Strøtanker om bæredygtighed

I disse dage afholdes den årlige evakueringsøvelse omkring Ikata-værket, som ligger på Sadamisaki-halvøen, hvis nåleagtigt lange bjergryg strækker sig fra øen Shikoku mod Kyushu med Indlandshavet mod nord og Stillehavet mod syd. Scenariet for årets øvelse er det fra Fukushima-katastrofen kendte, at atomkraftværket mister kølingen af sine tre reaktorer efter et jordskælv af styrke 7, som vender op og ned på det meste. I alt 15.000 mennesker omkring værket er involveret i den to dage lange øvelse, hvor mange evakueres med bus, men nogen må evakueres med skib, fordi vejforbindelsen til hovedøen er afskåret. Inde på selve værket har flere hold iført strålingsdragter søgt at køle reaktorerne med en ny sprøjtevogn, mens plejepersonale på ældreinstitutioner osv. i en radius på 10 km trænede evakuering af folk i rullestol. Hjemmeværn og en færge evakuerer fra søsiden, dog ikke alle de 5.000 beboere på Sadamisaki-halvøen, som kan blive afskåret, hvis uheldet er ude, men 70.

Det er tredje gang, der afholdes en sådan øvelse ved Ikata-værket. Det kan virke noget uvirkeligt, og mange deltager med præmissen, at det aldrig må ske. Men efter det firedobbelte reaktoruheld ved Fukushima-værket i 2011 er det en mulig virkelighed – en situation, som vil kunne ske alle steder, og som man er nødt til at forholde sig nøgternt til, hvis man skal kunne agere rationelt hvis en dag uheldet skulle være ude. Og nu er der udsigt til, at Reaktor 3 ved Ikata-værket kommer i gang inden længe. I juli måned fik reaktoren sin godkendelse ved NRA, den sikkerhedsinstans som blev etableret efter Fukushima-katastrofen i et forsøg på at genskabe befolkningens tillid til A-kraften. Derudover skal der indhentes lokal accept af genstarten, hvilket traditionelt har været fortolket som en formel accept fra guvernøren for det pågældende amt og borgmesteren for værtskommunen. Og inden for den seneste måned har Ikata-værket fået grønt lys fra både Ehime Amts guvernør Tokihiro Nakamura og Ikatas borgmester Kazuhiko Yamashita. Så værkets ejer, Shikoku Electric, regner nu med at være klar til at igangsætte den 890 MW store reaktor i marts 2016. Når genstarten ikke bare følger umiddelbart herefter, er det fordi man som del af tilladelsen har indvilliget i at lave en række jordskælvssikre rørføringer osv. så værket er rustet til større jordskælvsbelastninger. og når disse opgraderinger er gennemført, skal de inspiceres og godkendes af NRA. Så at dømme efter de hidtidige sagsforløb kan genstarten meget vel trække yderligere ud.

Som del af de nye sikkerhedsregler er evakueringszonen også på baggrund af erfaringerne fra Fukushima øget fra 6 km til 30 km. Det kalder på et helt nyt samarbejde mellem kommunerne, som man ikke har nogen tradition for og ikke noget naturligt forum at udvikle i. Så et tilbagevendende kritikpunkt for godkendelserne til genstart har været, at man har set alt for meget på det tekniske på selve værket, og slet ikke har behandlet evakueringsdelen af sikkerheden på samme systematiske måde.

Omkring de to reaktorer ved Sendai-værket, som her i efteråret som de første efter Fukushima er blevet genstartet efter de nye sikkerhedsbestemmelser, er der således stadig ikke nogen samlet evakueringsplan. Og det samme bliver tilfældet for Ikata-reaktoren. Her er de lokale godkendelser kommet uden den systematiske afklaring af evakueringssituationen – med en stille bøn om, at det aldrig bliver nødvendigt. Det er heller ikke nogen enkelt sag at lave sådanne evakueringsplaner, for man kender først katastrofens omfang i det øjeblik det sker – er det udløst af jordskælv, vulkanudbrud, terrorangreb eller blot et teknisk svigt på selve værket? Vil der stadig være passage på Sadamisaki-halvøen eneste forbindende vej, så måske 6.000 mennesker skal evakueres af søvejen. Driver de radioaktive skyer efter gaseksplosioner nådigt ud over havet, hvor få skal evakueres, eller får vi en tunge 50-60 km eller mere ind over hovedøen Shikoku, som vil kræver et meget stort antal mennesker evakueret? Ingen kan vide det, ingen kan forberede sig på alle mulige kombinationer – og ingen synes at se det som deres opgave gøre det. Så uanset premierminister Abes tilbagevendende lovprisning af de japanske sikkerhedsforskrifters verdensklasse er der rigtig mange ubesvarede spørgsmål.

Her ses en bid af Sadamisaki-halvøen som med 50 km er Japans længste halvø. På en strækning blev der i 2003 sat en stribe 1 MW vindmøller op. Det ville være et oplagt sted at udbygge med moderne 6-8 MW møller på hele strækningen. Ikata-værket ligger ved halvøens base, så hvis den eneste vejforbindelse i længderetningen blokeres i forbindelse med et reaktoruheld, er man nødt til at evakuere via søvejen.

Det nationale TV-station NHK bragte i dag en rundspørge til de 18 borgmestre i Oita Amt, som ligger lige på den anden side af vandet og ved østlige vinde vil få radioaktiviteten ind over fra en eksplosion ved Ikata-værket – her fandt langt de fleste at evakueringsplanerne var helt utilstrækkelige. Ifølge den evakueringsplan, som nu foreligger, skal de evakuerede til søs sejles til Oita. Men ingen her har planer for, hvordan man i givet fald kan håndtere de evakuerede. Og som Saikis borgmester påpeger det: Hvis evakueringen – som det nok er det mest sandsynlige scenario – er nødvendiggjort af et stort jordskælv, så vil det med en vis sandsynlighed også have skabt alvorlige problemer umiddelbart på den anden side af vandet, og man ville have rigeligt at gøre med at hjælpe sine egne, så man kunne ikke bare tage det som givet, at man samtidig kunne modtage i tusindvis af evakuerede fra Sadamisaki-halvøen.

Shikoku har været et af de områder, som har manglet mindst energi i den fase, hvor alle reaktorer har været åbne. Men når man alligevel har givet Reaktor 3 ved Ikata-værket høj prioritet i NRAs sagsbehandling, hænger det samme med, at den lokale modstand mod genstarterne ligesom ved Sendai-værket på Kyushu, her har været vurderet at være lav, og at Ikata-værket vil kunne forsyne Kansai-regionen (med Osaka og Kyoto), hvor manglen på strøm er størst, men hvor den lokale modstand mod genstarterne vil være markant større.

Ud over Ikata-værkets Reaktor 3 har yderligere to reaktorer ved Takahama-værket i Fukui Amt opnået NRAs godkendelse. Men deres genstart er lige nu blokeret af en domsafsigelse. Kansai-områdets energiselskab KEPCO har anket sagen, men selv hvis afgørelsen bliver omstødt, vil genstarten realistisk set ligge mindst et halvt år fremme i tiden, uanset at NRAs sagsbehandling og tilsyneladende er fortsat. Den folkelige stemning i Kansai-området, hvor en reaktorulykke som den ved Fukushima-værket med stor sandsynlighed vil forurene Biwa-søen, som giver drikkevand til mange millioner mennesker, er langt mindre A-kraft-venlig end på Kyushu og Shikoku. Så der er her lagt op til anderledes besværlige lokale godkendelser.

Dermed står det allerede nu klart, at der ud over de to reaktorer ved Sendai-værket ikke kommer flere japanske reaktorer i gang i år, og at næste genstart med en vis sandsynlighed bliver Ikata-værkets Reaktor 3.

NRA fasttracking for Mihama- og Kashiwazaki-Kariwa-værket

Der sker hele tiden nye bevægelser i godkendelsesprocessen omkring de japanske atomreaktorer. For en uges tid siden forlød det, at NRA efter samråd med KEPCO yderligere ville prioritere behandlingen af Mihama 3-reaktoren for om en godkendelse om muligt kunne foreligge inden udgangen af november, hvor det er 40 år siden, reaktorden blev igangsat. Så teknisk set er den klar til at sende på pension. Men KEPCO planlægger 1. december at sende en ansøgning om 20 års forlængelse af driftsperioden. Dette er det på ingen måde sikkert, at NRA kan bevillige, i og med at reaktorer fra denne periode typisk er designet til at kunne holde i 30-40 år. Så det vil givet kræve betydelige opgraderinger af sikkerheden, ligesom det vil rejse en protestbølge, hvis man generelt ender med at forlænge driftstiden for Japans reaktorflåde fra 40 til 60 år.

Ganske mange af Japans reaktorer er fra 70erne og 80erne og dermed i samme situation. Men indtil nu er det kun ganske få, hvor der er truffet afgørelser om lukning på grund af alder. Så afgørelsen omkring Mihama-reaktorerne vil blive fulgt tæt – og vil blive pejlemærke for i hvor høj grad der er økonomi i at genstarte en lang række af de ældste reaktorer.

For også at få få A-kraft til Tokai-området (med Tokyo, Yokohama og Fukushima-værket) er det besluttet også at give behandlingen af to af de syv reaktorer ved Kashiwazaki-Kariwa-værket fast track-status ved NRA, selvom der her nok er tale om det atomkraftværk, hvor det 1) på grund af politisk modstand mod genstarten bliver aller mest vanskeligt at indhente den lokale accept, 2) reaktorerne er af samme type, som dem som nedsmeltede ved Fukushima-værket, samt 3) er samme operatør, TEPCO, som med sin misrøgt af sikkerhedsholdelsen ved Fukushima-værket både før og efter 2011 til overmål har demonstreret sin manglende evne til at drive et atomkraftværk.

Med de sagsbehandlingstider, som der er ved NRA – der er tale om en dokumentation med et omfang på titusindvis af sider – bliver situationen meget let den, at det kun bliver Ikata-reaktoren, som kom i gang i første halvår 2016.

Tsuruga-værket

Samtidig har Japan Atomic Power Co i den forgangne uge søgt NRA om tilladelse til genstart af reaktor 3 ved Tsuruga-værket i Fukui Amt, uanset at NRAs geologiske undersøgelser tidligere har påpeget, at denne reaktor er geologisk fejlplaceret umiddelbart over en foldelinje, som har været aktiv inden for de seneste 130.000 år (hvilket er kriteriet). Ifølge japansk lov er det uacceptabelt at have vital infrastruktur placeret på et sådant sted, hvorfor værket vil blive lukket.

Japan Atomic Power har flere reaktorer i samme situation – at de er fundamentalt fejlplacerede – så der er på ikke noget at sige til, at de slår sig i tøjret. Men hvis en sådan ansøgning fører til en godkendelse – eller overhovedet bliver behandlet seriøst – efter at det er blevet påvist, at værket er fejlplaceret, så vil det skabe massiv mistillid til NRA og risikere at afspore den sikkerhedsindsats, som skulle få den japanske befolkning til at acceptere genstart efter Fukushima. Så Japan Atomic Power burde tage bestik af situationen, trække ansøgningen tilbage og lave en plan for dekommissionering i stedet for som nu patetisk at hævde, at der nok ikke sker noget alligevel.

Problemer ved Monju-værket

4. november meddelte NRA den japanske regering, at Monju-værket, som har kostet en formue at etablere, og som skulle være Japans bud på en fast breeder reactor, har været så håbløst ledet af Japan Atomic Energy Agency, at man nu har opgivet og nu anbefaler i stedet at finde en ny instans til at forestå driften. Det kommer efter talrige reprimander og påpegelser af svigt i og decideret svindel med sikkerhedsrutinerne på stedet – og erkendelsen af, at der med den nuværende ledelse ikke er den nødvendige vilje til stede til at foretage de fornødne ændringer i den daglige sikkerhedskultur. Men det er et åbent spørgsmål, hvem som ellers vil kunne påtage sig driften og udviklingen af Monju-reaktoren. Så reelt er det tæt på en opfordring til at lukke Monju, mens legen er god.

