Strøtanker om bæredygtighed

Opførelsen af det filippinske atomkraftværk Bataan blev efter mange års tilløb påbegyndt i 1977. Det stod klar til ibrugtagning i 1986, men har endnu ikke produceret en eneste kilowatttime.

Snarere end et H.C. Andersensk eventyr, hvor alt mod slutningen forløses på et højere plan, må fortællingen om Bataan, Filippinernes første og hidtil eneste atomkraftværk regnes som en klassisk tragedie – et på mange planer dybt tragisk forløb. Men i en tid, hvor der igen bliver talt meget om nødvendigheden af at udbrede atomkraften til hele verden for at tackle klimaudfordringen, er den værd at genlæse. For en udbredelse af atomkraften til det store flertal af verdens lande, som endnu ikke har nogen atomkraft og indtil nu ikke haft nogen planer derom, vil stå overfor mange af de samme udfordringer som på Filippinerne.

Ligesom alle moderne stater skulle Filippinerne i årene efter 2. verdenskrig også have atomkraft, så i 1961 grundlagde man PAEC – The Philippine Atomic Energy Commission – for at forberede Filippinerne til at træde ind i atomalderen. For det kræver viden og personale og infrastruktur at bygge og drive et atomkraftværk, hvis det skal fungere efter hensigten. Forud havde Filippinerne i 1955 (samme år vi i Danmark grundlagde prøvestation Risø) underskrevet en aftale med USA om fredelig udnyttelse af atomenergien, ligesom Filippinerne i 1956 blev medlem af det internationale atomenergiagentur IAEA. Allerede i 1957 udarbejdede et amerikansk konsulentfirma en første vurdering af mulighederne for at etablere atomkraft på Filippinerne. Konklusionen var dog, at det var for tidligt i og med, at hele den infrastrukturelle sammenhæng manglede, men at det kunne blive relevant i 1970erne. I 1958 grundlægges PNRI, The Philippine Nuclear Research Institute, og med støtte fra FNs program for fredelig udnyttelse af atomkraften fik man i 1963 en lille 1 MW forskningsreaktor i gang.

I 1963 igangsætter PAEC i samarbejde med IAEA en ny pre-investment-analyse, som i 1965 anbefaler Filippinernes regering dels seriøst at overveje atomkraft i energiforsyningen af hovedøen Luzon fra først i 70erne, dels at forberede hele det lovkompleks, som skal til for at kunne igangsætte og drive et atomkraftværk – Luzon er omkring 2½ gange Danmarks størrelse og har en befolkning på omkring 50 mio. På den baggrund bliver der i 1967 indhentet tilbud om en reaktor på 300-500 MW, som skal stå færdig i 1975. Der sker dog ikke rigtigt mere i dette spor. Men i 1968 vedtages en lovgivning, som muliggør atomkraft i landet, og allerede måneden efter indgås der en rammeaftale med den amerikanske regering om udarbejdelsen af to reaktorer samt leveringen af det nødvendige brændsel dertil.

I 1971 autoriserer præsident Ferdinand Marcos det nationale energiforsyningsselskab NPC til at forestå udarbejdelsen af atomkraftværker. Og samtidig med at Filippinerne bliver erklæret i undtagelsestilstand, som varede fra 1972-81 og gjorde det muligt for ham at fortsætte som præsident trods den stærkt voksende modstand, går IAEA i 1972 i gang med endnu et feasibility-studie, som i 1973 konkluderer, at en 600 MW-reaktor på hovedøen ville være teknisk mulig, og at det var muligt at finde egnede placeringer.  Præsident Marcos proklamerer herefter med landet i undtagelsessituation sine planer om at opføre to 600 MW reaktorer.

Efterfølgende går NPC i gang med at etablere den organisation, som skal forestå opførelsen, og man beder et amerikansk firma om hjælp med at udpege egnede steder til placeringen. Oliekrisen i oktober 1973, hvor olieprisen på kort tid steg med 70%, understregede betydningen af at have styr på energiforsyningen.

