Strøtanker om bæredygtighed

Denne video stammer fra Toronto Global Forum, som har været afholdt 8.-10. juli, hvor Matt Winkler fra Bloomberg under overskriften “The Future of Energy” 9. juli interviewede Shells direktør for det nord- og sydamerikanske område, Marvin Odum.

Winkler går måske af strategiske grunde meget ærbødigt til Odum. Så han bliver meget lidt konfronteret med Shells bedrifter, men skaber omvendt derved et fortrolighedsrum til at tænke højt om et olieselskabs mulige fremtidige rolle. Under vejs i den 21 min. lange samtale siger Odum direkte, at Shell overvejer at stryge ‘oil’ fra sit firmanavn (8:50 ff.).

I det engelsk-hollandske moderselskab er denne udvikling i gang – de seneste to år har Shell udvundet mere gas end olie. “Climate change is real,” siger Odum, og vi hører her en virksomhed tage bestik af situationen og positionere sig i den forestående omstillingsproces. Shell ved så godt som de fleste, at selvom vi hurtigst muligt må vænne os fra de fossile brændsler, så bliver der ikke lukket ned for efterspørgslen fra dag til dag. Han ved, at tiden er kort, og at den ‘nødvendige’ procesenergi i omstillingsfasen kan leveres med mindre klimabelastning, hvis det kommer fra naturgas end fra olie (som omvendt er bedre end kul og tar sands-forekomster).

Kul har en klimabelastning på ~950 g CO₂ pr. kWh, olie ~650 g CO₂ pr. kWh, og gas ~400 g CO₂ pr. kWh. Så der ligger en klar virksomhedsstrategi i at prioritere gassen – og måske en relevant klimastrategi i at udfase kul og ukonventionelle olieforekomster først, og så slippe naturgassen (som gradvist kan produceres fra overskydende vindstrøm) sidst.

Ikke mindst i USA og Canada er den slags ikke lige, hvad man forventer at høre fra et olieselskab. Texasbaserede Houston Chronicle skriver da også som underroverskrift til artiklen Shell Oil exec says transition to renewable energy is here, at “Another European oil company executive is spouting heresy about the future of energy”. Det overhovedet at tænke i udfasningen af fossile brændsler er kætteri overfor oliebranchen.

Selvom selvom man kunne ønske sig, at de store olieselskaber rykkede i fællesskab, så ser det lige nu mest ud til, at verdens olieselskaber er i færd med at bryde op i to blokke – de amerikanske, som stadig søger at købe sig vej til at kunne fortsætte det fossile samfund, og en gruppe af overvejende europæiske selskaber, som meget gerne vil skifte spor og bidrage til transformationen til post-possile samfund revet på vedvarende energikilder.

Læs mere »

Ofte forbindes el-biler med små fluevægtere, som kan snige sig ind på parkeringspladser, hvor ingen ‘normal’ benzinbil ville kunne kante sig ind. Men på personbilsområdet har Tesla med Tesla Leaf nu lavet, hvad man kunne kalde den elektriske version af Mercedes’en eller BMVen – biler med samme kørekomfort og rå accelerationskraft. Og nu har tyske BMW og SCHERM etableret sig med en 100% eldrevet lastbil med en fragtkapacitet på 40 ton. Ellastbilen er udviklet af det hollandske firma Terberg Benschops, som fremstiller special-køretøjer.

Stadig er rækkevidden begrænset. Fuldt lastet kan den køre 100 km, før den skal oplades, hvilket tager 3-4 timer. Den er i første omgang udviklet til at transportere bildele mellem to fabrikker i München med 3 km afstand op til 8 gange om dagen. Og den slags transportarbejde vil den sagtens kunne klare. Fordelen i den urbane sammenhæng er den indlysende, at den til forskel fra sine dieseldrevne kolleger er lydløs og stort set forureningsfri. Og BMW og SCHERM har beregnet, at den med det tilsigtede brug vil reducere udledningerne med 10,8 ton CO₂ pr. år.