Monju-værket har været på tegnebrættet siden slutningen af 1950erne og skulle oprindeligt have stået færdigt i 1970, men nåede første gang til frem til at få en reaktorproces i gang i 1994. Tiden siden da har været præget af endeløse problemer. Og efter investeringer på mere end 1 trillion yen er det stadig ikke lykkedes at få noget, som minder om en funktionel reaktor. Monju-værket var hårsbredder fra at blive opgivet af den tidligere regering som del af et energiforlig i december 2012. Men af i første omgang uforklarlige årsager var Monju-værket alligevel med i den pakke som skulle fortsættes og gradvist afvikles i løbet af 2030erne – planer som siden blev skrottet af Abe-regeringen. Men usikkerheden om Monju har givet spørgsmål om hele Japans nukleare brændselskredsløb og dermed stærkt medvirkende årsag til, at Japan trods sine mere end 50 opførte reaktorer stadig ikke har fået fastlagt sin affaldshåndteringspolitik. For man kender strengt taget endnu ikke profilet på atomaffaldet. Hvis Monju opgives, vil verdenssamfundets accept af, at Japan gennem årene har oparbejdet 47 ton plutonium forsvinde fra dag til dag. Så en lukning vil have geopolitiske komplikationer.

Med 280 MW er Monju blot en mindre forsøgsreaktor, men betydningen rækker lagt ud over bidraget til de japanske stikkontakter. NRA lægger i sin henvendelse til den japanske regering op til, at hele videreførelsen af Monju tages op til overvejelse, i den udstrækning der ikke kan findes en enhed, som er kvalificeret til og interesseret i at drive Monju videre. Og der er lige nu ikke nogen oplagte arvtagere til opgaven, så NRA lægger indirekte op til, at den japanske drøm om et delvist selvsupplerende brændselssystem for sine atomreaktorer, skrottes.

Så sent som i forgårs blev den japanske premierminister overrakt et paper udfærdiget af 31 videnskabsmænd fra 61st Pugwash Conferences on Science and World Affairs med en stærk opfordring til at standse opførelsen af et oparbejdningsanlæg ved Rokkasho på det nordligste Kyushu.

Rokkasho er om muligt kørt endnu mere af sporet – det har endnu aldrig fungeret og med byggeomkostningerne på foreløbig 2 trillioner yen (tre gange over budgetteret) ligner det endnu et nukleart sort hul, som blot opsuger alt omkring sig. Så spørgsmålene ikke bare om, hvordan Japan fodrer sine reaktorer, men også om, hvordan man skiller sig af med det, synes lige nu at presse sig på. Det var nok også rimeligt at få taget hånd om efter et halvt århundrede med japansk A-kraft. Og helt lavpraktisk er alle de foreløbige lagre til de brugte brændselslegemer rundt på de japanske atomkraftværker ved at være fyldte, så der skal falde en afgørelse inden for de allernærmeste år.

Der findes her på bloggen en række blog-indlæg om reaktorgenstarter efter NRAs nye regelsæt, som løbende opdateres. Se (om): Sendai-værket, Ikata-værket, Takahama-værket, Kashiwazaki-Kariwa-værket, levetidsforlængelser ved Takahama- og Mihama-værket, Genkai-værket, Oi-værket samt Monju-værket (på vej).

Se tidligere blog-indlæg: Fukushima update III, Fukushima update IV, Fukushima update V – grønt lys for Sendai-reaktorerne, Domstol bremser reaktor-genstart i Fukui,  Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen, Alligevel retsligt opgør om Fukushima-katastrofen, Paris 2015 – Japans INDC og Japansk reaktorgenstart i sigte.

Se rækken af A-kraft-optegnelser fra 2012-14, som med næsten daglige optegnelser følger udviklingen fra et Japan, som var ved at lægge an til en fuld omstilling til vedvarende energi, til et Japan, hvor en stærkt højreorienteret regering presser stærkt på for at vende tilbage til fortidens energipolitik med stor vægt på A-kraften.

På dette sted vil jeg løbende følge processen omkring genstarten af den japanske reaktorflåde, først og fremmest Reaktor 3 ved Ikata-værket.

Update 14.11. – Japan Times bringer i dag en leder, som gennemgår offentlighedsforløbet forud for guvernøren for Ehime Amt Tokihiro Nakamuras godkendelse. Forløbet for en ganske massiv kritik for at have været for lukket for overfladisk og for pro forma-agtigt. Således har der kun været tale om lukkede informationsmøder med 450 inviterede deltagere, og det at borgergruppe fra fem af de seks involverede bysamfund protesterede over den manglende klarhed.

På et møde i går udsatte NRA fristen for etablering af terrorsikring af de japanske atomkraftværker, som ellers i det store hele mangler terrorsikring. Det kommer i en tid, hvor den generelle spænding i området er i tiltagende og nærmest synkront med terrorangrebet i Paris. Det er som om at denne del af sikkerhedsarbejdet aldrig rigtigt er blevet etableret. Og Japan er på mange måde en fredelig boble – eller har været det. Men pludselig havde man for nogle år siden ganske alvorlige saringas-angreb i Tokyos undergrund fra en ekstremistisk religiøs gruppe. Når man har farligt ‘leget’j som atomreaktorer er man nødt til at tage højde for også det helt sandsynlige.

I medierne synes den gennemgående vurdering at være, at NRAs henstilling om, at der findes en anden enhed til at videreføre driften og udviklingen af Monju-værket meget vel kan få som konsekvens, at Monju-værkets dage kan være talte. Asahi Shimbun kalder det i dag sandsynligt, at det ender dér. Undervisnings- og videnskabsminister Hiroshi Hase har sagt, at han vil søge hurtigt at finde en afløser for JAEA, som kan påtage sig opgaven. Men der synes ikke umiddelbart at være andre i Japan med den form for ekspertise, som vil kunne tage over. Dermed kan hele forsøget på at etablere et japansk oparbejdningskredsløb stå overfor at blive skrottet.  Monju har foreløbig kost i omegnen af 50 mia kr. uden at være nået nogen vegne, så det må regnes som en af de større fejlinvesteringer.

Der er heller ikke umiddelbart megen hjælp at hente fra udlandet, da tilsvarende forsøg på at udvikle en fast breeder-reaktor er opgivet i både USA, England og Tyskland. Arbejdet pågår stadig i Rusland, Kina og Indien. Men naboskabet med de to førstnævnte er mildt sagt anstrengt, så sikkerhedspolitisk synes det udelukket på forhånd. Og Inderne er stadig i den tidlige fase af hele deres atomare setup.

Update 16.10. – Japan Nuclear Fuel Ltd. (JNFL), som står for oparbejdningsanlægget i Rokkasho på det nordligste Tohuku, meddelte ifølge AP i dag, at tidsplanen for igangsættelsen endnu en gang jar måttet revideres. Oprindelig var ibrugtagelsen berammet til år 2000, og senest var der lagt op til færdiggørelse pr. marts 2016. Men nu har JNFL udsat færdiggørelsestidspunktet med yderligere 2½ år til september 2018.

JNFLs præsident Kenji Kudo meddelte samtidig, at JNFLs anden oparbejdningsenhed ved Aomori ligeledes ville blive forsinket, til omkring midten af 2019. Så det har lange udsigter med at få denne del af Japans nucleare brændselskredsløb til overhovedet at fungere.

Update 27.11. – KEPCO har i dag søgt NRA om forlængelse af driftstiden for Reaktor 3 ved Mihama-værket fra 40 til 60 år. Reaktor 1 og 2 er hhv. 45 og 43 år, KEPCO har tidligere meddelt, at disse ikke vil blive søgt genstartet. Så der var forventninger om, at noget tilsvarende ville ske med Reaktor 3, som i dag er 39 år gammel. Det er endnu ikke lykkedes at få nogen reaktor i gang i KEPCOs område, som ellers før Fukushima-katastrofen var den region, som havde den højsteste andel af A-kraft med 50%. Beslutningen om at søge genstart, som indebærer omfattende investeringer for at opgradere og forny reaktoren dertil, at den kan gøre sig forhåbninger om at få tilladelse til 20 års yderligere drift, giver måske et praj om TEPCOs egne forventinger til, hvor vanskeligt det bliver at få gang i de to reaktorer ved Takahama-værket, hvor man ellers har opnået NRAs tilladelse, men hvor en retssag pt. blokerer for genstarten.

Update 16.12. – Asahi Shimbun bringer i dag et interview med Naohiro Masuda, som sidste år blev udpeget som leder af den afdeling af TEPCO, som har ansvaret for dekommissioneringen af Fukushima Daiichi. Han siger, at der gradvist er ved at være normale tilstande, men at der i de første år nærmest har været tale om en krigszone – uanset det officielle Japans erklæringer helt tilbage til slutningen af 2011 om, at alt var under kontrol. Der er ingen guidebog for, hvordan man gør, og foreløbig er der på femte år tale om forberedende manøvrer. Tidligere på året blev den officielle tidsplan rykket to år, og selv de mest optimistiske regner nu med at hele processen vil tage mindst 50 år. Der skal udvikles ny viden og nye teknologier, men foreløbig er projektet at få ryddet så meget op, at man kan få fuld forståelse af opgavens nærmere karakter. For i de centrale områder er strålingen stadig så voldsom, at selv ellers simple registreringer er umuliggjort. Så ingen ved endnu nøjagtigt hvor de mest radioaktive, nedsmeltede dele befinder sig, selvom mere og mere tyder på, at nedsmeltningen har været så voldsom, at størstedelen af materialet er at finde udenfor (under) det indre reaktorkammer.

I den reviderede plan vil der i løbet af 10 år være klar til at begynde af fjerne disse brændselsrester, men for Masuda er der tale om intentionelle mål. Der er under vejs så mange trin med så mange ubekendte, at det er sandsynligt, at tidslinjen igen skrider. Der sker stadig udsivning fra området, hvor en stadig strøm af grundvand passerer under værket og ud i havet, men Masuda fortæller, at den radioaktive forurening i dag er nede på en milliontedel af hvad den var i 2011.

I 2011 var Masuda leder af søsterværket, Fukushima Daini, som ligger på samme kyst som Fukushima Daiichi, blot få km sydligere. Her lykkedes det ham og hans stab i en tilsvarende situation at få etableret nødkøling og få lukket samtlige fire reaktorer ned. (link)

Update 18.12. Det skal ikke være let. For nylig fik TEPCO færdiggjort en lodret barriere langs vandkanten, som skulle bremse den store udsivning af radioaktivt grundvand ved Fukushima Daiichi. Det er også lykkedes, bortset fra, at der har været problemer med at vandpresset var så stort, at den blev presset ud mod havet. Planen var så at pumpe vandet op umiddelbart foran muren, rense det for radioaktivitet og derefter lede det i havet. Men nu viser det sig, at saltindholdet i det vand, som suges op foran barrieren, på grund af indsivende havvand er så højt, at det rensningssystem, man har ikke umiddelbart virker. Der bliver også opstuvet omkring dobbelt så meget vand, som man havde forventet, omkring 400 ton i døgnet. I første omgang har man derfor som nødløsning  forsøgt at pumpe dette vand op i reaktorbygningen og vil i den kommende dage forsøge at pumpe mere vand op ovenfor reaktorerne, hvor det stadig er så godt som rent, så grundvandspresset under reaktorfundamenterne bliver mindre. Men saltvandet pumpet ind i reaktorbygningerne kan vise sig på sigt at give problemer, fordi det indtrængende salt kan skabe problemer ikke bare for vandrensningen, men for fremskyndet korrosion af betonstrukturerne, som flere steder har revnedannelser efter det voldsomme jordskælv i 2011, så saltvandet kommer direkte i kontakt med jernarmeringen.

Samtidig arbejder man på at etablere en barriere af frossen jord hele vejen omkring de fire havarerede reaktorer. Arbejdet med at nedgrave de mange køleelementer er langt fremskredet, og der er store forhåbninger til, men også stor tvivl overfor, om det vil lykkes på den måde at fryse jordklumpen omkring, så den nuværende udsivning bremses.

