udtrækning eller gennem en forbliven, hvor USA i praksis ikke lever op til nogen af sine forpligtelser. Det sidste lyder umiddelbart enkelt, men det vil åbne for en ny bølge af protester og retssager i USA. Så der er ikke nogen lette løsninger for Trump. For selvom det nok var lettest for Trump blot at trække stikket helt, så har han omvendt virket så nærmest høj af den pomp og pragt, der ligger i mødet med verdens ledere, at det er svært at forestille sig, at han lægger sig ud også med dem i en situation, hvor lokummet i den grad brænder på hjemmefronten.

Denne tekst stammer fra en helsides annonce indrykket i New York Times i december 2009 som en henstilling til Obama om at tage til København og lave den stærkest mulige klimaaftale (annoncen kan ses i sin helhed i blog-indlægget Trumps klimapolitik i støbeskeen). Her står både Ivanka, Jared og Donald som underskrivere. Det virker nu overvejende sandsynligt, at det var noget, Jared og Ivanka fik deres far/svigerfar til, men det kunne lige så vel have været Trumps position i dag, hvis ikke han var faldet i klimafornægternes kløer.

I det perspektiv, annonceteksten udfolder, er det en klar fordel for USA og vil føre til mere velstand og flere arbejdspladser, hvis USA går forrest i klimaindsatsen. Og det var ikke mindst i Obamas anden periode i fuld gang med at ske. Det forretningsmæssigt indlysende i at slutte op om klimaindsatsen er da også et af de mange sæt af argumenter, G6 har forsøgt sig med overfor Trump under dette G7. Men det er svært, for Trump er svær at tale med, svær at at fastholde koncentrationen med, svær at få til at tænke ud over en meget kortsigtet vurdering af hvad der ligger af fordele i en sag for ham personligt.

Uanset hvad Trump ender med at beslutte sig for – og vi må ikke være blind for, at han meget vel kan vise sig så hungrende efter den opmærksomhed og den form for magt det giver ikke at have besluttet sig, at han fortsætter denne påtagede ubesluttethed længe endnu – må det være mærkeligt at være Jared og Ivanka. For de synes i hvert fald et godt stykke hen ad vejen at forstå mulighederne i det scenario, annoncen fra 2009 fremmaner. De er begge i disse måneder vidne til et af de største svig i verdenshistorien begået af deres far/svigerfar.

Så min fornemmelse er stadig, at Trump forhaler afgørelsen, lader USA forblive inden for Paris-aftalen, mens han neddrosler den amerikanske indsats, og måske helt lukker for amerikanske klimafinansiering, så der kan blive ‘råd til’ de stærkt nødvendige skattelettelser for de allerrigeste.

Jeg tror faktisk stadig, at Trump selv, langt inde bag hans klimafornægtelsesflikflak godt forstår, at klimaudfordringen er alvorlig. Vi mangler bare at finde reset-knappen på ham, for han har været i rigtig dårligt selskab og har fået en flok legekammerater fra den fossile industri, som ikke vil ham (eller fremtiden) det godt.

Der har været forhåbninger til, at ikke mindst Ivanka kunne blive en korrigerende faktor på klimaområdet. Og det er hun måske også dertil, at der endnu ikke er kommet nogen afgørelse, uanset at mange af de rådgivere, Trump omgiver sig med, presser hårdt på. Men Ivankas rolle synes i høj grad at være mediespekulationer. I hvert fald har vi endnu til gode at se hende markere noget som helst i den retning overfor hendes far, og hun har ret præcist givet udtryk for, at hun ikke på den måde kommer til offentligt at gå irette med sin far. Men et moderne demokrati er der noget fundamentalt utilfredsstillende i, at den slags afgøres i det skjulte og er afhængig af sådanne far-datter-interaktioner langt fra det offentlige rum. For det er beslutninger, der vedrører vores allesammens fælles fremtid og burde tages i fuld åbenhed.

Update II 26.05. – Enden på G7 blev nok så klar som den kunne. Trump kunne ikke medvirke til noget klimastandpunkt, så den afsluttende tekst er relativt klar i mælet, men til gengæld erklæret uden USAs samtykke. Man kan sige for det gode, at Trump og USA ikke blokerede for et sådant statement. Men Trump rejste hjem uden at have givet nogen afklaring af USA intentioner overfor Paris-aftalen. Så G6 har undgået at fremtvinge nogen stillingtagen overfor Trump – han kan ikke rejse hjem og sige, at der er ikke nogen anden mulighed end at USA trækker sig. Det forlyder at man har talt ganske indgående om klimaproblematikken og gjort sig mange anstrengelser for at give Trump et billede af mulighederne og fordelene ved at USA forbliver inden for Paris-aftalen. Og Trump har ved gentagne lejligheder præsenteret det som om at han var her får at høre og lære.

“The United States of America is in the process of reviewing its policies on climate change and on the Paris Agreement and thus is not in a position to join the consensus on these topics,” hedder det i G7-mødets afsluttende communiqué. “Understanding this process, the Heads of State and of Government of Canada, France, Germany, Italy, Japan, and the United Kingdom and the Presidents of the European Council and of the European Commission reaffirm their strong commitment to swiftly implement the Paris Agreement, as previously stated at the Ise-Shima Summit.”

Men denne gang er der ikke nogen bekræftelse af den fulde decarbonsering af landenes økonomi, som Merkel i 2015 fik G7 landene til at vedgå.

G7 Taormina Leaders’ Communiqué, 27.05.2017 (pdf).

Til gengæld synes G6-landene har have været meget klare i formuleringen af, at de forventer, at USA lever op til sin del af aftalen. Merkel taler efterfølgende om “intense” udvekslinger, og man har tydeligvis ikke søgt at lokke USA til at forblive og så bare slække på ambitionerne.

Ifølge Trumps økonomiske rådgiver Gary Cohn, havde Trump overfor de øvrige G7-ledere understreget at “the environment is very, very important to me” – men samtidig gentaget, at han var bekymret for, at USAS blev overhalet af Indien og Kina, når det gjaldt fremstillingsvirksomhed. Ifølge Cohn vil Trump ikke gøre noget (for klimaet og miljøet), der er ufordelagtigt for USA. Hvilket må siges at være en håbløst forældet økonomisk tankegang her et godt stykke ind i det 21. århundrede.

Forsvarsminister Jim Mattis (tidligere general, som selvs ser klimaudfordringen som en stor kilde til fremtidige konflikter), siger i dag fra Washington, at Trump er “wide open” for Paris-aftalen, mens han afvejer hvad der taler for og imod. Mattis var med i Bruxelles. “I was sitting in on some of the discussions in Brussels, by the way, where climate change came up, and the president was open. He was curious about why others were in the position they were in – his counterparts in other nations – and I’m quite certain the president is wide open on this issue as he takes in the pros and cons of that accord.”

Så man må sige, at der efterfølgende er gjort meget ud af at signalere, at Trump på ingen måde har afskrevet Paris-aftalen. Trump har efterfølgende via Twitter lovet at træffe beslutningen om USAs fremtidige medvirken i Paris-aftalen i løbet af den kommende uge. Men det er ikke sikkert han har gjort sig klart, hvor meget lokummet brænder ikke bare under svigersønnen, men også under hans eget sæde. Så jeg vil se det, før jeg tror det.

På handelsområdet fandt man kompromisformuleringer, som alle kunne tiltræde: “We reiterate our commitment to keep our markets open and to fight protectionism, while standing firm against all unfair trade practices.” Vi er her langt fra den form for protektionisme, Trump igen og igen synes at lege med i tankerne. Og når det gjaldt Ukraine, lykkedes det også at få en fælles markering, selvom Trump har haft forunderligt svært ved at udtrykke det mindste negative overfor Putin og den russiske annektion af Krim-halvøen. Men de italienske værter havde nok håbet på nogetmere substantielt på flygtningeområdet.

Man har i de amerikanske medier talt meget om forventningsniveauet til Trump, at barren efterhånden er sat meget lavt, og at han endda tumler sig igennem. Onde tunger siger, at barren er malet på jorden! Men det at en instans som G7 skal trækkes med så megen uvidenhed, så megen uforberedthed, så megen bagstræberiskhed, lægger jo store begrænsninger på, hvad G7 kan gøre. Trump er et gigantisk handikap.

Hans sidste stop inden hjemrejsen var en amerikansk militærbase i Italien. Her fik han endnu en gang demonstreret, hvor lidt han formår at udvise empati og indlevelse. I stedet for at tale om det offer, disse mennesker yder ved at virke udstationeret så langt hjemmefra, uden deres familie og børn i nærheden, står han bare og praler med hvor god han er, og hvor meget han har fået udrettet på hans Europatur. I stedet for at takke de udstationerede for deres tjeneste, takkede han sin hustru for at hun var indvilliget i at tage med. Der er kun én konklusion mulig: Han lever i et parallelunivers. For de fleste iagttagere ser kun, hvor lidt han har fået udrettet, hvor dårlig han er til at udvise lederskab og medvirken i forhold til de europæiske allierede, og hvordan der på under en uge er lykkedes ham at klokke alvorligt i det over for de europæiske samarbejdspartnere. Han forstår ikke de spilleregler, der gør at mange mennesker i sådanne situationer kan fungere sammen, han har ikke forberedt sig ordentligt og er simpelthen ikke begavet nok til at være med dér. Og så bliver det heller ikke lettere af, at det han vil rent politisk i europæisk sammenhæng fremstår som en absurditet. Har lige taget en runde på de amerikanske politiske kommentatorer her i weekendfladen. Her taler man åbent om, hvordan Trump gør USA til grin og ødelægger vigtige samarbejdsmuligheder for amerikanske virksomheder.

Hvis Trump trækker USA ud af Paris-aftalen, vil landet træde ind i en meget lille klub af lande, der ikke er med i Paris-aftalen. Det ene er Nicaragua, som mener at den nuværende aftale er helt utilstrækkelig til at løse problemerne, og at aftalen burde have stærke og bindende reduktionsmål. Det andet medlem er Syrien, som efter mange års borgerkrig er helt sønderskudt og i den nuværende situation har meget andet at se til. Det tredje … bliver måske USA.

Update 28.05. – På Axios har man netop lagt en artikel op, hvoraf det fremgår, at Trump overfor flere fortrolige har ladet forstå, at han har i sinde at trække USA ud af Paris-aftalen. En af de tre omtalte fortrolige er EPAs leder Scott Pruitt. Ham kunne jeg sagtens forestille mig sige sådan selvom Trump på ingen måde er afklaret derom, for Pruitts primære mål med at være tiltrodt Trumps administration er at kunne demontere, for ikke at sige detonere, hele Obamas klima- og miljølovgivning. Så der kan ligge et element af ønsketænkning heri. Men der kan også ligge det banale, at Trump kunne overskue at meddele sig før sin Europa-tur – og at han ville blive blidere modtaget, hvis han prætenderede først at ville beslutte sig efter at have ‘lyttet’ til sine europæiske partnere. For, hånden på hjertet, hvordan kan han være i tvivl her snart to år efter at han indledte en valgkamp, hvor Paris-aftalen og klimasagen hele vejen igennem har været syndebukke.

Men det kan også bare være endnu en gang fake news.

Og selvom Det Hvide Hus efter længe at have haft Scott Pruitt ude på TV-stationerne (i højre side af det poltiske spekter) at tale om nødvendigheden af at trække sig ud af Paris-aftalen på det seneste har bedt ham om at holde igen, så det mere kan komme til at fremstå som Trumps initiativ, så er det ikke givet, at det er besluttet. Faktisk fremgår det af samme artikel på Axios, at Pruitt er bekymret over, at Trump er så længe i Europa sammen med Jared og Ivanka. Så klimafornægterne, selvom der er rigtig mange af dem i Det Hvide Hus, synes kun næsten at være sikre på at have Trump, hvor de ønsker ham.

I forlængelse af mine overvejelser tidligere i dette indlæg om, at Trump med sit instinkt for at fylde og styre mediefladen vil søge at time offentliggørelsen af en udtrækning af Paris-aftalen på en måde, så han får størst mulig positiv omtale deraf, vil han synes utilbøjelig til at vælge den nuværende situation, hvor han vender tilbage til en i hvert fald i medierne fuldblods krise, hvor den potentielle effekt blot vil drukne i de nuværende skandalespekulationer. For i de ni dage, Trump har været udenlands, er de mange spørgsmål, om den russiske indblanden i præsidentvalget skete med Trump-kampagnens indforståelse og medvirken, og om Trump har udvist opstruktion af udredningsarbejdet, blevet en nærmest kvælende virkelighed, der danner bagtæppe for alt, Det Hvide Hus måtte foretage sig. Trump har da også som noget af det første efter sin hjemkomst været ude med en erklæring om, at mange af den seneste tids lækkede informationer blot er fake news i en tendentiøs medieverden. Det er nok heller ikke helt forkert, for i Trumps vokabularium betyder fake news ikke usande rygter, men presseomtale, han ville ønske ikke havde været der.

Selv hvis Trump på nuværende tidspunkt viser sig at være så afklaret om Paris-aftalen, som disse nærtstående kilder giver indtryk af (og han skal nok selv før eller siden komme til at tale over sig derom), synes det ud fra Trump-logik rigtigst at få ryddet lidt op i den nuværende situation, inden han åbner en ny front. For selvom han allerede har lavet mange mindre tilbagerulninger på klima- og miljøområdet, så vil en udtrædelse af Paris-aftalen ikke bare totalt crunche hans spirende omend besværlige venskaber med de europæiske ledere og udlæse en international shitstorm. Det vil sandsynligvis vække mindst lige så voldsomme protestbølger, som vi har kunnet se det overfor forsøget på at tilbagerulle Obamacare.

Update 29.05. – Paul Krugman har i dag en kommentar på New York Times, hvor han siger, at Trumps Europatur ikke så meget er karakteriseret ved det han gjorde, som ved det han ikke gjorde, først og fremmest undladelsen af at referere til kernen i NATO-samarbejdet og undladelsen af at stå sammen med G7 om Paris-aftalen.

Kommentarens primære spor er Trumps misforståelser omkring den amerikanske kulsektor, at det overhovedet er muligt at revitalisere kulbranchen, endsige skabe mere beskæftigelse i kulbranchen. Trump vandt i høj grad centrale svingstater på at love nye tider og bringe håb til de hårdt ramte kuldistriker. “But Trump isn’t offering coal country real help, just a fantasy about turning back the clock,” skriver Krugman. Han går herefter videre med at formulere, at Trump er i færd med at sætte hele planetens fremtid på spil for at kunne fortsætte sine politiske løgne. For når han føjer presset for at skrotte Paris-aftalen, så er det ikke kun fra de professionelle klimafornægtere, han er kommet til at installere over alt i Det Hvide Hus. Det er lige så meget hans kernevælgere, som han har fået til at tro, at det er Paris-aftalen, der er den store trussel.

“Now, maybe Trump won’t really pull the plug on Paris; or maybe he’ll be gone from the scene before the damage is irreversible. But there’s a real possibility that last week was a pivotal moment in human history, the moment when an irresponsible leader sent the whole world careening off to hell in a golf cart”, slutter Krugman.

Det sidste med golfvognen henviser til en pudsig lille episode i Taormina, hvor der i G7-ledernes program var indlagt en få hundrede meter lang promenade gennem den gamle bydel, for lige at få luft og opleve noget andet inden næste punkt på konferencen. Men det skulle Trump ikke have noget af. Hvor de øvrige ledere med glæde spadserede, tog Trump turen i en golfvogn, som sandsynligvis er blevet fløjet til Italien til denne anledning, for spadsere uden rød løber, det skulle Trump ikke have noget af.

I det hele taget har der været en del fokus på Trumps kropssprog, også fordi det er så udtalt anderledes nu, hvor han er plantet i europæisk sammenhæng. Han bevæger sig stift og klodset – det er hvad det er. Men han udstråler en kolossal usikkerhed med sin stadige fumlen med jakken og evige skiften mellem tandpastasmil og total udslukthed, synes . Han synes dårligt i stand til at mingle – og så er der hans brutalitet, når han verfer andre statsledere væk for at komme i forreste række, når der skal fotograferes.

Allermest har hans håndtryk været i centrum. Håndtrykket er traditionelt et forbindende symbol, man bruger den hånd, man ellers ville bruge til at føre våben, så det er en lille symbolsk fredspagt. Men for Trump er håndtrykket et middel til dominans. Hans håndtryk er lange og brutale, og han synes i flere tilfælde at være ved at rykke armen af. Det var Macron tydeligvis forberedt på, så han gav i Bruxelles Trump et håndtryk, han sent vil glemme. For han klemte lige så brutalt til som Trump, og da Trump ville slippe, holdt Macron ham fast længe endnu. Ved en senere lejlighed, hvor Macron kom gående med retningen mod en gruppe af G7-ledere, brugte han igen situationen til at markere, at Trump ikke bare kan regne med at være verdens centrum. Trump rakte armen frem, men Macron ændrede kurs, og gav først Merkel (som Trump end ikke havde villet give hånden, da hun besøgte ham i Det Hvide Hus) et stort knus, og gav derefter hånd til de fleste andre omkring Trump, før turen kom til Trump selv. Ligesom Trump gennem sin kampagne har forrået den amerikanske politiske diskussion med sin utilslørede racisme og xenofobi, og sin næsten uendelige række af løgnehistorier, har han perverteret noget basalt imødekommende i den gestus, der ligger i at give hånd, når man mødes. Måske et kompensatorisk mønster fordi han ikke mestrer samtalen og dårligt er i stand til at formulere sig. Men stadig er det ikke i orden at søge den form for korporlig overmagt.

Og det er fortvivlende overhovedet at skulle forholde sig til håndtrykkets psykologi. Men disse perverterede håndtryk sidder på den mand, der i denne uge har lovet at meddele verden, om USA unde hans ledelse vil forblive i Paris-aftalen.

Illustrationen her stammer fra forsiden til magasin-udgaven af seneste nummer af Mother Jones, hvor blandt andet David Corn har været med til at drive undersøgelserne af Trump-kampagnens og Trump-administrationens magtmisbrug og sammensværgelse med russiske interesser.

Update 30.05. – InsideClimate News bringer i dag en artikel, som belyser jobskabelsen i energisektoren. Det er her ganske interessant at se, at der i dag er mere end 800.000 mennesker, der arbejder med vedvarende energi. Alene i de seneste tre år har solcelleområdet haft en stigning på 82% i beskæftigelsen, mens vindmølleindustrien har fordoblet antallet af ansatte. I dag er der således dobbelt så mange beskæftiget i vindmølleindustrien som i kulminerne. Hvis Trump derfor ville skabe beskæftigelse, og ikke havde bidt sig fast i at det vigtigste er at få kulminearbejderne tilbage i minerne, så var han meget bedre hjulpet ved at stimulere omstillingen til vedvarende energi. For der er masser af beskæftigelse i den vedvarende energisektor, og endda rimeligt velbetalte jobs, hvorimod presset på lønningerne i gammeldags minedrift er så stort qua konkurrencen fra lande med væsentligt lavere leveomkostninger og lønningsniveauer, at han risikerer nok at få minedriften i gang igen, men med nye produktionsmåder, der betyder, at der ikke kommer flere i arbejde i minerne. Over en årrække, hvor den amerikanske kulproduktion var nogenlunde konstant, faldt beskæftigelsen til omkring det halve. Og hvis de amerikanske kul skal kunne konkurrere med de udenlandske – eller med den vedvarende energi – vil denne udvikling fortsætte. Den vedvarende energisektor har i de senere år været det område i den amerikanske økonomi, hvor der kom flest nye jobs.

Denne repræsentation af USAs 50 stater viser udviklingen i kulforbruget i de sidste 10 år. Kun i Nebraska er kulforbruget vokset. I alle øvrige stater er kulforbruget faldet, i mange af de befolkningstunge stater med mere end 90%. Obamas Clean Power Plan ville sikre, at denne udvikling fortsatte. Men uanset hvad Trump og kulminearbejderne måtte drømme om, tyder alt på, at denne udvikling vil fortsætte med ufortrøden styrke. Kul er fortid – og burde med hvad vi i dag ved om klimaforandringer være fortid inden for ganske få år. 

Trumps ledende kommunikationsrådgiver Michael Dubke er i dag officielt trådt tilbage. Beslutningen synes at være truffet for to uger siden, og bliver ‘spinned’ som en tilbagetræden grundet i personlige årsager, men er i alles øjne en regulær fyring, hvor Dubke dog indvilligede at forblive på posten indtil Trump var tilbage fra sin første udlandsrejse – og sandsynligvis en ny til posten var fundet. Men det forlyder at foreløbig 3-4 personer har takket nej til posten. Dubke er en af de få, der ikke forud var del af Trumps kampagne, og hans fyring demonstrerer, hvor vanskeligt det er for folk der ikke var del af Trumps kampagne at finde nogen naturlig plads i Det Hvide Hus.

Sandsynligvis vil der ske yderligere udskiftning på kommunikationsfronten, for det lykkes slet ikke at få Det Hvide Hus’ udgave af virkeligheden igennem i medierne i disse tider, og Trump har været åbenlyst utilfreds med, hvordan hans centrale mediefolk klarede sig. Flere af dem synes allerede at være slidt op af det lidet misundelsesværdige hverv at skulle sælge indimellem nærmest usælgelige, dårligt forberedte lovskitser, mens Trump blot tweetede videre og for nte gang ændrede forklaring blot for at få alle til at fremstå som de løb med halve vinde. Så det kan gå hen at blive vanskeligt for ham at finde gode folk, der er villige til at indgå på Trumps kaotiske vilkår.

Det er også et åbent spørgsmål, om det kan løses bare ved at få nye folk på forreste række i kommunikationsfladen. For problemet synes mere at bero på Trump og Det Hvide Hus’ fragmentariske og ukonsistente politik og nærmest kviksølvagtige rygrad – og de evigt tilbagevendende opgaver med at rydde op efter Trumps rablende tweets og evigt skiftende positioner og forklaringer. Hans pressefolk får så godt som aldrig chancen for at forberede sig ordentligt.

