Briterne lukker deres sidste kulmine

13. juli 2015

For 100 år siden havde Storbritannien mere end 1 mio. minearbejdere beskæftiget med at skaffe kul til det engelske imperiums gigantiske industriapparat. Dengang var der 3.000 miner, men siden da er det gået støt tilbage, og til december lukker briterne deres sidste (undergrunds) kulmine.

Det hele startede i England – altså det med den industrielle revolution. Her var luften tyk af kulrøg og skinger af prustende stampende dampmaskiner før noget andet sted i verden. Klædefabrikker, jernvalsefabrikker, altmulig-fabrikker satte en hel ny standard for, hvor meget der kunne produceres hvor hurtigt. Dette forspring var en vigtig nøgle til engelske koloniriges udbredelse, som da det var på sit højeste, spændte hele kloden rundt, større end noget rige forud i verdenshistorien.

Efter 2. verdenskrig har andre lande taget føringen i det industrielle kapløb, men i neo-kolonialismes æra behøver man ikke som tidligere at besætte et land for at kunne inddrive rigdommene. Så rent geografisk kommer der ikke noget større end det engelske kolonirige – hvilket er godt det samme.

Med klimaudfordringen vakler hele grundlaget for den industrielle konstruktion. Den ‘opskrift’ på succes, som har ført de store industrilande frem, kan ikke bare bruges af alle verdens lande. Kina har været lige ved at gøre det, og er på få år gået fra at have ‘ubetydelige’ CO₂-udledninger til at udlede mere pr. indbygger end EU og tegne sig for en tredjedel af verdens samlede udledninger. Og successen for de kommende klimaforhandlinger og de klimastrategier for de enkelte lande, som indgår, afhænger ikke bare af, hvor hurtigt man kan få vænnet de industrialiserede lande fra deres fossile afhængighed. Det afhænger mindst lige så meget af, i hvor høj grad det lykkes at spore de lande, hvor udviklingen endnu ikke har fået for voldsomt fat, uden om den klassiske kuldrevne industrialisme efter engelsk model. Med Kina er det for sent. Godt nok ekspanderer sol- og vindenergien i Kina dramatisk i disse år, men man har samtidig fortsat udbygningen med kulkraft, så først de allerseneste år er der antydningsvise tegn på, at kulforbruget endelig er stagneret.

Samme proces synes på vej i Indien. Men var det muligt med fælles hjælp at få Indien styret ind på en grønnere vækst- og udviklingsstrategi, som undgik kullene og det fossile samfunds værste vildfarelser, ville det være en kolossal gevinst ikke bare for den samlede globale klimaindsats, men også for Indiens sundhed.

For både Kina og Indien står med nøjagtigt de samme problemer med folkesundheden, som England og Danmark oplevede i 1800-tallet, blot i endnu større skala, fordi befolkningerne og byerne er så meget større i Østen end i 1800-tallets Europa.

Vi mangler stadig at se, at verden kan finde ud af at handle efter den indsigt, at vi er nødt til at undlade at afbrænde størstedelen af de fossile ‘reserver’, vi i dag kender. Som Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling igennem en menneskealder, James E. Hansen, så præcist udtrykte det: “Coal is best left in the ground.”

Lukningen af den sidste engelske kulmine i Kellingley i West Yorkshire i det nordlige England er således på én måde en symbolsk milepæl. Men den bliver ikke bare lukket på grund af klimaindsigt, snarere fordi kulminer ikke med de nuværende energipriser kan drives rentabelt med det lønniveau, som det kræver i et udviklet land som England. Der er da også endnu et par små aktive overfladebrud hvorfra der hentes kul. Men de står også overfor at lukke ned, hvis det nuværende prisleje fortsætter. Siden år 2.000 har der været brændt flere importerede end hjemlige kul af i England, og andelen var i 2014 vokset til 284%, så der vil blive brændt kul af i England endnu en årrække. Men England har omvendt vedtaget en langsigtet klimaplan, som indebærer fuld udfasning af alle fossile brændstoffer, så i dag er det så godt som usandsynligt, at der bliver etableret flere kulfyrede kraftværker på engelsk grund.

Derfor er det endda sådan rent symbolsk en stor dag, når den sidste kulmine bliver lukket i det land, som fostrede den industrielle revolution. Nu mangler vi bare at få gennemført den grønne revolution inden vi bliver indhentet af de massive bivirkninger fra 200 års kulafbrænding i form af klimaforandringer, forsuring af oceanerne og stigende verdenshave.

Først den dag, den sidste indiske kinesiske og australske kulmine er lukket, er det for alvor tid for at fejre.

