Japan skruer igen op for A-kraften III – Takahama-værket

29. december 2015

Herover ses Takahama-værket med dets fire reaktorer, hvoraf reaktor 3 og 4 i forgrunden i februar opnåede godkendelse af genstart ved den nyetablerede japanske sikkerhedsinstans NRA.

I månederne efter Fukushima-katastrofen i marts 2011 blev samtlige Japans 54 atomreaktorer en efter en taget ud af drift. For i takt med, at de blev standset for det årlige sikkerhedscheck og genpåfyldning af brændselselementer, turde ingen lokalpolitiker efterfølgende give accept af genstarten. Det stod klart, at det ikke bare var et jordskælv, men en systemisk fejl, hvor mange forskellige instanser havde svigtet. Derfor blev hele det sikkerhedsapparat, som så eklatant havde fejlet ved at lade sig kompromittere af energiselskaberne, skrottet, og en ny sikkerhedsinstans, NRA, hvis første opgave var at definere nye sikkerhedsregler for drift af atomreaktorer i Japan, blev etableret. Herefter måtte de forsyningsselskaber, som ejer de japanske reaktorer, reaktor for reaktor søge om godkendelse i en møjsommelig proces, som for hver enkelt reaktor har krævet op imod 40.000 sider dokumentation ud over en række tekniske og sikkerhedsmæssige opgraderinger, som afhængig af hvilken reaktor, der er tale om, kan spænde fra mindre justeringer til opgraderinger af grundstrukturerne, der er så omfattende, at det forretningsmæssigt set ikke ville kunne hænge sammen.

På den baggrund lykkedes det i august og november i år ved Sendai-værket at få de første to japanske reaktorer i ordinær drift efter det nye sæt af sikkerhedsregler (se blog-indlægget Japan skruer igen op for A-kraften I – Sendai-værket). Herefter var det ventet, at næste genstart ville blive en reaktor ved Ikata-værket (se blog-indlægget Japan skruer igen op for A-kraften II – Ikata-værket). For genstarten af reaktor 3 og 4 ved Takahama-værket, som i februar 2015 opnåede den nye sikkerhedsinstans NRAs godkendelse, blev i april i år blokeret på grund af en retskendelse. Men i løbet af december er de nødvendige lokale tilladelser faldet på plads. Og her juleaftensdag behandlede retten i Fukui en anke over afgørelsen, som førte til ophævelsen af blokeringen af genstarterne.

Allerede dagen efter igangsatte Takahama-værkets ejer, KEPCO, som er forsyningsselskab for Kansai-regionen, påfyldningen af brændselselementer i reaktor 3. Mandag den 28. var de 157 brændselselementer på plads og reaktoren klar til opstart. Der er endnu ikke fremlagt nogen tidsplan, men den nationale japanske TV-station NHK oplyser i dag, at opstartsprocessen vil blive igangsat allerede i januar.

Domsafsigelsen fastslog ellers i april, at det NRAs nye regelsæt ikke tilstrækkeligt klart formåede at sikre den omkringboende befolkning mod alvorlige uheld. NRAs regelsæt er da også ud fra en samlet sikkerhedsvurdering alt for entydigt fokuseret på det rent tekniske ved driften og de tekniske anlæg. Og hele det register af fejl, der kan opstå i vekselvirkningen mellem kompleks teknologi og komplekse organisationer, der er sammensat af ikke altid lige rationelt agerende individer, har NRAs fornyede sikkerhedsregler slet ikke på samme måde fat om.

Der har under vejs været enkelte generelle kommentarer til slap ledelse af TEPCO, hvis helt utilstrækkelige sikkerhedskultur var den systemiske grund til Fukushima-katastrofen, men NRA har slet ikke samme muligheder for at præcisere, hvad der skal til, for at den menneskelige del af konstruktionen fungerer optimalt.

Yderligere fastslår de nye sikkerhedsregler, at der skal etableres sikkerhedsforanstaltninger i og evakueringsplaner i en sikkerhedszone 30 km omkring hver reaktor, men ingen synes for alvor at tage – eller at have – ansvar for disse planer. Det ligger klart uden for NRAs regi, kommunerne og amterne søger at skubbe det til staten, som ikke blankt afslår, men omvendt heller ikke gør noget.

Derfor var der al mulig rimelighed i, at retten i Fukui i april i år erklærede, at de to reaktorer ikke kunne genstartes på det nuværende grundlag. Og omvendt ingen rimelig grund til at dommen er blevet omstødt – bortset fra massiv pression fra industrien og statsadministrationen, som ikke ser mildt på denne retssystemets ‘uretmæssige’ indgriben.

Der foreligger nu en evakueringsplan omkring Takahama-værket, omend en meget fragmentarisk af sin slags. Og den har som forudsætning, at vejsystemet i en katastrofesituation er intakt, så evakuering kan finde sted via biler og busser – hvilket er ganske naivt i et land som Japan, hvor der ved kraftige jordskælv så godt som altid sker store skader på veje og broer, som gør dem ufremkommelige. Og der skal ikke mange nedbrud i vejsystemet til, før evakueringen af de 179.000 mennesker, som bor i sikkerhedszonen omkring Takahama-værket, bliver en endog meget langsommelig proces.

Der er siden Fukushima-katastrofen lavet beregninger af, hvor lang tid det vil tage at evakuere 95% af befolkningen inden for de japanske atomkraftværkers 30 km-zone. I nogle tilfælde vil der gå op til to døgn. Ved Hamaoka-værket, hvis sikkerhedszone det ville tage længst tid at evakuere, ville det tage næsten fire fulde døgn. Men det er meget vanskeligt at lave det rette scenario, og en undersøgelse, som blev præsenteret for blot få dage siden viser, at i den virkelighed, som udfoldede sig omkring Fukushima-katastrofen, så vidste kun 16,5% af den befolkning, som skulle evakueres, 24 timer efter at evakueringsordren var givet, at der overhovedet var udstedt evakueringsordre. Og i Namie, som er et af de samfund, der ligger nærmest Fukushima-værket, var kun 9,7% bekendt med evakueringsordren et døgn efter at den var udstedt. (link) Så når store jordskælv er involveret, kan selv noget relativt banalt udvikle sig meget komplekst.

Samtidig har vi med Takahama-værket at gøre med en placering, som hvis uheldet er ude ville kunne føre til radioaktiv forurening af Biwa-søen, som er den vigtigste kilde til drikkevand for 14 mio. mennesker. Det ville føre til næsten uoverstigelige problemer, hvis store dele af Kansais drikkevandsforsyning blev forurenet. Er det i orden at risikere sådanne scenarier blot for at varme vand til at lave elektricitet? Svaret burde ikke blot rutinemæssigt være et ja.

Når retten juleaftensdag endte med at give KEPCO medhold i sin anke, var det da heller ikke fordi det sikkerhedsmæssige i mellemtiden var løst til fuld tilfredshed, men fordi man i mellemtiden havde forflyttet den første dommer, Hideaki Higuchi, og indsat en ny, Jun Hayashi. Han påpeger, at samtidig med, at NRAs sikkerhedsforskrifter har et reelt rationale, så kan A-kraft aldrig blive helt sikker, hvor den tidligere dommer fandt det uacceptabelt at drive en virksomhed på en måde, så det påførte menneskers liv en alvorlig risiko.

Man kunne ønske sig en sådan positionering fra vores retssystem, så det reelt beskyttede befolkningen mod virksomheders overgreb og forurening og beskyttede naturen mod menneskets overgreb og forurening. De japanske domstole har dog ikke tradition for sådanne positioner, men er tværtimod kendt for at gå systemets ærinde, så efter at dommer Hideaki Higuchi var fjernet, stod det klart, at det retslige forbud mod genstart ville falde.

Før Fukushima-katastrofen(s begyndelse) i 2011 var Kansai den region i Japan, som med i alt 50% havde den højeste andel af sin elforsyning fra A-kraft, hvor Japan på landsplan havde lige omkring 30% A-kraft i sin energiforsyning. Dette har betydet, at forsyningssituationen i de mellemliggende år har været særligt prekær i Kansai-området, hvor alt som har kunnet bruges som backup, har været i gang. Og presset på både industri og private forbrugere om at spare på elektriciteten har i Kansai-området været massivt. Så genstarten af de to reaktorer falder på et tørt sted, og det forlyder, at yderligere to af KEPCOs reaktorer, Reaktor 3 og 4 ved Oi-værket vil have deres godkendelse fra NRA på plads inden længe.

