Strøtanker om bæredygtighed

Visualisering af en planlagt udvidelse af det britiske atomkraftværk ved Hinkley Point med to EDF-reaktorer med en samlet kapacitet på 3,4 GW. Værket har været planlagt i en årrække, men EDF har nu meddelt, at det ikke kan være klar til 2023, samtidig med, at Østrig har anlagt sag overfor EU mod de enorme subsidier for at få de to reaktorer bygget. 

Mange steder i den industrialiserede verden står man i den situation, at de først opførte atomreaktorer har nået skelsår og må udskiftes, hvis ikke A-kraftens andel i energiforsyningen langsomt men sikkert glider ud igen. Men opførelsen af nye reaktorer i de “gamle” atomkraftlande har været gået næsten i stå, så den samlede mængde af produceret A-kraft været faldende i de senere år. De få steder i Europa hvor man rent faktisk har nye reaktorer under opførelse, som Olkiluoto i Finland og Flamanville Frankrig, står som dybt skræmmende eksempler, fordi byggetiden er massivt overskredet (de påbegyndt i henholdsvis 2005 og 2007 med planlagt afslutning i 2009 og 2012, men forventes nu færdige til ibrugtagning i 2018, dog sandsynligvis med yderligere forsinkelser ved Flamanville, hvor man har fundet alvorlige problemer med revnedannelser i reaktorkappen) samtidig med, at regningen allerede på nuværende tidspunkt er mere end tre gange højere end budgetteret.

Hvis man vender blikket mod USA, som har omkring 100 reaktorer kørende, er konkurrencen fra skifergassen og de vedvarende energikilder i dag så hård, at der overhovedet ikke er økonomisk basis for at opføre nye. Tværtimod er en række reaktorer i de senere år blevet taget ud af drift før skelsår, fordi de ikke var rentable. Og I Japan, hvor man forud for Fukushima-katastrofen var på vej til en betydelig udbygning af A-kraften, så den ville nå fra 30 til 50% af den samlede elforsyning, har man her 4½ år efter Fukushima stadig kun fået en enkelt reaktor i gang, og ingen ved, hvor mange eller nok nærmere få af de omkring 50 standsede reaktorer, som nogensinde kommer i gang igen. I den japanske klimaplan sigter man mod i 2030 at have 20-22% A-kraft, men det virker lige nu helt usandsynligt, og flere vurderinger peger på, at det nærmere bliver under 10%.

Den udvikling kan man begræde ud fra klimaperspektiver, for A-kraften leverer en stabil energi med en relativt lille klimabelastning. Men nøgternt set vil man i dag for færre midler, end det koster at opføre et atomkraftværk, kunne etablere en tilsvarende mængde vedvarende energi fra sol og vind samt den lagring og distribution, som skal til, for at energien kan forbruges når der er brug for det – og det kan ske meget hurtigere. Samtidig må vi indse – og tage konsekvensen af – at vi stadig efter mere end et halvt århundrede med A-kraften ikke blevet trygge ved den, også fordi den i praksis har vist sig mindre ufejlbarlig, end man kunne håbe, med kernenedsmeltninger i foreløbig 3 ud af hver 100 reaktorer. Yderligere er prisen for at bygge nye reaktorer selv efter mere end et halvt århundrede med A-kraft stigende, hvilket gør A-kraften til en uforholdsmæssigt dyr energikilde i en tid, hvor de vedvarende energikilder fortsætter med at falde i pris. I de 6 år mellem COP15 i København og COP21 i Paris er solceller faldet med 80%. I den samme periode har vi set reaktorer blive foreløbigt mere end tre gange dyrere end planlagt. Så IEAs prognoser om 45% mere A-kraft ved midten af det 21. århundrede synes helt ude af trit med virkeligheden.

Efter Fukushima-katastrofen i 2011 kunne man se en række lande beslutte sig for at udfase deres atomkraftværk – ikke fra dag til dag, men efterhånden som de var tjenlige til udskiftning. Og de fleste lande har efter Fukushima skærpet sikkerhedskravene yderligere, hvilket har gjort A-kraften endnu dyrere. Den meget omtalte nuclear renaissance synes således at lade vente på sig, det er i den nuværende situation kun udviklingsøkonomier som Kina, Tyrkiet og de arabiske lande, at A-kraften har appel. Og det er nok ikke fordi den er billig, men fordi der ligger et mål af magt og præstation i at været nået dertil i ‘udviklingen’ at have råd til atomkraft.

Storbritannien har ikke opført nye atomreaktorer siden Sizewell B, som blev opført i 1988-95. Men uanset Fukushima har man insisteret på at fortsætte sin A-kraft. Og i 2013 lykkedes det efter mange års indledende forhandlinger at lande en aftale, hvor det statsejede franske EDF og kinesiske investorer tilsammen skulle stå for opførelsen af to reaktorer ved Hinkley Point med en samlet effekt på 3,4 GW mod i 35 år at være garanteret en indeksreguleret pris for energien. Men i en tid, hvor sol- og vindenergi har en fortsat faldende tendens, kan det gå hen og blive en voldsomt kostbar aftale for de britiske forbrugere, for prisen er fastsat til i dag at udgøre 92,5 £ pr. MWh, hvilket er dyrere end samtlige andre energikilder bortset fra havvindmøller (typisk ligger energiprisen i dag omkring 55 £ pr. MWh).

Og nu tyder noget på, at aftalen alligevel ikke bliver til noget, for den er kun foreløbig underskrevet, og i sidste uge meddelte EDF, at de to reaktorer ikke som planlagt ville kunne stå klar i 2023. EDF synes at være i likviditetsproblemer, og situationen på det franske hjemmemarked er i mellemtiden forværret, i og med at Frankrig har besluttet sig for at skrue ned for A-kraften, foreløbig fra 75% til 50%. Men udredninger af den franske regering viser, at det i 2050 vil være lige så billigt at drive Frankrig på 100% vedvarende energi, som at fortsætte den nuværende dækning med omkring 75% af energiforbruget dækket via A-kraft. Så uanset hvor radikalt, man vælger at udfase den franske A-kraft, så vil der i de kommende år ikke vil blive indledt nye reaktorprojekter i Frankrig.

Det er ikke kunne rabiate miljøorganisationer, som advarer mod udbygningen af den britiske A-kraft. En leder i Financial Times 9. september opfordrer under overskriften UK should think again about Hinkley Point nuclear power station direkte til at opsige aftalen om Hinkley C – ikke for at investere tilsvarende i vedvarende energi, men for at sikre en rimelig økonomi. Spørgsmålet er blot om en sådan findes? Meget tyder på, at de reaktorer, man med den nu kendte teknologi kan bygge, er så kostbare, at de ikke kan levere energi til konkurrencedygtige priser.

En en nylig rapport fra IEA vurderer, at A-kraft, som påbegyndes i dag, vil kunne producere energi for 33 £ pr. MWh. I den udstrækning, at det er rigtigt, ligner Hinkey C-aftalen en absurd dårlig aftale med en næsten tre gange højere afregningspris. Men prisen synes at være forhandlet på plads på baggrund af erfaringerne fra Olkiluoto og fra Flamanville, hvor EDF opfører tilsvarende reaktorer. Og her er de reelle byggeomkostninger foreløbig mere end tredoblet – hvor reaktoren ved Flamanville i 2006 blev aftalt til 3,3 mia. €, er seneste budgetrevision oppe 10,5 mia. € og budgettet kan nå at skride mange gange endnu – så det er sandsynligvis IEAs skøn, som er urealistisk lavt.

EDF har endnu ikke afmeldt Hinkley C, og med en investering på foreløbig 2 mia. € før man overhovedet er gået i gang med at bygge, er det heller ikke nogen let beslutning, for det ligner umiddelbart en yderst lukrativ forretning. Men medvirkende til, at man nu synes at tøve med at give bindende tilsagn er, at Østrig nu har anlagt sag ved EU mod Hinkley C med påstand om at de store garantier og den garanterede energipris i praksis er gigantiske konkurrenceforvridende tilskud. Tyske og østrigske producenter af vedvarende energi har sammen med Greenpeace anlagt en tilsvarende sag for ikke at få konkurrenceforvridning fra nabolande, som producerer en stærkt subsidieret A-kraft. De samlede subsidier for de to Hinkley-reaktorer er da også astronomiske – de er vurderet til i løbet af de to reaktorers levetid at udgøre mellem 40 og 78,6 mia. £. Men som situationen ser ud i dag, er der ingen, som binder sig til at bygge et nyt atomkraftværk uden at være økonomisk sikret, så det egentlige konstruktionsarbejde kommer givet ikke i gang, før det retslige er afklaret. Samtidig var de to reaktorer tænkt som begyndelsen til en ny generation af reaktorer, som på én gang kunne afløse de britiske kulkraftværker, som er planlagt udfaset i 2023, og de britiske atomreaktorer, som også hastigt nærmer sig skelsår. Så situationen kan ikke bare tåle, at reaktorene bliver 5 år forsinkede. Selvom den britiske regering insisterer på, at der stadig forhandles, at man er meget tæt på den endelige aftale, og at reaktorerne bliver til virkelighed, så er der efterhånden en del, som peger på, at den nuværende proces ender blindt, og endnu mere, som taler for at man burde stoppe dette megaprojekt mens tid er.

Et kig ind i de to planlagte reaktorer ved Hinkley C, hvis fremtid nu synes usikker.

Der bliver rundt omkring spekuleret en del i fjerdegenerations-reaktorer, såkaldte MSR-reaktorer (Molten Salt Reactors), som skulle være både billigere og sikrere og kunne laves i mindre modulære enheder samtidig med, at de kan drives på gammelt atomaffald og skrottede kernevåben. Men de har til fælles med de store enheder, vi kender i dag, at de er bedst til at køre konstant på fuld kraft, så de er ikke så fleksible at indarbejde i et komplekst energisystem. Yderligere er der stadig en række sikkerhedsproblemer omkring dem, ligesom der stadig er problemet med radioaktivt affald, som vi pålægger kommende generationer at forvalte i længere tid, end noget rige i menneskehedens historie endnu har eksisteret. Og stadig efter årtiers indledende forsøg forbliver disse reaktorer en drøm, som ikke har kunnet udvikles til noget der bare nærmer sig en brugbar teknologi i tide. Så man må sige, at A-kraft-industrien har sovet i timen. En reaktortype, som kunne passe ind i den restrukturering af energisystemet, som er i fuld gang i takt med at de fossile energikilder udfases, findes simpelthen ikke i dag, og når man ser, hvor langt tid det tager bare at opføre en reaktor med kendt teknologi, så ville vi, selv hvis vi forfølger muligheden konsekvent, sandsynligvis først få dem midt i århundredet, og først se dem bredere anvendt i løbet af de næste årtier, hvor det er for sent, hvis man vil gøre sig håb om noget, som bare nærmer sig en 2°C-løsning.

Spørgsmålet er således mere principielt, om englænderne med Hinkley C står overfor at investere (alt for dyrt) i en fortidig teknologi til en fremtidig energiforsyning – om man risikerer, at en reaktor som denne, som måske kommer til at køre fra 2025 til 2085, eller fra 2030 til 2090, bliver en både økonomisk og en teknologisk klods om benene?

Når der endda presses så hårdt på for at få A-kraft, skyldes det dels massive økonomiske interesser. Dels bliver det ofte fremført, at stabile energiforsyningssystemer kræver betydelige mængder af baseload – underforstået, at vedvarende energi aldrig kan klare en 100% forsyning, men kun kan drømme om at blive et supplement til den egentlige energiforsyning. Vi har hørt noget lignende for den danske energiforsyning, først ville vi løbe ind i strukturelle problemer, hvis vi nærmede os en 20% vindandel, så blev grænsen 40%, og nu hvor vi i første halvår af 2015 uden problemer har haft 43% af elforsyningen dækket af vindenergi og er meget tæt på at nå det punkt, hvor de vedvarende energikilder leverer mere end halvdelen af den danske strøm – uden at systemet er brudt sammen – så er det et problem, at vindenergien er for billig, når det blæser mindst. Vi står da også i de kommende år overfor den udfordring at blive bedre til at lagre energien og bruge den vedvarende strøm også i transportsektoren, men indtil nu har det bedst kunne betale sig at sende strømmen til nabolandene, når den var rigeligst. Og … klimaeffekten af vedvarende energi er den samme uanset den øjeblikkelige afregningspris.

På det seneste har det været forsøgt promoveret, at A-kraft og vedvarende energi supplerer hinanden godt, men der er end ikke tale om noget fornuftsægteskab, for ingen af dem er lette at skrue op og ned for i takt med det svingende forbrug. A-kraften vil helst producere 100% et år eller mere ad gangen uanset om det er sommer eller vinter, dag eller nat, hverdag eller weekend, og bliver herefter lukket ned i en lille måneds tid for at få nye isat brændselslegemer og sikkerhedsmæssigt gennemgået, mens sol- og vindenergien har sine betydelige svingninger. Så både sol og vind og A-kraft har brug for supplerende flexload – for energi, som der kan skrues hurtigt op og ned for, om det så er biomasse, naturgas, vandkraft eller energi lagret på batterier – som der hurtigt og enkelt kan skrues op og ned for, for hele tiden at udligne forholdet mellem forbrug og produktion. Efterhånden som alle lande nærmer sig 100% vedvarende energi, vil der blive brug for en vis form for lagring, evt. ved at lave komprimeret gas, som så ville kunne bruges ikke bare i el-generatorer, men også som drivmiddel i køretøjer. Blot to reaktorer som de planlagte ved Hinkley C leverer med 3,4 GW så meget strøm, at det er mere end vi bruger i hele Danmark i nattetimerne – det danske forbrug svinger typisk i området 2,5-4,5 GW – men sol og vind ville ikke kunne lukke hullet uden at energien kan lagres. Og hvis vi forestillede os at få sådan en klump i dansk energiforsyning, så skulle vi ikke bare kunne klare forskellen mellem de 3,4 GW og det maksimale forbrug. Sommetider ville den ene reaktor være standset en måned ad gangen og i sjældne situationer ville man kunne være nødt til at standse begge reaktorer samtidigt – hvilket ville kræve gigantiske backup-systemer. Så lige meget hvordan man vender og drejer det, er det svært at se de nuværende reaktortyper med deres konstante gigawattproduktion passe ind i fremtidens energiforsyning. Og min personlige holdning er, at man skal holde sig langt fra det og indse, at det både teknologisk og etisk set er en blindgyde.

Johnstone & Stirling har på The Conversation en række meget interessante betragtninger over, hvorfor det blev Tyskland og ikke Storbritannien, som endte med at udfase A-kraften: “Whether this is right or wrong, it is very significant that it is Germany that has been able to mount an effective challenge to the concentrated power and entrenched interests around nuclear energy. Also perhaps relevant, is the fact that Germany has a track record of consistently making these kinds of enlightened decisions earlier than the UK (on issues like acid rain, pesticides, recycling and clean production) – whilst remaining arguably the world’s most successful industrial economy.

So the practical message seems quite profound. General British debates over directions for innovation – around nuclear energy as in other areas like GMOs – are presently not primarily seen as matters for democracy; in effect they are not deemed suitable for public debate. Yet the troubled history of nuclear power itself – as with other technological issues like asbestos, phthalidomide and chemical pollution – shows how accountabilities neglected earlier, have a habit of being strongly asserted later. Perhaps this is something Amber Rudd might bear in mind, when making her impending momentous decision on Hinkley Point.”

I det perspektiv var det måske et superdemokratisk Lilleput-Danmark, som op igennem 70erne formåede så eftertrykkeligt at sige “Atomkraft Nej Tak” efterfulgt af et “Vedvarende energi Ja Tak!”, at vi aldrig fik atomkraften inden for landets grænser, til trods for at der var reserveret areal dertil flere steder i landskabet, men til gengæld fik grundlagt en vigtig del af vores nuværende velstand ved at være verdensledende inden for vindenergien og en bred vifte af grønne teknologier.

Tilbage til Hinkley C, så har alle partier på nær de grønne parti stået bag udbygningen med A-kraft, men det vil blive interessant at se, om de britiske politikere vitterligt vil fastholde at binde de britiske forbrugere til en voldsomt høj energipris et lille halvt århundrede frem i tiden (35 år fra reaktorerne står færdige) i en tid, hvor prisen på sol og vind fortsætter med at falde. Og det skal blive interessant at se, om det bliver EUs regler om fri konkurrence, som ender med at blokere for den aftale, som nu er lavet for Hinkley C? Og hvis det ender med, at Storbritannien skal opgive A-kraften samtidig med, at der over alt, hvor der åbnes for fracking, udkæmpes bitre kampe, hvordan sikrer man så den britiske klimaindsats?

Man behøver ikke kigge længere væk end til Skotland for at finde inspiration. Her har man i langt højere grad end de øvrige dele af Storbritannien satset på udbygningen af den vedvarende energi og har kurs mod at være 100% selvforsynende med vedvarende energi inden 2020 – eller rettere vil man inden 2020 producere lige så meget vedvarende elektricitet, som man forbruger, men sådan at man ikke lagrer til et autonomt system, men deler overskuddet med resten af Storbritannien og henter energi sydfra, når det nærmer sig vindstille. Skotland har meget store vindressourcer og kunne meget vel tænkes at fortsætte udbygningen efter 2020, så man blev nettoeksportør af vedvarende energi, ligesom man sagtens kan forestille sig, at vi i Danmark med bedre vindforhold end i Centraleuropa om få årtier producere betydeligt mere energi end vi forbruger. Hvis således de britiske politikere kunne se ud over A-kraften, så er der masser af muligheder for også at komme langt med vedvarende energi i Storbritannien. En del af en sådan løsning kunne være at anlægge et stort kabel til Island, som har enorme geotermiske ressourcer og herigennem ville kunne levere flexload-energi i doseringer, som præcist fyldte hullerne i en vedvarende energiforsyning, og det til en pris som er betydeligt lavere end A-kraften. Men uanset hvor meget en sådan strategi giver mening, så kræver den også tid at forberede, og tidsvinduet til 2023 skrumper hastigt.

18.09. – De tre nok mest fremtrædende ‘grønne’ aktivister, George Monbiot, Mark Lynas, og Chris Goodall, som i deres (desperate) søgen efter løsninger på klimaudfordringen er endt med at anbefale brugen af A-kraft, melder nu ud i The Guardian, at nok er de for A-kraft, men de to reaktorer ved Hinkley C må stoppes. For de tegner nu til ikke bare at blive ubetaleligt dyre, men samtidig at blive så forsinkede, at der som nødløsning vil snige sig nye kul- og gasanlæg ind. De anbefaler derfor at opgive de to værker og planlægge at etablere en tilsvarende energimængde ved vedvarende energikilder, som kan stå færdige inden 2023, hvor 14 af Storbritanniens nuværende 16 atomreaktorer (16%) når skelsår samtidig med at det er besluttet, at alle kulkraftværker skal være udfaset (32%). Så senest i 2023 skal Storbritannien finde erstatning for 48% af sin nuværende energiforsyning, og det er katastrofalt, hvis A-kraften, som var tænkt at være hovedhjørnesten i denne nye æra i den britiske energiforsyning, ender som Olkiluoto og Flamanville, hvor byggeprocessen foreløbig er blevet mindst 9 og 6 år forsinket. Og det er måske her værd at nævne, at finnerne i maj i år aflyste Olkiluoto 4, som ellers havde været planlagt, med henvisning til foreløbigt 9 års forsinkelser og en foreløbigt mere end tredoblet pris for Olkiluoto 3.

EDF har været hurtige til at sige, at disse forsinkelser er et særtilfælde, og at det ikke vil ske for de britiske reaktorer, men at erfaringerne herfra tværtimod vil være med til at sikre en effektiv og rettidig byggeproces. Men en opgørelse for et år siden viste, at 49 ud af 66 reaktorer, som pt. var under opførelse, var forsinkede eller rundt regnet tre ud af fire. Så forsinkelser synes at være reglen verden rundt, og vi har endnu til gode at se en reaktor af samme type som Hinkley C opført bare nogenlunde til tiden for ikke at tale om bare nogenlunde til den estimerede pris.

Hinkley C passer perfekt ind i dette mønster. Da Hinkley C først blev fremlagt som første etape af en klimavenlig fornyelse af den britiske energisektor, var færdiggørelsesåret 2018 – og det var meningen at de skulle kunne opføres uden at der skulle penge på bordet. Nu skrider også 2023, som længe har stået som en sidste frist i forhold til udfasningen af den britiske kulkraft. Samtidig er det finansielle endnu ikke løst, og de løsninger, man har på bedding, har al mulig risiko for at blive underkendt af EU – eller i hvert fald voldsomt forsinket – på grund af den massive statsstøtte til en branche, som EU har gjort sig store anstrengelser for at liberalisere.

Oversigten her har ikke medtaget de japanske reaktorer, som var under opførelse, og som alle har været forsinket efter Fukushima-katastrofen i 2011, og hvoraf nogen måske aldrig kommer i gang. Ligeledes er de fire indiske reaktorer, som nu står som ikke værende forsinket, anført sådan på grund af manglende information. Så i det fulde billede er det en endnu mindre andel af reaktorerne, hvis opførelse er rettidige.

Monbiot et al. slutter med at påpege, at man med den valgte reaktortype står overfor at investere i forældet teknologi. Så løsningen er ifølge de fire grønne A-kraft-fortalere inden 2023 at fylde hullet med vedvarende energi, og så sætte turbo på udviklingen af det 21. århundredes udgave af A-kraften, de små modulære Molten Salt Reaktorer.

Om MSR-reaktorerne bliver til andet og mere end et håb, må tiden vise. I hvert fald er det klædeligt, at de tre på denne måde står frem og påpeger galskaben i Hinkley C. Der ligger planer om yderligere udbygning af A-kraften i dette generationsskifte til op til 11 reaktorer i Storbritannien, og det kan gå hen at blive meget vanskeligt at få de næste ni billigere, hvis først der er vundet præsedens for et prisniveau som for Hinkley C. Så også derfor er det en meget farlig aftale at indgå for dyrt.

Chris Godall skriver tilsvarende 19.09. i The Ecologist, at Hinkley Point must be stopped – even if you believe in nuclear.

Hinkley C tidslinje

Denne tidslinje er i stor udstrækning lavet med udgangspunkt i en tidslinje i The Independent. (link) Den giver en god fornemmelse af, hvor kompleks en beslutning det er, at forberede en ny generation af reaktorer. Og stadig efter mere end 10 år bliver der ved med at være store udfordringer for projektet.

November 2005 – premierminister Tony Blair igangsætter et review af den britiske energipolitik.

Maj 2006 – Tony Blair står bag planerne om en ny generation af britiske atomreaktorer,

Juli 2006 – formel beslutning om etablering af nye atomreaktorer. Samtidig lægges der op til, at det er den private sektor, som skal “initiate, fund, construct and operate” den nye generation af reaktorer – uden statslige støttemidler.

Februar 2007 – Vincent de Rivaz, lederen af den store franske A-kraft-koncern EDF (som er 85% statsejet), siger, at briterne vil kunne stege deres julekalkun i strøm fra Hinkley C i julen 2017. Samtidig siger han, at det er tiden for et “power crunch”. Hvis ikke der kommer ny A-kraft på banen inden da, så kommer der til at mangle strøm.

August 2007 – indleverer Areva og EDF deres reaktordesign til godkendelse.

Januar 2008 – siger erhvervsminister John Hutton, at den første af de nye reaktorer vil være klar i god tid inden 2020.

September 2008 – opkøber EDF British Energy (og dermed de nuværende britiske reaktorer) for 12,5 mia. £ og fremlægger samtidig sine planer om at bygge fire reaktorer i Storbritannien, to ved hver af de eksisterende atomkraftværker ved Hinkley og Sizewell.

Oktober 2008 – indleder EDF forhandlinger med lokale myndigheder, lodsejere osv. om køb af arealer, byggemodning, byggeforberedelser osv. for to reaktorer ved Hinkley Point, hvor der allered er to reaktorer i gang.

December 2008 – EDF signer nu, at ved opførelse af fire reaktorer vil prisen blive 45 £ pr. MWh (eller lige omkring halvdelen af, hvad prisen er blevet i dag). De to reaktorer ved Hinkley vil kunne være i gang i løbet af 2017 og 2018, mens de to ved Sizewell vil stå klar i 2021 og 2022.

Maj 2009 – køber det britiske gasselskab Centrica 20% af det EDF-ejede British Energy samtidig med at de får option på 20% af fremtidige reaktorer.

November 2010 – EDF har problemer med at forsvare flytningen af en grævlingekoloni fra det område, hvor de to reaktorer ved Hinkley, skal placeres. I parentes bemærket er England siden gået grassat med at skyde grævlinge i store dele af landet.

Marts 2011 – Fukushima-katastrofen giver anledning til overvejelser over den videre udbygning med AS-kraft over det meste af verden. Energiminister Chris Huhne iværksætter en undersøgelse af sikkerheden omkring eksisterende og planlagte reaktorer og varsler, at det vil føre til forsinkelser.

Maj 2011 – i Fukushima-katastrofens skygge beslutter en række lande som Tyskland og Schweiz sig for at udfase sine reaktorer og at satse udelukkende på vedvarende energi. Men i Storbritannien konkluderer den iværksatte undersøgelse, at planerne om en ny generation af reaktorer kan gå videre, dog med en række anbefalinger til øget sikkerhed i konsekvens af katastrofen i Fukushima.

I juni fremlægger The Guardian emails, som viser, at den britiske regering aktivt har søgt i samarbejde med EDF og Areva at lægge låg på bekymringerne om Fukushima, for ikke at risikere, at planerne om en ny generation af atomreaktorer i Storbritannien forsinkes.

Juli 2011 – fremlægges der lovforslag til nye prisstrukturer på energiområdet, som kan understøtte finansieringen af den nye generation af reaktorer gennem lagtidsstøtte til low carbon energiforsyning.

Oktober 2011 – EDF indleverer en detaljeret teknisk ansøgning om opførelsen af Hinkley-reaktorerne. den er i alt 55.000 sider lang. Samtidig siger EDFs leder Vincent de Rivaz, at den endelige bindende beslutning (hvor den fulde finasiering er på plads) vil ligge klar senest med udgangen af 2012.

December 2011 – færdiggørelsen af den første reaktor kan nu blive i løbet af 2019.

Maj 2012 – bekræfter energiminister Ed Davey, at forhandlingerne om finaniseringen nu er indledt.

August 2012 – siger de Rivaz, at han sigter mod en endelig aftale inden udgangen af 2012, og at EDF har indledt en afsøgning af medinvestorer til projektet.

December 2012 – får EDFs indleverede projekt sikkerhedsgodkendelse. Men EDF træffer ikke nogen endelig, bindende aftale om opførelsen.

Februar 2013 – Centrica, som ellers havde sikret sig ret til en 20% andel, fraflader med henvisning til de stadige forsinkelser og eksploderende (spiraling) priser.

Marts 2013 – projektet opnår godkendelse fra energiminister Ed Davey. Men forhandlingerne om betalingen synes at gå i hårdknude.

Juli 2013 – EDF meddeler nu, at man regner med at træffe endelig, bindende beslutning inden udgangen af 2013.

Oktober 2013 – der synes nu at være landet en aftale mellem EDF og den britiske regering om støttens form og omfang. Det indebærer en garanteret pris på 92,5 £ pr. MWh i 35 år. EDF regner med at stå for 45-50% af investeringen, Areva 10%, og et kinesisk konsortium bestående af General Nuclear Corporation og China National Nuclear Corporation vil tegne sig for 35-40%, mens andre parter vil tegne sig for op til 15%. Ifølge EDF vil den første reaktor nu kunne producere strøm en gang i løbet af 2023, hvis den endelige finansielle beslutning (løsning) kan falde på plads inden juli 2014.

December 2013 – EU indleder en undersøgelse af støttevilkårene, som vil kunne beløbe sig til op til 17 mia. £ – og måske er både unødvendige og i strid med konkurrencereglerne for det europæiske energisamarbejde.

Marts 2014 – EDF erkender, at det med den verserende sag ved EU ikke bliver truffet nogen endelig afgørelse inden juli 2014.

Maj 2014 – EDF igangsætter anden fase af forberedende arbejder på det område, hvor de to Hinkley C-reaktorer skal opføres. Der er blandt andet foretaget arkæologiske undersøgelser og etableret en omfartsvej, som skal føre den tunge trafik uden om en nærliggende landsby.

Oktober 2014 – EU godkender ordningen for Hinkley C – og fastslår samtidig, at støtten vil beløbe sig til op imod 24,5 mia. £.

December 2014 – EDF siger nu, at man vil træffe sin beslutning i marts 2015.

Februar 2015 – EDF frafalder sin marts-deadline, og siger samtidig, at en endelig beslutning vil være mulig inden for få måneder, men at der tilbagestår en  liste af ting, som skal forhandles på plads.

Juli 2015 – siger den nu tredje energiminister på sagen, Amber Rudd, at der er gode muligheder for en afklaring i løbet af 2015.

Samtidig har Østrig rejst sag overfor Europa-Domstolen over Europa-Kommissionens godkendelse af støtten til Hinkley C-projektet, hvilket dengang blev betegnet som et kæmpe tilbageslag for Hinkley C-projektet. I november gik en række andre lande ind i sagen på linje med Østrig, ligesom Greenpeace sammen med en række vedvarende energiproducenter har anlagt sag med påstand om, at støttebeløb i det omfang er imod intentionen for energisamarbejdet og vil skævvride forholdet mellem de enkelte energikilder.

September 2015 – meddeler EDF, at det ikke mere er muligt at få den første reaktor færdig til 2023. En ny færdiggørelsesdato vil foreligge, når EDF tager sin endelige bindende beslutning. Samtidig står det klart, at ingen andre vil lege med. Så finansieringen bliver med 65% til EDF og 35% til det kinesiske konsortium. George Osborne giver nu yderligere EDF en lånegaranti på 2 mia £.

Oktober 2015 – er der kinesisk statsbesøg, hvor der underskrives en aftale – som dog ikke er den svære bindende aftale, som alle synes at cirkle om som den varme grød. EDF er nu klar til at igangsætte byggeriet inden for få uger efter underskrivelsen af en aftale med det kinesiske konsortium, som ud over en 35% andel i Hinkley-reaktorerne indebærer en 20% kinesisk andel i de to EDF-reaktorer ved Sizewell samt at kineserne får mulighed for med EDFs hjælp at opføre en reaktor af deres eget design ved Bradwell.

December 2015 – i oktober blev den endelige, finansielt bindende aftale stillet i udsigt inden udgangen af 2015. Men der skete ikke noget inden nytår.

Januar 2016 – EDF har i de seneste måneder realiseret værdier en række steder, og er indstillet på at sælge en del af sine aktier i de eksisterende engelske atomreaktorer, for at rejse den nødvendige kapital. Et bestyrelsesmøde i EDF, hvor den endelige beslutning skulle træffes, bliver aflyst. EDF står nu til at skulle opkøbe et så godt som krakket Areva, som på et tidspunkt var på banen som partner. EDFs omkostninger til lagring af atomaffald fra de mange franske raktoer er blevet vurderet il at komme til at koste det dobbelte. Og de to reaktorer af samme design som planlagt ved Hinkley C, i Olkiluoto- og Flamanville, er begge præget af store problemer, dels med budgetoverskridelser og forsinkelser, dels med at selve reaktorkernerne som Areva har stået for, har problemer med revnedannelser. Og aktiekursen for EDF har over længere tid været i frit fald. Så advarslerne er mange og kommer fra mange sider om, at EDF kan knække halsen på at gå i lag med yderligere to reaktorer i den nuværende situation.