Denne frosne jordvæg er et godt eksempel på, hvor svært det har været for TEPCO at lære sig at spille med åbne kort. For TEPCO vidste allerede kort tid efter katastrofens begyndelse, at der sivede omkring 400 ton radioaktivt forurenet grundvand ud i Stillehavet, men fortalte ikke derom – og opgav at etablere en sådan frossen jordvæg rundt om, fordi den ville blive kostbar (se hensynet til aktionærerne talte selv her højere end hensynet til miljøet!). TEPCO gik først til bekendelse dagen efter Abes valgsejr i overhuset – og det lignede en regulær studehandel, at hvis TEPCO trak offentliggørelsen hertil, så Abe i valgkampen kunne hævde at situationen var fuldt under kontrol (hvilket han uden blusel har gjort hele vejen igennem), så ville staten betale for den frosne mur. At dette gustne overlæg har ført til, at der i halvandet år længere end nødvendigt har sivet 400 ton radioaktivt vand i døgnet urenset i Stillehavet, er så at sige kalkuleret risiko. Men at summen af sådanne undladelsessynder, hvor offentligheden trods både krav og løfter derom, på ingen måde får fuld besked, samtidig har cementeret modstanden mod A-kraft, synes man ikke at have indregnet. For så havde man simpelthen ageret anderledes. Eller også sidder gamle mønstre, hvor man kun fortæller hvad der passer, så håbløst fast, at der lige præcis ikke er noget håb om at ende med at gøre A-kraften accepteret i den japanske befolkning.

Hvis man ikke vidste bedre, så ville man ud fra et luftfoto af området meget bel kunne tro, at der var tale om en ar verdens største udskibningshavne for olie, for der er kæmpestore olietanke over alt – mere end 1.000 af dem. Størstedelen af vandet har efterhånden været kørt igennem en avanceret rensningsproces, som kan fjerne alle forekommende radioaktive isotoper på nær tritium. Der har været talt for og imod blot at lukke dette rent på nær tritium-vand i havet – fortalerne siger fortrøstningsfuldt, at det vil hurtigt blive fortyndet til det umålelige, mens modstanderne dels af principielle grunde ikke aktivt lukker en forurening ud, dels påpeger, at radioaktiviteten jo ikke bare fortyndes som i de håbefulde modeller, men rent faktisk rekoncentrerer i fødekæden, hvor ikke mindst bundfisk fanget ud for kysten viser for høje grænseværdier. Så kystfiskeriet har været indstillet i snart fem år, og selvom kystfiskerne bliver kompenseret for at blive på land, så er situationen stadig højspændt, ikke mindst på grund af problemerne med at give ren besked. Det er dog lykkedes at få accept fra kystfiskernes laug af, at man pumper grundvand ovenfor reaktorerne og leder direkte ud i havet, for ad den vej at søge at mindske grundvandsstrømmen gennem reaktorerne nedre regioner.

Update 20.12. – I dag meddelte Fukuis guvernør Issey Nishikawa efter et møde med industriminster Motoo Hayashi, at han var indstillet på at give sin accept af genstarten af de to reaktorer ved Takahama-værket. Tidligere har amtsrådet og den lokale borgmester givet deres samtykke. Når der stadig ikke er grønt lys, er det fordi en retskendelse i april i år nedlagde forbud mod genstarten, så længe værkets ejer KEPCO ikke fuldt ud kunne garantere for de omkringboendes miljø og sikkerhed.

KEPCO har snart sagt selvfølgeligt anket afgørelsen, og torsdag, juleaftensdag, vil der komme afgørelse om anken over den retskendelse fra Fukuis distriktsret, som pt. gør det umuligt for KEPCO at genstarte de to reaktorer ved Takahama-værket.

Nu er det som bekendt svært at spå om fremtiden, men det vil være meget uventet, hvis kendelsen holder, men omvendt nærmest givet, at sagen ankes til endnu et niveau uanset udfaldet. Og det ville være klædeligt, hvis domstolene var med til at sikre, at befolkningen beskyttes mod svigt i virksomheders og administrationers varetagelse af befolkningens sikkerhed. Til gengæld er der

En reaktor-katastrofe som den ved Fukushima Daiichi ville kunne forurene Japans største sø, Biwa-søen, som ligger nær en lang stribe af reaktorer i Fukui Amt. Dermed vil ferskvandsforsyningen for betydelige dele af Kansai-regionens 45 mio. indbyggere deriblandt indbyggere i regionens to største byer, Kyoto og Osaka, være i fare for at blive udrikkelig. Er det i orden at risikere sådanne scenarier blot for at varme vand til at lave elektricitet? Svaret burde ikke blot rutinemæssigt være ja.

De reaktorer, man først har søgt genstartet, har med en vis taktisk logik været placeret i udkantsområderne, hvor modstanden mod genstarterne og det antal mennesker, som ville blive berørt af en katastrofe, hvis uheldet var ude,  er mindst. Men i takt med at genstarterne rykker tæt på de store befolkningskoncentrationer omkring Tokyo, Nagoya og Osaka, bliver den proces, som skal sikre den lokale accept af genstarten mere og mere utilstrækkelig, fordi den kun konsulterer en meget lille del af de mennesker, som vil kunne blive berørt af en atomkraft-katastrofe. Og hvor de sikkerhedsregler, som den nyetablerede sikkerhedsinstans NRA har etableret, synes at komme solidt rundt om de rent tekniske aspekter af atomreaktorerne, så er der slet ikke på tilsvarende vis taget hånd om den del af sikkerhedsarbejdet, som omhandler evakuering osv. i den omgivende sikkerhedszone. Man har blot udvidet den til en radius på 30 km uden at etabler retningslinjer for, hvordan lokalsamfundene skal involveres og koordineres. Et kæmpe hus i sikkerhedsopdateringen, som nok endda får lov at blive stående, fordi alle går uden om at tale disse problematikker åbent igennem af frygt for at de skaber mere frygt for og modvilje mod A-kraften, end der allerede er.

Der er siden Fukushima-katastrofen lavet beregninger af, hvor lang tid det vil tage at evakuere 95% af befolkningen inden for 30 km-zonen. Og i nogle tilfælde vil der gå op til to døgn. Men det er meget vanskeligt at lave det rette scenario, og en undersøgelse, som blev præsenteret for blot få dage siden viser, at i den virkelighed, som udfoldede sig omkring Fukushima-katastrofen, så vidste kun 16,5% af den befolkning, som skulle evakueres, at der var udstedt evakueringsordre 24 timer efter at ordren var givet. Og i Namie, som er et af de nærmeste samfund, var 9,7% bekendt med evakueringsordren et døgn efter at den var udstedt. (link) Så når store jordskælv er involveret, kan selv noget relativt banalt udvikle sig meget komplekst.

Update 28.12. – En retskendelse ved retten i Fukui åbnede juleaftensdag op for, at to reaktorer ved Takahama-værket ville kunne igangsættes. Allerede dagen efter var værkets ejer, KEPCO, i gang med at isætte brændselslegemer, og den første f de to reaktorer kan være igangsat allerede i løbet af januar 2016. Den videre udvikling omkring Takahama-værkets genstart vil blive fulgt i blog-indlægget Japan skruer igen op for A-kraften III – Takahama-værket.

Sidespring 28.01. (2016) – Da det ikke er sikkert, at disse oplysninger bliver kommunikeret ad andre kanaler og den japanske nationale TV-station NHK kun har sine nyheder liggende i få dage, vil jeg lige fastholde denne ganske sigende situation for TEPCO. Som nævnt ovenfor 01.12. havde TEPCO konstateret, at 2.000 kabler var blevet forkert ført, og at man havde mistanke om, at problemet ville være tilsvarende for yderligere 500 kabelføringer. TEPCO fik en reprimande og besked om at lave en rapport om grunden til, at en sådan fejl kunne opstå. Nu er rapporten afleveret, og i NHKs meget kortfattede sprog er situationen som følger:

“The Nuclear Regulation Authority had instructed Tokyo Electric to find the cause of the error. The utility says in the report that the mistake was found at all 7 of the plant’s reactors.

The company says it left the installation work to the contractor. It notes there was no drawing showing cable routes, and that its employees did not check the work.

The company says it will take measures to prevent a recurrence.”

Så man har blot ringet efter en el-installatør og fået dem til at installere et nødsystem med 2.500 kabler uden at have instrueret dem klart i, hvordan det skulle gøres, uden at have checket, at de gjorde det rigtigt, og uden at have tegninger over, hvad der var blevet installeret. Det er ikke den præcision, man kunne ønske sig af en virksomhed, som indtil 11. marts 2011 drev 17 atomreaktorer. Det er forståeligt, at der har været svipsere i det meget vanskelige arbejdssituation på Fukushima Daiichi-værket, hvor der i den undtagelsesagtige situation i den første tid efter katastrofens begyndelse blev truffet nogle valg, som sidenhen viste sig problematiske, omend ikke alle punkterne på denne alt for lange liste er lige acceptable. Men der er simpelthen ikke nogen grund til, at en sådan fejl overhovedet kan opstå på de øvrige værker. Med denne stadige tilsidesættelse af basal opmærksomhed og ufrivillige blotlæggelse af en katastrofalt manglende evne til at opretholde den nødvendige sikkerhedsmæssige selvjustits, demonstrerer TEPCO igen og igen sin manglende evne til at drive atomkraftværker forsvarligt.

En af de mindre acceptable punkter på den ovenfor nævnte liste over TEPCO svipsere er, at man tidligt var klar over, at der hver dag sivede store mængder af radioaktivt grundvand ud i havet – omkring 400 ton pr. døgn – efter sigende fordi den eneste løsning man kunne komme på, at etablere en frostmur omkring de fire havarerede reaktorer, var “for dyr”, og selv i en situation, hvor katastrofen var i fuld udfoldelse var man mere tilbøjelig til at spare på virksomhedens penge end på at sikre det marine miljø mod den fortsatte forurening. Man trak faktisk offentliggørelsen i næsten halvandet år, til efter Tokyos OL-kandidatur var i hus og efter at valgene til overhuset i juli 2012, som cementerede premierminister Abes politiske position, var vel overståede.

Nu fik man så Abe til at finansiere frostvæggen, og med 1½ års forsinkelse er den blevet iværksat. Der har været megen skepsis under vejs, om det ville kunne løse problemerne med den massive grundvandsgennemstrømning, men netop i denne uge er de 1½ km lange frostmur omkring de fire reaktorer kommet så langt, at der kun mangler at blive pumpet kølevædske i systemet. Så vil der nok gå en rum tid, før kølingen lukker de mest kritiske steder, for den store gennemstrømning gør samtidig, at kølingen let føres bort. Og tidligere forsøg med at køle underjordiske kanaler, som førte radioaktivt vand ud fra fundamenterne, måtte simpelthen opgives. Men hvis det lykkes – og man må næsten håbe ikke bare for havmiljøet, men også for TEPCO, at at det fungerer – så er det vurderet, at det vil reducere den mængde radioaktivt forurenet grundvand, man må pumpe op fra fundamenterne fra mere end 100 ton pr døgn til under 10 ton pr. døgn. Og den næsten Sisyfos-agtige kamp med det radioaktive vand, som har stået på i fire år nu – og har omdannet hele området til noget, som mest af alt ligner en oliehavn med mere end tusinde kæmpestore tanke – vil være om ikke helt afblæst, så noget mere håndterlig. Og de mange tusinde mand på pladsen (der er 7.000 man i gang med oprydningsarbejdet) kan fokusere deres kræfter på den egentlige dekommisionering.

Update 16.03. – Kyodo meddeler i dag, at Ikata-værket regner med at kunne genstarte sin reaktor 3 i løbet af denne sommer.

Update 23.03. – Kyodo meddeler i dag, at Ikata-værkets reaktor 3 i dag har klaret NRAs (on site) sikkerheds-screeninger.

Genstarten har allerede opnået accept fra lokalpolitisk side, så dette åbner for en genstart i juli. Ikata-reaktoren bliver hermed sandsynligvis den femte reaktor, som kommer i gang igen efter de nye sikkerhedsregler.