De reaktorer, man først har søgt og fået genstartet, har med en vis taktisk logik været placeret i udkantsområderne, hvor modstanden mod genstarterne og det antal mennesker, som ville blive berørt af en katastrofe, hvis uheldet var ude, er mindst. Men i takt med at genstarterne rykker tæt på de store befolkningskoncentrationer omkring Tokyo, Nagoya og Osaka, bliver den proces, som skal sikre den lokale accept af genstarten mere og mere utilstrækkelig, fordi den kun konsulterer en meget lille del af de mennesker, som vil kunne blive berørt af en atomkraft-katastrofe. Og hvor de sikkerhedsregler, som den nyetablerede sikkerhedsinstans NRA har etableret, synes at komme solidt rundt om de rent tekniske aspekter af atomreaktorerne, så er der slet ikke på tilsvarende vis taget hånd om den del af sikkerhedsarbejdet, som omhandler evakuering osv. i den omgivende sikkerhedszone. Man har blot udvidet den til en radius på 30 km uden at etablere retningslinjer for, hvordan lokalsamfundene skal involveres og koordineres. Så man står med et kæmpe hul i den nyetablerede sikkerhedsvaretagelse, som nok endda får lov at blive stående, fordi alle går uden om at tale disse problematikker åbent igennem af frygt for, at de skaber mere frygt for og modvilje mod A-kraften, end der allerede er.

Der har i de seneste måneder været rejst kritik af, at KEPCO blot har fortsat klargøringen af de to reaktorer, og tydeligvis har været klar til at gå i gang med opstarten med ekspresfart umiddelbart efter domstolens afgørelse juleaftensdag. Afgørelsen vil sandsynligvis blive anket, men vi kan forvente, at KEPCO vil søge at få gang i de to reaktorer så hurtigt som overhovedet muligt – før befolkningen i Kansai-området når at reagere. For de to, som skulle repræsentere lokalsamfundet og give dets accept af genstarterne, Takahamas borgmester Yutaka Nose og Fukui Amts guvernør Issei Nishikawa har begge dukket sig og givet det mindst mulige ja med de størst mulige forbehold og formaninger overfor KEPCO om nu at gøre alting rigtigt, i stedet for at varetage deres opgave og sikre, at der er udarbejdet de tilstrækkelige evakueringsplaner inden reaktorerne kom i gang.

Hvis dette havde været en del af betingelsen for NRAs godkendelse, så havde disse evakueringsplaner for længst været udarbejdet. Nu bliver reaktorerne sat i gang igen, selvom dele af den forbedrede sikkerhedsvaretagelse først kommer til på et senere tidspunkt. Det svarer lidt til at købe en brugt bil, som mangler sikkerhedsseler og kun bremser på den ene aksel, og så bede til at der ikke går noget galt de næste par år, indtil det bliver udbedret.

I de lokalsamfund, som direkte er værter for atomkraftværkerne, er der en vis sympati for A-kraften. For de bliver forgyldt med alle mulige former for donationer og tilskud, og lever helt bogstaveligt af deres eksistens. Men umiddelbart herudenfor ligger der en lang række samfund, som også ligger inden for den 30 km sikkerhedszone og ved en katastrofe potentielt vil kunne blive hårdt ramt, men ikke er blevet hørt. Mere end to tredjedele af den befolkning, som lever inden for Takahama-værkets 30 km sikkerhedszone bor ikke i Fukui Amt, men i Kyoto Amt. Yderligere ligger en flig af zonen i Shiga Amt. Og man kunne med en vis ret hævde, at i det mindste de direkte berørte amter burde have været inddraget i den formelle godkendelse af genstarten, nu hvor man er gjort til del af sikkerhedszonen med obligatoriske evakueringsplaner osv. Så vi vil givet her i den kommende tid se stærke markeringer af utilfredshed med den manglende inklusivitet i processen.

Et andet aspekt er, at der ikke kun tale om disse to reaktorer. På samme kyststrækning ligger der næsten skulder ved skulder 5 atomkraftværker hver med adskillige reaktorer, og selvom det måske lykkes at få listet de første i gang, så vil alle frustrationer over urent trav gå videre til de næste genstarter i rækken. Selvom det umiddelbart kan ligne en sejr for A-kraftværkerne, at de ikke er blevet tvunget til at konsultere med et bredere opland og indhente formel tilladelse fra alle, som er berørt af de nye zoner, så ligger der i den manglende inddragelse en sårbarhed, som man kan se har ført til retssager som disse – og som givet i de næste mange år vil føre til hele serier af yderligere retssager.

Endda har KEPCO med lidt held inden for et par måneder fået to reaktorer genstartet ved Takahama-værket efter fem års stilstand.

Dette blog-indlæg vil følge processen omkring genstarten af de to reaktorer ved Takahama-værket i de kommende par måneder og vil derfor løbende blive opdateret.

Update 06.01. (2016) – En kreds af borgere har i dag anket den afgørelse fra retten i Fukui, som har muliggjort genstarten af de to reaktorer ved Takahama-værket. Dette synes dog ikke at kunne få opsættende virkning på genstartsprocessen, som er i fuld gang.

Mediedækningsmæssigt er genstartsprocessen nærmest mørklagt, men det fremgår af nyhedsbureauets Jijis meddelelse i dag, at reaktivering af den første af de to reaktorer, reaktor 3, vil kunne finde sted så tidligt som 28. januar (link).

Update 23.01. – Der har her i januar fortsat været så godt som mørkelagt omkring genstarten af de to reaktorer i Takahama – og om den japanske A-kraft i det hele taget. Normalt ville en meddelelse som den det japanske nyhedsbureau Kyodo udsendte 21. januar, som klargør, at den første af de to Takahama-reaktorer, som har fået NRAs godkendelse, sandsynligvis er så langt i sin genstartsprocedure, at den vil blive opstartet 29. januar, have været bragt vidt og bredt. Men her to dage efter er der intet at se i de japanske medier.

Det internationale atomenergiagentur IAEA har i løbet af januar været i Japan at se på håndteringen af de japanske reaktorer. Den endelige afrapportering vil først foreligge om tre måneder, men man påpeger i den foreløbige rapport, at Japan må gøre langt mere for dels at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft (post-Fukushima er atomkraftindustrien i de nuværende meget små ungdomsårgange betragtet som en lidt taberagtig branche). Dels er mulighederne for at gennemføre kontrol af atomkraftværkerne utilstrækkelig, fastholdt i et meget stift sæt af regler, som gør, at tilsynsmyndigheden NRA ikke kan komme på uanmeldt besøg, men at det skal være planlagt lang tid forud. Herved har man det meget typisk japanske, at alle kan vise sig fra deres bedste side – og desværre også, at det er svært at lodde, hvordan virkeligheden ser ud på hverdage.

NRAs leder Shunichi Tanaka erkender begge problemstillinger – og han får faktisk ros af IAEA for sit arbejde med at højne kvaliteten af den japanske sikkerhedsinstans’ arbejde. Men da IAEA i 2007 var på inspektion i Japan at se på det samme, blev nøjagtigt samme problemstillinger påpeget … og intet er tilsyneladende sket.

Umiddelbart efter at reaktor tre på fredag bliver igangsat, vil KEPCO søndag montere brændselselementer i Reaktor 4. Så ud over de to reaktorer ved Sendai-værket, som kom i gang i efteråret, har Japan snart fået yderligere to reaktorer tilbage i fuld produktion.

Update 25.01. – Det fremgår i dag, at der er indgået en aftale mellem KEPCO, som ejer og driver Takahama-værket, og Shiga Amt. Der lå fra Shiga Amts side en forventning om at få medindflydelse på opstartsproceduren, da en del af den 30 km sikkerhedszone omkring Takahama-værket ligger i Shiga Amt. Men det er lykkedes KEPCO at sno sig uden om denne del, selvom de involverede amter traditionelt har skullet spørges. Den indgåede aftale indebærer for det første, at Shiga Amt kan forvente at blive underrettet øjeblikkeligt, hvis der er problemer på Takahama-værket. For det andet vil amtet blive informeret, når der er tale om transport af radioaktivt materiale.