Læs mere »

Allerede i 1981 var det amerikanske olieselskab Exxon klar over, at en fortsat udvinding og afbrænding af fossile brændstoffer ville føre til klimaforandringer. Dette er netop kommet for dagen via en email fra Lenny Bernstein, som inhouse klimaspecialisthos Exxon og Mobile igennem tre årtier. Alligevel har ExxonMobil systematisk fortrængt denne indsats og har ifølge opgørelser fra Greenpeace gennem årene bidraget med mere end 30 mio. $ til tænketanke og forskere, som producerede klimafornægtelse.

Tidligere i år stod det klart, at Rockefeller-familien, som i sin tid grundlagde Exxon, allerede i 2004 forsøgte at overtale ExxonMobil til at lægge sin klimafornægtelse bag sig og afsøge, hvordan man kunne blive en konstruktiv del af løsningen på klodens klimaproblemer. Endda fortsatte ExxonMobil i fornægtelsessporet, og var på den tid blandt de største sponsorer af klimafornægtende aktiviteter.

Exxon og Mobil blev i 1999 lagt sammen til ExxonMobil, verdens i dag fjerdestørste olieselskab. Siden 2008 har ExxonMobil officielt ikke støtte klimafornægtende aktiviteter, men alligevel har man i det skjulte fortsat med at støtte mere diskret klimafornægtelse som for eksempel klimaforskeren Willie Soon.

Så sent som i sidste uge måtte Figueres udsende en skarp reprimande til olieselskaberne om at indstille deres fortsatte finansiering af klimafornægtelsen.

Læs mere »

Energinet.dk har en side, hvor man døgnet rundt kan følge med i den øjeblikkelige danske energisammensætning, hvor meget energi der kommer fra sol og vind, hvor meget vi låner og sælger til vores nabolande osv. Hvis man klikker sig ind her en blæsende weekend-aften, hvor energiforbruget er lavt og vindmøllerne kører på fuld tryk, så kan man nogle gange se, at Danmark med den kapacitet af vedvarende energi, vi har, allerede på særlige tidspunkter producerer mere energi end vi bruger. Øjebliksbilledet herover er fra i dag kl. 10:41. Vejret udenfor er let diset, og vinden her midt i byen kun lige, så træerne skælver let. Alligevel kan man se, at rundt regnet 75% af energiforbruget kommer fra vind og andre 5% fra solceller.

Så stor er andelen ikke på årsbasis, men den er stigende. I første halvår 2015 stod vindkraften for 43% af vores samlede energiforbrug. Målet er mindst 50% inden 2020, hvilket er komfortabelt inden for rækkevidde. For nylig kom det frem, at dette tal i 2030 ville stige til 90%, hvis den nu fastsatte udvikling ellers opretholdes (se blog-indlægget Danmark på vej mod 90% vedvarende el og fjernvarme i 2030).

Hele denne udvikling blev der stillet spørgsmålstegn ved op til valget. Men efterfølgende har Venstre meldt ud, at der i og med at stort set alle initiativer frem til 2020 allerede var implementeret eller igangsat, alligevel ikke var nogen grund til at genåbne energiforliget.

Til gengæld må vi – hvis Venstreregeringen holder mere end det første år – formode, at fortsættelsen bliver mere reaktiv, at Danmark frem for at være foregangsland blot skal hænge på udviklingen – hvilket store dele af erhvervslivet er lodret uenige i, for det danske forspiring i den grønne omstilling er med til at sikre en endog meget stor del af vores udenlandske indtjening.

Tilbage til det øjeblikkelige energibillede, så fik vi i dag 75% af strømmen fra vindmøller, selvom der kun er tale om jævn til frisk vind. Den samlede kapacitet for de danske vindmøller er omkring 4,8 GW. Så hvis alle møllerne producerede 100%, ville ydelsen være omkring 50% højere end her til formiddag. Men på enhver given dag er der møller som er taget ud for udbedringer, vedligeholdelse og sikkerhedseftersyn, og der er sjældent samme kraftige vind over alle danske farvande og landskaber. Så i praksis ligger den maksimale reelle produktion noget lavere.