De seneste afsløringer om Jared Kushner kommer nu anonymt fra Trumps inderkreds. Der er mange, der føler det helt dybt problematisk, at han har fået så stor magt. Så de seneste afsløringer bliver tilsyneladende i Det Hvide Hus forsøgt brugt til at banke en kile ind mellem ham og svigerfar og få stækket hans position varigt.

Der har således i dagens løb været mange spekulationer i medierne, om Jareds position i Det Hvide Hus var ved at skride – om hans greb om, og stabiliserende rolle overfor Trump var ved at have udspillet sig. Jared har været en af dem, som har søgt at overtale Trump til at lade USA forblive del af Paris-aftalen. Hvis den seneste udvikling omkring Jared betyder, at en skikkelse som Steve Bannon igen bliver taget mere ind i varmen, kan det være med til at gøre det lettere for Trump at vælge Paris-aftalen fra.

Trump har markeret, at han forventer den ultimative loyalitet fra sine nærmeste. Men spørgsmålet er, om han er på vej ind i en situation, hvor han må sætte sin svigersøn uden for banen for at få arbejdsro? – og om han med den bagage, han har med, kan få sig til at gøre det. For man ville kunne forestille ham slagte næsten alle andre. Men hans nærmeste familie? Og hvis Trump, hvad der er meget sandsynligt, var vidende om Jareds forslag til den russiske ambassadør om at etablere en direkte forbindelse til Moskva via den russiske ambassade, uden for efterretningsvæsenernes synsfelt, bliver det endnu sværere for de to at kapere ofringen af Jared. Og med den fart har Trump hurtigt brugt alle sine skakbrikker.

Samtidig rapporterer CNN i dag, at der under valgkampen blev opsnappet efterretninger, at russerne havde en form for viden om Trump og hans stab, sandsynligvis om økonomiske anliggender, som de kunne bruge som pression overfor ham. Dette vil igen øge kravet til Trump om, at han udleverer sine skatteoplysninger – hvilket han som den første præsident i nyere tid har undladt at gøre. Igen er det ikke nødvendigvis et tegn på at han har gjort noget kriminelt, men sandsynligvis ‘blot’ et forsøg på at dække over, hvor meget han har pralet med, hvor mange milliarder, han er værd.

I Washington er det store spørgsmål nu, om Kongressens tom kamre i den nuværende situation overhovedet vil være i stand til at nå nogen form for beslutning, når det gælder sundhedsreform og skattereform, inden alle tager på sommerferie. Hvis ikke, vil Trump og republikanerne fremstå som grænse-dysfunktionelle, når de til trods for at have magten i både Repræsentanternes Hus, Senatet og Det Hvide Hus i stand til at gennemføre nogen egentlig lovgivning. Men med medierne fyldt med stadig nye afsløringer og åbenlyse spekulationer, om Jareds russiske kontakter i virkeligheden er sket ikke bare med Trumps vidende, men på hans befaling, som en tidligere CIA-direktør i dag siger ville være det mest plausible, så er det endog meget vanskeligt for Trump og hans folk at gøre andet end at prøve at få mediestormen til at lægge sig.

Af samme grund synes det lige nu sandsynligt, at vi Trods Trumps løfte derom ikke får nogen afklaring af USAs fremtidige rolle i Paris-aftalen i denne uge.

Trump har i dag haft et møde med EPA-direktør Scott Pruitt, der bruger enhver lejlighed til at fremmane, hvor dårlig en deal Paris-aftalen er for USA. Til gengæld har to republikanske senatorer i løbet af weekenden klart markeret, at USA burde forblive i Paris-aftalen.

Update 31.05. – Otto Milman bringer i dag en oversigt over de fem værste ting, Trump til dato har gjort overfor klimaet.

1. Nominating Scott Pruitt as EPA administrator
2. All change at the EPA
3. Starting the demolition of the Clean Power Plan
4. Open up federal land and waters to drilling
5. Approve pipelines

Disse punkter er alle bundet op omkring det amerikanske miljøagentur EPA. Og EPAs nye leder, Scott Pruitt, som i årene forud har viet sit liv til at bekæmpe EPA og har stået i spidsen for 12 retssager mod EPA, har med Trump fået den perfekte position til at fuldende sit forehavende. Med de mange skandaler omkring Trump som person, synes Scott Pruitt i højere grad end dem, der arbejder direkte i Det Hvide Hus, at have arbejdsro til at forfølge sit forehavende.

Hvis Trump ender med at trække USA ud af Paris-aftalen er det i høj grad Scott Pruitts fortjeneste. Men foreløbig er det onsdag i den uge, Trump lovede at meddele sin beslutning.

Det er stadig svært for mig at acceptere, at en beslutning så vital for menneskehedens fremtid er lagt i hænderne på en mand, der ikke ser implikationerne deri, men udelukkende, hvad han på den helt korte bane kan opnå ved hhv. at forlade og forblive del af Paris-aftalen. Med al respekt for det ‘checks and balances’-system, som er indlejret i den amerikanske konstitution, så er der nogle svipsere, når det gælder menneskehedens indplacering i dens globale økosystem. For der er ikke rigtigt noget i den amerikanske – eller for den sags skyld den danske – grundlov, der forhindrer menneskets ødelæggelse af dets livsgrundlag og omgivende natur.

I de seneste dage har jeg tænkt en del over Trumps krav til NATO-landene om, at de lever op til en beslutning om over en årrække at øge deres militærudgifter til 2% af BNP. Men skal Tyskland til at have baser i USA, ligesom USA har anlagt baser i store dele af verden (USA har omkring 800 militæranlæg på ikke-amerikansk grund)? Eller var det i virkeligheden rigtigere  at vende problematikken og sige, at militærbudgetterne skulle ned under 1%, mens klimaindsatsen og udviklingshjælpen hver skulle have 1% – de to sidste dele gennem en stærkt integreret indsats? De to sidste dele burde på sigt gøre ‘behovet’ for yderligere militær mindre, mens det at få endnu mere militært isenkram rundt omkring i verden, det at ignorere klimaudfordringen og de klimaforandringer, der stærkt uretfærdigt rammer stærkest i de mange fattige lande, der har mindst medskyld i klimaproblemerne, og den enorme forskel mellem rig og fattig, rige og fattige lande, hver især og ikke mindst tilsammen øger risikoen for krig og uro i store dele af verden.

Jeg er sikker på, at adskillige af de generaler, der omgiver Trump, har markeret, at klimaproblemerne er reelle og i fremtiden vil blive en af de helt store årsager til global uro. For det ved de i det amerikanske militær. Men kan Trump tage det ind? Kan en mand, der ikke synes i stand til at tage imod kritik, bringes til at indse, at meget af det, han under valgkampen har sagt om klimaet og om den globale klimaindsats, er fuldstændig forkert?

Her har Scott Pruitt og Steve Bannon en stor fordel i kampen om, hvad Trump måtte mene om klimaet.

New York Times  skriver nu også her til morgen, at det ifølge tre kilder i det hvide hus nu synes klart, at Trump agter at trække USA ud af Paris-aftalen, men at den endelige formulering heraf er stadig under udarbejdelse (samme tre kilder som i Axios-artiklen). Trump skulle i eftermiddag have møde med Rex Tillerson, hans udenrigsminister, som klart har givet udtryk for, at han så det en fordel, hvis USA forblev i Paris-aftalen. Og New York Times er stadig åben for, at Trump kan lade sig påvirke og skifte position så sent i forløbet. Så intet synes givet, selvom han i endnu et af sine stadige  forsøg på suspense lidt tidligere i dag, tweetede, at han snart ville lade sin dom falde og “make America great again”. Som om de to ting havde det mindste med hinanden at gøre. Tværtimod synes han i fuld gang med at demontere USAs position internationalt. Og Trump må regne med i international sammenhæng at forblive klassens tykke dreng, som ingen vil have med at gøre i resten af hans embedsperiode.

Washington Post skriver omvendt, at en lille gruppe under ledelse af Scott Pruitt sidder og skriver på udtrædelseserklæringen, så det synes at ligge fast, at man udtræder, men ikke om dt sker ved alm. udmelding, en proces, der vil tage 3 år, eller om det sker ved at trække USA også ud af UNFCCC, hvorved processen kan kortes til et år, men omvendt også de udenrigspolitiske repressalier må formodes at blive endnu større. Det har tidligere været på tale, at man kunne lægge en klimatold på varer fra USA.

Det er ikke så ligetil at skrive den begrundelse, for som David Axelrod påpeger, kommer det til at ske primært for at please Trumps kernevælgere. Hans økonomiske og forretningsmæssige rådgivere har advaret ham mod at gøre det.

Der bliver i disse timer trukket en masse forbindelseslinjer uden om USA for at sikre, at alle har fuldt fokus på den videre klimaindsats uanset USA. Reaktionerne på hans hensigter er kommet prompte fra alle dele af verden.

Men han har lige nu den situation, han måske kunne ønske forud for en erklæring, at der på stort set alle online medier i USA lige nu er artikler om, hvad han vil gøre. Så hvis erklæringen havde været færdig, havde vi måske fået den.

Jeg er rasende, ikke over om han gør det eller ej, men over at det lige meget hvad han ender med at beslutte sig for er lykkedes ham at skabe en alliance af mørke kræfter, der lige nu synes at kunne få held med at afspore den føderale klimaindsats i verdens rigeste land med alvorlige komplikationer for hele verden.

Vi kan forvente, at 8-10 stater fastholder en formaliseret klimaindsats svarende mindst til Obamas klimamåslætninger på 26-28% i 2025. Californiens klimaplan sigter mod 40% reduktion i 2030, dvs. som EUs nuværende målsætning (som er for lidt). Og i dag meddelte New Yorks borgmester Bill de Blasio, at han ville lave en executive order for New York, som fastholdt statens klimasindsats på Paris-aftaleniveau. Og nok er New York kun en by, men den har et indbyggertal på linje med det meste af Skandinavien. Politikere, miljøorganisationer, alle advarer Trump mod at trække USA ud. Mitt Romney har indtrængende opfordret Trump til at lade USA forblive i Paris-aftalen. Og Elon Musk, el-bilsmagnaten, som lod sig overtale til at indgå i “President’s Strategic and Policy Forum” en form for erhvervslivsekspertpanel (hvilket han har fået delte reaktioner på), har i stærke vendinger advaret mod udtrædelsen og siger, at hvis det sker, har han ikke andet valg end at bryde det videre samarbejde med Det Hvide Hus.

Californiens guvernør Jerry Brown, der er levende optaget af klimaudfordringen og har sat mange kræfter ind på at sikre, at Californien kan fortsætte sin omstillingspolitik uanset hvad Trump måtte søge at ændre fra Washington, siger i dag, at Trumps planer er “outrageous”, og at han vil få hele verden imod sig. Han siger, at i en stat som Californinen er der en stærk forståelse langt ind i de republikanske rækker af klimaudfordringens påtrængende natur. Brown spår, at hvis Trump gør alvor af sine trusler, vil det udløse en voldsom modreaktion i USA: “Through Trump’s outrageous action, the contrary movement is galvanized, and we’re mobilizing people, states, provinces and working with other countries to move in a direction that is sustainable and is compatible with what we know we must do to survive.”

Michael Brune fra Sierra Club kalder det en “historic mistake which our grandchildren will look back on with stunned dismay at how a world leader could be so divorced from reality and morality.”

Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi kalder Trumps planer om at trække sig iud af Paris-aftalen for “a stunning abdication of American leadership and a grave threat to our planet’s future.”

Selv blandt republikanerne er der i Repræsentanternes Hus en gruppe med 34 medlemmer, kaldet Climate Solutions Caucus, der gerne så republikanerne lægge den skingre klimaretorik bag sig. Adskillige af dem har i løbet af i dag markeret det problematiske i Trumps planer, men andre ønsker ikke at udtale sig før Trump har meddelt sig.

Udmeldingerne fra en række EU-ledere er i løbet af i dag blevet stadig mere krasse. Jean-Claude Juncker siger, at det er sværere end som så bare lige at forsvinde fra en aftale, man har indvilliget i, at det vil vare 3-4 år og at aftalen vvil gælde i den periode. Paris-aftalen handler ikke bar e om USAs eller Europals fremtid men om menneskers fremtid over hele kloden. Der er 83 lande, der står overfor at forsvinde i havet, hvis blot vi lader stå til i klimaudfordringen.  EU og Kina står overfor et topmøde i de kommende to døgn, hvor klimadagsordenen vil være højt på dagsordenen.

I en skitse til det afsluttende communique hedder det, at “The EU and China consider climate action and the clean energy transition an imperative,” og “Stepping up action will provide both sides with significant opportunities.” Det har mange forsøgt at forklare Trump, der ellers ynder at se sig som forretningsmand og har haft som vision at drive Det Hvide Hus som en virksomhed. Men uanset at alle, der overhovedet har haft chancen for det, har forsøgt at vise Trump, hvilke enorme potentialer, der ligger for USA i at gribe chancen for omstilling til vedvarende fuldt ud, synes han ikke at være i stand til at lytte og se – forblændet af sin egen fornægterretorik, der ikke stikker ret dybt, og af de mange professionelle klimafornægtere, han fik listet med ind i Det Hvide Hus’ startopstilling.

Imens buldrer mediernes granskning af Trumpkampagnens mulige russiske forbindelser videre. Det udvalg under Senatet, der står for undersøgelsen af forholdet mellem Trump-administrationen, Trump-kampagnen og russiske interesser har i dag udstedt 8 subpoenas, påbud til en række skikkelser om at udlevere materiale til brug for efterforskningen. Selvom pressen lige nu kan synes at være et hestehoved foran, og qua sin natur tænker højt, hvor en række af de andre instanser går meget mere stille med dørene under vejs, så arbejder flere udvalg i Kongressen, justitsministeriets særlige undersøgelseskommission samt i FBI og CIA alle på sagen. Og muligvis vil Comey blive indkaldt igen som vidne allerede i den kommende uge. Så den del forsvinder ikke fra medievirkeligheden, selv hvis Trump for en stund fik mulighed for at præge overskrifterne med sin trækken USA ud af Paris-aftalen.

Her til aften amerikansk tid har Politico en artikel, der så at sige opsummerer hvad der har sivet fra Det Hvide Hus i løbet af dagen. Hvis ting går som planlagt, vil Trump i morgen meddele, at han trækker USA ud af Paris-aftalen. Men det er med ført hånd. Steve Bannon og Scott Pruitt har arbejdet målrettet på dette i måneder, og selvom Ivanka Trump og Rex Tillerson har søgt at få Trump til at forblive, har den fossile mafia tilsyneladende formået at holde Trump fast. Og dog er der ingen der tør tage noget for givet før Trump har meddelt sig. For som man så det med NAFTA, hvor alt var klappet og klart, så endte Trump med på målstregen at skifte kurs.

Pruitt synes aldrig rigtigt at have været i tvivl, og den meget tale om, at Trump lyttede til for og imod for at blev afklaret har til dels været et skjul for ham. Et af argumenterne overfor Trump har været, at han har lovet sine kernevælgere det. Men i en undersøgelse foretaget efter valget var omkring 70% af den amerikanske befolkning for at USA forblev del af Paris-aftalen. Og selv blandt erklærede Trump-tilhængere ønskede næsten halvdelen at forblive, mens kun en fjerdedel ønskede at USA trak sig ud. I samtlige amerikanske stater var der et flertal, der ønskede, at USA forblev del af Paris-aftalen.

Samtidig er det økonomiske argument for at trække sig ud nok kun sandt for den fossile industri. Set for USA som helhed er det en kæmpe mulighed for at få del i det vedvarende energimarked, man risikerer at miste taget om. Og store dele af det amerikanske erhvervsliv ønsker, at USA fortsat er en del af Paris-aftalen og de økonomiske sammenhænge, der gør, at man afsætningsmæssigt kan tænke ud over hjemmemarkedet.

Ivanka og Rex Tillerson har søgt at overtale Trump til at forblive, og så slække på de amerikanske målsætninger, enten ved aktivt at ændre USAs målsætninger eller blot ved ikke at gøre det der skal til for at opfylde dem. Men det har Pruitt og Bannon advaret imod, fordi det ville give diverse miljøorganisationer mulighed for via domstolene at kræve at USA gjorde sin del af den nødvendige klimaindsats. Dette søgte bl.a. Sierra Club for nylig at imødegå ved at fremlægge et notat, hvoraf det fremgik, at chancerne for at få domstolenes medhold i sådanne sager ville være meget små.

Kunne man forestille sig Ivanka sige til farmand: Hvis du svigter Paris-aftalen er jeg gået? Ikke rigtigt, selvom det nok var det, der kunne få Trump til at vende her i afgørelsens time. Og ligeledes med Rex Tillerson. Han kan med rette føle sig sat helt ud på et sidespor, hvis han nu som udenrigsminister skal til at fremføre en udenrigspolitik med en klimaattitude, som givet vil give ham rigtig mange kolde skuldre fra resten af verden. Man kan sige, at han har erfaringen fra sine mange år i spidsen for et klimafornægtende Exxon, som i parentes bemærket netop har set et aktionærflertal for, at Exxon fremover skal vurdere virksomhedens aktiviteter i et klimaperspektiv. Men det er svært at forestille sig, at Tillerson har rygrad til at sætte tingene på højkant. Og selv hvis han sagde til Trump, at han sagde op, hvis Trump trak USA ud af Paris-aftalen, så ville det sandsynligvis ikke få Trump til at skifte kurs. Men han ville måske nå at fyre Tillerson inden han fik lavet sin fratrædelsesanmodning. Så selvom der har været udtrykt en del tvivl, om Ivanka overhovedet havde noget at skulle have sagt over for sin far, når det kom til stykket, så der det nok bedste håb for fortsat at se USA som del af Paris-aftalen.

For at gentage mig selv fra indledningen, er det absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Nu ved vi stadig ikke, hvor dette lander. Men for lige at ende dagens opdatering i et lidt andet perspektiv, så lagde jeg for nogle dage siden en artikel op fra The Conversation, hvori Luke Kemp fra The Australian National University argumenterer for, at det var Bedre hvis Trumps USA forlader Paris-aftalen. Jeg er ikke sikker på, at han har ret, men det er omvendt godt at holde fast ved, at Paris-aftalen kun er så god som de enkelte landes klimaindsats gør den til. Så det ville kunne ende med at være mindst lige så demotiverende for nogle lande, hvis USA forblev, men totalt negligerede sine eller neddroslede forpligtelser.

Tilsvarende skriver Emily Atkins på New Republic, at Trump kan gøre værre ting for klimaet end at trække USA ud af Paris-aftalen. Når Obama overhovedet kunne drive en begyndende klimaindsats så langt som han gjorde det uanset at han havde et flertal imod sig i både Senatet og Repræsentanternes Hus, så var det det forhold, at det amerikanske miljøagentur EPAs oprindelige fundament siden blev udbygget med en såkaldt endangerment finding, som gjorde det muligt at indføre vidtgående regulative foranstaltninger for at beskytte mennesket og dets omgivelser, ikke bare mod umiddelbare giftstoffer, men også mod mere abstrakte forurenere som CO₂ og andre klimagasser, som ikke først og fremmest er direkte livstruende, men som til gengæld over tid kan blive ødelæggende for vores fælles livsgrundlag.

Som nævnt højere oppe synes der stadig at udspille sig en strid, om Trump-administrationen skal forsøge at demontere dette lag i den amerikanske miljøbeskyttelse, hvilket ideologerne stynes at være fortalere for, mens Pruitt, som af direkte erfaring gennem at have ført 12 sager mod EPA ved, hvor langvarigt og besværligt dette ville være. Så han er fortaler for en mindre radikal demontering, som til gengæld kan ske hurtigere og med færre forsinkelser fra prøvninger ved domstolene.

PÅ  New YOrk Times onlineudgave har den øverste forsideartikel overskriften: World Awaits Trump Decision on U.S. Future in Paris Accord. Mens Washington Post først som nr. to artikel har: As White House factions fight for influence, Trump signals U.S. is likely to exit Paris climate deal. Vær sikker på, at Trump eeeeeeelsker at hele verden på den måde venter på, at han, store Trump med den lille forstand, forkynder sin beslutning i dette absurde teater.

Tom BK Goldtooth, der er leder af USAs Indigenous Environmental Network, har i dag lavet følgende statement, som meget godt sammenfatter den meget brede og mangerettede amerikanske miljøbevægelse: “Donald Trump is showing us the art of breaking a deal. By potentially abandoning the Paris Agreement, this administration will further perpetuate environmental racism and climate injustice against Indigenous peoples experiencing the worst effects of climate change across the globe. We’ve stated before that the Paris Agreement falls short of embracing the sort of climate solutions that lift up human rights and the rights of Indigenous peoples. Regardless of its shortcomings, it is critical that the United States be held accountable for its contributions to the climate chaos we are seeing across the globe and to take ambitious action to meet the Agreement’s goal to limit temperature increases to 1.5 degrees Celsius. Backing out of this agreement continues a long history of broken promises and threatens the vital and sacred life cycles of Mother Earth.”

 

Dette er en let sammenklemt udgave af den helsides annonce, som 25 store amerikanske virksomheder i dag på initiativ af C2ES har indrykket i New York Times og Wall Street Journal. Den opfordrer i stærke og ikke mindst forretningsmæssige vendinger Trump til at holde USA inden for Paris-aftalen. I avisen er annoncen et stærkt højformat, jeg har dog tilladt mig at squeeze den og fjerne den nederste tredjedel, hvor de 25 firmanavne sår skrevet med gigantbogstaver. Men på listen finder man alle de store elektronikvirksomheder, og man finder minsandten danske Danfoss.
Man skulle faktisk have udsat Trump for den spot at genindrykke den annonce, han i 2009 var medunderskriver af. Det havde været sort humor.

Update 01.06. – I løbet af natten dansk tid har Trump nu meddelt, at han kl. 3 eftermiddag amerikansk tid vil meddele sin beslutning fra Rosenhaven ved Det Hvide Hus – samme sted, hvor Obama for blot 7 måneder siden kunne meddele, at Paris-aftalen nu var ratificeret af så mange, at den var trådt i kraft.