Måske for ikke at det skal ligne den fulde tilbagetrækning, har EDF, som allerede har investeret op imod 2 mia £ i projektet, igangsat en ny fase af byggeriet.

Men summa summarum er aftalen med EDF her snart 10 år efter den formelle beslutning om at iværksætte en ny generation af atomreaktorer endnu ikke faldet på plads for de to første. Og selv 2025 synes efterhånden at være en uopnåelig færdiggørelsestermin for den første af reaktorerne. Ifølge de seneste vilkår skulle de være færdige senest i 2032. Og hvis det er tilfældet, kommer der til at mangle 5-10 år i generationsskiftet i den britiske energiforsyning.

Samtidig har EDFs situation udviklet sig dertil, at man kun næsten synes at være indstillet på / i stand til at bære de 65% af finansieringen, så EDFs bestyrelse står splittet i sagen. Ingen ved endnu, hvornår EU-retssagerne kan være afgjort, og når man ser, i hvor høj grad Murpheys Lov synes at gælde for projekter som dette, så kan situationen på det kinesiske marked meget vel udvikle sig dertil, at selv de 35% ikke er sikre.

Når man ser, hvor svært det er at samle kræfterne om bare to reaktorer selv i en stor økonomi som den britiske, så virker det, som James Hansen og tre andre videnskabsmænd for nylig plæderede for i Paris, at verden fra nu af satsede på A-kraft dertil, at man opføre 110 nye reaktorer om året, fuldstændigt urealistiske.

Men med den nuværende britiske regering, som har skruet ned for den vedvarende udbygning med sol og vind, bliver det meget svært at skifte spor. Så lige nu kommer forsinkelserne sandsynligvis til at betyde, at kulkraftværkerne, som skulle have været lukket ned for evigt i 2025, kommer til at køre længere, og at man satser massivt på udbygning med gas. At skifergasudvindingen vil møde massiv modstand i den britiske befolkning er en anden sag, som man tilsyneladende ikke har tænkt sig at lade sig forstyrre af.

April 2016 – i løbet af foråret er det blevet klart, dels at EDF ikke i sig selv har den fornødne kapital til at binde an med Hinkley C, dels at der er stor modstand også inden for EDF overfor at påtage sig opgaven. Flere ledende skikkelser har forladt deres poster i protest mod planerne, og efter mange uge med strejkevarsler, stadig skiftende signaler fra og omkring EDF og stadige forsikringer om, at et endeligt bindende tilsagn var lige på trapperne (var senest lovet 12. maj), er EDFs endelige beslutning nu udsat til tidligst september. I mellemtiden skal der gennemføres en ny evaluering af projektets implikationer. Men det ligner mere og mere en dårlig aftale for begge sider af Kanalen.

Juni 2016 – En afstemning om Storbritanniens tilhørsforhold til EU endte 23. juni med et flertal for udtrædelse. Samtidig er der tilsyneladende ikke nogen, som har gjort sig de mindste overvejelser om, hvordan det i praksis skal foregå, så der synes lige nu fra britisk side at være sat et gigantisk spørgsmålstegn ved hele grundlaget for projektet.

Juli 2016 – EDF presser på for en afgørelse ved pludselig med kort varsel at melde sig klar til endelig underskrift, hvorefter Storbritanniens nye premierminister Theresa May må bede om betænkningstid og indleder et nyt review. Det kommer oven på nye beregninger, som viser, at projektets støtte i løbet af driftsperioden kan løbe op i mere end 30 mia £, hvis de nuværende lave energipriser fortsætter.

September 2016 – Briterne giver endelig accept af aftalen, dog med klausuler om, at aktieposter i Henkley C ikke kan handles uden forudgående godkendelse fra den britiske stat. Man synes hermed at have villet undgå en situation, hvor reaktorerne blev 100% kinesisk ejede.

Update 21.09. – Den britiske regering har i dag ydet et statstilskud på 2 mia £ til Hinkley C-projektet for om muligt at få fremskyndet processen dertil, at EDF kan skive under på den endelige aftale med en tidslinje, alle kan leve med. Det har kaldt endnu flere på banen med kommentarer om, hvor dårlig en idé, hvor dumt og utidssvarende, projektet er.

Franske EDF er den centrale partner i det konsortium, som skal bygge reaktorerne – for det er dem, som ved, hvordan de skal laves. Men to kinesiske firmaer, China General Nuclear Corporation og China National Nuclear Corporation, forventes at deltage med 40% af finasieringen – og en interesse i eventuelt på lidt længere sigt at kunne optræde som international aktør, for Kina er lige nu et af de få steder, hvor man for alvor bygger A-kraftværker.

Aftalen er allerede flere år forsinket, og intet ligger fast endnu, men den endelige beslutning kunne meget vel falde i forbindelse med den kinesiske præsident Xi Jinpings besøg i London i oktober.

At The Ecologist kalder projektet  Nuclear madness er ikke så underligt, men The Guardian, som ellers plejer at holde en nogenlunde sober tone, bringer i dag en artikel, som i overskriften kalder Hinkley C an idiotic venture. Og i en leder redegør avisen for sit synspunkt under overskriften Hinkley Point C: overcomplicated, overpriced and overdue.

Update 21.09. – Greenpeace har fremlagt et scenario for at bringe den britiske energiforsyning op på 85% vedvarende energi inden 2030 samtidig med at en betydelig del af transporten og opvarmningen elektrificeres. Ved på den måde at elektrificere også sektorer, som i dag er uden for el-forsyningen, gør Greenpeace på den ene side opgaven langt større end blot at erstatte strømmen fra de mange kulkraftværker og atomreaktorer, hvoraf mange står overfor at skulle sendes på pension inden længe. På den anden led tager man hul på den transformation, som muliggør en fuld udfasning af de fossile brændsler. Det er forudsat, at der sættes målrettet ind over for energiforbruget til opvarmning af den britiske bygningsmasse (en 57% reduktion inden 2030), dels fordi det er muligt (britiske huse er gennemgående dårligere isoleret end danske), dels fordi det vil give hele energisystemet mindre udsving på forbrugssiden, så det er lettere at etablere et robust system.

Jeg har endnu kun skimmet rapporten og læst dens hovedkonklusioner, men ifølge Greenpeace kan det gøres for en rimelig (feasible) pris og fuldt ud med allerede kendt teknologi – der er ikke brug for at opfinde nyt. Der er også kun i meget begrænset omfang indregent lagring – i den afsluttende diskussionsdel fastslås det, at udviklingen meget vel kan gøre denne dele billigere, men at det endnu må regnes som en dyr løsning. På den led er der tale om et relativt enkelt scenario, hvor alle kulkraftværker er sendt på pension (nu planlagt i 2023) men der stadig er inkluderet en række gasdrevne el-enheder, som kan sætte ind, når produktionen er mindre end forbruget. Men der påregnes at kunne eksportere og importere en vis mængde strøm, og særlig i sommerperioden, hvor der løbende vil være energioverskud, vil den overskydende strøm blive brugt til at producere brint til transportsektoren.

Jeg har her tilladt mig at indkopiere det konkluderende kapitel fra Greenpeaces rapport:

Conclusion (p. 13)

We argue that building an ambitious power sector able to take up the gauntlet laid down by the urgency of decarbonising the UK’s economy is certainly achievable. Renewable technologies, falling in price, are proven and deployable. Demand reductions, though testing of our often profligate use of energy, are realistic with sufficient political will and appropriate policy-making. Increased information flows throughout the grid can enable more rapid responses to fluctuations in demand and supply.

However, results indicate that scenarios (such as GP:2030) with a high degree of heat electrification, combined with intermittent renewable generation, are susceptible to additional supply-demand balancing requirements. In consequence, meeting heating demand targets is a prerequisite for achieving electrification targets: even modest levels of heat electrification result in large increases in peak electrical demand. The average electrical peak demand, across published energy scenarios treated in Quiggin (2014), rises by 15.3% when heating demand remains at historic levels, compared to when targets are met. Electrification and decarbonisation are not simple substitutions for existing energy forms. If electricity is the medium by which a reliable and clean energy future is to be delivered, then heating demand reduction must be achieved alongside heating electrification.

This report wishes to emphasise above all else, then, that our relationship with energy must change: at a national, organisational, household and personal level. In particular we must use less energy to heat our homes sufficiently for safety and comfort.

Failure to achieve this will deny us all the possibility of building a progressive and ambitious energy infrastructure we can rely on into the coming century. In this report we do not treat that as an option.

Nu hvor anledningen er en eventuel udbygning med A-kraft var det på sin plads at se Greenpeace-rapportens indledende kommentarer om A-kraft, som kommer efter et afsnit, hvor CCS-teknologier afvises som irrelevante, fordi de simpelthen ikke er klar til at bruge i den skala, der er nødvendigt.

Nuclear (pp. 17-18)

Nuclear, unlike CCS, is a mature technology: the first large scale power station was built
in the UK in 1956. Analysed purely in terms of its carbon intensity, nuclear performs well
at 16gCO2eq/kWh (compared to solar’s life-cycle carbon intensity of 45gCO2eq/kWh,
and wind’s 12gCO2eq/kWh). However, it remains an extremely contentious form of
electricity generation, for several reasons.

First, it produces highly toxic, radioactive waste that presents a serious risk to human
populations if mismanaged. Storage of this waste, while feasible within the lifetimes of
those who benefit from the power that produced it, is nonetheless both expensive, and not morally insignificant when the burdens – financial and otherwise – placed on future
generations (and far beyond) are considered. In 2012 the yearly spend on nuclear
waste containment comprised 42% the DECC budget (The Guardian, 2012). While,
with notable exceptions, the UK nuclear industry has demonstrated an ability to operate
nuclear power generation without major disasters occurring – many believe the risk
remains.

Second, nuclear is an extremely expensive technology to implement, with very long lead-in times. The most recent announcement, in October 2013, on new nuclear build in the UK – 3.2GW at Hinkley Point C, Somerset – revealed the government’s commitment (on behalf of the taxpayer) to guarantee a “strike price” (minimum price) of £92.50/MWh (UK wholesale electricity prices at the time of announcement were £48/MWh) to EDF, the French company proposing to build and operate the plant. The plant is not planned to open until 2023, and will cost an estimated £25bn to build (at time of writing). This does not include costs associated with decommissioning and ongoing waste management.

Third, while nuclear can provide a predictable base-load supply of electricity into the grid, it is not a technology designed to be ramped – and the cost-effectiveness of nuclear declines rapidly if it is regularly required to reduce or increase its production levels. In a scenario with a significant renewables contribution (even with the presence of CCS or nuclear), and increased peak magnitudes due to electrification of space heating, non-rampable centralised power technologies are less attractive.

Finally, the arguable relationship between the civil nuclear industry and the military nuclear industry provides another point of moral objection for many.

For these reasons this report similarly chooses to demonstrate that less problematic, risky and expensive alternatives to centralised nuclear power exist and are capable of meeting the UK’s energy needs unaided by new nuclear capacity.

Daniel Quiggin & Max Wakefield: Greenpeace 2030 Energy Scenarios, Greenpeace sept 2015 (pdf).

Update 23.09. – EDFs leder Jean-Bernard Levy har overfor det franske dagblad Les Echos erkendt, at når det er kinesiske investorer, som er på tale for de to britiske reaktorer, så er det fordi ingen andre har mod på at træde til på baggrund af de endeløse overtrædelser af budgetter og tidsplaner for de igangværende byggerier – den sidste potentielle britiske investor stod af i 2013. Når det endda kan være attraktivt for den kinesiske hovedpartner for de to Hinkley C-reaktorer, China General Nuclear Corp (CGN), så er det fordi de i Kina har to tilsvarende reaktorer under opførelse. Og det synes som om der foreligger en aftale om, at hvis/når der skal bygges flere reaktorer i Storbritannien (der er på lidt længere sigt planlagt 11), så er CGN blevet stillet i udsigt i fremtiden at kunne opføre og drive to af disse reaktorer med egen reaktorteknologi, hvilket kunne være det perfekte udstillingsvindue for kinesisk A-kraft. Så for CGN er det ikke kun et spørgsmål om forrentning og investeringssikkerhed, men om at få indblik i EDFs reaktorteknologi og vinde retten til at komme ind på det britiske marked.

Hinkley C står til at blive verdenshistoriens dyreste bygningsværk. Og hvor det ikke kan slå hverken Versailles, Taj Mahal eller Athenetemplet på Akropolis når det gælder arkitektonisk skønhed, så kan det til gengæld levere energi i store mængder. Men i en tid, hvor sol- og vindenergien fortsætter med at falde i pris, kan briterne meget let ende med engang midt i århundredet at stå med verdens dyreste energi, fordi man var nødt til at tilbyde en garanteret pris 35 år frem i tiden. Så de reaktorer, som det i 2010 blev vedtaget at forsøge at igangsætte med den udtrykkelige klausul, at det ikke måtte indebære statslige støttekroner, tegner nu til ikke bare at blive de dyreste byggeri, men også det mest støttede byggeri i verdenshistorien.

Senest gav The Treasury i forgårs tilsagn om en yderligere statsgaranti på 2 mia. £ blot for ikke at miste de kinesiske investorer, som i den nuværende situation tøver med at sige ja til deres 40% andel. De rækker ikke langt i byggeriet, men det svarer cirka til, hvad det kostede at bygge Øresundsbroen, eller hvad man regner med at Metrocityringen kommer til at koste.

2 mia. £ ekstra til et projekt som i udgangspunktet skulle etableres uden statsstøtte, burde gøre sagen endegyldigt klar ved EUs konkurrencedomstol, at der med Hinkley C er tale om en massiv forvridning af konkurrencen på det europæiske energimarked.

Den senest færdiggjorte reaktor er Sizewell B i 1995, så mange af de britiske reaktorer står overfor udskiftning inden for de kommende år. Hinkley C er da også tænkt som de første to af i alt 11 reaktorer i en større fornyelse af den britiske A-kraft. 

Update 14.10. – Philip Johnstone og Andy Stirling fra University of Sussex bringer på The Conversation i dag en artikel, All at sea: making sense of the UK’s muddled nuclear policy, som rummer en tankevækkende analyse af, hvad der kan ligge bag den britiske regerings næsten krampagtige fastholdelse af planerne om at forny den britiske reaktorflåde på trods af, at den foreliggende aftale om Hinkley vil binde englænderne til en endog meget dyr energi mange årtier frem. Efterhånden er der ingen med blot den mindste indsigt i situationen, som kan se det indlysende i planerne, og Johnstone og Stirling når frem til, at en sandsynlig forklaring kunne være, at Storbritannien uden A-kraft vil miste adgangen til plutonium til at forny sit løbende arsenal af atombomber, og at Rolls Royce-fabrikkerne, som fremstiller de britiske atomkraftdrevne ubåde, med aftalen vil få et massivt opgavevolumen som underleverandør.

“The calculation seems to be, that trickle-down from foreign power reactor manufacturers may be just enough to sustain a national industrial capability sufficient to continue the nuclear-armed status that current debates remind is so emotively cherished both by Tories and at the top of Labour. There are tantalising signs that this lay behind the strange reversal in nuclear white papers mentioned above. If this is not at the bottom of Osborne’s mind, it is difficult to know what is.

If so, the implications for the health of UK politics are extremely serious, skriver Johnstone og Stirling mod slutningen: “For anyone who cares about democracy – whatever their views on nuclear power or nuclear weapons – now is the moment to ask some searching questions about what nuclear policy is doing to British politics. And there seems no-one better to ask than Osborne.”

Det passer umiddelbart godt med min fornemmelse af, at når A-kraften har appel i så mange udviklingslande, så har det også at gøre med, at der i en fjern måske underbevidst afkrog af bevidstheden ligger en form for magtfølelse i at være kommet dertil i udviklingen af ens teknologiske formåen – og en uudtalt forståelse af, at reaktoraffaldet ikke bare er et fremtidigt problem, men potentielt kan omdannes til meget store brag, hvis det skulle blive nødvendigt. Det er blot svært at tale åbent om, fordi den slags refleksioner sker i det åbne.

Osborne krammer sine reaktorer, mens kineserne billiger og den britiske sol- og vindindustri får sparket – opsummering af den britiske energipolitik i The Guardian 18.10. 

Update 18.10. – Det vækker massiv kritik i Storbritannien, at en række vedvarende energivirksomheder i de seneste dage har måttet dreje nøglen om i konsekvens af den systematiske usikkerhed, som den nuværende regering har skabt om udbygningen med vedvarende energi, samtidig med at milliardtilsagnene flyder fra premierminister Osborne i hans tryglen om at få en ny generation af reaktorer stablet på benene – snart sagt for enhver pris.

Senest har den stærke afhængighed af kinesiske interesser og investeringer – og det forhold at man synes at have lovet kineserne senere at kunne opføre deres egen reaktortype på britisk grund – rejst den kritik at det indebærer alvorlige sikkerhedspolitiske risici.

Update 23.10. – I denne uge er den kinesiske ministerpræsident Xi Jinping på statsbesøg i London. I den forbindelse er der ud over en lang række handelsaftaler underskrevet en aftale, hvor Kina indskyder en tredjedel af den gigantiske investering, som skal til for at bygge foreløbig to nye reaktorer ved Hinkley C, mens franske EDF (Electricite de France) yder de to tredjedele af den estimerede pris på 24,5 mia. euro. Dette er dog stadig en intentionel underskrift – bordet fanger først for alvor mod slutningen af i år.

Tvivlen om projektet samler sig om flere områder – dels det økonomiske aspekt, om det for Storbritannien overhovedet giver mening at betale så dyrt for at forny den efterhånden aldrende britiske atomreaktorflåde i en tid, hvor de vedvarende energikilder fortsætter med at falde i pris og batterilagringsmulighederne synes lige om hjørnet. Andre er bekymrede over det sikkerhedspolitiske i at involvere en så fjern magt som Kina i et så vitalt stykke infrastruktur – herunder, at en ikke særlig klar del af aftalen synes at være, at Kina på et tidspunkt vil kunne etablere to af sine egne reaktorer på britisk grund.

En Greenpeace-undersøgelse viser, at 29% af den britiske befolkning støtter op om projektet, mens 34% er imod det – og dermed at rundt regnet en tredjedel stadig er i tvivl om det betimelige i at binde så mange penge så mange år frem. Stadig flere stemmer fra alle dele af det britiske samfund taler imod projektet. Men regeringen fastholder nødvendigheden af investeringen.

Endnu en vigtig problematik for Hinkley C-projektet er timingen. Det har hele tiden været meningen, at de første af en ny generation reaktorer skulle stå færdige senest i 2023, hvor alle de nuværende reaktorer på nær en enkelt står overfor at skulle på pension og en lang række kulkraftværker er besluttet nedlukket – og at reaktorerne derefter kom i en lind strøm i det forestående generationsskifte i den britiske energiforsyning. Men som beskrevet ovenfor er EDFs erfaringer med at bygge denne type af reaktor foreløbig nærmest mareridtsagtige – med både budgetter og tidsplaner som har sprængt alle rammer. Så det virker på den baggrund fuldstændig urealistisk at prisen på de 24,5 mia. euro holder. Og reaktorerne bliver ikke klar til 2023 – nej i den nu underskrevne del har man måttet acceptere, at EDC tidligst har dem klar i 2025 og først kontraktligt er bundet til at have dem klar i 2033. Når den ekstremt høje garantipris herfra rækker 35 år frem i tiden, er vi hvis de står færdig i 2030 50 år fremme fra i dag. Og dermed kan de britiske forbrugere, hvis den vedvarende energi, som den har gjort det i de seneste årtier, fortsætter med at falde i pris, ende med midt i århundredet stå med verdens dyreste strøm.

Det måske mest malende billede af den økonomiske side af sagen kom nok i går fra Bloomberg NEC. For de 24,5 mia. euro får man nu en produktionskapacitet på 3,4 GW, hvor man for de samme penge ville kunne etablere seks gange mere vindkraft-kapacitet. De vil så alt efter placering kunne yde 35-50% af den maksimale energi (store møller på optimale placeringer). Men stadig taler vi om rundt regnet 2-3 gange mere energi for de samme penge. Eller at man for et sted mellem 8-12 mia. £ ville kunne etablere den samme energimængde – og så skulle jeg mene at man for de resterende 12-16 mia. £ kunne skaffe lagringskapacitet til at kunne undvære adskillige atomkraftværker.

Og selvom det ville være en stor opgave, så ville man, hvis man sigtede målrettet på det, have den nødvendige vedvarende energikapacitet på plads til 2023 – eller sådan, at der glidende blev etableret vedvarende energiforsyning og lagringskapacitet i takt med, at kulkraftværker og atomreaktorer bliver sendt på pension. Men ville endda kunne lave en aftale med Vestas og Siemens om at henlægge en væsentlig del af produktionen i Storbritannien, så det gav et solidt boost til den hjemlige beskæftigelse.

En sådan gradvis udbygning med mindre enheder ville ikke på samme måde risikere, at man er bundet op på en uforholdsmæssig dyr energi et halvt århudrede frem. Endda ser det lige nu ud til, at aftalen om de to reaktorer bliver presset igennem.

Dog tilbagestår en række retssager i EU, anlagt både af Østrig og Greenpeace med påstand om, at så massive støttebeløb til opførelsen af atomreaktorer er i strid med intentionerne om at styrke den vedvarende energi og med bestræbelserne på at etablere en fri konkurrence mellem de enkelte lande og energiproducenter, og at så store beløb fuldstændig skævvrider markedet. Beregningerne svinger meget, men Greenpeace Energy har som dokumentation af sit sagsanlæg beregnet, at Hinkley-aftalen indebærer: “a gift to EDF of some 108 billion euros of public funds. In addition, the British government has made guarantees of more than 20 billion to investors in the construction of the new nuclear plant.”

Den del har der været påfaldende stille om på det seneste. Men det burde kunne standse en så hovedløs aftale, hvis ikke den indenlandske fornuft vinde fodfæste.

Update 13.11. – Alle venter i denne fase, for at se, om der her inden jul – måske endda inden COP21 i Paris – bliver lagt en færdigunderskrevet aftale frem, som det er meningen ifølge køreplanen. Men hvor det er let at finde hovedrøsten og protester, er det svært at finde nogen, som virkelig synes det er en god idé. Og det er ikke bare anti-atomkraft-hippier. Det er store dele af det politiske spekter og finansverdenen, som måske gerne vil have A-kraft, men ikke fatter, at Storbritannien skal stavnsbindes til en så kostbar aftale så mange år frem i tiden. Det økonomiske er særlig suspekt fordi olieprisen siden november 2014 er faldet fra 114 $ til 44 $ pr. tønde råolie efter at Saudi-Arabien begyndte at overforsyne markedet i et må man sige nu fejlslået forsøg på at give udvindingen af tar sand og skifergas så store vanskeligheder, at den videre udvikling blev bremset. Dette er for så vidt lykkedes. Men hvor Saudi-Arabien nok havde kalkuleret med to-tre måneders priskrig, hvorefter priserne ville stige til det ‘vanlige’, så havde man ikke indreget, hvor hurtigt energiforbruget i Kina ville falde. På det seneste har stadig flere iagttagere påpeget, at oliepriserne – og dermed energipriserne generelt – meget vel vil kunne fortsætte med dette kronisk lavere niveau i de næste fem år eller mere. Så Saudi-Arabien står til at gå bankerot i løbet af 5 år, hvis ikke situationen ændrer sig (eller Saudi-Arabien står mindre dramatisk til at nedjustere sit statsbudget).

Tilbage til Hinkley-aftalen, så kan den risikere at fastholde et historisk højt prisniveau et halvt århundrede frem i en situation, hvor vi måske står til tærsklen et en situation med kronisk billigere energi fordi der dag for dag, måned for måned, år for år verden rundt kommer stadig mere vedvarende energi på markedet.

Senest har EAS, en gruppe af EDF-aktionærer bestående af ansatte i EDF, rejst tvivl, om EDF overhovedet har den økonomiske pondus til at forestå en byggeopgave, hvor de skal kunne lægge 18 mia. £ på bordet til finansiering af de to reaktorer: “EAS asks the management of EDF to stop this risky project, whose financial risks are too big for our company and which could put EDF’s very survival at risk.”

Baggrunden er, at EDF står overfor opgraderinger af sin reaktorflåde i det kommende årti, som vil beløbe sig til €55bn (£39bn). Så EDF vil stå med et kolossalt finansieringsbehov, som i værste fald kan svække virksomhedens virkemuligheder. Ifølge Reuters har Standard & Poor’s advaret, at man: “might downgrade EDF’s debt if it goes ahead with Hinkley Point, because of the project’s high execution risks and substantial investment needs.”

Pengene skal nok komme så rigeligt ind, når først reaktorerne er på banen … hvis EDF kan undgå de uendelige forsinkelser og budgetoverskridelser, som man står til halsen i med de to igangværende byggerier af reaktorer af tilsvarende type i Olkiluoto og Flamanville. Men vi er måske henne omkring midten af dette århundrede, før der er break even.

Når A-kraft-fortalere i disse dage i en slutspurt inden COP21 igen er fremme med nødvendigheden af, at A-kraften får en vigtig rolle i tacklingen af den globale klimaudfordring, var det måske værd at studere Hinkley som case. For hvis det er så vanskeligt for Storbritannien og Frankrig af få denne næste generation af atomkraftværker på banen, hvordan vil det så ikke blive for fattigere udviklingslande? De kan ikke, som det her skete i september, lige trylle et tilsagn om yderligere statsgaranti på 2 mia. £ for at fastholde de kinesiske investorers interesse. Den slags økonomi findes ikke i Latinamerika, ikke i Afrika, og i Asien kun i Kina og Japan. Og det ville være en katastrofe for det afrikanske kontinent, hvis alle blev fastholdt i så høje energipriser. Det er en helt anden slags energiforsyning, som skal til for at løfte de fattigste lande bæredygtigt ud af deres nuværende situation.

Der er således endnu mange ting, som kan gå galt, før aftalen er bindende underskrevet. EDF, som hele tiden har været tøvende, kan vurdere, at det er for stor en mundfuld. De kinesiske investorer kan vurdere, at det er for risikabel en investering eller at tilsagnene om efterfølgende at kunne bygge to kinesiske reaktorer til det britiske elnet er for usikre. Den britiske regering kan ende med at aflyse, fordi det i den nuværende situation, hvor udviklingen i overgangen til en verden drevet af vedvarende energi synes at pege på billigere energi, kan blive en urimeligt kostbar aftale, eller fordi reaktorerne ikke bliver klar til 2024, men først 5-10 år senere (eller det der er værre). Måske ligefrem den nuværende Tory-regering turde satse på en udbygning med vedvarende energi. Det er der dog ikke meget, der tyder på.

Truende skyer over udbygningsplanerne for Hinkley C.

Update 21.11. – I går meddelte Luxembourg, at de slutter sig til den sag, som Østrig har rejst i EU om konkurrenceforvridning mellem de enkelte energiformer i EUs liberaliserede energimarked, hvor de enkelte energiformer og -leverandører så vidt muligt skal konkurrere på lige vilkår. Med en støttepakke på 108 mia. euro for de to planlagte reaktorer ved Hinkley C og underhåndsaftaler med kineserne om efterfølgende at levere to reaktorer må man sige, at reglerne om fri konkurrence er eklatant overtrådt.

6. juli i år rejste Østrig derfor sag overfor Europa-Domstolen over Europa-Kommissionens godkendelse af støtten til Hinkley C-projektet, hvilket dengang blev betegnet som et kæmpe tilbageslag for Hinkley C-projektet. Der kom da også nogle meget grimme trusler fra den britiske regering, som ikke hører hjemme i et EU-samarbejde. Men man er blot gået videre, som om intet er hændt. Nu her i sidste øjeblik inden deadline er Luxembourg gået ind i sagen på linje med Østrig.

The Ecologist skrev dengang (link), at: “[T]he battle is a key one for nuclear power across Europe: if the Hinkley C package of subsidies, approved by the European Commission on 8 October 2014, stands, then it will be used to support the build of a dozen or more new nuclear plants in the UK, Poland, Czech Republic and Hungary.

Submitted by the Constitutional Law Department of Austria’s Federal Chancellery, the lawsuit calls for the annulment of the Commission’s decision that the UK government subsidy is lawful.

‘State Aids are there to support new and modern technologies that are in the general interest of all EU countries’, said Federal Chancellor Werner Faymann. ‘In no way is this is true of nuclear power!’

In particular, Faymann denies the Commission’s reasoning that the aid would contribute to the promotion of an industry: ‘The state-guaranteed purchase price for a period of 35 years, Britain’s state credit guarantee of up to £17 billion and the compensation in case of early closure of the plant all, in our view, contradict the requirements for a state aid approval.’

Even if nuclear energy contributed to the UK’s ‘decarbonisation’, he added, it is undisputed that the overall environmental impact of nuclear power plants is negative. ‘Therefore, the generation of nuclear power in preference to renewable energy sources is outside the terms of the Commission’s environmental and energy aid guidelines.’

‘Nuclear power plants are dangerous, expensive, and compared to future technologies such as wind, water or solar energy neither economically nor ecologically competitive’, he stressed.

Greenpeace har samtidig anlagt en tilsvarende sag på vegne af de vedvarende energikilder, hvor de har vedlagt beregninger, som og viser, at en støtte i et sådant omfang ‘could distort prices in Germany’s electricity market by up to 12% and thereby massively distort competition.’ 

I den forgangne uge har den britiske regering været fremme med sit glansnummer forud for klimatopmødet i Paris om blot godt en uge: Et tilsagn om at ville lukke alle kulkraftværker senest i 2025. Det har høstet en del anerkendelse, selvom der for så vidt ikke har været noget nyt deri. Faktisk ville stort set alle de tilbageværende britiske kulkraftværker skulle lukke ned væsentligt før 2025 for at overholde EUs regler.

Når man i snart mange år har søgt at få gang i en ny generation atomreaktorer var det netop for på en gang at kunne udskifte de ældste britiske reaktorer, som når pensionsalderen omkring ved den tid, og en række af landets store game kulkraftværker, som strengt taget burde have været stoppet for længst, men som også er idømt udfasning senest i 2025.

Samtidig er der blevet fremlagt en form for revideret energiplan, hvor disse nye reaktorer indfases – selvom det er næsten givet, at de første snarere bliver færdige i 2030. Ifølge den skal den britiske energiforsyning ud over sin A-kraft have en betydelig andel af gas, for gasenhederne kan slås til og fra i takt med forbruget ændrer sig, hvor atomreaktorerne helst bare vil stå og køre med fast fuldt output det meste af tiden.

Den nye regering satser ud over A-kraften på naturgas som overgangsbrændsel i stedet for hvad der ville være klimamæssigt mere konsekvent, så vidt muligt at lave den del, som lå ud over A-kraften, med bæredygtige energikilder. Dette har været meget lidt udbasuneret – man har gjort meget mere ud af den del, som hedder at lukke det sidste kulkraftværk inden 2025.

Men det forklarer, hvorfor den britiske regering er så forhippet på at få igangsat en massiv fracking-bølge i Storbritannien , selvom den lokale modstand mod den skamfering, det vil påføre landskaberne, er massiv – så massiv, at det kan synes svært at se, at det kan lykkes. Og det forklarer, hvorfor den nuværende regering har slagtet de fleste støtteordninger til den vedvarende energi, eller har varslet at ville gøre det. En række vedvarende energiselskaber har allerede drejet nøglen om eller lukket deres britiske afdelinger ned, og andre er pressede.

