Olieselskaber på skrump

27. juli 2015

På billedet herover forlader to fartøjer, som Shell har specialudviklet til eftersøgning og udvinding af olie i det arktiske område, i 2012 Seattle på vej mod farvandet nord for Alaska. På trods af gigantiske investeringer taler meget nu for, at sådanne projekter bringes til ophør.

Den nuværende oliepris, som er dikteret af hvad der ligner et saudi-arabisk ophørsudsalg, presser ikke kun den vedvarende energisektor. Mange fossile forekomster er meget vanskelige at udnytte med en pris på råolien som den nuværende på omkring 55 $ pr. tønde. Selv rentabiliteten i allerede etablerede udvindinger er presset. På den baggrund har olieselskaberne i et forsøg på at undgå røde tal alene i år aflyst nye projekter for 200 mia. $, heraf omkring en fjerdedel i den canadiske tar sands-udvinding. Så Saudi-Arabiens prisdumpning synes effektivt at lægge en bremse på klima- og miljømæssigt set mere ‘vanvittige’ udvindingsprojekter.

Når selv olieselskaberne således melder sig i divestment-bevægelsen og afholder sig fra at investere i nye udvindingsprojekter, er det et tegn på, at noget i den globale energisektor er begyndt at gå i den rigtige retning. Der er selvfølgelig en regression i den kinesiske økonomi til mere normale vækstrater, men verden rundt installeres der solceller og vindmøller som aldrig før, mens effektiviseringer og teknologiudviklingen gør, at vi både konkret og billedligt kommer længere på literen. Så vi står på tærsklen til en tid, hvor forbruget af fossile brændsler vil være markant faldende – og nødvendigvis må være det.

Lige præcis Shells olieeftersøgning i de arktiske egne synes man dog at have ikke planer om at udsætte, og for få dage siden gav præsident Obama endelig Shell tilladelse til at foretage yderligere to undersøgelsesboringer i det arktiske område, hvilket har givet anledning til megen harme i NGO-kredse. Man fornemmer, at Shell her efter at have investeret så massivt i så mange år, er så tæt på realiseringen af det arktiske olieeventyr, at man ikke ‘har råd til’ at standse nu, hvor man omvendt ud fra et klima- og miljøperspektiv kun kan komme til den modsatte konklusion, at det i en situation, at udforskning og udvinding af olie i de arktiske egne dybt ubegavet og hasard med fremtidens levevilkår.

Den franske præsident Hollande meldte for få dage siden ud, at 80% af alle kendte fossile reserver er nødt til at forblive uudnyttede, hvis vi skal have en chance for at holde verdenssamfundets målsætning om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til max 2°C. Det er den kontekst, der skal forhandles i frem mod COP21 i Paris. Så det er i yderste øjeblik, at verden standser op. Og bortset lige fra arktis olieselskaberne har set rigtigt: Der er ikke brug for nye eftersøgninger, og det giver i den nuværende situation ingen mening at indlede udvindingen af de blot lidt mere omkostningstunge, risikable og miljømæssigt problematiske forekomster.

Når først olien flyder ud i havmiljøet, er det umuligt at rense helt op og genoprette balancen i den omgivende natur selv efter mange års indsats.

Olieselskabernes strateger håber nok stadig på, at de lave oliepriser er en forbigående situation – at olieprisen igen magisk svinger sig op på det dobbelte eller mere, så det igen bliver rentabelt at udvinde skifergas, tar sands-forekomster, olie på dybt vand og i det arktiske område. Men med den rigtige Paris-aftale er der ikke bare tale om en forbigående situation, men starten på afviklingen af den fossile industri. Og med en reel pris på udvinding og afbrænding af fossile brændsler, som flere af de store europæiske olieselskaber nu opfordrer kraftigt til, vil sol og vind få en ny fordel, så udfasningen af den fossile energi kan ske hurtigt. Og det må nødvendigvis ske meget hurtigt, for med det nuværende forbrug er 2°C carbon budgettet, som skal holde til hele menneskehedens historie i al tid fremover, brugt op i løbet af et par årtier.

