Strøtanker om bæredygtighed

På billedet herover besøger den japanske premierminister Shinso Abe sammen med sin kone og datter præsident Obama i Det Hvide Hus – her er de tilsyneladende kommet til den obligatoriske gaveudvekslingsrunde.

I denne uge har den japanske premierminister Shinso Abe gæstet USA og det Hvide Hus. Hvad der politisk set er blevet udvekslet af gaver og tilsagn, kan man kun gisne om, men trods de næsten-fastlåste TPP-forhandlinger (TransPacific Partnership) og de eskalerende spændinger mellem Japan og mere eller mindre samtlige Japans naboer i en tid, hvor Japan er ved at skrotte sin pacifistiske selvforståelse, som har båret landets selvforståelse siden 2. verdenskrig, og opbygge et egentligt militær, som kan sættes ind i globale konflikter, har Obama tydeligvis formået at tale klimaindsats med sine japanske gæster uanset, at klimaindsatsen er et emne som ikke mindst siden Fukushima-katastrofens udbrud i marts 2011 har fyldt foruroligende lidt i den japanske diskurs.

Så USA og Japan har indgået en aftale om at udfase finansieringen af kulkraftværker – en aftale, som det er hensigten at få OECD-landene til at tilslutte sig ved den næst forestående samling i november.

Dette er lidt overraskende i og med at Japan i stor udstrækning har tilbudt finansiering af japanske kulkraftværker til opførelse i udviklingslande – og faktisk er det land i verden, som yder den største støtte til udbygning af kulkraften i udviklingslandene. Man har ydermere haft den frækhed både at indregne det både som U-landsbistand og i de senere år som klimafinansiering, selvom det retteligt burde kaldes eksportstøtte og klimamæssigt set burde forbydes prompte.

Man kan formode, at aftalen er et kompromis, og at Obama har villet få Japan til at bremse sin indenlandske udbygning med kulkraft. For det havde på mange måder været endnu mere relevant at søge at tvinge Japan til at opgive de mere end 40 kulkraftværker, som landet pt. har under planlægning og opførelse. For dette er ikke bare klimamæssigt hul i hovedet i et globalt perspektiv. Det er også stærkt medvirkende til at Japans klimaindsats er så tåkrympende svag – man regner stadig med at kulkraft i 2030 dækker omkring en fjerdedel af den samlede energiforbrug (se blog-indlægget Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen). Det vil samtidig give Japan, som står overfor at privatisere sin energisektor, alle de problemer som følger med koblingen af markedsmekanismer, dårlig planlægning, manglende lagringsmuligheder og energirigelighed. For ud over en væsentlig del af de nu mere end 40 standsede reaktorer må formodes igen at producere energi inden for de næste 4-5 år har Japan en enorm kø af vedvarende energiprojekter, som blot venter på at få lov til at slutte sig til nettet.

Ligesom Abe har brugt mange kræfter på at promovere japansk atomkraft i udlandet, har han i mange situationer presset på for at sælge japansk kulteknologi. Så det er alt andet end en gratis gestus for Japan, og man kan undre sig over, hvad Abe har fået til gengæld, måske et par kompromisser i TPP-forhandlingerne, hvor Japan med afviklingen af sine toldmure står overfor den endelige dødsdom for landets meget ineffektive landbrug og har svært med at komme igennem med, at mere eller mindre hele landets landbrug skal beskyttes ud fra kulturbevarelsesgrunde, selvom problemet lige præcis er, at Japans landbrug siden 2. verdenskrig har været drevet mere som frilandsmuseum end som moderne virksomhed.

Se tidligere blog-indlæg: Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen, G7: Max 2°C og fuld udfasning af fossile brændstoffer,

Update 10.11. – Der var et eller andet som skurrede – at premierminister Abe, som har lagt så meget energi i promoveringen af den japanske ‘clean coal’-teknologi, frivilligt havde accepteret det amerikanske forslag. Af samme grund havde jeg ikke offentliggjort ovenstående – men i den tilgængelige medieomtale for to uger siden fremstod det som om, at der var tale om et generelt stop for eksportstøtte til kulkraftværker.