Inspireret af retten i Otsus nylige udstedelse af forbud mod drift af de to nyligt genstartede reaktorer ved Takahama-værket må det dog forventes, at der bliver anlagt en tilsvarende sag overfor Ikata-værket, hvor domstolene på vegne af en borgergruppe påpeger det utilstrækkelige i den forståelse af sikkerhedsvaretagelsen, som ligger til grund for de givne starttilladelser, og som har ført til, at Takahama-værkets to nystartede reaktorer pt. igen står stille. For der er, som belyst ovenfor, masser af huller i sikkerhedsvaretagelsen omkring Ikata-værket, hvor selv en opfyldelse af de nuværende værkteknisk fokuserende anstrengelser ikke sikrer den optimale sikkerhed, fordi hele spørgsmålet om udarbejdelse af evakueringsplaner så at sige er blevet glemt i den nyetablerede procedure. Det ligger uden for NRAs regi, og hverken amt, kommune eller stat er – eller har påtaget sig – det fulde ansvar for at udarbejde optimale evakueringsplaner, endsige retningslinjer for, hvordan denne del af sikkerheden bedst varetages.

Update 31.03. – Denne lille update risikerer at skulle flyttes på et tidspunkt, hvis der kommer gang i genstarten af Hamaoka-værket i Shizuoka Amt. Af alle fejlplacerede japanske atomkraftværker er Hamaoka-værket nok det mest fejlplacerede, for det er placeret direkte over brudzonen mellem tre store tektoniske plader. Allerede to måneder efter Fukushima-katastrofen (s begyndelse) bad den tids premierminister Naoto Kan derfor Chubu Electric Power Company om at lukke værket. Efterfølgende, hvor man opererede med at genstarte en håndfuld af de sikreste af reaktorerne for at have strøm i en overgangsfase frem mod 2030erne, mens en fuld vedvarende energiforsyning blev etableret, blev der udarbejdet lister, hvor alle landets 54 reaktorer blev sikkerhedsvurderet og prioriteret. Her lå samtlige reaktorer ved Hamaoka-værket langt nede, fordi undergrunden på et sted som dette ville kunne bevæge sig med en ekstrem voldsomhed, så det var klart et af de værker, man ikke skulle regne med at få genstartet.

Yderligere var tsunami-sikringen helt utilstrækkelig på stedet, og der var en ganske betydelig risiko for, at nøjagtigt samme scenario, som havde sat Fukushima Daiichi-værket ud af spil, ville kunne udfolde sig her. Allerede i november 2011 går Chubu Electric derfor i gang med at bygge en 19 m høj og 1,6 km lang tsunami-sikring uden på nogen måde at have sikkerhed for, at en eneste af værkets 5 reaktorer nogensinde vil opnå tilladelse til genstart.

Da nye beregninger viste, at selv den tsunami-sikring, man er i gang med at opføre, ikke var tilstrækkelig (18 m), satte man yderligere nogle meter på toppen, og nu 4½ år senere melder Chubu Electric, at en 22 m høj og 1,6 km lang tsunami-sikring er færdig. Prisen ligger på 400 mia. yen (omkring 3,5 mia. $) – hvilket er en ganske betydelig investering i en situation, hvor man ikke har nogen som helst rimelig grund til at antage, at værkets reaktorer nogensinde kommer i gang igen. Men man har valgt at spille højt spil – og der ligger en ikke ubetydelig pression i at have lavet muren i stedet for åbent at vurdere, om det overhovedet gav mening at søge at reetablere atomreaktorer på dette udsatte sted, inden man gik i gang.

Hamaoka-værket har da også holdt lav profil med sine ansøgninger. Og de to ældste reaktorer, som stammer fra 1971 og 1974, havde allerede inden 2011 så mange driftsproblemer (de havde ikke produceret fra hhv. 2001 og 2005), at det ikke giver mening at søge at få liv i dem igen. Der er da også i februar i år godkendt en dekommissioneringsplan for disse to reaktorer. Men der ligger ansøgninger ved NRA om genstart af de nyere reaktorer, og der er iværksat betydelige sikkerhedsopgraderingsarbejder for reaktor 3 og 4, mens man stadig afventer afklaring af, om den nyeste reaktor 5 opfylder også de nyeste sikkerhedsregler. I det nuværende politiske klima vil det således kræve ualmindeligt brede skuldre fra sikkerhedsinstansen NRA at afvise at behandle ansøgningerne fra Hamaoka-værket alene ud fra beliggenheden. Men foreløbig afventer den egentlige sagsbehandling en geologisk undersøgelse af undergrunden omkring værket. Ikke overraskende fandt Chubu Electrics egne undersøgelser ingen aktive foldelinjer.

Update 05.04. – forureningsmæssigt er et af de store problemer ved Fukushima Daiichi, at der hver dag strømmer omkring 400 ton grundvand under de havarerede reaktorer og videre ud i havet. Ingen ved, hvor meget radioaktivt materiale, denne strømning medfører, men biologerne var tidligt klare over, at der måtte ske en fortsat tilførsel, for det marine liv nær værket blev ved med at vise meget høje koncentrationer, særlig for bundfisks vedkommende.

Derfor har TEPCO opført en gigantisk frostmur rundt omkring reaktorerne. Teknikken kendes fra tunnelboringer osv. hvor man midlertidigt kan frostforstærke i den fase, hvor man har boret, men endnu ikke udstøbt. Men teknikken har aldrig forud været brugt i denne skala. I alt er der boret 1538 frostlegemer 30 meter ned i jorden med en afstand på 1 m. Og her i løbet af marts har TEPCO af NRA fået tilladelse til igangsætte nedkølingen, som blev igangsat 31. marts. Det sker ikke fra dag til dag – tværtimod forventes det, at det vil tage op imod otte måneder før kølingen har nået sit maksimum. Men i går kunne TEPCO meddele, at nedkølingen foreløbig gik planmæssigt.

Der har været en del skepsis overfor projektet – det synes at være et grundvilkår nærmest uanset hvad det firma foretager sig eller ikke foretager sig. Dels er der en reel tvivl om, om det overhovedet kan lykkes at bremse vandstømningen, eller om den store vandgennemstrømning samtidig leder kulden væk så hurtigt, at det ikke lykkes at lukke. Dels er der bekymringer om, at opbremsningen vil give så store fugtophobninger omkring klumpen, at jorden omkring destabiliseres. Og det er et åbent spørgsmål, om det nedadtil, hvor frostmuren møder grundfjeldet, er muligt at få hele klumpen frosset. Men alt det vil vi vide mere om i løbet af nogle måneder. Foreløbig lader TEPCO efter aftale med NRA 95% af væggen nedfryse og lader passager forblive åbne for at man klarere kan følge, hvad der sker, den dag man også forsøger at lukke de sidste åbninger.

TEPCO havde allerede tidligt tanker om en sådan mur, men opgav, fordi den ville være særdeles kostbar (for aktionærerne). I stedet fortiede man i næsten 1½ år, hvad man vidste om de store grundvandsstrømninger – og har således ud over at have slidt endnu hårdere på de sidste stumper af tillid i den japanske befolkning, unødvendigt udledt 400 ton radioaktivt vand igennem 1½ år. Det synes dog helt usandsynligt, at ingen i statsadministrationen har vidst noget om dette. Så måske der har været lavet den aftale bag facaderne, at hvis TEPCO trak oplysningerne derom til efter at Tokyo havde vundet værtskabet for de olympiske lege for 2020 og efter overhusvalget (TEPCO gik til bekendelse få døgn efter valget), så ville far Abe betale for frostmuren med skatteydernes penge.

Update 29.04. – Yuichi Okamura, som står i spidsen for oprydnings- og dekommisioneringsarbejdet ved Fukushima Daiichi siger i et interview til AP, at frostmuren ikke vil kunne blokere fuldstændigt, men at der stadig vil være en vis siven. Det er dog for tidligt at sige, hvor tæt eller utæt, muren rent faktisk bliver, for det vil tage op imod otte måneder, før den frosne jordskive når sit maksimale omfang. Men forhåbningerne er, at den nu vurderede gennemstrømning på 600 ton pr. dag vil falde til 50 ton pr. dag. Nedfrysningen kræver strøm svarende til forbruget for 13.000 familier.

Update 10.05. – Beslutningen har været ventet i nogen tid, men nu har Shikoku Electric, som ejer Ikata-værket, meddelt, at man ikke vil søge værkets ældste reaktor, reaktor 1, genstartet. Reaktor 1 blev taget i brug i 1977, så den ville nå de 40 år næste år.

Det fremgår af Kyodo, at man har beregnet, at udgifterne til at få den godkendt til at køre yderligere 20 år, vil beløbe sig til 1,6 mia. $. Det skal ses i forhold til, at det er en relativt lille reaktor med en ydelse på 0,566 GW – eller blot en tredjedel af de EPR-reaktorer, man er ved at forsøge at få i gang forskellige steder i verden og planlægger ved Hinkley C i Storbritannien. Dekommissioneringsarbejdet forventes at vare 30 år, og udgifterne hertil forventes at blive omkring 0,4 mia. $.

Reaktor 3, som blev indviet i 1994, er 0,89 GW, har opnået NRAs godkendelse og forventes genstartet her i løbet af sommeren. Så den vil vil stadig have 17-18 år inden den når de 40 år. Spørgsmålet er, hvad Shikoku Electric vil gøre med Reaktor 2. Den er af samme størrelse som Reaktor 1 men taget i brug 4 år senere, så den ville kunne få nogle år, inden den når 40 år. Sandsynligvis er det ikke afklaret, fordi erfaringerne med, hvad det kræver at få de forskellige typer reaktorer i gang kun gradvist gøres i takt med at flere reaktorer opnår godkendelse. Men som situationen ser ud nu, kunne det meget vel være, at Shikoku Electric om 3-4 år står overfor at træffe en tilsvarende afgørelse med Reaktor 2.

Japan er hermed officielt nede på at have 42 reaktorer i kraftværkssektoren mod 54 før Fukushima-katastrofen. Så ud over de seks reaktorer ved Fukushima Daiichi, som aldrig kommer i gang igen, er der endnu kun seks reaktorer, for hvilke man har truffet beslutningen om dekommissionering. Men af de 42 er der endnu kun fire som har været genstartet, og de to er blevet standset igen efter påbud fra domstolene. Så her godt 5 år efter Fukushima-katastrofen må man indse, at det trods massivt pres fra centraladministrationen for at få genstartet flest mulige reaktorer hurtigst muligt, så går det yderst langsomt. Ganske mange af de resterende 42 reaktorer er ligesom Reaktor 1 og 2 fra Ikata-værket fra sidst i 70erne og først i 80erne, hvor Japan i stor stil udbyggede sin reaktorflåde. Og selvom de japanske forbrugere indtil nu har betalt høje priser for deres energi, så er det ikke givet at det fortsætter, nu hvor man er i gang med at liberalisere elforsyningen. Så som tingene har udviklet sig her i tiden efter Fukushima-katastrofen, virker det mere og mere sandsynligt, at ganske få af disse næsten 40 år gamle reaktorer nogensinde i gang igen.

Vi ser samme billede i Europa og USA, at man lukker ældre reaktorer ned, blandt andet fordi de har svært ved at klare sig i konkurrencen.

Update 27.05. – Japan har i de seneste dage været vært for G7-topmødet. Og der har tydeligvis været sendt signaler ud til pressen om, at det ikke er tid for at tale Fukushima-katastrofe, så der har været endog meget stille fra den kant. TEPCO selv har hjulpet ‘usynligheden’ på vej ved simpelthen at indstille en række oprydningsarbejder ved Fukushima Daiichi for ikke at løbe nogen risiko.

I det hele taget fylder A-kraften ikke meget i de japanske medier. Engelsktalende aviser som Asahi Shimbun og Mainichi og den nationale TV-station NHK har her i foråret alle ændret deres layout og struktur, så der ikke mere er nogen særlig Fukushima Daiichi-rubrik. Og dækningen er skrumpet ind til nærmest ingenting.

Reuters derimod lader sig ikke bare viske noget i øret, og Aaron Sheldrick skriver i dag med reference til en række centralt placerede kilder, at den japanske regering allerede næste år har planer om at ændre A-kraftens rolle i den japanske energiplan, så den ikke som nu i 2030 skal stå for 20-22% af den samlede energiforsyning, men kun 10-15%. Hvis Japan før Fukushima-katastrofen havde 54 reaktorer kørende, som tilsammen leverede lige omkring 30% af det samlede energiforbrug, så svarer det forholdsvis til, at man forventer til den tid at have 18-27 reaktorer i gang med gennemsnitligt samme størrelse som de nuværende. Men da det i høj grad er de ældste og mindste, som ikke kommer i gang igen, er der reelt tale om en nedskrivning af forventningerne dertil, at Japan fremover blot har omkring 12-18 reaktorer kørende.

