Når en vindmølle havarerer … når et atomkraftværk

14. december 2015

Ved den seneste storm i dagene op til klimatopmødets begyndelse havarerede vindmølle nr. 7 på Paludans Flak ud for Samsø om morgenen den 28. november. Mølletårnet brækkede simpelthen over lige under det sted, hvor møllehuset er fastgjort, og top og vinger faldt samlet i havet. Møllerne blev koblet ud, den havarerede mølle blev taget ud af kredsløbet, og få dage efter var de øvrige ni møller på Paludans Flak i gang igen. Møllen var en 2,3 MW Bonus-mølle fra 2003, og 13 møller med en tilsvarende konstruktion er nu blevet checket. Der tilbagestår at finde ud af, om det er forsikringsselskabet eller Siemens (som i mellemtiden har opkøbt Bonus), som skal udrede omkostningerne ved udbedringen af møllen, som synes totalskadet. Men ingen uløselige problemer, ingen alvorlige bivirkninger, ingen tilskadekomne – måske bortset fra et par knuste muslingeskaller på havbunden – ingen psykiske men.

I betragtning af hvor mange møller vi efterhånden har i Danmark, er det en sjælden forteelse. Men det er nu opklaret, at det var en svækket svejsesøm, som var årsagen – en usædvanlig fejl, som ingen tidligere mindes at have set som havari-årsag. Når det går galt, er det som oftest de bevægelige dele: Brækkede vinger, overbelastede geardele eller, som man så det med Middelgrundens vindmøllebue, problemer med at de store transformatorer bliver overbelastede.

Vi springer herefter til 11. marts 2011, hvor en tsunami ud for det nordlige Honshu væltede ind over kysten og lammede atomkraftværket Fukushima Daiichi. Kølingen satte øjeblikkeligt ud, og i de følgende døgn havarerede fire af værkets seks reaktorer totalt. De sikkerhedsforanstaltninger, man havde, formåede intet, og selvom beregninger få år inden havde vist, at en tsunami med en sådan kraft kunne ramme kysten, havde man ikke taget konsekvensen og forhøjet sin tsunami-sikring – eller i det mindste sikret nødstrømgeneratorerne til køleanlæggene mod oversvømmelse. Så man stod magtesløs overfor situationen og kunne blot se på, at tre af reaktorerne mere eller mindre totalnedsmeltede mens reaktorbygningen for en fjerde, som var midlertidigt tømt for brændselslegemer, eksploderede. Heldigvis var der fralandsvind, så størstedelen af det radioaktive materiale drev ud over havet, men på et tidspunkt var vinden ind over land, og man måtte evakuere i alt 200.000 mennesker og indføre strålingskontrol med alle fødevarer. I månederne efter lukkede de japanske reaktorer en efter en for det årlige vedligeholdelsescheck, og efterfølgende turde ingen give accept af genstart, så Japan stod uden 30% af sin energiforsyning. Man måtte derfor indføre ganske strenge energisparekampagner over hele landet for at klare sig gennem sommervarmen, hvor airconditioning-anlæggene kørte på højtryk. Kontorhuse måtte sætte termostaten så højt, at man måtte insistere på, at de sædvanlige jakkesæt blev hjemme. Energiforbrugende virksomheder måtte fordele deres produktion, så de brugte mindst, når det samlede forbrug var højest. Og det lykkedes at spare omkring 15% af det normale forbrug – hvilket et godt stykke hen ad vejen var godt. Men mere end 100 mio. mennesker måtte

Men her næsten 5 år senere er der endnu kun kommet 2 reaktorer i gang igen af de 54, som var i gang 11. marts 2011, og sandsynligvis kommer under en tredjedel af dem nogensinde i gang igen. Dekontamineringen af store landområder omkring Fukushima Daiichi-værket har vist sig langt mere besværlig end først antaget, så 150.000 mennesker er stadig evakueret, og kun de færreste af de evakuerede (15%) har mod på at flytte tilbage, så det bliver mere eller mindre pensionistsamfund. Oprydningsarbejdet på selve værket er en opgave af nærmest uoverskuelige konsekvenser. Mange tusinde mennesker er i gang hver dag, og endda er man stadig ved de indledende øvelser. Imens ‘bløder’ der stadig dagligt 400 ton radioaktivt forurenet grundvand ud i havet, og fiskeriet langs kysten er endnu ikke rigtigt kommet i gang. Alle afgrøder i Fukushima-provinsen bliver målt for stråling, og selv når de er under grænseværdien, er de svære at sælge, stigmatiserede af deres oprindelse. For frygten for strålingen sidder dybt i et folk, som stadig har arvæv i sjælen efter atombomberne ved Hiroshima og Nagasaki. Før katastrofen havde Japan en klimamålsætning om at reducere de samlede udledninger med 25% i 2020 set i forhold til 1990. I lyset af Fukushima-katastrofen er den målsætning skrottet, og man regner nu med at kunne nå en reduktion i 2030, som i forhold til 1990 kun ligger 18% lavere, så Fukushima-katastrofen har også smadret den japanske klimaindsats.

