29. oktober 2016 arkiv

FBIs October Surprise

29. oktober 2016

I amerikansk politik taler man om October Surprises, om hændelser som i de sidste uger af en halvanden år lang valgkamp kan forskyde et sandsynligt valgresultat i en situation, hvor de fleste vælgere ellers forlængst har besluttet sig. En sådan October Surprise fik den amerikanske valgkamp i går eftermiddags, da FBIs øverste leder James Comey sendte en mail til medlemmer af det udvalg i Kongressen, som har stået for høringen i forbindelse med den sag om Hillary Clintons brug af en privat mailserver, som ellers blev afsluttet i juli, da FBI nok fandt, at Hillary havde håndteret sikkerhedsklassificeret materiale særdeles uforsigtigt, men omvendt måtte konkludere, at der ikke var basis for at rejse nogen sag mod hende.

I denne mail meddeler Comey uden at give ret mange detaljer, at der på en computer som er undersøgt i anden forbindelse er dukket nye emails op, som måske kan kaste nyt lys over sagen, hvorfor han agter at fortsætte undersøgelserne.

Dette er en veritabel bombe i et valg, hvor det i den seneste måneds tid var blevet mere og mere sikkert, at Hillary ville vinde kampen om Det Hvide Hus. Der var kommet en begrundet optimisme om, at demokraterne ville kunne genvinde flertallet i Senatet, og at republikanernes nu betydelige forspring i Repræsentanternes Hus kunne om ikke helt indhentes, så blive stærkt decimeret. Hvis dette billede skulle ændres, måtte det være en eller anden October Surprise – og nu kom den, elleve dage før valgdagen den 8. november.

Lige nu er det således mindre sikkert, at det bliver Hillary, som overtager Det Hvide Hus efter Obama. Dermed er den amerikanske klimaindsats, som Obama har indledt, og som også på globalt plan er uomgængeligt nødvendig, hvis vi skal kunne imødegå klimaudfordringen, pludselig igen i farezonen. For hvor Hillary er indstillet på at fortsætte og udbygge den, har Trump omvendt lovet at skrotte hele klimaindsatsen, trække USA ud af Paris-aftalen og få gang i de amerikanske kulminer igen.

Comey siger, at man endnu ikke ved, om disse mails vil kunne kaste nyt lys over sagen. Så der er ikke tale om nogen fornyet anklage, kun en information om, at der i anden sammenhæng er fundet nyt materiale, som bør granskes. Situationen kan derfor meget vel være den, at der ikke kommer noget nyt for dagen.

Uanset hvor lidt, man ved efter Comeys første udmelding, har det bragt Trump og republikanerne op af stolene. Trump siger direkte på sine kampagnemøder, at når FBI har valgt at meddele dette nu, må det være fordi det er noget virkelig alvorligt, og fataserer, at baggrunden må være en revolte i FBI. Og tilråbene om, at Hillary skal i spjældet, som i månedsvis har præget Trumps kampagne – lock her up, lock her up – har taget til i styrke.

Comey er republikaner, og paradoksalt Obamas opfindelse. Comey var et af hans forsøg på at række over midten – en gestus, som ikke dengang blev gengældt, og nu risikerer at gøre det endnu sværere at lave inkluderende aftaler. Og uanset hvilke begrundelser, Comey måtte have haft for at redde sit skind, så ligner det lige nu mest af alt et på alle måder upassende indblanding i valgkampen fra en instans som per definition burde holde sig højt hævet over det partipolitiske.

Læs mere »

Share