Om de fossile virksomheder så vil skrumpe i takt dermed – og gå ned med den synkende skude – eller om de som DONG under Eldrup vil lægge om til vedvarende energiaktiviteter og bidrage til en ny verdensorden, er et stadig mere presserende spørgsmål, som lige nu synes at dele vandene. En række europæiske selskaber er i gang med at redefinere deres rolle og vil fremlægge planer derfor inden Paris. På den anden side synes store amerikanske selskaber som Chevron og ExxonMobile stadig tilbøjelige til at dække sig ind under fornægtelsesillusionen og må forventes at ville investere heftigt i at få en republikansk marionet genindsat i Det Hvide Hus ved valget i 2016. Noget andet er, at det synes nærmest uopnåeligt.

Med det nok svageste republikanske kandidatfelt til primærvalget siden 2. verdenskrig overfor den demokratiske side, hvor Hillary Clinton synes selvskrevet og af Bernie Sanders er blevet presset til at spille ganske klart ud på klima- og miljøområdet, mens både Al Gore, Joe Biden og Elizabeth Warren står som kapable bud, hvis de vælger at træde ind, så synes selv nok så mange fornægtelsesmilliarder ikke at kunne rette op på skævheden. Verdens fremtid fortjener da også en demokratisk efterfølger til Obama, som er indstillet på at videreføre Obamas klimapolitik og (til forskel fra Obamas nuværende situation) har et politisk manøvrerum til at gøre det til en mere varig proces.

Vi ser tilsvarende, at kulforbruget langsomt nærmer sig sit endeligt. I en række industrialiserede lande bliver der ikke opført nye kulkraftværker og stadig flere værker tages ud før tid eller nedgraderes til backup-effekt. I desperation har der været kørt en massiv kampagne for, at kullet var den fattiges ven – at der var et socialt aspekt i at tilbyde fattige mennesker og fattige lande kul. Men prisen i helbreds- og miljøforringelser er næsten ubærlig, ikke mindst i lande som i Indien og Kina med store befolkningskoncentrationer, og sol og vind hastigt ved at blive billigere, så hvis ikke før, så bliver de vedvarende energikilder definitivt billigere end kullene den dag, der kommer en pris på CO₂.

Det brændende spørgsmål om hvilke af de 80% af verdens fossile reserver, som skal forblive uudnyttede, presser sig således mere og mere på. FNs klimaforhandlinger har endnu undveget dette spørgsmål, og det kommer givet ikke med i den klimaaftale, som nu søges gjort klar til vedtagelse i Paris til december. Og det kan synes vanskeligt at se, hvordan det nuværende politiske setup vil være i stand til at håndtere spørgsmålet. Samtidig virker det ikke rigtigt blot at lade markedet klare ærterne. For vi burde helt seriøst stille os spørgsmålet, hvilke 20% som det klimamæssigt, miljømæssigt og økonomisk set giver bedst mening at hente op?

Nogle forekomster er meget kostbare at udvinde, eller giver uforholdsmæssigt store klimapåvirkninger at udlede – dette vil næsten automatisk bremse udvindingen af skifergas og meget dybliggende havboringer, som vi har set det med de mange projekter, som er blevet stndset i år. Men på trods af al logik og voldsomme protester synes Shell synes næsten besat af at komme i gang med at bore i det arktiske – det kan være vanskeligt at opgive et sådant forehavende når man i måske flere årtier har sigtet på det og endelig er ved at nå til realiseringspunktet.

Men ved andre forekomster, som olien under Yasuní-parken i Ecuador, er det først og fremmest naturødelæggelserne, som er prisen. Og den regnes desværre ikke med, når det for alvor gælder. Her bliver verdenssamfundet måske nødt til at kompensere Ecuador for at lade en sådan olie ligge.

Omvendt har et land som Danmark allerede presset store mængder af olie ud af sin del af Nordsøen, så selvom det skulle vise sig, at det er rentabelt at udvinde skifergassen fra den danske undergrund, så burde man ikke bare ud fra miljømæssige betragtinger, men også ud fra, at Danmark allerede har forbrugt mere end sin rimelige del af sine kendte fossile forekomster, undlade at udvinde den danske skifergas.

Der er i den nuværende situation andre lande, som mere end Danmark fortjente at kunne høste eventuelle indtægter fra en gasudvinding.