Ved fremlæggelsen 18. november understregede den britiske klima- og energisekretær Amber Rudd da også, at der kun bliver slukket for kullene i 2025 i den udstrækning, at den nye gas er på plads. Og modstanden mod fracking er massiv – briterne elsker deres landsaber, så det bliver kamp på knive – så det skulle ikke undre, at vi vil høre argumentet, at dem som er imod fracking i de britiske landskaber, er skyld i den fortsatte kulrøg og klimabelastning.

Som tingene nu er trukket op, har vi således fået et helt konkret billede på, at A-kraft og vedvarende energi ikke bare går harmonisk hånd i hånd. Ikke at de ikke vil kunne være i samme energisystem – og der vil fortsat også være sol og vind, tidevands- og bølgekraft i Storbritanniens energisystem. Men den britiske regering har valgt en konventionel løsning, som ud over, at basisenergien fra atomreaktorerne bliver voldsomt dyr, bygger på en massiv gasafbrænding – og dermed fastholder en energistruktur, som er svær at gøre 100% CO₂-neutral.

At denne kursomlægning, hvor støtten til solenergi og landbaseret vindenergi er helt fjernet, kommer i en situation, hvor Storbritannien står til at misse sit forpligtigende EU-mål om at have en andel af vedvarende energi på mindst en 15% i 2020, er en anden ting – det har den nye regering tilsyneladende valgt blot at se stort på.

The Ecologist har beregnet, at man med de nuværende tendenser vil nå ~11.5% vedvarende energi i 2020, og kunne for mindre end to uger siden påvise, at den britiske energisekretær Rudd var fuldt ud klar over dette samtidig med, at hun officielt fastholder, at regeringen arbejder på at nå de 15%. Så der kan meget vel komme endnu et sagsanlæg fra EU for bevidst at omgå vedtagne målsætninger samtidig med, at Rudd risikerer en politisk sag for at have sagt ét i parlamentet, mens hun gør noget helt andet.

Rudd har også undersøgt planer om at øge bioafgrøder og at få et søkabel fra Norge for ad den vej at købe sig til vedvarende norsk vandkraft – hvilket givet vil falde i unåde ved en tørkelagt britiske sol- og vindindustri. Og hun har søgt at etablere en fælles front med andre EU-lande, som også har problemer med at nå disse 2020-målsætninger, som om det skulle blive bedre at misse, hvis der er flere, der gør det.

Men lad mig stoppe her med blot at konstatere, at Hinkley-projektet er dybt forbundet med overvejelserne om et generationsskifte i den britiske energiforsyning, hvor man kunne have ønsket, at det var mennesker med mindre fordomme overfor de vedvarende energikilders potentiale, som styrede overgangen. Det er som om den nuværende regering ikke har fattet de vedvarende energikilders potentiale og ikke har fattet, at vi har en lagringsteknologisk revolution tættere på at være virkelighed end næste generation atomkraft – men stadig tror på myterne om, at energisystemerne bliver ustabile, hvis forsyningsgraden med de skiftende vedvarende kilder sol og vind stiger over en ikke særligt høj tærskel. Og det er jo ikke ret mange år siden, at det var nærmest uimodsagt, at vi nok kun kunne have omkring 20% vindenergi i det danske system. Nu er vi tæt på 50% – og selvfølgelig kan det lade sig gøre. Nylige tyske analyser peger på, at med en vis mulighed for at dele med tilstødende markeder vil der ikke være nogen form for lagringsbehov op til omkring 60% forsyning, og at det selv herfra og højere var ganske små lagringsmængder, der skal til. Og i takt med at de store nye møller laves, så de i princippet kan standses, hvis der produceres for meget, så vil problemerne med, at energipriserne momentant går i nul kunne elimineres helt.

Update 04.12. – Det fremgår nu, at også Rumænien er trådt ind i den EU-sag mod Storbritannien for at få kendt de store subsidier til Hinkley C bremset, som Østrig og Luxembourg har rejst. Romania Insider skriver om grunden hertil, at: “Romania has a direct interest here, as the country also wants to build a power plant with the same Chinese company, and the only way to do that is to grant a state aid, which must be approved by the European Commission, reports local Profit.ro.”

Rumænien har ikke bare på samme måde mulighed for at lægge uanede milliardbeløb på bordet, så sagen er principielt yderst relevant, fordi den ikke kun ser på en tænkt fremtid, men en konkret situation.

Siden sidste update er der sket det yderligere med den britiske energipolitik, at man har afblæst den videre udvikling af CCS-teknologi, hvor Storbritannien ellers havde to af de mest lovende forsøg kørende. Så den gasafbrænding, man nu sigter på at bruge som supplement til A-kraften, bliver uden CCS – og dermed lægger man op til en lang fase i den britiske energiforsyning, som ikke hænger sammen med det scenario, man lige nu er ved at vedtage i Paris, som synes at forudsætte, at de gamle industrilande bliver fuldt CO₂-neutrale allersenest i 2050.

De britiske klimaplaner har været udsat for massiv kritik – men regeringen virker sådan cirka lige så lidt lydhør og forstående på klima- og energifronten som vores danske ditto.

Sidespring – faldt i dag (04.12.) over en skildring af situationen omkring Hinkley C fra foråret 2012, skrevet af anti-Hinkley-aktivisten Theo Simon som gensvar til George Monbiot, som havde sendt ham en opfordring til at opgive sin modstand mod A-kraft. Den giver et fint indblik i de massive interesser – og voldsomme interessekonflikter – som er forbundet med sådanne mega-projekter:

Theo Simon: Who’s Doing Wrong at Hinkley? Theo debates George, Theo’s Blog 01.04.2012.

Og det er tankevækkende, at det her 3½ år efter er Monbiot, som må krybe til korset og sige, at Hinkley C er en gennemført dårlig idé – og at det overhovedet ikke var den form for A-kraft, han havde i tankerne, men at det rigtige i den nuværende situation er at udbygge med vedvarende energikilder og så få prioriteret udviklingen af den fjerdegenerations reaktortype, som der er talt så meget om, dertil, at den kan producere masser af billig og ren energi samtidig med, at den gradvist æder sig gennem den kolde krigs uhyrlige arsenaler af atombomber.

Update 11.12. – EDF synes at være så sikker i sin sag på, at reaktorerne bliver til virkelighed, at man allerede er gået i gang med jordarbejdet – som man kan se af denne oversigt over aktiviteter på området, er der i første omgang tale om en omfartsvej samt arkæologiske udgravninger, da der på området er fundet spor fra både bronzealderen og jernalderen. Arkæologernes arbejde kan nogle gange forsinke byggeprocesser voldsomt, så det er sikkert en kalkuleret risiko at få disse udgravninger overstået, så det ikke blev dem, som forsinkede processen.

Den EU-retssag, som Østrig har startet mod Storbritanniens planer om massiv statsstøtte, som har nu fået støtte fra både Luxembourg, Grækenland og Rumænien, har nu fået Østrigs nabolande Ungarn Tjekkiet og Slovakiet til at gå ind i sagen på Storbritanniens side af frygt for at få afskåret mulighederne for tilsvarende støtte til udbygningen af A-kraft. Så der er lagt op til en usædvanlig afgørelse. Og det er overhovedet ikke givet, at Storbritannien får lov til at gå så massivt ind i finansieringen eller at fastholde en fast høj pris så mange år frem i tiden. Britiske forbrugerorganisationer burde også være alarmeret, for det kan gå hen og blive en endog meget dyr aftale for de britiske forbrugere.

Update 12.12. – Business Green bringer en første runde omkring hvad den netop vedtagne klimaaftale i Paris kommer til at betyde for Storbritanniens klimapolitik, som med omrokeringerne efter Hinkley synes at satse på en lang overgangsfase med gasfyringer, som der ikke er plads til, hvis Storbritannien skal holde sig inden for sin lille de af det tilbageværende carbon budget – og hvis man inddrager de historiske dimensioner, så har Storbritannien allerede for længst opbrugt sin andel. Så mange interessenter finder, at den nuværende regering i lyset heraf er nødt til hurtigst muligt at reetablere den nu skrottede støtte til den vedvarende energi.

Storbritanniens energiminister Lord Bourne er i artiklen citeret for at forsvare regeringens nedskæringer af støtten til solcelleanlæg, som forventes endeligt vedtaget her inden jul: “Subsidies are needed to get things moving initially but you don’t want to be paying them forever and a day.”

Hvis man brugte samme betragtning om A-kraft, så burde A-kraft efter mere end et halvt århundrede ikke kvalificere til støtte for en 35-årig periode, som man forsøger at gøre det med Hinkley C. Det er tankevækkende, at han ikke se inkonsekvensen. Og det er præcis fordi støtte ifølge reglerne for EUs energimarked kun er beregnet på at hjælpe nye energiformer på benene, at det virker logisk, at resultatet af den sag, som Østrig, Luxembourg, Grækenland og Rumænien har anlagt mod Storbritannien med påstand om, at støtten til Hinkley C er imod reglerne og ødelæggende for markedet, må blive, at Storbritannien gerne må etablere atomkraft, men må finde en måde, så det ikke indebære det massive omfang af støtte, som man nu har planlagt.

Kritikken af Hinkley C er krøbet langt ind i det konservative parti. Londons borgmester Boris Johnson, som af mange regnes som fremtrædende kandidat til at overtage ledelsen af partiet efter David Cameron, har i en høring kaldt den foreslåede støtte til opførelsen af Hinkley C for ‘a disgrace’.

Og aftalens endelige underskrivelse som bindende aftale, som skulle være på plads her inden jul, lader stadig vente på sig.

Update 16.12. – Store beslutninger som at bygge et fremtidigt energisystem op om atomkraft har det med at få store afledte konsekvenser. I dag blev det besluttet at give lov til at udvinde gas ved fracking i store dele af de britiske landskaber, inklusive nationalparker og andre beskyttede områder, herunder områder, hvorfra landet henter sin drikkevandsforsyning. Blot skal fracking-aktiviteterne foregå mindst 1.200 m under overfladen. Dette er i direkte modstrid med beslutninger fra januar i år om at friholde nationalparker og sårbare områder fra fracking-aktiviteter.

Ud fra ønsket om at sikre en britisk gasforsyning som supplement til den nye generation af A-kraftværker er det måske forståeligt, men ud over protester fra de sædvanlige grønne organisationer vil det påkalde massiv modstand fra de mange mennesker og grupperinger, som ønsker at værne om de britiske landskaber. Det har igennem årene gjort det vanskeligt at sætte vindmøller op mange steder, og landskabsødelæggelser og miljørisici er voldsomt meget større ved fracking end ved opsætning af vindmøller. Så måske det vil ende med, at accepten af vindmøller i kystnære områder fremover vil møde mindre modstand.

Update 28.12. – I disse dage er der forbløffende stille omkring den endelige bindende underskrivelse af den fransk-kinesisk-britiske aftale om at bygge to nye reaktorer ved Hinkley C.

Til gengæld har Storbritanniens Solar Trade Association fremlagt beregninger, som viser, at man med solenergi ville kunne levere den samme energimængde i den samme 35-årige periode, som aftalen for de to reaktorer dækker, langt billigere end den nuværende aftale lægger op til:

“The analysis found that compared to an overall subsidy cost of £29.7 billion for Hinkley Point C, a total subsidy of only £14.7 billion would be needed for an equivalent output of electricity sourced from solar, including the solar facilities themselves, energy storage facilities, and other balancing mechanisms that complement solar power. ” (link)

Hvis man ser nærmere på beregningerne, som stammer tilbage fra oktober, er der ikke tale om en ren solcelleløsning, men en kombination af solceller og vindkraft (pdf), men det interessante er, at hvis en sådan løsning inklusive den nødvendige batterikapacitet til at kunne kompensere for sol- og vindenergiens fluktuationer kan etableres for blot det halve støttebeløb i forhold til Hinkley C-løsningen, så vil man samtidig for en markant mindre pris have en energiforsyning, som er mere værd end atomkraftværkets og mere fuldstændigt vil kunne sikre den løbende energiforsyning. For mens atomkraftværket har det bedst med at køre på konstant fuld produktion, så svinger el-forbruget betragteligt mellem sommer og vinter, nat og dag, hverdag og weekend – med rundt regnet en faktor 2 mellem laveste og højeste forbrug. Så også en energiforsyning, som primært er baseret på A-kraft, vil have behov for en betydelig komponent af flexload – eller batterikapacitet.

Det ligger fint på linje med tilsvarende undersøgelser fra oktober (som er refereret ovenfor), at man for det samme beløb ville kunne etablere 6 gange mere vindkraft-kapacitet.

Update 01.01. – Her med udgangen af 2015 lukkede Wylfa Reaktor 1 ned efter 45 års produktion – 5 år mere end reaktoren oprindelig var planlagt til. Reaktor 2 blev lukket ned i 2012, så fra i dag står Wales uden A-kraft. Efter en 100-dages nedkølingsperiode vil de sidste brændelselementer blive fjernet og sendt til videre bearbejdning ved Sellafield.

De to Wylfa-reaktorer er de sidste af en type, som bruger en såkaldt Magnox-brændsel, som var udviklet i Storbritannien. Men fabrikken blev lukket i 2009. Og det er denne nedlukning af den britiske atomindustri, som har ført til, at man er 100% afhængig af udenlandsk knowhow for at foretage det nuværende generationsskifte af de britiske reaktorer. Det har været forsøgt hemmeligholdt, men Wylfa-reaktorerne har gennem årene ud over en masse energi leveret plutonium til sprænghoveder i amerikanske og britiske atomvåben.

Update 09.01. – Det forlyder nu, at det franske energiselskab EDF for at kunne rejse den nødvendige kapital til at opføre det to nye Hinkley C-reaktorer står overfor at frasælge de nuværende aktieposter i en række britiske atomreaktorer. I alt vil man for 8 reaktorer gå fra 80% til 51% af aktieposterne, hvilket vil frigive i omegnen af 3 mia. €, men jo samtidig udhule EDFs finansielle grundlag. Samtidig overvejer EDF af frasælge en række yderligere aktieposter for at kunne rejse den fornødne kapital til at løfte Hinkley C-opgaven.

Det er endnu ikke lykkedes EDF at få en eneste af sin nye generation af EPR-reaktorer færdiggjort. Som det fremgår ovenfor, er de to igangværende europæiske projekter, ved Olkiluoto og Flamanville, alvorligt forsinket. Og nu fremgår det, at opførelsen af to tilsvarende reaktorer ved Taishan i Kina også er forsinket. Enhver blot lidt forsigtig forretningsmand m/k ville finde det rimeligt at få blot én af disse i gang, så man vidste, at det kunne lade sig gøre og vidste, hvad den reelle pris var, før man satte flere nye projekter i gang. Flere parter – blandt andet EDFs egen personaleforening – har frarådet EDF at kaste sig ud i Hinkley C i den nuværende situation, da firmaet så at sige kan brække halsen på projektet.

Hvor den finansielt bindende underskrivelse af aftalen ved Xi Jinpings besøg i efteråret ville blive landet inden nytår, hedder det nu, at EDF nok har klarhed over sin finansieringsopgave, herunder frasalget af for 3 mia. € aktieposter i britiske atomkraftværker, inden regnskabsfremlæggelse medio februar. EDF står yderligere overfor udgifter ved opgraderingen af sine franske reaktorer for 55 mia. € i de kommende år. Så Hinkley C eller ej kommer man økonomisk set til at spænde buen hårdt i de kommende år.

Sidebemærkning – Her ved COP21 i Paris var klimaforskeren James E. Hansen i Paris for at tale for at give A-kraften fuld skrue i klimaindsatsen. 110 nye reaktorer om året ville løse problemet, men han undgår behændigt al tale om, hvordan man skal få et sådant forehavende finansieret. Og når man ser, hvor vanskeligt det er blot at skaffe den nødvendige kapital til blot to nye reaktorer i Storbritannien – hvor man foreløbig på tiende år diskuterer finansieringen af blot to reaktorer, og den britiske regering har måttet garantere en fast energipris på den dobbelte af den nuværende i en 35-årig periode for overhovedet at få EDF til at overveje at stå for finansiering og opførelse, så må man sige, at et sådant forehavende – 110 nye reaktorer i gangsat om året – er et fatamorgana, som ikke har nogen levende gang på jorden. For når det ikke kan lade sig gøre inden for rammerne af en stor økonomi som den britiske at finde finansiering til to reaktorer, hvordan skal det så kunne lade sig gøre i et mellemamerikansk land, i et sydamerikansk land, i et afrikansk land, i Mellemøsten, i en tidligere sovjetrepublik ???

I hvor mange af disse lande har man en politisk historie, som gør det forsvarligt at installere atomreaktorer? – og varetage håndteringen af radioaktivt affald tusindvis af år frem?

Og i hvor mange af disse lande kan man som den britiske regering give lånegarantier i milliard-klassen og acceptere at måtte fastlåse prisen. Mange små lande er alt for små til atomreaktorer i Hinkley C-klassen, så vi kommer alligevel til at lave 100% vedvarende løsninger for de (mange) steder, hvor A-kraften er for dyr og for monstrøs  i sin skala. Så verden var meget bedre tjent med, at også den rigere del satte alt ind på at løse lagrings- og forsyningssikkerhedsaspektet af sol- og vindenergien, som principielt er den rigtige, men som kræver et vist udviklingsarbejde for at fungere optimalt på alle skalatrin.

Update 13.01. – Ifølge Le Figaro vil EDF sandsynligvis træffe sin endelige beslutning om at forestå af de to reaktorer ved Hinkley C . Artiklen er på fransk (link), men det vil givet blive dækket i engelsksprogede medier her i de kommende dage.

EDF er ligeledes i færd med at frasælge aktieposter i polske kulkraftværker. Og der synes at være betydelige anstrengelser for at etablere en økonomi, som vil gøre det muligt at binde an med Hinkley C-opgaven.

Men kursen på EDF nåede i går et historisk lavpunkt, efter at de franske atomare sikkerhedsinstans Autorité de Sûreté Nucléaire (ASN) gjorde det klart, at de nuværende estimater af udgifterne til opbevaring af atomart affald var forældede og for optimistiske. Hvor det hidtil har været vurderet til mellem 13,5-16,5 mia. € var vurderingen nu, at det snarere lå i området 20-30 mia. €. Med 58 franske reaktorer står EDF med ansvaret for størstedelen af den samlede franske affaldsproduktion, og dermed med den langt overvejende del af denne udgift.

Doug Parr fra Greenpeace tweetede 22. januar, at EDCs samlede aktieværdi nu er faldet til mindre end de samlede udgifter til etablering af Hinkley C (senere tilføjelse). Nu må vi se. Der er en vis sandsynlighed for, at den endeligt bindende beslutning om påbegyndelsen af Hinkley C vil blive udsat endnu en gang.

Update 27.01. – Selvom EDFs bestyrelse havde stillet en definitivt bindende beslutning om Hinkley C-projektet ved et møde i dag, så endte det som mange har profeteret her i de seneste dage med, at beslutningen er udsat på ubestemt tid. Iagttagere håber, at EDFs regnskabsfremlæggelse 16. februar vil kaste nyt lys over sagen.

De franske fagforeninger er den næststørste aktionær i EDF efter den franske stat, og til mødet i dag havde man fremsendt 15 spørgsmål, opdelt i fire grupper: industrielle, finansielle, juridiske og strategiske. De går tilsammen rimeligt til benet af det risikable i aftalen set fra EDFs side, og at den store investering vil kunne skabe usikkerhed for hele koncernen. De påpeger det suspekte i at hele den økonomiske risiko er lagt over på EDF, og at EDF søger finansiel hjælp fra sin kinesiske konkurrent, samtidig med at ingen engelske investorer har vist interesse.

Jeg har endnu ikke set de 15 spørgsmål oversat fra fransk i sin helhed (de ligger på fransk her). Men de teknisk-industrielle går på det risikable og tvivlsomme i at kaste sig ud opførelsen af endnu to reaktorer af denne type i en tid, hvor EDFs projekter i Olkiluoto og Flamanville står overfor store udfordringer. Yderligere ses det som betænkeligt, at aftalen i så høj grad som tilfældet er, er lavet for at understøtte britisk industri (samtidig med at finansieringen er fransk-kinesisk) – og at der ikke er de store fordele i det set fra fransk perspektiv. Derfor virker det også mindre oplagt, at det er den franske stat, som går ind med medfinansiering.

I de finansielle spørgsmål er det første spørgsmål: Hvordan vil EDF præcist finansiere opførelsen af de to reaktorer? Hvilke aktiver agter EDF at frasælge for at kunne håndtere opgaven? Og hvordan vil man sikre, at der samtidig er de nødvendige finanser til de store (fra fransk fagbevægelses side langt mere interessante) opgaver med at få opgraderet store dele af den franske reaktorflåde og etableret langtidsdepoter for det franske atomaffald – en opgave, som ligger på EDFs skuldre, og som det for nylig blev vurderet ville blive langt mere bekosteligt, end man hidtil har regnet med. Så er der et spørgsmål om EDFs kreditvurdering, som må forventes at falde – hvad det vil have af konsekvenser for de fremtidige virkemuligheder? Og der stilles skarpt på en betingelse, at virkningsgraden på reaktorerne (den tid de producerer fuldt ud) skal være mindst 91% – hvilket i spørgsmålet bliver vurderet som måske værende for ambitiøst for en ny reaktortype. Hvad vil der ske, hvis Hinkley C-reaktorerne kun kan producere 85%?

Da projektet i sin tid blev fostret, forestillede EDF sig på ingen måde at skulle stå med to tredjedele af den økonomiske byrde – nærmere 40-50%. Men som tingene har udviklet sig (Arevas kollaps, de massive forsinkelser og budgetoverskridelser for Olkiluoto og Flamanville osv.), har det kun været de kinesiske investorer, som har vist interesse – og kun fordi de hermed får adgang til at opføre reaktorer på det europæiske marked. Det har været nævnt i dag, at EDF ud over de 33,5% fra kinesisk investorer vil søge en 10% medfinansiering fra den franske stat. Men her kan man med disse briller på med en vis rimelighed spørge, hvorfor den franske stat, som i forvejen er hovedaktionær i EDF med hele 84,5% af aktierne, skal forestå finansiering af og påtage sig risikoen ved generationsskiftet i den britiske energiforsyning? Hele finansieringsproblematikken falder tilbage på den grundlæggende falske præmis, projektet blev fostret på, at den britiske energisektors forestående generationsskifte ville kunne finde sted uden statsstøtte – i hvert fald uden at den britiske stat skulle have en krone op ad lommen – hvilket dels har vist sig ikke at holde, dels at føre til en løsning, som ender med at blive ekstremt dyr for de britiske forbrugere, samtidig med at det skaber stor usikkerhed om tidslinjen. Og til trods for mange års forsøg er der endnu ikke en eneste fri markeds-dollar investeret i Hinkley C – udelukkende statsrelaterede franske og kinesiske midler.

I gruppen af juridiske spørgsmål spørges der ind til, hvad konsekvenserne af den retssag, Østrig har anlagt, vil kunne være? Og hvad vil der ske, hvis det nuværende energiprisniveau fortsætter – samtidig med at britiske forbrugere er kontraktligt fastholdt i at skulle betale dobbelt for energien fra Hinkley C i 35 år – hvis den britiske regering ønsker at tilpasse priserne til britiske forbrugeres købekraft?

Afsluttende spørges der under strategiske anliggender ind til, hvilken interesse EDF har i at skulle indgå dette samarbejde med sin kinesiske konkurrent?

Det tosides dokument slutter med konstatere, at: “CFE-CGC forventer præcise svar på alle disse spørgsmål, idet de finansielle spørgsmål i forbindelse med dette projekt er betydelige og kan true holdbarheden af EDF!” Det er jo interessant, at det er den franske fagbevægelse, som skal stille en række af disse spørgsmål, herunder beskyttelsen af de britiske forbrugere.

Financial Times (indirekte link) skriver i dag, at tvivl blandt de private investorer om det rette i at træde ind i Hinkley C-projektet i den nuværende situation var stærkt medvirkende til udsættelsen. EDC står midt i et tvunget opkøb af Areva. Og blot en lille smule gammeldags sund forretningssans ville ikke kaste sig ud i yderligere satsninger, før hele den proces er afklaret. Men selv hvis der havde været begejstring, så har EDF simpelthen ikke i den nuværende situation været i stand til at rejse de 18 mia. £, som skal til og synes nu som en sidste udvej at presse på overfor den franske regering om at påtage sig en del af finansieringen.

EDF har til dato investeret i omegnen af 2 mia. £ i Hinkley C-projektet, så selvom det kunne være fristende at smække låget i, så er det også mange penge bare at afskrive. Uanset at det ligner en svær aftale at sige ja til både fra fransk og engelsk side, så er det dyrt at starte forfra. Og for EDF er situationen den, at man med den nyeste generation af europæiske atomreaktorer står med et produkt, som det kan vise sig endog meget vanskeligt overhovedet at få søsat i en tid, hvor prisen på A-kraft synes stigende, mens prisen på sol- og vindenergi fortsætter med at falde – og det lykkes at integrere stadig større andele af vedvarende energi i vores energiforsyning uden at det kompromitterer forsyningssikkerheden. Der er noget energi-dinosaur over disse reaktorer, som på den ene side løser klimaproblemerne ved kul, olie og gas, men samtidig giver os en ny kategori af miljømæssige komplikationer, ikke bare risikoen for alvorlige katastrofer som Chernobyl og Fukushima, men herunder et radioaktivt affald, som fremtidige generationer vil skulle tage vare på i mange gange længere tid, end den menneskelige civilisation har eksisteret. Og så udgør de teknisk-økonomisk set så store enheder, at der er en tendens til at alle normale demokratiske spilleregler sættes over styr.

Ifølge en IAEA-opgørelse fra september sidste år vil den energi, som de britiske forbrugere vil få fra deres nye atomkraftværker blive verdens dyreste A-kraft – omkring 20% dyrere end i Frankrig og 30% dyrere end i USA. På den led er det foruroligende, at hvor projektet i 2008 var forventet at koste 5,6 mia. £ og ville stå færdig i 2017, så hedder regningen for de samme to reaktorer nu 24,5 mia. £, og ingen forventer, at de er færdige i 2025, hvor de seneste skulle være på plads. Der er mange forskellige grunde til, at en MWh bliver så dyr i Storbritannien, men en af de vigtigste er kapitalomkostninger (link). Når den britiske regering ikke vil have nogen form for finansielt eller økonomisk medansvar for projektet, så bliver det nødvendigvis fordyrende. For der ligger en lang række usikkerhedsfaktorer i opførelsen af sådanne reaktorer, som er stærkt fordyrende at købe sig fri af. En anden ting er, at det efter 8 år ikke er lykkedes at finde en eneste pensionsfond eller privat investor, som har villet lege med.

Storbritannien burde således også bruge denne situation som en tænkepause, om man vitterligt vil et sådan stor og bekostelig nuklear fornyelse i sin energiforsyning, eller om man skulle tage konsekvensen og satse langt mere målrettet på sol og vind. Nylige beregninger har vist, at der blot omkring 10 år frem mangler mellem 40-55% af den britiske energiforsyning. Når man ser, hvor mange år det har taget end ikke at kunne beslutte sig for de to Hinkley C-reaktorer, hvordan skal det så gå med de 10 andre reaktorer, som også skal igangsættes i allernærmeste fremtid? Hvis generationsskiftet skal lykkes, så skal de igangsættes længe før man ender med at vide, hvad de to Hinkley C-reaktorer i virkeligheden kom til at koste. Så hvis igen konceptet bliver nøglefærdige anlæg med alle fordelene til de engelske virksomheder og alle udgifter til finansiering mv. lagt på skuldrene af de udførende, så kommer de næste 10 reaktorer til at koste næsten lige så meget – og regningen til de britiske forbrugere bliver massiv. Der er allerede som del af Hinkley C-aftalen fastsat en lidt lavere pris, hvis der efterfølgende skal laves yderligere to. Men hvis Storbritannien på den led endte med at igangsætte 12 reaktorer til næsten Hinkley-pris, så ville det blive en ganske stor del af den samlede britiske energiforsyning, som kommer fra verdens dyreste energikilder.

Noget andet er, at Andre Warren i gårsdagens The Guardian fremhæver, at dette energi’underskud’ kun er under forudsætningen af, at Storbritanniens energiforbrug blot fortsætter med at vokse – hvilket ikke synes at være tilfældet. Tværtimod har det været faldende i de senere år – 18% over de seneste 10 år. “All this has occurred without any sustained drive to reduce consumption levels,” skriver han: “Just think what we could achieve were to take a leaf out of the German or Nordic books, and really push energy efficiency programmes. Power gap? What power gap?” (link).

Selv den dag EDF siger go, er der to europæiske retssager, som venter forude, med påstand om, at støttebeløb i den størrelsesorden, som der er tale om, vil føre til en alvorlig skævvridning af det europæiske energimarked. Har EDF råd til fortsat at hælde millioner i et projekt, som man ikke vil vide endeligt, om det overhovedet kan gennemføres? Og har den britiske regering is i maven til at satse så massivt på noget så usikkert. De reaktorer, man i de første planer håbede at have klar til brug i 2017 skal nu efter den seneste aftale være færdige senest i 2032. Man kan håbe på at de står klar væsentligt før, men man kan ikke planlægge generationsskiftet i den britiske energiforsyning efter, at der står en ny generation atomreaktorer klar i 2025 –  for det går der ikke. I allerbedste fald en enkelt.

Så lang tid tager det ikke at udbygge den vedvarene energi, hvis man forfulgte det konsekvent. Og her er de enkelte investeringer så små, at allemulige private investorer ville kunne være med. Men det kræver en vilje til at det sker, som ikke er til stede lige nu i den britiske regering. Tværtimod har man på kort tid formået at jage en del af sol- og vindindustrien ud af landet.

Update 29.01. – I Reuters’ analyse af situationen i dag er det usandsynligt, at der kommer nogen afklaring af EDFs ja til de 2 (plus 2) britiske reaktorer, før stridsmålet om de voldsomme budget- og tidsplanoverskridelser for den finske Olkiluoto 3-reaktor er landet. Og der er en vis sandsynlighed for, at det ikke sker lige med det første. For det er samme Areva, som står bag opførelsen – og forsinkelserne og budgetoverskridelserne – i Finland, som EDF står overfor at opkøbe de sørgelige rester af – lidt som en tvungen opgave, da begge er overvejende ejet af den franske stat. For nylig fik man aftalt en pris, men EDF synes utilbøjelig til at acceptere at overtage Arevas ansvar for situationen omkring Olkiluoto-reaktoren, hvor Finland og Areva siden 2008 har haft sagsanlæg kørende i størrelseordenen adskillige milliarder euro. Finland kan således ikke bare se til, at en virksomhed som Areva forsvinder med et trylleslag, hvorefter man står med et ubrugeligt, fastkørt byggeprojekt – den finske part TVO må nødvendigvis kræve, at ansvaret for Areva følger med videre (eller overgår direkte til den franske stat). Situationen i Finland spidsede til i maj sidste år, da man aflyste Olkiluoto 4, som ellers havde været planlagt, med henvisning til foreløbigt 9 års forsinkelser og en foreløbigt mere end tredoblet pris for Olkiluoto 3. Det gør selvfølgelig økonomien for Olkiluoto 3 endnu mere tilspidset, da økonomien fra entreprenørsynspunkt så gerne skulle hænge sammen for blot den ene reaktor. Men set udefra synes en del af problemet at være, at man har kastet sig ud i en så kompleks konstruktion med så mange uprøvede ting, at der skal eksperimenteres alt for meget under vejs – og der tydeligvis er alt for meget som kan gå galt.