Næste skridt er, at der bliver indhentet tilbud fra General Electric og Westinghouse Electric, to af den tids absolut ledende virksomheder, når det gælder opførelse af atomkraftværker, for det krævede så megen specialviden, at et land som Filippinerne ligeså godt først som sidst kunne indse, at man ikke selv forsvarligt ville kunne stå for design og opførelse. Forslaget fra General Electric til de to reaktorer var det mest gennemarbejdede (for nu ikke at sige det eneste gennemarbejdede), men med 700 mio. $ også markant dyrere end forslaget fra Westinghouse (som uden nogen detaljer anslog prisen til at blive 500 mio. $). Så den byggekomite, som Marcos havde nedsat, pegede på forslaget fra General Electric. Dette var præsident Marcos tilsyneladende ikke tilfreds med, så i juni 1974 udfærdigede han et brev, som gav opgaven til Westinghouse.

I marts 1975 var prisen fra Westinghouse steget til 1,2 mia. $ blot for en enkelt reaktor, og det stod hurtigt klart, at Westinghouse havde skruet prisen langt op over, hvad man solgte de samme dele til andre steder i verden – måske for at give plads til en kommission til præsidenten, for regningen blev 369 mio $ dyrere end et samtidig, så godt som identisk reaktorbyggeri i Sydkorea. For eksempel blev der ad snørklede veje overført 80 mio. $ fra Westinghouse til en europæisk bankkonto for Herminio Disini, en af Marcos’ nærmeste støtter. Men under NPCs ledelse kom de forberedende jordarbejder i gang i 1976 og byggeriet af en reaktor ved Bataan kunne indledes i 1977.

Så kom i 1979 reaktoruheldet ved Three Mile Islands i USA, og kort efter standser Marcos byggeriet. Der bliver nedsat en kommission til at gennemgå byggeriet, og den måtte konkludere, at der manglede en række sikkerhedsforanstaltninger, samt at der var mere end 4.000 defekter ved byggeriet. Det kunne udbedres, men hvad værre var, så viste det sig, at værket lå over en større foldelinje, hvor jordskælv kunne blive særligt voldsomme, og tæt ved vulkanen Pinatubo, så i et land, som ligger på ‘the ring of fire’, hvor jordoverfladens store tektoniske plader tørner sammen, kunne man måske godt have ønsket sig, at man forud havde været lidt mere omhyggelig med udvælgelsen af det optimale sted for placeringen. Summa summarum blev hele projektet genforhandlet med Westinghouse på baggrund af de ønskede ændringer. Der blev også iværksat offentlige høringer om projektet, som dog nok havde ligget mere meningsfuldt inden igangsættelsen. Men trods stigende modstand i befolkningen kom byggeriet i gang igen i januar 1981. I 1983 var byggeriet færdig til de afsluttende testkørsler, i 1984 blev værket koblet til Luzons el-net og en række tests blev gennemført. I 1985 bliver der indledt offentlige høringer forud for den endelige igangsættelse. Prisen var da løbet op i 2,4 mia. $ for en 621 MW atomreaktor, eller næsten fem gange den oprindelige pris fra Westinghouse for to 600 MW reaktorer.

Bataan nåede dog aldrig at blive startet, for fra omkring 1983 var utilfredsheden med præsident Marcos så massiv, at den konstant slog ud i demonstrationer, og i februar 1986 var People Power Revolution en realitet, præsident Marcos var væltet.

Så kom i april 1986 Chernobyl-katastrofen, verdens dengang i særklasse største atomkraftkatastrofe, hvor den ene af værkets fire ubeskyttede reaktorer totalnedsmeltede. I forvejen var der stor modstand mod igangsætningen både fra lokalbefolkningen i Bataan og fra den filippinske befolkning generelt, ud over at der var tvivl om byggeriets kvalitet. De det kort efter stod klart, hvor alvorlig situationen var i Chernobyl, besluttede den nyligt tiltrådte præsident Corazon Aquino at inddrage driftstilladelsen for Bataan-reaktoren.

Kontrolrummet ved Bataan-værket. Alt er vel vedligeholdt, men de elektriske installationer stammer tilbage fra den analoge æra, så hvis reaktoren nogensinde skal opstartes, ville det forud kræve omfattende opgraderingsarbejder.

I 1995 fandt et australsk konsulentfirma, at det var muligt at ombygge Bataan, så værket blev gas- eller kulfyret – man ville faktisk på begge måder kunne lave en hed med højere ydelse. Men det blev heller ikke til noget, for præsident Fidel V. Ramos udarbejder i 1996 et program for etablering af atomkraft på Filippinerne og beder derfor NPC om at bevare Bataan. I 1998 blev der udarbejdet forskellige energiscenarier, hvor der på sigt skulle opføres yderligere fire 600 MW reaktorer – den første af disse skulle være påbegyndt i 2015 med færdiggørelse i 2025, hvorefter der med 3-5 års interval skulle iværksættes yderligere reaktorbyggeri. Men der synes ikke at være sket det mindste i den retning siden da. Og det virker i dag ganske usandsynligt, at et land som Filippinerne kaster sig ud i et nyt atomeventyr.