Nu fremgår det af en artikel i dagens Sydney Morning Herald, at der ikke er tale om et fuldt stop for eksportstøtte, men at det er en aftale fuld af smuthuller og undtagelser, som groft sagt promoverer ‘clean coal’. Aftalen, som den nu foreligger, indebærer, at lande kun kan finansiere kulkraftværker, når der ikke er ‘viable’ løsninger med vedvarende energi. Og hvis der er tale om den renest mulige teknologi, den såkaldte ‘ultra-supercritical’ forbrændingsteknologi, behøver man ikke først at undersøge, om der findes vedvarende alternativer.

Så rævekagen er komplet, for Japan pusher i disse år i høj grad, hvad de kalder ‘clean coal’-teknologi, selvom det er alt andet end clean. Obama og Abe lægger således op til, at det kun er kulkraftværker med en avanceret teknologi som de japanske, som kan eksportfinansieres uden at man forud skal undersøge, om der findes vedvarende energi-alternativer.

I forhold til konventionel afbrænding har benytter en ‘ultra-supercritical’ kulafbrænding et markant højere tryk i varmeveksleren med damptemperaturer op over 600°C. Dette muliggør en merudnyttelse af energien på 44-46% – og dermed rundt regnet en 30% reduktion af CO₂-belastningen (og den øvrige forurening) pr. indhøstet energienhed. Men ‘ultra-supercritical’ er stadig kulkraft, og udledningerne fra et ‘ultra-supercritical’ kulkraft vil stadig ligge noget over afbrænding af olie og langt over afbrænding af naturgas – for ikke at tale om forholdet til den vedbarende energi. Så det er et åbent spørgsmål, hvor meget man vinder ved et sådant indgreb.

(en hjemmeside vurderer, at ‘springet’ fra supercritical til ultra-supercritical vil kunn neebringe udledningerne fra ~830 g CO₂ pr. kWh til ~730 g CO₂ pr. kWh, hvor dårlig konventionel afbrænding ligger over 1.000 g CO₂ pr. kWh)

Australien har da også umiddelbart modsat sig – for fra et australsk kulperspektiv er en hvilken som helst indskrænkelse af opførelsen af nye kulkraftværker et faresignal. Men det er en fossil tankegang, som nødvendigvis må ophøre. Presset for at Australien tager klimaudfordringen alvorligt er massivt, er massivt, både fra det globale samfund og fra australske NGO-er, så vi kan meget vel forvente, at denne begrænsning af finansieringen af kulkraft bliver vedtaget ved næste

Men hvis vi skal fastholde 2°C-målsætningen, som alle verdens lande vedkendte sig ved klimakonferencen i København i 2009, så er vi allerede tæt på det punkt, hvor vi ikke kan bygge flere energianlæg, hvis vi skal holde os inden for det dertil hørende carbon budget. Steve Davis og Robert Scolow fra Princeton publicerede i august 2014 i Environmental Research Letters artiklen Commitment accounting of CO2 emissions. I artiklen A Hard Deadline: We Must Stop Building New Carbon Infrastructure by 2018 fremgår det, at Stephen Leahy på den baggrund kontakter Steve Davis om de videre implikationer heraf.

“By 2018, no new cars, homes, schools, factories, or electrical power plants should be built anywhere in the world, ever again unless they’re either replacements for old ones or are carbon neutral? Are you sure I worked that out right?” spørger Leah. “We didn’t go that far in our study. But yes, your numbers are broadly correct. That’s what this study means,” svarer Davis.

Så hvis vi vil kunne bruge vores kulkraftværker og øvrige forbrændingsenheder i deres fulde forventede levetid og holde os inden for 2°C-scenariet, så skal der ikke opføres yderligere kulkraftværker eller produceres flere forbrændingsmotorer fra 2018.

