Strøtanker om bæredygtighed

Herover protesterer tyske klimaaktivister overfor en netop indgået aftale med den tyske energisektor, som nok over en årrække lukker en den del af de tyske kulkraftværker, som fyrer med brunkul, men ikke lægger nogen samlet plan for udfasningen af kulkraft, som Merkel ellers lagde op til ved det nylige G7-topmøde.

Tysklands klimapolitik er lige som den danske bundet op på en målsætning om 40% reduktion af CO2-udledningerne i 2020 set i forhold til 1990. Og yderligere har man fastlagt en 55% målsætning for 2030, som Radikale i valgkampen lagde op til Danmark også skulle gøre til sin målsætning. Men trods massive investeringer i vedvarende energi er udledningerne ikke rigtig faldet de seneste de senere år. Som man kan se af grafen herover, lå Tysklands samlede udledninger i 2014 faktisk en anelse over udledningerne i 2009. Det hænger sammen med flere ting, dels giver etableringen af store vindmølleparker synlige ryk i kurverne, men den vigtigste enkeltgrund er, at Merkel i skyggen fra Fukushima valgte at lytte til den massive modstand mod den tyske atomkraft og lukkede de ældste reaktorer straks, mens lukningen af de øvrige blev sat til 2022. Hvis man sammenligner de to grafer herunder for 2009 og 2014, så er det tydeligt, at udledningerne fra energisektoren nærmest er konstante, mens udledningerne fra transportsektoren, som mere og mere tegner til at blive de industrialiserede landes hellige ko i klimaindsatsen, voksede fra 153 mio ton CO₂ til 164 mio. ton CO₂. Derfor må der yderligere midler til for at klare den 40% reduktion i 2020.

På den baggrund har Tyskland i en ny beslutningspakke, som blev vedtaget i går efter månedslange forhandlinger, pålagt energisektoren at udfase en del af de kulkraftværker, som fyrer med brunkul (den mest klimabelastende form for kul) inden 2021. Fra 2017 må disse værker kun køre, når der er energimangel. De må således ikke sælge energi ud af landet. Dette skulle kunne give CO₂-reduktioner på 11 mio. ton. Og kraftværk-sektoren har yderligere fra 2018 forpligtet sig til reduktioner på 1,5 mio. ton. Yderligere er der aftalt energibesparelser inden for bygninger, industri og jernbane, så pakken når op på besparelser på i alt 22 mio. ton CO₂.

Dette rækker tilsammen kun til en fjerdedel af det emission gap på omkring 80 mio. ton CO₂, som tilbagestor i forhold til 2020-målsætningen, og energisektoren er endt med kun at skulle finde reduktioner på omkring 3% (12,5/355 mio. ton) frem til 2020. På den baggrund er aftalen både utilstrækkelig og stærkt utilfredsstillende. Før aftalen i dag stod Tyskland til at nå 33% under 1990 i 2020 (den mørkegrønne søjle). Og med aftalen i dag kom Tyskland ikke ret meget nærmere de 40%, selvom en talsmand fra økonomiministeriet har sagt, at beslutningen ville gøre Tyskland i stand til at opfylde sin klimamålsætning for 2020.

Beslutningen har da også givet blandede reaktioner. For eksempel Tobias Muenchmeyer fra Greenpeace skriver om Merkels knæfald for de tyske industriinteresser, at: “Instead of starting the phase-out of coal as promised, the chancellor realizes all the dreams of power plant operators. They have to cut less CO₂ and are even given billions for it.”

Andre har meget direkte bebrejdet Merkel den manglende nedskrivning af omfanget af den fortsatte kulafbrænding blot få uger efter at hun fik G7-landene til at vedkende sig en fuld udfasning af alle fossile brændstoffer inden udgangen af det 21. århundrede.

NGO-organisationerne havde håbet på en egentlig afgift på kulafbrændingen, som kunne lukke størstedelen af det emission gap på omkring 80 mio. ton CO₂, som tilbagestor i forhold til 2020-målsætningen. Men de mere omfattende forslag, som har været på bordet, mødte modstand fra industri, kraftværker og minebyer, som ville miste arbejdspladser. Kompromiset er derfor blevet, at en række af Tysklands brunkulsværker har fået 6 år til gradvist at lukke helt ned. Og de øvrige kulkraftværker lever foreløbig med skrækken om, at de er de næste i køen til at blive tvangsreduceret.

Selvom der er en vis signalværdi i lukningen af kulkraftværker, er der set i forhold til den annoncerede klimaindsats tale om en ganske utilstrækkelig løsning. Og Tyskland har endnu en gang udsat problemet, hvad man gør ved den massive kulfyring, som der endnu mindre er plads til, hvis reduktionsmålet på 55% i 2030 skal holdes.

Søjlediagrammet herover giver en god fornemmelse af udviklingen i Tysklands energiforsyning siden 1990. På trods af den megen tale om Energiewende, omstillingen af den tyske energisektor til vedvarende energi, så fylder de vedvarende energikilder stadig ikke så meget i regnskabet. Beslutningen om at udfase A-kraften førte i 2011 til et fald i A-kraftens andel fra ~25% til 17%. Denne beslutning har selvsagt gjort det samlede reduktionsmål for 2020 vanskeligere, ligesom den fulde nedlukning af A-kraften i 2022 vil kræve yderligere indfasning af vedvarende energi for at nå reduktionsmålet på 55% i 2030.

Brugen af den mest klimabelastende brunkul (lignite), er kun faldet svagt siden 1990, så den samlede andel af kul er stadig høj. Man ser også hvordan A-kraften efter 2011 er begyndt en udfasning, så bare det at lukke hullet efter A-kraften kræver en massiv udbygning med vedvarende energi, hvis ikke kulforbruget skal stige.

Det vigtigste ved den indgåede aftale er derfor nok, at den også indebærer en udbygning af det nord-sydgående elnet, så der er kapacitet til at håndtere de stigende mængder af vedvarende energi, herunder at transportere strøm fra det vindrige Nordtyskland til det industririge Sydtyskland. Dette er uomgængeligt nødvendigt, hvis landet inden for få år skal kunne håndtere en fordobling af den vedvarende energi.

Diagrammet herover giver et godt overblik over Tysklands reaktorflåde, som er taget i brug i årene 1975-1989 og efterhånden var kommet godt op i årene. 8 reaktorer blev lukket i 2011, endnu én blev lukket tidligere i år, og yderligere to vil blive lukket inden 2020, hvor der vil være 6 reaktorer i gang.

Normalt regner man en reaktorlevetid på 30 år, hvorefter det typisk vil kræve betydelige investeringer at gøre den sikkerhedsmæssigt forsvarlig til videre brug. De reaktorer, som blev lynudfaset i 2011 i skyggen af Fukushima-katastrofen havde kørt i 29-34 år og var således alle godt oppe i årene. Og de reaktorer som efter den fornyede beslutning bliver udfaset senest i 2022 vil alle have nået at køre mere end 30 år, inden de tages ud af drift. Så frem for den forskruede idealist-beslutning, som det ofte bliver præsenteret som, var der i en situation, hvor hele reaktorflåden stod overfor at skulle udskiftes, tale om en beslutning om at investere fuldt ud i den vedvarende energi (hvilket der er stor folkelig opbakning til) frem for at skulle have hul på at udvikle en ny generation atomreaktorer, hvor man meget let kunne komme til at stå i den situation at måtte bygge teknologisk forældede reaktorer, som man hang på 30-40 år frem, fordi næste generation (thorium)reaktorteknologi endnu er langt fra at være klar til kommercielt brug.

Hvis det skal lykkes at nå målsætningen på 40% i 2020, var den enkleste løsning nok at intensivere udbygningen af vedvarende energi, herunder ikke mindst udbygningen af vindkraften i det nordlige Tyskland. Og lige så vigtigt skal der satses på energieffektiviseringer, så det samlede energiforbrug bliver betydeligt lavere end i dag. Men hvis ikke det lykkes at få taget flere kulkraftværker ud af systemet end nu vedtaget – eller flyttet flere over i den bufferkategori, hvor de kun må producere, når der er energimangel på grund af huller i forsyningen fra sol og vind – så vil der blot opstå en overforsyning, som kan risikere at give problemer med prisdannelsen i hele energisektoren.