Det internationale atomeneriagentur IAEA inspicerede i 2007 Bataan, og påpegede efterfølgende (juli 2008), at alt skulle gennemgås omhyggeligt inden en eventuel genstart. Derudover kom IAEA med en lang række anbefalinger til, hvad der måtte ske forud, hvis Bataan skulle igangsættes: Opbygning af de nødvendige uddannelsesprogrammer, sikkerheds- og kontrolinstanser, infrastruktur, sikkerhedskultur, evakueringsplaner osv., men ikke noget om, at der også er et affaldsproblem at håndtere i tide.

IAEA kom i den sammenhæng ikke med nogen egentlig vurdering af, om det med hvad man i dag vidste om undergrunden var forsvarligt at starte Bataan-reaktoren, eller om det overhovedet var muligt at opstarte en reaktor, som efterhånden har stået ubrugt i flere årtier. I 2010 gennemgik det koreanske energiselskab KEPCO så reaktoren. På den baggrund blev det skønnet, at det ville koste 1 mia. $ at gøre reaktoren klar til genstart, eller det dobbelte af, hvad to reaktorer i sin tid var vurderet at skulle koste.

Filippinerne betalte sin sidste rate på byggeriet i 2007 – da havde Bataan-reaktoren dagligt kostet landet omkring 1 mio. kr. (155.000 $), og den samlede pris på 1,42 mia. $ var med renter blevet til 2,12 mia. $. Men Bataan-reaktoren har endnu aldrig produceret en eneste kilowatttime, og her mere end 30 år efter færdiggørelsen er det efterhånden meget usandsynligt, at den nogensinde kommer til at ske.

I marts 2011 kom Fukushima-katastrofen, med et scenario, som gjorde dybt indtryk på Filippinerne fordi det mindede alt for meget om noget, som også kunne ske på Filippinerne. Ikke mindst gjorde det indtryk, at mens de japanske myndigheder udvidede evakueringszonen til først 20 km og siden 30 km, så evakuerede USA i samme øjeblik, det stod klart, at der var tale om tre fulde reaktornedsmeltninger, alle amerikanske statsborgere inden for en 80 km afstand fra Fukushima Daiichi. For en 80 km zone omkring Bataan (den blå cirkel til højre) ville omfatte også Filippinernes politisk-administrative center i hovedstaden Manila og indebære evakuering af mere end 20 mio. mennesker.

I maj 2011 blev Bataan-reaktoren således i slagskyggerne efter katastrofen ved Fukushima Daiichi taget i brug som turistattraktion.

En opstart af reaktoren synes dog ikke helt opgivet, og ved en høring i september 2015 kunne lederen af NPC (som står for drift og vedligeholdelse af Bataan-reaktoren) meddele, at det var vanskeligt præcist at opgøre udgifterne til renovering, hvis reaktoren skulle i gang. Men det ville sandsynligvis koste i omegnen af 1 mia. $ og kræve 5-10 år at gennemføre plus at der igen mangler det nødvendige lovgrundlag for at kunne drive atomreaktorer på Filippinerne. NPC fandt på linje med Filippinernes energistyrelse, at en beslutning om opstart burde lægges ud til folkeafstemning, for at tilvejebringe et folkeligt mandat for atomkraften. Så høringen endte med at anbefale at videreføre den nuværende situation, hvor Bataan-reaktoren vedligeholdes.

I de mellemliggende år har Filippinerne igangsat en omlægning til vedvarende energikilder, som i dag dækker en tredjedel af energiforbruget.

Bataan kommer således nok til sammen med præsidentfrue Imelda Marcos’ samling af i tusindvis af luksussko (som i 2001 fik sit eget museum) at overgå til historien som symbol på en diktators egenrådighed og ødselhed på folkets bekostning – som “a bitter fruit of Marcosian corruption”.

Såvidt Filippinernes hvide elefant – som Bataan-reaktoren bliver kaldt i folkemunde.