Det er i sådanne situationer, jeg af natur er så lidt politiker, og så meget et rationelt lyttende, sandhedssøgende væsen, at jeg ikke forstår, hvordan Trump og hans kobbel af klimafornægtere i en tid, hvor videnskaben er lysende klar, kan fastholde en sådan klimafornægtelsesboble, eller at mennesker som Rex Tillerson og Ivanka blot formår at æde, at sådan blev det, og så går videre og dermed gør sig til del af en beslutning, der vil få alvorlige konsekvenser for det internationale samfunds mulighed for at imødegå klimaudfordringen i tide.

Vi kan selvfølgelig stadig håbe på en NAFTA – at Trump stadig i allersidste øjeblik vender på en tallerken, ligesom han gjorde det med NAFTA-aftalen. En avis som Washington Post skriver her til morgen, at Ivanka og Rex stadig forsøger at trænge igennem, og at det endnu det slet ikke er givet, hvad Trump ender med at sige. New York Times har også fået en krølle på forsiden, at en official meddeler, at det slet ikke er givet, at Trump ender med at trække USA ud af Paris-aftalen.

Andre kilder i Det Hvide Hus har i løbet af i dag ladet forstå, hvad der var min fornemmelse fra starten af, at de kilder, der blev henvist til i Axios’ artikel, som var den første til at postulere, at Trump nu havde besluttet sig, rent faktisk var oplysninger plantet af Bannon-fløjen i et forsøg på at binde Trump fast på beslutningen om at trække sig ud, uanset at han endnu ikke havde besluttet sig endeligt. Tilsvarende er der i dag kommet flere udsivninger fra Det Hvide Hus, Som indikerer, at valget for Trump ikke står mellem den hurtige og den langsomme udtræden, men mellem på den ene side at forblive men slække på de amerikanske forpligtelser, og på den anden side at træde ud af Paris-aftalen, men ikke UNFCCC. Climate Home skrev således i går, at Pruitt af Trump var blevet bedt om at se på konsekvenserne af en strategi, hvor USA træder ud af Paris-aftalen, men forbliver i UNFCCC. Samtidig kan Trump underforstået stadig ende med at vælge at blive. Pruitt er blot ikke den rette til at give Trump noget retvisende billede af konsekvenserne, for han er nok den, der allermest ønsker den udtrædelse.

Men uanset hvor Trump lander har vi jo på en eller anden måde allerede tabt, fordi løgnen, tåbeligheden og selvoptagetheden har fået så meget plads. Og fordi det er lykkedes Trump at afkoble fornuften videnskaben, fremtidens levevilkår og respekten for andre mere sårbare samfund, for hvem forskellen på 1,5°C, 2°C og 3°C ikke bare er et spørgsmål om klimatilpasning, men om at forsvinde under havets overflade. Hvordan kan det ikke være vigtigere end at vinde retten til at grave kul op ad jorden yderligere nogle få år? Trump har jo fået det vendt, så det ikke handler om at finde den rigtige løsning, men om at vi allesammen skal se en stor mand (med en meget lille mand indeni) have magt til at træffe en beslutning. Det er ikke beslutningen, der er i centrum, men det at han, Trump, har magten til at træffe en beslutning og at vi ser ham gøre det. Det er dybt usmageligt, det er en pervertering af et politisk system, som jeg langt hen ad vejen troede sundt og robust, men som i disse måneder bliver testet til det yderste af fænomenet Trump.

Bortset fra at anledningen er fortvivlende, er det en glæde at se masser af klimaartikler på forsiden af store aviser son New York Times og Washington Post. Der er fornem informationsgrafik om, hvordan USA, hvis man ser på de historiske emissioner, i særklasse er den største klimaforurener. Og New York Times har haft en forespørgsel ved Carbon Tracker om, hvornår USA havde forbrugt sin del, hvis alle mennesker havde ret til at udlede lige meget til atmosfæren og vi skulle holde 2C-målsætningen. I givet fald havde USA brugt (CO₂-forurenet) sin andel af atmosfæren allerede i 1944.

For en gang skyld er de mange artikler om Trump-kampagnens eventuelle sammenrotning med russerne henvist til sekundære pladser, ikke fordi der ikke er kommet nye afsløringer til, men fordi det primære drama lige nu er spørgsmålet om USAs fremtidige plads i Paris-aftalen. Endda har man i dag kunnet se, at Putin nu, samtidig med at han afviser alle former for indblanden fra den russiske stat, åbner en flig for, at russiske individer måske har været medvirkende i det amerikanske valg i 2016.  Britiske UKIPs Nigel Farage synes nu også at være lagt under FBI-undersøgelse. Og Jeff Sessions synes på vej til at måtte indrømme, at han har haft ikke 2 men 3 møder med den russiske ambassadør – hvor han først under ed overfor Senatat bedyrede at han ikke havde haft nogen sådanne kontakter. Og det står klart, at den fyrede FBI-direkte James Comey vil vidne for Senatets undersøgelseskomité onsdag i næste uge. Det vil givet fylde forsiderne både op til og efter. Så disse historier kommer ikke bare til at forsvinde. Heller ikke ved at Trump får nye kommunikationsfolk. Der er faktisk kun den lange vej tilbage at lægge alle kort på bordet, og lade være med at forsøge at unddrage sig, som man ellers ret systematisk har gjort indtil nu.

The Guardian kan i dag fortælle, at de 22 republikanske senatorer, der står bag en opfordring til Trump om at trække USA ud af Paris-aftalen, tilsammen ved de tre seneste valg har modtaget 10 mio. $ i støtte fra fossile selskaber. Det passer perfekt med, at det er disse interesser, der i disse døgn søger kulminationen af mange års arbejde for at få sat en stopper for enhver form for amerikanske klimaindsats. Og det viser, at den største sårbarhed ved det amerikanske politiske system ikke er selve det konstitutionelle, men at systemet står pivåbent for, at penge og økonomiske interesser kan købe sig til en massiv indflydelse. Det har både medicinalindustrien, tobaksindustrien, de fossile selskaber og det militærindustrielle kompleks gennem årene i stor udtrækning gjort brug af. Og den gennemsnitlige amerikanske politiker er langt mere sponsorstyret end vi kender til det her i Danmark.

.
Herover kan man se Trumps tale i Rosenhaven i Det Hvide Hus i dag kl. 3 PM lokal tid. Han bliver først introduceret af Mike Pence. Trump selv træder ind på arenaen 2:55.

Trump endte med at trække USA ud af Paris-aftalen. Og det blev en lang smøre fra Trump om, hvor forfærdelig en aftale for USA, Paris-aftalen var, i en tale, der vil blive dissekeret på alle leder og kanter i de kommende døgn. Det var faktisk ganske hårdt at høre på. For hele grundudsynet er som Trumps under valgkampen, med USA i et sort hul, som kun han kan trække landet op ad, og med resten af verdens lande imod USA. Og der var usandheder, selvmodsigelser og manglende forståelse af den globale udfordring i stort set samtlige sætninger.

Trump fremlægger Paris-aftalen som grundlæggende uretfærdig overfor USA. Men han skulle bare vide, i hvor høj grad den er lavet, så den kunne passe til amerikanske forhold.

Trump lagde i hvert fald retorisk op til at ville genforhandle aftalen. Men det får han givet ikke de øvrige 194 lande med på. For det kan kun gå galt, hvis man genåbner en aftale, som det har taget 21 år at lave. Han kan trække USA ud, men han kan først officielt meddele dette 4. november 2019 og først med virkning tidligst fra 4. november 2020. Og i mellemtiden vil amerikanske miljøorganisationer og verdens øvrige lande for fuld kraft søge at holde USA op på de indgåede aftaler. Rebecca Leber skriver i sin reaktion på beslutningen på Mother Jones, at Trump ikke synes at gøre sig nogen forestillinger om, hvor store kræfter han med denne beslutning har vendt imod sig.

Trump selv synes at have foretrukket at forblive i Paris-aftalen, men samtidig gøre det klart, at man ville genforhandle. Men hans legal team (som desværre også var hans klimafornægtelsesteam), fandt, at der ville være mange sårbarheder ved at forblive (for eksempel indenlandske retssager fra miljøorganisationer), så det sikreste var at træde ud, for derefter at genindtræde på radikalt genforhandlede vilkår. Han kommer givet ikke til at kunne genforhandle det mindste – Frankrig Tyskland og Italien har allerede udsendt en fælles erklæring om, at dette ikke kommer til at ske. Men han havde ikke behøvet at trække USA ud for at lave en fornyet, mindre ambitiøs, national klimaplan, set i forhold til den, Obama stod bag. Men det synes meningsløst at søge genforhandling, hvis han samtidig trækker USA ud. Det vidner igen om, at hans stab ikke har gjort forarbejdet. For det var en misforståelse han gentog igennem hele sin valgkamp. Men misforståelser bliver ikke rigtigere af at blive gentaget ad nauseam. Tidligere leder af UNFCCC, Christiana Figueres, som var en af hovedskikkelserne i processen med at lande Paris-aftalen, siger efter Trumps tale, at det er foruroligende, at en mand der er præsident for verdens rigeste land kan stå frem og holde en tale med så mange totale misforståelse om klimapolitik i almindelighed og Paris-aftalen i særdeleshed.

Obama har fordømt udtrædelsen, John Kerry har fordømt udtrædelsen som “an ignorant, cynical appeal to an anti-science, special-interest faction far outside the mainstream.” Bill McKibben kalder det en “stupid and reckless decision”, Al Gore “reckless and indenfensable”, og Bernie Sanders en “international disgrace” og en “abdication of American leadership”. CNNs Fareed Zakaria istemmer, at USA hermed er ‘trådt tilbage’ som leder af den frie verden. “Elon Musk har meddelt, at han øjeblikkeligt bryder al videre samarbejde med Det Hvide Hus – for blot lige at nævne nogle få. Der er protestmarkeringer over alt, indenlands, verden rundt. Jeg vil i første omgang samle links til en række umiddelbare reaktioner. De mere seriøse refleksioner vil først bære på banen til weekenden.

“The nations that remain in the Paris Agreement will be the nations that reap the benefits in jobs and industries created,” siger Obama i et meget sjældent statement fra hans side efter at han har overdraget Det Hvide Hus til Trump: “I believe the United States of America should be at the front of the pack. But even in the absence of American leadership; even as this Administration joins a small handful of nations that reject the future; I’m confident that our states, cities, and businesses will step up and do even more to lead the way, and help protect for future generations the one planet we’ve got.”

Men med den Trump, man så tale her, kan man kun sige, at det måske er bedst, at USA holdes helt ude af Paris-aftalen og ikke gives nogen plads til genforhandling. For der er så mange gustne motiver, så megen potentiel svig, så meget Amerika Først og så lidt vilje til at finde løsninger inden for rammerne af en omstillingspolitik, at strategien fremover må være at indkapsle det mest muligt. Hvis en del af ‘prisen’ for at få USA med igen er, at alle skal forholde sig til ‘clean coal’, kan det være bedre at sætte USA i skammekrogen, indtil landet er kommet på bedre tanker.

Obamas fotograf Pete Souza har en vane med at lægge kommenterende billeder op på Twitter. Her er det Obamas underskrift af Paris-aftalen fra august 2016. Med lidt god vilje er der både hjerte og jordklode i hans signatur. Det var der ikke meget af i Trumps America First-tale i dag. 

Paradoksalt kan Trumps forrædderi overfor menneskeheden ende med at få resten af verden til at stå endnu stærkere sammen om at gøre den nødvendige klimaindsats, ligesom det sandsynligvis vil skabe en protestbølge i USA endnu større end de protester, der har skyllet ind over republikanerne i forbindelse med forsøgene på at nedbarbere Obamacare. Og med Trumps melden rent ud nu, må han regne med at have åbnet endnu en front i den resist-bevægelse, der har præget USA siden Trumps tiltræden. Og han må han forvente, at de virksomheder, byer og stater, der allerede nu er langt inde i omstillingsprocessen, blot føler sig ansporet til at fordoble indsatsen for at redde bare lidt af landets omdømme. Med Trump som så udtalt klimafornægtende præsident kan det blive både en konstruktiv protesthandling og et stykke nødvendig mentalhygiejne at skrotte benzinbilen, spare på energien og lægge solceller på taget.

I disse døgn har EU og Kina topmøde, og et lækket udkast til slut-communiqueet rummer udsagn som, at de to vil “significantly intensify their political, technical, economic and scientific cooperation on climate change and clean energy” (link til det fulde dokument her).

Og med Trump så klar i mælet, når det gælder, at verden ikke i de kommende år skulle forvente amerikanske bidrag til den klimafond, der med 100 mia $ om året fra 2020 skulle være med til at muliggøre klimaomstillingen også i verdens fattigste lande, så må vi hurtigt gentænke finansieringen, om det er en promilleafgift på flybilletter, transport eller økonomiske transaktioner. Det er muligt, og det skal kunne lade sig gøre uden om Trump og hans fossile hundehoveder.

.
Videoen herover blev lagt op fra Det Hvide Hus umiddelbart efter Trumps anti-klimaaftale-tale. Så nogen må have regnet med, at Trump ville ‘vælge’ at trækker USA ud af Paris-aftalen. Logikken i den blot et halvt minut lange video bygger på en række af de samme misopfattelser og falske modsætninger, der gør, at Trump & co. kan nå frem til en så katastrofal konklusion.  

.
Allerede dagen efter tog den franske regering til genmæle med en let redigeret udgave af Det Hvide Hus’ video. På den led har Macron klart markeret sig som én der til enhver tid vil stå op imod Trumpismen. Han har også et parlamentsvalg at skulle vinde inden længe, så han bruger i denne tid enhver lejlighed til at markere, at Frankrig som fødested for Paris-aftalen har en vigtig rolle i det verdenspolitiske spekter. Og han gør det så begavet, og med en sådan naturlig autoritet og selvfølgelighed, at man begynder at turde håbe på, at han vil få de mandater, der skal til at kunne realisere hans vision for Frankrig.

Update 02.06. – Det har for mig været så meget dagen derpå, at det har været svært at tage alle mulige reaktioner ind, og vigtigere at lade det synke ind, at klimafornægtelsen med Trumps venden ryggen til Paris-aftalen i den grad har stukket hovedet frem i USA. Det skete også, da USA trak sig ud af Kyoto-aftalen, men ikke så massivt, ikke så grimt, ikke så næsten dæmonisk formørket.

Det synes klart, at talen i store træk var skrevet af Steve Bannon, men det fratager ikke Trump ansvaret for at have valgt forkert, for det er ham der har skabt den uhellige alliance af destruktive kræfter, der nu omgiver ham. Han har haft mennesker i den nærmeste cirkel, der i månedsvis har søgt at tale ham fra det. Fra hele verden er der klart og utvetydigt markeret, at USA må forblive del af Paris-aftalen og tage sin del af den fælles klimaudfordring. Fra alle dele af det amerikanske samfund har der været protester. Selv blandt hans vælgere er der et flertal, der ønsker, at USA forbliver i Paris-aftalen. Så selvom der ofte tales om, at han valgte som han gjorde for at please sin base, sine kernevælgere, så gjorde han det endnu mere på grund af pres fra den fossile industri.

Climate Homes ugentlige nyhedsmail havde i dag overskriften: Paranoid, psychopatic Trump leaves planet. Og gid det var så vel, at han forlod os. Men vi hænger på ham en tid endnu. Karl Mathiesen skriver i mailen, at Trumps tale i går var den mørkeste og mest skingre siden Trumps tiltrædelse. Og en af dagens artikler på Climate Home gør det helt klart, at udtrædelsen ikke har med klimaet at gøre, men bunder i ønsket om at sælge mest muligt olie og gas. Det kan blive et så vigtigt et mål i sig selv, at man er villig til at ødelægge planeten.

Reaktionerne verden over har været mange og stærke, og Trump kan meget vel blive det, der fremprovokerede klimahandling. For det gode har der stort set kun været markeringer af opbakning til Paris-aftalen, at verdenssamfundet står sammen om aftalen og vil gøre deres del uanset Trump. Foreløbig er der ikke tegn på modsatte, at andre lande kunne føle sig tilskyndet til at følge i Trumps  fodspor. Men omvendt vil de fleste nok ikke råbe så højt som Trump derom.

Mange, deriblandt Christiana Figueres, har højlydt undret sig over, hvor mange basale misforståelser Trumps tale havde om, hvad Paris-aftalen er, og hvad USA har forpligtet sig til i den forbindelse. USA har ikke nogen bindende reduktionskrav, men kun et tilsagn, som er lavet af USA selv, og som man til enhver tid vil kunne ændre, selvom der er enighed om, at de helst skal ændres til et højere ambitionsniveau for at leve op til aftalens overordnede målsætning. Og selvom Trump under sin valgkampagne har fabuleret om, at han ville genforhandle Paris-aftalen, så kommer det ikke til at ske. For den fejler ikke noget, og den bliver ikke bedre af at få Trumps klimafornægter-logik inden for dørene. Men vi ser igen, at Trump ikke forbereder sig ordentligt, og ikke har de folk der kan gøre det – eller rettere, de planer, der ligger bag den tale han holdt, har ikke forud været drøftet med de klimaforhandlingsfolk, han stadig har.

En af de mere tankevækkende reaktioner kom fra den nyvalgte franske præsident Macron. Han holdt allerede sent i går en tale på engelsk, hvor han siger, at han respekterer afgørelsen, men finder den forkert, at klimaudfordringen er vores allesammens problem og kræver alles fælles indsats. Og han turnerer fiffigt Trumps Make ‘America great again’ til, at vi må ‘make the planet great again’. PÅ MSNBCs The Last Word bliver Macron med sin tale samme aften fremdraget som den frie verdens nye leder, mens Trump er hastigt på vej til at gøre USA ligegyldig. Macron lavede for nogle uger siden en anden tale på engelsk, hvor han inviterede alle de amerikanere – som vidste noget om at håndtere klimaudfordringen, men som stod overfor at miste deres job, hvis Trump, som han har lagt op til i budgettet, fik held med at slagte klima- og miljøindsatsen – til at komme til Frankrig. For der var brug for dem, brug for deres viden.

Update 03.06. – Californiens guvernør Jerry Brown synes stærkt opsat på, at Trump ikke får et ben til jorden, når det gælder obstruktionen af klimaindsatsen. Han har tidligere talt om, at Californien kunne tilslutte sig Paris-aftalen, hvis Trump gjorde alvor af sine planer om at trække USA ud. Det har han endnu ikke gjort, og uanset Trumps meddelelse i går er USA del af Paris-aftalen en rum tid fremover. Men Brown kunne bekræfte, at der var indledt konkrete drøftelser om et klimasamarbejde mellem Californien, Mexico og Canada. Og Brown siger uden omsvøb, at han vil arbejde målrettet på at amerikanske stater og virksomheder fortsætter og udbygger deres klimaindsats uanset Trumps klimaformørkelse.

Det er resistance på højt plan. Men det er også absurd, at Trump forsøger at bremse den vedvarende energirevolution for at genoplive en kulindustri, der i dag kun har omkring 70.000 minearbejdere, hvorimod der alene i USA er op imod en mio. beskæftiget med vedvarende energi. Hvis Trump virkelig ville skabe de vækstrater, han fabulerer om, er det ikke nogen løsning at prøve at spole tiden tilbage. Så er der ingen vej uden om at omfavne og stimulere omstillingen til vedvarende energi. Og så ville han ikke se USAs støtte til klimaindsatsen i de fattigste lande som tyveri, men som den stimulans, der ville skabe gang i den amerikanske teknologieksport, ligesom i sin tid Marshall-hjælpen på overfladen var en stor generøs gave fra USA. Men i virkelighedens verden kom rigdommen mangefold tilbage, samtidig med at det var med til at befæste USAs position i verden.

Et andet udslag af restistance på højt plan er, når den tidligere New York-borgmester Michael Bloomberg som respons på Trumps udtrækning af USA forpligter sig til at betale 15 mio. $ for at dække USAs andel af FNs klimasekretariat, for ikke at Trumps beslutning skal forsinke den videre proces omkring Paris-aftalen. Bloomberg er U.N. special envoy for cities and climate change, og ved pressekonferencen i den forbindelse sagde han, at USA ikke behøvede Washington for at kunne leve op til landets forpligtelser over for Paris-aftalen og at præsidenten ikke kunne hindre det. “The United States, through strong action from local leaders, businesses and investors, remains committed to fulfilling the Paris agreement.” Bloomberg siger fra Paris, hvor han har holdt møde med præsident Macron og Paris’ borgmester Hidalgo, at han har bedt præsident Macron om “to convey to other national leaders that the U.S., through strong action by local leaders, businesses, and investors, remains committed to fulfilling the Paris Agreement.”

Bloomberg siger samtidig, at hans Bloomberg Philanthropies vil påtage sig de løbende indberetninger til UNFCCC i forbindelse med USAs indberettede klimamålsætninger og vil søge at koordinere indsatsen mellem amerikanske byer og stater, således at USA stadig opfylder målene i den nu indgivne NDC (Nationally Determined Contribution) uanset Trumps beslutning om at trække USA ud af aftalen. Hermed får Bloomberg markeret, at Trump på ingen måde skal kunne regne med at kunne dæmme op for den amerikanske klimapolitik.

Et af Trumps tilbagevendende kritikpunkter overfor Paris-aftalen er, at den hæmmer den økonomiske vækst i USA og lægger urimelige byrder på den amerikanske økonomi. Uden at have fremlagt nogen egentlig plan derfor har Trump lovet at skabe en økonomiske vækst på mindst 3% (han synes selv at tro på, at blot fordi han har været en god ejendomsspekulant, så kan han fremtrylle den slags vækstrater på nationalt niveau), og han gør løbende grin med Obamas økonomi, uanset at Obama arvede en alvorlig krise og ganske begavet har fået rettet den amerikanske økonomi op dertil, at Trump har overtaget en særdeles velfungerende økonomi, hvis man ser bort fra, at Obama ikke har formået at mindske den uholdbart store ulighed i det amerikanske samfund (I parentes bemærket har Obama også haft et republikansk flertal at kæmpe med i de seneste 6 år, så hans rammer for at føre nogen mere visionær økonomisk politik har været ganske snærende). Men væksten har været lav, omkring 1%, hvilket synes at være det naturlige niveau for modne udviklede økonomier. Det paradoksale er her, at lige præcis i Californien, hvor man mest systematisk har forfulgt de økonomiske muligheder i en konsekvent klimapolitik, der har man haft USAs højeste vækstrate på 2,9%, ikke på trods af klimaindsatsen, men i kraft af den. Så Californien står som et lysende klart eksempel på, at Trumps greb om tingene er forkerte. Men Trump synes at leve i en forældet amatørøkonomisk boble, hvor banale (og ofte direkte forkerte) antagelser om, hvordan ting hænger sammen, ikke bliver korrigeret af embedsmænd og rådgivere, inden det bliver fremlagt som policy.

