Strøtanker om bæredygtighed

Til venstre ses Justin Trudeau, som med sin intense kampagne om håb og forandring ramte en nerve i den canadiske befolkning, som i nat massivt stemte Stephen Harper ud.

I nat fik Canada ny regering. Meningsmålingerne havde lagt op til næsten dødt løb mellem de tre store partier i Canada, New Democrats, Liberals og Conservative, og der havde været spekuleret i, om Harper endda ville trække det længste strå, fordi der var en gruppe af skabskonservative, som ikke gav sig til kende før på selve valgdagen, som vi så det i England og i Danmark for nylig. De seneste dage havde måske givet et lille forspring til De Liberale, men Justin Trudeau vandt med De Liberale en komfortabel valgsejr med 184 mandater, hvor der skal 170 til et flertal i Canada. Det stod klart, hvor det bar hen allerede da de første resultater fra Atlantic Canada bølgede ind – her løb De Liberale med samtlige 32 pladser i det canadiske valgsystem, som så at sige udgøres af 338 enkeltvalg, og tendensen fortsatte i de centrale provinser Quebec og Ontario. Så ret tidligt kunne De Liberale udråbes som vindere, og det stor klart inden de sidste valgsteder i British Colombia var lukket, at det nok ville blive en flertals regering. Hermed er en af verdens mest hårdnakkede klimafornægtere, Stephen Harper, helt ude af politik. Det var så Trudeaus held (eller dygtighed om man vil), at den megen tale om strategisk afstemning, med det mål at slippe af med Harper, gjorde, at adskillige, som måske i en anden situation ville have stemt på Demokraterne, satte krydset ved en liberal for at være sikker på at slippe af med Harper.

De Nye Demokrater præsenterede i valgkampen en egentlig klimapolitik, som i forhold til Harpers planer i det mindste gjorde, at man kan tale om reduktioner – her har De Liberale været mere generelle i deres beskrivelser. Man har i valgkampen sagt, at man vil etablere en klimapolitik, som gør, at Canada lever op til sin del af en 2°C -målsætning (hvilket størstedelen af verdens lande gør uanset, at summen af disse 2°C-INDC langt fra er tilstrækkelige til at begrænse den globale opvarmning til 2°C).

Trudeau har ligeledes sagt, at han vil genskabe respekten om den canadiske klimaindsats, og at De Liberale inden for tre måneder ville forhandle en samlet klimaindsats på plads med provinserne. Efter ni år med Harper, som klimapolitisk har sat Canada i den sorte gruppe på grund af den massive udvikling af Albertas tar sands-områder og få gennemtrumfet Keystone XL-rørledningen. Så Harpers exit – han trådte tilbage som partileder på valgnatten – var også en kæmpe sejr til 350.org, som har kæmpet mod canadiske milliardinvesteringer i lobbyisme og politisk pres for at få Keystone XL på plads.

Trudeau vil få hjælp fra provinserne – selv Alberta, hvor Demokraterne for nylig til alles overraskelse væltede den lokale konservative regering. Her er man allerede i gang med at stramme klimaindsatsen overfor  (se update 26.06. i blog-inlægget  Paris 2015 – Canadas INDC.)

Climate Action Network Canada har allerede nået at kræve, at Canada sender en ny klimamålsætning til UNFCCC inden Paris (ud over et fastsætte et 2025-mål og et langsigtet mål om full decarbonisation). Selvom det er tvivlsomt, at det kan nås, så har Trudeau til CBC sagt, at det første han ville gøre var at tage en runde med de canadiske provinser (hvor størstedelen af den canadiske klimaindsats i dag finder sted) som del af forberedelserne til COP21 i Paris, hvor han til forskel fra Harper agter at deltage. Under alle omstændigheder vil det tilføre forhandlingerne et positivt pust, at tingene kan udvikle sig den rigtige vej. Obama har i dag haft ringet til Trudeau, hvor de to er blevet enige om at arbejde tæt sammen om at få en stærk klimaaftale på plads i Paris.

Ved en CAN pressekonference i Bonn i dag (se webcast) giver Patrick Bonin fra Greenpeace Canada et rids af situationen i Canada efter Harpers fald. Han siger, at den liberale regering har forpligtet sig til en ny INDC – og at den bør foreligge inden Paris. På et spørgsmål om, hvor hurtigt forandringerne vil slå igennem i den canadiske delegation, svarer Bonin, at man allerede vil se de første ændringer i den igangværende uge derhen, at Canada ikke vil blokere for forhandlingsarbejdet. Og han mener, at det er muligt for Canada på baggrund af konsultation med provinslederne at have hovedtrækkene for en ny INDC klar til Paris.

Yderligere har Trudeau i løbet af valgkampen sagt, at han vil følge en G20-beslutning om at afvikle alle tilskud til den fossile industri. I forvejen har den lave oliepris sat den videre udvikling af tar sands-forekomsterne på vågeblus. Så opbremsningen er i det store hele sket – det er blot et spørgsmål om at gøre den til en bevidst politik.

