Paris 2015 – Japans INDC | Strøtanker om bæredygtighed

Paris 2015 – Japans INDC

18. juli 2015

Afklaringen af den japanske klimamålsætning har længe afventet afklaringen af energisammensætningen i årene fremover. For den energiplan, som styrede udviklingen før Fukushima-katastrofen, hvor A-kraften var planlagt til gradvist at skulle dække størstedelen af energiforsyningen, blev helt opgivet, og DPJ-regeringen fastlagde en plan, hvor Japan i løbet af 2030erne skulle have A-kraften fuldt udfaset, samtidig med at den vedvarende energi skulle udbygges markant. Herefter overtog LDP i december 2012 regeringsmagten, og selvom premierminister Abe i sin valgkamp lovede at mindske den japanske afhængighed af A-kraften mest muligt, så har han siden sin indsættelse arbejdet målrettet for at revitalisere den japanske A-kraft både indenlands og på eksportmarkedet.

Torsdag fastlagde et ekspertpanel så endeligt efter lang tids forhandlinger sammensætningen i den japanske energiforsyning frem til 2030. Den blev allerede luftet for nogle måneder siden (se blog-indlægget Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen). Og selvom den siden har været udsat for massiv kritik – indenlands mest for på ingen måde at leve op til premierminister Abes valgløfte om at gøre Japan mest muligt uafhængig af A-kraften, og internationalt for, at Japan fuldstændig svigter sin internationale klimamålsætning – er der ikke ændret noget ved fordelingen.

Efter planerne skal A-kraften således i 2030 levere 20-22% af energien og den vedvarende energi 22-24%, mens LNG (liquefied (flydende) gas) og kulkraft står for henholdsvis 27% og 26% af energiforsyningen.

En af delmålsætningerne heri kommer fra forsyningsselskaberne, som har sat den frivillige målsætning i perioden 2013 til 2030 at nedbringe CO₂-udledningerne pr. kWh med 35% til max 370 g pr. kWh. Til sammenligning ligger CO₂-indholdet i den danske energiforsyning allerede nu typisk mellem 50-100 g pr. kWh afhængig af forsyningerne fra sol og vind samt sammensætningen i den energi, vi importerer.

Før Fukushima-katastrofen i 2011 var Japan stort set ophørt med at bygge nye kulkraftværker. Men med deres reaktorer standset på ubestemt tid har forsyningsselskaberne i stor stil grebet til at bygge nye kulkraftværker, så lige nu er de i gang med at etablere 45 nye kulfyrede enheder – umiddelbart for at sikre forsyningerne trods A-kraften. Men det har vist sig, at at Japan har energi nok selv efter flere år helt uden strøm fra reaktorerne, så hvis man både får genstartet en god del af reaktorerne, og fortsætter udbygningen med vedvarende energi, som blev kickstartet med en feed-in-tarif-ordning efter Fukushima-katastrofen, så har man slet ikke brug for disse nye kulkraftværker. De bliver udelukkende til for at forsyningsselskaberne ikke helt mister grebet om energimarkedet.

Klimamæssigt ville det være langt bedre, hvis energiunderskuddet efter Fukushima primært blev fyldt med vedvarende energi. Men premierminister Abe har vist sig som en 100% industriens mand, så ligesom den høje procentdel af A-kraft i 2030 er en stor gave til A-kraft-industrien, så er den store kulandel en gave til de japanske firmaer, som arbejder med udviklingen af bedre forbrænding af kul. Men nøgternt set er den IGCC-teknologi, de arbejder med klimaindsatsmæssigt set en blindgyde.

For selvom man kan reducere klimabelastningen ved afbrænding af kul med omkring 20%, så gør det langt fra kul klimavenlige. Det reducerer måske udledningerne fra 1.000 g CO₂ pr. kWh til 800 g CO₂ pr. kWh, hvilket stadig gør kulafbrændingen helt uacceptabel klimamæssigt set. Men klimabevidstheden er generelt lav i Japan, så retorikken om den uovertrufne japanske clean coal-teknologi står stort set uimodsagt.

Fordelingen mellem de vedvarende energikilder er ifølge de indberettede INDC: solenergi 7%, vindkraft 1,7%, geotermisk varme 1,0-1,1%, vandkraft 8,8-9,2% og biomasse 3,7-4,6%.

