Strøtanker om bæredygtighed

Brasílien råder over enorme vandkraft-ressourcer. Herover ses området ovenfor Balbina-dæmningen i Amazonas’ regnskovsområde, hvor man lige kan ane det gamle flodleje gennem den øvre tredjedel af billedet. Opstemningen af Uatumã-floden her skabt en omkring 3.000 km² kunstig sø med 3.500 øer, hvor i titusindvis af døde træer, som man end ikke har orket fjerne, stadig stikker op gennem vandet. 

Under et nyligt besøg i Washington sidst havde Brasíliens præsident Dilma Rousseff og præsident Obama 30. juni en fælles pressekonference i Det Hvide Hus, hvor de proklamerede et fremtidigt klimasamarbejde og en række synspunkter på, hvad den kommende klimaaftale i Paris måtte indebære. Mere specifikt forpligtede begge lande sig til at udfase hydrofluorocarboner samt inden 2030 at have mindst 20% vedvarende energi i den del af energisektoren, som ligger ud over vandkraften (som for Brasíliens vedkommende i 2010 udgjorde 78% af energiforsyningen). For USA indebærer det en tredobling af mængden af vedvarende energi, mens det for Brasílien indebærer godt en fordobling.

Rousseff lovede også ikke bare at bremse den illegale rydning af regnskoven, som gradvist i de senere år er kommet mere under kontrol, men at iværksætte en genplantning af et område på størrelse med England. Yderligere lovede hun inden Paris at fremlægge en ambitiøs klimamålsætning. Men ikke et ord om hvornår den hastigt ekspanderende brasilianske økonomis CO₂-udledninger, og i det hele taget fik vi ikke ret meget konkret at vide om Brasíliens kommende klimamålsætning.

I det fælles U.S.-Brazil Joint Statement On Climate Change, bliver vigtigheden af at imødegå klimaudfordringen og viljen til at arbejde for en stærk Paris-aftale, som gør det muligt at holde 2°C-målsætningen fremhævet. Og måske det ikke skal undervurderes, at mere eller mindre samtlige lande forud for Paris har bundet sig op på at ville bidrage til 2°C-målsætningen. For konklusionen på den Synthesis Rapport, som UNFCCC udarbejder i løbet af november på baggrund af de indleverede klimamålsætninger, ved vi allerede nu, at der er et graverende misforhold mellem hvad de enkelte lande har sagt det vil gøre, og hvad der skal til for at holde klimaudviklingen under 2°C. Her kan disse generelle tilsagn blive vigtige i bestræbelserne på at få øget tilsagnene dertil, at klimakursen er sikret. Men omvendt virker det ikke realistisk, at for eksempel et tungt system som EU i løbet af november kan hæve sin 2030-målsætning fra 40% til 50%. Selv for lande som Japan, Canada og Australien, som allerede inden de har indgivet deres INDC har ladet dem sive – og har fået massiv kritik derfor – synes det svært at forestille sig, at der kommer en ny klimapolitik på banen inden Paris, også fordi den forudgående sivning synes at være en del af en ‘mindst muligt hvor man stadig klare sig igennem uden for mange skrammer’-strategi.

Fra NGO-side er der en betydelig skuffelse over Rousseffs udmeldinger, for standsningen af fældningen af regnskoven har været lovet før, og den lovede genplantning udgør ifølge Greenpeace kun halvdelen af, hvad man tidligere har bundet sig til i anden sammenhæng.

I de senere år er det lykkedes at nedbringe den illegale fældning, dog har niveauet igen været stigende siden begyndelsen af 2014. 

Hvad der overhovedet ikke blev nævnt, er, at USA og Brasílien i samme omgang indgik en samarbejdsaftale om A-kraft. Det kan synes absurd, hvis USA søger at pushe amerikanske reaktorer i Brasílien i en situation, hvor situationen på det amerikanske hjemmemarked har udviklet sig dertil, at selv folk som meget gerne ville bygge flere A-kraftværker, har indset, at situationen ikke er til at bygge flere reaktorer med den nu kendte teknologi. Samtidig med at det er dyrere at bygge atomreaktorer end nogensinde, har skifergaseventyret og Saudi-Arabiens sænken af oliepriserne gjort, at der forretningsmæssigt set er totalt lukket for nye reaktorer. Brasílien har i dag to fungerende reaktorer og en tredje under opførelse, mens der er løsere planer om yderligere fire en gang i 2020erne. Hvis Brasílien går videre med udbygningsplanerne, vil man sige ja til en meget dyr energi, hvor man ved at investere de samme penge i sol og vind ville kunnet få mere energi for pengene både hurtigere og med mindre CO₂-belastning.