Foreløbig er der stater med i alt omkring en tredjedel af USAs befolkning og økonomi, der har forpligtet sig til at fortsætte, som om USA stadig var del af Paris-aftalen. Og der vil i den kommende tid være en del pres for at flere stater støtter op på dette niveau. På byniveau er der her få døgn efter Trumps meddelelse om udtrÆkning af Paris-aftalen allerede mere end 170 borgmestre, der har meldt ud, at de fortsat vil holde kursen. Og der vil i den kommende tid komme et betydeligt pres på at få flere byer med, både fra borgere, interesseorganisationer, virksomheder og andre byer. Ikke mindst blandt USAs virksomheder er der stor skuffelse og utilfredshed over Trumps beslutning i stort set alle brancher. Selv olie- og gas-industrien har overvejende været for, at USA forblev del af Paris-aftalen. Så det er nærmest kun kulbranchen, der slutter op om Trumps udtrækning. Og selv kulbranchen ved, at Trump sælger en falsk løsning – at uanset hvad Trump lover, så kommer der ikke bare fuld gang i kulminerne igen. Den tid er ovre. Trump må derfor regne med, at den amerikanske klimaindsats fortsætter i store dele af landet, uanset hvor hårdt han trækker i bremsen.

Det sagt ville omstillingen kunne fungere langt bedre, hvis centraladministrationen agerede proaktivt frem for at søge at sætte hindringer op. Og hvis man fra centralt hold ville omstillingen, så ville den infrastruktur-pakke, som Trump har varslet, indeholde dele af det smart-grid, der kunne muliggøre overgangen til 100% vedvarende energi frem for rørledninger og svækkede miljøkrav for at hjælpe kulindustrien. Så ville vi se højhastighedsjernbaner frem for motorveje og lufthavne. Så ville forskningen i lagringsteknologier og anden grøn teknologi blive stimuleret i stedet for at blive nedskåret til ukendelighed. Og så ville det være oplagt at stimulere de fattigste U-lande gennem klimafinansieringen og dermed skabe afsætning for amerikansk teknologi og know-how – i stedet for som nu, hvor Trump forsøger at løbe fra regningen.

Lederen af Rom-klubben, Ernst Ulrich von Weizsäcker, siger i dag, at klimasanktioner mod USA er en glimrende idé. Han ser Trumps udtræden som et selvskabt sår, som vil placere den amerikanske industri på den forkerte side af historien. I klimabevægelserne cirkulerer der allerede drøftelser, om man skal boykotte bestemte amerikanske varer. Detaljerne er endnu få. Men det kunne være rettet mod alle virksomheder, der ikke tager afstand fra Trumps klimafjendtlige politik.

Den tidligere leder af Greenpeace, Kumi Naidoo siger i en rundbordssamtale i Democracy Now, hvor han er med fra Sydafrika, at det umiddelbart er en katastrofe for sydlandene, hvor effekten af klimaforandringerne allerede er markante. Og hans message til det amerikanske folk er, at ‘vi’ (fra sydlandene) ikke vil dømme USA ud fra hvad en galning som Trump siger og gør, men ud fra hvad amerikanerne gør for at modsætte sig Trumps vanvid. Amerikanerne må etablere den størst mulige fredelige mobilisering af civil ulydighed. På den led kan Trumps forsøg på obstruktion af den globale klimaindsats vendes til en gigantisk nødvendig mobilisering. For Paris-aftalen var allerede en svag aftale – den må om noget strammes og styrkes. Europa gør heller ikke hvad det bør – eller kan. Men i den nuværende situation må også Europa tage sig sammen og være med til at lukke hullet efter Trumps svigt.

Jamie Henn fra 350.org skriver i The Guardian, at den bedste måde at imødegå Trumps afvisning af Paris-aftalen på er gennem divestment – at trække alle alle investeringer ud af de fossile selskaber.

Men lur mig om ikke der i nær fremtid kommer en køb anti-Trump-kampagne om så vidt muligt at undgå produkter fra virksomheder, der stadig bakker op om Trump og hans klimafjendske politik.

Update 04.06. – Siden Trumps hjemkomst har man kunne se hans nærmeste nærmest kappes om at male et rosenrødt billede af, hvor fantastisk Trump er, hvor målrettet og uegennyttigt, han arbejder og hvor tro mod sine valgløfter han er. Næsten som var det en lovprisning af lederen af Nordkorea. Problemet er blot, at der er smurt så tykt på, at ingen tager det for pålydende. Selv de mennesker, der fremfører det, lyder alt andet end overbeviste. Det er platpolitisk spin helt ude af trit med den virkelighed, man kan se, og lysår fra den Trump, man igen og igen hører om i bagdørsmeddelelser fra Det Hvide Hus, hvor han er tirrelig, indimellem næsten vredesblændet, råber efter både personale og TV-monitorer og generelt synes dybt uligevægtig. Han synes allerede her få måneder inde i sin embedsperiode at være hårdt medtaget af sin opgave, og det fremgår både af de mange sivende rapporter og af de seneste dages skønmalerier, at det er den massive dårlige omtale i pressen og det at ting ikke bare sker, selvom han udsteder en executive order, der for alvor går ham på.

Hvis ikke Trump selv havde været den brutale type han er, der for en god ordens skyld slår igen med mangedobbelt kraft, kunne omgivelserne måske have skruet lidt ned en tid. Men fordi han selv har været så bisset og har kørt tingene ud i absurditeternes overdrev, er mulighederne for den slags fintfølenhed for længst tabt.

Det er ikke kun om Trump, der pyntes på virkeligheden. Scott Pruitt har efter udtrækningen fra Paris været ude med notoriske løgne om, hvor meget Trump allerede har gjort for kulbranchen. Han har således inden for det seneste døgn gentaget samme helt rablende tal på flere TV-stationer. Det er sledes ikke bare en enkelt svipser, når han hævder, at kulindustrien siden Trumps tiltræden har fået 50.000 nye jobs, heraf alene i maj 7.000. Taget i betragtning at der ifølge den seneste officielle statistik fra Bureau of Labour Statistics er i alt 51.200 jobs i kulindustrien, er det klart, at han er på afveje. For der var mere end 1.200 minearbejdere da Trump tog over. Blot tilbage i 2012 var der ifølge samme statistik 86.000 ansatte, så der har klart været en markant tilbagegang. Og ingen, selv ikke Trump, kan ændre på, at den udvikling vil fortsætte. I den nuværende situation er ingen investorer  rede til at kaste sig ud i nye mineprojekter, så han kan højest forhale datoen for lukningen af USAs sidste kulmine med nogle få år.

Hvis man for et øjeblik spoler tilbage til valgkampens tidlige fase, så er det tankevækkende, at hvor Trump blot lovede, at alting ville blive bedre, hvis de stemte på ham – og kulminarbejderne åd det, fordi de havde brug for at have noget at håbe på. Da stillede Hillary på et tidspunkt langt uden for sin komfortzone i kulmineland og fremlagde en plan for, hvordan hun ville søge at give alle disse mennesker i kulland nye muligheder, for der var ikke nogen vej tilbage. Det blev taget hende meget ilde op – og hun fik rigtig megen negativ presse på hende konstatering af, at der ikke var nogen vej tilbage. Selvom russerne og nu ex FBI-direktør sidenhen gjorde deres til, at det ikke blev Hillary, der vandt, så lagde Hillary allerede her fundamentet til, at hun kunne tabe til Trump i Wisconsin, Michigan og Pennsylvania. For kulminearbejderne var ikke rede til at høre sandheden – så hellere nære en drøm om tilbagevenden til en tid, der aldrig kommer, hvor kulminearbejderne igen må slide deres røv i laser i minerne. Selvom Hillary havde en løsning for kulland, valgte man Trumps falske trut i trompeten.

Reaktionerne på Trumps udtrækning af Paris-aftalen er væltet ind. Og de er vel 98-99% negative. Selv Putin mente at det var unødvendigt drastisk, og at det var en dårlig ide is stedet for at justere inden for rammerne af det eksisterende, fordi det tog så lang tid at etablere den slags aftaler.  Men Trump synes ikke rigtigt at have fået trukket klart op, hvor voldsom fordømmelsen af hans tilbagetrækning ville blive, og hvor meget han ville stille sig uden for, nu i klub med Nicaragua og Syrien, de eneste andre lande, der ikke er med i Paris-aftalen (Nicaragua fordi den er for svag). På den baggrund er ikke noget at sige til, at hans nærmeste skruer ekstra op for den rosende omtale i disse dage.

The Guardian skriver i en leder i dag: “Whatever he thought he’d achieve by pulling out of the Paris agreement, he has ensured that America will be left behind in the race to combat global warming.” “The reaction to President Trump’s decision suggests that just as Brexit has made the rest of the EU come together, so support for the Paris agreement will be reinvigorated. From the immediate public condemnation of the move by Germany, France, Italy and China, and India’s reaffirmation of its commitment, to the Vatican’s description of it as a slap in the face for the pope, it may be that this will galvanise the rest of the world.”

Der er stadig ifølge The Guardians leder en chance for, at USA endte med ikke at trække sig ud. For den endelige udtrækning kan først ske i 2020. Spørgsmålet er, om ikke klimafornægtelsens boble til den tid forlængst er bristet. Og mon ikke Trump allerede ved næste G20-møde 7.-8. juli i Hamburg vil få massive opfordringer til at genoverveje beslutningen. Med Merkel som vært får han i hvert fald ikke lov til at glemme klimaudfordringen.

Her anden pinsedag bringer Washington Post en hel frisk opinionsundersøgelse, der viser, at 59% af amerikanerne er imod Trumps beslutning om at trække USA ud af Paris-aftalen, mens kun 28% er for. Det er mere end 2 mod 1. Og dagen har bragt to opsigelser i diplomatiet i protest over at bidrage til Trumps agenda. Den ene i London efter Trumps særdeles usmaglige udfald mod Londons borgmester. Den anden fra den fungerende ambassadør (indtil den nyudpegede kommer til Beijing). Han havde været stærkt involveret i den diplomatiske akse, der førte til den kinesisk-amerikanske samarbejdsakse omkring klimapolitikken, som var en af forudsætningerne for, at Paris-aftalen kunne blive virkelighed. Så han var så led ved at skulle viderebringe Trumps beslutning til kineserne, at han valgte at sige op efter 27 år.

Dette kort stammer fra en artikel i InsideClimate News, der søger at illustrere omfanget af civil ulydighed overfor Trumps udtrækning af Paris-aftalen. På statsplan er viljen til at fortsætte klimaindsatsen størst langs øst- og vestkysten, hvor betydelige dele af USAs befolkning bor. Men der er bysamfund tilsluttet fra langt de fleste af USAs 50 stater. Og begge Trumps hjembyer, Washington og New York, er stærkt opsatpå at fortsætte klimaindsatsen.

På hjemmesiden we are still in er der allerede mere end 1.000 virksomheder og institutioner, der har skrevet under på at ” to declare that we will continue to support climate action to meet the Paris Agreement.”

Epilog

Det er pinse, og man kunne ønske sig, at helligånden tog bolig i selv de sorteste sjæle som Pruitt, Bannon og Trump. Det giver samtidig en pause i den overvældende strøm af artikler og kommentarer, så jeg vil lukke dette indlæg her.

Måske Trumps videre skæbne vil blive beseglet allerede her i den kommende uge, hvor James Comey, nu forhenværende FBI-direktør, skal vidne for Senatets Intelligence Committee torsdag. Hvis, som det har fremgået af pressen, at han har detaljerede optegnelser fra samtaler med Trump, hvor Trump ved flere lejligheder (forgæves) har forsøgt at få ham til at standse undersøgelser af nære Trump-medarbejdere og af eventuelle sammenhænge mellem Trump-lejren og russiske interesser, hvorefter Trump fyrede Comey, så vil det være et klokkerent forsøg på obstruktion af rettens arbejde, som ifølge mange iagttagere uundgåeligt vil føre til Trumps impeachment.

Hvis Trump rider denne storm af, er der masser af andre under opsejling. Og selvom han formår at overleve, vil det sandsynligvis kræve ofringen af mand efter mand i en proces, hvor han vil stå stadig mere alene, og hvor hans muligheder for at få mere omfattende lovgivning gennemført vil svinde. Men han nåede at gøre sig til håndlanger for den fossile industris bestræbelser på at kuldsejle Paris-aftalen. Historiens bakspejl vil vide, om det blot blev afsæt for et nyt niveau af klimaindsatser, eller om det blev dér, klodens fremtidige levevilkår blev ofret for et forsøg på at genoplive kullenes æra.

Update 06.06. – Rex Tillerson fik ved en fem-timers lynvisit på New Zealand en forsmag på, hvad Trump har i vente, når han fremover vover sig til udlandet. For fra det øjeblik han landede til han tog af sted igen, blev han over alt mødt af protestskilte. En korrespondent for New York Times siger til The Guardian, at han aldrig har set så mange nedadvendte tommelfingre eller ‘skråt op’ midterfingre. Og trods den silende regn var flere hundrede fra klimabevægelsen 350.org klar til at unwelcome Tillerson foran New Zealands parliament. Demonstranterne kastede vandfyldte kondomer mod en Trump-gestalt, der blev båret rundt i gaderne til spot og spe, mens Greenpeace fra en nærtstående kran foldede et gigantisk banner ud med ordene” Climate Denial, huuge mistake, RESIST”.

Man kan så mene, at det var lidt ufortjent for Tillerson som en af dem, der har forsøgt at få Trump på bedre tanker. Men omvendt har Tillerson været central aktør i mange års amerikansk klimafornægtelse, der med Trump som kransekagefigur blot har fået en af de til dato mest absurde gestalter. Og Tillersons modstand mod Trumps intentioner har været ret så spagfærdig. Så han må betragtes som 100% medskyldig, når han ikke tager klarere afstand fra en beslutning, som retteligt var hans resort. Men lur mig, om ikke Tillersons forsagte skepsis overfor at trække USA ud af Paris-aftalen på et tidspunkt vil blive afsløret som værende en del af en playbook, hvor man udadtil fingerede en uenighed og en åbenhed over for at finde den bedste løsning, uanset at resultatet var givet på forhånd.

I samme udgave af The Guardian kan man læse en leder, der opfordrer Theresa May til at tilbagekalde invitationen til Trump efter hans seneste eskapader. Så Trump må opleve at være blevet noget, en indtil nu nær allieret må tage afstand fra for at klare sig i det britiske valgs slutfase.

Update 07.06. – I den tale, Trump holdt i Rosenhaven i forbindelse med proklameringen af udtrækningen af Paris-aftalen, sagde han, at han var præsident for Pittsburgh, not Paris. Men Pittsburgh stemte overvejende Hillary og ønsker i den grad at forblive del af Paris-aftalen, og nu er borgmestrene for Paris og Pittsburgh ved sammen at skrive en kronik om den nødvendige klimaindsats. Obama kritiserede ved en tale i Montreal i går kraftigt Trumps udtrækning, og sagde, at Parisaftalen stadig har en chance. Klimaindsatsen fortsatte på stats-, virksomheds- og byniveau, men Obama så frem til at USA igen påtog sig sit globale lederskab.

Staten Hawaii meddelte som den første, at man nu havde vedtaget ved lov, at Paris-aftalens klimamålsætninger var gældende for staten. “Hawai‘i is committed to environmental stewardship, and we look forward to working with other states to fight global climate change. Together, we can directly contribute to the global agenda of achieving a more resilient and sustainable island Earth,” sagde Hawaiis guvernør David Ige ved lovens underskrift.

Men alle venter på Comeys vidnesbyrd overfor Senatets retsudvalg i morgen, og det var en næsten nødvendig trykudløser, da Comeys syv sider lange forberedelse ud på dagen i dag blev gjort tilgængelige. De viser med al tydelighed, at Trump ved en række lejligheder har presset Comey til at give ham en uforbeholden loyalitetserklæring, og til at bremse undersøgelser af Mike Flynn og Trump-kampagnens bånd til Rusland. Og den kaotiske situation omkring Trump synes efter høringen i morgen kun at kunne blive endnu mere kaotisk.

Folkene omkring Trump har søgt at holde ham engageret i en lang række pligter den dag, så han ikke bare kan følge med og tweete derom. Men trods både hans kommunikationsfolks og forsvarsadvokaters tryglen om, at han undlader at tweete, skal der nok komme et par sure opstød under vejs. Fulgte Trump blot sin natur, ville han svare igen, nej slå igen uanset at han blamerer sig og stiller sig stadig dårligere i de retslige opgør om hans position som præsident, som fdag for dag rykker nærmere. Så det er svært at forestille sig, at han ikke vil prøve med en eller anden stor absurditet for ikke at overlade samtlige fredagsforsider til Comey.

Comeys indledende testimony kan downloades fra denne side.

Update 09.06. – Comeys vidnesbyrd blev så spektakulært, som det var forventet. Og selvom Trumps sagfører og nærmeste stab i døgnene inden havde søgt at etablere et forsvar, så er der ikke meget, der overlevede Comeys høring. Selvom det ikke blev sagt direkte, så er der meget, der tyder på, at mens Trump ikke personligt var genstand for undersøgelse fra FBIs side, mens Comey stadig var ansat, så er han efter fyringen blevet genstand for undersøgelser både for medviden om hans kampagnestabs samarbejde med russerne om at skade Hillarys kampagne mest muligt, og for forsøg på at obstruere igangværende undersøgelser.

Stadig synes republikanerne indstillet på at forsøge at dække over Trump, og i høringen, hvor Comey skiftevis blev udspurgt af republikanere og demokrater, kunne man se demokraterne gå efter problem-essensen, mens de fleste af de republikanske udspørgere brugte deres 7 minutter til at forsøge af miskreditere Comey og søge at geninddrage den gamle sag om Hillary Clintons mailserver  – hvilket faktisk overhovedet ikke lykkedes. Men ingen forsøgte sig med at miskreditere selve Comeys vidnesudsagn eller tvivle på det billede af Trump, som Comey lagde frem. For her vidste de forud, at de ikke havde nogen chance.

Den fejl gjorde Trumps forsvarer til gengæld efterfølgende: Gjorde det til et spørgsmål, om man troede mest på Trump eller på Comey.

Der kom nye detaljer på bordet, men først og fremmest må man sige, at Comey så at sige bekræftede det billede, som man over de seneste uger har kunnet stykke sammen af den detektivopgave, medierne har kastet sig over med stor fornøjelse – og dygtighed. For uanset at Trump blot kalder det heksejagt og fake news, så er det billede, medier som Washington Post og New York Times gradvist har fået stykket sammen af hændelsesforløbet, som i høj grad bygget op på anonyme kilder fra de involverede instanser, forbløffende tæt på den virkelighed Comey oprullede. Så dagen var også en understregning af, hvor vigtigt mediernes konstant optrævlende arbejde er i denne fase. Hvis ikke de havde været der, kunne Trump sandsynligvis være sluppet af sted med langt mere uden at være blevet stillet til ansvar.

Der var en lang række spørgsmål, hvor svaret fra Comeys side var, at det kunne han kun tale om i classified settings – dvs. i lukkede samlinger. Og umiddelbar efter den offentlige del, som var direkte TV-transmitteret og fulgt verden rundt, fortsatte Comey med at vide i en session for samme komite, hvor han kunne tale ud fra den forudsætning, at der var tavshedspligt. Her er der givet kommet langt mere saftige afsløringer på banen.

Endda fremstår der på baggrund af høringen en række meget velunderbyggede anklager fra Comeys side om, at Trump har løjet om en række situationer, og at Trump har misbrugt sin magt. Comey har omhyggeligt nedfældet alt under vejs, og har samtidig løbende fortalt sin ledelsesgruppe i FBI derom, så han har hele vejen igennem processen vidner på hans udsagn. Dette gør det endog meget vanskeligt at gendrive for Trump og hans forsvarer.

Selv Trump synes at have fattet alvoren – i hvert fald for en stund. For uanset at Comey kaldte ham og hans talspersoner for løgnere, tog han han ikke en eneste gang taget til genmæle via Twitter. Hans uvane med at kommentere alt og alle via Twitter har for eksempel gjort at domstolene har kunnet bremse hans travel ban – fordi han via sit sprogbrug på Twitter tydeliggør, at det det blot er et muslem ban (og dermed ukonstitutionelt). Så de seneste uger har han fra stadig flere sider fået det råd helt at lægge sine tweet-vaner på hylden.

Men det er tydeligvis ikke lykkedes for hans nærmeste at inddrage hans mobiltelefon. For allerede morgenen efter havde Trump igen hul på Twitter: “Despite so many false statements and lies, total and complete vindication…and WOW, Comey is a leaker!” Trump kommer dog til at diske op med noget helt anderledes substantielt, hvis han skal kunne skabe tvivl Comeys sammenhængende, velunderbyggede og fundamentalt troværdige vidnesbyrd. Kl. 7 morgen amerikansk tid kom næste tweet: “Great reporting by @foxandfriends and so many others. Thank you!” Midt i alle de problemer han har, og alle de problemer, han i virkeligheden burde tage sig af, har han tid til at give karakterer til de enkelte medier.

Senere på dagen gik Trump til fuldt modangreb mod Comey i forbindelse med en fælles pressekonference med Rumæniens præsident Klaus Iohannis i samme rosenhave, hvor Trump tidligere på ugen meddelte, at han ville trække USA ud af Paris-aftalen. Uden på nogen måde at levere sandsynlige detaljer var han blankt afvisende over for en lang række af Comeys centrale påstande og hævdede sig indforstået med under ed at vidne for den undersøgelseskomite, som er ved at blive etableret under ledelse af Robert Mueller.