Potentielt er problemerne endnu større for den anden reaktor af tilsvarende type, som EDF har under opførelse i Flamanville – igen med alvorlige tidsoverskridelser og astronomiske budgetoverskridelser. Her står man i den alvorlige situation, at selve den kraftige stålkappe omkring reaktorkammeret, som Areva har leveret, er fuld af små revnedannelser. Og det forventes at der vil gå det meste af i år med at afklare, om det kan udbedres, eller om hele kernen må udskiftes.

EDF har udtrykkeligt gjort sin overtagelse af Areva betinget af en “total immunisation against the OL3 case and the Flamanville vessel”, siger en kilde i dag til Reuters (link).

Selvom mange af dem som håber på et snarlig igangsættelse havde set frem til, at EDFs endelige tilsagn kunne komme samtidig med offentliggørelsen af EDF årsregnskab 16. februar, så synes det lige nu meget lidt sandsynligt, at det vil ske. Og den kinesiske tredjedel … tager alle for givet. Men det er langt fra givet, og det må fra kinesisk side være lidt af at cirkus at være vidne til.

Yderligere er opførelsen af de to reaktorer ved Taishan i det sydlige Kina – som EDF også står for, med en reaktortype tilsvarende dem man planlægger ved Hinkley C – i dag blevet standset af de kinesiske tilsynsmyndigheder på grund af bekymringer om sikkerheden. Her er selve reaktorkernen den samme som dem, som volder store problemer ved  Olkiluoto- og Flamanville-projekterne, og man vil inden den endelige færdiggørelse sikre sig, at der ikke er samme problemer med mange små revnedannelser i reaktorkernen, som der har vist sig ved de tilsvarende europæiske projekter. Så EDF har betydelige udfordringer kompasset rundt, og det er ikke så underligt at fagforeningerne og EDFs personaleorgansiationer er alvorligt bekymrede for, at yderligere to reaktorbyggerier, som potentielt kan give EDF yderligere problemer, er to for mange.

Elon Musk sagde for nylig om hele VW-skandalen, at det var et billede på, at diesel-teknologien var nået til et punkt, hvor den var svær at produktudvikle videre, og det for at leve op til ikke mindst EUs forventninger om optimeringer af forurening og brændstofforbrug var blevet for fristende at svindle. Det er som om disse gigantiske reaktorer ikke vil med ind i det 21. århundrede. Ikke at de ikke kan laves. Men når man som med disse EPR-reaktorer prøver at udvikle en ny generation, så er det jo også ud fra en erkendelse af, at der er reelle sikkerhedsproblemer omkring reaktorer med den teknologi, som der blev bygget så mange af fra 1970erne og frem. Man må blot sige, godt det ikke er lille Danmark, som skal lægge økonomi til de første forsøg med EPR-reaktorerne. Og man må spørge sig selv, om ikke en række af de nærmest uoverstigelige udfordringer, man nu møder i 1:1-projekter i Olkiluoto og Flamanville, havde været bedre klaret i en række mere eksperimentelt anlagte og skalamæssigt langt mindre projekter, eller i det mindst uden at have så mange parallelle førstegangsprojekter i gang, som man har nu. Det er en meget stor og dyr skala at gøre eksperimenter i – og det gør det vanskeligt for alvor at lade erfaringerne fra den første proces virke befordrende ind på den næste.

Update 31.01. – Det er kommet frem, at den britiske regering som klausul i sin lånegaranti til EDF har betinget sig, at lånegarantien bortfalder, hvis det igangværende reaktorbyggeri i Flamanville med en tilsvarende reaktor ikke er taget i brug senest i 2020. Med de revnedannelser, som har været konstateret i reaktorkernen, som i værste fald betyder, at den skal tages ud af reaktoren og en ny indsættes, kan den allerede alvorligt forsinkede proces let blive forsinket med yderligere en årrække, og tidsfristen på 2020 – og dermed lånegarantien – komme alvorligt i knibe.

Dave Toke skriver på sin energi-blog 01.02. (link), at alene dette krav må få en seriøs EDF-bestyrelse til at afstå fra at iværksætte projektet.

Update 01.02. – En af de bedste kilder til løbende nyheder om Hinkley C-processen er de daglige opdateringer på No2NuclearPower. I dag kan man således læse, at EDFs bestyrelse står stærkt splittet i spørgsmålet, om man skal gå videre med Hinkley C. Af en artikel i Times som ligger bag betalingsvæg, fremgår det i dag, at det vides, at mens Formand Jean-Bernard Levy er ihærdig fortaler for projektet, så vides det, at mindst 7 af de 18 bestyrelsesmedlemmer er imod, heriblandt de 6 repræsentanter fra fagforeningerne. Og en beslutning som denne er selv for en stor virksomhed som EDF så stor, at den næppe bliver trumfet igennem med snævert flertal ala at formandens stemme tæller dobbelt ved stemmelighed. Det kan blive EDFs største guldæg nogensinde, det kan blive virksomhedens ruin. Det er ualmindeligt højt spil. De fleste bare lidt forsigtige ville nok være tilbageholdende med at påtage sig den udfordring i den nuværende situation. Men sædvanlige risikovurdering er nok svækket, i og med at den største aktionær i EDF er den franske sat med 85% af aktierne.

Det store spørgsmål er for så vidt stadig, hvorfor franskmændene skal redde den britiske energiforsynings generationsskifte? – og om de vitterligt er villige til at gøre det? EDF har for så vidt nok at se til med Flamanville og de forestående opgraderinger af den franske atomreaktorflåde, og det ville være så meget enklere at lave en fair og transparent aftale den dag, reaktorbyggerierne i Olkiluoto- og Flamanville var vel landet, og de to reaktorer i det sydlige Kina også var færdige. Så kunne man formode, at de værste børnesygdomme var ovre. Nu når den nødvendige feed back fra disse projekter kun i meget begrænset omfang at virke tilbage på Hinkley C-reaktorerne.

Update 03.02. – EDFs seks bestyrelsesmedlemmer fra fagbevægelsen, som forud for det bestyrelsesmøde, hvor den endelige beslutning om Hinkley C blev taget af bordet, afleverede 15 ganske nærgående spørgsmål om det forsvarlige for EDF i at påtage sig opgaven før mindst det ene af de to projekter i Flamanville og Olkiluoto er vel overstået og EDFs finansielle situation er bedre. (link)

De to reaktorer har lige nu en tidslinje, som siger 2018 og 2019. Men processen omkring reaktoren i Flamanville står lige nu stille på grund af massive forekomster af revnedannelser i reaktorkernen. Hvis den skal udskiftes, vil det betyde adskillige års forsinkelse – de mest pessimistiske mener, at projektet så aldrig bliver fuldført. Selv hvis det er noget, som kan udbedres, vil det forud for selve udbedringen kræve omfattende undersøgelser, projektering og godkendelse af udbedringsforslaget. Så det vil meget let føje endnu et par år til konstruktionstiden. Olkiluoto-projektet er lige nu så fastkørt i retssager og Arevas næsten-sammenbrud, at færdiggørelsen her er svær at forestille sig før Arevas situation er landet. Men i den løsningsmodel, som der nu er lagt op til, hvor EDF overtager Areva, har EDF gjort det til en klar betingelse, at der ikke medfølger noget retsligt ansvar for Arevas reaktordesign. Så om den franske stat også her skal ind og redde kastanjerne ud, må vise sig. Men det virker på den baggrund også ganske urealistisk at forvente, at den finske reaktor kommer i gang i 2019. Og Storbritannien kan ikke vente til 2019 eller 2020 med at gå i gang. Så bryder generationsskiftet i den britiske energisektor helt sammen – i hvert fald med de nuværende prioriteringer.

Oven i hatten har EDFs projektleder for Hinkley C tilsyneladende fået nok af at vente. For Christopher Bakken, som har været projektleder for Hinkley C siden 2011, har netop sagt ja til en til at stå i spidsen for atomkraft-divisionen af det amerikanske energiselskab Entergy. (link)

Update 04.04. – Jeg har været en del borte fra tasterne i de seneste par måneder, og selvom der ikke i mellemtiden er kommet nogen afgørelse, så er det ikke fordi der ikke er sket noget. Tværtimod er der i den seneste måned nærmest dagligt fremkommet nye facetter i en endog meget vanskelig afgørelse.

EDFs direktør Vincent de Rivaz siger insisterende, at afgørelsen er lige på trapperne. Men for et par uger siden sagde EDFs finansdirektør Thomas Piquemal op i protest med planerne. Han er loyal nok overfor EDF til ikke at melde bål og brand, men det er omvendt en klar samvittighedshandling fra hans side – han kan ikke stå model til at presse en afgørelse om bygningen af de to plus to reaktorer, som ifølge hans og stadig fleres mening vil presse EDF ud i en potentielt bundløs gældssituation. Rivaz og hans chief executive director Jean-Bernard Lévy spiller i mellemtiden højt spil, og presser på overfor den franske stat, for at den lægger flere penge i projektet, som på mange måder er et nationalt prestigeprojekt. Et brev fra EDF først i marts til den franske regering kundgjorde således, at Hinkley C ikke ville blive igangsat, hvis ikke den franske regering trådte til med yderligere finansiering. Den franske økonomiminister kunne da også midt i marts bekræfte, at man stod bag EDF og ville sikre en kapitaltilførsel, som muliggjorde gennemførelsen. Hvis EDF bakker ud, kunne det meget vel blive enden på den europæiske A-kraft-industri, synes ræsonnementet at være – hvilket nok ikke er rigtigt. Men det var nok sundt for EDFs i forvejen stærkt udhulede kasse at få de to problemramte reaktorer i Olkiluoto og Flamanville sikkert i havn, inden man spændte buen yderligere. For få dage siden meldte en af bestyrelsesmedlemmerne da også klart ud, at han ville stemme imod. Samtidig kunne Financial Times referere et lækket internt dokument, som viser, at en gruppe af EDFs ingeniørstab har insisteret på at udskyde beslutningen om Hinkley C mindst to år og dermed tidligst mulige færdiggørelse fra 2025 til 2027 for at vinde den nødvendige tid til at reevaluere og redesigne reaktorerne.

Selvom aftalen om Hinkley C-reaktorerne, hvis den bliver gennemført, og der viser sig ikke at være problemer, vil være et regulært guldæg for EDF, så er de summer som skal på bordet for at kunne bygge reaktorerne så svimlende store, anlægstiden så lang før indtægterne begynder at strømme, og de første to reaktorbyggerier af samme type så voldsomt tynget af forsinkelser og budgetoverskridelser, at det at gå ind i opgaven lige nu for EDF ligner en vild satsning, som ingen ansvarlige ville gøre med deres egne midler. De kinesiske partnere, som efter aftale skal stå for en tredjedel af investeringen, har endnu ikke underskrevet, så det var ikke bare det kinesiske nytår, som kom i vejen. Og det forlyder nu, at kineserne for at gå med vil betinge sig, at EDF bære en forholdsvis større del af de budgetoverskridelser, som måtte komme.

Set fra britisk side, er det selvfølgelig komfortabelt, at man har fået smurt den økonomiske usikkerhed 100% af på det statsejede franske firma. Men usikkerheden over tidsperspektivet gør, at der stadig er tale om en særdeles usikker situation, og det synes efterhånden helt klart, at hvis det ender med at EDF siger ja til vedgå projektet, så vil reaktorerne selv i bedste fald blive så forsinkede, at de ikke når at stå klar i tide til at blive de centrale byggeblokke i det generationsskifte i den engelske energiforsyning, som det fra starten af var meningen. Og den faste pris for strømmen fra reaktorerne, som briterne har måttet acceptere, er så astronomisk høj, at de engelske forbrugere meget vel kan ende med at stå med Europas, om ikke verdens dyreste strøm. For nok er det ikke ret meget mere pr kWh end for havvindmøllestrøm lige nu, men hvor aftalen med EDF garanterer (og fastfryser) det høje prisniveau langt ind i anden halvdel af det 21. århundrede, så vil en gradvis udbygning med vindkraft for det første ikke frembyde de samme finansieringsproblemer – man ville for langt mindre garantier kunne sikre, at en sådan udbygning var interessant for britiske investorer. For det andet ville man nyde godt af den stadig faldende priskurve for den vedvarende energi, som alt tyder på vil fortsætte adskillige årtier frem. Briterne synes således på vej til at indgå en endog meget ufordelagtig aftale. 

Nu er EDFs endelige finansieringsbeslutning igen sat på dagsordenen til et bestyrelsesmøde 11. maj. Og hvis de igangværende forhandlinger med den franske stat og den kinesiske del af aftalen ellers er landet inden da, så kunne afgørelsen falde dér. Selvom der fra en række bestyrelsesmedlemmer har været rejst alvorlig tvivl om en række punkter ved aftalen, så er forventningen, at det kun er de seks fagforeningsrepræsentanter, som vil ende med at stemme imod. Umiddelbart inden påske afviste EDF klogeligt at lægge sig fast på nogen deadline for beslutningen. I en situation, hvor både den britiske og den franske regering har investeret så meget politisk prestige i projektet, som de har, kan det således meget vel ende med en beslutning om igangsættelse, uanset hvor tåbelig aftalen kan se ud. Men det kunne også være, at alle indser det gambler-vanvittige i at presse de første to reaktorer igennem på det nuværende grundlag, og at alle ville være så meget klogere, når det var lykkedes at få Olkiluoto og Flamanville igang. Det ville tidsplanmæssigt være en gigantisk kamel for briterne at sluge, men de ville enten få et bedre (fejlrettet) produkt for pengene eller den afklaring, at EDFs nye generation af EPR-reaktorer er en så eklatant ingeniørmæssig fejltagelse, at det (hvad stadig mere tyder på) er halsløs gerning at binde sin energimæssige fremtid op på dem. Samtidig ville EDFs usikkerhed overfor, hvor meget det reelt koster at få sådanne reaktorer helt færdige, være så meget mindre, at man burde kunne ramme mere præcist ind på den reelle pris end i dag. I mellemtiden kunne man så igangsætte en yderligere udbygning af vindkraften, så man i god tid inden 2025, hvor de sidste kulkraftværker skal på pension, havde en erstatning på plads.

Uanset at det fra mange sider er påpeget, at man ville kunne få en både billigere og klimamæssigt set bedre fornyelse af den britiske energiforsyning ved i stedet at satse på vedvarende energi og energieffektiviseringer, så er der i den nuværende situation ikke meget, som tyder på, at det bliver et aktivt tilvalg. Men hvis EDF ender med at trække sig eller forsinke sin endelige beslutning i to år eller mere, eller hvis EUs konkurrenceinstans ender med at erklære den planlagte massive statstøtte til A-kraften som værende i strid med retningslinjerne for et frit energimarked, så kan briterne blive tvunget til at genoverveje muligheden.

Det har i den senere tid været påpeget, at det kun var franskmændene, som kunne annullere aftalen – for briterne ville det være for stort et tab af ansigt ud over, at det givet ville føre til et sagsanlæg fra EDFs side for at få dækket en væsentlig del af de omkring 2 mia. euro, som man allerede har investeret i projektet på nuværende tidspunkt. Så for EDF følger der lidt af en regning med en beslutning om at vinke farvel til opgaven – det kunne gøre det endog meget vanskeligt for EDF at finde de næste kunder, og det kunne være begyndelsen til den endelige grundstødning for EDFs EPR-reaktor, som skulle have videreført den europæiske (franske) atomindustri.

Som Matt Ridley 7. marts skrev i The Times: “Let’s kill off this nuclear white elephant. EDF can’t afford to build Hinkley Point and Britain can’t afford to pay for it. There are better options elsewhere.”

Vi synes med denne reaktortype at stå med den definitive teknologiske dinosaur, som alene qua sin egen størrelse er truet med undergang, mens langt vævre skabninger uendelig meget mere fikst og enkelt vil kunne høste den vedvarende energi.

Update 05.04. – Tænketanken Intergenerational Foundation har i dag fremlagt en rapport: Toxic Time Capsule. Why nuclear energy is an intergenerational issue (pdf), som viser  beregninger, som viser, at man med vedvarende energikilder ville kunne generere samme energimængde som de planlagte reaktorer ved Hinkley C i reaktorernes planlagte levetid op imod 40 mia. £ billigere end den prisaftale, som man nu er ved at hænge de britiske forbrugere op på. Beregningerne tager udgangspunkt i nuværende britiske subsidieordninger for sol og vind samt Bloombergs fremskrivninger af forventede energipriser for sol og vind. Hvor besparelsen i forhold til Hinkley C-reaktorerne for solceller er 39,9 mia. £ er den for onshore vindmølleparker 31,2 mia. £.

Hvis der – hvilket vil være den naturlige konsekvens – aftales samme prisniveau for de øvrige reaktorer, som er planlagt i det britiske generationsskifte, så vil det svare til merudgifter i størrelsesordenen 175-220 mia. £. Dette udgør 2.700-3.400 £ pr brite – eller hvis man fordeler det på alle som i dag er 16 år eller derunder 14-18.000 £ pr. ung brite. Så der er ikke bare tale om småpenge.

Andrew Simms konkluderer i rapporten, at: “An over-reliance on new nuclear capacity is expensive, poor value, slow, insecure and an obstacle to better alternatives. Without a rethink we risk passing on a huge intergenerational economic burden in which known costs are high, and risks exist heavily on the downside.”

Ingen ved i dag præcist, hvor meget og hvor længe prisen på sol og vind vil fortsætte med at falde, så der er en vis usikkerhed i sådanne beregninger 40-50 år frem i tiden (Hinkley C-aftalen fastfryser den høje, indexregulerede pris 35 år efter færdiggørelsestidspunktet, som pt. kan falde mellem 2025 og 2032). Men tendensen er klar: De kommende generationer af briter kommer til at betale astronomiske summer for, at dagens Storbritannien har bidt sig fast i den  minimalstats-forudsætning, at det forestående generationsskifte i energiforsyningen bør kunne ske uden britiske investeringer. Man har allerede måttet give køb på principperne ved at lægge store støttebeløb og lånegarantier på bordet. Og det burde give anledning til eftertanke og nygranskning, at de reaktorer, som i 2008 blev anslået ville koste 5,6 mia £, nu står til at koste mere end 18 mia. £, mens de vedvarende energikilder har fortsat med at falde i pris – ved COP21 i Paris i december hed det sig, at prisen på solceller var faldet med 80% siden COP15 i 2009.

Update 08.04. – I de seneste dage har et af fagforeningsmedlemmerne af EDFs bestyrelse meldt klart ud, at hvis EDF på bestyrelsesmødet 11. maj ender med at fravige det konsensus-princip, som man hidtil har handlet efter, og gennemtrumfe beslutningen om igangsættelse af Hinkley C-reaktorerne, så vil man iværksætte strejker. Dette er ikke afstemt med de øvrige fagforeninger (hver af EDFs store medarbejdergruppers fagforeninger har en repræsentant i EDFs bestyrelse), men der er over alt i virksomheden stor skepsis overfor et niveau af hasardspil, som der i den nuværende situation ligger i at kaste EDF ud i opgaven med Hinkley C, at det er sandsynligt, at et sådant initiativ vil blive bakket op af samtlige medarbejdergrupper.

Den franske energiminister Ségolène Royal blev i går i fransk TV spurgt, om beslutningen om Hinkley C ville blive udsat. I stedet for at svare, at det var et EDF-anliggende, så det kunne hun ikke vide noget om, så svarede hun ud fra den de facto herskende virkelighed, at det er blevet den franske stat, som står med beslutningen. Alene dette må give stof til eftertanke i resterne af det britiske imperium – kan det virkelig passe, at generationsskiftet i den britiske energiforsyning i den grad er blevet lagt i hænderne på franske og kinesiske interesser? Og er hele denne situation, som er opstået fordi man for ti år siden lagde sig fast på det politiske dogme, at hele denne proces ikke behøvede at kræve penge op ad lommen fra de britiske statsbudgetter på nogen måde tilfredsstillende?

Tilbage til Ségolène Royal, så glider hun af på spørgsmålet, og svarer at det stadig er under forhandling (discussion), men at der foreligger en engelsk-fransk aftale om at gennemføre projektet, som står ved magt. Da hun efterfølgende bliver spurgt om hendes holdning til udsættelsen, glider hun af på spørgsmålet og siger, at hun ikke vil komme med forhastede kommentarer, men tilføjer ifølge The Guardian, at “while she did not want to ‘decisively throw the project into question just like that’, there should be ‘further proof’ that the £18bn venture was ‘well-founded’ and would not affect investment in renewable energy.” Ifølge The Telegraph tilføjede hun, at: “the unions are right to ask for the stakes to be drawn up again from scratch”. Dette sidste kan næsten kun forstås som om, at der ikke kommer nogen afgørelse ved bestyrelsesmødet i maj.

Om Hinkley C fra EDFs side er ‘well founded’ kan diskuteres, men der har lydt mange advarsler fra den finansielle verden om det hasarderede i projektet, og at det ville føre til kreditnedvurderinger, som ville kunne forsure den økonomiske situation yderligere. EDF har trods mange års anstrengelser ikke kunnet finde andet end de kinesiske investorer, som ser det som deres adgangsbillet til at kunne opføre kinesiske atomkraftværker i Storbritannien. Selvom den nuværende aftale i bedste fald er nærmest skamfuldt lukrativ, så er det – indtil de mange problemer omkring de to prototypeprojekter i Olkiluoto og Flamanville (samt to senere igangsatte reaktorer i Kina, som ser ud til først at kunne gøres klar til start) er løst – fra EDFs side en på mange måder helt uansvarlig satsning at igangsætte yderligere to reaktorer (hvilket også kommer klart til udtryk i det forhold, at EDFs ingeniører internt har krævet yderligere to år til at redesigne reaktortypen inden man tager hul på Hinkley C).

Royals forbehold om at Hinkley C ikke må igangsættes på bekostning af udbygningen af den vedvarende energi synes primært at være rettet mod EDF – at der også forbliver ressourcer til den udbygning af den vedvarende sektor, som Frankrig har besluttet som del af at nedskrive den franske andel af A-kraft fra 75% til 50%. Det kan man have berettiget tvivl om, for nøgternt set har EDF ikke selv de nødvendige midler, men har nærmest praktiseret økonomisk afpresning overfor den franske regering for at få yderligere økonomisk støtte, samtidig med at EDF i de kommende år står overfor meget store omkostninger ved vedligeholdelsen af den fanske reaktorflåde. Men for Storbritanniens vedkommende har den britiske regering allerede klart demonstreret, at Hinkley C og de planlagte 12 reaktorer indebærer en systematisk nedprioritering af den vedvarende energi ved inden for det seneste godt halve års tid at have skrottet en stor del af den vedvarende energis støtteordninger og lægge op til, at Storbritannien skal igangsætte det store skifergas-eventyr. For i den (noget antikverede) centralistiske energiforsyning, som den nuværende britiske regering synes at satse på (men endnu ikke har fremlagt nogen samlet plan for), er skifergassen meget lettere at styre som supplement til A-kraften end de vedvarende energikilder.

Hvor en række medier tolker Ségolène Royals udsagn som åbent, så bliver det i Times tydet derhen, at hun hører til blandt dem, som mener, at den endelige beslutning om Hinkley C må udsættes nogle år. På den baggrund kræver den britiske oppositions skyggeenergiminister Lisa Nandy, at Storbritannien øjeblikkeligt må udarbejde en plan B.

Det var nok under alle omstændigheden en god idé – og hvis den britiske befolkning (som lider af en ekstrem NIMBY – not in my backyard) fik det åbne spørgsmål, om man helst ville have flere vindmøller i landskaberne eller landskaberne plastret til med i tusindvis af fracking-tårne, og at de kunne få væsentlig færre af dem ved at få energirenoveret den ofte pivutætte og helt uisolerede britiske boligmasse, så kunne det være, at det fremtidige energiforbrug kunne lande betydeligt lavere end i dag.

Nye tal fra Skotland viser, at man kan komme langt med den vedvarende energiforsyning. I 2015 nåede man op på at have 57,7% af sin el-forsyning dækket af vedvarende energi, ikke mindst takket være vindkraften, som i 2015 producerede 21% mere end året forud. Det skotske parti SNP har lovet uanset centralregeringens skrotning af de eksisterende støtteordninger at fortsætte denne udbygning, hvis de som ventet vinder valget i maj. Det kunne man passende gøre tilsvarende over alt langs de britiske øers vindblæste kyster, som mange steder har eminente vindforhold.

Update 15.04. – Hvor det i sidste uge var den franske energiminister Ségolène Royal, som luftede tvivl om, om den franske regering i den nuværende situation ville bakke yderligere op om EDFs økonomi dertil, at man forsvarligt ville kunne påtage sig Hinkley C-opgaven, så var det i går den franske økonomiminister Emmanuel Macron, som har det direkte ansvar for beslutningen, som efter et møde med EDFs leder udtrykte tvivl om projektets gangbarhed. Macron har ellers været stærk tilhænger af projektet, men der synes at være uenighed om beslutningen langt ind i den franske regering, som er utilbøjelig til at gennemtrumfe nogen beslutning overfor et EDF, hvor der internt er meget stor uenighed overfor det rigtige i at påtage sig opgaven, hvor direktører har forladt firmaet i protest mod Hinkley C-planerne, og hvor mere eller mindre samtlige personalegrupper er imod, og en række af dem direkte har varslet arbejdsnedlæggelser, hvis bestyrelsen 11. maj gennemtrumfer beslutningen. Den seneste udvikling kommer efter at en række fagforeninger (som er repræsenteret i EDFs bestyrelse) havde sendt et brev til præsident Hollande med krav om, at den franske regering ikke tilførte EDF mere kapital til Hinkley C-projektet. Så uanset at EDFs ledelse gerne gav startskuddet – hvis opgaven snævert set er at sikre den videre udvikling af EDFs problemramte EPR-reaktor, så er det svært ikke at forsøge at få projektet gennemført for snart sagt en hvilken som helst pris – er der efterhånden ikke noget, der tyder på, at det falder på plads foreløbig.

Samtidig er modstanden mod projektet i Storbritannien stadigt voksende. Der er snart ikke andre end regeringen, som stædigt holder fast i beslutningen. Og det ligner mere og mere en form for dumstædighed (måske koblet med fordækte motiver om stadig at behøve plutonium til de britiske atomvåben), at man ikke standser op og spørger sig selv, om det stadig er den rette løsning, når det efterhånden har taget snart ti år ikke at få nogen endelig aftale om igangsættelsen, og at de forventelige yderligere forsinkelser gør det overvejende sandsynligt, at reaktorerne ikke bliver klar til det store generationsskifte. At prisen siden det første projekt er blevet omkring tre gange højere samtidig med at prisen for en vedvarende energiløsning har været stadig faldende, gør det klart, at særinteresser fra de britiske virksomheder osv., bliver vejet langt højere end den regning, man sender efter de britiske forbrugere et halvt århundrede frem.

Update 22.04. – I de seneste dage har der været løbende forhandlinger i den franske regering for at finde en løsning på EDFs problem. Jean-Vincent Placé, som er en form for udviklingsminster (ikke for udviklingslande men for udvikling/reform af den franske stat), har insisteret på, at EDF revurderer sin strategi. De skal prioritere udbygningen med vedvarende energi og ikke satse samtlige deres ressourcer plus mere til på at igangsætte yderligere reaktorbyggerier. Placé er fra fra det franske grønne parti, som er imod atomkraft, men som han påpeger, er også de pronucleare fagforeninger stærkt imod, at EDF i den nuværende situation involverer sig i Hinkley C. Så på den franske side af Kanalen synes det stadig sværere at se, at den franske regering kan finde enighed om at hælde så mange mia. euro i EDF, at EDF overhovedet kan give bindende tilsagn. Den store joker er jo tilbagevendende, at ingen stadigvæk ved, hvad prisen er på disse reaktorbyggerier. De to nu igangværende er tilsammen 16 år forsinkede, men stadig år fra at være færdigbyggede og nærmer sig allerede på nuværende tidspunkt at blive tre gange dyrere end planlagt. Alene disse to byggerier indebærer et gigantisk dræn af EDFs økonomiske råderum, og det at skulle finansiere yderligere to sådanne reaktorer på britisk grund uden at have nogen sikker fornemmelse af pris eller tidsvindue – det vil gøre en radikal forskel om byggetiden bliver 5 eller 15 år – gør det til hasarderede satsninger. Hvis EDF ventede blot 2-3 år, ville man sandsynligvis have et langt klare billede af, hvad disse reaktorer reelt koster at opføre, og hvor lang tid de reelt tager at opføre.

Greenpeace har sammen med det grønne elselskab Ecotricity sendt et åbent brev til Amber Rudd og George Osborne, som er vedlagt en rapport fra tre specialister i konkurrencejura, hvori de udfolder, at den franske regerings direkte støtte til EDF, som der har været lagt op til at den vil ske, efter al sandsynlighed er i strid med EUs konkurrencelovgivning. Greenpeace og Ecotricity insisterer på den baggrund på, at der ikke fra britisk side laves nogen endelig accept, før dette er afklaret. I det hele taget opfordrer brevet til at skrotte planerne og i stedet genprioritere den vedvarende energi.

Både Greenpeace og en række EU-stater med Østrig i spidsen har allerede sager kørende overfor EUs konkurrenceinstans med påstand om, at de massive støttebeløb fra den engelske regering er konkurrenceforvridende og i strid med intentionerne for EUs energimarked.

Samtidig er den interne uenighed i EDF nået dertil, at der dels er varslet strejke, hvis bestyrelsen i den nuværende situation giver bindende tilsagn om Hinkley C. Dels har en række enheder advaret, at der vil blive anlagt personlige sager overfor de enkelte bestyrelsesmedlemmer, hvis de giver tilsagn, og EDFs kreditværdighed og samlede økonomiske situation efterfølgende viser sig at blive svækket. Flere kreditinstitutter har sagt, at en beslutning om Hinkley C vil føre til nedvurdering af EDFs kreditværdighed.

David Toke skriver på sin blog, at: “Any notion that this is a vaguely competitive project – even with offshore wind projects, is rendered nonsensical by all of this, with some made-up price that the British would have to pay being paraded as the ‘cost’. Now it seems the cost includes the French Government injecting billions of euros in various types of support even if all goes well. The chances are it will not, and the French state will be on the hook to pick up the pieces of EDF which will effectively collapse as a result – indeed the company could well go under even without the added weight of Hinkley C.”

