Exit Brexit
29. juni 2016
Den 23. juni var der folkeafstemning i Storbritannien om briternes videre tilknytningsforhold til EU. Resultatet blev, at 51,9% af de vælgerne, som stemte, satte kryds ved Brexit, som det i løbet af valgkampen kom til at hedde: At Storbritannien skulle forlade EU.
På valgdagen stemte 17,4 mio. briter for Brexit, mens 16,1 mio. briter markerede, at de ønskede at forblive i EU. Men stemmeprocenten var historisk lav, kun 72% af vælgerne stemte. Dermed var det kun 37,4% af de stemmeberettigede, som stemte for Brexit. Umiddelbart er dette et meget lille flertal, når det gælder afgørelsen noget så centralt som et 40-årigt ægteskab med det europæiske fællesskab, og i mange andre situationer kræver sådanne konstitutionelle afgørelser to tredjedeles flertal i to på hinanden følgende afstemninger.
Mange synes da også at være vågnet med alvorlige tømmermænd oven på en nærmest bizar valgkamp. Allerede morgenen efter stod det klart, at meget lidt af det, som Brexit-kampagnen havde stillet i udsigt, kunne lade sig gøre. Og hvis der havde eksisteret en fortrydelsespille for uoverlagt stemmeafgivning, tyder meget på, at afgørelsen ville være blevet en helt anden. For en underskriftsindsamling med det mål at få en ny afstemning, hvori der skal et flertal på mindst 60% af stemmerne, hvis valgdeltagelsen er under 75%, har efterfølgende fået en kolossal tilslutning.
Blot fem døgn efter Brexit-afgørelsen var en realitet, rundede kampagnen mere end 4 mio. underskrifter, og tallet er stadig stigende. (link) Disse underskrifter må først og fremmest formodes at komme fra mennesker, som enten ikke fik stemt eller har stemt Brexit, selvom de ‘kun’ ønskede at markere en utilfredshed, men på ingen måde ønskede, at Storbritannien forlod EU, eller havde forestillet sig, at det kunne blive konsekvensen.
Talløse læserbreve synes at bekræfte dette mønster, og i det første døgn efter afstemningen kunne man se en voldsom stigning i Google-søgninger på “What is EU” og “What is Brexit”. Lidt sent kunne man mene, men måske er vi kun næsten modne til den slags afstemninger. Og måske skulle man have formuleret afstemningen om det meget komplekse spørgsmål helt anderledes, så politikerne havde haft noget konkret at gå videre med og opbygge deres kampagner omkring. Ikke mindst synes det i en moderne medievirkelighed nødvendigt at holde mediedækningen og politikernes kampagner i kortere snor, for valgkampen har ikke gjort det lettere for den almindelige brite at gennemskue det komplekse spørgsmål. Tværtimod har der ikke mindst fra Brexit-side været luftet mange usandheder, og der har været talt til alle mulige former for had og indestængte følelser, selvom det måske havde meget lidt med EU at gøre, når det kom til stykket. Måske var det i virkeligheden mere et nej til den ekstreme ulighed i det britiske samfund, som kun er er uddybet efter årtiers neoliberalisme, end det var et nej til at være med i det europæiske fællesskab.