Et sådant regnestykke har selvfølgelig sine estimater og usikkerheder, og man vil ved at indføre hybridbiler, CCS-teknologi, bedre forbrænding i kulkraftværkerne osv. kunne strække disse udledninger. Men det er et af de klareste billeder af, hvor tæt vi er på at sprænge 2°C-budgettet.

Update 17.11. – Australien og Sydkorea synes nu at have opgivet deres modstand mod det amerikansk-japanske forslag til begrænsninger i den finansielle støtte til opførelse af kulkraftværker, og det japansk-amerikanske kompromisforslag er vedtaget i OECD. Så fra 01.01.2017 har OECD-landene vedtaget kun at yde støtte til kulkraftværker med den aller mest effektive forbrændingsteknologi.

Ifølge Climate Home siger Steve Herz fra Sierra Club, som har fulgt forhandlingerne ved OECD tæt, at: “This is a significant step forward for international climate diplomacy… . Now you have consensus among developed countries it is not okay to continue to subsidise the export of coal technology on business-as-usual terms.”

Han medgiver, at der stadig er fri bane for de mest effektive ultra-supercritical kulkraftværker – som stadig er på eksperimentalstadiet, men som japanske virksomheder synes at være længst fremme med udviklingen af. Han oplyser også, at aftalen vil blive genforhandlet om tre år, hvor han håber at man vil ende med blankt at lukke for subsidier til kulkraftværker.

Til Reuters siger Hertz, at selvom der blev indgået et kompromis, så fortsætter lande som Japan, Australien og Sydkorea med “to put their interests ahead of global cooperation.” Og Hertz vurderer, at i alt 850 planlagte kulprojekter, som indtil nu har været berettiget til støtte, med denne aftale mister denne ‘ret’.

Den endelige ordlyd er ikke offentliggjort, men det står klart at vi har fået løftet overlæggeren, så der fremover kun kan ydes støtte til kulkraftværker med den mest effektive forbrændingsteknologi. Og umiddelbare vurderinger går på, at det vil begrænse opførelsen af nye kulkraftværker i Østasien.

Men selv ultra-supercritical kulafbrænding giver i bedste fald omkring 730 g CO₂ pr. kWh. Så det virker som en aldeles utilstrækkelig aftale i en tid, hvor vi skulle lave en rent moratorium ikke bare for finansiering af nye kulkraftværker, men også for opførelsen af nye kulkraftværker.

Aftalen har været præsenteret som et japansk-amerikansk initiativ, og det synes at være det kompromis, som Obama for nylig aftalte med den japanske premierminister Abe, som fik fastkørte forhandlinger på gled og muliggjorde, at dette kompromis kunne falde på plads. Men her til aften tweeter Connie Hedegaards efterfølger i EU, Miguel Arias Cañete, at EU har haft en stor finger med i spillet: “More good news ahead of #COP21: @OECD strikes deal to phase out coal financing through export credit agencies. EU instrumental to reach deal”.

Update 18.11. – KPMG har netop fremlagt rapporten The Rising Sun – Disruption on the Horizon (pdf). Heri vurderer man, at strøm fra solceller i Indien vil kunne være op til 10% billigere end kul allerede i 2020. Når vi laver kulkraftværker, kører de ofte i et halvt århundrede. Så et kulkraftværk som planlægges i dag og måske står færdigt i 2018 vil til den tid risikere at lave dyrere strøm end fra solceller. Når man samtidig medtager hvilken sundheds- og miljømæssig katastrofe, den omfattende kulafbrænding giver i Indien, så er kunsten i den nuværende situation, at holde så meget som muligt tilbage med videre kuludbygning i de allernærmeste år, for den situation, hvor solcellerne i store dele af verden er de billigste, er lige om hjørnet.