Af de 54 reaktorer er der i dag 42 reaktorer, som stadig potentielt ville kunne genstartes. Så i den udstrækning, at Reuters’ oplysninger er korrekte, er det en radikal nedjustering af forventningerne. Men på baggrund af, at det efter mere end fem år endnu kun er lykkedes at få to reaktorer i drift igen ved Sendai-værket på Kyushu, og det må forventes, at den lokale modstand mod genstart de fleste andre steder vil være voldsomt meget større, så synes selv 12-18 reaktorer at være ganske optimistisk.

Det vil givet føre til en langt højere prioritering af den vedvarende energi, som lige nu nærmest må bekæmpes for ikke at vokse over det planlagte. Og det vil desværre nok også føre til en prioritering af ‘clean coal’. Her op til G7 har den japanske miljøorganisation Kiko og Greenpeace forsøgt at rejse det problematiske i, at Japan som nærmest eneste store industrialiserede økonomi stadig har planer om at opføre dusinvis af nye kulkraftværker. Det er fuldstændig i strid med Paris-aftalen og vil gøre det vanskeligt for Japan at overholde sine i forvejen alt for lave klimamål for 2030.

Det ville virkelig være en gave til verdenssamfundet, hvis Japan reelt greb udfordringen med at etablere en vedvarende energiforsyning. Lige nu er en af de store udfordringer, at man har et meget konventionelt forsyningsapparat, som fungerer for central produktion for hver af de 10 forsyningsområder. Men hvis det skal lykkes, at få Japan på vedvarende energi, så skal der hurtigst muligt etableres et langt stærkere forsyningsnet, som kan få mange forskellige producenter og energityper til at spille optimalt sammen og sikre, at Japan for alvor kan nyde godt af sin store geografiske udstrækning. Men premierminister Abe har tidligere forud for et valg bedyret, at han agtede at gøre Japan mindst muligt afhængig af A-kraft, hvorefter han i de snart fire år siden da har presset voldsomt på for at få flest mulige reaktorer i gang hurtigst muligt. Og der er en vis sandsynlighed for, at det endnu en gang blot er tomme valgløfter til en befolkning, som her fem år efter Fukushima-katastrofen er endnu mere fast besluttet på ikke at ville have A-kraft.

Japan Times, som efterhånden ofte er eneste af de engelsksprogede aviser, som følger A-kraft-problematikken, har de seneste dage rapporteret om Monju-værket, hvor det efter flere årtiers udviklingsarbejde og årlige milliardbeløb til driften endnu ikke er lykkedes at få udviklet en tilfredsstillende fast breeder-reaktor, som kan benytte  affald fra konventionelle reaktorer som basis for sin kernereaktion. De lande som har forsøgt det samme, er alle én for én endt med at opgive. Heroveni har NRA for nylig erklæret den nuværende enhed, som driver Monju-værket, for direkte uegnet til formålet, og at der skulle en helt ny organisation til at føre det videre, hvis det skulle have nogen chance for at få NRAs godkendelse. Den japanske regering søger lige nu at finde en afløser, men det er yderst vanskeligt at se, hvem det skulle kunne være. Hvis det lykkes at finde en egnet afløser, så venter der ifølge Japan Times en gevaldig regning for opgradering af Monju-værket, så det ville kunne opnå starttilladelse fra NRA. Asahi Shimbun bragte da også tidligere på ugen en leder med en overskrift, som hævede, at der absolut ingen grund er til at fortsætte Monju-projektet. Det har til dato koste mere end 1 trillion yen. I slutningen af 2012 var på tale at nedlægge Monju-reaktoren som del af en udfasning af den japanske atomkraft i løbet af 2030erne. Men i sidste øjeblik fastholdt man endda Monju-projektet. Siden er det kommet frem, at det var amerikanerne, som modsatte sig lukningen, da Japan så ville oparbejde stadig større mængder af plutonium. Men for nylig har der været forlydender fremme om, at USA vil acceptere, at Japan opgiver denne del af sit atomprogram.

NRA har heller ikke respekteret G7-tavsheden, men gjorde det for et par dage siden klart, at det lavradioaktive affald fra den japanske atom-industri ville skulle graves 70 m under jorden og herefter opbevares i 100.000 år, indtil strålingen er klinget af. Stedet skal vælges, så der ikke er problemer med jordskælv og vulkanudbrud, og så skal der opretholdes et graveforbud, hvilket nok skal gå – indtil nu er det længst eksisterende samfund i menneskehedens historie fungeret i 1.500 år.

TEPCO selv har da heller ikke helt kunnet tie i de få dage, hvor Japan har været vært for G7-topmødet, men meddelte i forgårs, at der her 1½ måned efter igangsætningen af nedkølingen af den 1,4 km lange frostmur omkring de fire havarerede reaktorer, var betydelige problemer. Omkring 12% af de steder, hvor man måler virkningen, har frostmurens kølelegemer endnu ikke formået at afgive tilstrækkelig kulde til at jorden omkring er nået under frysepunktet. Enkelte steder var jordtemperaturen stadig +10°C. Om det skyldes radioaktiv varmeudvikling eller mere sandsynligt blot, at der er en voldsom grundvandsstrømning i området, meddeler TEPCO ikke noget om. Men man overvejer  i samarbejde med NRA, hvad man yderligere kan gøre.

Update 31.05. – I kølvandet på de voldsomme jordskælv på Kyushu, som betragtes som forløberen for endnu større jordskælv langs en zone, som løber under Shikoku tæt ved det sted, hvor Ikata-værket er placeret, har en gruppe lokale borgere i dag anlagt sag ved retten i Matsuyama med krav om at Shikoku Electric suspenderer den planlagte reaktivering af Ikata-værkets Reaktor 3. Der foreligger endnu kun en notits herom fra Kyodo, men mon ikke der er mere herom i morgendagens udgivelser.

Asahi Shimbun kan i dag fortælle, at der kun var fem ansatte ved TEPCO, som havde kendskab til eksistensen af et manual, som klarlagde, at hvis man formodede, at 5% af af brændselslegemerne var nedsmeltet – nemlig de fem mennesker, som var ansvarlige for at holde værkets sikkerhedsregler opdateret. Ingen andre kendte dertil. Dette er endnu et klart billede på, hvor gennemsyret forvaltningen af de japanske atomkraftværker var forud for Fukushima-katastrofen. Fraværet af disse regler har af TEPCO været brugt som undskyldning for, at der gik et par måneder før man erkendte, at der var tale om kernenedsmeltninger, selvom eksterne eksperter allerede efter få døgn var klar over, hvor galt det var fat. TEPCO vil nu iværksætte en undersøgelse af, hvordan dette kunne finde sted, at der kun var fem, som kendte til dette. Man kunne passende udvide spørgsmålet til at omfatte hvordan der kunne gå så lang tid, før man offentligt erkendte, at den var gruelig gal. For det er den manglende erkendelse heraf, som gør, at TEPCO igen og igen får gjort det forkerte i forhold til at genskabe trygheden til A-kraften og – mere udfordrende – TEPCOs forvaltning heraf.

Update 13.06. – Det er nu mere end to måneder siden at der blev sat strøm til frostmuren omkring de fire havarerede reaktorer ved Fukushima Daiichi-værket. De fleste steder er det lykkedes at sænke temperaturen til under frysepunktet. Men fire steder mellem reaktorerne og havet er temperaturen selv efter to måneders køling ikke nået under 10°C, og  den synes ikke at falde. Vandstrømningshastigheden er simpelthen så stor, at kulden ledes bort med grundvandsstrømningerne hurtigere end kølelegemerne kan køle. Derfor beder TEPCO nu NRA om lov til at forsøge at støbe cement ud på disse steder.

Man kan spørge sig selv, hvorfor man ikke kunne have indset dette inden. Men der er tilsyneladende ganske meget man ikke ved om grundvandsstrømninger. Ellers havde man nok ikke anlagt værket som man gjorde.

Den japanske regering ophævede i går evakueringen for størstedelen af Katsurao, en landsby nær Fukushima-værket. Det er hermed det fjerde område, hvor de evakuerede beboere får mulighed for at vende tilbage. Men arbejdet med dekontamineringen har vist sig mere omfattende end først antaget, så stadig her fem år efter størstedelen af den oprindelige evakueringszone stadig ikke fundet egnet til varigt ophold. Og der er mange, som ikke ved, hvornår de vil kunne flytte tilbage.

Evakueringsophævelsen for Katsurao giver 1347 mennesker fordelt på 418 husholdninger mulighed for at vende tilbage. Men indtil nu har kun 10% af disse mennesker søgt den tilladelse, som gør at de kan vende tilbage.  Myndighedederne formoder, at det er fordi en række mennesker i begyndelsen vil pendle, så de måske arbejder i Katsurao i dagtimerne, men ser tiden an og venter med at opgive deres midlertidige hjem. Men ikke mindst børnefamilier synes at være meget utilbøjelige til at flytte tilbage, fordi børn er langt mere udsatte for strålingen end voksne. Fra starten af være en lang række service-funktioner, som ikke genopstår, så der vil blive etableret en taxa-ordning, som gør at ældre mennesker vil kunne komme til læge osv.

Stadig er der 119 mennesker i Katsurao, som ikke har mulighed for at vende tilbage, fordi strålingsniveauet her stadig ligger over 50 millisieverts. En del af forklaringen på, at langt de fleste ikke ønsker at flytte tilbage er nok også, ud over at mange er utrygge ved at vende tilbage tæt på Fukushima-værket, at man flytter så tæt på områder, som stadig ligger over grænseværdien, at ens nabo stadig ikke kan vende tilbage. For radioaktiviteten bevæger sig rundt, og for eksempel skovområder er kun forsøgt dekontamineret få meter ind fra skovbrynene.

Update 17.06. – Chubu Electric, som driver Hamaoka-værket, står med en vanskelig sag. For hvis borgerne kunne vælge, så kom disse reaktorer aldrig i gang igen. Men man søger her at bedre atomkraftens image gennem massive TV-kampagner. Men hvis man kun øger sin markedsføring og ikke samtidig ændrer sin adfærd, så kan sådanne signaler ende med at få den modsatte effekt. I stedet for den slags envejskommunikation er der brug for at involvere sig i en dialog med borgerne og demonstrere, at man reelt gør tingene anderledes nu, hvis man vil lykkes at vende befolkningens dybe skepsis til atomkraft-industrien.

Hvis man så tilbage på de sidste godt fem år siden Fukushima-katastrofen og delte det, A-kraft-industrien har gjort op i det, som øger befolkningens tillid til A-kraften og forsyningsselskaberne, og det som mindsker tilliden. Så tæller det på plussiden, at centraladministrationen fuldstændig skrottede den hidtidige sikkerhedsinstans og etablerede en ny, som fik som første opgave at etablere et nyt og revideret sæt af sikkerhedsforskrifter. og det talte på plussiden, at den da sidden DPJ-regering gennemførte store nationale høringer, hvor befolkningen var med til at definere Japans fremtidige energipolitik. Det var smukt at se en nation, som ikke har nogle eksempler forud for den slags processer, stille sig selv og sine borgere spørgsmålet, hvad gør Japan med sin atomkraft. Løsningen blev den, at man endte med at ville genstarte de sikreste af atomreaktorerne efter nye sikkerhedsregler, og at man senest i løbet af 2030erne ville udfase atomkraften i Japan. Det ville give omkring to årtier til at indfase en energiforsyning af vedvarende energi, og de sikreste reaktorer ville få lov at fungere i deres fulde levetid.