Samtidig synes Trump og hans forsvarer at være i gang med et modangreb, hvor de vil hævde, at Comey uretmæssigt har lækket informationer, som de kalder privilledged communications – hvilket de ikke synes at kunne komme ret langt med. Men det synes umuligt for Trump ikke at slå igen, hårdt. Og han har alleree med hvad han har sagt og tweetet i løbet af dagen formået at gennemhulle centrale dele af hans juridiske rådgivers forsøg på at gendrive Comeys vidnesudsagn. Så Trump synes i disse dage godt i gang med at grave sin egen grav.

.
I disse Trump-tider har USAs TV-komikere en vigtig rolle i den mentale sundhed – og for at vi overhovedet kan forholde os til hvor absurd, hvor skingrende vanvittigt, hvor tragisk, hvor løgnagtigt og ikke mindst torskedumt, Trumps forehavende er. I videoindslaget herover kan man se John Oliver på “Last Week Tonight” gennemgå Trumps argumenter for at trække USA ud af Paris-aftalen. Som komiker kan han frit bevæge sig mellem det faktuelle, det karakterbrist-aflæsende, det konspirations-detekterende og det latterliggørende, som det er svært at gøre i en seriøs factchecking-analyse.

Update 15.06. – I går aftes kunne Washington Post som det første medie berette, at der nu er indledt undersøgelse mod Donald Trump for obstruction of justice, dvs. modarbejdelse af retsvæsenets arbejde. Det betyder udtrykkeligt ikke, at man vil ende med at dømme Trump for dette, endsige rejse en egentlig sag derom, men det kommer i forlængelse af Comeys vidnesudsagn og hans optegnelser af en serie samtaler og møde med Trump.

Disse oplysninger er blevet sivet blot et døgn efter at justitsminister Rosenstein og Det Hvide Hus var presset til at sige, at man ikke ville fyre den særlige undersøger, Robert Mueller, hvilket der ellers svirrede rygter om, at Trump havde i tankerne. I disse uger er der således ikke ret meget i Washington, der er hemmeligt ret længe ad gangen. Omvendt bliver der ikke bare lækket frit, men med en kadence, der til stadighed synes at stramme garnet om Trump & co., og som i dette tilfælde sikrer, at Trump og Rosenstein freder Mueller, før oplysningerne sives til pressen.

Sagen synes at være åbnet af FBI, men er umiddelbart efter blevet overdraget til Muellers særlige undersøgelseskomission.

Af en opfølgende artikel på Wall Street Journal fremgår det, at Trump ligesom han forsøgte det med Comey, har haft ringet til lederen af NSE og søgt at få ham til at stå frem og “rense” Trump for alle anklager. Trump kan teoretisk have lavet overtrædelser af linjen mellem Det Hvide Hus og det amerikanske retsapparat uden fuldt ud at være klar over, at hvad han gør er forkert – han synes at have en nærmest enevældig opfattelse af sin position som præsident. Men det siger noget om, hvor dårligt han er hjulpet – hans nærmeste rådgivere er alle ansat mere for deres loyalitet end for deres ekspertise og erfaring. Og det siger noget om, hvor dårlig og hvor utilbøjelig han er til at lære selv de helt grundlæggende vilkår for hans embedsførelse.

Men når han efter et møde i Det Hvide Hus sender alle andre uden for døren for at kunne tale under fire øjne med Comey, så er det fordi han ved, at han gør noget, han ikke burde gøre. Og han har i hele sin valgkamp anklaget Hillary Clinton for adskillige af de ting han nu til overmål selv har gjort. Så helt uvidende om, hvordan han burde opføre sig, er han ikke. Han har blot igennem årtier som ejendomsspekulant altid haft nogen til at rydde op efter sig, når han overtrådte, hvilket han igen og igen har gjort med største selvfølgelighed (han har flere tusinde retssager bag sig). Og han synes stadig at tro på, at han fifle sig videre på samme vis – hvilket sandsynligvis ender med at blive hans fald, selv hvis det viser sig, at det “kun” var folk i hans kampagne, som samarbejdede med russerne om at modarbejde Hillary.

I vanlig stil har Trump og Det Hvide Hus gennem deres respons, hvor problemet søges drejet til det forhold, at der bliver lækket oplysninger, formået utilsigtet at bekræfte oplysningerne i stedet for at fortie dem eller benægte dem. Så ja, Washington Post har ret, Trump er nu direkte involveret i den undersøgelse, der for et år siden startede med en undersøgelse af russisk indblanden i det amerikanske valg.

Samme Washington Post kan i dag berette, at Muellers særlige undersøgelseskomission også har indledt en undersøgelse af Trumps svigersøn Jared Kushner med fokus på hans forretningsaktiviteter. Meget tyder på at han har været i kontakt med russiske elementer for at skaffe finansiering til en renovering af en stor New York-ejendom. Og en del af prisen for overhovedet at få adgang til at kunne låne summer i den størrelsesorden, der er tale om, kunne her være politiske indrømmelser. Så pressens gravearbejde fortsætter med uformindsket styrke. Og der er tilsyneladende nok at grave i.

I dag kunne man opleve den lettere absurde situation, at Scott Pruitt ved en høring om det amerikanske miljøagøentur EPA plæderede for, at EPA sagtens kunne klare sig med det hårdt barberede budget, som Det Hvide Hus har fremlagt, hvori EPA den instans, der bliver hårdest ramt af budgetnedskæringer. Men hverken demokraterne eller republikanerne var indstillet på at acceptere så store nedskæringer, som der er lagt op til. Ppruitt måtte erfare, at også republikanek kongresmedlemmer var rasende over hans forsøg på at slagte miljøbeskyttelsen – de så den som vital for de enkelte staters velfærd. Slagtningen af miljøbeskyttelsen er dybt upopulær i den amerikanske befolkning, og det som republikansk politiker at lægge navn til disse nedskæringer kan meget vel vise sig at være politisk selvmord – samt at koste det republikanske flertal i begge kamre ved midtvejsvalgene i 2018.

Update 16.06. – Når man ser, hvordan Trumps opbakning i meningsmålingerne har været historisk lav i de første måneder, men ganske konstant, kunne man få det indtryk, at der var en hård kerne af Trump-vælgere på omkring 38-40% af den amerikanske befolkning, der støtter op om ham, uanset hvad han gør og ikke gør, siger og ikke fik sagt. Men i dag er der kommet en række nye målinger, der synes at vise, at denne bund er gennembrudt. I en ny approval-måling er hans tilslutning nu nede på 35%, og en måling af tilfredsheden med hans arbejde blandt republikanske vælgere er på bare en måned faldet med 17 procentpoint, fra 58% til 41%. Så nu er der et flertal i begge de store partier, der er utilfreds med Trump. Samtidig er der i næste uge ekstraordinært midtvejsvalg i Georgia i en forstadskreds til Atlanta, der normalt ville være sikkert republikansk territorium, men hvor de seneste målinger peger på, at den demokratiske kandidat Jon Ossoff vil vinde.

Dette vil være en næsten euforisk situation for demokraterne, for det vil gøre det sandsynligt, at de demokraterne kan genvinde flertallet både i Senatet og i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalgene i 2918. Omvendt vil det være et chok for republikanerne. Og mange vil føle sig tvunget ud i at tage afstand fra de i brede dele af befolkningen meget upopulære planer om at reducere sundhedsvæsenet – faktisk synes det sandsynligt, at mange vil tænke sig en ekstra gang om, før man vedtager ændringer, som over en årrække vil medføre, at 24 mio. amerikanere må opgive at have sundhedsforsikring.

Det hjælper ikke på det, at Trump endnu ikke præsteret noget konstruktivt, noget nyskabende. Hans præstationer indtil nu har i det store hele karakter af ødelæggelser af årtiers møjsommeligt opbyggede strukturer. Alt sammen for at det skal blive lettere for de rige og de driftige at tjene flere penge. Han er gået i infight med pressen og det juridiske system. Han har tonet rent flag som klimafornægter og miljøbrutalist. Han har stort set rodet i relationerne til samtlige USAs nærmeste allierede, og er hastigt på vej til at reducere USAs globale rolle. g her snart fire måneder inde i hans præsidentperiode synes det klart, at han ikke har meget greb om at lede en stor nation fra Det hvide Hus.

Spørgsmålet er herefter, om Trump er i stand til at lave den form for radikale forandringer i sin stab, der skal til for at vende en sådan udvikling. Kan han fyre sin chefstrateg Steve Bannon, som med sit ønske om at nedbryde statsmagten nok er det største enkelte problem? Kan Trump overhovedet foranlediges til at se sit arbejde som andet og mere end at gøre de nu 35% tilfredse? Har Trump evnen til at få friske kræfter om bord, der ved, hvordan man arbejder i Washington? Og hvis han fik det, ville han så kunne drage nytte af det? For som man ser det nu, har han faktisk på en række poster dygtige folk, hvis talenter blot slet ikke kommer i spil – blandt andet fordi Trump forsøger at holde kortene alt for tæt til kroppen. Og er situationen allerede kørt så langt ud ad tangenterne, at det bliver svært at finde de rigtige? Her snart fire måneder inde mangler han stadig at få besat et endog meget stort antal poster.

Og når man ser, hvad han gør i disse timer: langer ud efter sine nærmeste, skælder ud på pressen og taler om heksejagt, raser over FBI, tilsviner Obama, geninddrager Hillary Clintons retslige problemer, forsøger at delegitimisere den særlige undersøgelseskomission osv. er der ikke meget der tyder på at han evner at få orden i sit hus, Det Hvide Hus.

Update 21.06. – I går var der supplerende valg i to distrikter, hvor medlemmer af Repræsentanternes Hus har tiltrådt Trumps stab i Det Hvide Hus. Begge distrikter er traditionelt markant republikanske, så det lignede sikre genvalg for de republikanske kandidater. Men i Georgias 6. distrikt havde Jon Ossoff ført en så begavet kampagne, at meningsmålingerne længe stod lige. Fra demokraternes side var der derfor stærke forhåbninger om at kunne genvinde et sæde i Georgia. I løbet af valgnatten lignede det da også nærmest dødt løb. Men da den sidste stemme var talt op, var den republikanske kandidat Karen Handel foran med næsten 4%. Dette var væsentligt mindre end de 18%, som hendes forgænger valgt samme kreds med i efteråret. Så midt i frustrationen kan demokraterne trøste sig med, at de har indhentet 14%. Kan de holde samme tendens på landsplan ved midtvejsvalgene i 2018, så vil demokraterne genvinde flertallet i både Senatet og i Repræsentanternes Hus.

I 5. distrikt i South Carolina derimod var der ingen, der tiltænkte den demokratiske kandidat Archie Parnell nogen chancer. Hvor opgøret i Georgia var det hidtil dyreste af sin slags – de to kampagner har tilsammen kostet, så det udgør mere end 100 $ pr. vælger – da har Parnell klaret sig med et budget på omkring 2% af Ossoff. Endda har Parnell klaret sig forholdsvis bedre, og i et distrikt med en endnu mere markant republikansk profil endte han med at få blot 2% færre stemmer end sin modkandidat.

Med de to valg i går er alle fire ekstravalg til Repræsentanternes Hus gennemført. Og billedet har været det samme. De demokratiske kandidater har alle tabt, men har omvendt alle klaret sig markant bedre end ved valget i november. Selvom det umiddelbart er en skuffelse, at der ikke var demokratisk gevinst i mindst en af disse distrikter, giver de håb om at – og indikationer om hvordan – demokraterne kan vende billedet i 2018.

I går så man endnu en front åbne sig i kampen om den amerikanske klimaindsats. En af de centrale brikker i Obamas ganske brede vifte af indsatser til at mindske den samlede  amerikanske klimapåvirkninger, var en regulering af metanudledninger fra olie- og gasproduktion. Dels ville flaring – afbrænding af gas, hvor man primært går efter olien – ikke mere være acceptabel, dels blev der indført skærpede regler for, hvor tætte olieledninger skulle være for at undgå metanudslip i hele produktions- og transportkæden.

Her har EPA indledt en tilbagerulning efter en executive order fra Trump i marts. Det kan ikke blot ske vilkårligt, men kræver en begrundelse. Derfor har man iværksat et review af Obamas metan-regler. Et sådant kan tage måneder, måske år. Og EPA lagde op til, at de nye regler ikke skulle være gældende i review-fasen. Men nu har demokrater og miljøorganisationer åbnet sager ved domstolene med krav om at reglerne fastholdes, mens de er under revision. At Obamas reguleringer er virkeligheden indtil andet er vedtaget. Dette er ikke nogen langsigtet strategi, men en del af den resistance-kampagne, der i disse måneder optager store dele af USA, hvor den tilbagerulning og afmontering af mere eller mindre alle statslige reguleringer, som Trump har påbegyndt, forsinkes og modarbejdes mest muligt. Vel det man i ishockey kalder forechecking. Strategien synes på det psykologiske niveau at være nået dertil, at det billede, Trump har haft fremmanet af, hvordan han dag for dag ville skrælle overflødig lovgivning bort, har vist sig slet ikke at holde.

Her viser det sig faktisk, at systemet har en betydelig inerti, og selvom perspektiverne i trumpismen er dystre, er de konkrete forandringer stadig få og små.

De mange informationer om klimavidenskab og klimaforandringer, som tidligere lå på EPAs hjemmeside, er forlængst fjernet af Trump-administrationen. Men i maj tog byen Chicago som den første initiativ til at lægge disse sider op på byens hjemmeside. Og i dag de samme informationer lagt op på byhjemmeside nr. 14. Og der synes at være kommet hul på en kampagne for at få langt flere byer til på den måde at signalere afstand fra Trumps klimafornægtelse.

Update 27.06. – Det helt store tema i Washington lige nu er afviklingen af Obamacare og Medicare, de to centrale initiativer, hvormed Obama formåede at bringe sundhedsforsikring til 25 mio. flere amerikanere, men samtidig forbrugte en så stor del af sin politiske kapital, at han måtte opgive alt om at lave en egentlig klimalovgivning. Og da han endelig et stykke ind i sin anden periode tog hul på den del, havde han mistet sit flertal i begge kongressens kamre, så den klimalovgivning han kunne gennemføre, måtte blive et patchwork af direktiver og executive orders. Nu står republikanerne i den omvendte situation, at de ved at påtage sig at slagte Obamacare meget vel kan påkalde sig vælgernes vrede dertil, at de mister flertallet i både Senatet og i Repræsentanternes Hus. Selvom det ikke direkte handler om den amerikanske klimaindsats, vil forløbet af denne sag også blive stærkt definerende for Trumps og republikanernes råderum overfor at kunne gennemføre anden lovgivning, ligesom sundhedsproblematikken endte med at overskygge Obamas og demokraternes klimaindsats.

I dag måtte lederen af republikanerne i Senatet Mitch McConnell opgive at gennemføre afstemningen i denne uge, fordi der ikke er flertal for den. Det er så stor og tankevækkende historie, at jeg har taget hul på et særligt indlæg derom: Repeal and replace.

I går sluttede den årlige borgmesterkonference med et stærkt klimabudskab, at borgmestre fra 1.400 amerikanske byer ville accelerere klimaindsatsen og sigte med 100% vedvarende energiforsyning i 2035 og fremme overgangen til elektrisk dreven kæretøjer. Trump og Kongressen blev meget direkte opfordret til at bevare USA i Parisaftalen og til at bevare den Clean Power Plan, som stater og byer over hele USA var i fuld gang med at planlægge efter.

Foreløbig er det dog ‘kun’ omkring 200 byer, som er i gang med eller har formaliseret planer om 100% vedvarende energi. Når København i 2009 kunne blive verdensberømt på at lave en plan for CO2-neutralitet i 2025, så viser det, hvor hurtigt forandringen foregår kloden rundt.

På det akademiske niveau udspiller der sig i disse dage en regulær fejde, efter at en række energiforskere i en artikel i PNAS stillede spørgsmålstegn ved de beregninger, som Mark Z. Jakobson fra Stanford for nogle år siden udarbejdede for USAs overgang til 100% vedvarende energi. Man synes at ville sige, at 100% ikke er realistisk, at det måske var bedre at sigte mod 80% vedvarende energi (om så det skal være CCS på kul for resten af pengene er et andet spørgsmål).

Christopher T.M. Clark: Evaluation of a proposal for reliable low-cost grid power with 100% wind, water, and solar, PNAS vol 114 no. 26 pp. 6.722-27.

Et af de steder, Jacobson måske har været lidt vel hurtig, er hans brug af vandkraft. For hvor vandkraft i USA i dag leverer nogenlunde kontinuert, så bruger Jacobsson systematisk vandkraften til at udfylde hullerne i en fluktuerende forsyning fra vind og sol. Han regner således ikke med at kunne høste mere vandkraft, men han sætter så mange flere generatorer op, at man kan bruge den mere som hulopfyldning. Her fremfører kritikere med en vis ret, at det ikke bare er givet, at man kan lade vandet stige og falde på denne måde uden at få problemer med oversvømmeler og for kraftigt skiftende vandstande både ovenfor og nedefor dæmningerne.

Men prisen på batteriteknologi er i dag inde i samme stærkt faldende priskurve, som solenergien, så måske vi ikke behøver så radikal en brug af vandkraften. Og så er det jo noget dramatisk trukket op i den nyligt fremlagte artikel, for den norske og svenske vandkraft fungerer jo i stor udstrækning præcist som Jacobson forestiller sig det. Og hvis man (hvad han ikke gør) forestillede sig, at man inddrog den canadiske vandkraft i det samlede energisystem. Så er de canadiske vandressourcer så enorme, at de i dag genererer langt den overvejende del af den canadiske energiforsyning. Her ville et par højspændingskabler sydpå give langt mere mening i klimaindsatsen end Keystone XL ved at give USA adgang til en markant større batterikapacitet.

Og hvis vi i løbet af nogle år får udviklet CO₂-opsamlingsteknologier, så vil de på den ene eller den anden måde kræve energi for at blive drevet. Og man kunne her forestille sig, at man kalibrerede fremtidens energisystem, så det var mere rigeligt, og at overskuddet når det var der blev brugt til at trække CO₂ ud af atmosfæren.

Jacobson har allerede i PNAS en lille gendrivelse, hvori han nærmest hævder, at hans model er perfekt – og at det sagtens kan lade sig gøre. Men mon ikke vi her inden så længe ser en mere samlet tilbagevisning fra hans side.

Det er lidt samme historie som vi ser i Europa, hvor der igen og igen bliver stillet spørgsmålstegn ved, hvor meget sol- og vindenergi man kan have i en energiforsyning, før den bliver ustabil (og risikere at give black-outs). Jeg husker stadig i dagene for Middelgrundens Vindmølleparks tilblivelse, at grænsen blev sat ved både 10% og 20% – resten skulle være noget, man kunne skrue op og ned for efter forgodtbefindende. I dag har vi nået 50% vindandel i Danmark, og man kan høre de mennesker, der er ansvarlig for driften af energiforsyningen sige, at de med det distributionsnet, vi har i dag, vil kunne klare en andel af vedvarende på helt op til 80%. I sådanne systemer bliver for eksempel atomkraftværker, der ellers er den ultimative base load-enhed, problematiske, fordi de lige præcis leverer strøm uafladeligt dag og nat, selvom vi bruger langt mere om dagen end om natten. Så vi har brug for flex load, ikke base load.

Udformningen af fremtidens energisystem er en meget vigtig diskussion, som USA havde været godt i gang med også på føderalt niveau, hvis ikke Trump var kommet på tværs. Men jeg håber at Jacobson tager handsken op på lødig vis, for der er brug for at få taget den diskussion og så få

Man så op til COP21 det franske energiministerium udarbejde et scenario for 100% vedvarende energiforsyning. Her var det meget overraskende, at det helt frem til 97% var billigere end hvis man fastholdt A-kraften, og selv med 100% nærmest ikke var målbart dyrere. Solcelleentusiaster indvendte, at med den udvikling, solcelleteknologien er inde i, ville solcellestrømmen få årtier fremme være billigere end foreskrevet, og at den billigere solcellestrøm ville gøre den rent vedvarende løsning billigere. I dette scenario var lagermekanismen en gas, der blev genereret af overskudsenergien og kunne afbrændes klimaneutralt, når der bar brug for det.

Update 29.06. – Energiselskabet Southern indstillede i går det videre arbejde med et stort kraftværk i Kemper County, Mississippi, der ellers med massiv støtte fra forbrugerne har drevet forsøg med CCS-teknologi, der kunne trække CO₂ ud af forbrændingsprocessen fra gas og kul – og dermed potentielt gøre disse fossile brændstoffer relevante selv i en tid, hvor vi står overfor helt at måtte udfase brugen af dem.

Southerns beslutning kommer på baggrund af, at man nu har haft gang i kuldelen af Kemper-værket i 200 dage uden at det er lykkedes at få CO2-opsamlingen til at fungere. Den benyttede teknologi har været kendt og anvendt i minde skala siden 1960erne, og udfordringen ved Kemper-værket synes at være uoverstigelige vanskeligheder med at få processen til at fungere i stor skala.

Kemper-værket har til dato kostet 7,5 mia. $ og har i de seneste tre år fungeret som gas-kraftværk. Men Southern har nu indstillet al videre arbejde på at få kuldelen af kraftværket færdiggjort. Meddelelsen om at Southern opgiver de videre forsøg med at tilbageholde CO2-udledningerne forbundet med kulafbrænding kommer på et ganske ganske ubelejligt tidspunkt, præcist i den uge, som Trump-administrationen har erklæret som energy week. Trump selv har i sin usammenhængende klima- og energipolitik talt en del om clean coal, hvor selvmodsigende det begreb så måtte være. Det har været en af de størrelser, han (på vegne af den fossile industri) ville pushe i et forsøg på at lave en ‘bedre’ Paris-aftale.