Heldigvis går det sjældent så galt som i Bataan. For det er enorme summer, som et fattigt udviklingsland som Filippinerne har bundet i et projekt, som er kørt helt i skoven. Men IAEA skriver, at der er tilsvarende findes eksempler på strandede reaktorprojekter både i Brasílien, Argentina og Østeuropa. Så det er ikke noget enestående. Listen over aldrig ibrugtagne og aldrig færdiggjorte reaktorer er lang (se efterskrift nedenfor).

Siden Bataan blev opført, er prisen for atomkraft vokset betragteligt, blandt andet fordi de sikkerhedsmæssige krav efter hver af reaktorkatastroferne ved Three Mile Island, Chernobyl og Fukushima er vokset, hvilket har medvirket til at gøre atomreaktoren til en yderst avanceret og kompliceret teknologi, som til forskel fra solceller og vindmøller har vanskeligt ved at høste stordriftsfordele. Samtidig er der mange steder i verden stor utilfredshed med og utryghed ved atomkraften, så der er et konstant pres for at afvikle og omlægge til vedvarende energikilder. Selv for de rige industrilande, som i 1970erne og 1980erne opførte atomkraftværker i stor stil, volder det således store vanskeligheder at få opført den nye generation af reaktorer, som skal klare generationsskiftet.

For at tage et konkret eksempel, så besluttede Storbritannien sig i 2005 for at igangsætte de første to af 12-16 store reaktorer for at sikre sit generationsskifte inden 2025, hvor ikke bare en række reaktorer, men også en række kulkraftværker bliver sendt på pension. I samarbejde med det statsejede franske EDF udarbejdede man et projekt, som EDFs direktør i 2007 lovede kunne levere strøm til de engelske julekalkuner i 2017. Men her 10 år efter er det ikke lykkedes at lave den endelige økonomiske aftale, og den pris man har forhandlet sig frem til vil give de britiske forbrugere en astronomisk el-regning 35 år frem fra reaktorerne er færdige. Samtidig står det efterhånden klart for enhver, at der ikke bliver en eneste ny reaktor klar til 2025.

I løbet af de 10 år, hvor man ikke har kunnet lande den endelige finansieringsaftale, er prisen for de to nye reaktorer ved Hinkley C blevet flere gange dyrere, mens prisen for den vedvarende energi samtidig er faldet markant – en udvikling som i de kommende år kun vil gøre atomkraften endnu mindre konkurrencedygtig i forhold til den vedvarende energi. I de 6 år mellem COP15 i København og COP21 i Paris faldt prisen på solcellerne med hele 80%. I dag kan således for samme pose penge få betydeligt mere energi via vedvarende energikilder end fra atomkraften, og nok så vigtigt i forhold til klimaudfordringen kan det gøres meget hurtigere. Så sent som i dag blev der fremlagt beregninger, som viser, at man med sol og vind, en vis batterikapacitet og en lille smule gasfyret backup ville kunne levere samme mængde energi som de to Hinkley C-reaktorer for blot 75% af den pris, som er aftalt for strømmen fra Hinkley C. Og hvor det har vist sig nærmest umuligt for EDF at finde investorer til at gå med ind i finansieringen af Hinkley C, så er det i dag med de rette rammebetingelser muligt at finde investorer til sol- og vindanlæg i alle størrelser.

Det virker således helt uden jordforbindelse, når en lille gruppe klimaforskere med James E. Hansen i spidsen under COP21 fremlagde forslag til løsning af verdens klimaproblemer ved at satse bredt på atomkraft. Som Hansen fremlægger det i The Guardian, ville det kræve opførelsen af 115 nye atomreaktorer om året hvert år frem til 2050. (link) For som vi har set det med Bataan-reaktorens tidslinje, og som vi har kunnet se det selv med Hinkley C, hvor der er tale om en af verdens største økonomier, så er etableringen af atomkraft en proces, som strækker sig over årtier, som kronisk eksploderer budgetter og tidsplaner og som igen og igen bliver ‘forstyrret’ af det forhold, at de færreste befolkninger ønsker atomkraft i deres stikkontakter. Selv for de lande, som i 1970erne og 1980erne fik etableret betydelige mængder af atomkraft, synes generationsskiftet at volde store problemer, og for eksempel Frankrig har valgt at udsætte sit generationsskifte ved at neddrosle andelen af A-kraft fra 75% til 50% og søge at forlænge levetiden ud over de 30-40 år, de nuværende reaktorer typisk er bygget til at kunne holde. I skyggerne efter Fukushima-katastrofen er en række lande er i færd med helt at afvikle A-kraften, og i Japan, hvor man prøver at få sin reaktorflåde i gang igen, er det foreløbig her fem år efter Fukushima-katastrofen kun lykkedes at få genstartet 2 af de 54 reaktorer man havde i gang før katastrofen. Var det ikke for Kina, som har adskillige reaktorer under opførelse (20) og endnu flere på tegnebrættet (26), så ville A-kraften på verdensplan være i frit fald. Hvor A-kraften i 1996 kulminerede med 17,6% af verdens elektricitetsforsyning, så var andelen i 2013 faldet til 10,8 %. I USA er det kun lykkedes at igangsætte to nye reaktorbyggerier i det 21. århundrede, og for mindre end et halvt år siden fik man ved Watts Bar i Tennessee færdiggjort sin første nye reaktor siden årtusindskiftet. Dens opførelse blev påbegyndt i 1973 og har været 42 år under vejs.