I hensigtserklæringen står der noget om A-kraft til at levere base-load. Men med de kolossale mængder af vandkraft, som Brasílien råder over, betyder det intet for forsyningssikkerheden. Når A-kraft alligevel har en vis appel for nye vordende stormagter, så har det desværre også på det underbevidste plan med magt at gøre. Reaktor’besiddelsen’ bliver et symbol på en teknologisk formåen, som styrker selvforståelsen for et nyt Tyrkiet, Vietnam, Indien og Saudi-Arabien at have A-kraftværker. Og endnu dybere inde i bevidsthedens afkroge, giver reaktorerne adgang til processer, som i en situation, som ingen ønsker og ingen taler om, muliggør produktion af atombomber.

Det kan solcellerne og vindmøllerne ikke hamle op med – dertil er de alt for fredelige og demokratiske. Til gengæld kan de stilles op over alt uden sikkerhedszoner, sikkerhedspoliti, evakueringsplaner osv. som efter Fukushima er blevet endnu mere omfattende og nødvendige. Materialerne og stedet efter en vindmølle kan umiddelbart genbruges, den dag det er tids. Mens A-kraften sætter menneskeheden på en opgave længere frem i tiden end menneskeheden har kunnet tælle til ti. Håndteringen af reaktoraffaldet går ikke bare i arv fra generation til generation, men fra civilisation til civilisation.

Her endnu et billede fra Balbina-dæmningen, som blev etableret i årene 1985-89 for at sikre strøm til regionens hovedby Manaus. Dets 5 generatorer kan producere op til 250 MW. 

På papiret ligner vandkraftværkerne den 100% klimavenlige løsning. Der går en del anlægsarbejder på at få dem i gang, men når først de er på plads, leverer de stabilt energi år efter år. Man kan skrue op og ned for generatorerne, så der er strøm efter behov, og ved at lave reservoiret ovenfor dæmningen stort nok, kan man kompensere for de ofte store udsving i vandmængderne i løbet af året. Endda er de store vandkraftværker dybt problematiske.

Landskabsødelæggelserne er omfattende – Balbina-dæmningen satte et område på omkring fem gange størrelsen af Bornholm under vand, og Brasílien har i alt opstemmede vandarealer svarende til mere end arealet af Belgien. Ofte er det levested for i titusindvis af indianere og deres levemåde, som igennem utallige slægtsled har udviklet sig i nøje overensstemmelse med stedet, som går tabt. Floden som livsnerve blokeres, dyrelivet forstyrres, vandrende fiskearter spærres inde eller ude, og … hold fast … metanudviklingen fra en opstemning som Balbina-dæmningen er så stor, at det ifølge Fearnside & Pueyo giver større klimabelastning end hvis man havde tilvejebragt den tilsvarende energimængde gennem afbrænding af kul. Ikke at det ville være nogen god løsning, men i den konkrete situation havde det været mindre ødelæggende både klimamæssigt og landskabeligt.

Dette nævnes sjældent i forbindelse med vandkraften, men særligt i tropiske egne er klimapåvirkningen fra opstigende metan fra de store bassiner ganske voldsom i mange årtier frem. Og den voldsomme hastighed på vandet gennem turbinerne er med til at presse de store mængder metan, som findes i vandet, ud i atmosfæren.

Fearnside & Pueyo skriver, at der i de nuværende officielle beregninger er ikke mindre end fem faktuelle fejl i den anvendte formel, så der findes ikke nogen reel opgørelse over af klimapåvirkningen fra den brasilianske vandkraft. Balbina-dæmningen er ekstrem på grund af dens meget store lavvandede reservoir, og man er sidenhen blevet lidt bedre til at tænke på konsekvenserne. For eksempel ved det meget store Belo Monte-projekt, som nu er under opførelse, var der oprindelig planer om 5 store dæmninger. Nu er der ‘kun’ tale om en enkelt, og det oversvømmede areal bliver ‘kun’ på omkring 6.000 km² – eller lidt mere end Fyn.