Toke slutter med at kostatere, at: “Strange attitudes are developing. Increasingly many pro-nuclear supporters are hoping that the project is cancelled for fear that the coming disaster will ruin the prospects of nuclear power in Europe forever. On the other hand anti-nuclear advocates are hoping that the project is actually attempted on the grounds that will finally destroy EDF and its nuclear power mission.” (link)

På den engelske side af Kanalen har man kunnet se avisen The Times i en leder, at “Hinkley Point is too expensive for the taxpayer and for its potential investors. Bad political decisions sometimes gain their own momentum regardless of the demerits of the case. The government should acknowledge that the decision to build Hinkley Point C nuclear power station in Somerset is an error before further expense and political stasis makes it unstoppable. ….. The British government has agreed to pay it as much as £92.50 per megawatt hour for 35 years once Hinkley Point is in operation. That is around three times the current wholesale price of electricity. There is no case on grounds of scarcity for such a generous deal. Amber Rudd, the energy secretary, has perhaps unguardedly acknowledged that Hinkley Point could be abandoned without risking power cuts. It is time to do so now before the sunk costs of a grandiose scheme expand further.” (link)

Det ligner således et alt andet end klart beslutningsgrundlag for EDFs bestyrelse på mødet 10. maj. Og hvis Hinkley C ender med at blive vedtaget og konfirmeret på den britiske side, så er det i høj grad udslag af en stolthed, som man skulle have været i stand til at lægge til side for at kunne se nøgternt på situationen.

Update 23.04. – så skete det. Trods forsikringer fra pæsident Hollande, den franske økonomiminister og EDFs øverste ledelse om, at Hinkley C ville blive til noget og at der ville falde en endelige afgørelse inden bestyrelsesmødet 12. maj, så endte et bestyrelsesmøde i EDF i går med, at udsætte beslutningen og gennemføre et nyt review af situationen. EDFs officielle kommunikation siger, at: “The board has decided to undertake a formal, non-binding consultation process with the comité central d’enterprise. This is [a] well understood statutory process of 60 days and the company will work with the CCE to define the detailed steps to reach a conclusion this summer.” Den franske økonomiminister siger i et interview, at beslutningen er udsat til september.  Samtidig har EDF-kilder overfor Le Figaro oplyst, at afgørelsen sandsynligvis ikke falder i år.

Dette må tolkes som allerallerallertidligst september – måske aldrig.

Update 29.04. – I disse tider, hvor Hinkley C, lukningen af sol- og vindvirksomheder, presset på at få gang i fracking over alt i de engelske landskaber dagligt fylder i de britiske medier, undergår den britiske befolknings syn på den britiske energiforsyning markante forandringer. Tilbage i oktober 2013 fandt 57% af Hinkley C (og opførelsen af nye atomkraftværker) var en god idé. Siden da er andelen faldet til 33%. Disse tal fremkommer vel at mærke fra den pronucleare organisation, Nuclear Watch Europe. 50% af de adspurgte mente ikke, at en fransk virksomhed skulle kunne forestå opførelsen og driften af af et atomkraftværk i Storbritannien, mens 67% ikke fandt at det var OK, at en kinesisk virksomhed gjorde dette. Accepten af den grundlæggende forretningsmodel, som man har valgt til generationsskiftet i den britiske energiforsyning er således lille – og faldende.

Hvis man ser på den nuværende regerings øvrige energipolitiske prioriteringer, hvor der bliver skruet voldsomt ned for den vedvarende energi, mens der planlægges en omfattende fracking i store dele af landet, så er dette også langt fra befolkningens præferencer. For kun 19% støtter fracking – andelen har aldrig været højere end 29%, og tendensen er faldende. Omvendt ønsker 81% en fortsat udbygning af den vedvarende energi, og dette har i en årrække ligget mellem 75-80%. Kun 34% fandt A-kraft værende en sikker energikilde. Så det ville være let at finde gehør for en helt anden energipoliti.

At det også ville være billigere, er en anden ting. I går blev der fremlagt et forslag fra Green Hedge Energy, som har etableret mere end 200 MW vedvarende energianlæg til det britiske energisystem, som viser, at man med nu kendt teknologi ville kunne tilbyde en pakke af sol og vind suppleret med mindre mængder af batterieffekt og gas/biomasse for en pris på kun 75% af den pris som nu er aftalt med EDF. Den gennemsnitlige CO₂-udledning vil kunne ligge på under 100g/kWh, hvor til sammenligning en ren kulfyring typisk ligger på 800-1.000 g/kWh. Besparelsen for de britiske forbrugere vil ligge i størrelsesordenen 720 mio. £ pr. år. (link/link) Og selvom Hinkley C snævert betragtet nok vil have en lidt lavere udledning pt kWh, så kan atomreaktorer af denne  type ikke bare skrue op og ned for effekten, så man vil man være nødt til at disponere over en betydelig flexload, som kan dække spidsbelastningsperioderne, for at sikre en optimal udnyttelse af reaktorenergien. Det er baggrunden for, at den nuværende britiske regering er i gang med at iværksætte en omfattende fracking af de britiske landskaber.

Update 04.05. – I forlængelse af opdagelsen af problemerne med reaktorkappen ved EDFs reaktorbyggeri ved Flamanville sidste år blev der iværksat en undersøgelse af Areva, som havde produceret den. Denne undersøgelse foreligger nu, og den viser, at at der er uregelmæssigheder i form af forfalskede sikkerhedscertifikater for mere end 400 reaktorkomponenter fremstillet ved Arevas fabrik Le Creusot, som laver store specialelementer til reaktor-industrien. Der skulle stadig være 50 af disse i brug, heraf de fleste i Frankrig. EDF driver i dag 58 reaktorer i Frankrig, fordelt på 19 værker. En tilsvarende sag i Japan førte i 2005 til en midlertidig lukning af 17 reaktorer, indtil de pågældende dele var eftergået, ligesom energiforsyningen i Sydkorea for få år siden var ved at bryde sammen, da et antal reaktorer blev taget ud af drift efter en omfattende svindel med certificeringen af brandsikre kabler. Det er endnu ikke offentliggjort præcist hvilke komponenter, der er tale om. Men Le Creusot laver for eksempel de store indkapslinger omkring selve kerneprocesserne – og har lavet dem til Arevas/EDFs nye EPR-reaktorer, som det også er planen at bygge ved Hinkley C. Og hvis det viser sig, at der har været svindlet med certificeringen af reaktorindkapslingerne i de fleste af de franske reaktorer, er det et åbent spørgsmål, om man tilsvarende må standse de pågældende reaktorer indtil elementerne er fuldt eftergået og sikkerhedscertificeringen bragt i orden.

Arevas atomkraft-enhed er i knæ, og EDF står overfor at overtage og videreføre resterne, selvom EDF indtil nu har vægret sig mod at overtage ansvaret for Arevas reaktorprojekter. Alene reaktor-byggeriet i Olkiluoto har retssager kørende i milliard-klassen, og de seneste afsløringer kan gøre situationen helt uoverskuelig.

Dette kommer frem på et tidspunkt, hvor EDFs stadig udskyden sin endelige beslutning om igangsættelse af Hinkley C er ved at drive den britiske side til vanvid. Samtidig synes der at være yderligere prisstigninger på vej for Hinkley C-projektet på omkring 10%, uanset, at det ikke er kommet i gang endnu.

EDF laver andet end atomkraftværker. Alene i USA etablerede EDF i 2015 vindkraftanlæg med en kapacitet på mere end 1 GW – og blev dermed USAs største inden for vindkraft, og i Financial Times var der i sidste uge en artikel, som påpegede det let absurde i, at EDF i USA opfører vindmølleparker, som leverer energi til blot 40% af den pris, som er aftalt for de to reaktorer ved Hinkley C. Og at EDF i USA laver fastpris-aftaler, hvor de i Storbritannien har fået en pristalsreguleret aftale, som fastholder det høje niveau i 35 år fra reaktorernes ibrugtagning.

Dette er måske den stærkeste understregning af, at prisen er høj. For nok vil der i ‘modne’ vedvarende energisystemer, hvor den vedvarende andel nærmer sig 100% være brug for en vis lagringskapacitet, men at atomkraften i dag er 2½ gange dyrere end vindenergien siger sit. Og så længe der ‘kun’ er tale om en vedvarende andel på 50%, har vi set, at der ikke er problemer. En af de centrale operatører i denne energiudveksling sagde for nylig, at han ikke så problemer i hvert fald op til 70%, og at der, den dag vi nåede dertil, nok skulle vise sig mulighed for at integrere de næste 10% vedvarende energi.

EDFs tidligere højeste økonomiansvarlige, Thomas Piquemal, som trådte tilbage i marts i protest mod EDFs stadige pressen på for at få landet en bindende aftale om Hinkley C, har i dag løftet sløret for, hvad der lå bag hans beslutning. Tilbage i januar 2015 bad han EDFs øverste leder Jean-Bernard Levy om at søge at få en treårig udsættelse af projektet, da han ikke var rede til at risikere “60 to 70pc of [EDF’S] equity on a technology that has not yet proven that it can work and which takes 10 years to build”. Det ville fra 2020 stille EDFs økonomi i en umulig situation, som kunne risikere at ende som Areva. Den da verserende tidslinje ville ikke give EDF tilstrækkelig tid og muligheder for at sikre finansieringen, og EDF ville ikke kunne tåle den nedjustering af kreditværdigheden, som synes at følge med beslutningen om Hinkley C i den nuværende situation.

Update 09.05. – Endnu en dimension af problemer omkring Hinkley C er dukket op. The Guardian er kommet i besiddelse af et dokument, hvori en komité under FN (UN Economic and Social Council) påpeger, at den britiske regering har forsømt sine forpligtelser ved ikke forud at forhøre sig ved sine nabolande, da følgerne fra opførelsen af atomkraftværker ikke holder sig inden for landets grænser. (link)

Irland har tidligere uden held søgt at bremse Hinkley C, og det må forventes, at denne nye udmelding vil føre til nye retssager – og til styrkelsen af de igangværende sager mod Hinkley C.

I dag bringer The Independent en artikel af professor Keith Barnham, som i 2014 skrev bogen: The Burning Answer: a User’s Guide to the Solar Revolution. Han siger, at den nuværende Hinkley C-aftale er vanvittig, for selv hvis den nuværende udbygningstakt for vedvarende energikilder i Storbritannien sænkes en anelse, vil Storbritannien inden 2030 nå frem til en forsyning dækket 100% med vedvarende energikilder. Selvom den nuværende regering lige nu søger at bremse denne udvikling (og i stedet satse på A-kraft og fracking), så vil der være så stort folkeligt pres på en videre udvikling med vedvarende energi, at det ikke vil lykkes. Ifølge Barnham vil engrosprisen i 2025 med en videre udbygning med vedvarende ligge nede omkring 2,4 p/kWh, hvor den nu er 4 p/kWh. Men den nuværende Hinkley C-aftale garanterer en inflationssikret pris på 9,25 p/kWh 35 år frem fra ibrugtagelsen. Og hvis Hinkley C (og 12 yderligere reaktorer, som er planlagt) bliver bygget, vil det føre til en ekstrem overforsyning af reaktor-strøm, som må eksporteres til Frankrig med stort tab. Så de britiske forbrugere kommer med den nuværende aftale til at betale dyrt for billig fransk energi. (link)

Jeg vil ikke gå i detaljer med forslaget, som i artiklen lægger mere vægt på risikoen for at britiske forbrugere gennem deres elregning kommer til at subsidiere franske forbrugere. Men det er klart en vinkel, som vil give søgang i en i forvejen labil situation.

Update 13.05. – På det årlige (regnskabsgodkendelses)bestyrelsesmøde for EDF var ledelsen ude i strid modvind for sin insisteren på gennemførelsen af Hinkley C-projektet, som efter manges overbevisning er direkte truende for virksomhedens eksistens. I løbet af det seneste år er kursen for EDF-aktier faldet til det halve, aktien er taget ud af Frankrigs ledende aktieindeks, og store kreditinstitutioner har for nylig downgraded EDFs kreditværdighed. Det er ikke kun Hinkley Cs skyld – EDF er også hårdt presset af de generelt faldende energipriser, og i det forgangne år er de vurderede omkostninger til oprydningen efter de nuværende atomreaktorer vokset markant. Men lægger man dertil den store usikkerhed om Hinkley C i forlængelse af de to gigantiske gysere ved Flamanville og Olkiluoto, en gæld på 37 mia €, og den bundne opgave med at overtage resterne af Arevas atomkraft-industri, så står man med en virksomhed, som efter manges mening tager alt for store risici. I forvejen står en stor del af Frankrigs atomreaktorer overfor at skulle opgraderes – det havde man regnet med kunne ske, når Flamanville- og Olkiluoto-projekterne var sikkert landet.

Der kom ikke meget nyt frem om tidslinjen på gårsdagens bestyrelsesmøde, men det står klart, at der tidligst kan falde en endelig afgørelse i september, at der er et kolossalt indre pres i EDF om at rykke afgørelsen til efter at de tilsvarende reaktorbyggerier ved Flamanville og Olkiluoto er sikkert landet. Og EDF taler nu åbent om, at den første reaktor tidligst vil være færdig i 2027.

Der har de seneste dage været tale om, at de kinesiske partnere stor på spring med et alternativt projekt, hvis EDF springer fra opgaven. Men én ting er at lade franskmændende gøre det. Det er – også sikkerhedspolitisk set – lidt af en mundfuld, at lade en kinesisk virksomhed, som er ledende inden for kinesisk miltærteknologi, opføre og drive så vital infrastruktur som landets atomkraftværker. Det har også været luftet, at russiske virksomheder kunne være interesseret i at komme ind på det britiske marked. Men det virker noget usandsynligt.

Update 29.05. – EDFs topledelse har igen været ude at bedyre, at man er 100% indstillet på at gennemføre Hinkley C-projektet, men hvor man tilbage i oktober ville have den endelige finansielle beslutning på plads inden for få uger, er der nu igen ikke nogen deadline for, hvornår EDF-beslutter sig, og resultatet af den fornyede afdækning af komsekvenserne for EDF, som EDF har indledt, foreligger tidligst i september. De franske fagforeninger, som har 6 af 18 bestyrelsesposter i EDF, har da også prompte meldt ud, at der ikke er noget enigt EDF. Fagforeningerne har tværtimod så store reservationer overfor projektet, at de i den nuværende situation ikke kan stemme for projektet. Denne farce synes at kunne fortsætte i årevis – faktisk synes de franske fagforeninger ikke at kunne stilles tilfredse før de to projekter i Olkiluoto og Flamanville er sikkert i havn.

Olkiluoto har lige været i medierne igen efter at årelange forhandlinger om den gigantiske ekstraregning for projektet, som var planlagt afsluttet i 2009, men nu forventes færdigt i 2018, havde været brudt sammen. Intet substantielt, blot gensidige beskyldninger om ikke at ville finde nogen løsning. Det er da heller ikke nogen let situation, for hvor projektet ved opstart var vurderet at ville koste 3,2 mia. €, var den forventede pris i 2012 steget til 8,5 mia. €, og igen ved endnu, hvor prisen prisen ender – endsige hvornår. Og den reaktor nummer to, som kunne være med til at gøre det lettere for EDF/Areva at påtage sig ekstraudgifterne, har de finske bygherrer for længst aflyst.

Flamanville-projektet står lige nu stille, fordi man fandt revnedannelser i den metalkappe, som omgiver reaktorprocessen. For nylig kom det frem, at den fabrik, som har leveret disse elementer, igennem årtier systematisk har forfalsket sikkerhedscertifikater, og for få dage siden blev det klart ved en høring i det franske senat i forbindelse med fremlæggelsen af den årlige rapport fra det franske atomsikkerhedsinstans ASN, at disse revnedannelser kan genfindes på en stor del af de franske atomreaktorer. Lederen af ASN, Pierre-Franck Chevet, sagde efterfølgende beroligende, at de franske reaktorer generelt var i god stand, men at han var bekymret for den franske atomindustri. I de senere år er der da heller ikke ret meget, som er lykkes for den. Ikke mindst er hele den indkøring af EPR-reaktoren, som skulle være den franske atomindustris nye flagskib, alvorligt i krise.

EPR-reaktoren er blevet til i slagskyggerne efter katastroferne ved Chernobyl og Three Mile Island. De opererer med hele fire individuelle kølesystemer, hvilket øger sikkerheden betragteligt, men samtidig øger kompleksiteten i den tekniske udformning gevaldigt, hvilket igen gør selve opførelsesprocessen voldsomt meget mere kompleks, fordi i tusindvis af arbejdere skal kunne agere på samme lille sted. For at modvirke den fordyrelse, dette måtte medføre, har man øget reaktorstørrelsen fra omkring 1 GW til 1,6 GW, men meget tyder på, at kompleksiteten endda er så fordyrende, at det bliver meget vanskeligt at få EPR-reaktorerne til at levere energi til konkurrencedygtige priser – og umuligt at finansier opførelsen af dem med privat kapital, så de er afhængige af gigantiske støttebeløb, som meget vel kan vise sig at være i konflikt med reglerne for EUs energimarked, og som ligger helt uden for rækkevidde for de fleste lande i verden. Og når to af verdens største økonomier, Frankrig og Storbritannien, foreløbig har brugt snart 10 år på ikke at kunne sikre finansieringen af blot to af disse reaktorer, så er det vanskeligt at forestille sig, hvordan EPR-reaktoren skal kunne få nogen som helst rolle i verdens mange langt fattigere lande.

Men oven på de seneste måneders udvikling er spørgsmålet, om Storbritannien bliver nødt til at udarbejde en plan B for sin energiforsyning, blevet stadig mere presserende.

Update 16.06. – Areva fremlagde i går planer for sin rekonstruktion. Virksomheden vil blive opdelt i flere dele og en lang række sideaktiviteter solgt fra i et forsøg på at konsolidere de tilbageværende dele. Alt med opførelse og drift af A-kraftværker samles i et nyt selskab, som herefter vil blive solgt til EDF – lige med undtagelse af Arevas skandaleramte Olkiluoto reaktor-projekt i Finland, som EDF med snart 10 års forsinkelser og budgetoverskridelser i mange-milliarder euro-klassen har nægtet at overtage. Det har vakt nogen bekymring i Finland, hvor man med en vis grund kan føle sig kørt rundt i manegen. Men i og med at den franske stat ejer størstedelen af både Areva og EDF synes det usandsynligt, at man bare vil rende fra projektet. Og ved at udskille det fra de øvrige virksomheder, vil de kunne køre videre uden den økonomiske møllesten om halsen.

Efter frasalget vil det tilbageværende Areva fokusere på udvinding og berigning af uran samt på dekommisionering af atomreaktorer – hvilket i de kommende år bliver en stor branche, da mange af reaktorerne fra det store byggeboom i 70erne og 80erne står overfor at skulle dekommissioneres i de kommende år.

EDF er i forvejen på hælene og afhænder i disse måneder tilsvarende en række sideaktiviteter for at at skabe den økonomiske grundkapital, som skal til for at gennemføre byggeriet af de to (plus 2) reaktorer ved Hinkley C. Og set fra den britiske side af Kanalen er der ikke megen beroligelse i forhold til at få landet den endelige aftale om Hinkley C- reaktorerne, som nu er ved at være 10 år forsinket allerede inden byggeriet kommer i gang.

I går fremlagde  IRENA (International Renewable Energy Agency) en rapport, som forudser, at prisen for strøm fra solceller frem mod 2025 vil kunne falde med 59%, mens onshore vindenergi vil falde med 29% og havvindmøller med 35%. Dette kommer oveni at solcellestrømmen er faldet med 80% siden 2009 og vindenergien med 30-40% (link/link). Sådanne prognoser gør en aftale som den om Hinkley C nærmest absurd.

Indtil nu har de britiske politikere ikke villet høre tale om at opgive Hinkley C – dertil synes der at være for megen politisk kapital bundet op på projektet. Men for hver måned der går, hvor franskmændene ikke kan forsegle aftalen på trods af løfter derom, bliver projektet økonomisk set stadig mere katastrofalt.

Update 17.06. – Nu har en gruppe senior managers fra EDF bag om ryggen på deres egen ledelse (som konstant signalerer, at EDFs beslutning om projektets endelige vedtagelse og igangsættelse er lige om hjørnet) sendt et brev direkte til medlemmerne af det britiske parlaments udvalg for energi og klimaforandringer. Heri skriver de at de forbliver overbeviste om det rigtige i at udskyde igangsættelsen af de to reaktorer ved Hinkley C indtil en bred vifte af problemer er afklaret.

Ifølge The Guardian (link) fremhæver brevet fra EDFs senior managers disse punkter:

• Areva NP, the designer of the European pressurised reactor (EPR) planned for Somerset, “is currently facing a difficult situation”.
• The French nuclear safety authority (ASN) may not give the green light to the EPR being constructed at Flamanville in north-west France due to various anomalies.
• There may be “identical flaws” in an Areva EPR being built at Taishan 1 in China.
• The scandal over falsification of parts from Areva’s Le Creusot that potentially put safety checks at risk.
• Multibillion-euro litigation between Areva and the Finnish energy group TVO over delays to an EPR scheme at Olkiluoto remains unsettled.
• An EDF offer to purchase Areva expired on 31 March, leaving “governance uncertainties upon the implementation of the Hinkley Point C project”.

Dette er blot de vigtigste af problemerne inden for EDF. Det er her bemærkelsesværdigt, at brevet, som er skrevet af de mennesker i EDF, som kender bedst til problemerne, i det andet punkt ser det som en reel mulighed, at reaktoren i Flamanville ikke får sin godkendelse (den er nu forventet i foråret 2017, hvis de franske sikkerhedsinstans ASN ender med at acceptere de problematiske ståldele). Og at der (i det tredje punkt) kan vise sig at være tilsvarende problemer med den Taishan 1, den ene af de to EPR-reaktorer under opførelse i Kina.

Brevet kommer blot få dage efter at de franske fagforeninger lavede en tilsvarende henvendelse uden om EDFs ledelse, direkte til det britiske parlaments udvalg for energi og klimaforandringer, som fremhæver en række af de samme problemer (link). I denne henvendelse påpeger man, at det nu er tidslinjen fra Taishan 2, som bliver afgørende for at få den nødvendige feedback fra at have afprøvet reaktorteknologien i virkeligheden.

For nogle måneder siden bad EDFs teknikergruppe om 1½ år til at redesigne reaktoren inden man lavede flere ‘første forsøg’. Hvis denne fase skal ligge efter Taishan 2-reaktorens indkøringsfase, så er vi måske 2½-3 år fremme før, EDF er klar til at gå om bord i Hinkley C-projektet.

Lægger man hertil de verserende sager, om Storbritannien skulle have informeret og konsulteret med sine nabolande inden igangsættelse af et projekt som dette, som potentielt har sundhedsmæssige konsekvenser langt ud over landegrænserne, samt det spørgsmål, som Greenpeace, grønne energiselskaber og en række EU-lande har rejst, om den massive statsstøtte til projektets gennemførelse er konkurrenceforvridende og i strid med konkurrencereglerne for EUs energimarked, så er der så mange usikkerhedsfaktorer, at tidslinjen – og dermed generationsskiftet i den britiske energiforsyning – bliver helt forudsigelig.

Og lægger man hertil de stadig klarere prognoser om, at den vedvarende energi vil fortsætte med at falde i pris – som for eksempel den ovenfor refererede prognose fra IRENA, at vedvarende energikilder vil falde op til 59% frem mod 2025 – mens den pristalsregulerede fastprisaftale med EDF garanterer, at den i forvejen tårnhøje energipris fra reaktorerne vil fortsætte med at stige. Så virker det økonomiske rationale for Hinkley C efterhånden totalt gennemhullet.

Update 17.06. – Greenpeace har nu nærlæst rapporten om de forfalskede sikkerhedscertifikater fra Arevas jernstøberi i Creusot, som er blevet til på baggrund af, at der blev fundet alvorlige mangler ved stålkvaliteten for reaktorkappen for den EPR-reaktor ved Flamanville, som Areva/EDF har under opførelse. I den forbindelse stod det klart, at der var uregelmæssigheder (anomalies) i dokumentationen af 400 ud af 10.000 enheder. I alt drejer det sig om støbte komponenter til reaktorer i omkring 20 lande. Fra den franske regerings side har det været fremført, at det er dokumentationen, som der er problemer med, og ikke selve komponenterne. Men dette er jo beviseligt ikke tilfældet for Flamanville reaktoren, og særligt de tilsvarende EPR-reaktorer i Finland og Kina må formodes at være i søgelyset. (link)

Update 20.06. – for at gøre billedet endnu mere uoverskueligt, er der på det seneste på det nærmeste udbrudt krig mellem EDF og den franske regering (som ejer 85% af EDF). Det drejer sig om Fesenheim-værket, som ligger tæt ved den tyske grænse, og som præsident Hollande i sin valgkampagne i 2014 lovede at lukke som del af at nedjustere den franske andel af A-kraft i sin el-forsyning fra 75% til 50% over en årrække. Det er EDF ikke uvillig til, men kræver 2 mia. € i kompensation, hvor den franske regering har tilbudt 100 mio. €.

Update 28.06. – Jeg har været borte fra tasterne nogle dage og har derfor ikke fået fulgt op på situationen for Hinkley C og den britiske energipolitik i skyggen af den Brexit-afstemning, som 23. juni sendte Storbritannien ud af EU. Og i disse dage udspiller der sig en regulær magtkamp i de to store partier, hvor David Cameron, som i sin tid udskrev valget, er trådt tilbage og blot erklæret, at det ikke er hans problem, hvordan Storbritanniens udtræden af EU skal foregå, mens de to toneangivende Brexit-skikkelser tydeligvis ikke havde regnet med at vinde, så ingen har gjort sig nogen overvejelser om, hvordan denne skilsmisse rent faktisk skal forløbe.

Men energipolitikken vil givet blive skubbet i baggrunden. Og der er gennemgående frygt for, at Storbritannien, som i Paris var at finde blandt “High Ambition”-landene i de kommende år vil slække på klimaambitionerne. En meget stor del af den nuværende klima- og miljølovgivning er hæftet op på EU-direktiver og EU-vedtagelser, så briterne står overfor at måtte vælge, hvad at alt dette, de vil fortsætte med, og hvad de vil skrotte. Samtidig står både EU og Storbritannien overfor at måtte redefinere deres tilsagn overfor Paris-aftalen.

Der har været spekuleret, at Brexit kunne give EDF og Frankrig anledning til at trække sig fra Hinkley C-aftalen – at det var mindre selvindlysende for den franske regering at finansiere atomkraftværker i England, når landet er på vej ud af EU.

Med Brexit falder de verserende retssager, om den britiske støtte til Hinkley C-projektet er imod EUs konkurrenceregler, umiddelbart til jorden. Men hvis omvendt Storbritannien ønsker fremover at indgå i det europæiske energisamarbejde, ligesom for eksempel Norge i dag gør det, så vil disse forhold stadig være gyldige, og samtidig med Storbritanniens stemme vil have meget lille vægt.

Hvor Hinkley C-afgørelsen længe har ventet på den franske side, som har fremstået stadig mere kaotisk, så er der med Brexit med et slag mindst lige så megen uklarhed på den britiske side af Kanalen. Uanset EDFs forsikringer om, at Brexit intet ændrer ved EDFs planer om at opføre Hinkley C, synes det således meget usandsynligt, at Hinkley C-aftalen først bliver endeligt stadfæstet og projektet først kommer i gang, når Storbritanniens fremtidige EU-relation står langt mere afklaret og de vigtigste energipolitiske forhold er afklaret. Alene lønomkostningerne til franske ingeniører og bygningsarbejdere vil variere voldsomt alt efter hvilke brudflade, man ender med, og hvis man – som Brexit-diskussionen kan antyde – ender med at fravælge det indre marked for at kunne standse EU-immigrationen, vil alene lønudgifterne måske endnu en gang kunne sprænge budgettet.

Og Boris Johnson, som måske til efteråret står som Camerons efterfølger, er en af de ledende politikere, som klarest har taget afstand fra den ekstreme regning, som Hinkley C synes at udvikle sig til. (link)

Dr Paul Dorfman, som er Senior Research Fellow ved The Energy Institute, University College London, siger, at det i det nuværende økonomiske klima er ‘extremely unlikely’, at EDF vil insvestere i Hinkley-reaktorerne og kalder overfor Daily Mail Brexit ‘the final nail in the coffin’ for Hinkley Point. (link)

Blog-indlægget Exit Brexit ser nærmere på de klima- og miljøpolitiske konsekvenser af Brexit.

Update 07.07. – Siden Brexit-afstemningen er kursen på det britiske pund faldet med 16%. Og der blev da faldet ‘kun ‘ var på 12% talt om at det kunne falde yderligere 10%, så kursen kan meget vel stablilisere sig endnu lavere. Der er i løbet af de seneste dage fra bankverdenen kommet vurderinger, som peger på, at pundet kan falde så meget, at dollarkursen bliver 1:1, hvor den nu er 1,3:1, eller omkring 25%. Derudover lå kursen allerede forud for Brexit-afstemningen omkring 10% lavere end for et år siden, da prisen senest blev beregnet. Med omkring halvdelen af anlægsudgifterne placeret uden for Storbritannien vil alene kursforskydningen således i værste fald kunne gøre byggeriet op imod 20-25% dyrere og lægge yderligere 3-4 mia. £ oven i de nuværende 18 mia. £. Så Brexit kan få den i forvejen exorbitante pris til at løbe helt ovenud af det røde felt. Selvom det måske ikke går så galt, vil alene usikkerheden derom gøre det meget usandsynligt, at man i den nuværende situation vil fastlægge nogen aftale.

EDFs ledelse har siden afstemningen ved flere lejligheder bedyret, at Brexit intet ændrer ved EDFs vilje til at gennemføre projektet. Samtidig har EDFs ansatte nu direkte krævet, at Hinkley C udsættes.

EDFs ledelse synes meget opsat på at indgå aftalen inden Cameron trækker sig tilbage i september, for selvom Theresa May sandsynligvis ikke vil vende sig med Hinkley C-projektet, så var udsigterne for blot få dage siden til, at det blev Boris Johnson, som tog over, ikke lovende fra EDFs perspektiv. For Johnson er en af dem, som har ømmet sig over prisaftalen på EDFs reaktorer. Eller hvis der ville komme et parlamentsvalg, hvor Labour med Corbyn kom til magten, så ville han sandsynligvis også lukke ned for den nye generation af atomreaktorer, selvom han ville blive nødt til at forklare sine fagforeninger, som nu plæderer for Hinkley C, at der vil væsentligt flere britiske arbejdspladser i en udbygning med vedvarende energiløsning.

National Grid, en normalt konservativ instans, har netop offentliggjort en rapport, som siger, at Storbritannien står midt i en energirevolution, og at man meget hurtigere ville kunne gennemføre omstillingen ved at satse på sol- og vindenergi.

DONG netop vundet koncessionen på to havvindmølleparker ud for Hollands kyst, Borssele 1 og 2, med en samlet effekt på 700 MW og en pris på 72,7 € pr. MWh, hvilket er ny verdensrekord. DONG har hermed klart distanceret vindmøllebranchens mål om senest i 2020 at kunne levere havvindmølleenergi for under 100 € pr. MWh og 80 € pr. MWh i 2025. Denne pris står i skærende kontrast til den aftale, Storbritannien sidste år nåede frem til om en en pristalsreguleret MWh-pris på 92,5 £ i en 35.årig periode – en pris, som her post Brexit han vise sig at blive betydeligt højere. DONGs prisfald er i en størrelsesorden, som i de senere år ellers kun har været forbundet med solcellestrømmen. Hvis sådanne priser fremover er mulige for havvind, så burde det ikke bare fremprovokere en reevaluering af den nuværende britiske energipolitik, men blive det endelige søm til Hinkley Cs ligkiste.