Læs mere »

Protester foran Sendai-værket på Kyushu i dag i anledning af, at genstartsprocessen nu er så langt, at 157 nye brændselslegemer er ved at blive indsat i reaktoren. Herefter skal der køres en lang serie af sikkerhedscheck, så den første reaktor forventes opstartet i første halvdel af august for herefter i løbet af et par døgn at kunne levere strøm til det japanske elnet. Den anden af de de to godkendte reaktorer ved Sendai-værket forventes at være i gang fra midt i oktober.

Det har været en lang og slynget vej for den japanske A-kraft siden Fukushima-katastrofen, og en lang tid lignede det, at den ville blive lukket helt ned, for diskussionen gik mest på, hvor hurtigt man ville kunne udfase den – bortset fra de ganske mange, som helst så, at reaktorerne aldrig nogensinde kom igang igen. Men så valgte man i slutningen af 2012 en anden regering. Og til trods for at dens leder, nu premierminister Shinzo Abe i valgkampen lovede at nedbringe den japanske afhængighed af A-kraften mest muligt, har man gradvist – i den første tid på listesko – talt stadig mere åbent og direkte om nødvendigheden af at få de japanske reaktorer i gang igen.

Senest har man som del af indberetningen til FN af de japanske klimamålsætninger måttet offentliggøre en form for energiplan, som ud over klimamæssigt at være pinagtigt lav, forudsætter, at den japanske atomkraft i 2030 producerer 20-22% af energien, mens den vedvarende energi ‘kun’ skal dække 22-24%. Det vil kræve et næsten umenneskeligt pres for at få A-kraften igennem i et land, som helst så den pakket ned for evigt, og det vil kræve systematisk chikane af den vedvarende energi, hvor der ligger realiseringsklare projekter til den store energirevolution, hvis blot man ville give den lov. Og det er lige præcis situationen i dagens Japan, de vedvarende kilder holdes nede, mens A-kraften forceres frem på trods af alt.

Med nedsmeltningen af tre reaktorer ved Fukushima-værket blev hele den hidtidige sikkerheds- og forvaltningsstruktur omkring den japanske A-kraft skrottet og etableret forfra, og der blev defineret et nyt sæt sikkerhedsregler, som skulle kunne genskabe sikkerheden til A-kraften. Disse regler var på plads i sommeren 2012, men behandlingstiden har været overraskende lang. Der er tale om i titusindvis af dokumenter, og forsyningsselskaberne har tydeligvis ikke været vant til i den grad at skulle kunne redegøre for alt. Så endelig i september 2014 fik de første to reaktorer deres godkendelse fra den nye sikkerhedsinstans NRA.

Selv derefter skulle der tilvejebringes yderligere dokumentation, og der skulle ikke mindst indhentes lokal accept af genstarten, dels på værtskommuneniveau, dels på amtsniveau. Det har der nu været overraskende få problemer med i denne situation, og man har givet valgt Sendai-reaktorerne fordi man her trods den anspændte situation omkring A-kraften kunne regne med at det lokalpoltiske ikke ville udgøre nogen uoverkommelig barriere, hvilket langt fra er tilfældet i andre dele af Japan.

Der har da også været protesteret foran Sendai-reaktorerne, borgergrupper har anlagt retssager med forsøg på at bremse genstarterne, men ikke mere end hvad der har kunnet imødegås med en lidt tålmodig fast hånd. Men i løbet af de kommende fire dage vil de 157 brændselslegemer være på plads, og efter fire år med stort set ingen A-kraft i el-nettet, ser det nu ud til at de første to reaktorer kommer i gang i løbet af august måned. I hvert fald synes der ikke mere at være noget administrativt-politisk-juridisk træk, som vil kunne skabe yderligere forsinkelser af genstarten af de første to reaktorer, som er godkendt på baggrund af den nye sikkerhedsinstans NRAs regler efter Fukushima.

Før Fukushima-katastrofen havde Japan 54 reaktorer og flere på vej. Ingen ved endnu, hvor mange, der kommer i gang igen. For ved de fleste andre reaktorer er det politiske spil omkring genstarterne langt mere anspændt. For nylig spurgte jeg en god ven, som bor lige uden for det evakuerede område omkring Fukushima og efterfølgende flyttede sin familie til den anden ende af landet, om hvor mange af de 54 reaktorer, han forventede  kom i gang igen. Han tænkte sig lidt om og sagde så to måske tre – og så efter en lang pause måske yderligere et par stykker.