EDF har sammen med Areva to tredjegenerations-reaktorer under opførelse ved Olkiluoto i Finland og Flamanville i Frankrig af samme type som dem man agter at opføre ved Hinkley C. Opførelsen har begge steder voldt store problemer, Olkiluoto er plaget af retssager i milliard-klassen, mens byggeriet af Flamanville pt. er standset, da man har konstateret måske graverende fejl i den store stålkappe, som omgiver reaktorprocessen. Foreløbig er de to projekter tilsammen 16 år forsinket, mens prisen er svulmet til det tredobbelte, og de bliver tidligst færdige i 2019. Arevas økonomi er brudt sammen, og EDF går lige nu tiggergang ved den franske stat for at sikre nye milliardtilførsler, som overhovedet vil gøre dem i stand til at løfte opgaven med Hinkley C. Hele dette forløb er belyst langt mere indgående i blog-indlægget Hinkley Point – en historisk fejlinvestering?

Måske vi om 15-20 år har de første fjerdegenerations-reaktorer klar til at udrulning på verdensplan. Måske det tager længere tid – ingen kan på nuværende tidspunkt sige noget sikkert derom andet end at der forestår et stort udviklingsarbejde. Der er forhåbninger om, at en ny generation reaktorer kan blive både billigere og sikrere, men det har der været for alle nye generationer, så det er på ingen måde givet, at det vil være tilfældet for fjerdegenerations-reaktorerne.

Hvis man skulle iværksætte Hansens plan, ville det således i dag være tredjegenerations-reaktorer ligesom dem ved Flamanville og Olkiluoto, som man kunne gå i gang med. Og når man ser, hvor svært det er at få finansieret blot to af dem i Storbritannien, som er et stort og rigt land, og som har haft atomkraft i et halvt århundrede, så virker det fuldstændig urealistisk at kunne igangsætte 115 af reaktorer om året, heraf mange i udviklingslande. De har slet ikke den slags penge. Og mange af dem vil – ligesom vi har set det med Filippinerne – ikke have den infrastruktur, den knowhow eller den politiske stabilitet, som gør det muligt, endsige trygt, at implantere atomkraftværker.

Som det fremgår af Bataan-reaktorens og det filippinske atomeventyrs tidslinje, så gik der næsten 30 år, fra man fik lavet den første undersøgelse af atomkraftens muligheder, til Bataan-reaktoren var så færdig, at man ville kunne have startet den, hvis ikke man var endt med at opgive på målstregen. Hvis man prøvede at indtænke en tilsvarende udvikling på det afrikanske kontinent, hvor i dag kun et enkelt af de 54 lande har atomkraft, så har et flertal af dem stadig en infrastruktur, som gør, at man ikke bare uden videre kan opføre et atomkraftværk og regne med at det fungerer. Det er et åbent spørgsmål, hvor meget hurtigere det kan gå i de mange situationer, hvor man skal starte helt forfra. Og det virker så utrolig meget enklere at åbne en IKEA, som sælger gør det selv-solfangersystemer, bundlet med mikrolån, som kan betales tilbage i takt med at man sparer på elregningen. For i rigtig mange situationer vil det gå jo bedre, jo enklere en energiforsyning, man kan tilbyde.