Her til aften skriver Terry Macalister i The Guardian, at man har genberegnet den udgift, som ikke er selve anlægudgiften, men den støttepris, som man er forpligtet til at betale som forskellen på markedsprisen og de 92,5 £ pr MWh igennem 35 år. Og hvor dette beløb samlet for de 35 år  for blot et år siden blev vurderet at beløbe sig til 14 mia. £, så er støttebeløbet nu blevet beregnet med de nuværende markant lavere energipriser. Her viser det sig, at støtten så vil støtten kunne løbe op i 34 mia. £, eller omtrent 1 mia. £ om året. Så vi er efterhånden lysår fra principbeslutningen i 2005 om, at den nye generation af atomreaktorer skal “etableres, finansieres, konstrueres og drives uden statslige støttemidler. Selv til opførelsen har den britiske regering måttet finde både direkte støtte og lånegarantier.

Update 11.07. – The Carbon Brief bringer i dag et interview med prof.  Jim Skea, som er leder af afdelingen for sustainable energy ved Imperial College London’s Centre for Environmental Policy. Han er yderligere founding member af UK’s Committee on Climate Change og var i 2015 udpeget som co-chair for IPCCs Working Group III. Derudover er han vicepræsident for Energy Institute, så han er en af de mere markante skikkelser på den britiske scene.

I interviewet bliver han blandt andet spurgt om Hinkley C-projektet – om han ser det bliver realiseret, og hvis ikke, hvordan man så kan ‘lukke hullet’ derefter. Og jeg bringer her dette uddrage af det ganske lange interview:

CB: So, on that point, in your view, do you think Hinkley C [nuclear power plant in Somerset] will be built? And, if not, how will that gap in the UK’s energy mix be plugged?

JS: With the various positions I hold, I am very reluctant to comment on individual projects. But the decision on Hinkley C, I don’t think hangs so much on UK energy policy as on decisions that are being made in France, because there are well publicised differences among different members of the EDF board, for example. I think the other thing to mention is that Hinkley Point isn’t the only nuclear game in town for the UK. The Hitachi Project, with the boiling water reactor, is also going through its regulatory process. You could argue that Hitachi probably has deeper pockets than EDF to carry this one through. So even if Hinkley were not to go ahead, it wouldn’t necessarily be the end of the nuclear story for the UK.

CB: But it would presumably leave a big hole – a 7% hole or whatever we variously get told about what it would mean. So, you think other nuclear would fill that void, or do you think other low-carbon sources of power would come into play at that point?

JS: It depends how strong any government wanted to be about the carbon intensity of electricity by around 2030 because there are many things, actually, that could fill the gap covered by Hinkley Point. And I don’t think security of supply is necessarily a worry that’s caused by Hinkley Point. It could be filled in by renewable energy and renewables projects have a three- or four-year planning timeline to get them through, whereas a nuclear station it’s decade at least, on experience. So there are other technologies that could come and fill the gap more quickly. If we were not to be strict on the carbon intensity of electricity, then you would find gas could fill the gap as well, if all you were worried about was getting the kilowatt hours out and you weren’t so troubled about the carbon dimension of it.

Her er det dels interessant at Jim Skea ikke ser Hinkley C som uomgængeligt nødvendig, men at der findes vedvarende alternativer. Dels at han ser vedvarende energianlæg have en 3-4 års tidslinje fra beslutning til færdiggørelse, mens A-kraften kræver mindst et årti – og som Hinkley C-tidslinjen viser det, meget let to årtier.

Update 15.07. – Med en ny regering er det interessant at se, at den nye chancellor Philip Hammond erklærer sig fuldt indstillet på at opføre Hinkley C og den nye generation af atomreaktorer, omend han erkender, at der står en vis usikkerhed om den franske side.

Men klima- og energisituationen har fyldt meget lidt i formandsvalget, det er klart ikke et af den nye premierminister Theresa Mays primære kompetenceområder, energiministeriet er nu besat af hendes hovedmodstander (som har flirtet med klimaskepticismen) og klimaministeriet er nedlagt, mens den hidtidige klimaminister Amber Rudd har overtaget Theresa Mays hidtidige position i Indenrigsministeriet. Så med al Brexit-usikkerheden forude er der tale om en klima- og energipolitisk set svækket regering. Og Hinkley C-projektet kan meget vel risikere at blive skubbet i baggrunden, også fordi det var betryggende at have en afklaring af om ikke alle detaljerne i Storbritanniens fremtidige situation, så en vished om, om briterne ligesom Norge fremover deltager i EUs energisamarbejde?

Nils Pratley skriver 13. juli i The Guardian, at Theresa May, hvis hun ville det, har den perfekte undskyldning for at slukke for Hinkley C-projektet, efter rapporten fra National Audit Office, som nåede frem til, at det samlede støttebeløb til Hinkley-reaktorerne for at kunne betale EDF den aftalte mindstepris på baggrund af den seneste tids lave energipriser kan ende med at løbe op i 30 mia. £ i den 35-årige garantiperiode. I det mindste bør en investering, som med et slag kan blive 20 mia. £ dyrere for briterne, kalde på en reevaluering. (link)

På den franske side har en rapport konkluderet, at EDF godt ville kunne bære den gigantiske økonomiske udskrivning, som det indebærer at bygge to reaktorer til 18 mia. £ – en investering som det har vist sig nærmest mulig at finde interessenter til, selvom det hvis alt går vel vil kunne blive et guldæg, men en høj garanteret pris for strømmen 35 år frem fra færdiggørelsen. Men samtidig med at EDFs ledelse og den franske regering officielt stadig er 100% indstillet på gennemførelsen, har EDFs ansatte stadig klarere markeret, at Hinkley C i den nuværende situation er hasard med virksomhedens fremtid.

Update 20.07. – Ud over de verserende retssager, om den britiske statsstøtte til Hinkley C-reaktorerne er i modstrid med konkurrencereglerne for EUs indre energimarked, så har Marianne Vestager på vegne af Europakommissionen nu sat sig for at se på, om den støtte på 4 mia. €, som den franske regering har aftalt med EDF og Areva i forbindelse med Arevas redning, er acceptabel i forhold til konkurrencereglerne og ikke giver EDF og Areva urimelige konkurrencefordele.

Update 22.07. – EDF har nu sat den endelige beslutning om opførelsen af de to Hinkley C-reaktorer på dagsordenen for et bestyrelsesmøde 28. juli. Til trods for de mange skeptiske og bekymrede stemmer inden for EDFs egne vægge synes EDFs ledelse særdeles stærkt opsat på at få aftalen forseglet.

I de seneste par år har EDFs bestyrelse efterhånden varslet den endelige beslutning mange gange, og det kan ske igen på torsdag. Men BBCs John Moylan skriver, at det er svært at tolke dagsordenen for næste møde anderledes, end at EDFs ledelse nu vil gennemtrumfe beslutningen uanset protester fra den del af bestyrelsen, som er repræsentanter for personalegruppen, og som i det seneste godt halve år stadig klarere har udtrykt tvivl om det rigtige i at påtage sig opgaven i den nuværende situation, hvor EDF er økonomisk i knæ, og at det var rigtigst at vente med at påtage sig mere, indtil to tilsvarende projekter med denne nye reaktortype i Flamanville og Olkiluoto, som lige nu har eksploderet både budgetter og tidsplan, er gennemført dertil, at man ville kunne lade erfaringerne dermed komme Hinkley C til gode.

Samtidig synes den entydige politiske opbakning på begge sider af Kanalen gradvist at smuldre, og den forestående Brexit-proces kan vise sig at skabe endnu mere tvivl om britisk energipolitik og dermed om projektet. Så selvom EDFs ledelse i april udskød afgørelsen til september, så fornemmer man nu, at man er indstillet på at få afgørelsen forseglet uanset den indre uenighed, for ikke at risikere, at tiden pludselig er løbet helt fra projektet.

For hvor den nye generation reaktorer tilbage i 2005, hvor principbeslutningen blev truffet, kunne synes som en indlysende, nærmest uomgængelig beslutning, da har udviklingen siden da gjort projektets økonomi stadig mere ufordøjelig. Dels er prisen for reaktorerne nærmest eksploderet, før man overhovedet er gået i gang med opførelsen, dels er prisen for vedvarende energiløsninger i de mellemliggende år blevet mange gange billigere, så økonomien i Hinkley C-reaktorerne synes i dag at være kørt helt af sporet. Så det tegner lige nu til, at de kommer til at levere verdens dyreste energi. Man kunne måske leve økonomien, hvis det ‘blot’ var disse to reaktorer. Men Hinkley C vil givet komme til at lægge niveauet for de øvrige 8-10-12 reaktorer, som ifølge planerne skulle være klar inden 2025 for at kunne tage over efter gamle reaktorer og udtjente kulkraftværker.

Samtidig synes behovet for udbygning også at være langt mindre end planerne fra 2005 lægger op til. Elektricitetsforbruget er i dag 13% under hvad det var i 2005, og 25% under den prognose, som i 2005 lå til grund for udbygningsplanerne. Og Storbritannien har et kolossalt potentiale for yderligere reduktioner af sit energiforbrug, så der er i den grad basis for at genberegne og gentænke energiplanerne fra 2005.

Uanset det tilsyneladende klare signaler om, at nu lander aftalen, så er der omvendt en gruppe iagttagere, som ser, dels at Hinkley C på EDFs egen hjemmeside står til at begynde selve udstøbningen af fundamenterne i andet halvår 2019 – når Olkiluoto og Flamanville er afsluttet. Samtidig har NAO National Audit Office meldt ud, at et post Brexit Storbritannien ikke kan forvente samtidig at have råd til alle de store infrastrukturprojekter, som er ved at blive igangsat, som tilsammen løber op i +400 mia £. Udover reaktorerne (og der er planlagt væsentligt flere) er det projekter som nye landingsbaner til Londons store lufthavne og forlængelsen af atomudbådsprogrammet Trident, som alene står i +200 mia. £.

Her kunne det meget vel blive atomreaktorerne, som endte med at måtte lade livet, for i dag kan man med havvindmøllefarme producere energi væsentligt billigere end den pris, der er aftalt for energien for Hinkley C. Ikke mindst kan det gøres uden store støttebeløb fra den britiske regering samtidig med, at det er attraktivt at investere i for pensionsselskaber osv., hvilket står i skærende kontrast til de store atomreaktorer, hvor EDF efter flere års ikke har kunnet finde nogen medinvestor bortset fra en virksomhed fra det kinesiske militærindustrielle kompleks. Men det er forståeligt, at EDFs ledelse gerne vil lukke aftalen og sikre næste skridt for EPR-reaktoren, som jo har været tænkt som kernen i den videre franske reaktor-teknologi. Og med foreløbig omkring 2 mia. £ investeret i projektforberedelser er det dyrt blot at sige fra.

De franske myndigheder har i dag lavet et raid hos EDF, hvor man har beslaglagt en række regnskabsdokumenter. Der synes at være rejst tvivl om, om EDF har fusket med de fremtidige forventede omkostninger til opgradering af de franske reaktorer og håndteringen af reaktoraffald og dekommissionering af de mange franske reaktorer, og sat udgifterne hertil kunstigt lavt for at fremstå mere velkonsolideret i forhold til at kunne påtage sig opførelsen af Hinkley C-reaktorerne. Fog selvom EDF er en stor koncern, så er Hinkley C, som sidst blev beregnet til 18 mia. £ (og hvor erfaringerne siger, at det altid bliver væsentligt dyrere og tager væsentligt længere tid) en stor opgave at binde an med i en situation, hvor der er alvorlige problemer med opførelsen af de tilsvarende reaktoropførelser i Olkiluoto og Flamanville.

Update 27.07. – Dagen inden EDFs bestyrelsesmøde i morgen er frontene trukket op. I et forsøg på at afværge beslutningen er EDFs personaleorgansiationer gået til domstolene for at få nedlagt forbud mod at gå ind i opgaven. Der skulle komme en første vurdering heraf mandag i næste uge, men det tyder på, at man ikke føler sig sikker på, at EDF vil stemme beslutningen om Hinkley C igennem uden arbejderorganisations-repræsentanterne.

Som Deutsche Welle opridser situationen, ser det sort ud for disse generation 3-reaktorer: Sandsynligvis kommer de aldrig til at kunne konkurrere med vedvarende energikilder. Og selvom der i visse kredse er store forhåbninger til udviklingen af mindre og mere fleksible generation 4-reaktorer, så er der al mulig grund til at formode, at de også vil ende med at være dyrere end vedvarende energi og lagringsteknologi, når de en gang mellem 2030 og 3040 er klar til at blive sat i kommerciel produktion:

The six labor-union representatives sitting on EDF’s 18-member board have repeatedly opposed the project. They wanted to see it delayed by three years to give EDF time to complete the construction of similar reactors in France, Finland and China, which are several years behind schedule. The company’s works council secretary, Jean-Luc Magnaval, told the news agency Reuters that his union had filed a complaint on the matter with a Paris court, which has scheduled a hearing on the case for August 2. A variety of Generation 4 reactor designs, which engineers hope will be more inherently safe and more cost-efficient than previous generations, are in various stages of prototype development, but none are expected to be commercially available before about 2030 or 2040. By that time, however, renewable energy technologies and battery storage systems may have attained such a low cost that construction of new nuclear power stations may prove a tough sell financially. That’s already the case for the Hinkley Point C project and for EDF’s other three existing EPR reactor projects around the world, all of which have proven to be far more expensive than optimistic early estimates, and very likely none of which would be getting built had they not been supported by heavy government subsidies. (link)

Update 28.07. – I dag er der møde i EDFs bestyrelse. og selvom mange længes efter en afgørelse, så er spørgsmålet, om der lige nu på begge sider af Kanalen er så stor usikkerhed om situationen, at en beslutning – hvis den bliver taget i dag – ikke bliver så klippefast endda. Man så for eksempel Forbes i før gå ind for at få opførelsen i gang, men kun hvis man fik bundet EDF op på, at den første af reaktorerne allersenest var klar til at producere strøm ultimo 2025. EDF har senest sagt senest 2032 og sandsynligvis meget tidligere. Men kan EDF med de nuværende problemer med de to tilsvarende reaktorer i Flamanville og Olkiluoto overhovedet binde sig op på yderligere to uden først at vide, at man har fået løst børnesygdommene. Behøver man at forsøge sig med fire reaktorer i 10 mia. €-klassen? Det er her de ansatte i EDF frygter det store kollaps, mens EDFs ledelse måske ud fra strategiske overvejelser og det forhold, at den økonomiske bet lander hos den franske stat, hvis det går galt, virker indstillet på at løbe endog meget store risici. For ligesom det japanske TEPCO, som stod bag Fukushima Daiichi-værket ikke har fået lov til at kollapse, fordi ansvaret for reaktorerne og oprydningen efter katastrofen så ville falde tilbage på staten, så står EDF med så mange opgaver, som ingen vil overtage, heriblandt opgraderingen af og oprydningen efter både de franske og de britiske atomreaktorer, at det er nærmest utænkeligt, at EDF får lov at kollapse.

De britiske fagforeninger ser 25.000 jobs i konstruktionsbranchen i forbindelse med opførelsen af en ny generation af atomreaktorer og bakker varmt op om Hinkley C. Men det er også deres medlemmer som kommer til at betale. Og nøgternt set, så ville der sandsynligvis være flere britiske jobs i, hvis man i stedet valgte at skaffe sig den samme energimængde med vedvarende energi. Således har blot den udhuling af støttemulighederne til den vedvarende energi, som Tory-regeringen har gennemført siden den tiltrådte for mindre end et år siden, ført til tabet af 12.000 jobs. EDF forventer selv, at der når der er flest i gang vil være 5.600 beskæftiget med opførelsen af Hinkley C.

E3G skrev i går, at der uanset om EDF i dag beslutter sig for at binde sig til opgaven er mindst 10 hurdler, som alle skal overkommes, for at projektet kan realiseres. Jeg har været inde på de fleste ovenfor og vil ikke her gentage dem.

Chris Bryant afslutter artiklen France’s Radioactive White Elephant med ordene: “Yet France will be doing both EDF and its nuclear industry a disservice if it bets big on Hinkley with a still unproven technology, and fails spectacularly. Better to wave a white flag now than build a radioactive white elephant.”

Mødet er endnu ikke afsluttet, så resultatet kendes endnu ikke, men mange iagttagere forventer, at der endelig kommer et bindende tilsagn fra EDF. Men det skal ikke være let. En af de 18 bestyrelsesmedlemmer, som er udpeget af den franske regering, trak sig i dag fra bestyrelsen med henvisning til, at Hinkley C-projektet var yderst risikabelt. I sit tilbagetrædelsesbrev skriver Gerard Magnin, som er vedvarende energi-mand, at han havde forventet, at EDF gradvist ville prioritere den vedvarende energi, men at den nucleare energiproduktion ikke mindst efter overtagelsen af de sørgelige rester af Areva. Der var en stor risiko for, at beslutningen om at binde an med Hinkley C kunne ende med at nedbryde EDF ligesom det var sket med Areva.

Her til aften forlyder det fra BBC, at EDF har truffet endelig aftale om igangsættelse med stemmerne 10 mod 7. Men ikke noget om vilkår og betingelser. Det vil givet foreligge meget mere derom i morgen.

Update 29.07. – Og ganske rigtigt bliver der ikke forberedt dokumenter til underskrift i dag. For knapt havde EDFs ledelse givet sit bindende tilsagn før Greg Clark, som er nyudnævnt minister for ministeriet for business, energi og industriel strategi meldte tilbage, at han fandt, at atomkraften var vigtig for den fremtidige britiske energimix. Men at regeringen nu ville “consider carefully all the component parts of this project and make its decision in the early autumn.”

Lidt forhandlingsfrækt vil de nok mene på den franske side af Kanalen. EDF havde lagt champagne på køl og forventede underskrift allerede i dag fredag. Men nu stiller EDFs topdirektør Jean-Bernard Levy alligevel ikke op til pressekonference i West Somerstedt, værtsbyen for Hinkley C-reaktorerne her til morgen.

Men hvis ikke resultatet skal blive, at man vedtager at gå i gang med opførelsen, så skal der etableres en exit-strategi, som er tålelig for begge parter. Ud over at have investeret i tusindvis af mandår på projekteringssiden har EDF til dato brugt omkring 1 mia. £ på forberedelser af byggegrunden, så EDF har til dato investeret omkring 2,5 mia £ på projektet. Så det er ikke nogen enkel beslutning for EDF bare at vinke farvel til frugterne af disse 2,5 mia. £. Omvendt kan briterne, uanset hvor gerne, de ville aflive projektet, ikke bare kan sige nej tak nu uden at hænge på en betydelig del af regningen. Så er det overhovedet muligt i det nuværende setup at enes om ikke at opføre Hinkley C, eller vil det først som sidst ende i årelange retstvister?

Diagrammet herover viser udviklingen i de forventede energipriser i 2025 for de forskellige energikilder siden 2010. Her ser man, hvordan solcelle-energien i disse år falder voldsomt i pris, og intet tyder på, at denne udvikling vil stoppe foreløbig. Både offshore og onshore vind har tilsvarende markante fald, og i en helt nylig udbudsrunde for to hollandske vindmølleparker, som hver er på 350 MW, nåede DONG markant lavere med 72,7 euro pr. MWh (svært at omregne direkte, men selv med tilslutning ligger prisen her under 100 € pr. MWh eller ~75 £ pr. MWh). Så med de rette udbudsvilkår og placeringer er offshore vind på vej til at indhente onshore vind, og der er intet som tyder på, at projekter som disse ikke kan gøres billigere i de kommende år. Prognoser peger på, at prisen for solenergi og onshore vind i 2040 vil være 40-60% billigere i dag.

Omvendt indebærer den nuværende aftale for opførelsen af Hinkley C, at prisen vil være pristalsreguleret. Det sammenholdt med, at energipriserne i de seneste år er blevet stadig lavere, gør, at strømmen fra Hinkley C med endog meget stor sandsynlighed vil blive verdens dyreste.

Der er bundet en stor mængde politisk kapital i gennemførelsen af Hinkley C, så også af den grund er det en svær beslutning at annullere projektet i den nuværende situation. Det rejser spørgsmålet om, hvordan man deler regningen for de 2,5 mia. £, som EDF allerede har investeret. Men hvis ellers Theresa May og Greg Clarks nye ministerium tør se nøgternt på situationen, så burde Hinkley C-projektet ende her.

Labours skygge-energiminister Barry Gardiner kalder det foreliggende en virkelig dårlig aftale og bebrejder Tory-regeringen, at den ikke har en Plan B. Men selv i konservative rækker er der politikere, som kræve projektet standset.

Daily Mail kalder i dag Hinkley C for “commercial suicide”, og The Telegraph skriver at accept af de nuværende præmisser vil være som at udskrive en blanco-check til EDF. The Times skriver at der er “No Point in Hinkley”, og at der i dag er så mange reelle alternativer til EPR-reaktorerne, at regeringen bør starte forfra i energiplanlægningen. The Guardian istemmer i en leder, at Hinkley C er wrong project, wrong price. Paul Dorfmann fra Nuclear Consulting Group istemmer: “While the rest of the world is going for a renewable revolution we are going to be stuck with an outdated and outmoded technology, and to be sealed into a 35-year contract at three times the price we currently pay for electricity.”

Hvis aktiekurser kan bruges som indikator, så steg EDFs aktiekurs med 8,1% efter at det stod klart, at den britiske regering tøvede med Hinkley C, som i vide kredse er set som en ekstremt risikabel satsning for EDF.

Kamal Ahmed skriver på BBC News, at han så sent som i sidste uge i et interview i Kina fik klart svar fra chancellor Philip Hammond, at Hinkley C ville blive opført. Så det synes at være Theresa May, som i sidste har bremset den britiske underskrivelse, så hun ikke for evigt vil være hængt op på en forhastet beslutning. Og det kan meget vel være den rapport fra National Audit Office, som kom for blot en uge siden, og som pegede på voldsomt meget højere udgifter for at sikre den garanterede mindstepris, hvis energipriserne fortsatte det nuværende lave niveau.

For EDF er det mere end blot to reaktorer af en lang række, som er på spil. Der er allerede store problemer med Olkiluoto og Flamanville, og hvis Hinkley C ender med at strande, hvordan få man så nogensinde produktionen af disse EPR-reaktorer løbet i gang? Hvis Hinkley C nu stander, så kan det meget vel ende med, at disse generation 3-reaktorer forblev ved nogle få forsøgsreaktorer, fordi man måtte sande, at de uanset deres forbedrede sikkerhed var så dyre at opføre, at ingen havde råd til dem, og verden derfor søgte at gå direkte til næste generation af thorium-reaktorer. Problemet med dem er det først bliver klar til at udrulle kommercielt en gang mellem 2030 og 2040 – og at ingen ved, om de, til forskel fra generation 3-reaktorerne, vil kunne konkurrere med de vedvarende energikilder.

John Vidal skriver her til aften i The Guardian, at der sandsynligvis snarere er tale om et ønske om en genforhandling af aftalens økonomi end en egentlig gentænkning af den britiske energiforsyning. En af løsningerne kunne være at skrotte eller udskyde EDF-reaktorerne til der er større klarhed, og så til gengæld prøve at fremskynde mindre rektorer fra det japanske firma Hitachi, som sandsynligvis ville kunne laves billigere og med mindre tvivl om tidslinjen.

Flere har hæftet sig ved, hvor ualmindeligt klodset den britiske udsættelse må tage sig ud i en situation, hvor  det er vigtigt at signalere, at et post Brexit Storbritannien er til at stole på. Skyggekabinets-energiminster Barry Gardiner har i et indlæg i The Guardian her til aften et bud på den samtale, som må have udspillet sig mellem Theresa May og François Hollande:

François: My dear Thérèse, what in the name of Sacré-Cœur do you think you are doing?

Theresa: I just want to go over the details, François.

François: Details? You had 10 years to go over the details, Thérèse. You have given me a big embarrassment. You know my government own EDF and we had to persuade two people to come off the board just to get sign-off on the deal.

Theresa: François, I told you last week it’s Theresa not Thérèse.

François: Theresa, Thérèse, what’s the difference? But you didn’t tell me you were going to do this last week. You knew it was not a good deal for your little Rosbifs: those Labour people have been telling you that for two years. So why you do this now? You cannot be serious!

Theresa: Please, François, do not start talking like John McEnroe or I am ending this conversation right now.

François: But why you wait until after the board take the decision?

Theresa: Because I am a great admirer of Margaret Thatcher and I have waited a long time to say this to a French president: “Couillons! François, couillons!” (link)

“It was the lunch that never was. Cantonese-style pork crackling, Somerset brie and mackerel ceviche with creme fraiche were all on the menu for the 150 VIPs invited to Hinkley Point on Friday. The guests were due to celebrate a third nuclear power station at the site finally being approved. In keeping with the rest of the decade-long battle to build Hinkley Point C, however, the celebrations did not go as scheduled. By Friday morning the marquee was being packed away and the guests were nowhere to be seen. The French company had not been expected to make a decision until later in the year, so the announcement was a surprise,” skriver Graham Ruddick i The Guardian: “There could still be a celebratory lunch in the autumn if May’s government approves the project, but the hangover from the lunch-that-never-was could be painful.”

Update 30.07. – Tænketanken Bright Blue, som tæller en række fremtrædende konservative politikere, deriblandt nu forhenværende DECC-minister Greg Barker, efterlyser nu, at der udarbejdes en ny plan A. I den nuværende situation, hvor omkostningerne ved opførelsen af nye reaktorer er fortsat med at stige i pris, mens prisen for alternativ energi er fortsat med at flade, er det dybt uansvarligt at fortsætte planerne om Hinkley C. I stedet bør man etablere en ny energiplan, som har fokus på etableringen af vedvarende energi, lagring af elektricitet og energieffektiviseringer i så store mængder, at de kan mere end opfylde de huller, som måtte opstå i takt med at eksisterende kulkraftværker og atomrektorer i løbet af 2020erne står overfor at måtte udfases i stor stil. “A new ‘Plan A’ … must be focused on bringing forward sufficient renewables, electricity storage, and energy efficiency to more than close any gap left in the late 2020s by Hinkley not proceeding. This would be sensible, achievable, and cheap,” lyder det fra Bright Blue, som har mere end 100 parlamentarikere som medlem, som dog ikke nødvendigvis alle deler dette synspunkt.

Det har hele registeret af miljøorganisationer ønsket sig længe. Det har stadig flere aviser og intellektuelle krævet i det seneste år eller to, men i det politiske system har der været stor modvilje mod at gentænke energiforsyningen. Faktisk har den konservative regering siden den kom til magten i september sidste år arbejdet i den modsatte retning, afviklet støtteordninger til udbygningen af den vedvarende energi og lagt an til, at der fremover skulle mere vægt på A-kraft og gas fra et britisk fracking-eventyr. Det har været svært at diskutere, for det har aldrig været fremlagt som en samlet plan. Det er i konventionel ingeniør-tankegang et meget enkelt centralistisk energisystem, hvor reaktorerne kører konstant (hvilket de er gode til), mens der bliver skruet op og ned for gaskedlerne for at fylde hullet mellem den faste energiforsyning og det øjeblikkelige niveau. Dettes system er jo enklere at drive, jo mindre sol og vind, der er på banan. Så en sådan energiplan ville ikke på samme måde kræve avanceret styring af el-nettet. Problemet er blot, at et sådant system ikke hænger sammen med klimamålsætningerne – og slet ikke, når man samtidig har skrottet udvikllingen af CCS-teknologi, som potentielt på et tidspunkt ud i fremtiden ville kunne absorbere den CO₂, som dannes ved gasafbrændingen.

Så i en tid, hvor Labour er opslugt af indre stridigheder og en ny Tory-regering kæmper med at få taget rigtigt hul på Brexit-processen det er svært at se, hvorfra kræfterne skulle komme til at gentænke Storbritanniens energiplan.

Update 04.08. – Det står nu klart, at EDFs øverste chef Jean-Bernard Levy aftenen inden bestyrelsesmødet vidste, at Theresa May ville bede om betænkningstid og udsætte afgørelsen. Det havde hun meddelt ved hendes besøg i Frankrig få dage inden. Men det fortalte Levy ikke videre til sin bestyrelse. Det har også vakt en del harme, at sagen blev stresset igennem i EDF – bestyrelsesmedlemmerne fik kun et døgn til at gennemlæse den endelige aftale, og ingen kan klare ansvarlig gennemlæsning af 2.500 sider på den tid.

Begge dele vil blive brugt mod Levy til at rejse en sag om, at afgørelsen er ugyldig, fordi den ikke skete på fuldt oplyst grundlag. Ikke af udefrakommende, men fra den meget store gruppe inden for EDF, som mener det er hasard med virksomhedens økonomi at binde an med opgaven i den nuværende situation.

Theresa Mays største betænkning synes ikke at være prisen (selvom den er astronomisk) eller principielle spørgsmål om Storbritannien skal have atomkraft, men det sikkerhedspolitiske aspekt af, at få kinesiske interesser helt centralt paceret i den britiske infrastruktur. Men under alle omstændigheder har hun meldt ud, at der først falder en afgørelse til efteråret.

Det nyetablerede Department of Business, Energy and Industrial Strategy siger nu som svar på en forespørgsel, at briterne ikke vil skylde noget, hvis de vælger ikke at at opgive Hinkley C i og med, at man endnu ikke har skrevet under. Det kan godt være, men på den baggrund virker det noget uansvarligt, at EDF efter sigende har brugt 2.5 mia. euro på projektet og er langt med forberedelserne i Somerstedt. Forespørgslen kom efter at avisen The Times mandag kunne meddele, at EDF var til sinds at kræve 3 mia. euro i erstatning, hvis projektet ikke blev til noget.

Tilbage i april sagde Amber Rudd (dengang energiminister), at selv når aftalen var underskrevet, ville der kun være meget få helt ekstraordinære situationer, hvor briterne kunne blive medansvarlige for bygge- og projekteringudgifternne, hvis projektet ikke blev til noget, selv efter at man havde underskrevet. Så det lyder umiddelbart som om EDF står i en virkelig vanskelig situation, hvis Theresa May ender med at sige nej tak til at få kineserne involveret.

Henrik Poulsen fra DONG er refereret i både The Guardian og Bloomberg for at sige, at atomkraften ikke er eneste mulighed – og at en vindløsning kan laves hurtigt, til prisen. Men at vind plus supplement med gas ville kunne levere energien lige så sikkert – og billigere. Det kan han med god samvittighed gøre på baggrund af, at DONG lige har vundet opgaven at lave 700 MW havvindmøllefarm ud for den hollandske kyst, Borsele 1 og 2. Senere i år afgøres Borssele 3 og 4 – som også meget vel kunne gå til DONG.

Mange andre har i disse dage understreget, at der er andre muligheder, inklusive at spare lidt mere på energien. Faktisk lå det britiske strømforbrug i 2014 hele 21% under forbruget i år 2000.

Update 07.08. – Situationen omkring Hinkley C mudrer hastigt til i disse dage. Mange i forretningsverdenen beklager Theresa Mays bremsen af vedtagelsen ud fra, at det signalerer manglende handlekraft for Storbritannien post Brexit-beslutning. Og selvom kineserne officielt har udtrykt forståelse for, at May ønskede et par dage ekstra til at se en sidste gang på sagerne, så er de mange signaler om, at det er mistillid til kinesiske investeringer i britisk infrastruktur tydeligvis gift, og man hører trusler om at trække kinesiske investeringer ud af Storbritannien.

