Strøtanker om bæredygtighed

Nu hvor det ligger i kortene, at republikanernes kandidat til Obamas efterfølger i Det Hvide Hus bliver Donald Trump, synes det på plads at lave et indlæg om Donalds klima, ligesom man kan finde indlæg om Hillarys klima og Bernies klima. Umiddelbart bliver det noget lettere at lave, for klimapolitikken har indtil nu været til at overse i Donalds politiske cirkus. Tilbage i marts sagde han i et interview med Washington Post, at han ikke troede så meget på det med klimaforandringer – og har flere gange hævdet, at der var tale om et kinesisk plot for at svække den amerikanske økonomi. Som oftest bliver det blot til ultrakorte statements – at det er en hoax, bullshit eller a con job. Og med størstedelen af det republikanske parti sponsoreret af fossile interesser for at opretholde klimafornægtelsen er Trump ikke i løbet af primærprocessen blevet modsagt på dette område.

I det hele taget er han i foruroligende lille grad blevet modsagt. Tværtimod har de amerikanske medier villigt ladet sig reducere til mikrofonholdere for hans absurde teater i stedet for at holde ham til ansvar for den eklatante mangel på politiske substans, hans mangel på basal udenrigspolitisk forståelse, hans chauvinisme, hans demagogi og leflen for laveste fællesnævner, hans utilslørede racisme og skingrende islamofobi. Når endelig der er nogen, som har ymtet uenighed, har han jordet sine modstandere så brutalt og i så høj grad ved at gå efter personen frem for bolden, at der med ganske få undtagelser har været tale om en udtalt berøringsangst.

Både medierne og hans republikanske politiske modstandere må derfor i denne tid se sig dybt i spejlet, hvordan de har kunnet lade en sådan gøgeunge udruge i den republikanske primær-rede og fuldstændigt lade ham afspore den politiske diskurs.

Hvis således – Gud forbyde det – hele denne næsten halvandet år lange valgproces i verdens største økonomi ender med, at Donald flytter ind i Det Hvide Hus med sin Playboy-politik, er det en katastrofe ikke bare for USA, men for verdenssamfundet og for verdens videre udvikling. Og det at et menneske med en sådan sans for trætterier og konspirationsteorier, en sådan manglende sans for, at der findes en verden uden for hans amerikanske hvid mand-univers og decideret fladpandede politiske program, kan finde vejen gennem primærvalgenes politiske nåleøje, stiller alvorlige spørgsmål ved, hvordan demokratiet håndteres i verdens rigeste land.

Læs mere »

I de fortsatte globale klimaforhandlinger er der midtvejs mellem de årlige COP-konferencer fast indbygget en to ugers samling i klimakalenderen. Den ligger typisk i maj, og i de næste to uger vil klimadelegationer fra fra hele verden være samlet i FNs klimasekretariat UNFCCCs hovedkvarter i Bonn. Næste ‘store’ konference vil være COP22 i Marrakech i november.

Der er umiddelbart meget at fejre oven på vedtagelsen af Paris-aftalen i december. Men der er samtidig en lang række områder, som i de kommende år kræver yderligere afklaring for at Paris-aftalen kan mutere fra principbeslutning og overordnet vision til konkret ramme for klimaindsatsen for verdens lande.  

Hugh Breakey, som er Moral philosopher ved Institute for Ethics, Governance and Law, Griffith University, har på The Conversation skrevet en introduktion til et centralt tema for de kommende to ugers forhandlinger: Fairness. Med en aftale, som i udgangspunktet er frivillig, bliver en størrelse som det retfærdige central i sikringen af, at alle lande gør deres del af den nødvendige indsats for, at Paris-aftalens målsætning kan nås. Artiklen er her gengivet ifølge en Creative Commons-aftale.

Fairness on the agenda as UN begins job of strengthening the Paris climate deal

By Hugh Breakey

The dust has long settled from December’s Paris climate summit, which hammered out the first truly global deal to reduce emissions. But the negotiations ended with widespread acknowledgement that the deal needs significant strengthening if its overall goal of keeping warming well below 2℃ is to be met.

The Paris Agreement therefore requires countries to ramp up their efforts significantly over the coming years and decades.

That job arguably begins today, with the opening of an 11-day meeting in Bonn, Germany, featuring the first session of the Ad Hoc Working Group on the Paris Agreement (APA).

The APA functions rather like a much more modest version of the Paris conference. Parties to the Paris Agreement send delegations, and small groups can be tasked with resolving specific issues before reporting back to the larger group for decision-making.

Among the most important items on the meeting’s agenda is the Global Stocktake to assess overall progress towards fulfilling the Paris Agreement’s goals. This stocktake will kickstart the process of five-yearly reviews to strengthen the Paris Agreement, the first of which will happen in 2023.

Læs mere »