Det sandsynlige er, at Canada igen som i årene før Harper etablerer en målsætning parallelt med USAs, og at man etablerer et kvotemarked, som efter en indkøringsfase kan sammenkøres med kvotemarkederne i de stater langs USAs øst- og vestkyst, hvor man allerede har sat en pris på CO2-udledninger. Der er også forventninger til, at en liberal regering igen vil finansiere klima- og miljøforskning og -monitorering, som Harper-regeringen har haft sat næsten i stå. De Liberale har varslet en ny Low Carbon Economy Trust med 2 mia. $ at gøre godt med. Og man forventer, at en liberal regering frem for den nuværende fossile satsning vil sigte på at revitalisere den vedvarende energi. Men hvor hurtigt og hvor radikalt, Trudeau vil lægger kursen om, må vise sig. Her vil det givet have betydning, at det folkelige pres for et mere klimavenligt Canada opretholdes i de næste tre måneder, så det står skåret ud i pap, at Trudeaus mandat er kommet i hus på grund af Harper-regeringens fatale klimaafsporing af Canada.

Under vejs i sin valgkamp søgte Trudeau endorsement fra den canadiske øko-guru David Suzuki. Men det kom han ikke langt med. Suzuki måtte i noget, som udviklede sig til en ganske ophedet debat, belære Trudeau (som er Keystone XL-tilhænger og har bebrejdet Harper for at have forplumret relationen til den amerikanske nabo) om, at mindst 80% af den canadiske tar sands-olie må forblive uudnyttet under de canadiske skovlandskaber, hvis vi skal have nogen chance for at holde 2°C-målsætningen (som Trudeau har sagt at han vil rette sin klimapolitik ind efter). Så Keystone XL er endnu ikke landet.

Omvendt er det svært at forestille sig, at Trudeau blot blindt fortsætter det kolossale politiske pres, som den canadiske regering har søgt at lægge ikke bare på USA for at godkende Keystone XL, men på EU for ikke at etablere importforbud overfor tar sands-olien. Nøgternt set er der ikke anden løsning på disse problemer end at standse udvindingen af tar sands-forekomsterne – tiden vil vise, om Trudeau er i stand til at tænke så klart.

Klimafornægternes endeligt

På blot en måned er to af verdens største klimafornægtere – ‘store’ i forståelsen at have for meget magt i forhold til indsigt – ud over Stephen Harper også Tony Abbott, som blev væltet af sine egne. Så på et strategisk utrolig vigtigt tidspunkt her blot 1½ måned inden vedtagelsen af klimaaftalen i Paris er to af de mest klimaindsats-bagstræberiske lande, Australien og Canada, på vej ud af deres klimapolitiske mørke.

Udviklingen i Canada og Australien peger – ligesom den danske med vores nye (sort-) blå regering – på nødvendigheden af, at klimaindsatsen stadfæstes et mere blivende sted end i de årlige finanslove. Selv situationen i USA er særdeles sårbar – hvis republikanerne, hvad intet lige nu tyder på, vinder Det Hvide Hus fra 2016, vil en betydelig del af Obamas klimaindsats blive tilbagerullet på dag ét.

Men selv i England, hvor de tre store partier for et års tid siden lavede en fælles pagt om den langsigtede klimamålsætning, har De Konservative på blot få måneder formået at bringe så stor usikkerhed om fremtiden for den vedvarende energi, at de første virksomheder har drejet nøglen om og flere står til at følge. Samtidig er man ved at binde den engelske forbrugers økonomi et halvt århundrede frem til ekstremt høje energipriser på grund af udbygningen af en ny generation atomreaktorer (se opdateringer af blog-indlægget Hinkley Point – en historisk fejlinvestering?).

Så … konklusionen må være, at den globale klimaindsats må indskrives i de enkelte landes grundlove, og at politikere til enhver tid må holdes i kort snor, hvis ikke de skal lade sig forlede af den fossile industri og dens mange støttekroner.

Update 22.10. – Stadig er det småt med præcise detaljer om, hvad Harpers exit kommer til at betyde for den canadiske klimapolitik. Men Trudeau har meldt klart ud, at han vil arbejde for at bedre Canadas image som climate laggard, og at Canadas klimaindsats må sigte på at gøre sin del til at holde den globale 2°C-målsætning. Og selvom der har været spekuleret i, at Canada allerede ville præstere en forbedret INDC til Paris, så synes det nu at stå klart, at han vil tage sig tiden til at konsultere med de canadiske provinser og inden for de første tre måneder i samarbejde med provinsregeringerne tilrettelægge en ny klimaindsats, efter at den har været sat nærmest helt i stå i de næsten 10 år under Harper. Så hvor Canadas udledninger i dag ligger 35% over 1990, ligger de amerikanske i dag blot 2% over (og er for nedadgående), mens EUs ligger mere end 20% under (23% i 2014).

