20. oktober 2016 arkiv

Den amerikanske valgkamps klimatavshed

20. oktober 2016

Der var tegn i sol og måne på, at det denne gang skulle blive anderledes, og at klimaudfordringen efter at have været helt fraværende i de amerikanske valgkampe i 2008 og 2012 ville få den plads, den fortjente, som den største udfordring til USAs og resten af verdens videre velfærd.

Bernie Sanders byggede sin kampagne op omkring klimaudfordringen og forbandt den fornemt med sociale, økonomiske og retfærdighedsmæssige aspekter. På den led var klimaudfordringen en tæt integreret del af hele problempakken – og løsningen deraf. Hillary Clinton ville ikke stå tilbage herfor, og præsenterede i løbet af primærvalgsprocessen en stadig skarpere klimaprofil. Nu blev det Hillary, som endte som demokraternes kandidat, men der havde været en så massiv opbakning bag klimaspørgsmålet, at den demokratiske valgplatform, som blev udarbejdet hen over sommeren 2016, ikke mindst på klimafronten endte med at blive den mest progressive og fremsynede nogensinde.

Meningsmålingerne viste, at de republikanske politikere, som i det store hele afviser klimaudfordringen eller henviser den til småtingsafdelingen, var mere enige med deres sponsorer fra de fossile energiselskaber end fra deres vælgere, som i en ganske betydelig grad havde forståelse for, at der må gøres noget for at imødegå klimaudfordringen. Samtidig har Obama i løbet af sin anden præsidentperiode gjort klimaspørgsmålet til det vigtigste indsatsområde med en række indsatser, som tilsammen har igangsat en klimaindsats på stort set alle områder. Og frem for at blive straffet for det, har Obama gradvist kunne iagttage voksende popularitetstal. På den baggrund var der lagt op til, at klimaspørgsmålet endelig i 2016 kom til at stå centralt.

Men så kom Trump. Hans reality-TV medieshow tog fusen på medierne og de øvrige republikanske præsidentkandidater, så han endte med at blive det republikanske partis præsidentkandidat, hvilket må overgå til historien som en af det moderne demokratis store gåder: Hvordan kunne en mand, som kan så lidt, som har et så formørket udsyn og et så usympatisk livssyn, nå så langt i den politiske proces.

Trumps klimavision kan koges ind til, at klimaudfordringen er en hoax opfundet af kineserne for at skade den amerikanske industri. Hvis han kommer til magten, har han lovet at tilbagerulle hele den klimaindsats, Obama har igangsat, han har lovet igen at få gang i kulminerne og fjerne al støtte til omstilling. Han vil klimamæssigt set være en katastrofe.

Det er svært at finde noget spørgsmål, som skiller de to kampagner mere end klimaudfordringen og hvad man skal gøre derved. Endda har det ikke været taget op i en eneste af de tre præsidentdebatter, som har været afholdt forud for valget. Hvis man søger i den fulde transskription af den halvanden time lange debat i Las Vegas i nat, bruger Hillary ordet “‘climate’ en enkelt gang, mens ord som ‘solar’ og ‘wind’ ikke forekommer overhovedet, det uanset at Hillary har et ganske enestående program for at få alle amerikanere til at være energiproducenter ved at montere solcelleanlæg over alt, hvor der er mulighed for det.

Læs mere »

Share