Læs mere »

Brasílien råder over enorme vandkraft-ressourcer. Herover ses området ovenfor Balbina-dæmningen i Amazonas’ regnskovsområde, hvor man lige kan ane det gamle flodleje gennem den øvre tredjedel af billedet. Opstemningen af Uatumã-floden her skabt en omkring 3.000 km² kunstig sø med 3.500 øer, hvor i titusindvis af døde træer, som man end ikke har orket fjerne, stadig stikker op gennem vandet. 

Under et nyligt besøg i Washington sidst havde Brasíliens præsident Dilma Rousseff og præsident Obama 30. juni en fælles pressekonference i Det Hvide Hus, hvor de proklamerede et fremtidigt klimasamarbejde og en række synspunkter på, hvad den kommende klimaaftale i Paris måtte indebære. Mere specifikt forpligtede begge lande sig til at udfase hydrofluorocarboner samt inden 2030 at have mindst 20% vedvarende energi i den del af energisektoren, som ligger ud over vandkraften (som for Brasíliens vedkommende i 2010 udgjorde 78% af energiforsyningen). For USA indebærer det en tredobling af mængden af vedvarende energi, mens det for Brasílien indebærer godt en fordobling.

Rousseff lovede også ikke bare at bremse den illegale rydning af regnskoven, som gradvist i de senere år er kommet mere under kontrol, men at iværksætte en genplantning af et område på størrelse med England. Yderligere lovede hun inden Paris at fremlægge en ambitiøs klimamålsætning. Men ikke et ord om hvornår den hastigt ekspanderende brasilianske økonomis CO₂-udledninger, og i det hele taget fik vi ikke ret meget konkret at vide om Brasíliens kommende klimamålsætning.

I det fælles U.S.-Brazil Joint Statement On Climate Change, bliver vigtigheden af at imødegå klimaudfordringen og viljen til at arbejde for en stærk Paris-aftale, som gør det muligt at holde 2°C-målsætningen fremhævet. Og måske det ikke skal undervurderes, at mere eller mindre samtlige lande forud for Paris har bundet sig op på at ville bidrage til 2°C-målsætningen. For konklusionen på den Synthesis Rapport, som UNFCCC udarbejder i løbet af november på baggrund af de indleverede klimamålsætninger, ved vi allerede nu, at der er et graverende misforhold mellem hvad de enkelte lande har sagt det vil gøre, og hvad der skal til for at holde klimaudviklingen under 2°C. Her kan disse generelle tilsagn blive vigtige i bestræbelserne på at få øget tilsagnene dertil, at klimakursen er sikret. Men omvendt virker det ikke realistisk, at for eksempel et tungt system som EU i løbet af november kan hæve sin 2030-målsætning fra 40% til 50%. Selv for lande som Japan, Canada og Australien, som allerede inden de har indgivet deres INDC har ladet dem sive – og har fået massiv kritik derfor – synes det svært at forestille sig, at der kommer en ny klimapolitik på banen inden Paris, også fordi den forudgående sivning synes at være en del af en ‘mindst muligt hvor man stadig klare sig igennem uden for mange skrammer’-strategi.

Læs mere »

Nederst en update på vej om Indiens endelige INDC, som blev indleveret 01.10.

På det seneste har der været talt en del om Indiens bidrag til den globale klimaaftale. I indisk selvforståelse bliver klimaudfordringen ofte gjort til et problem, som først og fremmest vedrører resten af verden. Ikke at klimaforandringer ikke vil ramme Indien, tværtimod har man lige gennemlevet den værste hedebølge i nyere tid (se blog-indlægget Indien på smeltepunktet). Men der er foreløbig meget lille forståelse for at skrue ned for opførelsen af kulkraftværker eller på anden måde sætte den mindste hindring for udviklingen af den indiske økonomi. Tværtimod forestiller man sig i Delhi at fordoble kapaciteten af de kinesiske kulkraftværker inden for en femårs periode, selvom det måske vil fastholde landet med høje udledninger 40-50 år frem. Målt pr. indbygger er de indiske CO₂-udledninger ganske rigtigt små. Igennem to årtiers internationale klimaforhandlinger har Indien derfor været en af de helt store bannerførere for to tæt knyttede begreber, ‘equity’ og ‘ ‘common but differentiated responsibilities’. Men igen lever vi i et lukket system, og der er simpelthen ikke plads i atmosfæren til at alle lande ‘tager sig lov til at udlede lige så meget pr. indbygger, som hvad de mest forurenende af de gamle industrilande historisk har gjort. Hvis Indien endda insisterer på sin ret til udvikling, vil det være stærkt medvirkende til, at 2°C-målsætningen glider verdenssamfundet af hænde.