Indførelsen af feed-in-tarif-ordningen i 2012 gav en kolossal respons, det formeligt væltede ind med projekter – det blev på et tidspunkt sagt, at der var projekter til en fuld dækning med vedvarende energi. I løbet af kort tid begyndte forsyningsselskaberne da også helt åbenlyst at modvirke den videre udbygning, dels fordi transmissionsnettet slet ikke er bygget til det, dels fordi de mange reaktorer med den hast folk bød ind med projekter, i løbet af få år ville blive helt meningsløse at genstarte. Så hvis ellers Japan ville, kunne man stå med en langt højere andel af vedvarende energi i 2030 end der nu er lagt op til. Der skal nærmest holdes låg over udviklingen for ikke at overperforme. Det meste af vandkraften er allerede på plads sammen med en pæn del af solenergien, og i klimaperspektiv er det nærmest kriminelt, at vindenergien og den geotermiske varme er så lavt prioriteret.

Nedprioriteringen af den vedvarende energi hænger meget tæt sammen med målet om, at A-kraften skal udgøre 20-22% Det vil umiddelbart svare til, at omkring tre fjerdedele af de nu standsede reaktorer kommer i gang igen. Men en meget stor del af de japanske reaktorer vil være forældede inden da, så det vil kræve en massiv nybygning af reaktorer, som i den nuværende situation virker helt urealistisk. For nok er Abe-regeringen meget pro-nuclear. Men lokalpolitisk og i den brede befolkning er der ikke mindst efter Fukushima-katastrofen i 2011 en massiv modstand mod blot at fortsætte som før.

Lige nu virker det således mere sandsynligt at omkring en tredjedel de 54 reaktorer, Japan havde i gang før 2011 eller måske lidt flere, kommer i gang igen, og at udbygningen med nye reaktorer vil møde så mange hindringer, at det knapt vil kunne følge med forældelsen af de genstartede reaktorer. Så meget taler for, at Japan i 2030 kun er nået op på 10% A-kraft.

Endelig er der den mulighed, at Japan fik en ny regering, som re-re-definerede energiplanen, så den igen svarede til resultatet af de store folkehøringer efter Fukushima-katastrofen, som mundede ud i ønsket om en udfasning af A-kraften inden 2030erne og et Japan drevet 100% på vedvarende energi.

Herover ses et lille uddrag af en fax fra september 2009 med en tale ved FN holdt af den tids japanske premierminister Yuiko Hatayama. Man ser her den klimamålsætning, som DPJ-regeringen vedtog forud for COP15 i København, og som blev gentaget i forbindelse med COP15, med et reduktionsmål på 25% over 1990 i 2020. Hatoyama kalder denne målsætning for konsistent med det, som klimavidenskaben siger er nødvendigt for at standse den globale opvarmning, hvilket også er rigtigt. Japan høstede faktisk anerkendelse for denne klimamålsætning, som havde et ambitionsniveau som var værdigt for et land som havde været værtsnation for verdens første klimaaftale, Kyoto-aftalen.

I den nu indgivne INDC er der ikke noget 2020-mål, og målsætningen for 2030 svarer til en reduktion på 18% i forhold til 1990. Så det er mindre end Hatayamas målsætning for 2020!

På den baggrund virker det næsten paradoksalt – ja nærmest provokerende forkert – at også den nuværende målsætning fremstilles som værende i overensstemmelse med den globale klimabestræbelse og målsætningen om at holde den samlede globale temperaturstigning under 2°C. For det er simpelthen ikke sandt.

Dette er et udsnit af de nu indgivne japanske INDC, fra side 15. hvor et skema, som strækker sig over flere sider, specificerer indsatserne. På energisiden er der opliste tre indsatser: 1) den maksimalt mulige udbygning med vedvarende energi, 2) anvendelse af de reaktorer, hvor sikkerheden er i orden, samt 3) udviklingen af højeffektive kulforbrændingsanlæg.

Faktisk er der fejl i beskrivelsen af alle disse tre indsatser. For det første er den planlagte udbygning af vedvarende energikilder langt fra den maksimalt mulige. For det andet er det tvivlsomt, hvor mange af de nu standsede reaktorer, som overhovedet kommer i gang, selv hvis de bliver godkendt rent sikkerhedsmæssigt. For det tredje har man allerede igangsat omkring 45 nye kulfyringsenheder, så der er ikke tale om forud at lave et stykke solidt udviklingsarbejde, men at forsyningsselskaberne søger at etablere andre energikilder for ikke helt at miste grebet om energimarkedet.