Hvor en havareret vindmølle er som en balret glasrude – let at reparere og komme videre fra, så har et havareret atomkraftværk, som vi har kunnet se det med Fukushima Daiichi, alvorlige konsekvenser ud i de yderste afkroge af det japanske samfund.

Rationalister kunne ønske, at vi ikke var sådan – at det aldrig gik galt. Men sådan er vi mennesker ikke. Vi er med al ret bange for atomkraftværkerne, for indimellem går det galt for dem – indtil nu er statistikken vel rundt regnet tre nedsmeltninger pr. 100 atomkraftværker, og de fleste er ikke lukket ned endnu. Og selvom der bliver gjort store anstrengelser for at bagatellisere følgevirkningerne – A-kraft-industrien er nærmest i fornægtelses-mode – så er bivirkningerne ved alvorlige atomkraft-ulykker omfattende og udfolder sig over lang tid. Selv hvis 10 møller havarerede på én gang ved for eksempel vindmølleparken ved Anholt, så ville det aldrig kunne få tilsvarende gennemgribende konsekvenser for dagligdagen i Danmark.

Solcellerne, i hvert fald som de er flest, er uden bevægelige dele og derfor endnu mere driftsikre. En fejl i en solcelle kan ikke vende op og ned på et samfund med 100 mio. mennesker.

Derfor er jeg taknemlig for, at vi tilbage i 70erne tog skridtet og sagde ikke bare atomkraft nej tak, men også ja til vedvarende energi. Det har sine udfordringer, efterhånden som dækningsgraden med vedvarende energi vokser – i dag har vi omkring 50% af energien dækket af vedvarende energi, og når det blæser som det gjorde i de døgn, hvor møllen nord for Samsø havarerede, så ser vi i dag, at møllerne producerer mere end vi forbruger. Men det er der løsninger på. Foreløbig har vi kunnet sende den overskydende strøm til vores nabolande, og tilsvarende låne nordfra i stille perioder, så den norske vandkraft fungerer i høj grad som komplement til de skiftende vedvarende energikilder.

Men her frem mod 2030, hvor der er planer om at udbygge det danske energisystem, så vi nærmer os en 100% vedvarende energiforsyning, ikke bare til elektriciteten, men også til vores opvarmning og køling, vil vi sandsynligvis se, at strategien med at dele med nabolandene bliver utilstrækkelig. Vi vi får brug for at kunne lagre en del af energien fra sommer til vinter, fra dag til nat og fra blæsende til vindstille perioder. Dertil findes der en hel palet af løsninger, hvoraf mange stadig mangler den masseproduktion, som gør dem prisbillige: Man kan omsætte overskudsenergien til varme (som nok er det næste vi ser, men også kun en del af løsningen), man kan omdanne til gasser, som kan komprimeres og gemmes, så de kan bruges i transporten, man kan lagre ved at pumpe vand op i højden eller ud af et hus, så man efterfølgende kan lade vandet drive turbiner, eller man kan gemme strømmen på batterier, enten centrale eller spredt ud i biler og sammensætninger med små solcelleanlæg (som givet er løsninger vi vil se meget mere til inden for de allernærmeste år). Der er blot et vist tab ved alle disse transformationer, og indtil nu har det været det billigste og enkleste fra centralt hold at løse problemerne ved at etablere kabelforbindelser med større kapacitet til at dele med vores nabolande.