I forvejen er kulkraften i USA alvorligt på hælene, og den har vanskeligt ved at konkurrere prismæssigt med naturgassen og den vedvarende energi. Så hvis kulafbrændingen oveni skal bære en omkostningstung CCS-teknologi, hænger økonomien slet ikke sammen. Derfor er det et åbent spørgsmål, om en clean coal-tekonlogi – hvis det en dag skulle lykkes at udvikle en sådan –  nogensinde ville blive taget i anvendelse. Det ville i det mindste kræve en solid pris på CO₂-udledninger, som man i givet fald ville kunne spare.

Update 15.07. – Det amerikanske militær er ifølge den amerikanske forsvarslovgivning pålagt at have 20-års fremskrivninger af klimaudviklingen som et vigtigt del af grundlaget for udviklingen af strategier. Men dette søgte republikanske Rick Perry imidlertid at forhindre gennem et tillæg til forsvarslovgivningen. I en lille men symbolsk vigtig sejr for klimaet blev Perrys forslag nedstemt i Repræsentanternes Hus. 46 republikanere stemte imod Perrys forslag, hvilket var tilstrækkeligt til at det faldt.

Update 16.07. – Trump er nu vendt tilbage fra sit besøg i Frankrig. Frankrigs nye præsident Emmanuel Macron siger i et efterfølgende interview med Journal du Dimanche, at han havde presset betydeligt på for at få USA tilbage i Paris-aftalen, at Trump havde lyttet, og at de havde talt konstruktivt om at finde veje dertil. Trump havde overfor Macron givet udtryk for, at han ville overveje, hvad der skulle til for at USA kunne genindtræde. “He said he would try to find a solution in the coming months. We spoke in detail about what could allow him to return to the Paris deal,” siger Macron ifølge AP til Journal du Dimanche.

“Something could happen with respect to the Paris accords, let’s see what happens,” sagde Trump ved en fælles pressekonference med Macron tidligere på ugen. “If it happens, that will be wonderful, and if it doesn’t, that’ll be OK too.”

Det ville for Trump være en sikker måde at sikre sig lidt international goodwill efter at han rekordhurtigt har formået at sætte USAs gode image under Obama over styr. 

Det er prisværdigt, at Macron på den led ikke bare som de fleste dukker sig overfor Trump, men går direkte ind i løvens gab og uden at vige på de vitale punkter tilbyder en internationalt set ellers meget ensom Trump et venskab. Men om Trump kun taler Macon efter munden og er tilbage i hardcore klimafornægtelse, når han igen er i samme rum som Bannon og Pruitt, må tiden vise. Og spørgsmålet er, hvor godt det er at få USA tilbage i Paris-aftalen, hvis prisen viser sig at være ikke bare gas som bridge fuel, men mere accept af kulafbrændingen – eller at CCS-teknologier, i en tid, hvor de vedvarende løsninger ligger stadig mere lige for, får en mere central placering i den globale klimastrategi blot for at den fossile afbrænding kan fortsætte nogle få år mere.

Richard Branson fra Virgin, som forlod Trumps kreds af top-forretningsrådgivere efter at Trump trak USA ud af Paris-aftalen, sagde ved et arrangement i Brooklyn fredag, at Trump gjorde som han gjorde på trods af anbefalinger om det modsatte fra stort set hele det amerikanske erhvervsliv, og at han synes at have fortrudt sin beslutning oven på de mange negative reaktioner derpå. Branson opfordrede direkte Trump til at få afviklet brugen af kul hurtigst muligt.

Det er præcist det der skal til, men i disse tider er det de færreste, der italesætter problemerne så direkte over for Trump.

I Californien kunne man se det i de senere år ganske usædvanlige, at republikanske stemmer var med til at vedtage en udvidelse af statens kvotesystem, som frem til 2030 vil være med til at sikre en reduktion i de californiske udledninger på 40% over 1990-niveau. Californien har således stadfæstet sin rolle som lokomotiv og udstillingsvindue for resten af USA. Samtidig med at man har markant skarpere klimakrav end resten af USA har Californien formået at holde en økonomisk vækstrate, som er væsentligt højere end det øvrige USAs. Trump holder konstant klima- og miljøhensyn op mod økonomisk udvikling og vælger økonomi over klima og miljø, hver gang han øjner en modsætning. Californien demonstrerer med al tydelighed, at de ikke er hinandens modsætninger, men kan gå hånd i hånd og på bare lidt længere sig er hinandens forudsætninger.

Joe Romm: Al Gore on Trump: ‘Despair is just another form of denial’, ThinkProgress 25.07.2017.

Marianne Lavelle: Is a Conservative Climate Movement Heating Up? InsideClimate News 25.07.2017.

Samantha Page: EPA is asking a climate denier think tank for help recruiting its ‘red team’, ThinkProgress 25.07.2017.

Joe Romm: Energy efficiency is a huge money saver — but the Trump administration is against it, ThinkProgress 24.07.2017.

Timothy Cama: Trump administration seeks to repeal Obama fracking rule, The Hill 24.07.2017.

Sabrina Shankman: 8 Senators Call for Probe of ‘Arbitrary’ Reassignment of Federal Scientists, InsideClimate News 25.07.2017.

John H. Cushman Jr.: Like Exxon, Utilities Knew about Climate Change Risks Decades Ago, InsideClimate News 25.07.2017.

Timothy Cama: GOP Science chairman extolls ‘benefits’ of climate change, The Hill 24.07.2017.

Devin Henry: States sue EPA over chemical safety rule delay, The Hill 24.07.2017.

Timothy Cama: Trump to tap coal lobbyist, industry attorney for top EPA posts, The Hill 21.07.2017.

Samantha Page: Anthony Scaramucci called climate science ‘irrefutable’ before he worked for Trump, ThinkProgress 21.07.2017.

Devin Henry: Liberal group files lobbying complaint against Pruitt, The Hill 21.07.2017.

Mark Hand: Repeal of Obama-era environmental rules dominates Trump’s regulatory agenda, ThinkProgress 20.07.2017.

Ben Kamisar: Gore: Trump prompting ‘biggest upsurge’ of climate activism ever, The Hill 20.07.2017.

Joe Romm: Al Gore’s ‘An Inconvenient Sequel’ is arriving just when we need it, ThinkProgress 20.07.2017.

Timothy Cama: White House details plan to roll back environmental regs, The Hill 20.07.2017.

Joe Romm: Macron’s delusion about bringing Trump back into the Paris climate agreement, ThinkProgress 18.07.2017.

Aida Chavez: Al Gore: ‘I was wrong’ on Trump, The Hill 18.07.2017.

Jack Jenkins: Nuns are suing to stop a pipeline – because they believe the earth is sacred, ThinkProgress 18.07.2017.

Natasha Geiling: Former NASA scientist releases new paper supporting youth climate case against Trump, ThinkProgress 18.07.2017.

Melanie Mason & Chris megerian: California Legislature extends state’s cap-and-trade program in rare bipartisan effort to address climate change, Los Angeles Times 17.07.2017.

Rebecca Leber: Did Trump’s EPA Chief Just Say His Mission Is to Dismantle the Agency? Mother Jones 17.07.2017.

Lindsey Gilpin: Indigenous People Plan to Honor a Treaty that Trump Won’t, Mother Jones 17.07.2017.

Maya Oppenheim: Donald Trump regrets ‘bizarre mistake’ of Paris climate withdrawal, Richard Branson claims, The Independent 16.07.2017.

Rebecca Savaransky: After discussion, Macron says Trump ‘understood’ importance of Paris climate deal, The Hill 16.07.2017.

Mark Hand: 46 Republicans buck party to help Democrats take down anti-climate action amendment, Think Progress 14.07.2017.

Richard Lough & Ayesha Rascoe: Trump says ‘something could happen’ on climate accord, Reuters 16.07.2017.

Emily Atkin: The End Goal of Trump’s War on Science, New Republic 04.07.2017.

Coral Davenport & Eric Lipton: How G.O.P. Leaders Came to View Climate Change as Fake Science, New York Times 03.07.2017.

Lisa Friedman: Court Blocks E.P.A. Effort to Suspend Obama-Era Methane Rule, New York Times 03.07.2017.

Devin Henry: Energy Department to reconsider Obama energy efficiency rule, The Hill 03.07.2017.

Joseph Stiglitz: Tell Donald Trump: the Paris climate deal is very good for America, The Guardian 03.07.2017.

Timothy Cama: Court rejects Trump’s delay of EPA drilling pollution rule, The Hill 03.07.2017.

Court rejects EPA’s attempt to halt Obama-era methane rule, (Reuters) The Guardian 03.07.2017.

Brandon Carter: Stephen Hawking: Trump pulling out of Paris Agreement ‘could push Earth over the brink’, The Hill 02.07.2017.

Coral Davenport: Counseled by Industry, Not Staff, E.P.A. Chief Is Off to a Blazing Start, New York Times 01.07.2017.

Brandon Carter: Science division of White House office no longer staffed: report, The Hill 30.06.2017.

Arthur Neslen: Germany ‘massively weakened’ draft G20 climate plan to appease Trump, Climate Home 29.06.2017.

Josh Voohees: EPA Chief Scott Pruitt Wants to Enlist a “Red Team” to Sow Doubts About Climate Change, Slate 30.06.2017.

Elizabeth Kolbert: The E.P.A.’s Dangerous Anti-Regulatory Policies, The New Yorker 30.06.2017.

Leslie Kaufmann: New York, Massachusetts Move on Energy Storage Targets, InsideClimate News 30.06.2017.

Ben Mathis-Liley: Kushner Reportedly Used Threat of Enquirer Story to Solicit Apology From Morning Joe to Trump, Slate 30.06.2017.

Timothy Cama: EPA head launching initiative to ‘critique’ climate science, The Hill 30.06.2017.

Kaeli Subberwal: Angela Merkel Vows G20 Won’t Bow To Trump On Climate Change, Huffington Post 30.06.2017.

Mika Brzezinski & Joe Scarborough: Donald Trump is not well, Washington Post 30.06.2017.

Christopher Mele: ‘Morning Joe’ Hosts and Trump Bring National Enquirer Into Their Feud, New York Times 30.06.2017.

Robinson Meyer: The American South Will Bear the Worst of Climate Change’s Costs, The Atlantic 29.06.2017.

Neela Banerjee: Trial Date Set for Children’s Climate Lawsuit Against U.S. Government, InsideClimate News 29.06.2017.

Melissa Eddy: Angela Merkel Sets Collision Course With Trump Ahead of G-20, New York Times 29.06.2017.

Max Bergmann: Present at the Destruction: How Rex Tillerson Is Wrecking the State Department, Politico 29.06.2017.

Marianne Lavelle & Juhn H. Cushman Jr.: Trump’s ‘Energy Dominance’ Push Ignores Some Important Realities, InsideClimate News 29.06.2017.

Rebekah Entralgo: In surprising rebuke to Trump, GOP committee votes to repeal authorization for use of military force, Think Progress 29.06.2017.

Devin Henry: Coal, nuclear vie for supremacy in key Energy Department study, The Hill 29.06.2017.

Steven Mufson: This isn’t the ‘clean coal’ news Trump wanted during ‘energy week’, Washington Post 28.06.2017.

Dylan Lovan: EPA to consider impact on jobs, despite appeals court ruling, AP 29.06.2017.

Conor Friederdorf: GE CEO Criticizes President Trump on China and the Paris Accords, The Atlantic 28.06.2017.

Eliza Griswold: The Future of Coal Country, The New Yorker (magasin 3. juli) 28.06.2017.

Nicholas Kusnetz: House Republicans OK Measure Asking Military to Study Climate Change, InsideClimate News 28.06.2017.

John Dawsey, Eliana Johnson & Alex Isenstadt: Tillerson blows up at top White House aide, Politico 28.06.2017.

Georgina Gustin: Half a Loaf: Lawmakers Vote to Keep Some Energy Funds Trump Would Cut, InsideClimate News 28.06.2017.

Timothy Cama: EPA moves to repeal Obama water rule, The Hill 27.06.2017.

Devin Henry: House energy bill spends $3.6B more than Trump budget, The Hill 27.06.2017.

Inae Oh: Trump’s Favorable Ratings Abroad Are Even Worse Than at Home, Mother Jones 27.06.2017.

Dominique Mosbergen: More than 1,000 American Mayors Sent Donald Trump One Helluva Message, Mother Jones 27.06.2017.

Timothy Cama: EPA head faces skeptical senators on budget cuts, The Hill 27.06.2017.

Devin Henry: House committee approves coal country bill, The Hill 27.06.2017.

Nicholas Kusnetz: U.S. Mayors Back 100% Renewable Energy, Vow to Fill Climate Leadership Void, InsideClimate News 26.06.2017.

Timothy Cama: Poll: Voters want US to seek new climate pact to replace Paris, The Hill 26.06.2017.

Jim Hightower: Trump’s Cabinet of sycophants won’t admit his job performance is terrible, Salon 24.06.2017.

Daniel Politi: Trump Appears to Acknowledge Russia Meddled in Election – but Blames Obama, Slate 24.06.2017.

Nick Thieme: Pruitt Is Paving the Way for an Industry-Led EPA, Slate 23.06.2017.

Andrew Sullivan: The Perverse Presidency of Donald Trump, New York Magazine 23.06.2017.

David Frum: What Happens When a Presidency Loses Its Legitimacy? The Atlantic 23.06.2017.

Joe Romm: Rick Perry loses his cool when confronted by Sen. Franken on climate science, Think Progress 23.06.2017.

Rebecca Leber: Dozens of EPA Staffers Weigh In on the Damage Trump Has Inflicted, Mother Jones 22.06.2017.

Emily Holden: Energy CEOs tell Pruitt they want carbon regulation, E&E News 22.06.2017.

Seth Borenstein & Nick Perry: Experts: US exiting climate pact may doom some small islands, AP 22.06.2017.

Phil McKenna: EPA’s Methane Estimates for Oil and Gas Sector Under Investigation, InsideClimate News 22.06.2017.

Matt Zapotosky & Karoun Demirjian: Homeland Security official: Russian government actors tried to hack election systems in 21 states, Washington Post 21.06.2017.

Bill Scher: How Archie Parnell Ran the Best Democratic Campaign of 2017, Politico 21.06.2017.

Alvin Chang: 4 charts showing Democrats are gaining a lot of ground, Vox 21.06.2017.

Devin Henry: Trump regulators trigger pollution fight, The Hill 20.06.2017.

Devin Henry: Dems, greens press Trump administration on methane rewrites, The Hill 20.06.2017.

Marianne Lavelle: Perry Touts ‘24-7’ Power, Oil Pipelines as Key to Energy Security, InsideClimate News 20.06.2017.

Frank Bruni: After Georgia Election, Democrats Are Demoralized, Again, New York Times 20.06.2017.

Austin Wright: Cummings: Flynn didn’t disclose foreign contacts on security clearance form, Politico 19.06.2017.

Devin Henry: Overnight Energy: Perry questions role of carbon dioxide in climate change, The Hill 19.06.2017.

Marianne Lavelle: Rick Perry Denies Climate Change Role of CO₂, InsideClimate News 19.06.2017.

Gabriel Debenedetti: Democrats sweat the details in Georgia special election, Politico 19.06.2017.

Robin Emmott & Alissa de Carbonnel: EU says deepening ties with climate pact members after U.S. withdraws, Reuters 19.06.2017.

Alex Guillén: The radical idea behind Trump’s EPA rollbacks, Politico 18.06.2017.

John Dawsey & Seung Min Kim: Democrats use Trump ‘mean’ comment to tar GOP, Politico 18.06.2017.

Robert Kuttner: What Will It Take To Dump Trump? Huffington Post 18.06.2017.

Mariana Mazzucato: Trump’s infrastructure plan is a pillar of his agenda. It also isn’t very smart, The Guardian 18.06.2017.

Rebecca Solnit: Victories against Trump are mounting. Here’s how we deal the final blow, The Guardian 18.06.2017.

Dan Balz: Trump’s contradictory coalition roils elections in Virginia, Georgia, Washington Post 17.06.2017.

Lisa Rein & Abby Philip: Help wanted: Why Republicans won’t work for the Trump administration, Washington Post 17.06.2017.

Alexandra Rosenmann: Five times EPA head Scott Pruitt was completely blindsided during his House Budget Hearing, Salon 16.06.2017.

John Cassidy: A Cornered Donald Trump Lashes Out, The New Yorker 16.06.2017.

Brian Beutler: The Desperate Spin of a Spiraling Presidency, New Republic 16.06.2017.

Timothy Cama: EPA head met with multiple energy execs in his first weeks, The Hill 16.06.2017.

Julie Carrie Wong: Donald Trump releases financial disclosure about his business assets, The Guardian 16.06.2017.

Ryan Lizza: Why Trump Attacked His Own Deputy Attorney General, The New Yorker 16.06.2017.

Heather Digby Parton: Team Trump goes after Robert Mueller: Our national crisis enters a decisive phase, Salon 16.06.2017.

Andy Kroll: How a Crew of Hardliners Hijacked Donald Trump’s Cuba Policy, Mother Jones 16.06.2017.

David Remnick: Who in the White House Will Turn Against Donald Trump? The New Yorker 16.06.2017.

Andy Kroll: The $2 Billion Powerhouse Behind Jon Ossoff, Mother Jones july-august (16.06.) 2017.

Leslie Kaufman: As Solar and Wind Prices Fall, Coal’s Future is Fading Fast, BNEF Says, InsideClimate News 15.06.2017.

Perry Bacon Jr.: Why The GOP Is So Hell-Bent On Passing An Unpopular Health Care Bill, TiveThiryEight 15.06.2017.

Emily Atkin: Climate-Change Deniers Aren’t Tired of Winning Yet, New Republic 15.06.2017.

Stephanie Kirchgaessner: Lobbyist for Russian interests says he attended dinners hosted by Sessions, The Guardian 15.06.2017.

Jeremy Venok: Do the Two New Lawsuits Against Trump Have Any Shot at Success? The Atlantic 15.06.2017.

Rebecca Leber: These Republicans Are Pretty Upset About Trump’s EPA Budget, Mother Jones 15.06.2017.

Devin Henrry: Energy Department aims to close international clean energy office, The Hill 15.06.2017.

Timothy Cama: Trump’s EPA budget cuts hit strong opposition at House panel, The Hill 15.06.2017.

Brady Dennis: EPA head defends White House’s plan for massive cuts to his agency, Washington Post 15.06.2017.

Sari Horowitz, Matt Zapotoosky & Adam Entous: Special counsel is investigating Jared Kushner’s business dealings, Washington Post 15.06.2017.

Marianne Lavelle: Congress to Pruitt: We’re Not Cutting EPA Budget to Trump’s Levels, InsideClimate News 15.06.2017.

Marianne Lavelle: Judge Orders Dakota Access Pipeline Review, Citing Environmental Justice, InsideClimate News 15.06.2017.

Callum Borchers: Thanks for confirming the obstruction investigation, Mr. President, Washington Post 15.06.2017.

Jennifer Rubin: The criminal investigation of Trump puts his presidency in peril, Washington Post 15.06.2017.

Brian Kahn: A GOP Congressman Is Forging Ahead on Climate Action, Climate Central 14.06.2017.

Georginia Gustin: U.S. Power Plant Emissions Fall to Near 1990 Levels, Decoupling from GDP Growth, InsideClimate News 14.06.2017.

$100M wind project suspended following Tennessee moratorium, (AP) Knoxville News Sentinel 14.06.2017.

# Janet Reitman: Rachel Maddow: The Rolling Stone Interview, Rolling Stone 14.06.2017.

Devin Henry: Wind, solar produce 10 percent of US electricity for first time, The Hill 14.06.2017.

# Alexis C. Madrigal: Obama’s Energy Secretary Defends His Legacy Against Trump, The Atlantic 14.06.2017.

John Bowden: Tillerson asks for ‘flexibility’ in Russian sanctions, The Hill 14.06.2017.

Mary Pilon: Life at Trump Pavilion, New Republic 14.06.2017.

Elliot Hannon: Trump Reportedly Calls House GOP Health Care Plan “Mean,” Urges Senators to Be “More Generous”, Slate 14.06.2017.

Timothy Cama: Wind power group’s new ad campaign aims to win over Trump, The Hill 14.06.2017.

Brooke Seipel: Nearly 200 Democrats sue Trump citing emoulments clause violation, The Hill 14.06.2017.

Mark Joseph Stern: Jeff Sessions Just Admitted That He Violated His Recusal Pledge, Slate 14.06.2017.

David Smith: ‘Nervous’ Jeff Sessions’ attempt at Trump-like bravado falls flat, The Guardian 14.06.2017.

Darren Samuelsohn: 6 explosive moments that could still come in Russia probe, The Hill 14.06.2017.

David Margolick: Where Trump Learned to Love Ritualized Flattery, The New Yorker 13.06.2017.

Max Greenwod: California gov named special adviser to UN climate conference, The Hill 13.06.2017.

Amy Davidson: The Ninth Circuit Rejects Trump’s Travel Ban Again, The New Yorker 13.06.2017.

Aida Chavez: Poll: Trump disapproval hits record 60 percent, The Hill 13.06.2017.

Rakteem Katakey: World Coal Production Just Had Its Biggest Drop on Record, Bloomberg 13.06.2017.

John Cassidy: Why So Many Republicans Still Grovel to Trump, The New Yorker 13.06.2017.

Timothy Cama: Tillerson: ‘My view didn’t change’ on Paris climate agreement, The Hill 13.06.2017.

Ryan Lizza: Is Trump Now a Subject of the Mueller Investigation? The New Yorker 13.06.2017.

Michael Riley & Jordan Robertson: Russian Cyber Hacks on U.S. Electoral System Far Wider Than Previously Known, Huffngton Post 13.06.2017.

Michael D. Shear & Maggie Haberman: Friend Says Trump Is Considering Firing Mueller as Special Counsel, New York Times 13.06.2017.

Michael McAuliff: Top Justice Official Says He Could Fire Robert Mueller, But Donald Trump Can’t, Huffngton Post 13.06.2017.

Justin Worland: How Trump Could Slow Climate Change Projects Around the World, Time Magazine 13.06.2017.

Julia Ioffe: Why Did Jeff Sessions Really Meet With Sergey Kislyak? The Atlantic 13.06.2017.

Jeremy Stahl: If Trump Wants to Fire Robert Mueller, He’s Going to Have to Fire Rod Rosenstein First, Slate 13.06.2017.

