Radioaktive skove

19. juli 2016

.
NHK Documentary: Radioactive Forests, 49:39 min. video juli 2016.

Den nationale japanske TV-station NHK har lavet en dokumentar om radioaktiviteten i det evakuerede område omkring Fukushima Daiichi atomkraftværket, hvor tre reaktorer i marts 2011 kom ud af kontrol og nedsmeltede, med en ganske alvorlig radioaktiv forurening til følge.

I den første tid efter katastrofens begyndelse, hvor langt den største del af den radioaktive forurening blev frigivet, var vindforholdene sådan, at det radioaktive nedfald var størst ud over Stillehavet. Men omkring 30% bevægede sig ind over land, og en stribe af forurenede landskaber strækker sig 40-50 km mod nordvest, langt ud over den 20 km evakueringszone omkring Fukushima Daiichi.

I de mennesketomme landskaber har naturen fået sin renaissance – skolegårdene har meterhøj vegetation, fugle og dyr huserer anderledes frit. Så umiddelbart er der, som det af dem som ønsker at bagatellisere problemerne ved A-kraft udtrykker det, kommet et naturreservat ud af miseren. Men det er et strålingsramt naturreservat. Strålingsniveauet for området som helhed er i dag under halvdelen af, hvad det var umiddelbart efter katstrofen. Men sine steder er det stadig 250 gange højere end hvad man kan måle i Tokyo, blot 200 km længere sydpå. Og hvor nogle strålingsskader kommer umiddelbart til udtryk, så lever andre videre som genetiske fejl, som kan manifestere sig mange generationer frem.

Dokumentaren følger japanske videnskabsmænds arbejde med at forstå omfanget og konsekvenserne af strålingen, først og fremmest i Fukushimas skovområder. Man ser billeder af, hvordan strålingspartikler stadig er spredt rundt i bark og nåle, fugle og pattedyr, insekter og fisk. I dokumentaren ser man, hvordan erfaringer fra Chernobyl har vist, at strålingen blandt andet fører til deformering af træernes vækst, mens fugle har abnormale fjerdannelser (form og pigmentering) samt langt højere forekomster af abnormale sædceller. Meget mangler endnu at blive undersøgt i evakueringsområdet omkring Fukushima, men der synes at være tale om de samme tendenser. En russisk forsker, som har undersøgt strålingspåvirkningen omkring Chernobyl, har således fundet tilsvarende misdannelser af fyrretræers skud omkring Fukushima. I mange tilfælde mangler topskuddet simpelthen (i områder med markant stråling i op til halvdelen af tilfældene), hvilket skovbrugsmæssigt vil det give alvorlige komplikationer.

De forladte landskaber er under transformation. Efter ikke at være dyrket i 5 år nu er markerne så småt begyndt at springe i skov. Og over alt hvor der er revner i gader og pladser, vælder vegetationen op. Lygtepæle er helt overvokset af slyngplanter. Over alt er der billeder af naturens genkomst.

Sine steder er hele kvarterer af tomme huse overtaget af vaskebjørne og mus. Andre steder er det aber, som befolker de forladte huse. Fasaner og ræve ses steder, de aldrig før kom. Antallet af vildsvin er eksploderet, og fra at være et sky dyr, som holder til i bjergene, så driver flokke af vildsvin i dag rundt over alt i de mennesketomme landskaber. Sidste år skød man næsten 10.000 vildsvin i de områder, hvor man er nærmest den dag, hvor man kan vende tilbage. Men vildsvinene er allerede ikke mere bange for mennesker, og man frygter nu, at de har fået smag for bebyggelser og nedfaldsfrugt og ikke bare er til sinds at rykke tilbage i bjergene, når menneskene vender tilbage.