På den baggrund udtalte Christiana Figueres i starten af juli, at Indens bidrag var helt vitalt: “It is one of the very large developing countries and it will be very important to see what their trajectory on energy is going to be and, in particular, how they are planning to provide energy to 400 million un-electrified people in india.”

30. juni fremlagde Kina sin INDC, Intended Nationally Determined Contributions (se blog-indlægget Paris 2015 – Kinas INDC), hvori det overordnede reduktionsmål dels rummer et mål for decarbonisering pr. økonomienhed, dels før 2030  har lovet at nå det punkt, hvor udledningerne ikke stiger mere samt at bestræbe sig på om muligt at gøre det tidligere. Efterfølgende har den indiske miljøminister Prakash Javadekar følt sig foranlediget til at markere, at der ikke vil indgå et tilsvarende mål for, hvornår senest de Indiske udledninger ville ophøre med at stige. Den form for målsætning er mere for udviklede lande. Samtidig lover han uden at give detaljer, at den indiske klimamålsætning vil være mere ambitiøs, end hvad nogen forud havde forventet.

De indiske INDC forventes at være klar sidst i september. På den måde kan de stadig nå at komme med i UNFCCCs Synthesis Report, som vil foreligge 1. november på basis af alle klimamålsætninger, som er indleveret før 1. oktober.

Det forventes, at den indiske klimamålsætning vil fokusere dels på mulighederne for at få vedvarende energi ud i de ganske mange landegne, som endnu ikke har strøm, dels vil være en kombineret indsats for at bekæmpe CO₂ og bekæmpe luftforureningen, som i Indiens storbyer er stærkt sundhedstruende og hvert år har mange millioner af mistede leveår på samvittigheden.

I dag er der stadig omkring 350 mio. indere, som ikke har elektricitet. Selv i byerne, hvor der er strøm, falder spændingen i spidsbelastningsperioder, og blackout på 4-16 timer hører til dagligdagen. Ved sin tiltræden i 2014 præsenterede premierminister Narendra Modi som del af et løfte om at alle i 2022 skulle have adgang til elektricitet, et mål om, at Indien inden 2022 installerede 100 GW solceller, hvilket svarer til en 30-dobling af den nuværende solcellekapacitet, samt yderligere 75 GW vindkraft. Dette vil kræve massive investeringer, den indiske regering har vurderet omkostningerne ligger i størrelsesordenen 100 mia. $. Dette ligger ud over, hvad Indien selv kan klare, og man ser da også en begyndende udenlandsk interesse for at investere i vedvarende energi på det indiske marked. Men selv med udbygninger i den størrelsesorden vil det ikke automatisk før til færre nye kulkraftværker. Appetitten efter mere energi er i disse år umættelig, så strategien bliver meget let som Obamas ‘all of the above’ – mest muligt af det hele. Og som alle andre steder i verden vil en videre udbygning med vedvarende energikilder kræve nogle ganske omfattende udbygninger af forsyningsnettet, så det kan håndtere energiforsyningen i en fremtid, hvor Indien primært er drevet på vedvarende energi.

Læs mere »

Herover protesterer tyske klimaaktivister overfor en netop indgået aftale med den tyske energisektor, som nok over en årrække lukker en den del af de tyske kulkraftværker, som fyrer med brunkul, men ikke lægger nogen samlet plan for udfasningen af kulkraft, som Merkel ellers lagde op til ved det nylige G7-topmøde.

Tysklands klimapolitik er lige som den danske bundet op på en målsætning om 40% reduktion af CO2-udledningerne i 2020 set i forhold til 1990. Og yderligere har man fastlagt en 55% målsætning for 2030, som Radikale i valgkampen lagde op til Danmark også skulle gøre til sin målsætning. Men trods massive investeringer i vedvarende energi er udledningerne ikke rigtig faldet de seneste de senere år. Som man kan se af grafen herover, lå Tysklands samlede udledninger i 2014 faktisk en anelse over udledningerne i 2009. Det hænger sammen med flere ting, dels giver etableringen af store vindmølleparker synlige ryk i kurverne, men den vigtigste enkeltgrund er, at Merkel i skyggen fra Fukushima valgte at lytte til den massive modstand mod den tyske atomkraft og lukkede de ældste reaktorer straks, mens lukningen af de øvrige blev sat til 2022. Hvis man sammenligner de to grafer herunder for 2009 og 2014, så er det tydeligt, at udledningerne fra energisektoren nærmest er konstante, mens udledningerne fra transportsektoren, som mere og mere tegner til at blive de industrialiserede landes hellige ko i klimaindsatsen, voksede fra 153 mio ton CO₂ til 164 mio. ton CO₂. Derfor må der yderligere midler til for at klare den 40% reduktion i 2020.

Læs mere »

Figur 41 fra rapporten Vers un mix électrique 100% renouvelable en 2050 (pdf) viser fordelingen på de enkelte energikilder i et energiscenario for Frankrig i 2050, som er baseret på 100% vedvarende energi. De grønne felter er vindenergi, de gule felter er solenergi, de blå felter er forskellige former for vandkraft, det brune felt er geotermi, mens den smalle 0,92 GW-stribe er anlæg til lagring af metan.

Frankrig er et af de lande i verden, som historisk har satset stærkest på A-kraft, så den har været oppe på at dække 78% af den samlede energiforsyning og har hele vejen igennem kørt uden katastrofer som Sellafield, Chernobyl, Three Mile Island og Fukushima. Men mange af reaktorerne nærmer sig skelsår. Og mens A-kraften, så længe reaktorerne er i drift, er billig energi, så synes prisen for at etablere nye værker stadig mere astronomisk, så i en tid, hvor prisen for vedvarende energi er markant faldende, er ny A-kraft simpelthen ikke konkurrencedygtig, også fordi sikkerhedskravene for atomkraftværker i de fleste lande blev strammet efter Fukushima, med yderligere omkostninger til følge.

I Tyskland og Schweiz førte Fukushima direkte til beslutningen om at udfase atomkraften. Helt så voldsom en reaktion var der ikke tale om i Frankrig, men den nuværende præsident Hollande gik på valg på et løfte om over en årrække at reducere andelen af atomkraft fra 75% til 50% af den franske energiforsyning og indfase vedvarende energikilder, så efterhånden som de første reaktorer når skelsår, bliver der ikke bygget nye, men opsat solceller og vindmøller.

Den franske regering har i den situation fået udarbejdet en yderst interessant undersøgelse, som viser, at en omstilling fra den nuværende forsyning med en overvægt af A-kraft til en 95% el-forsyning fra vedvarende energikilder vil kunne gøres til en billigere energipris end i dag, og at selv en 100% forsyning med vedvarende energikilder kun vil føre til en prisstigning fra 117 € pr. MWh til 119 MWh – eller stort set samme pris.

Yderligere fremgår det, at prisen ved en 40% andel af vedvarende energi er 117 € pr. MWh eller det samme som ved at fortsætte med den nuværende energiforsyning, mens den ved 80% falder til 113 € pr. MWh.

I rapportens 100%-scenario er den optimale fordeling på vedvarende energikilder (som giver bedst dækning og mindst behov for lagringskapacitet) 63% fra vindkraft, 17% fra solenergi, 13% fra forskellige former for vandkraft og 7% fra fornyelige brandbare (biomasse, træ).

Terje Osmundsen vurderer i sin præsentation af det franske scenario, French government study: 95% renewable power mix cheaper than nuclear and gas, at rapporten bruger nogle meget forsigtige vurderinger af størrelsesordenen af prisfaldet på solcellerne, og at de vil blive så billige i forhold til vindkraften, at den optimale fordeling vil indeholde betydeligt mere solenergi (35-40%) samtidig med, at selv en 100% forsyning med vedvarende energi vil være billigere end en fortsat udbygning med A-kraft.