Det foreligger ikke noget om en tilsvarende aftale med Kyoto Amt, som også har areal inden for 30 km-zonen, men man må formode, at et tilsvarende aftale her er under forhandling.

Der har været meget lidt nyt om Ikata-værket, hvor man regner med at få Reaktor 3 klar til opstart her i løbet af foråret. Her er de lokale aftaler for længst faldet på plads, så intet skulle kunne bremse den opstart nu. Men i Niigata har TEPCO forhåbninger om at få to af syv reaktorer ved verdens største atomkraftværk, Kashiwazaki-Kariwa-værket, i gang inden længe. Så Niigata-området er lige nu tæppebombet med TV-reklamer om, hvor sikkert, rent osv. A-kraft er (blevet). Endda bliver det op ad bakke at få de lokale godkendelser til at falde i hak i Niigata Amt, da TEPCO her har et virkelig dårligt ry. Og det er lige nu meget vanskeligt at se, hvad der skal kunne få amtsborgmester Hirohiko Izumida til at skifte mening om, at TEPCO er decideret uegnet til at drive atomkraftværker. Derfor kan det godt være at det sker. For der bliver i al stilhed presset massivt på for at få Japans mange standsede reaktorer på arbejde igen.

Update 26.01. – For nogle måneder siden stillede NRA krav om, at der senest til marts skulle være dokumentation af at kabler i japanske atomkraftværker var brandsikrede og separeret for ordinær drift hhv. nødsituationer, sådan at en opstået brand ikke samtidig ville kunne blokere for for eksempel den almindelige køling og nødkølingsystemer – hvilket er en ganske naturlig ting, at man sikrer at et nødsystem rent faktisk vil kunne fungere i en række forudsigelige nødsituations-scenarier. Kravet kom, efter at inspektioner på en række værker havde vist, at dette i en række situationer ikke var tilfældet.

Men på et møde i NRA for få dage siden (disse møder er offentligt tilgængelige) stod det klart, at NRA ikke har sikret sig, at kablingen er korrekt udført ved de to Sendai-reaktorer, som netop er blevet genstartet, samt de to Takahama-reaktorer, som nu står overfor genstart (sandsynligvis for ikke at måtte fremtvinge standsning i den hellige produktionstid), og at man simpelthen ikke ved, om det er tilfældet for disse reaktorer. Dette er kun kommet frem på grund af afsøgninger fra Greenpeace og Green Action, som fordømmer situationen på det kraftigste. (link)

Det virker også paradoksalt, at man har så travlt med at få genstartet reaktorer, at man ikke sikrer sig at få den fulde sikkerhedspakke på plads inden – ikke mindst med noget så relativt enkelt at checke og rette op på som kablingen. Og det viser 1) hvor svagt NRA står som kontrollant, 2) hvor lidt proaktive, de japanske forsyningsselskaber er, når det glæder om at opspore og undgå potentielle risikofaktorer, samt 3) at dem der forestår den politiske godkendelse fra kommune og amt slet ikke har nogen forudsætninger for at gennemskue, hvad de siger ja til, men er henvist til at have tillid til forsyningsselskabernes forsikringer om, at alt er gjort og alt vil blive gjort for at sikre den yderste grad af sikkerhed.

Selvfølgelig har nogen omkring de nu genstartede reaktorer vidst, at det burde undersøges – og at der på et tidspunkt ville komme krav om det også for Takahama-værkets vedkommende. Ydermere har KEPCO haft tid til at gøre det, mens genstarten af de to reaktorer ved Takahama-værket har været blokeret af Fukui rets forbud. Men i stedet for at demonstrere sin proaktivitet i sikkerhedsvaretagelsen, man har blot dukket sig og undladt at gøre det, når ikke der var uomgængeligt krav om at gøre det. Det peger på det dybereliggende problem, at dem der driver disse værker stadig ikke rigtig synes at tage deres sikkerhedsopgave alvorligt – og at hele den sikkerhedposdatering, som nu sker, ikke sker fordi man har indset, at det er det rigtige, men fordi man er tvunget dertil og at man måske mest af alt betragter det som et sted mellem et irritament og en nødvendig skueproces for at få lov til at genstarte sine (ufejlbarlige) guldæg.

I hvert fald er det igen og igen den slags signaler, som mere eller mindre ufrivilligt udsendes fra den japanske atomindustri – som for eksempel når man nu seriøst arbejder på at kunne fralægge sig sit ansvar, hvis der opstår katastrofer som Fukushima-katastrofen. Her er det ifølge japansk lov TEPCO, som ejer og driver værket, som står med det fulde økonomiske ansvar. At de ikke kan betale er en anden ting. Foreløbig har den japanske stat måtte lægge i omegnen af 9 trillioner yen i TEPCOs kasse for at undgå at TEPCO kollapsede. Men staten har omhyggeligt undgået at overtage både TEPCO og TEPCOs ansvar.

Som man kunne læse i Japan Times i går: “‘If the sky’s the limit for compensation, we cannot project an outlook for our nuclear energy business,’ a senior official at a major power utility said.” (link)

Et sådant udsagn stritter af selvmodsigelse: Hvis ikke vi kan skubbe aben videre, så nogen andre står med ansvaret, kan vi ikke lave vores økonomiske kalkuler. Men det giver jo blot nogle andre udgifterne og usikkerheden. At man i praksis i stor stil undlader at indregne disse ekstraordinære katastrofeudgifter i sine økonomiske kalkuler er en væsentlig del af, at A-kraft fortsat kan markedsføres som billig, på trods af, at det selv efter 60 år i marken stadig kun fungere qua massive støttebeløb.

Jeg forstår på den ene side godt fortvivlelsen over, hvad man kan blive stillet til ansvar for, når man ser, hvor omfattende afledte virkninger, Fukushima-katastrofen har i det japanske samfund selv her fem år efter. For ikke bare har katastrofen sat en hel landsdel i knæ, det har givet alvorlige komplikationer for et helt samfund. Produktionen og eksporten af japanske fødevarer er stadig ikke normaliseret, et halvt hundrede reaktorer har været bragt til standsning i snart fem år nu, og sandsynligheden for, at bare halvdelen af dem kommer i gang inden for de nærmeste år er svindende – alt sammen udløst af den utilstrækkelige varetagelse af sikkerheden ved Fukushima Daiichi-værket. Alene arbejdet med at rydde op på selve værket er gigantisk. Der er dagligt mere end 7.000 mennesker direkte involveret i arbejdet på det havarerede værk. Og her efter snart fem år har er man kommet dertil, at lederen af dekommissioneringsarbejdet kunne sige, at 2016 ville blive et godt år, hvis man i løbet af i år fik klarhed over opgavens omfang. For strålingen fra de nedsmeltede reaktorer er så voldsom, at ingen kan nærme sig deres centrale dele, og den indtil nu har overmandet de robotter, man har forsøgt at sende ind i reaktoren.

Men løsningen er ikke at løbe fra ansvaret. Løsningen er at tage sikkerhedsarbejdet langt mere alvorligt, end man har gjort indtil nu – og sikre sig, at det ikke sker igen. Og hvis man ikke vurderer, at det kan lade sig gøre, så må man tage konsekvensen heraf og levere strømmen til sine kunder via sol og vind og geotermisk energi. For de astronomiske omkostninger ved reaktorkatastrofer som den ved Fukushima Daiichi forsvinder jo ikke ved, at man løber fra sit helt rimelige ansvar derfor ved at tørre dem af på samfundet. Det forsvinder i yderste konsekvens kun ved at lukke reaktorene ned, eller ved at drive dem så sikkerhedsmæssigt forsvarligt, at der var nogen som ville binde an med at forsikre værkerne.

Det har der endnu ikke været. Og en katastrofe som den ved Fukushima Daiichi ville også være en voldsom mundfuld selv for verdens allerstørste forsikringsselskaber, så det kommer nok ikke til at ske.

For statistikken er ikke med A-kraften. Indtil nu er 1½ af hver 100 reaktor kernenedsmeltet, og verdens atomreaktorflåde bliver hastigt ældre, samtidig med at branchen presser på for at få lov at køre langt ud over de 30-40 år, som reaktorerne oprindelig blev designet til at kunne holde. Så det er rimeligt at formode, at det i historisk tilbageblik vil være mere end 1½ af hver 100 reaktorer, som totalhavarerede.