På den franske side af Kanalen har retten afvist et ønske fra mindretallet i bestyrelsen om at få bremset sagen, mens EDFs topleder Jean-Bernard Levy nu lægger sag an mod de fagforeningsrepræsentanter som har sagt, at han forud for seneste bestyrelsesmøde vidste, at May ville udsætte afgørelsen. Fagforeningsrepræsentanterne har omvendt rejst en sag overfor EDFs topledelse om at få frigivet nu hemmeligholdte dokumenter om Hinkley C-aftalen. Så det er ikke for meget at sige, at EDFs bestyrelse ligger i åben borgerkrig.

Samtidig er det kommet frem, at EDF i maj brugte mere end to uger på at svare den britiske atomsikkerhedsinstans på en henvendelse vedrørende komponenter med fejl i sikkerhedscertificeringen, som stammede fra Arevas specialjernstøberi efter at det i en undersøgelse var blevet klart, at de fejl og uregelmæssigheder, man havde fundet omkring certificering og godkendelse af vitale dele til Flamanville-reaktoren, blot var et enkelt eksempel på en udbredt uredelighed med sikkerhedscertificeringen. I løbet af af juni er det dog blevet dokumenteret, at der ikke er problemer med de pågældende komponenter til Sizewall B-reaktorerne. Men i den nuværende situation er det endog meget dumme signaler at sende fra Areva-EDF.

Forhenværende energiminister Lord Howell, som i sin tid var med til at etablere planerne for en ny generation af reaktorer, siger i dag til Daily Mail, at tiden er blevet en anden, og at reaktorerne er blevet alt for dyre. Hvis man tænkte forfra i dag, ville man komme et til et andet resultat. Lord Howell foreslår kun at bygge den ene af de to reaktorer.

“This is a project built on technology that hasn’t yet worked,” siger han til Daily Mail: “It is also a project designed in an age when oil was $110 a barrel – and it’s now less than half that.”

Ved Olkiluoto i Finland er man også endt med kun at ville have en enkelt reaktor efter at det står klart, hvor store forsinkelser og budgetoverskridelser, der er tale om for den første reaktor. Men hvor det kun at bygge den ene reaktor vil måske forretningsmæssigt kunne gøre opgaven mindre riskabel for EDF, så vil det givet ikke få prisen ned. Tværtimod vil de 2½ mia. £, som der efter sigende allerede er brugt på projektet, skulle bæres af kun en enkelt reaktor. Så det vil tværtimod gøre reaktorstrømmen dyrere.

Update 10.08. – Her midt i agurketiden udfolder der sig et politisk drama på højeste plan omkring igangsættelsen af Hinkley C-reaktorerne. At kineserne finder det vigtigt at få en fod inden for på det europæiske marked, afspejles af i hvor høj grad man har ageret såret på den diplomatiske front, og den kinesiske ambassadør direkte har skrevet i britisk presse (Financial Times) i stedet for at benytte de sædvanlige politisk-diplomatiske kanaler.

Efter at franske fagforeninger, som tilsammen står for 80% af de ansatte i EDF og har forsøgt via det retslige system at få EDFs tilsagn kendt ugyldigt (fordi beslutningen i EDFs bestyrelse blev presset igennem uden at bestyrelsesmedlemmerne havde nogen chance for at træffe en informeret beslutning), har det franske socialistparti nu erklæret sig imod projektet – eller mere præcist imod at haste det igennem i en situation, hvor ingen kender konsekvenserne af Brexit. Hermed erklærer partiet sig i modstrid med præsident Hollande (også socialistpartiet), som løbende har bakket op om projektets gennemførelse.

I dag har det skotske selvstændighedsparti SNP, som ved seneste parlamentsvalg vand samtlige skotske valgkredse, meldt ud, at projektet på baggrund af de senest fremkomne oplysninger bør opgives. “Experts have already stated that Hinkley is yesterday’s answer to today’s energy needs – and I urge Theresa May to listen to expert opinion and take the long overdue decision to end the project for good,” siger SNPs Gillian Martin.

Update 11.08. – Kina-bekymringen har fået ny næring efter at det er kommet frem, at en taiwanesisk-født mand, Szuhsiung “Allen” Ho, som kom til USA i 1973, blev uddannet bed Berkeley (phd i nuclear engineering), gift og bosat i USA, har spioneret amerikansk reaktorteknologi. Han etablerede i 1996 et rådgivningsfirma omkring atomkraft og har i den forbindelse haft samme China General Nuclear Power som kunde, som står overfor at investere en tredjedel af de to reaktorer ved Hinkley C.

Sagen er ikke afgjort, det står ikke klart, hvor direkte forbindelser der er mellem Ho og CGN, og Hos forsvarer afviser alle anklager. Men Ho har haft seks amerikanske reaktordesignere til at lave konsulentarbejde for CGN, så der kan meget vel være sket en blødning af viden, som er underlagt sikkerhedsbestemmelser. Det er præcis bekymringer om sådanne komplikationer ved at involvere ikke kinesisk kapital som sådan, men en virksomhed (CGN), som er en central del af det kinesiske militær-økonomiske kompleks, få en så vital rolle for den britiske infrastruktur, som tilfældet vil være, hvis ikke bare CGN bliver investor, men også – som det synes at være en del af aftalen – efterfølgende får mulighed for at opføre atomreaktorer af eget design på i Storbritannien.

Faktisk er det nok ikke for meget at sige, at det er interessen heri, som gør, at CGN overhovedet har fundet det værd at investere i Hinkley C-reaktorerne. Ingen andre har været villige til dette, uanset at EDF har forsøgt i snart et årti at finde samarbejdspartnere. Ingen – bortset fra Areva, som er konkursramt, og hvis interesse igen var at kunne sælge deres reaktorteknologi til næste generation britiske atomkraftværker.

I en tid hvor den globale virkelighed er en realitet, burde vi kunne have tillid til hinanden – det er faktisk dybt problematisk blot at signalere ikke at have det. Og jeg forstår godt, hvis kineserne føler sig stødte i den nuværende situation. Vi har brug for den fredelige sameksistens, vi har brug for at samarbejde. en jeg forstår omvendt ikke, hvordan den britiske regering nogensinde har accepteret, at CGN, som står bag udviklingen af de kinesiske atomvåben, nogensinde skulle have noget at gøre i Storbritannien. Det er ikke fredelig sameksistens. Det er infiltration af/i de forkerte kræfter.

I Australien har den australske regering lige afvist et kinesisk firmas ønske om at købe en 50,4% andel af aktierne i Ausgrid, det største energidistributionsnetværk i det sydlige Australien med henvisning til, at det var imod nationale interesser.

I en artikel i gårsdagens The Telegraph skriver Ambroise Evans-Pritchard i en artikel om energilagring som the holy grail i fremtidens energiforsyning, at: “This transforms the calculus of energy policy. The question for the British government as it designs a strategy fit for the 21st Century – and wrestles with an exorbitant commitment to Hinkley Point – is no longer whether this form of back-up power will ever be commercially viable, but whether the inflection point arrives in the early-2020s or in the late 2020s.”

Men er Theresa May i den nuværende situation, hvor Brexit har sat alle instanser på fuldt overarbejde og klima- og energiministeriet er nedlagt, i stand til at se dette klart nok til ikke at binde briterne op på en gigantisk fejlinvestering et halvt århundrede frem i tiden?

Update 19.08. – Tidligere på året var det Financial Times, som stod frem og erklærede Hinkley C som en dårlig idé. Nu har det britiske erhvervslivs andet store medie, The Economist, tilsluttet sig det stadig større kor, som kræver planerne om Hinkley C opgivet med artiklen Hinkley Pointless. Heri slår man til lyd for, at Hinkley C-planerne skal skrottes og midlerne i stedet bruges på at få den vedvarende energi til at fungere.

Samtidig har det officielle kinesiske nyhedsbureau advaret kraftigt mod de seneste antikinesiske signaler og kaldt dem kinafobiske. Man vil tydeligvis meget gerne ind på det britiske energimarked.

EDF har også netop fremlagt yderligere forberedende arbejder i Somerset for 240 mio. £ – det er noget, de britiske virksomheder og fagforeninger kan se. Men nøgternt set ville der være mere britisk beskæftigelse i, hvis den tilsvarende energimængde skulle tilvejebringes via vedvarende energikilder.

Update 31.08. – Fem af de seks repræsentanter for de ansatte i EDF har nu lagt sag an med krav om at EDFs beslutning om at acceptere opførelsen af Hinkley C-reaktorerne 28. juli bliver kendt ugyldig, fordi den skete under fejlagtige forudsætninger – og at bestyelsesformanden direkte forholdt i hvert fald nogle af bestyrelsesmedlemmerne vitale informationer. Bestyrelsesmedlemmerne fik ikke at vide, at briterne øjeblikkeligt ville udsætte aftalen, men blev tværtimod presset til at træffe beslutningen nu, fordi briterne var meget opsat på hurtigst muligt at komme i gang. Og de mange tusinde sider dokumentation af aftalen blev først udleveret så sent dagen inden, at ingen havde nogen jordisk chance for at leve op til sit bestyrelsesansvar og tage en velkvalificeret beslutning.

Hvor de franske fagforeninger er imod aftalen – og på baggrund af EDFs voldsomme problemer med Olkiluoto og Flamanville mener at det er hasard med virksomheden at igangsætte flere ‘forsøgsreaktorer’ nu. Da er det ganske interessant at iagttage, at mange af de britiske fagforeninger i den seneste tid har insisteret på, at reaktorbyggeriet gennemføres. Det sker med henvisning til, at det vil give masser af beskæftigelse. Men selve byggefasen vil maksimalt give 4.500 ansatte, hvoraf en betydelig del vil være udenlandsk ekspertise. Og efterfølgende vil der sandsynligvis være mellem 600-900 ansatte ved Hinkley C. Hvis samme midler i stedet blev anvendt til udbygningen af den vedvarende energi, ville beskræftigelsesvolumenet være markant større, og det ville i langt større udstrækning være noget, som ville kunne varetages fuldt ud af britiske arbejdere.

Sagens videre skæbne skulle blive afklaret på et møde 5. september.

Samtidig har EDFs Work Council anlagt en tilsvarende sag med krav om at afgørelsen om Hinkley C erklæres ugyldig.

Der har været stille nogen dage om den amerikanske spionagesag, hvor CGN meget direkte synes at have været involveret i at tilrane sig nuclear specialviden. Og fra at Theresa Mays skepsis overfor Hinkley C primært blev hængt op på de storpolitiske konsekvenser ved at invitere en af de vigtigste virksomheder i det kinesiske militærindustrielle kompleks til at deltage i opførelsen og driften af vital britisk infrastruktur, er analyserne gradvist svinget mere i retning af, at den kinesiske akse blot er en anledning til at trække sig ud af den for briterne økonomisk set meget ufordelagtige aftale. Samtidig er Hinkley Cs rolle som “uundværlig”, hvis man skulle undgå blackouts, i de seneste uger blevet markant nedtonet. Dels fordi det britiske energiforbrug er dalende, mens de prognoser, hvorefter Hinkley C er nødvendig, regner med fortsat stigende energiforbrug. Dels fordi der findes vedvarende energiløsninger, som ville kunne realiseres både hurtigere og billigere, med mere britisk beskæfrigelse og en langt enklere finansiering.

Update 20.12.2017 – Her to år efter underskrivelsen siger Ed Davey, som var energiminister, da den endelige aftale om Hinkley C blev underskrevet, men siden ikke blev genvalgt, at økonomien i mellemtiden er løbet fra Hinkley C. Og han siger nu til Greenpeaces organ Unearthed, at Hinkley C sandsynligvis aldrig bliver bygget.

Man kan så sige bedre sent end aldrig, og man kan forurolige sig over, at når først en proces er så langt fremskreden, som reaktorerne ved Hinkley Point, så er det både voldsomt dyrt og besværligt at opgive. Hvor briterne for to år siden havde haft en chance for at standse mens legen var god og sige til EDF, at hvad de havde lavet indtil nu måtte være for egen regning, så kommer det til at koste kassen for briterne at standse processen nu, uanset hvor dy og dårlig den er for de britiske forbrugere.

Davey siger videre til Unearthed, at han, hvis han var energiminister i dag, ville prioritere udbygningen af vedvarende og går hurtigt frem med CCS men langsomt med atomkraften. Han ville ikke tage atomkraften helt af bordet, men ikke “sætte den frem i butiksvinduet”. Davey finder ligeledes, at de nye planer om at investere i small modular reactors, er vanvittige (crazy). Trods den megen snak om, at den form for atomkraft vil vise sig meget billigere, har en nylig undersøgelse vist, at strømmen fra disse SMR-reaktorer vil være dyrere end fra Hinkley C.

Alligevel ser man Theresa Mays nuværende regering bakke op om Hinkley C og etableringen af SMR-reaktorerne, samtidig med at man har opgivet udviklingen af CCS og lagt en alvorlig dæmper på udviklingen af den vedvarende energi, selvom den i de seneste år har vist sig at være den markant billigste.

Daveys udmeldinger til Unearthed følger et typisk mønster fra Japan. Her har man efter Fukushima-katastrofen set en hel stribe af tidligere premierministre vende sig mod atomkraften. Hvor logikken så længe man sidder som minister er, at “selvfølgelig” skal atomkraften udbygges, alt andet vil være hasard med energiforsyningssikkerheden osv. Så kommer det efterfølgende til at være indlysende, at man bør gøre sig så lidt afhængig af atomkraft som mulig og på bare lidt længere sigt helt afvikle den.

Det peger på vores politiske systemers manglende evne til at tage de rigtige beslutninger.

Men hvorfor er det så vanskeligt at træffe de rigtige beslutninger? Én ting er lobbyister, og at teknikere og rådgivere synes at have lettere ved at overskue traditionelle energisystemer med nogle få store centraliserede enheder end et komplekst net, hvor mange små enheder både producerer og forbruger. Men der er også en præstationsfaktor, det at have været med til noget STORT, i at disse gigantiske atomknusermaskiner har en næsten dæmonisk appel på beslutningstagerne. Og så er der inde under det hele det forhold, at atomreaktorerne stille og roligt producerer den plutonium, der bruges verdens atomarsenaler. Selvom det sjældent er fremdraget, så er det en stærkt medvirkende årsag til, at atomkraften har den appel den har selv for lande, der indtil nu ikke har haft den.

Men de er svære at fortryde, når først man har fået dem. Så hænger generationer på affalds- og sikkerhedsspørgsmålene. På den led har vi ikke gjort verden enklere for de kommende generationer og civilisationer.

Se tidligere blog-indlæg: Tyskland lukker kulkraftværker, Pandora’s Promise Was A Lie – Fukushima Documentary 2014, Danmark lige nu nær 80% sol- og vindenergi, Japansk reaktorgenstart i sigte, Alligevel retsligt opgør om Fukushima-katastrofen, Japan skruer igen op for A-kraften, Briterne lukker deres sidste kulmine, Frankrig på 100% vedvarende energi i 2050? og Brexit perspektiver.

Joe Sandler Clarke: Sir Ed Davey: ‘There are doubts about whether Hinkley will ever get built’, Unearthed 15.12.2017.

Angelique Chrisafis: EDF representatives file legal challenge in France over Hinkley Point, The Guardian 31.08.2016.

Bate Felix & Geert De Clercq: EDF union board members file challenge to annul Hinkley Point vote, Reuters 31.08.2016.

Ian Farlie: If it’s jobs they want, Labour and the unions must back renewables, not Hinkley C!, The Ecologist 30.08.2016.

Philip Inman: If we’re serious about industrial strategy, renewables is a good place to start, The Guardian 20.08.2016.

Chinese media labels Britain ‘China-phobic’ over stalled Hinkley nuclear deal, RT 19.08.2016.

Terry Macalister: Business chiefs attack UK government failure to secure energy supply, The Guadian 19.08.2016.

Tom Phillips: Beijing decries ‘China-phobia’ after Britain cools on Hinkley Point nuclear deal, The Guardian 19.08.2016.

Mark Lammey: McCaig urges Treasury investment in green energy storage, Energy Voice 18.08.2016.

Francis Churcill: EDF announces contracts worth £240m for Hinkley Point C, Supply Management 18.08.2016.

Hinkley’s Hidden History, Morning Star 18.08.2016.

Jessica Shankleman: Offshore Wind Could Replace Hinkley in U.K. at Same Cost, Bloomberg 16.08.2016.

Giles Parkinson: UK Tories wake up to nuclear folly, as wind and solar found to be cheapest, RenewEconomy 16.08.2016.

Tom Grimwood: Hinkley’s significance has been ‘overplayed’, says SSE boss, Utility Week 16.08.2016.

Robin Pagimenta: Hinkley Point partner making reactors for disputed islands, Times 15.08.2016.

Richard Martin: Huge British Nuclear Project Becomes a Diplomatic Flash Point, MIT Technology Review 15.08.2016.

Huub den Rooijen: Hinkley C’s future is in doubt. Let’s turn our sights to offshore wind, The Guardian 14.08.2016.

Anne Zammit: UK nuclear sunset? Times of Malta 14.08.2016.

Security is not the only reason to cancel Hinkley. There are many others, The Guardian 14.08.2016.

Jessica Morris: UK government could fall back on get-out clause for Hinkley, City AM 14.08.2016.

Whatever China says, we need to dump Hinkley Point, (leder) The Spectator 13.08.2016.

Bridget Woodman: Hinkley Point C delay: how to exploit this attack of common sense in energy policy, EnergyPost 12.08.2016.

Terry Macalister & Heather Stewart: Energy specialists raise concerns on Chinese Hinkley involvement, The Guardian 11.08.2016.

Five reasons why Hinkley nuclear power station is not the golden goose, Greenpeace 11.08.2016.

Ian Cobain: Hinkley Point C: case against CGN has the feel of a modern spy thriller, The Guardian 11.08.2016.

David Elmes: As Hinkley Point C put on ice: the UK needs to get over energy megaprojects, EnergyPost 11.08.2016.

The Guardian view on doing business with China: not a question of whether, but when and how, (leder) The Guardian 09.08.2016.

Maria L La Ganga: Nuclear espionage charge for China firm with one-third stake in UK’s Hinkley Point, The Guardian 11.08.2016.

Rob Davies: Who is the US engineer accused of nuclear espionage? The Guardian 11.08.2016.

Terry macalister: May urged to pull plug immediately on Hinkley C over spying allegations, The Guardian 11.08.2016.

Adam Vaughan: Solar and wind ‘cheaper than new nuclear’ by the time Hinkley is built, The Guardian 11.08.2016.

Australia blocks power grid sale to Chinese investors, RT 11.08.2016.

Ambroise Evans-Pritchard: Holy Grail of energy policy in sight as battery technology smashes the old order, Telegraph 10.08.2016.

Tom McTague, Sara Stefanini & Alberto Mucci: Hinkley: 7 things to know about Theresa May’s first big test, Politico 10.08.2016.

Jonathan Porritt: Hinkley Point, Greg Clark and the fate of Britain’s energy future, The Ecologist 09.08.2016.

Ambroise Evans-Pritchard: Hinkley Point near melt-down as French socialist party calls for freeze, Telegraph 09.08.2016.

Rob Davies: EDF decision on Hinkley Point should be declared void, say French unions, The Guardian 08.08.2016.

John Sauven: For a secure energy future, there are far better investments than Hinkley, The Guardian 08.08.2016.

Ben Quinn: China warns UK relations are at ‘historical juncture’ over Hinkley Point, The Guardian 08.08.2016.

Adam Vaughan: Chinese firm with military ties invited to bid for role in UK’s nuclear future, The Guardian 07.08.2016.

Hinkley Pointless, The Economist 06.08.2016.

Gus Trompiz: EDF to take legal action over union’s claims about Hinkley Point, Reuters 06.08.2016.

Jamie Doward: Nuclear safety fears grow as France snubs UK watchdog, The Guardian 06.08.2016.

Neil Craven: Gaspard Sebag & Helene Foquet: EDF Wins Interim Paris Ruling Over Hinkley Point Board Approval, Bloomberg 05.08.2016.

Rachel Morison, Alex Morales & Jessica Shankleman: Is China’s Role in Hinkley Point Really a Security Threat? Bloomberg 05.08.2016.

Jonathan Porritt: Hinkley Point, Greg Clark and the Fate of the Nation, Jonathan Porritt 04.08.2016.

Terry Macalister: Hinkley Point C is not only new energy option, says windfarm developer, The Guardian 04.08.2016.

Jessica Shankleman & Peter Levring: Hinkley Options Emerge With Dong Able to Speed Offshore Wind, Bloomberg 04.08.2016.

Rachel Morison: U.K. Says It Won’t Pay EDF for Hinkley If Plant Is Scrapped, Bloomberg 03.08.2016.

Geert De Clercq, Michel Rose and Benjamin Mallet: Exclusive: EDF boss knew Britain planned to delay $24 billion nuclear deal, Reuters 03.08.2016.

Tom Burke: Doubts pile up about UK’s Hinkley nuclear plant, China Dialogue 01.08.2016.

Ben Blanchard: China calls for British nuclear project to proceed, Reuters 01.08.2016.

Kate Holton: Britain’s May worried by China investment, intervened to delay nuclear deal, Sydney Morning Herald 31.07.2016.

Stephen Heidari-Robinson: Personal reflections on decarbonization in the UK, LinkedIn 29.07.2016.

John Parnell: Conservative think tank turns back on Hinkley C, Solar Power Portal 29.07.2016.

Graham Ruddick: From feast to farce: how the big Hinkley Point C party was put on ice, The Guardian 29.07.2016.

Simon Jenkins: Hinkley Point is bad business. Theresa May should put it out of its misery, The Guardian 29.07.2016.

John Vidal: Hinkley Point C delay points to renegotiation rather than rethink, The Guardian 29.07.2016.

Berry Gardiner: The Conservatives have realised too late that Hinkley Point is a rip-off, The Guardian 29.07.2016.

Deborah Orr: Just as we need friends, May is busy ruffling feathers over Hinkley Point, The Guardian 29.07.2016.

Graham Ruddick: Why have ministers delayed final approval for Hinkley Point C? The Guardian 29.07.2016.

Mark Sands & Tracey Boles: Nuclear fallout: Government cools on Hinkley Point after EDF approval, City AM 29.07.2016.

Kamal Ahmed: Why did the chancellor tell me Hinkley ‘will go ahead’ five days ago? BBC News 29.07.2016.

Jeemy Warner: Approving Hinkley Point would be signing a blank cheque for nuclear power, Telegraph 29.07.2016.

Alan Jones & Dan Bloom: Hinkley Point in chaos as government delays £18bn nuclear plant hours after EDF approves it, Daily Mirror 29.07.2016.

Graham Ruddick: Hinkley Point C in doubt after British government delays approval, 29.07.2016.

Damian Carrington: Hinkley’s nuclear plant fails all tests – bar the politics, The Guardian 28.07.2016.

The Guardian view on Hinkley C: wrong project, wrong price, (leder) The Guardian 28.07.2016.

Hinkley Point gets final investment approval from France’s EDF, BBC News 28.07.2016.

David Elmes: Hinkley Point C: the UK’s last energy megaproject? The Conversation 28.07.2016.

Graham Ruddick: Resignation of EDF director paves way for Hinkley Point go-ahead, The Guardian 28.07.2016.

Michael Liebreich: The case for Hinkley Point C has collapsed: It’s time to scrap it, City AM 28.07.2016.

Emily Godsen: EDF board member resigns, attacking Hinkley Point nuclear project as financially ‘risky’, Telegraph 28.07.2016.

EDF’s Hinkley Point C nuclear power station faces £18bn decision day, (Press Association) The Guardian 28.07.2016.

Jennifer Rankin: Flamanville: France’s beleaguered forerunner to Hinkley Point C, The Guardian 27.07.2016.

EDF decision on Hinkley not the last word, E3G 27.07.2016.

Chris Bryant: France’s Radioactive White Elephant, Bloomberg 27.07.2016.

John Sauven: Hinkley Point C is no more than a doomed attempt at face-saving, The Guardian 27.07.2016.

Nils Zimmermann &  Jo Harper: French nuclear company EDF to get cash infusion, Deutsche Welle 26.07.2016.

Adam Sage: French staff in last bid to block Hinkley Point, Times 25.07.2016.

Andrew Walker: Brexit will halt large infrastructure projects says National Audit Office chief, Infrastructure Intelligence 25.07.2016.

Jillian Ambrose: EDF raided by French authorities alead of Hinkley greenlight, Telegraph 22.07.2016.

David Toke: EDF to postpone Hinkley Construction start to at least mid 2019, David Toke’s Blog 22.07.2016.

Terry Macalister: Hinkley Point C nuclear project expected to get go-ahead next week, The Guardian 22.07.2016.

Harry Weber: EDF Calls for Final Decision on Building Hinkley Point Reactors, Bloomberg 22.07.2016.

EDF to decide on Hinkley Point next week, The Guardian 22.07.2016.

Europe checks French state aid for Areva restructuring, World Nuclear News 20.07.2016.

State aid: Commission opens in-depth investigation into French state financing of Areva restructuring, European Commission 19.07.2016.

Rowena Mason & Anushka Asthana: Commons votes for Trident renewal by majority of 355, The Guardian 18.07.2016.

Bate Felix & Benjamin Mallet: French unions walk out of nuclear sector meeting with minister, Reuters 18.07.2016.

Terry Macalister: Hinkley Point: new UK chancellor determined to start building, The Guardian 14.07.2016.

James Moore: Philip Hammond’s backing for the Hinkley C nuclear plant might be his first dodgy decision, The Independent 14.07.2016.

Robin Pagnamenta: Taxpayers facing extra £24bn bill for nuclear power station, Times 14.07.2016.

Terry Macalister: Hinkley Point C may cost £30bn in ‘top-up payments’, warns watchdog, The Guardian 13.07.2016.

Bate Felix: RPT-EDF can support Hinkley Point financial risk -French parliament report, Reuters 13.07.2016.

Emily Godsen: Hinkley Point subsidy bill quadruples as power price forecasts fall, Telegraph 13.07.2016.

Leo Hickman: The Carbon Brief Interview: Jim Skea, Carbon Brief 11.07.2016.

Terry Macalister: Estimated cost of Hinkley Point C nuclear plant rises to £37bn, The Guardian 07.07.2016.

James Murray: DONG Energy set to smash offshore wind cost-reduction record, BusinessGreen 06.07.2016.

David Toke: Dave Toke’s green energy blog, David Toke’s Blog 07.07.2016.

Damina Kahya: Hinkley: Fall in wholesale price adds billions to consumer subsidy, Greenpeace Energy Desk 07.07.2016.

Adam Sage: Brexit will not scupper Hinkley Point, insists EDF, Times 05.07.2016.

EDF workers’ committee expected to demand that nuclear power plant at Hinkley Point in Somerset is delayed, Tis is money 03.07.2016.

Britain’s likely next PM Theresa May wants urgent vote on Trident renewal, RT 05.07.2016.

Bate Felix & Andrew Callus: EDF says has full confidence in Hinkley Point, Brexit no barrier, Reuters 04.07.2016.

Bate Felix & Benjamin Mallet: Trance’s EDFsets sights on $200 bln nuclear decommission market, (Reuters) Daily Mail 04.07.2016.

Jeremy Leggett: The nuclear white elephant that stands in the way of green growth, ReCharge 03.07.2016.

Terry Macalister: Hinkley Point C critics try to derail it amid Brexit vote turmoil, The Guardian 01.07.2016.

Paul Brown: Brexit hot air causes climate problems, Climate News Network 29.06.2016.

Stephanie Linning & Sam Tonkin: Brexit vote is ‘final nail in the coffin’ for £18 billion Hinkley Point nuclear power station plans, says energy expert, Daily Mail 28.06.2016.

Zachary Davies Boren: China concerned about Brexit impact on Hinkley, Greenpeace Energy Desk 28.06.2016.

Tom Mendelsohn: Brexit fallout: Hinkley Point C nuclear power station now “extremely unlikely”, Ars Technica 28.06.2016.

Chris Godall: Higher fuel bills, less renewables, an end to nuclear power: Brexit’s energy shakeout, The Ecologist 28.06.2016.

Bate Felix: France’s Macron says timely EDF decision on Hinkley Point needed, Reuters 28.06.2016.

Geert De Clercq: EDF says committed to Hinkley Point following Brexit vote, Reuters 24.06.2016.

EDF Managers Tell UK MPs That Hinkley Point C Should Be Postponed, Nuc Net 20.06.2016.

Quentin Philippe: Is the EPR nuclear reactor fit for the current market? EnergyPost 20.06.2016.

Clément Sénéchal: Anomalies and suspected falsifications in the nuclear industry: a dozen countries affected, Greenpeace 16.06.2016.

Terry Macalister: EDF’s top managers tell MPs that Hinkley Point should be postponed, The Guardian 17.06.2016.

Himanshu Goenka: French Nuclear Power Company Areva (AREVA) Announces Restructuring Plan, To Raise $9 Billion, International Business Times 15.06.2016.

Nina Chestney: Solar, wind costs could fall up to 59 percent by 2025, study says, Reuters 15.06.2016.

Dramatic Price Drops For Solar & Wind Electricity Set To Continue, IRENA 15.06.2016.

Brev fra FNCS til Angus Brendan McNeil (formand for det britiske parlaments klima- og energiudvalg) 13.06.2016 (pdf).

Oliver Tickell: EDF, CGN press ahead with ‘unsafe’ Chinese nuclear plant, The Ecologist 03.06.2016.

Jussi Rosendahl & Geert De Clercq: Finland’s TVO says Areva ended talks on delayed reactor project, Reuters 26.05.2016.

Geert De Clercq & Benjamin Mallet: French regulator says anomalies detected in EDF reactors, Reuters 25.05.2016.

Megan Darby: Austria elects first green president in close race, Climate Home 23.05.2016.

Phil Taylor: Here’s how smart power could help the UK reach 100% renewable energy, The Conversation 23.05.2016.

Doug Parr: Four hurdles EDF must overcome before it builds Hinkley, Greenpeace Energy Desk 23.05.2016.

Emily Godsen: Britain gets no power from coal for ‘first time on record’, Telegraph 23.05.2016.

Terry Macalister: Hitachi heads up new bid to build nuclear plant in Wales, The Guardian 20.05.2016.

Geert De Clercq: Renewables cannot replace nuclear in France yet: EDF exec, Reuters 19.05.2016.

UK regulator advised on Areva-supplied forgings, WNN 16.05.2016.

Terry Macalister: China nuclear company will not build Hinkley alone if EDF drops out, The Guardian 13.05.2016.

Geert De Clercq: Moody’s downgrade brings EDF hybrids uncomfortably close to junk status, Reuters 13.05.2016.

Oliver Tickell: From one disaster to the next – Hinkley C’s last days? The Ecologist 13.05.2016.

Sam Coates: Secret Chinese plans to take over nuclear power station, Times 13.05.2016.

Robin Pagnamenta: Shareholders set to quiz EDF on Hinkley Point, The Times 12.05.2016.

Terry Macalister: China may take over Hinkley Point nuclear project, claims Lord Howell, The Guardian 12.05.2016.

Sean Farrell: EDF sets aside extra £2.7bn to cover Hinkley Point construction costs, The Guardian 12.05.2016.

Keith Barnham: The Government should scrap its costly Hinkley Point deal and accept renewables can keep the lights on, The Independent 09.05.2016.

Ian Johnston: Physicist claims Hinkley Point deal means UK taxpayer could get £53bn bill to supply cheap nuclear energy to France, The Independent 09.05.2016.