Alexandra Petri: ‘I love you more, Mr. President’: A Cabinet competition, Washington Post 13.06.2017.

Brian Beutler: If Trump Fires Robert Mueller, He Should Be Impeached, New Republic 13.06.2017.

Scott Wong: Ryan: Trump should let Mueller do his job, The Hill 13.06.2017.

Sari Horowitz & Matt Zapotosky: Jeff Sessions testifies: Calls suggestion of collusion with Russia an ‘appalling and detestable lie’, Washington Post 13.06.2017.

Bob Inglis: I helped draft Clinton’s impeachment articles. The charges against Trump are more serious, Washington Post 13.06.2017.

Sharon LaFraniere: Maryland and District of Columbia Sue Trump Over His Businesses, New York Times 12.06.2017.

Aron C. Davis & Karen Tumulty: D.C. and Maryland AGs: Trump ‘flagrantly violating’ emoluments clause, Washington Post 12.06.2017.

Dana Milbank: Of course Trump called Comey a liar: That’s always been his strategy, Washington Post 12.06.2017.

Georgina Gustin: U.S. Refuses to Join G7 Climate Change Declaration, InsideClimate News 12.06.2017.

Mark Hand: U.S. refuses to endorse joint climate statement with other G7 countries, Think Progress 12.06.2017.

Devin Henry: Trump administration abstains from G7 climate change pledge, The Hill 12.06.2017.

Rebecca Leber: Trump Wants to Cut EPA’s Scientific Research in Half, Mother Jones 12.06.2017.

Timothy Cama: Court can’t review Trump’s Keystone approval, lawyers argue, The Hill 12.06.2017.

Graham Vyse: The Enduring Mystery of Jon Ossoff, New Republic 12.06.2017.

David Smith: Trump survived James Comey’s testimony, but the fallout could be fatal, The Guardian 11.06.2017.

Paolo Santalucia & Frank Jordans: Scott Pruitt makes brief appearance at G7 environment summit, where allies express their displeasure at Trump’s Paris climate decision, (AP) Business Insider 11.06.2017.

Tina Adams: Naomi Klein: ‘Trump is an idiot, but don’t underestimate how good he is at that’, The Guardian 11.06.2017.

Timpothy Cama: Local governments step up fight with Trump on climate, The Hill 11.06.2017.

Jenna Johnson: Trump: ‘I believe the James Comey leaks will be far more prevalent than anyone ever thought possible’, Washington Post 11.06.2017.

Glenn Trush: Trump May Not Visit U.K. This Year as Planned, New York Times 11.06.2017.

Victoria Guida: Graham: Trump could ‘go down’ because of ‘inappropriate’ statements, Politico 11.06.2017.

Jeffrey Yong: Trump Should Testify Before The Senate On Russia And Comey, Schumer Says, Huffington Post 11.06.2017.

Judd Legum: Amid growing controversy, Sessions abruptly cancels public testimony, ThinkProgress 11.06.2017.

Sandhya Somashekhar: Federal attorney says Trump’s contacts made him uncomfortable before he was fired, Washington Post 11.06.2017.

The GOP’s Obamacare sabotage continues, (leder) Washington Post 11.06.2017.

Jenna Johnson: Trump’s son seems to confirm Comey’s account of the president’s comments on the Flynn investigation, Washington Post 11.06.2017.

Marina Fang: Donald Trump’s Son Inadvertently Backs Up Comey’s Account Of Conversation With President, Huffington Post 11.06.2017.

Aaron Sheldrick & Osamu Tsukimori: U.S. says it’s committed to environment despite Trump’s pullout of Paris accord, Reuters 10.06.2017.

Kori Schake: Trump Is Destroying His Own Administration’s Policies, The Atlantic 10.06.2017.

It’s the Olympics for Trump Apologists, (leder) New York Times 10.06.2017.

Andrea Shalal: Germany, California to tackle climate change together, Reuters 10.06.2017.

Angela Merkel condemns ‘putting up walls’ during Mexico visit, (Reuters) The Guardian 10.06.2017.

Robert Reich: Scam alert: Trump’s $1tn ‘infrastructure plan’ is a giveaway to the rich, The Guardian 10.06.2017.

Britt Peterson: Donald Trump Is the Worst Boss in Washington, New York Times 09.06.2017.

Timothy Cama: Trump’s proposed climate rule reconsideration nears public release, The Hill 09.06.2017.

Natasha Geiling: Federal judge denies Trump administration appeal in youth climate lawsuit, Think Progress 09.06.2017.

Ruth Marcus: Why Comey’s testimony was utterly devastating to Trump, Washington Post 09.06.2017.

Matt Zapotosky: James Comey is a ‘leaker’ — but that doesn’t make him a criminal, Washington Post 09.06.2017.

Henry Grabar: Watch Donald Trump Throw Binders Full of Highway Environmental Reviews on the Floor, Slate 09.06.2017.

Ben Mathis-Lilley: The GOP’s Excuses for Trump in the Comey Case Are Undermined by Basically Everything Trump Has Ever Said, Slate 09.06.2017.

Anthony Lane: Trump vs. Comey: Hope Against Hope, The New Yorker 09.06.2017.

Marianne Lavelle: 5 Shades of Climate Denial, All on Display in the Trump White House, InsideClimate News 09.06.2017.

Kyle Cheney: House Intelligence Committee leaders ask White House for any Comey tapes, Politico 09.06.2017.

Julie Hirschfield & Glenn Trush: Calling Comey a Liar, Trump Says He Will Testify Under Oath, New York Times 09.06.2017.

Philip Bump: There is no indication Comey violated the law. Trump may be about to, Washington Times 09.06.2017.

Marianne Lavelle: Paris Climate Exit: Will Trump Continue to Meddle in the Talks? InsideClimate News 09.06.2017.

Carl Hulse: Trump’s Interactions With Comey: Criminal or Clueless? New York Times 09.06.2017.

Tim Murphy: Jon Ossoff Might Really Win the Georgia Special Election, Mother Jones 09.06.2017.

Norma Eisen & Noah Bookbinder: Comey’s Case for Obstruction of Justice, New York Times 08.06.2017.

Evan Osnos: Comey’s Revenge: Measuring Obstruction, The New Yorker 08.06.2017.

Matt Appuzzo & Emmarie Huetteman: Comey Accuses White House of ‘Lies’ and Says Trump Tried to Derail Inquiry, New York Times 08.06.2017.

Brian Beutler: Comey’s Trump Testimony Will Haunt Republicans, New Republic 08.06.2017.

Zack Colman: Coal industry begs Congress to save carbon capture from Trump, Climate Home 07.06.2017.

Nicholas Schmidle: James Comey’s Intellectual History, The New Yorker 07.06.2017.

Jesse Byrnes: Obama: Paris climate pact still has a chance, The Hill 07.06.2017.

Justin Gillis & Nadja Popowich: In Trump Country, Renewable Energy Is Thriving, New York Times 07.06.2017.

Leon Neyfakh: Trump Told Comey, “We Had That Thing.” What Thing Was He Talking About? Slate 07.06.2017.

Obama says Paris climate agreement still has a chance, AP 07.06.2017.

Emily Atkin: Congress’ Bipartisan Climate Club Doesn’t Agree on Much, New Republic 07.06.2017.

Julia Manchester: Mayors of Pittsburgh, Paris team up for climate change op-ed, The Hill 07.06.2017.

Katy Waldman: James Comey’s Senate Testimony Is a Pulpy, Literary Treat, Slate 07.06.2017.

A.J. Vicens: 6 Things We Learned From James Comey’s Stunning Testimony, Mother Jones 07.06.2017.

Timothy Cama: Hawaii law aligns state with Paris climate pact, The Hill 07.06.2017.

Robert J. Samuelson: What really happened to coal? Washington Post 07.06.2017.

Devlin Barrett: ‘I expect loyalty,’ Trump told Comey, according to written testimony, Washington Post 07.06.2017.

Jennifer Rubin: The critical information in James Comey’s written statement, Washington Post 07.06.2017.

Chris Mooney: 85 percent of the top science jobs in Trump’s government don’t even have a nominee, Washington Post 06.06.2017.

Susan B. Glasser: The 27 Words Trump Wouldn’t Say, Politico 06.06.2017.

Ben Walsh,  Alexander C. Kaufman & Daniel Marans: The Execs Bashing Trump’s Paris Withdrawal Are Also Funding Climate-Change Deniers, Huffington Post 06.06.2017.

Alexandra Rosenmann: Noam Chomsky on Trump: The worst is yet to come, (Alternet) Salon 06.06.2017.

Jake Lahut: Obama optimistic despite ‘temporary lack of U.S. leadership’ on climate, Politico 06.06.2017.

James West: An American Leader Is in China Right Now Signing All These Climate Deals. It Is Obviously Not Trump, Mother Jones 06.06.2017.

Matthe Rozsa: Brookings Institution: Trump’s $110 billion Saudi arms deal is “fake news”, Salon 06.06.2017.

Joe Concha: Rachel Maddow noticeably absent from MSNBC’s Comey coverage, The Hill 06.06.2017.

John Cassidy: Theresa May’s Donald Trump Problem, The New Yorker 06.06.2017.

Sarah Poshner: Why can’t Rex Tillerson say No to Trump? Washington Post 06.06.2017.

Timothy Cama: Court asks EPA to justify pausing Obama pollution rule, The Hill 06.06.2017.

Oliver Milman: Climate change progress at Trump’s EPA is grinding to a halt, workers reveal, The Guardian 06.06.2017.

Rhiannon Lucy Cosslett: If Trump visits, let’s greet him with the chorus of mocking middle fingers he deserves, The Guardian 06.06.2017.

Rex Tillerson gets frosty welcome in New Zealand – complete with single finger salutes, The Guardian 06.06.2017.

Julian Borger: Cancel Donald Trump state visit, says Sadiq Khan, after London attack tweets, The Guardian 06.06.2017.

Glenn Kessler: Pruitt’s claim that ‘almost 50,000 jobs’ have been gained in coal, Washington Post 06.06.2017.

Josh Chafetz: The Real ‘Resistance’ to Trump? The GOP Congress, Politico 06.06.2017.

Jane Mayer: In the Withdrawal from the Paris Climate Agreement, the Koch Brothers’ Campaign Becomes Overt, The New Yorker 05.06.2017.

Naomi Oreskes: The Republican party – not Trump – is the biggest obstacle to climate action, The Guardian 05.06.2017.

Jeet Heer: Trump Is Not a Builder. He’s a Destroyer, New Republic 05.06.2017.

Sam Stein & Jessica Schulberg: Terrorists Want People Afraid. Trump’s Alarmist Tweets Spark More Fear, Huffington Post 05.06.2017.

Britain answered the latest attack with substance and strength. Trump, not so much, (leder) Washington Post 05.06.2017.

Richard Black: Trump hasn’t actually left the Paris climate deal. Not yet, Climate Home 05.06.2017.

Georgina Gustin: 1,000-plus U.S. Cities, States and Businesses Vow to Meet Paris Climate Commitments, InsideClimate News 05.06.2017.

Susan Devin Henry: Overnight Energy: Coalition bucks Trump, commits to Paris climate goals, The Hill 05.06.2017.

The Guardian view on Trump’s state visit to the UK: his invitation should be rescinded, (leder) The Guardian 05.06.2017.

Ali Breland: Apple, Facebook, Google want to be a part of Paris deal, The Hill 05.06.2017.

Susan B. Glasser: Trump National Security Team Blindsided by NATO Speech, Politico 05.06.2017.

James West: Der Spiegel Just Published the Minutes From Trump’s Contentious Meeting With G7 Leaders, Mother Jones 05.06.2017.

Chris Mooney: No, Trump hasn’t embraced the science of climate change. Yes, it matters, Washington Post 05.06.2017.

Scott Clement & Brady Dennis: Post-ABC poll: Nearly 6 in 10 oppose Trump scrapping Paris agreement, Washington Post 05.06.2017.

Carol Morello: Senior diplomat in Beijing embassy resigns over Trump’s climate change decision, Washington Post 05.06.2017.

The Guardian view on Trump and climate change: galvanising the globe, (leder) The Guardian 04.06.2017.

Peter Baker: 16 Years Later, Bush’s Climate Pact Exit Holds Lessons for Trump, New York Times 04.06.2017.

Amy Hamron: Climate Science Meets a Stubborn Obstacle: Students, New York Times 04.06.2017.

Lorenzi Fioramonti: As Trump smacks the climate, world must do better to save planet, The Conversation 04.06.2017.

Laurence Tubiana: Donald Trump makes a historic mistake, Japan Times 04.06.2017.

Vicky Arroyo: The US is the biggest loser on the planet thanks to Trump’s calamitous act, The Guardian 04.06.2017.

Jamie Henn: The best way to resist Trump ditching Paris? Divest from fossil fuels, The Guardian 03.06.2017.

Trump’s selfish decision must not mislead the rest of the world, (leder) Asahi Shimbun 03.06.2017.

US pullout from Paris climate accord a betrayal of humanity’s future, (leder) Mainichi 02.06.2017.

What states can do on climate change (even though we really need the feds), (leder) Washington Post 03.06.2017.

Karen Clay: I’m a climate change researcher in Pittsburgh. What is Trump talking about? Vox 03.06.2017.

Benn White & Annie Karni: America’s CEOs fall out of love with Trump, Politico 03.06.2017.

John Henley: ‘Make our planet great again’: Macron’s response to Trump is praised, The Guardian 03.06.2017.

Michael Bloomberg: US states and businesses will still meet Paris targets, (Press Association) The Guardian 03.06.2017.

Coral Davenport & Eric Lipton: How G.O.P. Leaders Came to View Climate Change as Fake Science, New York Times 03.06.2017.

Julian Borger: James Mattis asks US allies to ‘bear with us’ amid backlash over isolationism, The Guardian 03.06.2017.

America in Retreat, (leder) New York Times 03.06.2017.

Maureen Dowd: Trump Stomps Planet Earth, New York Times 03.06.2017.

Timothy Cama: Why Trump’s climate decision won’t stop the world, The Hill 03.06.2017.

Julia Manchester: Haley: ‘Trump believes the climate is changing’, The Hill 03.06.2017.

Margaret Hamman: What Quitting the Paris Climate Accord Will Do to the U.S., and the Planet, New York Magazine 02.06.2017.

Laurence Perryman: From Coast To Coast, Over 100 U.S. Cities Defy Trump And Adopt Paris Agreement — Here’s The List, PoliticalD!G 02.06.2017.

Joe Romm: EPA chief cites flawed NYT column to justify Trump’s exit from Paris deal, Think Progress 02.06.2017.

Emily Atkin: This is what happens when you vote for people who deny science, New Republic 02.06.2017.

Brian Beutler: Ivanka Trump’s Political Brand Is Dead, New Republic 02.06.2017.

Emily Atkin: Trump’s Cowardly New Form of Climate-Change Denial, New Republic 02.06.2017.

John Cassidy: Jeremy Corbyn Is Surging by Using Bernie Sanders’s Playbook, The New Yorker 02.06.2017.

Jonathan Gaventa: EU-China climate statement is a manifesto for a new global order, Climate Home 02.06.2017.

Graham Readfern: White House debate on Paris was never about climate change, Climate Home 02.06.2017.

Carl Bildt: The scariest part of Trump’s Paris accord speech wasn’t about climate, Washington Post 02.06.2017.

Ryan Lizza: How Climate Change Saved Steve Bannon’s Job, The New Yorker 02.06.2017.

Mark Hensch: Some in WH thought Paris deal opponents used dubious data to convince Trump: report, The Hill 02.06.2017.

Brandon Carter: Dan Rather: History will punish Trump for leaving Paris climate deal, The Hill 02.06.2017.

John Bowden: Bloomberg pledges $15M to UN to cover US climate share, The Hill 02.06.2017.

Timothy Cama: Tillerson’s first post-Paris remarks: US will reduce emissions, The Hill 02.06.2017.

Neetzan Zimmerman: Republican governor joins coalition to uphold Paris climate agreement, The Hill 02.06.2017.

Timothy Cama: EPA chief: Climate pact should focus on exporting US technology, The Hill 02.06.2017.

Donald Trump’s Triumph of Stupidity, Der Spiegel 02.06.2017.

David Siders: Jerry Brown defies Trump on world stage, Politico 02.06.2017.

Annie Karni: After climate loss, Ivanka moves on, Politico 02.06.2017.

Andrew Restuccia: Tillerson downplays significance of Paris exit, Politico 02.06.2017.

James Carroll: The Renewed Importance of Pope Francis’s Encyclical on Climate Change, The New Yorker 01.06.2017.

Alex Gullén: EPA’s Pruitt basks in Trump glow after Paris pullout, Politico 02.06.2017.

Mary Papenfuss: Al Franken On Jettisoning Paris Pact: This Is So Bad In So Many Ways, Huffington Post 02.06.2017.

Chris D’Angelo: CNN Reporter Jim Acosta Slams EPA Chief On Climate Change Denial, Huffington Post 02.06.2017.

Alexander Kaufman & Christina Wilkie: Trump’s EPA Chief Rebukes Critics As ‘Climate Exaggerators’ After Quitting Paris Accord, Huffington Post 02.06.2017.

Michael Calderone: Climate Finally Gets TV Spotlight, But Science Experts And Advocates Are Scarce, Huffington Post 02.06.2017.

John H. Kushman Jr. & Zahra Hirji: Paris Agreement: Trump’s Climate Exit Risks U.S. Economy, World’s Welfare, InsideClimate News 02.06.2017.

Nicholas Kusnetz: Exxon’s Climate Accounting a ‘Sham’ Under Rex Tillerson, New York’s AG Says, InsideClimate News 02.06.2017.

Glenn Kessler & Michelle Ye Hee Lee: Fact-checking President Trump’s claims on the Paris climate change deal, Washington Post 02.06.2017.

Juliet Eilperin & Brady Dennis: Scott Pruitt, outspoken and forceful, moves to the center of power within the Trump administration, Washington Post 02.06.2017.

Abby Philip & John Wagner: Democrats see political opportunity in Trump’s decision to abandon Paris climate deal, Washington Post 02.06.2017.

Dan Balz: Paris decision underscores the visceral expression of Trump’s worldview, Washington Post 02.06.2017.

James McAuley: France’s Macron flexes newfound international star power, Washington Post 02.06.2017.

Michael Birnbaum: Trump’s tangle with Europe leads the continent to find partners elsewhere, Washington Post 02.06.2017.

Stuart A. Thompson & Vikas Bajaj: Why Are These CEOs Still Standing With Trump on Climate? New York Times 02.06.2017.

Peter Baker: Does Trump Still Think Climate Change Is a Hoax? No One Can Say, New York Times 02.06.2017.

David G. Victor: America Heads to the Exit: What Trump Got Wrong about Paris, Yale Environment 360 02.06.2017.

Jonathan Freedland: The world took Trump as a comedy – but he’s turned into a horror show, The Guardian 02.06.2017.

David Smith: US has nothing to apologize for on climate change, says defiant EPA chief, The Guardian 02.06.2017.

David Smith: ‘Yes or no?’ White House won’t say if Trump is a climate change denier, The Guardian 02.06.2017.

Alycee Lane: Climate Change Deniers Write a Federal Budget, CounterPunch 02.06.2017.

Dominic Rushe: Elon Musk and Disney boss quit Trump’s business panel over Paris pullout, The Guardian 02.06.2017.

Rowena Mason: Corbyn accuses May of subservience to Trump over Paris climate deal, The Guardian 02.06.2017.

Daniel Boffy, Kate Conolly & Anushka Asthana: EU to bypass Trump administration after Paris climate agreement pullout, The Guardian 02.06.2017.

Graham Readfern: White House debate on Paris was never about climate change, Climate Home 02.06.2017.

Arthur Neslen: Club of Rome president: climate sanctions on US ‘a lovely idea’, Climate Home 02.06.2017.

Hiroko Tabuchi & Henry Fountain: Bucking Trump, These Cities, States and Companies Commit to Paris Accord, New York Times 01.06.2017.

Bill McKibben: Trump’s Stupid and Reckless Climate Decision, New York Times 01.06.2017.

Paul Krugman: Trump Gratuitously Rejects the Paris Climate Accord, New York Times 01.06.2017.

Our Disgraceful Exit From the Paris Accord, (leder) New York Times 01.06.2017.

Oliver Milman, David Smith & Damian Carrington: Donald Trump confirms US will quit Paris climate agreement, The Guardian 01.06.2017.

Matthew d’Ancona: Climate of Hope by Michael Bloomberg and Carl Pope, Evening Standard 01.06.2017.

Elizabeth Kolbert: Au Revoir: Trump Exits the Paris Climate Agreement, The New Yorker 01.06.2017.

Sabrina Siddiqui & Laureen Gambino: Obama condemns Trump for ‘rejecting the future’ by exiting Paris deal, The Guardian 01.06.2017.

Rebecca Leber: Trump Has No Idea What He Just Did or the Backlash That Awaits, Mother Jones 01.06.2017.

Igor Bobic: Obama: Trump Administration Showing ‘An Absence Of American Leadership’ On Paris Accord, Huffington Post 01.06.2017.

Ben Kamisar: Gore: Trump decision on climate change deal ‘reckless and indefensible action’, The Hill 01.06.2017.

Michael D. Shear: Trump Will Withdraw U.S. From Paris Climate Agreement, New York Times 01.06.2017.

Lisa Hagen: Kerry blasts Trump’s ‘willful ignorance’ on Paris deal, The Hill 01.06.2017.

Alexander C. Kaufman: Donald Trump Pulls U.S. Out Of Paris Accord In Crushing Blow To Climate Fight, Huffington Post 01.06.2017.

Julia Manchester: Jerry Brown: Trump’s gone ‘AWOL’ with ‘misguided and insane’ Paris decision, The Hill 01.06.2017.

Jacqueline Thomsen: Merkel ‘disappointed’ in Trump’s withdrawal from Paris agreement, The Hill 01.06.2017.

Therese Rowley: Conscious Business Trumps The President’s Paris Decision, Huffington Post 01.06.2017.

Max Greenwood: EU on Trump’s Paris withdrawal: ‘Sad day for the global community’, The Hill 01.06.2017.