Japan har da også fået massiv kritik for sine INDC for at være helt utilstrækkelige i forhold til 2°C-målsætningen. Der har været en vis forståelse for, at Japans energiplanlægning har været paralyseret af Fukushima-katastrofen. Men det er ikke nogen undskyldning for ikke på bare lidt længere sigt at ramme den nødvendige ambitionskurve. Og det er slet ikke nogen undskyldning for at opføre 45 kulkraftværker, som man strengt taget ikke har brug for, og som klimaindsatsmæssigt kommer til at volde Japan store problemer fremover.

Herover ses Climate Action Trackers grafiske fremstilling af Japans INDC, som bliver vurderet som helt utilstrækkelig. Hvis alle lande gjorde som Japan, ville vi stå med 3-4°C temperaturstigninger ved udgangen af det 21. århundrede. Yderligere påpeges det, at der benyttes opgørelsesspidsfindigheder, så den reelle reduktion i 2030 med de fremlagte INDC kun vil ligge omkring 15% under 1990. Japan burde ikke kunne løbe fra den allerede indgivne klimamålsætning på 25% i 2020. Climate Action Tracker skriver om den ‘inadequate’ rating, man har tildelt Japan, at for at komme op på ‘medium’ skulle reduktionen i 2030 ligge mindst 24% under 1990, og for at nå ‘sufficient’ skulle 2030-niveauet ligge 89% under 1990-niveauet.

“This stands in stark contrast to Japans claim that the INDC is in line with a 2°C target.”

18.09. – Kobayashi Hikaru har på nippon.com lavet noget så sjældent som en solid analyse af den japanske klimapolitik og dens svigtende ambitionsniveau. Hikaru påpeger indledende for anden del af sin gennemgang, hvor han giver sig lov til selv at mene noget, at Japan har haft ambitioner om at blive en grøn supermagt, men at økonomien konstant synes at overskygge. Frem for passivt at respondere på internationale forpligtigelser, som for eksempel at Japan som del f G7 har vedkendt sig en fuld udfasning af fossile brændstoffer og en 80% reduktion i 2050. “My view,” skriver Hikaru. “is that instead of passively responding to trends in the economy or the international community, Japan should actively leverage environmental policy to hasten a positive restructuring of the Japanese economy.”

Ved læsningen af Hikarus gennemgang er noget af det umiddelbart mest oplagte at gøre anderledes, at øge andelen af vedvarende energi. Alene hvis man iværksatte de solcelleprojekter, som nu står i kø for godkendelse (men er blokeret af forsyningsselskaberne), ville man være 30% over den mængde vedvarende energi, man forestiller sig i 2030, så den helt basale del af klimaplanen, at få mere vedvarende energi, er håbløst uambitiøs. Man må nærmest sige, at det kræver voldsomme anstrengelser at holde udbygningen af vedvarende energi så langt nede, og at det er et bevidst valg at gøre det.

Samtidig har man et udviklingsprojekt i gang med at gøre flydende havvindmøller økonomisk konkurrencedygtige inden 2020. Her er møllerne kendt teknologi, men selve flydekonstruktionen udfordringen – en relativt overkommelig udfordring. Og der findes rundt omkring egnede landplaceringer. Endda er vindkraften med 1,7% i 2030 givet en forsvindende lille plads.

I betragtning af, at Japan er vulkansk undergrund og varmen pibler frem nærmest over alt, er det mest uambitiøse dog den geotermiske varme, som er sat til 1,1% – og den kunne være god at opprioritere, fordi den kunne give et element af flexload, en energikilde, som der kunne trækkes på efter behov for at kompensere for forskellene mellem en fluktuerende vedvarende produktion og et fluktuerende forbrug.

Så har man antaget at det samlede japanske energiforbrug i 2030 er 10-12% højere end i dag, samtidig med at befolkningstallet er faldende. Her kunne man indvende, at der ligger et kolossalt potentiale i energieffektiviseringer, som meget let ville kunne føret til et markant mindre energiforbrug. Det burde kunne give plads til mere eller mindre at kunne udfase kullen fuldt ud inden 2030, også selvom genudbygningen med A-kraft, så den når 20-22% i 2030 virker helt usandsynlig i den nuværende situation.

En af de få i Japan, som har set mere systematisk på omstillingsscenarier i Japan, er Tetsunari Iida. Han har lavet planer for fuld udfasning af fossiler, hvor halvdelen kommer fra at omlægge fra fossiler og A-kraft til vedvarende energikilder, mens den anden halvdel er negawatts – energibesparelser og energieffektiviseringer.

Hvis man ville, var det meget let at lave en helt anderledes ambitiøs klimapolitik, men det kræver at man kommer ind at røre ved status qua – og det har der ikke været vilje til i den nuværende situation.