Vi så for nylig Shell signalere, at man nok inden længe ville ophøre med at betegne sig som et olieselskab og fremover ville prioritere at være et gasselskab. Og der ligger i hvert fald teoretisk set en klimagevinst ved at erstatte kul og olie med gas. Kul udleder typisk ~900 g CO₂ pr. MW og ved dårlig forbrænding over 1.000 g CO₂ pr. MW, mens olie udleder ~600 CO₂ pr. MW og gassen ~400 g CO₂ pr. MW. Men ofte er der yderligere gasudslip ved udvinding og håndtering af ikke mindst fracking-gassen, som gør klimagevinsten ved fracking tvivlsom, så gas som mellemløsning bør undgås i alle de situationer, hvor det er muligt at gå direkte til en vedvarende løsning.

Se tidligere blog-indlæg: Seks europæiske olieselskaber melder klar til klimaindsats og Shell-direktør: The Future of Energy.

Update 02.08. – Greenpeace har systematisk ligget i hælene på Shells isbryder og forsyningsskib Fennica og har ved en enkelt lejlighed bordet boreplatformen. Så der blev protesteret massivt, da slæbebåden måtte tilbage til Portland på grund af en skade. Og nu hvor Fennica skulle tilbage nordpå, kunne man se en klassisk Greenpeace-demonstration udfolde sig.

Et stort antal kajakroere gjorde sejlads vanskelig, og et antal aktivister firede sig simpelthen ned under St. Johns-broen, som man skal under for at komme på åbent hav, og hang som levende mur for Shells arktiske skib. Skibet er nu på vej mod nord, men det lykkedes i næsten en uge at forhindre Fennica i at forlade Portland.

Shells renommé har hermed fået sig endnu et par alvorlige skrammer. Som Bill McKibben skriver i The Nation om Shell: “They watched the Arctic melt and then they decided that would make it easier for them to drill for more oil. People will remember Shell as a watchword for greed the way we remember, all these millennia later, Pharaoh as a watchword for cruelty. ”

I store dele af miljøbevægelsen kan tilliden til olieselskabernes gode viljer ligge på et meget lille sted efter at de i mere end tre årtier systematisk har investeret i klimafornægtelse selvom de vidste at det ville ende galt. Så der skal mere end bevingede ord fra en Shell-direktør, før man tør stole på de seneste udmeldinger – der skal konkrete handlinger til.

Der er nu forlydener om, at Keystone XL-rørledningen, som har udgjort rammen om en af de største miljøkampe i nyere tid, bliver afgjort i denne måned (se blog-indlægget Obamas endelige nej til Keystone XL på trapperne). Dermed kunne olieudvindingen i arktis meget vel blive den næste store klimapolitiske slagmark. Situationen har alle de elementer der skal til for at det kan blive et episk drama med skurke og helte og beskyttere og ofre – isbjørnene, klimaet, den sorte olie på den hvide sne.

Personligt kunne jeg ønske mig, at der efter Keystone også blev plads til at prioritere en situation som Yasuní-nationalparken i Ecuador. Her står et enestående urskovsområde, som måske rummer verdens største biodiversitet og er hjem for endnu ukontaktede naturfolk, overfor at blive genstand for olieudvinding for at kunne tilbagebetale en kinesisk gæld. Samtidig har Yasuní-konflikten en meget klar nord-syd-akse – hvordan kan vi hjælpe et fattigt udviklingsland til et rimeligt mål af udvikling, uden at det bliver for prisen af ødelæggelsen af et af verdens vigtigste naturområder?

Der var vidtløftige planer i gang om, at verden skulle betale Ecuador for ikke at udvinde olien, og strengt taget er der andre steder, hvor Ecuador kunne bore. Men ingen var rede til at håndtere spørgsmålet, hvordan vi undgår at alt pumpes op, og i den konkrete situation har både verdenssamfundet og Ecuadors præsident Rafael Correa indtil nu svigtet (se tidligere blog-indlæg tagged Yasuní).

Både den arktiske olie og olien i Yasuní peger meget direkte frem mod den næste store problemstilling i den globale opvågnen til klimaudfordringen: Hvordan håndterer og efterlever vi den indsigt, at 80% af alle kendte fossile forekomster skal forblive i jorden, for at vi som vi besluttede det i København i 2009 kan holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C?