Australiens energiproduktion – #coalisamazing | Strøtanker om bæredygtighed

Australiens energiproduktion – #coalisamazing

10. september 2015

.
Den australske mineindustris Mineral Council har igangsat en kampagne kaldet Little Black Rock, for at forbedre den australske befolknings billede af kullene. I den forbindelse har man lavet denne video, som i disse dage bringes flittigt på TV, hvor kul bliver lanceret som var det det ypperste inden for ansigtspleje.

Det vækker stærke mindelser om dansk landbrug, som igennem flere år har spenderet store beløb på at forsøge at retfærdiggøre gøre noget uforsvarbart. Man investerer man i store image-kampagner ud fra den fejlopfattelse, at problemet ligger i australiernes perception af kullene i stedet for at se sig selv i spejlet og erkende, at der rent faktisk er fundamentale problemer med ens produkt, og at vi er nødt til at lære os hurtigst muligt at leve uden at afbrænde kul.

Sådanne kampagner giver måske mening, så længe man har en god sag, og man dermed kan få mange flere til at kende dertil. Men har en dårlig sag, så risikerer man at få sig selv i hovedet. Og det ligner stadig mere en dårlig sag, når man så indladende som i denne Little Black Rock-kampagne angler efter at få accept af at grave stadig flere kul op og sælge dem i hele verden i en situation, hvor det står klart, at stort set alle kul skal forblive i undergrunden, hvis ikke vi skal ødelægge fremtidens levevilkår. Det har den australske befolkning da også fattet. Og i stærk kontrast til deres premierminister, Tony Abbott, som her efter to år på posten har tonet rent flag som kulbranchens mand, så ønsker australierne sig masser af sol- og vindkraft og en reel klimaindsats.

I en nylig undersøgelse pegede således 84% på vind, 69% på solenergi og 47% på vandkraft som vigtigste energikilder, mens der kun var 13%, som pegede på henholdsvis kul og A-kraft. Med sådanne tal er der brug for andet og mere end sukkersød kampagne. Der er brug for selvransagelse. Der er brug for seriøse overvejelser over, hvordan man inden for få årtier får lukket Australiens sidste kulmine og eventuelt omprioriterer, så man frem for at obstruere Australiens omstilling til bæredygtigt ligevægtssamfund baseret på vedvarende energi kan medvirke til, at det sker i tide.

Little Black Rock-kampagnen har da også fuldstændig givet bagslag. Ikke mindst på Twitter har klimaaktivister formået at vende kampagnen fuldstændig på hovedet. Her vrimler det med billeder af små sorte kulstumper med tekster som”This little black rock is the No. 1 cause of climate change” og “This little black rock is destroying the planet”.

Hvis man checker #coalisamazing på Twitter, kan man få en fornemmelse af den informationsstorm, kampagnen har fremprovokeret. Medie- og marketingsfolk har da også været hurtige til at erklære, at Little Black Rock-kampagnen har været årets marketingsflop. Samtidig med at videoen og den tilhørende hjemmeside er så langt ude i hampen i dens sødladne kulforherligelse, at det vil være de færreste uden for de helt snævre kulcirkler, som ikke synes den driver af forstillelse og forløjethed, har det vrimlet med kulfortællinger. Ikke kun de små sorte klumper, som parodierer videoen, men i titusindvis af tweets med links til artikler med samme ene fortælling, at vi er nødt til at afvikle kulforbruget, vi er nødt til at lade kullene forblive i jorden, vi er nødt til at sadle om, hvis vi skal give kloden ordentligt videre.

Selvom Abbott har ret i, at kullene har været vigtige for Australiens økonomi, så har han simpelthen ikke ret i at de også vil, kan eller skal være det fremover – at de som han på det seneste har udtrykt det, er “good for mankind”. De er tværtimod en af civilisationens store misforståelser, et fejltrin, som måske nok gik an i en begrænset periode, men som vi i den nuværende situation er nødt til at vikle os ud af hurtigst muligt. Selvom kulproduktionen er en vigtig eksportindtægt for Australien, så udgør den efterhånden kun 1% af landets BNP. Men det industrielle samfund har nærmest narkomanens forhold til fossilerne, så det kræver en betydelig dosis selvdisciplin og en hjælpende hånd fra de klartseende at slippe fri, og for en misbruger som Abbott, som i den grad er i kullenes vold, er det svært overhovedet at ser situationen klart nok til at kunne handle rigtigt.

