Alligevel retsligt opgør om Fukushima-katastrofen
31. juli 2015
Fra venstre mod højre Tsunehisa Katsumata, Sakae Muto og Ichiro Takekuro, hhv. formand og visepræsidenter for TEPCO i marts 2011, da Fukushuima-katastrofen begyndte.
To gange tidligere har de japanske domstole afvist, at der kunne blive tale om at gøre TEPCOs ledelse ansvarlig for den tredobbelte reaktornedsmeltning som fulgte i kølvandet på den tsunami, som 11. marts 2011 ramte Fukushimas kyst og på få øjeblikke lammede reaktorkølingen ved Fukushima Daiichi-værket. De to nyeste af værkets seks reaktorer lukkede planmæssigt ned, men i de efterfølgende døgn viste det sig, at sikkerhedsforanstaltningerne var helt utilstrækkelige til det opståede scenario, så processen løb løbsk i tre af de fire reaktorer med reaktornedsmeltninger til følge. Reaktor 4 var på ulykkestidspunktet standset for udskiftning af brændselslegemer, så her begrænsede skaderne sig til, at den omgivende bygning eksploderede som følge af indsivende gas fra Reaktor 3.
Men i dag nåede et borger(lægmands)panel under det japanske retssystem (Tokyo No. 5 Committee for the Inquest of Prosecution) frem til at anbefale, at der anlægges sag mod TEPCOs øverste ledelse for “professional negligence resulting in death and injury.” Det drejer sig ud over TEPCOs formand på katastrofetidspunktet Tsunehisa Katsumata, om TEPCOs to vicepræsidenter, Sakae Muto og Ichiro Takekuro, som ifølge panelet “failed to take pre-emptive measures knowing the risk of a major tsunami.”
Det har i den brede befolkning været meget svært at forstå, at der ikke kunne hæftes noget ansvar på en så alvorlig ‘forbrydelse’, ikke mindst på baggrund af, at TEPCO i årene forud havde erkendt og lavet simulering, som viste, at værket var utilstrækkeligt sikret mod en tsunami som den som ramte kysten 11. marts 2011, og at en katastrofe kunne udfolde sig. Alligevel valgte man ikke at handle. Den ledelse, som tog sit sikkerhedsansvar alvorligt, ville på baggrund af de opstillede scenarier have forhøjet tsunami-beskyttelsen. Og hvis man ville lave flere undersøgelser af, hvor meget, digerne skulle forhøjes, inden man gjorde det, kunne man i det mindste have sikret sig, at nødstrømsforsyningen, som skulle sikre kølingen i katastrofesituationer, ikke var placeret i kælderen, hvor den nu blev oversvømmet. Eller at man havde haft en backup strømforsyning at kunne trække på i sikker afstand fra tsunamiens vandmasser.
Nu fangede tsunamien værket på det helt forkerte ben. Allerede fra første minut var man helt uden for de sikkerhedsrutiner, man havde opstillet. Selvom man havde indset, at en katastrofe som den som skete, kunne ske, havde man overhovedet ikke taget de nødvendige forholdsregler, selvom det havde været relativt enkelt at gøre. TEPCO har da også haft ganske travlt med at karakterisere det skete som en naturkatastrofe, hvor omvendt den måske klareste konklusion fra en af de tre store undersøgelser, som blev iværksat i månederne efter, konkluderede, at katastrofen var “made in Japan”, at den var menneskeskabt og kunne – og burde – være undgået. Det er her, retssagen nu vil sætte ind.
Reiji Yoshida skriver i Japan Times (31.07.), at:
