Strøtanker om bæredygtighed

Billedet herover viser to forsider af Time Magazine. Den til venstre stammer fra 1938, hvor man udnævnte Adolf Hitler til årets person, mens det til højre, som viser den kommende udgivelse, hvor man har udnævnt Donald Trump til Person of the Year. I den svært læselige hvide tekst står der “Donald Trump. President of The Divided States of America.”

Modstillingen stammer fra Slate, hvor Ben Mathis-Lilley i dag fastslår, at vi så fremover må kalde den “Time’s Hitler of the Year Award”. Stalin har også i sin tid været udpeget, så vel som Mahatma Gandhi og Ayatullah Khomeini. Mathis-Lilley gør det således med en dybt ironisk distance til den diskussion, som han nu ser rejse sig.

Der er for så vidt ikke noget besynderligt i udnævnelsen. Obama fik den både i 2008 og 2012, og før ham var Bush årets mand i år 2000 og 2004. Time Magazine skriver i dag, at udnævnelsen går til “the person or persons who most affected the news and our lives, for good or ill, and embodied what was important about the year, for better or for worse.” Derfor kan Time sagtens udnævne en person til at være årets vigtigste uden det på nogen måde er en lovprisning af det, pågældende person står for – hvilket også fremgår af det distancerende “President of The Divided States of America”.

Trump medgav da også her til morgen i NBCs Today Show, at han var beæret over udnævnelsen, omend mindre tilfreds med forsidekommentaren, og han har allerede været ude i pressen med, at han ikke har ‘divided’ amerikanerne.

Det viser med frygtindgydende tydelighed, hvor lidt den mand fatter af, hvordan han opfattes i vide (liberale) kredse, hvilken indflydelse han har på sine omgivelser, eller hvilke processer, han har igangsat og fortsætter med at opildne. Det uanset at han hele valgkampen igennem har talt om et dem og et os, winners and losers, indvandrere og rigtige (hvide) amerikanere, og har excelleret i at udpege syndebukke.

Selvom han ikke er den direkte årsag til det hele, så har han været både talerør og katalysator for et stigende racehad, og en stigende forfølgelse af muslimer og minoriteter. Den fossile industri, som under Obama gradvist har været tvunget i tilbagetog, ser med Trump muligheden for en ny gylden periode, selvom det må stå klart for de fleste, at det har fremtidens levevilkår som indsats. Hvide supremacister og Ku Klux Klan-ekstremister ser Trump som chancen for deres genkomst. Før Trump overhovedet har gennemført sit første direktiv, er USA allerede i dag et mindre trygt sted for landets mange indvandrere og minoriteter, end det var for blot et år siden. Og han har i løbet af det seneste år serveret så mange løgne i så tæt følge, at det politiske rum og den demokratiske debat synes nærmest uafhjælpeligt afsporet.

Kort sagt har Trump formået at samle og vitalisere alle landets mest primitive kræfter. Man kunne kalde ham skyggepræsidenten Han har fundet sin politiske kraft ved at appellere til USAs ikke ubetydelige skyggesider.

Trumps udnævnelse falder sammen med en samtale, jeg i går havde med med en god ven, som bor Upstate New York – den første i flere år. Han er astrolog, og da samtalen uomgængeligt nærmede sig Trump, sagde han to ting, som hver for sig er meget rammende.

Det ene var, at Trump i sit horoskop har et Merkur-Neptun-kvadratur. Så han er sandsynligvis slet ikke klar over, i hvor høj grad han lyver, for hans ord og synspunkter tager hele tiden form af omgivelserne. Denne egenskab står markant frem i hans person, da han er Tvilling, så Merkur er hersker over hans soltegn.

Det andet var, at vi i dag er 84 år efter at Adolf Hitler i 1933 blev valgt ind i den tyske rigsdag og derefter hurtigt fik sig manøvreret videre til magten. 84 år passer med én cyklus af planeten Uranus, som står for revolution, oprør, disruption og fornyelse. Dette betyder udtrykkeligt ikke, at Trump er en ny Hitler, eller at han kommer til at indlede en tredje verdenskrig. Men der er i disse år i astrologisk forstand en resonans eller genspejling af tiden omkring 1933, som måske også er med til at give vind i sejlene for fænomener som Brexit. Og det er ikke for meget at sige, at han igennem det seneste halvandet års valgkamp har vist sig at være en katalysator for sådanne kræfter.

Dette er stadig blot begyndelsen til et indlæg, som jeg ellers aldrig ville have skrevet og måske aldrig gør færdigt. Men min samtale i går, som jeg har tænkt en del over efterfølgende, for blot at vågne til Slates dobbeltillustration af Time Magazines forsider i 1933 og 2016, gjorde det svært at lade være.

Update 10.12. – Jonathan Freedland skriver i dag i The Guardian, at Time Magazines person of the year retteligt burde være tildelt Vladimir Putin, for uden Putin ingen Trump!

Update 26.01.2017 – Kimberley A. Johnson giver i gårsdagens Huffington Post en ganske rammende beskrivelse af, hvor tyndskindet Trump er, og hvor optaget af, hvordan folk opfatter ham – og helst elsker/beundrer ham. Ikke mindst, når han bliver spiddet offentligt, som når Alex Baldwin i SNL (Saturday Night Live) udlægger Trump, er det tydeligt, at han nøje følger med, og Johnson mener, at Trump meget vel vil kunne drives til vanvid, hvis man på den måde mere systematisk giver ham tilbage af samme skuffe.

Hvis ikke man har set Alex Baldwins Trump-sketches, så er det på tide. De er hylende morsomme og for det meste lige på kornet, som når Putin pludselig kommer gennem skorstenen som julemand. Og selvom de ikke formår at tilbagerulle Trump, så er der en god portion kartasis i at kunne grine så hjerteligt af USAs nye tyran.

Og det bliver der brug for. For allerede få dage efter Trumps tiltræden står det klart, at han på ingen måde har tænkt at liste sig frem. Han har tværtimod skudt med kanoner i alle retninger. Måske for at tilfredsstille hans kernevælgere i at have forsøgt. For det meste er mere symbolpolitik end velovervejede forandringer – og som politisk håndværk så dårligt forberedt, at det tegner til at ende med mest at føre til larm og protester.

Trump har siden sin tiltræden vist sig så rablende, så larmende, så upædagogisk ublu, så fascistoid i sin pressekritik og racistisk (foreløbig mest antimuslimsk), som ikke han, men kun hans bagmand Steve Bannon er, at der lige nu bliver stillet store spørgsmålstegn ved, om Obama gjorde rigtigt i sit forsøg på i overgangsperioden at normalisere Trump. For han er ikke normal, han har på ingen måde taget form af sit embede, han kender ikke til ydmyghed eller tilbageholdenhed, og uanset hvad han måtte sige, har han ikke hverken evnen eller viljen til at samle USA. Hans samlende effekt synes lige nu mest at være i modstanden. Hvis man skal tænke i 1933-baner, så må man faktisk sige, at USA er et sted, hvor tingene ikke bare kommer til at gå stille for sig.

Men det er uhyggeligt at se, hvordan de ledere fra andre lande, som allerede har noget i klemme overfor Trump – noget de gerne vil opnå – ikke kan finde ud af at sige fra overfor hans eskapader. Det gælder Theresa May, som allerede har været ovre at holde i hånd med Trump i Det Hvide Hus, og det gælder Shinzo Abe, som stadig håber på at kunne redde stumperne af TPP og en amerikansk tilstedeværelse i et Sydøstasien, hvor Kina fører sig frem med stadig større selvbevidsthed. Det er faktisk Merkel, som i telefonen må belære Trump om, at hans indrejseforbud er imod Geneve-konventionen. Men da har hans forslag foranlediget, at hans justitsminister har måttet meddele, at hun ikke kunne bakke op om forslaget, så Trump har nået at fyre hende. Så i al krudtrøgen fra Trumps kaotiske tempo er det meget vanskeligt at vide, hvor meget, der ender med rent faktisk at blive vedtaget. Men hvor amerikansk politik nok altid har været lidt mere snavset, end vi kender herhjemmefra, og med Tea Party-fraktionen af Det Republikanske Parti blev adskillige niveauer værre, så står demokraterne nu ved en skillevej, om de vil søge at fastholde en aller anden grad af anstændighed eller søge at bremse Trump, hvor det kan lade sig gøre. Fra de demokratiske vælgeres side synes sagen klar: Der skal dæmmes op for Trump alle steder, hvor det overhovedet kan lade sig gøre, uanset om det kun har øjeblikkets symbolske karakter.