I det hele taget har australsk kul det dårligt – eksporten til Kina er raslet ned, selv Indien synes at være ved at slippe tanken om, at kullene er fattigmands ven og vil, i den udstrækning man overhovedet kan kunne finde ud af hvordan, hellere tilvejebringe sin energi med vedvarende energikilder.

Samtidig har Kiribatis præsident Anote Tong for nylig fremsat forslag om et moratorium for etableringen af nye kulminer – et forslag som nu er del af Suva-deklarationen (se forudgående blog-indlæg: Atol-riger kræver moratorium for nye kulminer).

En stor ny kulmine med udskibningshavn, hvor der skulle sprænges hul igennem Great Barrier Reef, er det foreløbig lykkedes aktivister at bremse. Men i stedet for at tage dette til efterretning, presser Abbott så på for at fjerne muligheden for at rejse miljøsager, hvis ikke det er direkte i ens baghave. Det er beregnet, at den planlagte Galilee-mine, hvis dens indhold brydes og afbrændes fuldt ud, vil føre til 705 mio. ton CO₂. Det svarer til næsten 20 års samlede danske udledninger. Samtidig er økonomien i projektet mere end tvivlsom med de nuværende energipriser, og australske kul kan ikke uden økonomiske støtte konkurrere med indiske eller indonesiske kul.

Abbotts klimaplan – hvis man kan kalde det sådan – er ikke bare i modstrid med befolkningens ønsker. Hans hans påstand om, at Australiens klimamålsætninger skam er ambitiøse, er direkte forkert, kun Canadas og New Zealands klimamålsætninger ligger sammenligneligt lavt. Og hans stadige fremhævelser af, at det vil være alt for dyrt for Australien at føre en mere ambitiøs klimapolitik, modsiges direkte af hans regerings egne tal, som viser, at det ville koste Australien stort set det samme at rette sig ind efter en langt mere ambitiøs klimamålsætning. Det vil blot give mere grøn økonomi og mindre sort økonomi. Abbotts positioner er således ren kulmafia-nepotisme, og selvom det var en lille sejr for verdenssamfundet overhovedet at få klimafornægteren Abbott til at lave en klimaplan, så er det svært at forestille sig, at Australien ikke med andre folk ved roret kommer på bedre tanker og genplacerer landet på den rigtige side af historien. Abbott har i løbet af sine første to år lagt sig ud med de fleste, så det er usandsynligt, at han kan fortsætte den nuværende kurs i længere tid.

Og sandsynligvis vil vi, hvis ikke vi ser en langt klarere klimaindsats fra Australiens side inden COP21, se et australsk sagsanlæg tilsvarende det, som har kørt Holland, hvor regeringen er blevet idømt at skærpe sin klimamålsætning for 2020 (se blog-indlægget Holland idømt skærpet klimaindsats). Australske NGOer synes i gang med at forberede et sådant. En retssag ville også være et naturligt næste træk fra de mange små atolstater, efter at Abbott nærmest kategorisk har afvist at forholde sig til, at Australiens (manglende) klimapolitik vil medføre, at verdens atolriger i løbet af det 21. århundrede vil forsvinde i havet (se blog-indlægget Atol-riger kræver moratorium for nye kulminer).

Grafen herunder er udviklet af RenewEconomy. Den viser Australiens energiforsyning i real time delt op på de enkelte delstater. Således vil man over tid kunne se sammensætningen og forbruget ændre sig, med bidrag fra solcellerne i dagtimerne og fra vinden når det blæser.