Og hånden på hjertet, så er en atomreaktor nok også en af de mest indviklede måder at varme vand på, som menneskeheden endnu har udtænkt. I en tid, hvor A-kraften efter mere end et halvt århundrede stadig bliver dyrere at etablere og stadig ikke er landet naturligt i vores dagligdag, samtidig med at sol- og vindenergien år for år bliver billigere og billigere, så er det nok på tide at indse, at projekt atomreaktor ikke var så smart endda.

Update 29.01. – I dag blev reaktor 3 ved Takahama-værket igangsat – herefter går der blot et halvt døgn til reaktoren når ‘criticality’ – en tilstand, hvor den videre kerneproces er selvgenererende (6 AM japansk tid i morgen). Den første strøm vil blive produceret i løbet af mandagen. Herefter forestår der op imod fire ugers indkøring og tests, før der er tale om fuld normal produktion. Den genstartede reaktor er en MOX reaktor (Mixed Oxide), så brændslet er ikke udelukkende uran, men en blanding af uran og plutonium, hvor den anvendte plutonium stammer fra allerede brugte brændselselementer fra rent uran-baserede reaktorer.

Det affødte i går en leder fra Asahi Shimbun, som i ganske stærke vendinger fordømte endnu en hovedløs genstart uden først at have det sikkerhedsmæssige fuldt på plads. “We are deeply concerned about offline reactors starting up again one after another,” skriver Asahi Shimbun: “especially as there are troubling signs that the bitter lessons from Fukushima are being lost.” Det er særlig det forhold at der på samme kyststrækning ligger 15 reaktorer inden for ganske kort afstand. Endda er der i hele håndteringen af godkendelsen udelukkende set på den enkelte reaktors indre forhold. Det bliver også påpeget som dybt kritisabelt, at selvom der nu er 12 kommuner og tre amter, som skal arbejde sammen om en eventuel evakuering og udarbejdelse af evakueringsplaner for de 179.000 indbyggere, som bor i 30-km-zonen, så er der ikke foretaget nogen evakueringsøvelser. Og selvom der er planer om hvor i det omkringliggende samfund man vil sende de 179.000 mennesker, så foreligger der kun i 7 af disse værtskommuner planer for, hvordan det vil skulle foregå. Lederen slutter med at fastslå nødvendigheden af at få fastlagt en køreplan for afviklingen af den japanske atomkraft. (link)

Eric Johnston skriver i Japan Times, at der ikke er nogen planer for, hvordan dem som ikke kan klare sig selv – indlagte, gangbesværede, handicappede osv. – skal evakueres. Og for dem, som måtte have behov for medicinsk behandling eller anden særlig pleje, er der ikke planlagt noget som helst. Osakas borgmester Hirofumi Yoshimura protesterede også mod genstarten med henvisning til, at den overordnede sikring af deponeringen af det nucleare affald endnu ikke var på plads. Osaka er med 9% en af de største aktionærer i KEPCO. Men hidtil har alle forsøg på at påvirke udviklingen indefra vist sig at falde, fordi de mange institutionelle investerer (banker, fonde) kronisk stemmer med ledelsen. Det midlertidige lager for brugte brændselslegemer vil være opbrugt inden for 8 år. KEPCO regner inden da med at etablere et midlertidigt lager et andet sted i Kansai-området for en 50-årig periode, inden affaldet placeres mere endeligt i (sandsynligvis) et fælles nationalt underjordisk lager. Problemet er blot at de mest oplagte steder i regionen ikke synes at være indstillet på at være hjemsted for KEPCOs lager, så det er på høje tid at få løst denne del af problematikken. (link)

Asahi Shimbun skriver yderligere, at selvom sparekampagner i forbindelse med Fukushima-katastrofen, som i de første somre måtte gennemføres med særlig ildhu i Kansai-området, fordi man her var nået op på at få hele 50% af sin strøm fra A-kraftværkerne (og dermed manglede mere strøm end de øvrige forsyningsområder), så ligger el-forbruget i dag 10% under hvad det var før Fukushima-katastrofen, selvom kampagnerne for længst er ophørt.

Ifølge den nationale TV-kanal NHK sker igangsættelsen med beklagelser fra guvernørerne for både Shiga og Kyoto Amt over at være blevet udelukket fra godkendelsesprocessen for genstarten. Kyoto Amts guvernør Keiji Yamada påpeger det principielt problematiske i, at Kyoto Amt har været holdt ude af godkendelsesprocessen og påpeger nødvendigheden af, at der skal opnås samtykke fra og samarbejde med samtlige involverede omkringliggende samfund – hvilket synes særligt rimeligt i en situation som her, hvor mere end halvdelen af den 30 km sikkerhedszone omkring Takahama-værket ligger i Kyoto Amt. Shigas guvernør Taizo Mikazuki siger direkte, at han ikke kan acceptere genstarten. Fukui Amts guvernør Issey Nishikawa, som har godkendt genstarten, trygler regeringen om at gøre mere for at forklare befolkningen om A-kraftens vigtighed og nødvendighed. Men man må sige, at han ikke har gjort ret meget for at sikre, at de ved genstarten er etableret det nødvendige konstruktive samarbejde om håndteringen af kriser og evakueringer, som man med rimelighed kunne forvente, hvis dette vitterligt skal være den gennemgribende sikkerhedsopdatering, som der har været lagt op til. Dertil er fokuseringen alt for ensidigt lagt på det rent teknologiske.

Reaktor 4 ventes tilsvarende at blive igangsat sidst i februar med fuld normal produktion fra sidst i marts. De to reaktorer har stået stille i fire år nu, så det må vise sig, om der opstår småproblemer ligesom ved genindkøringen af de to reaktorer ved Sendai-værket. Men sandsynligvis har Japan fra slutningen af marts bragt antallet af genstartede reaktorer op på fire.

Update 30.01. – Mainichi påpeger i dag det problematiske i, at MOX-brændslet efter at det er brugt, ikke har nogen videre vej i det japanske system. Det er her, hvor Japan, trods årtiers investeringer i Monju-værket og Rokkasho-værket, endnu aldrig er lykkedes med at få etableret det brændselskredsløb, som kunne mindske både det samlede brændselsforbrug og den samlede radioaktive affaldsmængde. Og Monju-værkets videre fremtid er lige nu på pinebænken efter at NRA har krævet, at der kommer nye kræfter til at forestå driften, efter at de nuværende har demonstreret en eklatant mangel på evne og vilje til at drive værket forsvarligt. For umiddelbart er der ikke lige er nogen anden enhed, som har den tekniske viden eller kunne have noget økonomisk incitament til at videreføre udviklingsarbejdet ved Monju. Men håbet har levet, så igennem snart et halvt århundrede er det brugte brændsel blot blevet opbevaret midlertidigt ved de enkelte værker afventende, hvad der egentlig skulle ske med det. Og til trods for en foreløbigt snart femårig tænkepause efter Fukushima-katastrofen, hvor en sådan strukturel afklaring af A-kraften ellers ville have været oplagt, er Japan ikke kommet nærmere nogen løsning af Japans langtidsdeponering af sit radioaktive affald. (link)

Ingen vil være nabo til sådanne lagre. Derfor har de seneste tanker gået i retning af at etablere lageret på havbunden – hvilket er forbudt ifølge internationale havkonventioner. I stedet for at opgive, overvejer man så nu at grave en tunnel fra land langt ud under havet, så det er “væk” – og (nok) ikke overtræder havkonventionen. At det lyder som hasard i et land som ligger umiddelbart hen over nogle af jordskorpens største foldelinjer, er åbenbart ikke noget, man lader sig forstyrre af. Men hvor man med lidt held (det gik ikke ved Fukushima) kan nå at have en reaktor stående 40 år på et riskabelt sted uden at der sker noget. Så er risikoen for, at et sådant underjordisk anlæg bliver udsat for ødelæggende bevægelser, voldsomt meget højere alene fordi det skal bestå i tusindvis af år.

Dagen efter genstarten, som blev begrænset omtalt i medierne, er der lige så mange artikler, som slår på, at KEPCO nu takket være genstarterne for første gang i det regnskabsår, som slutter ultimo marts, får overskud. Men det er jo rent spin, for da har kun den ene af reaktorerne nået at producere i en måned. Når forsyningsselskabernes regnskaber ser bedre ud end længe, så er det fordi den store import af fossile brændsler i løbet af det seneste år er blevet markant billigere.