Det synes således både umoralsk og strategisk fejlrettet at binde verdens mange udviklingslande til så store investeringer, som bygger så meget på en teknologi, man ikke selv kan medvirke til, og som kommer så langsomt igen. Hvis man i stedet investerede i vedvarende energikilder, så skal der ikke nær så mange penge på bordet, og der går ikke nær så lang tid, før de først investerede penge begynder at betale sig tilbage i form af besparelser på kul-, olie- og gasregningen. Samtidig ville mange flere ville kunne være medaktører i en udbygning med vedvarende energi, så det også gavner den lokale økonomi. Så man vil også tidsmæssigt set kunne opnå en hurtigere klimaeffekt end ved at satse på atomkraften, hvilket i den nuværende situation burde være det helt afgørende. For vi er lige nu årtier bagefter den nødvendige klimaindsats. Og de nationale klimaplaner, som ligger til grund for den nyligt indgåede klimaaftale i Paris, skal strammes betragteligt, hvis vi skal lykkes med Paris-aftalens mål om at holde den globale temperaturstigning well below 2°C og aspirere for blot 1½°C.

I en situation, hvor vedvarende energiløsninger er blevet de billigste, er det nødvendigt at skære igennem atomkraftindustriens spin om, at base load-enheder som atomkraftværker er nødvendige, og at indse, at de nuværende tredjegenerationsreaktorer er postfossile dinosaurer, som frem for at udgøre nogen vej videre fra det fossile samfund fortjener at gå til grunde med det fossile samfund.

Efterskrift – hvis man løber Wikipedias liste over verdens atomreaktorer igennem (link), så bliver det klart, at situationen omkring Bataan langt fra er enestående. Mange steder har man måttet standse midtvejs i byggeprocessen eller opgive at igangsætte færdige reaktorer. Her blot en række eksempler:

Argentinas anden reaktor blev påbegyndt i 1981 og blev taget i brug i 2014. Østrig indledte i 1972 opførelsen af den første af 6 planlagte reaktorer. Den blev fuldført, men aldrig taget i brug, og byggeriet af de øvrige blev opgivet efter en folkeafstemning. Brasíliens tredje reaktor blev påbegyndt i 1984 og er langt, men endnu ikke færdiggjort. Cuba påbegyndte opførelsen af to reaktorer i 1983 og 1985, som blev opgivet i 1992. Tyskland har to reaktorer, som er blevet færdiggjort, men aldrig taget i brug, og en række andre reaktorer, som er påbegyndt, men opgivet. Polen har to påbegyndte, aldrig afsluttede reaktorer. Rumænien igangsatte i starten af 1980erne byggeriet af 5 reaktorer, hvoraf det i 1996 lykkedes at få den første i gang, og i 2007 den anden. Der har været forsøg på at få færdiggjort to af de tre resterende. Rusland har adskillige uafsluttede reaktorer, deriblandt to som er påbegyndt i 1984 og 1985. Slovakiet er ved at forsøge at færdiggøre to reaktorer, som blev påbegyndt i 1987. Spanien påbegyndte to reaktorer i 1972 og andre to i 1975, som det i 1984 blev opgivet at færdiggøre. Taiwan har to reaktorer, som blev påbegyndt i 1999, som der ikke mindst efter Fukushima 2011 står en strid politisk kamp om, om de overhovedet skal færdiggøres.

Update 02.09.2016 – i den forgangne uge har der været en tredages atomenergi-konference i Manila. Det har selvfølgelig givet anledning til endnu en gang at lufte planerne om at forsøge at få Bataan i gang.

Filippinernes energiminister Alfonso Cusi sagde tirsdag (30.08.), at det ville koste omkring 1 mia. $ at aktivere Bataan-reaktoren (hvor de to oprindelige tilbud for to reaktorer var hhv 500 mio $ og 700 mio $). Cusi har sat sig for at genoplive en komite til foreståelsen af genstarten af Bataan. Han gav ikke nogen tidsplan for projektet, men fortalte, at det internationale atomenergiagentur IAEA har været involveret i at hjælpe med at identificere de næste skridt for at blive i stand til at træffe “well informed” beslutninger.

Selv hvis man fandt pengene og gik i gang med klargøringen, er det langt fra givet, at Bataan-reaktoren nogensinde kommer i gang. For den folkelige modstand mod atomkraft på Philippinerne er massiv. Og selvom IAEA givet kan fortælle, hvad man skal gøre for at få reaktoren i gang, så er de nok ikke de rette til at rådgive den filippinske regering, om pengene i stedet var bedre brugt på vedvarende energikilder.