.
Grafen giver også et godt billede af, hvor forskellig energiforsyningen er sammensat i de enkelte delstater. På Tasmanien (TAS) er den overvejende tilvejebragt gennem vandkraft. New South Wales (NSW) og Queensland (QLD) får primært deres energi fra kul, mens Victoria (VIC) stort set bruger brunkul. West Australia (WA) bruger halvt kul og halvt gas, mens South Australia (SA) primært bruger gas.

Dette afspejler dels en meget forskellig topografi mv. i det store land. Dels er der i forhold til centraladministrationen en betydelig grad af frihed i de enkelte delstater til at udarbejde en egen energipolitik, som man også kender det fra USA, hvor for eksempel Californien har etableret en lang række mekanismer og politikker, som det måske tager 10-20 år eller mere at få igennem i hele USA. South Australia er den delstat, som har den største andel af vedvarende energi ud over vandkraft, med på årsbasis omkring 40% af sin energiforsyning fra vedvarende energikilder. Her står to store kulkraftværker overfor at blive lukket ned, og det var oplagt at bruge denne anledning til at etablere en væsentligt større andel af vedvarende energi her (se blog-indlægget Mark Diesendorf: South Australia på 100% vedvarende energi).

South Australia har lige fremlagt klimaplaner for at nå 60% under 1990-niveau. Som del heraf skal hovedstaden Adeliade gøres til verdens første CO₂-neutrale hovedstad, før København (2025), Melbourne og Vancouver (2020). Hovedstadsdistriktet (ACT, en lille enklave omkring Canberra) har tilsvarende meddelt, at man vil søge at få energiforsyningen 100% på vedvarende energi inden 2025. Så på delstatsniveau er Abbotts klimauansvarlighed radikalt modsagt. Og den krampagtige fastholden af kullenes rolle virker næsten absurd i et land, som mere end de fleste lande er velsignet af fornemme forhold for både sol- og vindenergi.

Australien ligger tæt ved ækvator, så i forhold til Danmark, hvor indstrålingen er voldsomt meget større om sommeren end om vinteren, er solenergien relativt jævnt fordelt over året. Og hvor en god dansk solcelleplacering har en indstråling på omkring 1.000 kWh/m² pr. år, så er den for den australske syd- og østkyst nærmere 1.500-1.800 kWh/m² pr. år, og den nordlige halvdel af landet ligger over 2.000 kWh/m² pr. år. Så hvor mindre anlæg fint kan passes sammen med de tættest beboede egne langs de syd- og østvendte kyster, så vil effektiviteten for store anlæg være betydeligt større i de centrale og nordlige dele af landet, og i en kommende tid, hvor man har lagt kullene helt bag sig, vil energikrævende produktioner naturligt være lokaliseret mod nord, hvor solindstrålingen er kraftigst.

Hvis man tilsvarende ser på vindkortet, får man det omvendte billede af solkortet, at der er mere energi i vinden i de syd- og vestvendte kyster. En årlig gennemsnitsvind på 7-8 m/s giver fornemme vindforhold – til sammenligning er den danske middelvindhastighed 5,8 m/s – så Australien har også et kolossalt vindpotentiale.

Endda har man kunnet se Abbott føre krig mod vind og sol og på det seneste have fjernet de støtteordninger og lånemuligheder, som var etableret for at sikre kadencen i den australske omstilling.

Se tidligere blog-indlæg: Australien år 2100, Australien klar til anden runde af Kyoto-aftalen, Australien melder klar til Kyoto-aftalens anden runde, Australien 100% på vedvarende energi i 2040, Mark Diesendorf: South Australia på 100% vedvarende energi og Paris 2015 – Australiens INDC og Atol-riger kræver moratorium for nye kulminer.

Update 14.09. – Tony Abbott er i dag blevet væltet som premierminister efter et internt mistillidsvotum i hans eget parti. Han bliver afløst af Malcolm Turnbull, som tidligere har været premierminister, men blev væltet af Abbott på grund af utilfredshed med den klimalovgivning, som Turnbull forhandlede på plads med oppositionspartiet Labor, men som Abbott siden har skrottet.

Det er endnu uklart, i hvilken grad det kan føre til ændringer i den australske klimapolitik – se mere derom nederst i blog-indlægget Paris 2015 – Australiens INDC.