Update 19.03. – Dette er en lidt forsinket update, da jeg har været en tid borte fra tasterne. Men udviklingen omkring Takahama-værket har været ganske tilspidset på det seneste. Efter opstarten af Reaktor 3 blev Reaktor 4 igangsat og forsøgt indkørt, men der viste sig problemer, så man måtte tage den ud af drift igen.

Samtidig nåede retten i Otsu til den konklusion, at KEPCO ikke i den nuværende situation var berettiget til at at genstarte de to reaktorer. Så KEPCO måtte standse også Reaktor 3. Så Japan har igen kun de to reaktorer i gang ved Sendai-værket på Kyushu.

Otsu er ikke bare en tilfældig by, men er hovedby i Shiga Amt, som er en af de naboer til Takahama-værket, som er blevet holdt uden for genstartsgodkendelsesproceduren, selvom amtet har arealer inden for den 30 km evakueringszone, som er vedtaget som del af de nye sikkerhedsregler.

Retten fremlægger flere grunde til sin afgørelse. Dels siger retten, at KEPCO ikke tilstrækkeligt klart har forklaret, hvorfor reaktorerne nu er tilstrækkeligt sikre til at det er forsvarligt at genstarte dem. Dels bliver den nye sikkerhedsinstans NRA ganske kraftigt kritiseret for at have hastet de nye regler igennem uden forud at være kommet til den fulde forståelse af, hvorfor det kunne gå galt ved Fukushima-værket (her blandt andet underforstået, at hvis det som meget tyder på først og fremmest er en forvaltningsfejl fra TEPCOs side: Man havde forud erkendt, at tsunamier langt højere end man havde sikret sig mod, ville kunne ramme kysten, men afstod endda fra at forbedre værkets sikkerhed, så er NRAs primære fokus på det rent tekniske ganske forfejlet, for den vil ikke sikre mod tilsvarende fejl i fremtiden). Samtidig kræver dommen, at centraladministationen går ind og definerer standarder og retningslinjer for håndteringen af sikkerheden i den 30 km evakueringszone. Her er de lokale myndigheder nu overladt til, hvad de selv syntes de kan strikke sammen. Evakueringsplanerne omkring Takahama-værket er på nuværende tidspunkt meget utilstrækkelige, ligesom de stadig ikke landet tilfredsstillende omkring Sendai-værket på Kyushu, hvor reaktorene snart har kørt i et halvt års tid. Rettens afgørelse giver samtidig mennesker uden for værtsamtet og værtskommunen en ret til at rejse en sag som den nuværende – en afgørelse, som givet vil føre til en række tilsvarende sager landet rundt.

KEPCO har anket afgørelsen, og hvor rimelig man end kan føle, at rettens kritik af sikkerhedsopgraderingen omkring reaktorene er, så er det nok usandsynligt, at det retslige system i længden kan holde genstarterne tilbage – dertil er de økonomiske interesser i genstarten for massive. Men de kan måske være med til at sikre en forbedret varetagelse af sikkerheden ved t påpege de områder, hvor der lige nu er størst huller i det regelsæt, man er ved at implementere.

Update 23.03. – KEPCOs vicedirektør Kazuo Sumi harcellerede i sidste uge ved en pressekonference heftigt overfor det forhold, at en lokal retsinstans kunne blokere for en beslutning fra centraladministrationen. Da en journalist søgte at holde ham op på udtalelsen, understregede han blot hvad han havde sagt – så der var tydeligvis ikke megen forståelse for den klassiske montesquieuske tredeling af magten. KEPCO, som her få uger inden liberaliseringen af elmarkedet endelig havde set frem til at have noget strøm at handle med, må nu se på, hvordan alle mulige nye udbydere får plads, fordi man ikke har noget at handle med.

KEPCOs direktør Makoto Yagi gav ved samme lejlighed udtryk for, at man – i den udstrækning at man fik medhold i anken – overvejede at sagsøge den gruppe mennesker, som havde lagt sag an mod KEPCO, og gøre dem personligt ansvarlige for KEPCOs økonomiske tab ved at måtte standse reaktorerne.

Dette powerplay fik i går en gruppe forsvarsadvokater til i et brev til KEPCOs direktør at gå stærkt irette med Makoto Yagis trusler og kræve, at han trak dem tilbage. Og KEPCO har i dag – uden på nogen måde at dementere sin ‘trussel’ – modificeret sit udspil dertil, at man endnu ikke har besluttet sig for noget, og at det ikke var rettet personligt med de 29, som står bag sagsanlægget.

Men vi har fået endnu et billede på, hvordan store pengeinteresser synes at finde, at de har ret, fordi de er store. KEPCO har opgjort sit tab ved de to standsede reaktorer til 89 mio. $ om måneden.

Update 12.04. – For nylig måtte NRAs leder Shunichi Tanaka irettesættende bede forsyningsselskabet KEPCO om ikke at tage for let på opgaven, efter at en netop opstartet reaktor ved Takahama-værket havde problemer, som gjorde, at den automatisk lukkede ned. Det var blot det andet atomkraftværk, som havde opnået at få reaktorer godkendt til genstart efter at alle reaktorerne har været lukket ned siden kort efter Fukushima-katastrofens begyndelse i 2011. Så alles øjne hviler på disse genstartsprocesser. Ved opstarten på Sendai-værket på Kyushu sidste efterår var der tilsvarende problemer med driften, efter at man havde begyndt opstartsprocessen. Så foreløbig er det ikke lykkedes at genstarte uden problemer. Og selvom det helt kortvarigt (3 døgn) lykkedes at have fire reaktorer i gang, så har Japan igen kun to reaktorer kørende, fordi retten i Otsu efterfølgende dømte, at KEPCOs grundlag for genstarten af de to reaktorer ved Takahama-værket var utilstrækkeligt.

Det er jo ikke alvorlige problemer – en defekt generator, et utæt kølelegeme. Men det er den slags banaliteter, som man burde kunne forvente, at man kunne undgå med de omfattende forudgående check og indkøringsprocedurer efter sikkerhedsregler, som stadig mere uomsvøbt omtales som verdens skrappeste.

Den japanske A-kraft-industri har en stærk fælles interesse i at genskabe den japanske befolknings tillid til A-kraften, hvis disse genstarter skal have nogen chance for at vinde bred accept. For her fem år efter Fukushima-katastrofen er der stadig et markant flertal i den japanske befolkning, som ønsker at afvikle A-kraften, og der er i dag flere som helst så, at reaktorerne aldrig blev genstartet, end der var umiddelbart efter Fukushima-katastrofens begyndelse i 2011. Tanaka kan således med en vis ret opleve, at hans indsats for at genskabe tilliden til A-kraften – hvilket er det overordnede mål med overhovedet at have skrottet de hidtidige sikkerhedsregler og sikkerhedsinstanser og starte helt forfra – bliver modarbejdet. Ikke bare med disse hændelser, som så at sige er hændelige, selvom de burde være undgået. Men nok så meget derved, at de forsyningsselskaber som ejer og driver landets atomkraftværker, endnu ikke rigtigt synes at have fattet, at tingene fremover må gøres anderledes – at der er brug for en gennemgribende attitudeændring, hvis det skal lykkes at skabe respekt omkring A-kraften. Forsyningsselskabet på Kyushu er således allerede ved at løbe fra deres løfter om at lave et nyt jordskælvssikret kontrolrum, selvom det var en del af igangsætningsaftalen. NRA har ingen direkte myndighed, men kan kun henstille til, at Kyushu Electric overholder deres del af aftalen – og jo, de kunne måske tilbageholde genstartstilladelsen, når reaktorerne allerede dette efterår skal standses og eftergås i forbindelse med at der isættes nye brændselslegemer. Men foreløbig har NRA søgt at behandle forsyningsselskaberne som voksne individer, som har ansvar for deres egne handlinger.

Tanaka kan med endnu større ret føle sit projekt med at genskabe den japanske befolknings tillid til A-kraften snigløbet, når det viser sig, at TEPCO (som stod bag driften af Fukushima Daiichi og den eklatant svigtende sikkerhedsvaretagelse, som overhovedet gjorde det muligt, at katastrofen kunne ske) endnu engang er blevet taget i at have løjet overfor befolkningen.