Se tidligere blog-indlæg: Tyskland lukker kulkraftværker og Fra kulmine til energilager og geotermisk anlæg.

Update 05.08. – Det britiske selskab Miller Argent truer nu med sagsanlæg mod en walisisk kommune efter at man har givet afslag på etableringen af etableringen af en ny overflademine i umiddelbar nærhed af Wales’ nu største åbne minebrud. Samtidig lokker man med op til 240 velbetalte jobs i en egn af det britiske rige, hvor udviklingen ellers skranter alvorligt. Endda har der rejst sig en folkestemning mod Miller Argents planer.

Wales vedtog tidligere på året en (ikke-bindende) anbefaling af ikke at etablere yderligere kulbrydning.

Alyson Austin fra United Valleys Action Group siger ifølge gårsdagens The Guardian, at: “The Nant Llesg opencast mine proposal is not wanted and not needed. Local communities have campaigned against this destructive development for years.’’

Naomi Luhde-Thompson, fra Friends of the Earth istemmer, at: “Caerphilly councillors have a huge opportunity to put themselves on the right side of history on 5 August by turning down this massively destructive opencast coal mine and leaving climate-changing fossil fuels in the ground. Independent legal advice makes it clear that there are solid grounds for saying no to this highly controversial project.’’

De 6 mio. ton kul, som forventes at kunne brydes på stedet over en 14-årig periode, vil give CO₂-udledninger svarende til Wales’ samlede udledninger i næsten fire år. Så det er principielt spændende, om vi her står overfor et af de tidlige eksempler på, at menneskeheden kommer til fornuft og vælger at følge James Hansens råd, at “Coal is best left in the ground.”

Update 18.12. – I dagens The Guardian har Terry Macalister en lille status over engelsk kul i anledning af lukningen af kulminen ved Kellingley, Storbritanniens sidste dybe kulmine. Der er stadig enkelte åbne brud i gang, men det er også på lånt tid med kulpriserne på verdensmarkedet helt i bund. Den britiske kulsektor beskæftiger i dag i alt nogle få hundrede mennesker, hvor den i kullenes storhedstid beskæftigede 4% af den arbejdende befolkning. (link)

Update 06.07.2016 – måske tilskyndet af det klima- og miljømæssige anarki, som Brexit potentielt åbner op til, gav Northumberland County Council i går tilladelse til at etablere Highthorn-minen en åben kulmine ved landsbyen Wriddington nær Druridge Bay i Northumberland (nord for Newcastle). Der er tale om en femårig aftale, hvor Banks Group inden for et område på omkring 2 km² har fået tilladelse til at bryde i alt 3 mio ton kul.

Beslutningen har vakt voldsomme protester ikke mindst fra miljøorganisationerne, da Storbritannien har fastlagt, at alle nuværende kulkraftværker skal være udfaset senest i 2025. Og klimaminister Amber Rudd så sent som i november sidste år understregede, at afbrænding af (unabated) kul senest i 2025 måtte være fortid. Banks Group har da også skrumpet det oprindelige projekt, som løb over 10 år og omfattede 5 mio. ton kul til en plan, som kan være afsluttet i 2024.

Druridge Bay har samtidig mange fine landskabskvaliteter med klitlandskaber og brede sandstrande som vi kender det fra den vendsysselske vestkyst og er et populært feriested med mange turister. Og det planlagte mineområde ligger umiddelbart ud til kysten midt i ferieområdet. Så selvom minedriften i de fem år vil skabe 50 jobs og Bank Group efterfølgende lover at genskabe landskabet, kan det meget vel skade den omfattende turisme på stedet og samlet set få en negativ betydning for området.

På Druridge Bay is about to be Destroyed har Save Druridge en røkke factsider om Health Impacts, Noise og Climate Change. Men de lokale protester har stort set været overhørt, men der er nu forsøg på at få beslutningen omstødt fra centralt hold, da den er i direkte modstrid med den britiske klimaindsats’ målsætninger.

Storbritanniens største kraftværk DRAX, har meddelt, at man ikke vil købe kul fra Highthorn-minen.

Vores kortsigtethed synes ofte at være vores største fjende.

Update 09.09. – Den britiske regering har nu sat tilladelsen til at bryde kul ved Druridge Bay i bero, indtil der er lavet en vurdering, om det kan ske inden for rammerne af den britiske klimaindsats og miljøpolitik.

Med alt hvad vi ved om klimaudfordringen virker nærmest absurd at spolere et landskab og sabotere den britiske afviklingsproces af kulkraften blot for at skabe 50 nye arbejdspladser. Beslutningen om at granske sagen på ministerielt niveau har da også fået anerkendende ord fra klima- og miljøkredse.