Oversigten herover (fra Delphi group) stammer fra april 2015. Den giver et rids af klimaindsatsen for for de canadiske provinser. Quebec og Saskatchewan har 20% reduktionsmålsætninger for 2020 i forhold til 1990 – altså tilsvarende EUs. Ontario sigter på 15% i 2020, New Brunswick, Nova Scotia, Newfoundland og Labrador 10% og Manitoba på 5%, mens British Columbia (BC) har en målsætning på 33% i 2020 i forhold til 2007 (hvor det var højere end i 1990). Kun Alberta er langt bagefter. Her er udledningene eksploderet på grund af tar sands-udvindingerne.  Men her i slutningen af juni tabte de konservative i Alberta efter at have været ved magten i 44 år, og den nye provinsregering har varslet markante stramninger i Alberta. Blandt andet vil CO2-afgiften blive sat op fra 15$ pr. ton til 30$ pr. ton.

Men et er målsætningerne, et andet er, at 10 år med Harper har gjort sit til, at klimaindsatsen mange steder halter bagefter. Harper synes næsten at have haft en næsten sadistisk fornøjelse ved at droppe ud af Kyoto-aftalen, da det stor klart, at man ikke kunne overholde selv den minimale forpligtigelse, man havde bundet sig til – vel vidende at det var dødbringende for dette første forsøg på at tackle klimaudfordringen. De samlede canadiske udledninger er derfor fortsat med at stige og ligger i dag 35% over 1990. Det vil således kræve en betydelig kraftanstrengelse bare at nå tilbage på 1990-niveau, og den reduktion på 17% i 2020, som Canada bød ind med efter COP15 i København, synes helt uden for rækkevidde. Udviklingen i både Australien, Canada, USA og Japan har været løbet løbsk siden 1990, så der er langt bare tilbage til 1990-niveauet – det viser med al tydelighed, at det er det lange sejge træk, som skal til, og at vi er nødt til at få lagt de enkelte landes klimaindsats fast på en måde, så en politisk uenighed ikke kan handle om, om man skal gøre det eller ej, men kun om, hvordan man bedst når de stillede mål.

Med Harper på porten og Trudeau ved magten burde der dog kunne laves en stærk alliance mellem provins og centraladministration, som giver Canada en klimamålsætning, som gør det rimeligt at tale om Canadas bidrag til at holde 2°C-målsætningen.

De lave oliepriser, som har præget markedet siden Saudi-Arabien satte fuld tryk på sin produktion, har sat udviklingen af tar sands-produktionen i Alberta næsten i stå, og Keystone XL-rørledningen, som skulle have ført tar sands-olien til de store raffinaderier i Texas, ser nu ud til ikke at blive til noget. De alternative olieledninger i Canada har ligeledes stor indenlands modstand, og det er alt andet en givet, at de kan blive til noget. Så  det er dårlige tider for tar sands udvindingen. Den eneste rigtige løsning er at lukke ned for hele denne miljøkatastrofe, jo hurtigere jo bedre. Spørgsmålet er blot, om Canada efter 10 år med Harper, hvor der er kanaliseret milliardbeløb i tar sands-udvindingen, er i stand til at sige stop.

Se tidligere blog-indlæg: Canadas klimasvigt og  Paris 2015 – Canadas INDC.

Dave Steinbach: Will new leadership boost Canadian contribution to global climate negotiations? IIED 21.10.2015.

David Suzuki: ‘Democracy Is as Strong as the People Who Make Its Values Come Alive’, EcoWatch 21.10.2015.

Michael Halpern: How science helped to swing the Canadian election, The Guardian 21.10.2015.

Peter Sinclair: Can Tar Sands Survive Saudi Oil Price Wars? Can the Saudis? Climatecrooks 21.10.2015.

Claire Philips: Justin Trudeau: who is Canada’s new prime minister? The Guardian 20.10.2015.

Mike Szabo: Canadian climate policy overhaul on the way as Liberals sweep to power, Carbon Pulse 20.10.2015.

Matthew Kupfer: New Liberal government: Where does it get started? CBS News 20.10.2015.

Anca Gutzu: EU finds new climate ally after Canadian election, Politico EU 20.10.2015.

Giles Parkinsson: Canada’s Harper follows fellow “climate villain” Abbott into political oblivion, RenewEconomy 20.10.2015.

Alex Pashley: Canada ousts Stephen Harper in boon for climate, Climate Home 20.10.2015.

Katie Valentine: Will Canada’s New Prime Minister Turn His Campaign Promises Into Climate Action? Climae Progress 20.10.2015.

Elana Schor: Canadians oust Keystone champion, Politico 19.10.2015.

Josephine B. Yurcaba: How The Canadian Election & Climate Change Policies In North America Are Inextricably Linked, Bustle 19.10.2015.

Christa Marshall: Canada Election Could Shift Climate Policy, Scientific American 19.10.2015.

Carol Linnitt: What Your New Liberal Majority Government Means for Climate, Environment, Science and Transparency, Desmog Blog 19.10.2015.

Alex Pashley: Canada primed for climate comeback, says Harper foe, Climate Home 17.10.2015.

Ryan Maloney: David Suzuki Says He Called Justin Trudeau A ‘Twerp’, Huffington Post 26.09.2015.