Tilbage til katastrofen 11. marts 2011, så vidste mere eller mindre alle allerede få døgn efter, at der var tale om fulde kernenedsmeltninger. Amerikanerne evakuerede efter det. Endda nægtede TEPCO hårdnakket, at det var tilfældet. Først to måneder efter meddelte man, at der nok var tale om kernenedsmeltninger, men at man – hvilket stadig er tilfældet – ikke vidste i hvilket omfang. Det var stærkt medvirkende til, at evakueringen blev så kaotisk som den blev – man ændrede i den første tid direktiverne for, hvilke områder, som skulle evakueres, adskillige gange, hvilket var med til at gøre evakueringen endnu mere kaotisk. Og mindst lige så vigtigt var det stærkt medvirkende til, at ingen mere har tillid til, hvad TEPCO siger. For nylig kunne TEPCO så meddele, at man havde fundet dokumenter, som udstak retningslinjer, som sagde, at man i sådanne situationer skulle erklære, at der var tale om kernenedsmeltninger, når det kunne skønnes, at mindst 5% af brændselslegemerne var smeltet. Ingen havde blot i den hektiske situation hæftet sig ved den passage i sikkerhedsforskrifterne, for ellers kunne man godt allerede få døgn efter have erklæret, at der var tale om kernenedsmeltninger. Og man kunne have undgået en kolossalt masse gætterier.

En ting er, at TEPCO bliver ved med have skeletter i skabet i stedet for én gang for alle at få luftet ud for fremover at spille med fuldt åbne kort overfor befolkning og myndigheder, men at man bruger som undskyldning, at man i en sådan situation ikke kender sine egne sikkerhedsforskrifter og ikke lige læser dem op, er dybt problematisk. Man gør sig jo nærmest til en slags Røde Mor-karrikatur af den onde kapitalismes virksomhed.

For få dage siden er der så en tidligere medarbejder, Yuichi Okamura, som før katastrofen har arbejdet 20 år på Fukushima Daiichi, som stod frem og fortalte, at han skam udmærket kendte til den passus i sikkerhedsmanualet. TEPCO er således endnu engang fanget i helt bevidst at have løjet, selv når man foregiver endelig at fortælle sandheden. Og med den eklatant manglende evne til at skifte til en åben og ærlig kommunikation om tingenes tilstand selv her fem år efter, burde TEPCO slet og ret frakendes retten til at drive atomkraftværker.

Det har ikke manglet på opfordringer til at ændre de attituder og systemiske fejl i virksomhedskulturen, som er typiske for japanske virksomheder, men som dels fører til disse stadige problemer med at give den rette information rettidig, dels er en direkte medvirkende årsag til at en katastrofe som den som skete overhovedet kunne ske. Men det er svært at stille præcise regler op for på samme måde som sleve reaktorteknologien nu bliver minutiøst gennemgået, og det er som om man ikke vil tage ved lære – for nu ikke at sige, at man ikke er i stand til at tage ved lære.

Selvom genstarten af TEPCOs største værk, Kashiwazaki-Kariwa-værket nær Niigata med dets syv reaktorer, hænger i en tynd tråd netop fordi man nærmest systematisk har saboteret for alvor at trænge ind til, hvad der gik galt – og ikke mindst hvad der gjorde, at det kunne gå galt – så bliver man ved med at gøre alt det forkerte. I stedet for at ændre sin attitude, så kører man nu massive TV-reklamer i Niigata-området i et forsøg på at ændre befolkningens holdning. En sådan strategi bygger blot på den fundamentale fejllæsning af situationen, at det er befolkningen, som er problemet, og ikke TEPCO. Så én ting er, at man efter massivt pres fra A-kraft-industrien ikke brugte Fukushima-katastrofen til at kickstarte den japanske omstilling til vedvarende energi. Men at man så ikke i det mindste bruger situationen til én gang for alle at finde en måde, hvorpå A-kraften kunne blive en accepteret del af Japan, det er simpelthen for dumt.

Update 17.06. – De fleste havde nok regnet med at pression fra regering og forsyningsselskaber ville sikre, at det forbud mod at drive Reaktor 3 og 4 ved Takahama-værket, som retten ved Otsu etablerede i marts, ville blive afvist ved KEPCOs anke af sagen. Men i går fastholdt retten i Otsu sin afgørelse.

Dommer Yoshihiko Yamamoto lagde i sin begrundelse for opretholdelse af forbudet til grund, at KEPCO ikke havde sikret tilstrækkelig dokumentation for påstandene om, at de to reaktorer var sikre at drive.

Eric Johnston skriver i dagens Japan Times: “’The very first article of the law that established the Nuclear Regulation Authority says a fundamental point of Japan’s nuclear power administration is clearly establishing the understanding that the maximum effort must be made at all times to prevent an accident involving the use of nuclear power,’ said Yamamoto. ‘But unless the operator shows that there is nothing lacking in regards to safety, it’s presumed some safety points are lacking.'” (link)

KEPCO har (selvfølgelig) fordømt afgørelsen. Ud over at prøve denne afgørelse har KEPCO anlagt en separat sag for at få kendt denne afgørelse ugyldig. Men her er det samme dommer Yamamoto, som står i spidsen for sagen. Så afgørelsen vil sandsynligvis her blive nøjagtigt den samme. Så med stor sandsynlighed vil KEPCO anke afgørelsen og søge at få den omstødt ved højesteretten i Osaka. Ifølge Japan Times vil det kunne blive en gang næste år. Således har Japan stadig her mere end fem år efter Fukushima-katastrofen kun fået to reaktorer i gang igen. Og denne afgørelse vil givet inspirere til tilsvarende sagsanlæg rundt omkring i Japan, efterhånden som reaktorerne bliver meldt klar til start fra NRAs side.

Omvendt synes KEPCO at have taget afgørelsen ad notam og har i dag meddelt, at man i løbet af august vil fjerne brændselslegemerne fra Reaktor 3 og Reaktor 4 og opbevare dem i værkets kølebassin.

Update 12.07. – I dag afgjorde domstolen i Otsu for tredje gang i år, at KEPCO ikke i den nuværende situation har ret til at drive Reaktor 3 og Reaktor 4 ved Takahama-værket.

“The utility was not arguing that both reactors were safe based on expert evidence and reasonable safety standards, but that they were safe due to detailed assertions directly related to their safety and prima facie evidence,” sagde dommer Yoshihiko Yamamoto, som to gange tidliger er kommet til samme resultat i samme sag: “However, the new safety standards haven’t drawn the limits of what dangers should be accepted by society.” (link)

Eric Johnston skriver i Japan Times, at: “The case boiled down to the basic question of what determines adequate safety for a nuclear power plant. It has raised questions about the way the Nuclear Regulation Authority is handling safety inspections for restarts.” Hermed er det også en afgørelse, som det er svært for KEPCO at stille noget op med – ud over at anke afgørelsen. For det er nok så meget en dom mod grundpræmisserne i det system, som forestår genstarterne, som det er forhold, KEPCO selv kan rette op på.

Dermed er det også en sag, som principielt vil kunne anlægges overfor alle genstarter.

Det forventes, at KEPCO vil søge afgørelsen afprøvet et niveau højere ved retten i Osaka. Men Reuters skriver, at forberedelsen af en sådan sag vil vare et års tid, mens Nikkei skriver, at der vil gå mindst et halvt år. Så der er ikke noget, som tyder på, at Takahama-reaktorerne kommer igang igen lige med det første. Og selvom denne afgørelse kun gælder for Reaktor 3 og 4, så kunne man forestille sig, at KEPCO er tilbageholdende med at igangsætte de omfattende investeringer, som er nødvendige for at få Reaktor 1 og 2 klar til yderligere 20 års drift, før det er afklaret, om Reaktor 3 og 4 kan komme i gang igen. For i princippet vil denne afgørelse også gælde for de to ældste reaktorer på stedet.

Kansai havde håbet at kunne sætte sine el-priser ned, hvis Takahama-reaktorerne kom i gang igen. For med den liberalisering af el-markedet, som kom i gang i april i år, har KEPCO allerede mistet omkring 200.000 kunder.