Terry Macalister: Hinkley Point: UN says UK failed to consult over risks, The Guardian 08.05.2016.

Robin Whitlock: UK renewable energy industry responds to Mackay  comments on wind and solar potential, Renewable Energy Magazine 05.05.2016.

Francois De Beaupuy: Ex-EDF CFO Quit Over Financial Risks From U.K. Nuclear Project, Bloomberg 04.05.2015.

Geert De Clercq: Irregularities found in Areva-made components in French nuclear plants -ASN, Reuters 03.05.2016.

Agnes Chambre: French government ‘considering selling shares to pay for Hinkley Point’, Politics Home 02.05.2016.

Leonard Hyman & William Tiles: Lets Stop Pretending Nuclear Power Is Commercially Viable, OilPrice 30.04.2016.

Adam Vaughan: UK support for fracking hits new low, The Guardian 29.04.2016.

Robin Pagnamenta: Hinkley nuclear support falls as majority oppose China role, The Times 29.04.2016.

Carol Matlack: French Plans for a Nuclear Plant Begin to Look Like a Bad Deal for Britain, Bloomberg 29.04.2016.

Niels Kroninger: How to save UK electricity consumers £ 720 million per year for 35 years by low cost, low carbon, reliable baseload power, Skottish Energy News 28.04.2016.

Renewables still top of the UK energy ‘popularity parade’, Skottish Energy News 28.04.2016.

Jessica Morris: EDF’s Hinkley could be threatened by EU competition law, City AM 26.04.2016.

Terry Macalister: Halt Hinkley Point until Brussels approves French state aid plans, Osborne told, The Guardian 22.04.2016.

Terry Macalister: EDF delays Hinkley Point C nuclear power plant, The Guardian 22.04.2016.

John Lichfield & Ian Johnston: £18bn Hinkley Point nuclear power station plan could be ‘coming to a grinding halt’, Independent 22.04.2016.

Zachary Davies Boren: French state support for EDF could be illegal, warn top lawyers, Greenpeace Energy Desk 22.04.2016.

Adam Sage: Hinkley Point plan ‘financially unstable’, Times 22.04.2016.

Linda Penz Gunter: How Chernobyl Led to Austria’s Nuclear-Free Utopia, Counterpunch 22.04.2016.

Emmanuel Jarry: EDF should invest in renewables, not Hinkley Point – French junior minister, Reuters 21.04.2016.

David Toke: French Government obfuscates on Hinkley C as EDF managers predict legal action if EDF goes ahead, David Toke’s green energy blog 20.04.2016.

Damian Carrington: Minister admits lights would stay on even if Hinkley nuclear plant is delayed, The Guardian 19.04.2016.

Angelique Chrisafis: François Hollande to gather ministers for Hinkley Point talks, The Guardian 19.04.2016.

Tristan Cork: Showdown Hinkley C meeting between EDF and French minister today as unions raise more concerns, Western Daily 15.04.2016.

Adam Sage: French minister casts fresh doubt on ‘risky’ Hinkley Point, The Times 15.04.2016.

Damina Kahya: Fresh threat to Hinkley as French nuclear plant faces new safety tests, Greenpeace Energy Desk 14.04.2016.

Dave Elliott: After Hinkley, Environmental Research Web 09.04.2016.

Angelique Chrisafis & Chris Johnston: French energy minister: delaying Hinkley Point C still ‘under discussion’, The Guardian 08.04.2016.

Adam Sage, Robin Pagnamenta & Sam Coates: France casts fresh doubt over Britain’s new £18bn nuclear plant, The Times 08.04.2016.

Emily Gosden & Henry Samuel: French minister casts doubt on future of Hinkley Point nuclear plant, Politics Home 07.04.2016.

Isabel Hilton: Hinkley Point represents a ‘terrible deal’ for the UK, China Dialogue 07.04.2016.

Shawn Price: Scotland generated most of its electricity in 2015 through renewables, UPI 07.04.2016.

Andrew Simms: We are making the wrong energy choices for future generations, The Guardian 07.04.2016.

Andrew Simms: Toxic Time Capsule. Why nuclear energy is an intergenerational issue, The Intergenerational Foundation april 2016 (pdf).

Adam Vaughan: Scrapping Hinkley for renewable alternatives will save ‘tens of billions’, The Guardian 05.04.2016.

Terry Macalister: Hinkley Point: China incorporates seven London-based firms, The Guardian 03.04.2016.

Chris Godall: EDF shows that wind makes better sense than nuclear, The Ecologist 01.04.2016.

Julia Kollewe: EDF says Hinkley Point is on track as engineers reportedly call for delay, The Guardian 30.03.2016.

Terry Macalister & Julia Kollewe: EDF board member calls for Hinkley Point C project to be postponed, The Guardian 30.03.2016.

Terry Macalister: EDF refuses to set timetable for decision on Hinkley Point reactor, The Guardian 23.03.2016.

Nils Pratley: Hinkley Point C: either call the plan off or set a deadline and stick to it, The Guardian 23.03.2016.

Terry Macalister: Row over ‘secret’ Hinkley Point documents set to reach tribunal, The Guardian 20.03.2016.

Damian Carrington: Hinkley Point C nuclear deal contains £22bn ‘poison pill’ for taxpayer, The Guardian 18.03.2016.

Terry Macalister: France agrees bailout for EDF to proceed with Hinkley Point C, The Guardian 17.03.2016.

Terry Macalister: EDF chief executive warns France over Hinkley costs, The Guardian 17.03.2016.

Simon Taylor: Hinkley Point is a costly mistake, but only France can pull the plug, The Guardian 14.03.2016.

Hinkley Point branded potentially risky for EDF by French auditor, The Guardian 11.03.2016.

Terry Macalister: EDF chief executive warns France over Hinkley costs, The Guardian 11.03.2016.

Terry Macalister: No legally binding contract in £18bn Hinkley Point nuclear project, The Guardian 09.03.2016.

Terry Macalister: EDF’s Hinkley Point nuclear nightmare adds to company’s woes, The Guardian 07.03.2016.

NFLA welcomes investment decision for Hornsey Project 1 offshore wind farm, which highlights the different dynamic between renewable energy and new nuclear build at Hinkley Point C, Nuclear Free Local Authorities 04.02.2016.

James Murray: The Hinkley negotiations have gone into injury time, and whatever the outcome the government will end up on the losing side, Business Green 04.02.2016.

Richard Cornwell: EDF confident over Sizewell C project future, East Anglian 04.02.2016.

Paul Malone: ‘Plans for Hinkley Point Nuclear Plant should be abandoned’ – Ritchie, Newrie Times 04.02.2016.

EDF’s Hinkley Point chief quits for America, The Times 03.02.3016.

Ben Willis: Hinkley Point C nuclear project director quits after delays to deal, Solar Power Portal 02.02.2016.

Geert de Clercq: EDF’s union board members to oppose Hinkley Point – sources, Reuters 02.02.2016.

Treasury ruling spells final end for Hinkley C….surely? Dave Toke’s green energy blog 01.02.2016.

Danny Forston: New threat to Hinkley nuclear plant cash, Sunday Times 31.01.2016.

Dan Yurman: French gov’t struggles to overcome a panic attack about UK’s Hinkley Point nuclear power project, Neutron Bytes 31.01.2016.

Ellen Bennett: Fresh doubts on new nuclear: reports, UtilityWeek 31.01.2016.

Szu Ping Chan: Hinkley Point nuclear fiasco spooks Hitachi boss, Telegraph 30.01.2016.

Mark Lefty: If the nuclear button is finally pressed on Hinkley, who will guard the site? Independent 29.01.2016.

Entergy Names 30-Year Industry Veteran and Global Business Leader Chief Nuclear Officer, Entergy 19.01.2015.

Damian Kahya: New delays as Hinkley reactor safety concerns spread to China, Energydesk 29.01.2015.

Terry Macalister: EDF tells contractors to restart work on Hinkley Point, report says, The Guardian 28.01.2016.

Caroline Lucas: New nuclear power: It’s consumer protection vs corporate profit, carolinelucas.com 27.01.2016.

Anthony Hilton: Anthony Hilton: EDF’s nuclear problems could hurt us too, Evening Standard 27.01.2016.

Safety review delays China’s Areva-designed nuclear reactors, (Bloomberg) MoneyWeb 27.01.2016.

Stephen Chen: China admits nuclear emergency response ‘inadequate’ as safety concerns halt construction of two Guangdong reactors, South Shina Morning Post 27.01.2016.

Simon Evans: Analysis: Hinkley delay could put UK carbon budgets at further risk, Carbon Brief 27.01.2016.

Nils Pratey: EDF still at table but nuclear could be critical for Osborne, The Guardian 27.01.2016.

Jussi Rosendahl: Areva’s Finnish client stands ground over French restructuring plans, Reuters 27.01.2016.

Hinkley delay must be used to rethink, Client Earth 27.01.2016.

Kiran Stacey & Michael Stothard: French union raises last-minute Hinkley challenges, Financial Times 26.01.2016.

Kiran Stacey, Christopher Adams & Michael Stothard: EDF delays decision on £18bn Hinkley Point nuclear power plant, Financial Times 26.01.2016.

Rob Davies: EDF struggling to fund new Hinkley Point nuclear reactors, The Guradian 26.01.2016.

Oliver Tickell: EDF’s Hinkley C decision ‘on a knife edge’ as problems crowd in, The Ecologist 26.01.2016.

Andrew Warren: Energy gap? The UK’s use has actually fallen, The Guadian 26.01.2016.

Oliver Tickell: Unable to raise Hinkley C nuclear cash, EDF turns to French government, The Ecologist 26.01.2016.

Fiona Harvey: Engineers warn of looming UK energy gap, The Guardian 26.01.2016.

Damian Kahya: Hardly anybody in France wants EDF to build Hinkley anymore, Energy Desk 26.01.2016.

Hinkley Point C Will Add 80% to The UK Radioactive Waste Stockpile, Blue & Green tomorrow 26.01.2015.

Speculation grows that Hinkley C will be ‘all systems go’ this week, Bridgwater Mercury 25.01.2016.

Geoffrey Lean: Hinkley Point: EDF set for decision on nuclear plant amid claims of board ‘panic’, Independent 23.01.2016.

Geert de Clercq: French regulator delays decision on EDF Flamanville reactor to end-2016, Reuters 20.01.2016.

Margi Murphy: Fears as ‘hazardous’ nuclear power plant could get green light, The Star 20.01.2016.

Blow for campaigners as pylon route to tower over the Cheddar Valley, Cheddar Valley Gazette 19.01.2016.

Dealing with EDF is like working with a 1970s nationalised company says MP, The WestCountry 19.01.2016.

Alex Morales: Mini Nuclear Plants Could Come to Britain by 2025, U.S. Firm Says, Bloomberg 18.01.2016.

Benjamin Wallet & Leigh Thomas: EDF, Areva agree reactor business worth about 2.5 billion euro: sources, Reuters 13.01.2016.

Geert de Clercq: EDF sinks to all-time low as nuclear waste cost estimate soars, Reuters 12.01.2016.

Terry Macalister & Oliver Tickell: EDF may sell €3bn stake in UK nuclear to fund Hinkley, The Ecologist 08.01.2016.

Gareth Wyn-Williams: Watch the moment ‘stop’ button is pressed at Wylfa nuclear power plant, Daily Post 31.12.2015.

World’s last operating Magnox reactor closes, World Nuclear News 31.112.2015.

Wylfa’s secret role in nuclear warhead production, Dr. David Lowrey’s Blog 31.12.2015.

Britain shuts its oldest nuclear reactor, (Reuters) CNBC 30.12.2015.

Tina Casey: Solar Could Produce As Much Electricity As Hinkley C For Much Less Money, CleanTechnica 28.12.2015.

Dave Elliott: What a waste: an end of year lament, Environmental Research Blog 28.12.2015.

Yoshifumi Uesaka & Ryosuke Hanafusa: Japan, France and China in three-way dance over nuclear plants, Nikkei Asian Review 24.12.2015.

Zhang Chun: Nuclear power too slow for post-Paris decarbonisation drive, China Dialogue 22.12.2015.

Moody’s cuts credit rating of Japan’s Toshiba to junk, Reuters 22.12.2015.

Alasdair Cameron: Government U-turn on renewables shows gas, oil and nuclear are still favourites, The Guardian 20.12.2015.

Damian Carrington: UK cuts to renewable energy make a mockery of its pledge at Paris climate talks, The Guardian 17.12.2015.

Terry Macalister: UK solar panel subsidy cuts branded ‘huge and misguided’, The Gauardian 17.12.2015.

Doug Parr: Comment: 7 reasons why the UK solar subsidy cut is flawed, Greenpeace 17.12.2015.

Paul Flynn: Finally, Amber Rudd must drop her nuclear obsession, The Ecologist 16.12.2015.

Kyla Mandel: UK Government Breaks Its Promise to Not Allow Fracking Under National Parks, Desmog UK 16.12.2015.

MEPs plot Christmas jackpot for nuclear industry, Greenpeace EU 15.12.2015.

Paul Flynn: Nuclear Option: Is Hinkley Point C the right choice for Britain? Politics Home 14.12.2015.

Jessica Shankleman & James Murray: What does a global climate deal mean for the UK? Business green 12.12.2015.

Stop Hinkley Welcomes Paris Agreement, But Decries Nuclear Lobbying, Blue & Green Tomorrow 11.12.2015.

Toshiba travails pose another threat to UK’s nuclear future, The Week 11.12.2015.

Hinkley Point C: “Wir weichen nicht zurück”, Die Presse 11.12.2015.

Judith Hecht: Hinkley Point: Präzedenzfall in Sachen Atomkraft, Die Presse 10.12.2015.

Toshiba seeks financial help with £8bn UK nuclear project, Equities 10.12.2015.

Jessica Shankleman: How real is the threat of ‘blackout Britain’ this Christmas? Big Issue 09.12.2015.

Hinkley-Point-Klage: Ungarn, Slowakei und Tschechien unterstützen Vereinigtes Königreich, EU Umveltbüreau 09.12.2015.

LN: Austria fights Czech nuclear energy using roundabout, Prague Daily Monitor 09.12.2015.

New Excavations – The Hinkley Point C Southern Boundary, Archaeology at Hinkley Point 07.12.2015.

Terry Macalister: Half of £24bn nuclear reactor investment will go to overseas suppliers, The Guardian 06.12.2015.

Jonthan Miller: Boris Johnson slams the billions invested in Hinkley C as ‘a disgrace’, Bridgwater Mercury 06.12.2015.

Romania steps in Austria vs UK lawsuit on nuclear energy, Romania Insider 03.12.2015.

David Lowry & Oliver Tickell: Osborne’s systematic devastation of the UK’s sustainable future, The Ecologist 26.11.2015.

Joe Mellor: Boris Johnson attacks Hinkley Nuclear plans, The London Economic 22.11.2015.

Reliance on China for infrastructure investment may leave UK vulnerable – MPs, Express & Star 21.11.2015.

Jim Green: Don’t nuke the climate! James Hansen’s nuclear fantasies exposed, The Ecologist 20.11.2015.

Matt Dathan: Boris Johnson attacks ‘disgraceful’ spending on Hinkley – just a month after David Cameron hailed the ‘flagship’ deal, The Independent 20.11.2015.

Griff Witte: On eve of Paris climate summit, Britain pulls the plug on renewables, Washington Post 20.11.2015.

Laureen McCauley: UK to Shut Down All Coal Power Plants by 2025, But Will Remain Fossil Fuel Dependent, Common Dreams 19.11.2015.

Joshua S. Hull: UK Government Turns Attention From Renewables To Gas, CleanTechnica 19.11.2015.

Ian Clover: UK to phase out all coal plants by 2025, but snubs wind and solar, RenewEnergy 19.11.2015.

Alex Morales: U.K. to Phase Out Dirtiest Coal Plants, Prioritize Gas, Washington Post 18.11.2015.

Nils Pratley: Will the UK ever get a truly free market energy model? Pull the other one, The Guardian 18.11.2015.

Damian Carrington: The UK is harking back to the energy system of the last century, The Guardian 18.11.2015.

Christine Ottery: What does Amber Rudd’s speech mean for renewables? Greenpeace Energy Desk 18.11.2015.

Oliver Tickell: Lights out? Amber Rudd’s disastrous absence of an energy strategy, The Ecologist 18.11.2015.

Bobby Magill: U.K. Plans to Shutter All Coal-Fired Power Plants by 2025, Climate Central 18.11.2015.

Rowena Mason: UK to close all coal power plants in switch to gas and nuclear, The Guardian 18.11.2015.

Hinkley Point nuclear plan puts survival of EDF at risk, say employee shareholders, (Reuters) The Guardian 13.11.2015.

Oliver Tickell: Lekaed Letter: Rudd admits 25% green energy undershoot, misled Parliament, The Ecologist 09.11.2015.

Paul Dorfman: Case for nuclear wanes as grids adapt to renewable energy, China Dialogue 06.11.2015.

Hinkley Point C and Trident – the link between the Tories’ two mad nuclear policies, A Book of Ideas 04.11.2015.

Jennifer Ranklin: Germany’s planned nuclear switch-off drives energy innovation, The Guardian 02.11.2015.

Alex Russell & Peter Strachan: The Hinkley Point C boondoggle: a dangerous waste of money, RenewEconomy 02.11.2015.

Dave Elliott: Greenpeace 2030 UK energy scenario, Environmental Research Blog 31.10.2015.

Juliette Jowit & Damian Carrington: Hinkley Point C will cost customers at least £4.4bn, The Guardian 29.10.2015.

Yasuo Takeuchi: Chinese money proves irresistible for Britain, France, Nikkei Asian Review 27.10.2015.

Tim Stevens: Britain runs the risk that Chinese state-owned nuclear firms have more in mind than just business, The Conversation 23.10.2015.

Terry Macalister: Broker tells investors to sell EDF shares because of Hinkley Point costs, The Guardian 22.10.2015.

Damian Carrington: Government finally admits it is subsidising nuclear – while cutting help for renewables, The Guardian 22.10.2015.

Reed Landberg: For Nuclear’s Cost, U.K. Could Have Six Times the Wind Capacity, Bloomberg 21.10.2015.

Nils Pratley: Hinkley Point power station makes no sense on so many levels, The Guardian 21.10.2015.

Terry Macalister & Sean Farrell: Hinkley Point nuclear reactor: insurance for the future or expensive gamble? The Guardian 21.10.2015.

James Murray: How new nuclear’s low carbon credentials are being hampered by Hinkley Point’s unanswered questions, Business Green 21.10.2015.

Sean Farrell & Terry Macalister: Work to begin on Hinkley Point reactor within weeks after China deal signed, The Guardian 21.10.2015.

Polly Toynbee: This nuclear power deal with China is one of the maddest ever struck, The Guardian 21.10.2015.

Asahi Gani: Xi Jinping signs nuclear deal as UK and China clinch £40bn of contracts, The Guardian 21.10.2015.

James Murray: How new nuclear’s low carbon credentials are being hampered by Hinkley Point’s unanswered questions, Business Green 21.10.2015.

Damian Carrington: China to take one-third stake in £24bn Hinkley nuclear power station, The Guardian 20.10.2015.

Sophie Yeo: New nuclear: Finland’s cautionary tale for the UK, Carbon Brief 20.10.2015.

Jonathon Porritt: China deal means meltdown time for pro-nuclear ‘greens’, The Guardian 19.10.2015.

David Lowry & Oliver Tickell: The UK-China nuclear deal is an existential threat to our nation’s future, The Ecologist 20.10.2015.

Megan Darby: Climate takes low profile as Xi Jinping visits UK, Climate Home 20.10.2015.

Peter Walker and Ewen MacAskill: Chinese-built reactor at Bradwell could have ‘major impact’ on estuary, The Guardian 19.10.2015.

Emma Graham-Harrison: Errors revealed at Chinese nuclear firm seeking to invest in UK plants, The Guardian 19.10.2015.

Roger Harrabin: UN scientist Jacquie McGlade raps UK over renewables, BBC News 19.10.2015.

Mark Tran: UK solar power industry proposes emergency plan to save renewables, The Guardian 19.10.2015.

Alex Morales & Rachel Morison: U.K., China Poised for Deal on World’s Costliest Nuclear Plant, 18.10.2015.

Rowena Mason, Matthew Taylor & Tom Phillips: David Cameron dismisses risk of rift with US over China, The Guardian 18.10.2015.

Howard Johns: The government seems intent on ending the solar power industry. It’s madness, The Guardian 18.10.2015.

Solar subsidies are slashed, but the sun always seems to shine on nuclear, The Guardian 18.10.2015.

Terry Macalister: Solar industry bosses attack government over jobs and subsidies, The Guardian 18.10.2015.

China nuclear deal ‘threatens national security’ – intelligence sources, RT 16.10.2015.

Jonathon Porritt: Hinkley C: ‘The Most Expensive White Elephant in British History’, Jonathan Porritt blog 15.10.2015.

Philip Johnstone & Andy Stirling: All at sea: making sense of the UK’s muddled nuclear policy, The Conversation 14.10.2015.

Barbara Lewis & Foo Yun Chee: EU regulators wave through UK nuclear waste clean-up price plan, Reuters 09.10.2015.

Jeffrey Henderson: Serious issues for George Osborne on China’s role in the UK’s nuclear future, The Conversation 05.10.2015.

The China syndrome, The Economist 26.09.2015.

Terry Macalister: George Osborne presses on with Hinkley power station despite criticism, The Guardian 25.09.2015.

Camilla Ruz: Why does the UK need China to build its nuclear plants? BBC News 25.09.2015.

Alex Pashley: UK outlook for carbon-capture darkens as Drax quits, Climate Home 25.09.2015.

Mike Szabo: Drax pulls out of CCS project on concerns over UK govt green policy reversals, Carbon Pulse 25.09.2015.

Oliver Tickell: Nuclear Lies About Renewable Energy, CounterPunch 24.09.2015.

Geert De Clercq: Only China wants to invest in Britain’s new £2bn Hinkley Point nuclear plant because no one else thinks it will work, EDF admits, (Reuters) Independent 23.09.2015.

David Toke: If the Hinkley C nuclear deal looks astonishing, that’s because it is, The Conversation 22.09.2015.

Geert De Clercq: EDF chief says reactor delays scared UK Hinkley Point investors, Reuters 22.09.2015.

Damian Carrington: The quality of Hinkley Point’s enemies suggests it’s an idiotic venture, The Guardian 21.09.2015.

The Guardian view on Hinkley Point C: overcomplicated, overpriced and overdue, (leder) The Guardian 21.09.2015.

Nils Pratley: Hinkley Point fails on cost and reliability, but the show must go on, The Guardian 21.09.2015.

Damian Kahya: How the UK can get almost all its power from renewables – without new nuclear, The Ecologist 21.09.2015.

Oliver Tickell: Nuclear madness: £2 billion for Hinkley C. Why the Treasury must get its hands off energy, The Ecologist 21.09.2015.

Britain pledges £2 billion for proposed, China-backed first U.K. nuclear plant in 20 years, (AFP-Jiji) Japan Times 21.09.2015.

Terry Macalister: 85% of British power can be via renewables by 2030, says Greenpeace, The Guardian 20.09.2015.

Stanley Reed: In Courting Chinese Companies, Britain to Help Fund Planned Nuclear Plant, New York Times 20.09.2015.

Chris Goodall: Hinkley Point must be stopped – even if you believe in nuclear, The Ecologist 19.09.2015.

George Monbiot, Mark Lynas, & Chris Goodall: We are pro-nuclear, but Hinkley C must be scrapped, The Guardian 18.09.2015.

Terry Macalister: Pro-nuclear environmentalists in call to scrap Hinkley C plans, The Guardian 18.09.2015.

Chris Godall: Why Hinkley Point is a bad idea, even if you believe in nuclear, Carbon Commentary 18.09.2015.

Karl Mathiesen: Will the UK phase out coal in a decade? The Guardian 18.09.2015.

Ben Chu: Hinkley Point branded nuclear ‘white elephant’ by former civil service chief, The Independent 11.09.2015.

Doug Parr: Osborne’s nuclear fantasies – can you hear me Major Tom? The Ecologist 10.09.2015.

UK should think again about Hinkley Point nuclear power station, (leder) Financial Times 09.09.2015.

Lasse Ørum Klinke: A-kraft forsinket: Briterne vil mangle strøm i år 2023, Ingeniøren 09.09.2015.

Gero Rueter: France tilting toward nuclear phase-out, Deutsche Welle 09.09.2015.

Philip Johnstone & Andy Stirling: Why Germany is dumping nuclear power – and Britain isn’t, The Conversation 08.09.2015.

Michael Mariotte: The archaic nature of ‘baseload’ power, The Ecologist 07.09.2015.

David Toke: Nuclear power is expensive everywhere! The Ecologist 07.09.2015.

Oliver Tickell: Hinkley C nuclear plant postponed indefinitely, The Ecologist 04.09.2015.

Terry Macalister: New Hinkley Point nuclear power station may be further delayed, The Guardian 03.09.2015.

Simon Evans: New nuclear power in UK would be the world’s most costly, says report, Carbon Brief 03.09.2015.

Flamanville EPR timetable and costs revised, World Nuclear News 03.09.2015.

Joint IEA-NEA report details plunge in costs of producing electricity from renewables, IEA 31.08.2015.

Doug Parr: Do the UK government’s sums on Hinkley and climate change add up? The Ecologist 20.08.2015.

Ian Farlie: Summing the Health Effects of the Fukushima Nuclear Disaster, Ian Farlie Blog 16.08.2015.

Nils Pratley & Sean Farrell: Planned Hinkley Point nuclear power station under fire from energy industry, The Guardian 09.08.2015.

Phil Johnstone & Andy Stirling: Shining a light on Britain’s nuclear state, The Guardian 07.08.2015.

Oliver Tickell: Hinkley Point C: is it all over now? The Ecologist 06.08.2015.

Chris Godall: Nugen’s AP1000 nuclear reactor – is it any better than the EPR? The Ecologist 17.07.2015.

David Elliott, Ian Fairlie, Jonathon Porritt et al: GMB – as Hinkley C collapses, it’s time to get over nuclear! The Ecologist 15.07.2015.

Ökostromanbieter klagen gegen Hinkley Point, Die Presse 15.07.2015.

Austria files legal complaint against UK’s Hinkley Point C nuclear plant, (AFP) The Guardian 06.07.2015.

Hinkley Point C: Österreich klagt vor EU-Gericht, Die Presse 06.07.2015.

Oliver Tickell: Austria files Hinkley Point C legal challenge in European Court, The Ecologist 06.07.2015.

Greenpeace and utilities launch suit against Hinkley nuclear plant, (Reuters) The Guardian 02.07.2015.

Ian Fairlie: Will the Hinkley C fiasco rouse Labour from its nuclear dream? The Ecologist 30.06.2015.

Baroness Worthington: Why we really do need nuclear power, The Ecologist 09.06.2015.

Chris Godall: 43%! New record for UK renewable power, The Ecologist 08.06.2015.

Mark Diesendorf: Accidents, waste and weapons: nuclear power isn’t worth the risks, The Ecologist 19.05.2015.

Dr Jim Green & Oliver Tickell: Finland cancels Olkiluoto 4 nuclear reactor – is the EPR finished? The Ecologist 15.05.2015.

Paul Brown & Oliver Tickell: Nuclear reactor flaws raise Hinkley C safety fears, The Ecologist 04.04.2015.

Jonathon Porritt: The end is nigh: last rites for Hinkley C, The Ecologist 11.03.2015.

Commission faces EU court over aid to Britain’s Hinkley Point nuclear plant, Euractiv 04.03.2015.

Terry Macalister: EDF Energy delays Hinkley Point nuclear decision, The Guardian 12.02.2015.

Jim Green: Running in reverse: the world’s ‘nuclear power renaissance’, The Ecologist 29.01.2015.

Emily Gosden: Fracking to be banned in national parks, Government concedes, Desmog UK 26.01.2015.

Arthur Neslen: UK nuclear ambitions dealt fatal blow by Austrian legal challenge, say Greens, The Guardian 22.01.2015.

Artur Neslen: Austria to launch lawsuit over Hinkley Point C nuclear subsidies, The Guardian 21.01.2015.

Austrians resist EU funding for UK’s Hinkley Point nuclear project, Euractiv 18.12.2014.

David Elliot: All over the world, renewables are beating nuclear, The Ecologist 18.12.2014.

Terry Macalister: EDF Energy to press on with Hinkley nuclear reactor project, The Guardian 04.12.2014.

Ross Clark: Is the Hinkley C nuclear power station the most expensive object ever built in Britain? The Spectator 01.12.2014.

Terry Macalister: Steven Chu warns UK its nuclear plans risk becoming financial drain, The Guardian 16.11.2014.

Donnachadh McCarthy: Nuclear power trumps democracy, The Ecologist 09.10.2014.

Sean Farrell: Hinkley Point: nuclear power plant gamble worries economic analysts, The Guardian 30.10.2014.

Keith Bernham: Hinkley C will cost Britain dear – if it’s ever built, The Ecologist 15.10.2014.

Terry Macalister: European commission approves Hinkley Point nuclear subsidy deal, The Guardian 08.10.2014.

Jim Green: ‘New’ reactor types are all nuclear pie in the sky, The Ecologist 02.10.2014.

Oliver Tickell: Three in every four nuclear power builds worldwide are running late, The Ecologist 19.09.2014.

Oliver Tickell: Bombs Ahoy! Why the UK is desperate for nuclear power, The Ecologist 26.08.2014.

Ian Farlie: Nuclear power is no answer to global warming, The Ecologist 10.07.2014.

Justin McKeating: Nuclear power – small isn’t beautiful, safe, or cheap, The Ecologist 22.06.2014.

Andrew Sparrow: Hinkley Point nuclear power station deal announced: Politics live blog, The Guardian 22.05.2014.

Paul Dorfman: Hinkley C – a nuclear subsidy too far, The Ecologist 08.04.2014.

European Commission: Hinkley C subsidies are unfair State Aid, The Ecologist 11.03.2014.

David Toke: Toshiba’s nuclear project – cheaper than Hinkley C? The Ecologist 17.01.2014.

Emma Bateman: Hinkley C: the Generic Design Assessment has failed, The Ecologist 26.12.2013.

Jim Green: The nuclear renaissance is stone cold dead, The Ecologist 25.12.2013.

Jonathon Porritt: It can’t be easy being George Monbiot, The Ecologist 07.12.2013.

Gerry Wolf: Nuclear subsidies: Open letter to Commissioner Almunia, The Ecologist 15.11.2013.

Zachary Shahan: Hinkley C Nuclear Power Plant To Get Twice The Rate As Solar PV From UK Government, CleanTechnica 30.10.2013.

Oliver Tickell: Nuclear power gets twice the price of solar! The Ecologist 28.10.2013.

Tom Burke: Behind the nuclear smoke and mirrors, The Ecologist 26.10.2013.

Damian Carrington: Nuclear power’s broken promises means EDF deal is a delusional dream, The Guardian 21.10.2013.

Oliver Tickell: With nuclear power: truth is the first casualty, The Ecologist 21.10.2013.

Loan guarantee for Hinkley Point C, World Nuclear News 23.06.2013.

Theo Simon: Who’s Doing Wrong at Hinkley? Theo debates George, Theo’s Blog 01.04.2012.

Rob Edwards: Revealed: British government’s plan to play down Fukushima, The Guardian 30.06.2011.