James West: Trump Railed Against China While Abandoning Paris. His Views Are Wildly Outdated, Mother Jones 01.06.2017.

Morgan Chalfant: Biden: Paris climate deal exit ‘imperils’ national security, The Hill 01.06.2017.

Emily Atkin: Trump’s eight-part battle plan for screwing the environment is nearly complete, New Republic 01.06.2017.

Jenna Amatulli: U.S. Has ‘Resigned’ As Leader Of Free World, Says Fareed Zakaria, Huffington Post 01.06.2017.

Marina Fang: Mayor Has No Patience For Trump Using Pittsburgh To Justify Paris Decision, Huffington Post 01.06.2017.

Annie Gowen & Simon Denyer: As U.S. backs away from climate pledges, India and China step up, Washington Post 01.06.2017.

Somini Sengupta, Melissa Eddy & Chris Buckley: As Trump Exits Paris Agreement, Other Nations Are Defiant, New York Times 01.06.2017.

Brad Plumer: What to Expect as U.S. Leaves Paris Climate Accord, New York Times 01.06.2017.

Robinson Meyer: Did Donald Trump Just Make the Planet Hotter? The Atlantic 01.06.2017.

Madelaine Conway: Obama slams Trump for leaving Paris climate agreement, Politico 01.06.2017.

Karl Mathiesen: Trump schedules Paris announcement for 3pm Thursday, Climate Home 01.06.2017.

Todd Stern: Trump just betrayed the world. Now the world will fight back, Washington Post 01.06.2017.

Timothy Cama & Devin Henry: Trump pulls US out of Paris deal: What it would mean, The Hill 01.06.2017.

Tom McCarthy & Lauren Gambino: The Republicans who urged Trump to pull out of Paris deal are big oil darlings, The Guardian 01.06.2017.

Ishaan Tharoor: If Trump quits the Paris climate accord, he will lead the U.S. into the wilderness, Washington Post 01.06.2017.

Susan Matthews: The Planet’s Loss Is Trump’s Gain, Slate 01.06.2017.

Ronald Robinstein: Is Trump’s Climate-Change Agenda Politically Sustainable? The Atlantic 01.06.2017.

Ben Lefebvre, Esther Whieldon, Darius Dixon, Alex Guillén & Andrew Restuccia: All the ways Trump is shredding Obama’s climate agenda, Politico 31.05.2017.

Indigenous Environmental Network On Possible Exit From Paris Agreement, Indigenous Environmental Network 31.05.2017.

Zach Colman: Trump told Pruitt to make plan to leave Paris deal, stay in UNFCCC, Climate Home 31.05.2017.

Jacqueline Thomsen: Trump to announce Paris climate deal decision Thursday, The Hill 31.05.2017.

Stephan Faris & Charles Lee: In the age of Trump, Beijing pivots to Europe, Politico 31.05.2017.

Max Greenwood: Pro-Paris agreement protest planned outside the White House Thursday, The Hill 31.05.2017.

Max Greenwood: Biden: Paris deal ‘best way to protect’ U.S. leadership, The Hill 31.05.2017.

Andrew Restuccia & Josh Dawsey: Inside the struggle to sway Trump on Paris, Politico 31.05.2017.

Thomas Friedman: Trump’s United American Emirate, New York Times 31.05.2017.

Todd Stern: Leaving the Paris Agreement Would Be Indefensible, The Atlantic 31.05.2017.

Emily Atkins: Leaving the Paris Agreement Won’t Doom the Planet, New Republic 31.05.2017.

Sabrina Shankman: UN Chief: Not Even Trump Can Derail Global Action on Climate Change, InsideClimate News 31.05.2017.

Robinson Meyer: Most Americans Support Staying in the Paris Agreement, The Atlantic 31.05.2017.

Devin Henry: EPA halts Obama-era rule on methane pollution, The Hill 31.05.2017.

Kalina Oroschakoff: EU and China commit to deeper climate cooperation as US turns away, Politico 31.05.2017.

David Frum: The Death Knell for America’s Global Leadership, The Atlantic 31.05.2017.

Nancy Scola: Elon Musk threatens to leave White House councils over Paris deal, Politico 31.05.2017.

Inae Oh: Exxon’s Shareholders Just Forced the Oil Giant’s Hand on Climate Change, Mother Jones 31.05.2017.

Kalina Oroschakoff: Juncker warns Trump to ‘stick to’ Paris climate deal, Politico 31.05.2017.

Laura Barrón López: Republicans Who Support Combating Climate Change Urge Trump To Stay In Paris Deal, Huffington Post 31.05.2017.

Julia Manchester: Romney urges Trump to support Paris climate deal, The Hill 31.05.2017.

David Siders: Brown: ‘The rest of the world is against’ Trump, Politico 31.05.2017.

Julia Manchester: United Nations: Climate action is unstoppable, The Hill 31.05.2017.

John Bowden: New York mayor: City will uphold Paris climate agreement if Trump doesn’t, The Hill 31.05.2017.

Michael D. Shear & Coral Davenport: Trump Poised to Pull U.S. From Paris Climate Accord, New York Times 31.05.2017.

Sheila Jackson Lee: Trump’s misguided thinking on Paris Agreement does disservice to America, The Hill 31.05.2017.

Andrew Restuccia & Josh Dawsey: Trump expected to withdraw from Paris climate deal, Politico 31.05.2017.

Din Grandoni: The Energy 202: We may be saying au revoir to Paris climate accord, Washington Post 31.05.2017.

Oliver Milman: The top five worst things Trump has done on climate change – so far, The Guardian 31.05.2017.

Megan Geuss: Renewable energy generation in the US dramatically exceeds 2012 predictions, Ars Technica 31.05.2017.

Andrew Restuccia: Trump’s climate conundrum nears a verdict, Politico 31.05.2017.

Karl Mathiesen: UN secretary general: ‘Get on board the climate train or get left behind’, Climate Home 30.05.2017.

Chris Mooney: Whatever Trump decides on Paris, he’s already taken the U.S. out of the climate game, Washington Post 30.05.2017.

Sabrina Shankman: UN Head: No One Can Derail Global Action on Climate Change, InsideClimate News 30.05.2017.

Jennifer Rubin: It’s the Trump presidency, not its communications staff, that’s failing, Washington Post 30.05.2017.

Devin Henry: UN chief warns Trump to stay in Paris climate deal, The Hill 30.05.2017.

Paul Horn: U.S. Renewable Energy Jobs Employ 800,000+ People and Rising: in Charts, InsideClimate News 30.05.2017.

Jonathan Chait: Russians Think Trump Might Be a Russian Asset, and They Might Be Right, New York Magazine 30.05.2017.

David Brooks: The Politics of Clan: The Adventures of Jared Kushner, New York Times 30.05.2017.

Rick Noack: Germans wonder why Trump keeps lashing out at them and not Russia or Saudi Arabia, Washington Post 30.05.2017.

Christina Wilkie: White House Dodges Questions About Kushner’s Meetings With Russians, Huffington Post 30.05.2017.

Robinson Meyer: Will the Paris Agreement Be Stronger Without the United States? The Atlantic 30.05.2017.

Rebecca Leber: The Question Sean Spicer Hasn’t Asked the President, Mother Jones 30.05.2017.

Peter Baker: Michael Dubke Resigns as White House Communications Director, New York Times 30.05.2017.

Eugene Robinson: Keeping Kushner would make Trump’s Russia nightmare permanent, Washington Post 30.05.2017.

Natasha Geiling: Politicians who oppose climate action are now sad about the consequences, ThinkProgress 30.05.2017.

Mary Papenfuss: Kushner Following Trump’s Orders On Secret Link With Russia, Ex-CIA Official Suggests, Huffington Post 29.05.2017.

Jessie Hellmann: Top Dem: Trump’s refusal to back climate deal a ‘striking abdication of American leadership’, The Hill 29.05.2017.

Philip Bump: The fake news is coming from inside the White House, Washington Post 29.05.2017.

Paul Krugman: Trump’s Energy, Low and Dirty, New York Times 29.05.2017.

David Ignatius: ‘Back channels’ are protocol for a president – but not for a president-elect, Washington Post 29.05.2017.

Jonathan Swan & Amy Harder: Scoop: Trump tells confidants U.S. will quit Paris climate deal, Axios 28.05.2017.

Eliot A. Cohen: What Did Trump Accomplish on His First Foreign Trip? The Atlatic 28.05.2017.

Jonathan Freedland: The Trump handshake: how world leaders are fighting back, The Guardian 28.05.2017.

David Frum: “Trump’s Trip Was a Catastrophe for U.S.-Europe Relations, The Atlatic 28.05.2017.

Mary Papenfuss: Hold The Phone. Trump Tweets He Now Wants More Money For Health Care, Huffington Post 28.05.2017.

Michael Birnbaum & Rick Noack: Following Trump’s trip, Merkel says Europe can’t rely on ‘others.’ She means the U.S., Washington Post 28.05.2017.

Avi Sweik: Trump returns home from abroad — with a Twitter rant about fake news, leaks and ‘the enemy’, Washington Post 28.05.2017.

Mary Papenfuss: Ex-CIA Director Slams Jared Kushner’s ‘Hubris’ And ‘Ignorance’, Huffington Post 28.05.2017.

Martin Pengelly: Trump plan on Paris climate deal unclear after G7 pressure, The Guardian 28.05.2017.

Matthew Nussbaum, Josh Dawsey & Eliana Dawson: Trump’s obsession over Russia probe deepens, Politico 28.05.2017.

Glenn Trush, Maggie Haberman & Sharon LaFraniere: Jared Kushner’s Role Is Tested as Russia Case Grows, New York Times 28.05.2017.

David Vine: Why Would a President Schmooze With Vicious Autocrats and Repressive Monarchs? Mother Jones 28.05.2017.

Andrew Restuccia & Nancy Cook: Inside Trump’s war on regulations, Politico 28.05.2017.

Jack Schafer: Week One: The President Flew Away and an Investigation Took Root, Politico 27.05.2017.

Julian Borger: Trump’s big trip began well – but in Europe his flaws were painfully exposed, The Guardian 27.05.2017.

J. Weston Phipen: Trump’s Paris Climate Accord Indecision, The Atlantic 27.05.2017.

Karl Mathiesen: G7 split as leaders issue climate statement without US, Climate Home 27.05.2017.

David M. Herschenhorn: Trump, G7 agree they can’t agree on Paris (for now, at least), Politico 27.05.2017.

Patrick Witour & Amanda Holpuch: Donald Trump will make ‘final decision’ on Paris climate deal next week, The Guardian 27.05.2017.

Michael D. Shear & Mark Lander: Trump Ends Trip Where He Started: At Odds With Allies and Grilled on Russia, New York Times 27.05.2017.

Rebecca Morin: Mattis: Trump is ‘wide open’ on Paris climate deal, Politico 27.05.2017.

Alexander C. Kaufman: Donald Trump Delays Final Decision On Paris Agreement Until Next Week, Huffington Post 27.05.2017.

David M. Herschenhorn & Tara Palmeri: Leaders issue G7 declaration with U.S. a holdout on climate change, Politico 27.05.2017.

Devin Henry: White House: Trump’s views of Paris climate deal are ‘evolving’, The Hill 26.05.2017.

Gwynne Taraska: A retreat from the Paris climate pact would imperil U.S. interests, The Hill 26.05.2017.

Frank Bruni: The Awkward Body Language of Donald Trump, Washington Post 26.05.2017.

Ellen Nakashima, Adam Entous & Greg Miller: Russian ambassador told Moscow that Kushner wanted secret communications channel with Kremlin, Washington Post 26.05.2017.

Brad Plumer: Can the Paris Climate Deal Survive a Trump-Style Renegotiation? New York Times 26.05.2017.

Jeet Heer: Why Trump Is a Salesman With Autocrats and a Slumlord With Allies, New Republic 26.05.2017.

George Marshall: Pope’s climate essay won’t convince Trump, it didn’t even work on Catholics, Climate Home 26.05.2017.

Devin Henry: White House: Trump’s views of Paris climate deal are ‘evolving’, The Hill 26.05.2017.

Matthew Canitsching: Trump confirms Europe’s worst fears, Politico 26.05.2017.

Rebecca Leber: Trump’s Behavior in Europe Has Made the World Cringe. Here’s What’s Really on the Line at the G7, Mother Jones 26.05.2017.

Michael D. Shear & Coral Davenport: World Leaders Increase Pressure on Trump to Stay in the Paris Accord, New York Times 26.05.2017.

Georgina Gustin: Trump Budget’s Cuts to Climate ‘Totally Inexplicable,’ Former Agency Heads Say, InsideClimate News 26.05.2017.

Daniel Marans & Alexander C Kaufman: Montana Republican Wins Special U.S. House Race Despite Assault Charge, Huffington Post 26.05.2017.

Matthew Yglesias: Republicans’ win in last night’s Montana election is great news for Democrats, Vox 26.05.2017.

President Trump Fails NATO, (leder) New York Times 26.05.2017.

Karen Attiah: Trump’s behavior at NATO is a national embarrassment, Washigton Post 25.05.2017.

Adam Taylor: Trump and Obama are having very different trips to Europe, Washington Post 25.05.2017.

Amy Davidson: At NATO Headquarters, Trump Fails Another Leadership Test, The New Yorker 25.05.2017.

Leslie Kaufman: How New York Is Building the Renewable Energy Grid of the Future, InsideClimate News 25.05.2017.

Danielle Ofri: Americans Have Realized They Deserve Health Care, Slate 25.05.2017.

Sophia Tesfaye: GOP strategist admits he colluded with Russian hackers to hurt Hillary Clinton, Democrats, Salon 25.05.2017.

Alison Smale: European Visits by Trump and Obama Are a Study in Contrasts, New York Times 25.05.2017.

Ben Walsh & Akbar Shabhid Ahmed: Trump Reportedly Called Germans ‘Very Bad,’ Vowed To Stop German Car Sales In The U.S., Huffington Post 25.05.2017.

Jacey Fortin: Rough Treatment of Journalists in the Trump Era, New York Times 25.05.2017.

Jennifer Rubin: No, Trump can’t get through a trip without creating chaos, Washington Post 25.05.2017.

Julian Borger: Trump at G7: president’s last world tour stop brings uncertainty and risk, The Guardian 25.05.2017.

Ed Pilkington: Journalists condemn Trump for stirring up ‘disturbing’ anti-media feeling, The Guardian 25.05.2017.

Abbe R. Gluck: How the G.O.P. Sabotaged Obamacare, New York Times 25.05.2017.

Paul Demko & Jennifer Haberkorn: Peril for Republicans if they push forward with Obamacare repeal, Politico 24.05.2016.

Alicia Acuna: Greg Gianforte: Fox News team witnesses GOP House candidate ‘body slam’ reporter, Fox News 24.05.2016.

We Started With 14 Possible Paths For Trump’s Presidency. Which Are Most Likely Now? FiveThirtyEight 24.05.2017.

Michael Birnbaum & Anthony Faiola: As European leaders sit with Trump, relief that meetings are happening at all, Washington Post 24.05.2017.

Georginia Gustin: Trump EPA Gives Landfills a Pass on Climate-Warming Methane, InsideClimate News 24.05.2017.

Nate Silver: Donald Trump’s Base Is Shrinking, FiveThirtyEight 24.05.2017.

Devin Henry: Senate Democrats push Trump to stay in Paris climate deal, The Hill 24.05.2017.

Robinson Meyer: What Does Trump’s Budget Mean for the Environment? The Atlantic 24.05.2017.

Chris Mooney: Scientists just published an entire study refuting Scott Pruitt on climate change, Washington Post 24.05.2017.

Mark Lander & Jason Horowitz: The Pope’s Gifts to Trump Send Some Clear Messages, New York TImes 24.05.2017.

Candida Moss: The Oddest Pope-President Pairing in History, Politico 23.05.2016.

Stephanie Kirchgaessner: As Trump lands in Rome, can all roads lead to peace with Pope Francis? The Guardian 23.05.2017.

Nicholas Kusnez: NATO Countries Worry Trump Will Undo Climate Progress, Drafts Show, InsideClimate News 23.05.2017.

Austin Wright: Brennan: Russia may have successfully recruited Trump campaign aides, Politico 23.05.2016.

Joe Romm: Arizona utility signs game-changing deal cutting solar power prices in half, ThinkProgress 23.05.2017.

Daniel Boffy: Trump treading water over climate change deal, says deputy UN chief, The Guardian 23.05.2017.

Judd Legum: The outrageous assumptions hiding a $6 trillion hole in Trump’s budget, ThinkProgress 23.05.2017.

Timothy Cama: Budget chief: Trump won’t continue Obama’s ‘crazy’ spending on climate, The Hill 23.05.2017.

Brian Parkin & Joe Ryan: G7 Leaders Expect Trump to Make Paris Accord Decision This Week, Bloomberg 22.05.2017.

Harry Enten: Democrats Don’t Need Trump’s Voters To Retake The House, FiveThirtyEight 23.05.2017.

Julie Hirschfield Davis: Trump’s Budget Cuts Deeply Into Medicaid and Anti-Poverty Efforts, New York Times 22.05.2017.

Sophie Yeo: Trump told he risks ‘lasting damage’ to ties between U.S. and Europe, Washington Post 22.05.2017.

Nate Silver: Will Donald Trump Be Impeached? FiveThirtyEight 22.05.2017.

China and India Make Big Strides on Climate Change, (leder) New York Times 22.05.2017.

E.J. Dionne Jr.: Can the pope save Trump? Washington Post 21.05.2017.

Diane Carwell: Wind Project in Wyoming Envisions Coal Miners as Trainees, New York Times 21.05.2017.

Josh Meyer: Russia meeting revelation could trigger obstruction investigation, Politico 20.05.2017.

Hiroko Tabuchi & Eric Lipton: How Rollbacks at Scott Pruitt’s E.P.A. Are a Boon to Oil and Gas, New York Times 20.05.2017.

Georgina Gustin & Sabrina Shankman: Trump Budget Would Wallop EPA’s Climate and Environment Programs, InsideClimate News 20.05.2017.

Max Greenwood: Trump’s 2018 budget would slash EPA spending by 30 percent: report, The Hill 20.05.2017.

John Wagner: Trump turmoil is spreading far beyond Washington to state and local races, Washington Post 19.05.2017.

Emily Atkin: Scott Pruitt Is the Hypocritical Liar That Trump Deserves, New Republic 19.05.2017.

Michael Holder: Reports: India looks to build 10 nuclear reactors as coal plant scrapped, Business Green 19.05.2017.

James Murray: Spain reignites wind energy market as record low bids dominate auction, Business Green 19.05.2017.

Karl Mathiesen: Climate talks end in call for solidarity, but real Trump test is to come, Climate Home 18.05.2017.

Sabrina Shankman: 6 Ways U.S. Weakened Climate Change Language in Arctic Declaration, InsideClimate News 19.05.2017.

Michael Holder: Fiji unveils priorities for COP23 climate summit, Business Green 19.05.2017.

Megan Darby: France set for ‘massive’ renewables boom under president Macron, Climate Home 18.05.2016.

Ian Johnston: EU warns Donald Trump: Paris agreement on climate change is ‘irreversible and non-negotiable’, The Independent 18.05.2017.

Georgiia Gustin: Virginia Moves to Regulate Power Plants’ Carbon Pollution, Defying Trump, InsideClimate News 17.05.2017.

Elizabeth Kolbert: Why Trump Will Make the Wrong Decision on Paris, The New Yorker 16.05.2017.

Timothy Cama: EPA climate rule supporters want court to drop lawsuit, The Hill 15.05.2017.

Joe Romm: Trump’s staff reportedly feeding him internet hoaxes on climate, Think Progress 15.05.2016.

Devin Henry: Lawmakers push back against Trump offshore drilling review, The Hill 15.05.2017.

Max Greenwood: Tillerson signs international declaration recognizing climate change, The Hill 12.05.2017.

Joe Romm: Will Trump’s spiraling constitutional crisis end up saving the Paris climate deal? Think Progress 12.05.2016.

Georgina Gustin: GOP Fails to Kill Methane Rule in a Capitol Hill Defeat for Oil and Gas Industry, InsideClimate News 10.05.2017.

Aaron Blake: More bad news for Trump: His poll numbers just hit a bunch of new lows, Washington Post 10.05.2017.

Karl Mathiesen: Climate advocates in Bonn stumped by Trump dilemma, Climate Home 09.05.2017.

Zahra Hirji: Global Climate Talks Open With Tiny U.S. Delegation. Here’s What to Watch, InsideClimate News 09.05.2017.

Karl Mathiesen: US sends “much smaller” team to climate talks in Bonn, Climate Home 08.05.2017.

John H. Cushman Jr. & Marianne Lavelle: Inside the White House War Over the Paris Climate Treaty, InsideClimate News 05.05.2017.

Sabrina Shankman: Modest Climate Change Bill Draws Sponsors From Both Sides of the Aisle, InsideClimate News 05.05.2017.

Julian Borger: Trump hopes to make a splash on first foreign trip – but perils remain, The Guardian 05.05.2017.

Karl Mathiesen: Directionless, US climate negotiators head to UN talks, Climate Home 05.05.2017.

Juliet Eilperin: In the Trump White House, the momentum has turned against the Paris climate agreement, Washington Post 03.05.2017.

Phil McKenna: U.S. Wind Energy Installations Surge: A New Turbine Rises Every 2.4 Hours, InsideClimate News 03.05.2017.

John H. Cushman Jr.: Huge Climate March Crowds Protest Trump’s Anti-Environment Actions, InsideClimate News 29.04.2017.

Marianne Lavelle: U.S. Participation in Paris Agreement ‘Still Under Consideration,’ Tillerson Says, InsideClimate News 28.04.2017.

John H. Cushman Jr.: Trump’s EPA Wins Advantage in Campaign to Dismantle Clean Power Plan, InsideClimate News 28.04.2017.

Marianne Lavelle: Trump Repeal of Climate Rules Means U.S. Paris Target Now Out of Reach, InsideClimate News 20.03.2017.

Nela Banerjee: Russia and the U.S. Could Be Partners in Climate Change Inaction, InsideClimate News 07.02.2017.