Men så kom der et valg på tværs. Og selvom premierminister Abe i sin valgkamp lovede at ville mindske den japanske afhængighed af A-kraften mest muligt, så har han i praksis gjort det præcist modsatte: presset voldsomt på for at få de reaktorer i gang hurtigst muligt, jo flere jo bedre. Og han har med en række lovindgreb nærmest gjort det ulovligt for pressen at skrive kritisk om A-kraft-problematikken. Så regering og centraladministration har for længst bidraget med langt mere til det mistillidsskabende end til det tillidsgenopbyggende. Og forsyningsselskaberne selv, som ejer de 40-50 nu standsede reaktorer, og hvis regnskaber bløder alvorligt fra de manglende indtægter derved, synes slet ikke at have fattet situationen. For de agerer stort set konsekvent på en måde, som øger mistilliden. De tier og misinformerer, de overholder ikke aftaler, de undgår så vidt muligt direkte kontakt med befolkningen. Og de gør hvad de kan for at gennemhulle den nye sikkerhedsinstans NRAs autoritet, samtidig med at de meget direkte har chikaneret den udbygning med vedvarende energi, som den brede befolkning ønsker sig. En væsentlig komponent i mistilliden er en dyb frustration over det massive magtmisbrug, som gennem årene har præget branchen.

På den tillidsvækkende side må man også regne det ganske overraksende, at det japanske retssystem er gået ind og været med til at sikre, at forsyningsselskabernes ønske om hurtige genstarter ikke bare er blevet det altovervejende argument. Det har således foreløbig blokeret for genstarten af to rektorer ved Takahama-værket. Her ser den japanske befolkning en fastholden af den form for konsekvens, som forsyningsselskaberne burde agere efter.

Men for hver måned, man går videre, som hidtil, med pression, lobbyisme og fortielser, øger man modviljen og modstanden mod A-kraften og gør det stadig vanskeligere at sikre den accept i befolkningen, som gør det sandsynligt, at Japan har A-kraft på den anden side af 2030erne – og som gør det mere usandsynligt, at værker som Hamaoka-værket og Kashiwazaki-Kariwa nogensinde kom i gang igen. Det kræver noget helt andet end forstillede reklamefilm.

Update 30.06. – Mandag i den forgangne uge var de 135 brændselselementer i Reaktor 3 ved Ikata-værket kommet på plads, og det forventes nu, at reaktoren kan igangsættes i løbet af juli, så den kommer op på fuld produktion omkring 25. august.

28. juni afholdt de ni japanske forsyningsselskaber deres årlige generalforsamlinger. Fra aktionærside blev der som sædvanlig fremlagt stribevis af forslag – i alt 73 om at afvikle atomkraften eller at afvikle brugen af MOX-brændsel. Men alle sådanne forslag skal have to tredjedeles flertal for at blive vedtaget. Så intet er forandret.

Det er ikke kun aktivister. For eksempel på KEPCOs generalforsamling kunne man se Kyotos borgmester Daisako Kodokawa stå frem og sige, at det var på tide at tage konsekvensen af Fukushima-katastrofen og afvikle atomkraften. Men KEPCOs leder siger blot, at man arbejder målrettet på at få så mange som muligt af sine reaktorer genstartet for at bedre økonomien.

TEPCOs topleder Naomi Hirose sagde på TEPCOs generalforsamling, at man ville forsætte med indsatser, som kunne lede frem til en mulig genstart af Kashiwazaki-Kariwa-værket i Niigata. På generalforsamlingen leverede han en undskyldning for, at TEPCO (før hans tid) havde været så længe om at informere offentligheden om, at der ved Fukushima Daiichi var tale om kernenedsmeltninger. Her var det dog nok endnu mere pinligt, at man selv her fem år senere havde forsøgt at tørre problemet af på den tids premierminister Naoto Kan. Det blev der ikke undskyldt for, men det står TEPCO nok til endnu en retssag om.

Update 03.07. – Om en uge (10.07.) er der valg til det japanske overhus. Det japanske valgsystem er en kombination af et enkeltkreds-valgsystem og et proportionalsystem, så for eksempel ved det seneste valg fik LDP omkring to tredjedele af mandaterne med ikke ret meget mere end en tredjedel af stemmerne. Men det er denne vej langt hen ad vejen lykkedes oppositionspartierne at samarbejde og sammensmelte, så man ikke på forhånd er helt til grin. Men der er ikke meget, som tyder på, at Premierminister Abe mister sit komfortable flertal i begge kamre.

Der er klart forskelle på de enkelte partiers energipolitiske linje, men alle udtrykker sig noget vegt.

De nu regeringsbærende har gået til valg på den nuværende energiplans fordeling på de enkelte energikilder, som indebærer en 20-22% andel A-kraft. Ifølge samme energiplan har de regeringsbærende partier LDP og Komeito en målsætning om 22-24% vedvarende energi i 2030. For et par måneder siden forlød det dog, at man i det skjulte ville opprioritere den vedvarende energi yderligere, og at det på baggrund af, at det stadig her mere end fem år efter Fukushima-katastrofen kun er lykkedes at få to reaktorer i gang igen ville være urealistisk at have 20-22% A-kraft i 2030. For modstanden mod A-kraften i den japanske befolkning er så massiv som nogensinde, og selv 10% synes svært opnåeligt i den nuværende situation.

I oppositionen har DP en målsætning om 30% vedvarende energi i 2030, og det kommunistiske parti 40%. Men endnu er der ingen af partierne, som i valgkampen har fremlagt detaljerede planener for, hvordan man vil opnå sine energimålsætninger. Og alle synes at fortrænge det i klimapolitisk perspektiv nærmest kriminelle, at man er i fuld gang med at etablere en ny generation af kulkraftværker. Ingen af disse målsætninger er specielt ambitiøse. Så Japan er langt fra levere sit bidrag til Paris-aftalens målsætninger og stærkt på vej ind i en rolle som en af de langsomme spillere på klimafronten.

Til trods for den udstrakte chikane af udbygningen af den japanske vedvarende energi, så gå det fremad med etableringen. Ved slutningen af 2015 havde Japan en samlet solcellekapacitet på over 30 GW, svarende til, at hvis solen skinner optimalt over dem alle på én gang, så leverer de strøm svarende til 30 atomreaktorer á 1 GW.

I disse dage er en 5 MW flydende vindmølle ved at blive flådet fra Sakai op til sit blivende sted ud for Fukushimas kyst. Den er del af et omfattende udviklingsarbejde. Og hvis disse flydende vindmøller viser sig at kunne gøres rentable ved produktion i større skala, så har Japan fat i noget, som hurtigt kunne udbygges dertil, at man kunne undvære kulkraftværkerne. Og så kunne man nå langt længer med udbygningen af den vedvarende energi inden 2030 end nogen af partierne nu tør satse på.

Update 13.07. – Når den japanske regering aldrig har rystet på hånden, når der skulle uddeles støtte til TEPCO, så virksomheden havde råd til de i titusindvis af erstatningssager og det gigantiske oprydnings- og dekommissioneringsarbejde, hænger det også sammen med, at ansvaret for katastrofen i dag er trygt placeret hos TEPCO, så længe TEPCO eksisterer. Hvis man havde ladet TEPCO gå konkurs, havde man stået med endnu større problemer, og et uplaceret ansvar.

Der har været forsøgt at rejse sag mod en række af de personer, som måske kunne gøres personligt ansvarlige for, at katastrofen kunne ske. Det er ikke endeligt afklaret, men indtil nu har det været som et stykke sæbe, og ingen er blevet gjort personligt ansvarlige.

Ligeledes har der været ført sag med de virksomheder, som i sin tid designede og udførte reaktorerne. Men nu har en domstol i Tokyo afgjort en sag, hvor en gruppe på 3.800 mennesker fra 32 forskellige lande krævede Toshiba, Hitachi og General Electrics gjort ansvarlige for et design, som kunne føre til en katastrofe som den som udfoldede sig i Fukushima. Og retten har konkluderet, at de pågældende virksomheder ikke er ansvarlige for Fukushima-katastrofen.

Dette uanset at man havde valgt at gå videre med et design, som var udviklet til placering op til en flod – og ikke en placering op til Stillehavskysten på et af verdens mest vulkansk aktive steder. Selvom den slags er lettest at se i historiens bakspejl, så kunne man uanset tsunamien helt have undgået den situation, som nu udfoldede sig, ved at have lavet nogle få centrale ændringer. Tsunami-sikringen kunne have været højere, så anlægget ikke var blevet oversvømmet. Man kunne have undladt at grave kystskrænten væk, så værket havde ligget højere end tsunamien kunne nå. Man kunne have undgået at placere nødstrømsanlægget i en kælder, så det ikke var blevet sat ud af kraft selv ved en oversvømmelse, som den der skete. Man kunne have haft yderligere backup-energi. Og man kunne have etableret filtrerede ventilationsmuligheder, så reaktorbygningerne ikke som nu eksploderede. Mere principielt kunne man også have sparet en stor del af de første fem års oprydningsarbejde ved ikke at designe atomreaktorer, så de brugte brændselselementer bliver stående umiddelbart op ad reaktoren. Alt sammen manglende omtanke fra designerne – som (her kommer en fordom fra en arkitekt) har været så forblændet af den teknologiske udfordring og den tekniske formåen, at man ikke har evnet (eller set nogen nødvendighed i) at træde et skridt tilbage for at få stedet analyseret tilstrækkeligt.

Men nu er Toshiba, Hitachi og General Electrics dømt uden ansvar.

De 3.800 mennesker, som havde anlagt sagen, søgte kun en symbolsk kompensation på 100 yen omkring 6 kr., idet man først og fremmest ønskede at få det principielle spørgsmål om produktansvar belyst. Og der er lagt op til at forfølge sagen ved en højere retsinstans. (link)

Update 22.07. – Japan Association of Corporate Executives, en af Japans store business lobby-sammenslutninger, har nu meldt ud, at det går så langsomt og uforudsigeligt med genstarten af atomreaktorerne, at regeringen bure tage konsekvensen og lægge den energipolitiske kurs om, så der er mindre fokus på A-kraften og mere vægt på den vedvarende energi. Teruo Asada, som er næstformand i Japan Association of Corporate Executives, siger direkte, at “We have a sense of crisis that Japan will become a laughing stock if we do not encourage renewable power.”

Asada siger ifølge Reuters, at vi på længere sigt må mindske vores afhængighed af A-kraften. Og baseret på den nuværende udvikling komme Japan sandsynligvis end ikke op på 10% A-kraft, selvom klimaplanen for 2030 taler om 20-22%. Og han tilføjede, at Japan Association of Corporate Executives ønskede tiltag, som tilskyndede private investeringer i vedvarende energikilder og offentlig finansiering af infrastrukturer som et (tidssvarende intelligent) energi-transmissionsnet (som kan håndtere en moderne energiforsyning baseret på vedvarende energikilder). (link)

Den vedvarende energi behandles i dag som et stedbarn af både regering og energiforsyningsselskaber. Og til forskel fra for eksempel i Europa, hvor den vedvarende energi har fortrinsret, så er det atomreaktorerne og de konventionelle kraftværker, som i dag har fortrinsret til Japans forældede transmissionssystem.  

Udviklingen siden 2011 er sandsynligvis kommet bag på alle. Men i dag, mere end fem år efter Fukushima-katastrofen, er det stadig kun lykkedes at få 2 ud af de 54 reaktorer i gang, som fungerede før 11. marts 2011. En tredje (ved Ikata-værket) er tæt på at være klar til at blive opstartet, men de to først genstartede reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu er i fare for at blive lukket ned, nu hvor en nyvalgt guvernør, som er atomkraft-modstander tiltræder om få dage (se opdateringer om Sendai-værket). To andre reaktorer, som kom i gang tidligere i år, er standset af retskendelser (se opdateringer om Takahama-værket). Så situationen kan meget vel være den beskæmmende, at Japan med udgangen af i år kun har en enkelt reaktor i gang. 

Asadas udmeldinger er helt nye toner fra det japanske erhvervsliv. Men meget tyder på, at selvom premierminister Abe har lagt et kolossalt pres på at få genstartet flest mulige reaktorer hurtigst muligt, så er Abe-regeringen i al stilhed ved at ændre sin energiplan for 2030, så den indebærer langt mindre atomkraft og langt mere vedvarende energi.