Hvis man går tilbage til disse ‘ultra-supercritical’ kulkraftværker, så virker det på den baggrund som absurd ikke blot at lukke helt ned for yderlige udbygning. Sammenslutningen af øsamfund har også været fremme med et forslag om et moratorium for etablering af nye kulminer – et forslag rettet mod Australien, som uanset de pt. stærkt vigende konjunkturer for kul stadig planlægger at udbygge brydningen og eksporten af kul.

Bloomberg skriver i dag i en artikel med mere baggrundsinformation, at  det i en pressebriefing ved forslagets fremlæggelse blev oplyst, at 85% af de kulkraftværker, som i de senere år har modtaget finansiel støtte, ikke vil være berettiget dertil efter de nye regler.

Juliet Eilperin skrev i går i Washington Post, at “OECD countries … have helped finance more than $35 billion worth of coal plants in the past seven years, administration officials said. According to leaked OECD documents, its export credits supported projects accounting for 23 percent of the approximate 15.3 gigawatts of new global annual coal power capacity installed outside of China between 2005 and 2012.”

I den udstrækning, at aftalen virkelig lukker for finansieringsmuligheder for 3,25 GW ny kulkapacitet pr. år (15,3 x 0,23 x 0,85), så må det siges, at det trods alt er en aftale med en betydelig virkningsgrad.

Hvis de absurd mange penge, som verden i dag bruger på fossile subsidier – en nylig opgørelse kom frem til at verden på verdensplan yder 452 mia. $ pr. år i fossile subsidier –  i stedet blev øremærket til støtte af etableringen af solcelleanlæg i udviklingslandene, så burde det allerede i dag kunne gøres til samme pris som kulkraftværkerne, og man kunne få sat en endelig stopper for den absurditet, at vi med det vi ved i dag stadig fortsætter med at opføre kulkraftværker.

Fremtiden vil ikke se med milde øjne på en sådan dårskab.

Bob Burton: The IEA’s climate-friendly scenario spells doom for coal, RenewEconomy 19.11.2015.

OECD countries agree to restrict financing for overseas coal power plants, (AP) The Guardian 18.11.2015.

Jake Richardson: Solar Prices Could Be 10% Less Than Coal In India By 2020, CleanTechnica 17.11.2015.

Juliet Eilperin: In a major step on the road to Paris, rich countries agree to slash export subsidies for coal plants, Washington Post 17.11.2015.

Barbara Lewis & Valerie Volcovici: OECD agrees deal to restrict financing for coal technology, Reuters 17.11.2015.

Megan Darby: OECD countries to phase out coal export credits, Climate Home 17.11.2015.

Solar power could be 10% cheaper than coal-based power by 2020: KPMG, Economic Times 16.11.2015.

Chisaki Watanabe: Japan pushes clean-coal technology; hurdles abound, (Bloomberg) Japan Times 12.11.2015.

Fossil fuel subsidies reach $452bn a year, study says, (AFP) 12.11.2015.

Katherine Lake: OECD coal discussions highlight tensions in Australia’s position on climate change, The Conversation 12.11.2015.

Adam Morton: Turnbull government accused of blocking US, Japan plan to reduce coal, Sydney Morning Herald 10.11.2015.

Lisa Friedman & Gayathri Vaidyanathan: U.S. and Japan to announce deal curbing coal financing, E&E publishing 27.10.2015.

Alex Pashley: US and Japan strike deal to cut coal finance, Climate Home 27.10.2015.

China May Ban New Coal-Fired Power, Macau News 26.10.2015.

Stephen Leahy: A Hard Deadline: We Must Stop Building New Carbon Infrastructure by 2018, The Leap 02.07.2015.

Alex Pashley: Japan, Germany, Korea fuelling growth of coal power, Climate Home 02.06.2015.

John McGarrity: Japan continues to fund coal despite increasing US pressure, Climate Home 25.02.2015.

Heike Mainhardt: Japan Urged To Stop Financing Coal ahead of Obama-Abe Summit, Oil Change International 22.04.2014.