Der er netop i Plos One offentliggjort en undersøgelse af biodiversiteten på et udvalg af de mere end 3.500 øer i Balbina-reservoiret. “Hydroelectric dams have been thought to be an environmentally friendly source of renewable power – and in recent years they have been built to supply the burgeoning energy demands of emergent tropical countries,” siger undersøgelsens leder Dr. Maíra Benchimo: “Previous studies have shown that large dams result in severe losses in fishery revenues, increases in greenhouse gas emissions, and socioeconomic costs to local communities. Our research adds evidence that forest biodiversity also pays a heavy price when large dams are built.”

Prof. Carlos Peres siger på baggrund af forsøgene, at: “Of course, it is widely known that dams cause massive population losses in terrestrial and tree-dwelling species within lowland forest areas that are flooded. However, we’re only beginning to realize the staggering extent of extinctions in forest areas that remain above water as habitat islands.”

I en situation, hvor Brasílien har et meget stort antal vandkraftprojekter på tegnebordet (der nævnes i hundredvis), var det værd at overveje konsekvenserne og gentænke situationen, om der findes andre løsninger.

Alternativet ligger lige for, ikke at etablere dæmninger, men blot opsamle energien via små turbiner drevet direkte i overfladen. Det kan ske helt uden de nuværende miljøødelæggelser. Fiskeriet, naturen, økosystemerne, landskabet, oprindelige folkeslags livsgrundlag og floden som transportvej bevares. Investeringen er langt mere overkommelig og kunne håndteres lokalt. Og den klimamæssigt alarmerende metanudvikling fra de store dæmningsanlæg er stort set elimineret, så også klimaindsatsmæssigt være det være den optimale, hvorimod fortsættelsen af det nuværende klimapolitisk set er dybt problematisk.

Når man ikke bare skifter til de små enheder, er det fordi man ikke ad den vej kan høste nær så meget energi som ved de store dæmninger. Men ødelæggelserne og tabene er også så meget mindre, at man måske skulle indse, at det er det niveau af energi, man naturligt kan høste af de store flodsystemer, hvis vi skal bevare en klode med velfungerende økosystemer for de kommende generationer.

Se tidligere blog-indlæg: Brasilianske vandlege og Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft.
Se samtlige blog-indlæg tagged vandkraft.

Se samtlige blog-indlæg tagged INDC.

Se en grafisk evaluering af de enkelte landes indsats på Climate Action Tracker.
Se oversigt over samtlige indgivne INDC på Carbon Pulse INDC Tracker.
Se indgivne INDC på UNFCCCs hjemmeside.

John Siciliano: White House goes quiet on role of nuclear power in Brazil climate deal, Washington Examiner 04.07.2015.

Can Brazil follow through on its ambitious climate goals? (leder) Washington Post 03.07.2015.

Alex Pashley: Brazil big hydro ravages wildlife – study, RTCC 03.07.2015.

Wendy Koch: Amazon’s Wildlife Threatened By Hydropower Dams, Study Says, National Geographic 01.07.2015.

Hydroelectric dams drastically reduce tropical forest biodiversity, phys.org 01.05.2015.

Brian Kahn: The U.S., Brazil and China All Set Major Climate Goals, Climate Central 30.06.2015.

Ari Phillips: Two Of The World’s Largest Countries Are Joining Forces To Fight Climate Change, Climate Progress 30.06.2015.

Steve Schwartzman: In U.S.-Brazil statement on climate change, Rousseff misses opportunity for international leadership, EDF 30.06.2015.

Rhett A. Butler: Dilma disappoints with weak rainforest target, Mongabay 30.06.2015.

U.S.-Brazil Joint Statement On Climate Change, The White House 30.06.2015.
.

Bobby Magill: Hydropower May Be Huge Source of Methane Emissions, Climate Central 29.10.2014.

Paul Brown: Tropical Dams an Underestimated Methane Source, Climate Central 14.09.2014.

The rights and wrongs of Belo Monte, The Economist 04.05.2013.

Philip M. Fearnside & Salvador Pueyo: Greenhouse-gas emissions from tropical dams, Nature Climate Change vol. 2 no. 6, 25.05.2012, pp. 382-84.