Update 02.08. – NRA meddeler nu ifølge NHK, at Takahama-værket som det første af Japans atomkraftværker har fået godkendt terrorism-response-faciliteter for reaktor 3 og 4 NRAs nye regelsæt kræver, at der mindst 100 m fra reaktoren findes et selvstændigt sikret kontrolrum. En sådan enhed sikrer, at reaktoren stadig kan holdes under kontrol selv hvis et fly ramme hobvedkontrolrummet eller der ødelagt ved et terrorangreb. De ekstra enheder skal være på plads senset i 2020. Godkendelsen fandt sted ved et lukket møde for at hindre, at der blever almindeligt kendskab til beliggenheden.

Denne procedure rejser det simple spørgsmål, hvorfor man tillader genstart før disse enheder er på plads?

Update 08.06. – Både Mainichi og Asahi Shimbun bringer i dag ledere, hvori man stiller spørgsmålstegn ved NRAs rolle som sikkerhedsinstans på baggrund af, at man nu har godkendt levetidsforlængelse for tre reaktorer. I det grundlag for NRAs drift, som DPJ-regeringen vedtog i 2012, var en forlængelse ud over 40 år udtrykkeligt præsenteret som en undtagelsesvis mulighed.

Men NRA har ikke bare givet disse tre tilsagn uden at foretage de fornødne tests af holdbarheden af de centrale dele i reaktorkammeret. Man har også måttet tilsidesætte ansøgninger om andre værkers reaktorer for at kunne nå at behandle andsøgningerne om disse tre reaktorer.

Asahi Shimbun påpeger ikke mindst det principielt problematiske i, at man – for ikke at have problemer med at tilladelsen skal falde senest ved reaktorernes 40 års ‘fødselsdag’ – giver tilladelsen forud for de undersøgelser, som kunne be- eller afkræfte, om reaktorerne rent faktisk er i stand til at kunne fungere i 60 år. I dag designer man ofte reaktorer til en holdbarhed på 60 år. Men stort set alle reaktorer fra den tid blev designet ud fra at skulle kunne holde i 30 eller 40 år. Lederen i Asahi Shimbun ender med at påpege, at 40-årsreglen blev vedtaget for at opnå den optimale sikkerhed, og at man på den baggrund burde genoverveje afgørelsen (som først falder endeligt i løbet af efteråret).

For hver af disse reaktorer regner KEPCO med, at klargøringen til de yderligere 20 års drift vil tage tre år og koste 165-200 mia. yen pr reaktor – eller rundt regnet 1,65-2 mia. $. Dette er betydelige beløb, men småpenge i forhold til driftsindtægterne, hvis disse reaktorer får 17 års yderligere livetid med de nuværende meget høje japanske energipriser, hvor ikke mindst de private forbrugere betaler dyrt for deres strøm. Men med den begyndende privatisering af el-markedet, opsplitning mellem producenter og forsyningsnet-operatører og voksende mængder af vedvarende energi i systemet vil et meget sandsynligt scenario være, at energipriserne også vil falde betragteligt i Japan i de kommende år. Og så kommer man meget let til at stå som i USA, hvor det for mange af landets 100 atomreaktorer ikke kan svare sig at drive dem endsige forlænge deres driftsperiode.

Update 27.08. – Uanset at reaktorerne ved Takahama-værket står stille, har der der i dag har været holdt evakueringsøvelse omkring Takahama-værket. I alt deltog 7.000 indbyggere i Fukui og Kyoto Amt samt 2.000 andre, inklusive en række mennesker i modtageområder i de nærliggende amter, Shiga og Hyogo. I alt 150 enheder (institutioner, administrationsenheder, skoler osv.) deltog i øvelsen. Scenariet var det, at et voldsomt jordskælv i Wakasa-bugten satte en stopper for produktionen ved Takahama-værket. Og beboere inden for 5 km radius skulle herefter evakuere, før radioaktivt materiale nåede dem.

Bemærkelsesværdigt er der i Mainichi intet nævnt om de mellemliggende hændelser, som førte til radioaktive udslip. I Japan Times kan man læse den del af scenariet, at Reaktor 3 var løbet løbsk som det sket ved Fukushima-værket i 2011.

Som del af øvelsen blev 240 mennesker sendt med bus til destinationer i Hyogo Amt, det højeste antal i nogen øvelse. Så der er langt til situationer, hvor i titusindvis af mennesker skal evakueres, samtidig med at vigtige veje og broer måske er er gjort ufarbare af samme jordskælv, som udløste reaktorkatastrofen. Der bor i alt 180.000 mennesker inden for den 30 km sikkerhedsafstand omkring Takahama-værket. Selvom størstedelen af disse mennesker bor uden for Fukui Amt, blev der kun evakueret personer fra Fukui Amt, da der ikke findes gennemarbejdede evakueringsplaner for de øvrige berørte amter.

Om ikke andet kan en sådan øvelse tydeliggøre, hvor hvor store mangler der er ved de nu eksisterende evakueringsplaner, og hvor uforberedt man ville være, hvis det var virkelighed. På mange måder fortsætter Japan som om det som skete i Fukushima og ikke kunne ske, stadig ikke kan ske.

Update 29.03.2017 – I går faldt den afgørelse ved Osaka High Court, som alle nok havde en fornemmelse af ville omstøde den lokale retskendelse, som sidste år tvang KEPCO til at lukke Reaktor 3 og 4 netop som man var ved at genstarte dem efter fem års stilstand.

High Court afviser den forudgående kendelse på en række centrale punkter. Det er således ifølge den nye kendelse ikke rimeligt at forlange fuldstændig sikkerhed, men OK i den udstrækning at man har søgt at tilvejebringe den højest mulige sikkerhed. Den lægger også en massiv bevisbyrde over på de sagsøgende, at de skal bevise, at reaktorerne er usikre, hvor den forudgående sag fordrede af KEPCO (og NRA), at man kunne bevise, at driften ville være fuldt forsvarlig. Den nye domsafsigelse afviser yderligere den forudgående, der fastslog, at årsagsforløbet omkring Fukushima-katastrofen stadig kun er halvt klarlagt.

Hvor den tidligere afgørelse søgte at påpege nogle af de mangler, som det nu etablerede sikkerhedsvaretagelsessystem, der blev etableret noget abrupt oven på Fukushima-katastrofe, som ingen troede kunne ske. Da søger High Court så at sige at fjerne alle disse omstændigheder fra forsyningsselskabernes bord.

Kenichi Ido, der har ført sagen mod KEPCO, sagde ved en efterfølgende pressekonference i går, at “while [domsafsigelsen er] this thick, its contents are just a copy of the views of (Takahama nuclear plant operator) Kansai Electric Power Co. and the Nuclear Regulation Authority.” Og han tilføjede ifølge Minichi, at “after the March 11 disaster, the judiciary is the only actor that can stop the administration that is railroading the resumption of nuclear power. But I sense that it has no self-awareness of its role or responsibility.”

Yoshinori Tsuji, der har repræsenteret de sagsøgende borgere, markerede en dyb frustration over afgørelsen: “The decision was unjust as the high court took the policies of the central government and the utility into consideration.”

Domsafsigelsen er et mere end 400 sider langt dokument, hvoraf størstedelen er en gennemgang af sikkerheden og de foranstaltninger, som KEPCO i samarbejde med NRA har gennemført. Men i al korthed frikender det forsyningsselskaberne fra at opfylde sikkerhedsforanstaltninger ud over hvad NRA måtte kræve. Så det ligner et grønt lys fra domstolenes side på High Court-niveau. Ingen gøren genstart og drift afhængig af tilstrækkelige evakueringsplaner og fuld lokalt samtykke. Igen stor (over)vægt på de rent tekniske aspekter af sikkerheden, som mere og mere tyder på ikke er tilstrækkelige til at sikre, at en katastrofe som Fukushima-katastrofen ikke sker igen. For næste katastrofe vil givet også udfolde sig ikke som et rent teknologisk svigt overfor en ydre trigger (som en tsunamibølge), men som blev – eller undgik at blive – fatal på grund af menneskelige disponeringer forud for, under og efter selve ‘katastrofen’.

Domsafsigelsen synes således umiddelbart ganske problematisk.

Men efter denne afgørelse må man forvente, at Reaktor 3 og 4 vil blive søgt genstartet i allernærmeste fremtid. Den ene reaktor skal dog først efterses, om der er opstået problemer i forbindelse med at en kran i januar væltede ind over en sidebygning til den ene af reaktorerne. Og de brændselselementer, som KEPCO blev dømt til at fjerne, skal genindsættes. Men alt tyder på, at KEPCO har de to reaktorer i fuld produktion inden sommervarmen sætter ind.