Men man savner at en skikkelse som Asada også lyttede til omverden, når det gælder kulkraften. For Japan er i disse år ved at genåbne kulminer og opføre dusinvis af nye kulkraftværker. Dette burde ikke være muligt for et industrialiseret land, som har underskrevet Paris-aftalen. Men den japanske klimabevidsthed kan i disse år ligge på et endog meget lille sted.

Update 05.08. – Den nationale japanske TV-station NHK rapporterer, at Shikoku Electric i dag har meddelt, at man agter at opstarte Reaktor 3 ved Ikata-værket i den kommende uge. Opstarten havde allerede været forventet i juli, men et problem ved sidste eftersyn, som nu er rettet, gav et par ugers forsinkelse.

Med denne genstart når Japan op på at have tre igangværende reaktorer. Men de to andre, ved Sendai-værket, står til at komme under massivt pres for at blive lukket ned for sikkerhedseftersyn af Kagoshima Amts nye guvernør, som tiltrådte for blot en uge siden gik til valg på at få reaktorerne efterset for beskadigelser oven på de voldsomme jordskælv i foråret (se blog-indlæg om Sendai-værket).

De foldelinjer som udløste de voldsomme jordskælv på Kyushu i april og maj, løber videre i havet nord for det sted, hvor Ikata-reaktoren er placeret. Og bekymringerne for at et tilsvarende kraftigt jordskælv ville kunne beskadige reaktoren har ført til øget bekymring på egnen. Således fandt en rundspørge foretaget af den lokale avis, at 54% af de adspurgte i Ehime Amt helst så, at reaktoren ikke blev genstartet. Ehime Amts guvernør Nakamura har dog sagt, at situationen var forskellig fra sted til sted, og at han ikke var til sinds at genåbne spørgsmålet om reaktorsikkerhed. En undersøgelse foretaget af reaktorens ejer, Shikoku Electric, viser tilsvarende, at flere i forhold til sidste år nu er skeptiske overfor forsikringerne om sikkerhedeforholdene, samt at flere ikke fandt det nødvendigt at genstarte reaktorerne. Tidligere har modstanden på Shikoku været relativt begrænset, og Shikoku Electric erkender, at det sandsynligvis er jordskælvene på Kyushu, som har ændret opfattelsen.

Update 12.08. – I dag blev Reaktor 3 ved Ikata-værket igangsat. Det forventes, at reaktorprocessen tidligt lørdag bliver selvopretholdende. Mandag vil den første strøm flyde fra værket, og gradvist i løbet af de kommende uger vil reaktoren komme op på fuld produktio, mens NRA foretager de sidste inspektionern. Opstarten er blevet 1½ måned forsinket efter at man opdagede en utæthed i det vandbaserede kølesystem.

Forud for genstarten er reaktoren blevet opgraderet, så den kan tåle større belastninger, og der er lavet forstærkninger af en række rørføringer.

Det er den femte reaktor, som genstartes efter de nye sikkerhedsregler, men da de to reaktorer ved Takahama-værket er lukket ned igen efter påbud fra domstolene, er det ud over Ikata-reaktoren kun de to reaktorer ved Sendai-værket, som er i gang i øjeblikket. Disse to reaktorer kan meget vel også blive lukket, da den netop tiltrådte guvernør for Kagoshima Amt nu har meddelt, at han i løbet af denne måned vil opfordre Kyushu Electric, som driver Sendai-værket, til at standse reaktorerne midlertidigt for at kontrollere, at de ikke er blevet beskadiget ved de meget voldsomme jordskælv på Kyushu i april og maj.

Samtidig er der for Ikata-reaktoren ved den lokale domstol anlagt tilsvarende sager, som har standset de to reaktorer ved Takahama-værket med henvisning til de vanskelige evakueringsforhold og det forhold, at en stor foldelinje mellem to tektoniske plader løber tæt forbi Ikata-værket, blot 5 km fra Sadamisaki-halvøen. Så måske når reaktoren kun lige at gennemføre sin genstartsprocedure før den bliver beordret lukket ned igen.

Der var da også protester ved opstarten i dag – ikke med mange tusinde deltagere, som man for nogle år siden så i Tokyo uge efter uge efter uge, og her er det ikke unge studerende, som protesterer, men bønder og bedsteforældre, som har svært ved at acceptere, at atomkraften er ‘nødvendig’ på en så lidt velvalgt plads som Sadamisaki-halvøen. En stor katastrofe her vil meget let afskære de 5.000 mennesker, som bor uden for værket, fra at kunne evakueres over land. Så de stadig meget lidt detaljerede evakueringsplaner forudser situationer, hvor der skal evakueres via havet. Men i første omgang går instrukserne på at søge ly i nærliggende evakueringscentre, typisk skolebygninger, som er blevet forstærket for bedre at kunne modstå voldsomme jordskælv. Men topografien på Sadamisaki-halvøen gør stort set alle beboede steder sårbare overfor jordskred, så et stort jordskælv, som udløser en katastrofe ved Ikata-værket, vil meget let også kunne lægge alvorlige hindringer i vejen for evakueringsprocessen.

Update 15.08. – Reaktor 3 ved Ikata-værket begyndte mandag at producere den første strøm efter genstarten. Foreløbig er genstarten forløbet uden fejl. Der vil i de kommende uger gradvist blive skruet op for processen, og den forventes klar til fuld tilslutning til nettet 7. september.

Normalt bliver genstarter omtalt i medierne adskillige måneder før det sker, og der synes ikke umiddelbart at være andre reaktorer, som står for tur. Så det kan meget vel ende med, at Ikata-reaktoren blev den eneste reaktor, som kom i gang i 2016.

Hvis den får lov at køre. For der er rejst en tilsvarende sag for Ikata-reaktoren som den som har standset driften af de to reaktorer ved Takahama-værket, som ellers var blevet klar til start. Den forventes afgjort inden længe, og den kunne meget vel føre til, at også Ikata-reaktoren igen må lukke ned for produktionen.

Update 19.08. – Ved et møde ved NRA i går blev det fastslået, at det her fem en halv måned efter at den store frostmur omkring Fukushima Daiichi blev igangsat, ser det ud til, at der er så store huller i nedfrysningen, at den ikke er i stand til at mindske indstrømningen af grundvand i fundamenterne under de fire havrererede reaktorer. Selvom 99% af de installerede termometre nu viser temperaturer under frysepunktet, er det ikke nok til at standse gennemstrømningen, og man har ikke kunnet konstatere noget fald i den mængde af vand, man må pumpe bort fra kældrene under de fire reaktorer. Dermed må man også formode, at muren ikke har nogen begrænsende effekt overfor de omkring 400 ton radioaktivt forurenet grundvand, som hvert døgn siver ud i havet ud for Fukushima Daiichi-værket.

På den baggrund har NRA pålagt TEPCO dels at fortsætte forsøgene med at støbe på de steder, hvor der stadig sker udstrømninger, samtidig med at man har udbedt sig forslag til alternative løsninger.

Hver dag arbejder der omkring 6.000 mand med oprydningen af Fukushima Daiichi, og alene på selve værket har i alt omkring 45.000 mennesker været ansat i oprydningsarbejdet siden 2011. Derudover kommer de mange, som står for dekontamineringsarbejdet i de strålingsramte områder. Havde de mennesker i stedet været beskæftiget med at etablere vedvarende energianlæg, ville Japan være helt anderledes på vej i sin omstilling fra den fossile afhængighed.

Update 22.08. – Reaktorprocessen ved Ikata-værkets Reaktor 3 har nu ifølge NHK nået fuldt output. Opstarten er forløbet uden problemer, men Shikoku Electric siger, at man vil gå forsigtigt frem, da de ansatte sidst har haft en reaktor i gang for mere end 5 år siden og en del er nyansatte siden da. Shikoku Electric regner med at kunne sætte reaktoren i almindelig produktion efter de sidste check fra NRA 6. og 7. september.

Update 01.09. – Nogle gange kunne man mene, at et bagatelgrænse ville være på sin plads. Men den engelsksprogede TV-kanal NHK bragte i dag et indslag om Ikata-værkets Reaktor 2, som ikke er forsøgt genstartet, men endnu ikke er sendt til dekommissionering. Her var der konstateret en utæthed ved kølesystemet, hvor en mindre mængde vand var sivet ud. Shikoku Electric vurderer, at i alt 10 milliliter vand er sivet ud  – eller et lille halvt glas vand. Reaktoren er fra 1981 og runder de 40 år i 2021, så der er efterhånden stor sandsynlighed for, at den aldrig mere kommer i gang på samme måde, som Shikoku Electric tidligere har meddelt, at Reaktor 1 ikke vil blive forsøgt genstartet, men vil blive dekommissioneret.

Update 19.09. – En undersøgelse ved NRA igangsat i 2014 når frem til den konklusion, at fem atomkraftværker, hvor man allerede har givet tilladelser til genstart, står overfor omfattende problemer, hvis en nærliggende vulkan får et større udbrud. Vulkanudbrud har altid været en af de store jokere i sikkerhedsvurderingerne, for nok er der mange vulkaner i Japan, ikke mindst på Kyushu, men der er også langt mellem de helt store udbrud, i hvert fald målt med et atomkraftværks levetid. Men undersøgelsen når frem til, at problemerne med askenedfald kan være op til 100 gange større end hidtil antaget, og at det kan føre til, at reaktorernes kølingsanlæg svigter. Det var et tilsvarende svigt i kølingen, der i 2011 førte til nedsmeltinger af tre reaktorer ved Fukushima Daiichi-værket).

Ifølge rapporten er Reaktor 3 ved Ikata-værket, som er genstartet, samt Reaktor 3 og 4 ved Genkai-værket, som står overfor at blive genstartet til marts næste år, de reaktorer, der har størst risiko for vulkanudløste svigt i kølingen. Det fremgår ikke umiddelbart, hvad NRA agter at gøre ved disse værker. Derudover er der markant risiko for reaktorer ved Mihama-værket og ved Oi-værket.

Kyushu Electric har nu bedt NRA om at gøre klar til de sidste inspektioner på Genkai-værket forud for isætning af brændselslegemer i februar og opstart i marts.

Update 06.10.2017 – Reaktor 3 ved Ikata-værket er igen standset efter at have kørt et års tid. Det sker rutinemæssigt for at udskifte brændselslegemerne og foretage sikkerhedsinspektioner, der er vanskelige at foretage under drift. Reaktoren forventes først at blive igangsat i løbet af januar, og at opnå fuld produktionsniveau omkring 20. februar. Normalt vil en sådan standsning vare maksimalt en måned og genstarten herefter ligeledes en lille måned, så sandsynligvis er der udbedringer at foretage inden næste opstart – og måske ekstra inspektioner fra NRA. Men dette melder Reuters intet om.

Med standsningen vil Japan en overgang igen kun have fire reaktorer kørende. De har en samlet effekt på 3,5 GW, hvilket svarer til omkring 8,5% af Japans elektricitetsforbrug. Der er dog nu 12 reaktorer, der har opnået NRAs godkendelse. Syv af disse har endnu ikke været i gang igen. To af dem forventes igangsat inden for et halvt års tid, tre af dem står overfor omfattende ombygninger for at kunne klare en udvidet driftsperiode på 60 år. Adskillige mangler opnåelsen af det lokale samtykke fra værtskommune og værtsamt, og for to af disse reaktorers vedkommende er det langt fra sikkert, at de nogensinde kommer i gang uanset NRAs godkendelse, fordi man ikke formåede at få den lokale godkendelse (se blog-indlægget Kashiwazaki-Kariwa-værket).

Sidste år vedtog Shikoku Electric, at Reaktor 1 skulle dekommissioneres. Der synes stadig ikke at være taget nogen beslutning for Reaktor 2. Men den runder 40 år i 2021. Og sagsbehandlingen ved NRA tager ikke måneder, men år. Samtidig vil der sandsynligvis skulle laves så mange forbedringer, at det kun vil være rentabelt, hvis den fik forlænget sin levetid fra 40 til 60 år. Det er lykkedes at opnå for en række reaktorer (se blog-indlægget  levetidsforlængelser ved Takahama- og Mihama-værket). Men her har det krævet så mange forbedringer, at man regner op til tre år for at få disse reaktorer i gang igen. Reaktor 2 er i den forbindelse en lille reaktor med en kapacitet på kun 0,56 MW, hvilket gør det usandsynligt, at så omfattende opgraderinger vil være rentable. Så når ikke der på nuværende tidspunkt er sket noget med Reaktor 2, er det sandsynligvis fordi Shikoku Electric gerne vil undgå at stå med udgifterne til dekommisionering af to reaktorer på én gang.