Cusi sagde i går til Manila Times, at han personligt går ind for at aktivere Bataan-reaktoren, men at det ikke er hans beslutning, men den filippinske befolknings. Og han erkender, at der er estor modstand mod atomkraften. Men der er heller ikke nogen fremtid i at udbygge kulkraftværker, og der er brug for et vist mål af base load. Så han føler sig nødsaget til at holde samtlige muligheder åbne. Filippinerne har et stort kraftværk, som skal på pension i 2022-24 samtidig med at energiforbruget er stigende. Så der skal træffes beslutninger om Filippinernes fremtidige energiforsyning i den nærmeste fremtid. Regeringen har lige nu en energiplan for 2016-2030 under udarbejdelse, som vil blive fremlagt til diskussion i oktober.

Lederen af Filippinernes energikomission, senator Sherwin Gatchalian, er omvendt imod reaktiveringen af Bataan. Han betragter den som problematisk fejlplaceret og som forældet teknologi, hvorfor midlerne ville være bedre brugt på andre energikilder. Samtidig har Fillippinerne slet ikke den knowhow og det personale, der skal til at drive en atomreaktor sikkert og effektivt.

BNPP: Is it worth it? (leder) Business Mirror 02.09.2016.

Aberon Voltaire Palaña: Bataan nuclear plant can boost power output – Cusi, Manila Times 01.09.2016.

Katharina Charmaine Alvarez: Senators divided on revival of Bataan Nuclear Power Plant, GMA News Online 31.08.2016.

Kennedy Maize: An Asian Nuclear Duo: Monju Down, Bataan Up? PowerMag 30.08.2016.

Cusi: Gov’t may open mothballed Bataan nuclear power plant, (Reuters) ABS-CBN News 30.08.2016.

Shadz Loresco: Why revive the Bataan Nuclear Power Plant? Rappler 10.01.2016.

James Hansen, Kerry Emanuel, Ken Caldeira & Tom Wigley: Nuclear power paves the only viable path forward on climate change, The Guardian 02.09.2015.

Ben Kritz: Still a nuclear non-starter, The Manila Times 21.10.2015.

Naureen Malik & Harry Weber: It Took 42 Years to Finish This Nuclear Power Plant in the U.S., Bloomberg 22.10.2015.

Mixkaela Villalon: The Future Prospects of the Bataan Nuclear Power Plant, Rogue 29.06.2015.

Country Nuclear Power Profiles: Philippines, IAEA updated 2014.

Frederico D. Pascual Jr.: Bataan nuclear power plant: Reopen it or not? Philippine Star 06.08.2013.

Steven Baldesco: Marcos, Westinghouse and the failed, anomalous Bataan Nuclear Power Plant Project (1973-86), Pulitika at Kasaysayan, 28.12.2012.

Alfredo Mahar Lagmay: Geological hazards of SW Natib Volcano, site of the Bataan Nuclear Power Plant, the Philippines, Geological Society  v. 361, 2012, pp. 151-169.

Fallen Angel: A monument to Pinoy stupidity: the Bataan Nuclear Power Plant, Get Real Post 08.04.2012.

Norimitsu Onishi: A Nuclear Plant, and a Dream, Fizzles, New York Times 13.02.2012.

Hannah Lehmann: Filipinos protest against Bataan Nuclear Power Plant and U.S. military bases, 1983-1986, Global Nonviolent Action Base 25.09.2011.

Ding Fuellos: Exploring the Bataan Nuclear Power Plant, The Pinoy Explorer 22.06.2011.

Roberto Verzola: An 80-km BNPP evacuation radius will include all of Bataan and Pampanga, most of Zambales, Bulacan, Metro Manila and Cavite, and parts of Tarlac and Batangas, Ecology, technology and social change 20.11.2011.

Timeline: Nuclear Power in the Philippines, ABS-CBN News 21.12.2009.

IAEA Advises Philippines on Next Steps for “Mothballed” NPP, 12.07.2008.

Bataan Nuclear Power Plant, Greenpeace Philippines ~2007.

Karl Wilson: Philippines: Bataan nuclear plant costs $155,000 a day but no power, Resilience 30.06.2004.

Options for the Conversion of the Bataan Nuclear Power Plant to Fossil Fuel Firing, METTS ~1997.

A Study of the Conversion Options for the Bataan (Philippines) Nuclear Power Station, METTS 1995.

Bataan Nuclear Power Plant, Wikipedia.