Som man kan se i lagkagediagrammet øverst, er der i scenariet for 100% vedvarende energiforsyning for Frankrig i 2050 tale om en bred vifte af vedvarende energikilder, hvor dog vindkraften og solenergien er langt de største komponenter.

Læs mere »

Hvis man ellers kan se ud over den klima- og miljømæssige elendighed i den danske andedam, så har det i de seneste dage nærmest vrimlet med gode klimanyheder, dels på den juridiske front, hvor en række retssager giver håb om at juraen kan bruges, hvor stater svigter i forhold til at gennemføre den nødvendige omstillingspolitik. Dels har en række lande indgivet deres klimamålsætninger forud for COP21 i Paris. 30. juni fik vi således også Islands klimamålsætning for 2030.

Island har gjort som Norge og taget EU-blokkens klimamålsætning om en CO₂-reduktion i 2030 på 40% i forhold til 1990 til sin. Og man understreger, at det primært vil ske gennem indenlandske aktiviteter – altså ikke gennem at købe sig ind i forskellige CO₂-reduktionsprojekter andre steder i verden. Samtidig er Island tilknyttet det europæiske kvotemarked, så man ville kunne gøre brug af dette.

Islands samlede udledninger ligger i dag noget højere end i 1990 (5,2 mio. ton CO_2e i 2012 overfor 4,7 mio. ton CO_2e i 1990), så det vil kræve en betydelig indsats at nå de 40%. Set i forhold til indbyggertallet lå de islandske udledninger i 2012 på 13, 9 ton CO_2e pr. person. Det fremgår da også, at der der ligger et omfattende tværministerielt forarbejde til grund for gårsdagens indberetning af de islandske klimamålsætninger.

I den indberettede INDC (pdf) kan man under afsnittet afsnittet Additional clarifications on emissions from Iceland læse, at:

In determining Iceland‘s efforts for climate mitigation, and assessing their ambition level and fairness, it is useful to look at Iceland‘s circumstances regarding size and the proportional impact of relatively large single projects, the high percentage of renewable energy, and Iceland‘s high level of integration into European carbon markets, notably through participation in the EU-ETS and Iceland‘s participation in joint commitment under the second commitment period of the Kyoto Protocol. These factors are briefly explained here below.

Iceland‘s electricity production and heating comes almost 100% from renewable energy, with minimal emissions. This was mostly achieved before 1990. This means that Iceland must look to other sectors for mitigation options, including transport, agriculture, fisheries, industrial processes, waste and LULUCF. Iceland considers the utilization of its renewable energy sources to have global benefits from a climate change mitigation perspective.

Men den tætte integration med klimaindsatsen i resten af Europa kan man derfor meget vel forestille sig, at Island og Norge føler det naturligt at følge med, hvis EU for eksempel løfter sin 2030-målsætning til 45% eller 50% som del af en generel opjustering af de enkelte landes klimamålsætning. Og det bliver der brug for, for med indberetningerne i går også fra Kina er der nu klimamålsætninger for 2030 for mere end halvdelen af verdens lande. De gør en betydelig forskel i forhold til business as usual, men der skal stadig væsentligt kraftigere reduktioner til for at holde 2°C-målsætningen. Og 1½°C-målsætningen kræver lige nu et mirakel.

Se en grafisk evaluering af de enkelte landes indsats på Climate Action Tracker.
Se oversigt over samtlige indgivne INDC på Carbon Pulse INDC Tracker.
Se indgivne INDC på UNFCCCs hjemmeside.

Se tidligere blog-indlg: Vatnajökull smelter.
Se samtlige blog-indlæg tagged INDC.

Iceland Submits its Climate Action Plan Ahead of 2015 Paris Agreement, UNFCCC 30.06.2015.

Ben Garside: Serbia, Iceland lean towards EU to meet UN climate pledges, Carbon Pulse 30.06.2015.

Iceland to submit climate plans for UN global deal, Climate Action 30.06.2015.