Update 03.02. (2016) – Det fremgår af en artikel i Ingeniøren i dag, at Siemens efter fund af yderligere revner, som potentielt kunne give samme havari som det ved møllen på Paludans Flak nord for Samsø af Energistyrelsens Godkendelsessekretariat for Vindmøller er blevet pålagt at undersøge samtlige 750 møller med samme tårnkonstruktion som den havarerede og aflægge ugentlig rapport om problemets omfang. På den baggrund vil det blive afgjort, hvad der yderligere skal foretages. For godt en uge siden blev det klart, at denne konstruktionsfejl har været kendt siden år 2003, hvor man i al stilhed forstærkede række tilsvarende møller, heriblandt 72 møller DONGs havvindmøllepark ved Nysted syd for Lolland. De 40 møller, som står på Middelgrunden, som har samme tårntype men med blot 2 MW rotor, er også blevet forstærket. I de foreløbige eftergange er der fundet tilsvarende revnedannelser på flere andre møller, hvilket ligger bag beslutningen om nu at efterse samtlige møller med samme tårnkonstruktion.

Siemens Windpower fastholder stadig, at man ikke har været forpligtet til at informere, men det har givet anledning til en del kritik, at Siemens/Bonus ikke i sin tid informerede åbent herom og gav alle mulighed for at få foretaget forstærkningerne. Men erstatningsspørgsmålet for den havarerede mølle bliver nok ikke så svært endda – tror gerne Siemens betaler uden først at prøve spørgsmålet i retten.

For lige at blive i temaet for dette blog-indlæg, om forskellen i sårbarheden og omfanget af følgevirkninger, når det er en mølle og en reaktor, som kollapser, så var der tilsvarende i dag en lille notitsagtig artikel i Asahi Shimbun om, at der stadig her næsten fem år efter at tsunamien raserede Honshus østkyst var 55 folkeskoler og gymnasier i de tre amter, som var hårdest ramt af tsunamien, som endnu ikke var blevet restaureret og genåbnet. Selvom det kun er en meget lille del af det tsunami-oversvømmede areal, som også er strålingsramt fra Fukushima-værket, så ligger 30 af disse skoler i strålingsområdet.

TEPCO, som formelt set har ansvaret for oprydningen efter Fukushima-katastrofen, kan jo slet ikke løfte den opgave, så staten har måttet gå ind og løfte størstedelen af oprydningsarbejdet. Disse stadig lukkede folkeskoler og gymnasier er en god indikator på, hvor omfattende og hvor langvarige bivirkninger, der er tale om – faktisk er der sket en form for irreversibel ødelæggelse af lokalsamfund, hvor man ikke bare kan betale sig til rekonstruktionen. For det er nok så meget den levende organisme, lokalsamfundet, som det er ‘sneglehuset, som er blevet ødelagt. Ikke mindst i det strålingsramte område er det kun en forsvindende lille del (omkring 15%), som vil tilbage, selv når der er klar til det, og heraf flest pensionister. Stort set ingen børnefamilier ønsker sig tilbage, om så frygten for børnenes helbred er rimelig eller ej, så bæredygtige samfund opstår ikke bare af sig selv igen. Derfor kom der også i dag en indstilling fra en kreds af borgmestre i de strålingsramte områder om, at den dekontaminering, som foretages, også inddrager de omkringliggende arealer. For lige nu dekontaminerer man kun i en zone på 20 m omkring ‘civilisationens’ huse gader og pladser, så det med at drenge strejfer om, eller at man går skov- eller marktur, kommer bare ikke på tale. Ingen bærhøst, ingen svampehøst, ingen vilde urter, ingen fisketur.

Når vi taler om ansvar og A-kraft, så var der for blot en uge siden en avisomtale af et udvalg, som nu seriøst drøftede mulighederne for at de japanske forsyningsselskaber kunne blive frataget deres ansvar – eller i det mindste få det afgrænset. For ellers var det umuligt at lave de økonomiske kalkuler. Argumentet lyder næsten som A-kraft-modstandernes, at det med at det er en billig energikilde jo kun er fordi man ikke indregner alle følgevirkningerne nå det går galt eller de 10.000 år frem, der skal holdes styr på – og sikkerhed omkring – lagrene af radioaktivt affald.

Men ansvaret forsvinder jo ikke bare i den blå luft, selvom man løber fra det. Så sandsynligvis forbliver situationen sådan, at ansvaret forbliver forsyningsselskabernes, men at underforstået staten må træde til, når galt er ude. For selvom forsyningsselskaberne er endog meget store enheder, så kræver det endog meget brede skuldre at løfte en situation som den omkring Fukushima-katastrofen. Man kunne jo kræve af de forsyningsselskaber, som driver atomreaktorer, at de etablerede en form for genforsikringsordning, så de var kollektivt ansvarlige. Men det bliver nok også vanskeligt at vinde accept af. Og uanset, hvordan man gør det, ender regningen hos forbrugeren. Den eneste måde at undgå den på er ved at afvikle A-kraften.