7. november 2015 arkiv

Exxon på anklagebænken

7. november 2015

Protest og forargelse har bredt sig som en steppebrand efter at det står klart, at Exxon tilbage i 70erne og 80erne havde et helt klart billede af konsekvenserne af fortsat at udlede store mængder af CO2, men alligevel valgte ikke bare at tie, men meget aktivt at skabe tvivl om klimavidenskaben.

Da Bill McKibben for nylig lænkede sig til en lokal Exxon benzinstander i en desperat proces for at markere urimeligheden i det svigt overfor menneskeheden, som det var blevet lagt for dagen, at Exxon havde leveret, gav han udtryk for, at det var yderst tvivlsomt, om Exxons udåd (som han karakteriserede som den værste i verdenshistorien) nogensinde ville blive prøvet ved domstolene – dertil havde de formået at købe sig til for megen magt. Det kom efter en række artikler, hvor McKibben tydeligvis var mere og mere utilsløret forarget og rasende og – kunne man mærke – var lige ved at koge over (se updates for 14.10. ff. i blog-indlægget Exxons klimasvigt).

Så på den led er det en god overraskelse, at New Yorks anklagemyndighed i denne uge indledte undersøgelser mod Exxon for at få afprøvet ved domstolene, om Exxon bevidst har vildledt offentligheden.

Baggrunden er en lang række afsløringer, hvor tre forskellige journalist-detektivhold har forsøgt samme spor. Ballet blev åbnet af en gruppe fra Union of Concerned Scientists, som via informationer fra tidligere medarbejdere ved Exxons forskningsafdeling tydeliggjorde, at Exxon allerede tidligt havde forsket i og haft et ganske præcist billede af, hvilke klimaforandringer, som lå forude, og dermed hvilke katastrofer ens kerneprodukt olie ville påføre menneskeheden. Senest har et team fra Washington Post og Columbia University Journalism School fremlagt sine afsløringer, som blandt andet demonstrer, hvordan Exxon bevidst har indkalkuleret klimaforandringenes afsmeltninger i det arktiske område, så man bedre kan komme til at udvinde olie, samtidig med at man siden midten af 1980erne ganske systematisk har sået tvivl om klimaforandringerne, i hvert flad som menneskeskabte. Men den uafviselige bredside kommer fra InsideClimate News, som igennem måneder har haft en gruppe journalister på sporet, og har haft disciplin nok til ikke at lade det dryppe under vejs – og dermed blot drukne  i mediestrømmen – men samle det over en relativt kort periode.

Læs mere »

Share