Ikke 97% men 17.351 ud af 17.352 klimaforskere

14. juli 2015

For nogle år tilbage blev det fremført med stor styrke, at 97% af alle videnskabsfolk var enige i, at global opvarmning eksisterede og for langt den overvejende del var menneskeskabt. År for år viste samme type undersøgelse, at andelen var voksende og faktisk en del højere. Men billedet af de 97% er fortsat som en fast indgroet talemåde – og fik for nylig næsten ikonisk status med John Olivers visualisering deraf og problematisering af pressens evindelige pro et contra-format på hans TV-show Last Week Tonight.

Nu har James L. Powell, som er leder af National Physical Sciences Consortium, lavet en gennemgang af 24.215 peer reviewede klimavidenskabelige artikler fra 2013 og 2014. Af i alt 69.406 forfattere til disse artikler var der kun fire, som afviste, at klimaforandringer var menneskeskabte, eller én ud af 17.352. I procent er det således ikke 97%, men 99,99%.

Hvor der for årene 1999-2012 var 24 peer reviewede artikler ud af 13.974, som afviste menneskeskabte klimaforandringer (svarende til 0,17%), var der for årene 2013-14 tale om, at blot 5 artikler ud af 24.215 afviste menneskeskabte klimaforandringer, hvilket svarer til 0,02% eller en femtedel promille.

Det korresponderer med, at for eksempel fysikeren Richard Muller, som gennem en årrække var en fremtrædende klimaskeptiker, i 2011 fremlagde det omfattende projekt, som søgte at komme til bunds i de globale sæt af klimamålinger. En del af Mullers motivation for at gennemføre det omfattende datasammenkøringsprojekt, var hans skepsis overfor den fremherskende klimavidenskabelige konsensus. Men han endte med gennem udarbejdelsen af dette arbejde fuldt ud at acceptere den – og underbygge den (se blog-indlægget Berkeley Earth Surface Temperature). Så i dag er der ingen reel tvivl blandt klimaforskerne. Der er stadig åbne spørgsmål og en lang række detaljer, man ikke kender det præcise svar op, men det rokker ikke ved den grundlæggende konsensus om, at klimaudfordringen er stor og menneskeskabt og kræver øjeblikkelig handling.

Dermed er det også på høje tid for medieverdenen at lægge uvanen med at bringe pro et contra-synspunkter ligeligt i mediefladen. For det giver et forsvindende lille mindretal en uforholdsvis stor og forstyrrende stemme i en situation, hvor der er brug for at komme videre fra de evindelige spørgsmål, om der er tale om menneskeskabte klimaforandringer til spørgsmålene om hvordan vi sikre den mest effektive indsats for en hurtig og fuld decarbonisering – også i de lande som har mindst ansvar for klimaforandringerne og har færrest ressourcer til at gennemføre den nødvendige indsats.

Her er det på den hjemlige scene absurd, hvis vi igen skal til at finansiere Bjørn Lomborg med hans klimaskepticisme. Jeg vil dog se det, før jeg tror det – i mellemtiden er det blevet klart, at han har modtaget store beløb fra de amerikanske Koch-brødre, som hører til de mest forbenede sponsorer af klimafornægtelsen, og for nylig lykkedes det at forpurre Tony Abbotts planer om at installere Lomborg på et australsk universitet.

Nu kommer Lomborg nok aldrig til at figurere i opgørelsen over peer reviewede klimaartikler, og han anerkender for så vidt menneskeskabte klimaforandringer, men stiller så hele denne vifte af forstyrrende spørgsmål med forvredne vinklinger, om ikke de midler, som vi ville kunne afsætte til klimaindsatsen, var bedre brugt på alt muligt andet ædelt – i et konsensus-cirkus, som har det primære formål at skabe splid, hvor der er brug for samling.

Se tidligere blog-indlæg: Berkeley Earth Surface Temperature, 99,8% af videnskabelige artikler enige om global opvarmning, Skeptic Arguments sorted by taxonomy, Alden Meyer: Union of Panicked Scientists og En overvældende klimakonsensus.