Justin Sahani: Experts on authoritarianism say Trump’s presidency is getting even worse, Think Progress 31.01.2017.

Kimberley A. Johnson: High-Profile Progressives Can Literally Drive Trump Bananas, Huffington Post 25.01.2017.

Dominic Green: The Elusive Definition of ‘Fascist’, The Atlantic 18.12.2016.

David Greenberg: An Intellectual History of Trumpism, Politico 11.12.2016.

Jonathan Freedland: Time’s person of the year shouldn’t be Donald Trump – it’s clearly Vladimir Putin, The Guardian 10.12.2016.

Gary Legum: Donald Trump’s lazy, slipshod transition: No ideology, only cynicism and corruption, Salon 09.12.2016.

Stephanie Schorow: ‘Hail Trump’ salute recalls a powerful message of hate, The Conversation 09.12.2016.

Matthew Sheffield: How the alt-right became racist, Part 2: Long before Trump, white nationalists flocked to Ron Paul, Salon 09.12.2016.

Matthew Sheffield: How the alt-right became racist: A short history of hate – Part 1, Salon 08.12.2016.

Katy Waldman: What Is Time’s Trump Cover Really Trying to Tell Us? Slate 08.12.2016.

Everything You Need to Know About TIME’s Person of the Year, Time Magazine 07.12.2016.

Ben Mathis-Lilley: Just Call It Time’s Hitler of the Year Award So We Can Skip This Recurring Conversation, Slate 07.12.2016.

Trump Named Time’s Person of the Year, The Daily Beast 07.12.2016.

David Gilbert: Of course, Donald Trump is TIME’s Person of the Year, Vice News 07.12.2016.

Melissa Chan: Donald Trump Says He ‘Really’ Likes President Obama: ‘I Love Getting His Ideas’, Time Magazine 07.12.2016.

Matt Feeney: Why Haven’t Conservative Thinkers Denounced Trump? The New Yorker 07.12.2016.

Stephanie Schorow: ‘Hail Trump’ salute recalls a powerful message of hate, The Conversation 07.12.2016.

Noam Chomsky: Trump’s Victory Recalls Memories of Hitler & Fascism’s Spread Across Europe, (video) Democracy Now 06.12.2016.

“Welcome to the Fourth Reich”: Legendary Actor Harry Belafonte on the Election of Donald Trump, (video) Democracy Now 06.12.2016.

Jonathan Chait: How Republicans Justify Unlimited Trump Corruption, New York Magazine 05.12.2016.

Kimber Quinney: Donald Trump is no Mussolini, but liberal democracy could still be in danger, The Conversation 01.12.2016.

Chris Simms: The psychology that explains how Trump’s divisive rhetoric won, New Scientist 10.11.2016.

Jonathan Blitzer: A Scholar of Fascism Sees a Lot That’s Familiar with Trump, The New Yorker 04.11.2016.

Martin Pengelly: American Nazi Party leader sees ‘a real opportunity’ with a Trump presidency, The Guardian 07.08.2016.

Ashley Parker & Maggie Haberman: Meg Whitman Likens Donald Trump to Fascists at Republican Retreat, New York Times 11.06.2016.

Neal Gabler: This is how fascism takes hold: The media is turning Donald Trump into just another candidate, Salon 01.06.2016.