Før Fukushima-katastrofen(s begyndelse) i 2011 havde Japan officielt 53 reaktorer. I dag er tallet 42. Dels ved man, at de seks reaktorer ved Fukushima Daiichi aldrig kommer i gang, dels er der for enkelte reaktorer rundt omkring i landet truffet tilsvarende beslutninger som med Ikata-værkets Reaktor 1 om, at reaktorene aldrig mere skal i drift, men skal dekommissioneres. Men en betydelig del af de tilbageværende 42 reaktorer vil sandsynligvis aldrig komme i gang. Selv blandt de 24, for hvilke der indtil nu er søgt genstartstilladelse ved NRA, vil der med en vis sandsynlighed være nogle få, der ikke opnår tilladelse, og blandt der, der får tilladelse, yderligere nogle få, der af den ene eller anden grund aldrig kom i gang.

Med den nuværende dynamik – herunder en centraladministration og en premierminister, der presser hårdt på for at få genstartet reaktorerne – tyder det således på, at omkring 20 reaktorer vil opnå genstart. Men med det forestående valg 22. oktober, hvor der pludselig på få dage er etableret to nye partier, der begge slår hårdt på at afvikle atomkraften i Japan, kan billedet ændre sig. Der vil sandsynligvis ikke blive tilbagekaldt én gang givne tilladelser. Men der kunne meget vel blive lukket definitivt for muligheden for at søge forlængelse af driftsperioden fra 40 til 60 år. Det var oprindeligt intentionen, og det har vakt en del forundring, at NRA i hurtig følge gav tre sådanne tilladelser. Ligeledes kunne en ny regering, der ønsker A-kraften udfaset, meget vel gøre det klart, at værker som Fukushima Daini (hvor Fukushima Amt efter 2011 blev stillet i udsigt fremover at kunne slippe for at være vært for atomkraftværker), Tokai-værket (som med de mellemliggende års byudvikling i dag ligger i Tokyo), og Hamaoka-værket (der ligger totalt fejlplaceret umiddelbart over foldelinjer mellem to tektoniske plader) ikke skal regne med nogensinde at opnå genstart. I givet fald bliver det nærmere 12-15 af de engang 53 reaktorer, der nogensinde nåede at blive genstartet.

Update 13.12. – High Court i Hiroshima beordrede i dag Shikoku Electric til at standse driften af Reaktor 3. Det er første gang en retslig instans på dette niveau har udstedt forbud mod drift af en reaktor indtil 30. september 2018. Forbuddet kommer på baggrund af nye scenarier, der viser, at hvis Aso-vulkanen på den nærliggende ø Kyushu fik et særligt stort udbrud som for 90.000 år siden, så ville det “pyroklastiske flow” – udspyelsen af lava, aske, gasser og pimpsten – kunne være til fare for driften af Ikata-værkets reaktor 3. En række borgere har på den baggrund med held plæderet over for retten, at NRAs behandling af risikoen fra vulkanudbrud ikke har været “rationally evaluated”.

Reaktor 3 har været standset siden oktober som del af udvidede undersøgelser i forbindelse med den årligt tilbagevendende standsning for at skifte brændselselementer. Der var planlagt genstart 20. januar. Shikoku Electric kalder afgørelsen helt uacceptabel og har varskoet at man vil anke den. Men hvis ikke retten i Hiroshimas afgørelse omstødes, vil Reaktor 3 stå inaktiv frem til oktober 2018.

At en sådan afgørelse har stor økonomisk betydning for Shikoku Electric kan aflæses af det simple forhold, at aktiekursen faldt med 11% efter afgørelsen. Og at selv de reaktorer, der efter megen møje har opnået godkendelse af NRA, amt og værtskommune ikke kan vide sig sikre, viser med al tydelighed, hvor svært det er at få den japanske atomkraft på banen igen.

Update 27.03.2018 – Shikoku Electric traf i dag den endelige beslutning om at sende Ikata-værkets Reaktor 2 til dekommissionering. Reaktoren er med kun 566 MW en ‘lille’ reaktor med kun godt den halve effekt af den typiske størrelse for nyere reaktorer i Japan. Derfor vurderede selskabet, at de ombygninger og opgraderinger af sikkerheden, som ville være nødvendige for at kunne forvente at få NRAs godkendelse af en 20-års levetidsforlængelse, ville betyde, at reaktoren ikke ville være rentabel. Det ville ifølge ledelsen være teknologisk muligt, men ikke økonomisk rentabelt.

En tilsvarende beslutning blev truffet i 2016 for Reaktor 1.

Reaktor 3 derimod er nyere og med en effekt på 890 MW betydeligt større. Den har stadig 23 år af sin ordinære driftstid foran sig. Men den står stadig stille efter at  retten i Hiroshima i december nedlagde forbud mod driften som følge af risikoen ved et stort vulkansk udbrud i regionen. Shikoku Electric står dermed med to omkostningstunge dekommissioneringsopgaver og kun en enkelt funktionsduelig reaktor, der blot ikke må producere strøm.

Se de øvrige blog-indlæg om reaktorgenstarter efter NRAs nye regelsæt: Sendai-værket, Ikata-værket, Takahama-værket, Kashiwazaki-Kariwa-værket, levetidsforlængelser ved Takahama- og Mihama-værket samt Genkai-værket og Monju-værket (på vej).

Herunder følger først generelle links og links vedrørende Ikata-reaktoren, derefter links om en række af de øvrige reaktorer, hvor der arbejdes på godkendelse og genstart. Nederst er der links vedrørende udviklingen i dekontamineringsarbejdet på og omkring Fukushima Daiichi og forberedelserne til dekommisioneringsarbejdet, som nu forventes at tage mindst et halvt århundrede.

Genstart af reaktor 3 ved Ikata-værket

Shikoku Electric to scrap aging, costly Ikata No. 2 reactor, Asahi Shimbun 27.03.2018.

Stephen Stapczynski: Japan Court Bars Restart of Nuclear Reactor Shut After Fukushima, Bloomberg 13.12.2017.

Hiroshima High Court orders suspension of Ikata nuclear reactor in Ehime Prefecture, revoking district court ruling, (Kyodo) Japan Times 13.12.2017.

Osamu Tsukimori: Japan nuclear reactor operations: Shikoku shuts Ikata No.3, Reuters 03.10.2017.

Chiaki Ogihara: No joke: Despite the evidence, nuclear power declared safe, Asahi Shimbun 30.09.2017.

Cooling systems at five NRA-cleared nuke plants could fail if nearby volcanoes erupt, (Kyodo, Jiji) Japan Times 19.09.2017.

Second court rejects plea to halt Ikata reactor in Shikoku, (Kyodo) Japan Times 21.07.2017.

First counterterror drill for drone attack held at nuclear plant in Ehime, (Kyodo) Japan Times 19.06.2017.

Industry minister Seko inspects Ikata nuclear plant, (Kyodo) Mainichi 15.10.2016.

Nuclear-power advocate elected Ikata mayor in landslide, (Kyodo) Japan Times 03.10.2016.

Cooling water leaks at Ikata nuclear plant, NHK 01.09.2016.

Ikata reactor reaches capacity output, NHK 22.08.2016.

Ikata-3 Restarted – Only Three Reactors Operate in Japan, World Nuclear Industry Status Report 17.08.2016.

Kumamoto quakes raise fears over restart at Ikata nuclear plant, (Jiji) Japan Times 15.08.2016.

Ikata nuclear plant’s No. 3 reactor begins generating power, (Kyodo) Japan Times 15.08.2016.

Ikata reactor in Shikoku reaches criticality, (Jiji) Japan Times 13.08.2018.

Another nuclear plant restarted amid lingering safety concerns, (leder) Asahi Shimbun 13.08.2016.

Japan reactor restarts, despite protests, boosting Tokyo’s nuclear push, (AFP) ABC News 12.08.2016.

Jim Green: Japan’s big ‘nuclear restart’ overtaken by conservation and renewables, The Ecologist 12.08.2016.

Eric Johnston: Shikoku MOX plant restarts amid outcry over fresh quake fears, Japan Times 12.08.2016.

Ikata nuclear plant restarts amid concerns of local residents, Asahi Shimbun 12.08.2016.

Ikata reactor restarted, NHK (video) 12.08.2016.

Stephen Stapczynski: Japan Reactor Restart Signals Latest Step in Nuclear Rebirth, Bloomberg 11.08.2016.

Ikata reactor set for cautious restart, NHK (video) 11.08.2016.

Ikata nuclear reactor to restart on Friday morning, (Jiji) Japan Times 10.08.2016.

Eric Johnston: Far-reaching quakes put Ehime’s atomic evacuation plans in doubt, Japan Times 05.08.2016.

Ikata nuclear reactor to be restarted after delay, NHK 05.08.2016.

4 radiation protection shelters near Ikata nuke plant located in landslide risk areas, Mainichi 24.07.2016.

Shikoku Electric looks to fire up MOX-fueled Ehime reactor around Aug. 25, (Jiji) Japan Times 30.06.2016.

Japanese utility begins loading fuel at reactor for late July restart, (Kyodo) Japan Times 24.06.2016.

Residents file suit to halt reactor restart in Japan after quakes, Kyodo 31.05.2016.

40-year-old Shikoku reactor to be sixth unit scrapped under stricter safety regimen, (Kyodo) Japan Times 10.05.2016.

Ikata reactor passes safety screenings to restart, Kyodo 23.03.2016.

Problems with Ikata plant restart, (leder) Japan Times 14.11.2015.

Mayors think evacuation plan is inadequate, NHK 08.11.2015.

Two days of disaster training begin at Ehime Prefecture’s Ikata nuclear plant, (Jiji) Japan Times 08.11.2015.

Local leaders act rashly in approving restart of Ikata nuclear plant, (leder) Asahi Shimbun 27.10.2015.

Ehime governor gives OK for reactor restart, (Kyodo) Japan Times 26.10.2015.

Stephen Stapczynski & Emi Urabe: Japan on Track to Start 3rd Nuclear Reactor Under New Rules, Bloomberg 26.10.2015.

Ehime governor urges Ikata nuke plant operator to enhance safety measures, Mainichi 26.10.2015.

Ehime governor approves restart of Ikata nuclear plant, Asahi Shimbun 26.10.2015.

Governor Nakamura of Ehime Talks with METI Minister Hayashi after the Minister’s Visit to Ikata NPPs, JAIF 23.10.2015.

Ikata mayor OKs restart of nuclear reactor in Shikoku, Asahi Shimbun 23.10.2015.

Town mayor gives nod to restarting reactor in western Japan, (Kyodo) Japan Times 22.10.2015.

Toshio Tawada: Enough power to go around this winter, Asahi Shimbun 10.10.2015.

Second reactor heads for restart after nod from Ehime assembly, (Kyodo) Japan Times 10.10.2015.

Ehime assembly OK’s Ikata reactor restart, (Jiji) Japan News 10.10.2015.

Ikata Town Assembly’s Special Committee Supports Restart, JAIF 05.10.2015.

Jeff Kingston: Rearranging the deck chairs on the nuclear Titanic, Japan Times 19.09.2015.

End the nuclear ‘safety myth’, (leder) Japan Times 14.09.2015.

Jake Adelstein: Who Opens a Reactor Next to a Volcano? Japan’s New Nuclear Gamble, The Beast 11.09.2015.

Masanobu Higashiyama: Ehime governor and Ikata mayor cautious over restart of Ikata’s No. 3 reactor, Asahi Shimbun 17.07.2015.

Ikata-3 Clears Compatibility Examination for New Regulatory Standards, JAIF 16.07.2015.

NRA Confirms Compatibility of Ikata-3’s Basic Safety Design with New Rules, JAIF 21.05.2015.

Eric Johnston: Pro-nuke LDP’s candidate quiet on Ehime reactor restart bid, Japan Times 10.07.2013.