Målinger af koncentrationen af radioaktiv forurening i forskellige organer i disse aber viser en ganske ekstrem koncentration, som gradvist opbygges gennem den løbende indtag af radioaktivt forurenet føde. En japansk forsker har her fundet en stor mangel på blodproducerende celler i knoglemarven. Og fænomenet er jo mere udtalt, jo højere koncentration af radioaktiv forurening. Tilstanden er et forstadie til leukæmi, men forskningen er stadig på et meget tidligt stadie. Og konsekvenserne af strålingsforureningen er ikke nødvendigvis udfoldet endnu. I nogle tilfælde har man set inkubationstider på årtier, og når der er tale om genetiske forstyrrelser, så kan de komme til udtryk i efterfølgende generationer. Så det er alt for tidligt at konkludere, hvad det fulde omfang af strålingsskaderne er.

I de første år efter Fukushima-katastrofen blev det diskuteret, om det var den største reaktor-katastrofe siden Chernobyl, eller om det var den største overhovedet? Det er der ikke noget entydigt svar på, og ingen ved i dag præcist, hvor meget radioaktivt materiale, der blev frigivet. Sandsynligvis er der stadig en del tilbage under de nedsmeltede reaktorer, så udslippet til omgivelserne var større i Chernobyl. Men potentielt var der mere radioaktivt materiale at sprede fra Fukushima-reaktorerne. Og selvom Fukushima Daiichi i dag kun afgiver relativt små mængder af radioaktiv forurening via luften, så sker der via en voldsom grundvandsgennemstrømning en stadig udvaskning af radioaktivitet til havet uden for. Man regner med at der hvert døgn siver omkring 400 ton radioaktivt forurenet grundvand ud i Stillehavet. Igen er der ingen, som har præcise tal for denne forurening, for strålingen er simpelthen så stærk, at man endnu ikke har kunnet nærme sig. Men man kan se på niveauet af radioaktivt forurening i bundfisk fanget ud for Fukushima Daiichi, at der må ske en vis stadig tilførsel, for koncentrationerne i bundfiskene har fortsat været meget høje.

I Chernobyl har man taget konsekvensen og forladt et stort område – eller overgivet det til naturens kræfter. Og man hører i dokumentaren en af de japanske forskere sige: Det er jo ligesom i Chernobyl. Men Japan er et pladslidende land. Så tanken om at opgive et stort landområde gennem måske flere hundrede år var ikke sådan at goutere. Så man satte sig for at dekontaminere: Rense, bortskrabe osv. Og de første områder er man netop nået dertil, at man er ved at åbne for tilbageflytning. Men stadig er der mere end 100.000 mennesker evakueret. Og i 2013 luftede myndighederne den mulighed, at der ville være områder, man ikke inden for en overskuelig årrække ville være i stand til at rense tilstrækkeligt op til at det ville blive muligt at flytte tilbage.

I de seneste måneder er de første små enklaver af det evakuerede område blevet erklæret klar til tilbagevenden, og de første beboere er ved at forberede tilbageflytning. Men sine steder er vilde bjørne i mellemtiden rykket ind. Og hvor bjørnen før Fukushima-katastrofen var et frygtsommeligt dyr, så har de på blot fem år vænnet sig til, at der ikke er mennesker, og at når de vender tilbage ikke er noget, man skal være bange for – eller gå af vejen for. Så indtil den gamle ‘balance’ mellem menneske og natur er genetableret, vil der være en lang række territoriestridigheder. Den proces kan vise sig langstrakt, for mange af dem som evakuerede, har i mellemtiden etableret sig andre steder. Og dem som har mindre børn, er typisk meget modstræbende overfor at flytte tilbage, da strålingen virker langt voldsommere på børn i voksealderen end på ældre. Så tiden må stadig vise, om det lykkes at få retableret bæredygtige samfund, eller om det kun blev pensionisterne, som vendte tilbage, med alle de problemer, det opbyder.

Dokumentaren må hilses velkommen, for der har været en stemning af, at japanske forskere ikke burde interessere sig alt for meget for, hvor galt det var fat. Men der har under vejs været små glimt af forskere, der trodsede det stiltiende forbud, selvom flere af de forskere, som medvirker i dokumentaren er udlændinge.

Se blog-indlægget: Strålingsramte sommerfugle.