Antallet af reaktorer, der er kommet i gang igen efter Fukushima-katastrofen i 2011 førte til lukningen af samtlige landets 54 reaktorer, vil således i løbet af foråret stige fra 3 til 5. I mellemtiden er 12 af disse 54 reaktorer opgivet, så Japan i dag officielt har 42 reaktorer.

Tiden må vise, om dette blev et vendepunkt, hvorfra genstartsprocessen endelig kom i gang. men det synes usandsynligt, at alt herfra blot kommer til at flyder frit. Der er pt. 30 sager under behandling vedr. genstarter rundt omkring i Japan, og det er svært i den nuværende situation at forestille sig nogen påbegynde nye reaktorer. Og det er svært at se, hvordan afgørelsen kommer til at ændre befolkningens nu meget negative syn på atomkraften. Stadig er der mere end 6 år efter Fuushima-katastrofen mere end dobbelt så mange, der ønsker den afviklet, end der ønsker reaktorerne genstartet. Og alt efter hvordan man spørger, udgør dem der sympatiserer med premierminister Abes ønsker om at revitalisere atomkraften fra lidt til langt under 10%.

Selvom KEPCOs direktør Shigeki Iwane efter at have hilst afgørelsen velkommen og fortalt, at det seneste års standsning har kostet KEPCO mere end 12 mio. kr om dagen, efterfølgende bedyrede, at man ville gøre alt, hvad der var muligt for at øge sikkerheden, så har KEPCO jo lige præcist ikke gjort noget som helst af det, som den forudgående afgørelse lagde op til: At Fukushima-katastrofens underliggende årsager måtte afklares fuldt ud, at der måtte etableres og kommunikeres evakueringsplaner, som alle kender og forstår og var trygge ved. Nej, man har tværtimod kæmpet for – og nu fået rettens ord for – at den del ikke er nødvendigt, ikke er KEPCOs ansvar, og ikke behøver at være tilfredsstillende løst, før KEPCO igen kan spinde guld på sine reaktorer.

Update 05.04. – Sagførerne for den sag, der sidste år førte til standsningen af Takahama-reaktorerne, men som en højere retsinstans i forrige uge omstødte, meddeler nu, at man ikke vil anke sagen ved højesteret, men i stedet vil søge at anlægge en bredere sag med krav om at få værket lukket. Dette sker ifølge Mainichi Shimbun for at undgå at risikere, at en afgørelse i denne sag ved højesteretten vil gøre det sværere for en lang række andre igangværende sager på lavere niveau (link).

Update 13.05. – Ifølge et indslag i den nationale japanske TV-station NHKs nyhedsdækning i dag er arbejdet med at genindsætte de 157 brændselslegemer i Takahama-værkets Reaktor 3 nu påbegyndt. Arbejdet vil foregå nonstop og forventes afsluttet i morgen. 24 af brændselsstavene er af MOX-typen, dvs. en blanding af uran og plutonium. Reaktor 3 forventes at blive genstartet i begyndelsen af juni.

Tidligere i denne måned fik Reaktor 4 fik isat brændselslegemer, og man planlægger at påbegynde opstarten af denne reaktor 15. maj, umiddelbart efter at brændselsstavene i Reaktor 3 er kommet på plads. Normalt søger man at forskyde disse genstarter for at få de årlige standsninger i forbindelse med udskiftning af brændselslegemer fordelt tidsmæssigt, så man ikke står i den situation at mangle strøm fra et stort antal reaktorer på samme tid.

Update 17.05. – Opstarten af Reaktor 4 er nu igangsat, og den vil sende elektricitet ud i forsyningsnettet fra midt i juni. Samtidig er forberedelserne med Reaktor 3 så fremskredne, at man regner med, at KEPCO forventer at den kan producere strøm til nettet fra slutningen af juni. Dermed får Kansai-egnen et godt tilskud til at klare sig gennem sommervarmen, som tre måneder fra midt i juli holder de mange airconditioning-anlæg kørende på højtryk.

En buddhist-præst, Tetsuen Nakajima, hvis tempel ligger i Obama, nær KEPCOs mange reaktorer her på kysten, har i en kortere periode gennemført sultestrejke. “Kepco has poured hundreds of billions of yen into new safety measures to restart not only the Takahama No. 3 and 4 reactors, but also to extend the life of its aging Mihama No. 3 reactor and Oi No. 1 and 2 reactors,” siger Nakajima til Japan Times. “If Kepco were to spend this kind of money on a policy to get out of nuclear power, consumers would be supportive.”

Der har været protester, men ikke mange. Men selvom der stadig i befolkningen er et udtalt ønske om at slippe for A-kraften, er der en vis udmattelse af spore. Man har så småt opgivet håbet om, at Fukushima-katastrofen blev det, der gjorde, at Japan energimæssigt lagde sin kurs om.

Greenpeace Japan opridser i en pressemeddelelse den række af uløste sikkerhedsforhold, der burde gøre det selvfølgeligt, at Takahama-reaktorne ikke kunne få lov til at blive genstartet. og Hisayo Takada slutter med at fastslå, at modstanden mod A-kraft uanset denne genstart langt hen ad vejen er lykkedes:

“Despite this restart and the threat it poses to the millions living in its long shadow, it’s important to keep in mind that the nuclear restart ambitions of the Abe government and utilities have largely failed. Due to significant legal, political, and public opposition, only 4 reactors are now operating out of a pre-Fukushima operable fleet of 54. Over six years after the nuclear catastrophe began, this tiny nuclear generating capacity clearly shows that nuclear has no real future. It is time the Abe government and utilities admitted this reality, and focus their resources on developing the energy source that can address climate change and meet demand – renewable energy.”

Hvis tingene udfolder sig, som det nu tegner til, har Japan herefter igen fra sidst i juli 5 reaktorer i drift.

Update 07.06. – I går blev opstarten af Takahama-værkets Reaktor 3 igangsat. Opstartesprocessen tager herefter nogle uger, før strømmen sendes ud på nettet. KEPCO har hermed endelig fået sine to første reaktorer genstartet her mere end 6 åer efter Fukushima-katastrofen. Og yderligere to reaktorer ved Oi-værket er så langt i godkendelsesproceessen, at de forventes at kunne komme i gang inden alt for længe, måske allerede i løbet af i år.

Der har været meget pres på fra lokal side for at få revideret reglerne for godkendelse, så de afspejlede det forhold, man i konsekvens af Fukushima-katastrofen har udvidet sikkerhedszonerne omkring de enkelte værker fra 6 km til 30 km. Det gør, at der principielt skulle ligge evakuerings- og nødplaner for væsentligt større områder. Men hvor der har sat ind med en enorm omhu i forhold til den rent tekniske side af godkendelserne, så mangler der fuldstændigt styr over evakueringssiden.

Her har det fra kommuner og amter været stærkt kritiseret, at KEPCO, som driver reaktorerne, kun spørger den ene lille kommune, der er værtskommune, og det amt, den ligger i – som man gjorde det før 2011. For i tilfældet med Takahama-værket ligger der langt flere kommuner inden for sikkerhedszonen, og den spænder over tre amter. Men foreløbig er det lykkedes at få de første reaktorer genstartet uden at reglerne for lokal godkendelse er blevet opdateret, og uden nogen form for sikring af, at der foreligger tilstrækkelige evakuerings- og nødplaner for de omkringliggende områder. Og klager til centraladministrationen herom synes foreløbig kun at have udløst skuldertræk og en forsikring om, at Japan efter 2011 har fået det strengeste sæt af sikkerhedsregler (underforstået så der ikke vil ske noget). Dermed lever den form for arrogance, som var direkte medvirkende årsag til, at Fukushima-katastrofen overhovedet kunne ske, videre i bedste velgående.

Der findes her på bloggen en række blog-indlæg om reaktorgenstarter efter NRAs nye regelsæt, som løbende opdateres. Se (om): Sendai-værket, Ikata-værket, Takahama-værket, Kashiwazaki-Kariwa-værket, levetidsforlængelser ved Takahama- og Mihama-værket, Genkai-værket, Oi-værket samt Monju-værket (på vej).

Eric Johnston: Plans to scrap reactors on hold as NRA raises concerns over nuclear waste, Japan Times 29.03.2017.