Når man ser, hvor svært det har været at få hul på afviklingen af kulkraften i Tyskland, hvor forståelsen af klimaudfordringen er vel funderet, så er der ingen tvivl om, at det kommer til at koste mange kræfter i andre lande som Polen, Australien og USA. Så man kunne have ønsket sig, at Merkel satte handling på deklarationstekst fra det nylige G7-møde og statuerede et eksempel for verdens øvrige kulnationer ved at lave en klar plan for fuld udfasning af kulkraften. Der er ingen vej uden om at lade langt de fleste kul ligge i jorden, og der er ikke noget sparet ved at udsætte disse beslutninger år efter år. Tværtimod sætter vi flere og flere atolstater og deltaer under vand for hvert år vi undelader at handle konsekvent.

Update 14.09. – E.ON, RWE, EnBW og Vattenfall, som står overfor at måtte afvikle deres tyske atomkraftværker inden 2022, har sat 39 mia. € til side til nedlukningen, hvilket af Der Spiegel vurderes være tilstrækkeligt til selve dekommissioneringsarbejdet. Men der mangler skønsmæssigt yderligere 30 mia. € til det efterfølgende arbejde med at lagre det radioaktive materiale.

Til sammenligning kostede Storebæltsbroen i 1988-priser 3 mia. €, eller med et mere nutidigt eksempel Femern-forbindelsen, som med de seneste stigninger nu er oppe på 8½ mia. € med tilslutningsprojekter.

Det viser meget meget karakteristisk for A-kraften. Den er efterhånden ubetalelig dyr at etablere (se blog-indlægget Hinkley Point – en historisk fejlinvestering?), hvor den så til gengæld efterfølgende leverer masser af billig energi i produktionsfasen. Men den afsluttende dekommisionering og håndtering af affaldet udgør en betydelig, for ikke at sige voldsom, udgift, som gør det alt for nærliggende at forsøge at udsætte nedlukningen langt ud over den sikkerhedsmæssigt set forsvarlige nedlukningsdag. Og præcist hvor meget, det kommer til at koste, er nødvendigvis et skøn, for til trods for et halvt århundredes brug af atomkraften har de fleste lande endnu ikke deres opbevaring af det højradioaktive affald endeligt afklaret.

Se tidligere blog-indlæg: Svigtende strømforsyninger, Fra kulmine til energilager og geotermisk anlæg, Sol over Tyskland og G7: Max 2°C og fuld udfasning af fossile brændstoffer.

Tom Kaeckenhoff, Christoph Steitz & Gernot Heller: German energy firms need to set aside more money for nuclear exit – Spiegel Online, Reuters 14.09.2015.

Gero Rueter: How far along is Germany’s nuclear phase-out? Deutsche Welle 09.09.2015.

Renewables shift wallops traditional power plants, (AFP, Reuters, dpa) Deutsche Welle 24.08.2015.

Erik Gawel & Sebastian Strunz: Why Germany’s decision to phase out nuclear power is smart economics, ReNewEconomy 04.08.2015.

Stefan Nicola & Tino Andresen: Germany Gives Dirtiest Coal Plants Six Years for Phase Out, Bloomberg 03.07.2015.

Ari Phillips: This Carbon-Intensive Form Of Coal Plant Is Being Slashed In Germany, Climate Progress 02.07.2015.

James Conda: Germany’s Energy Transition Breaks The Energiewende Paradox, Forbes 02.07.2015.

Coal needs some kicking on its way out, 350.org 02.07.2015.

Simon Evans: German coal compromise leaves doubts over climate goal, Carbon Brief 02.07.2015.

Germany to mothball largest coal power plants to meet climate targets, (Reuters) The Guardian 02.07.2015.

Nils Zimmermann: Germany needs an exit plan from coal, Deutsche Welle 30.06.2015.

Germany’s oldest remaining nuclear reactor shut down, (AP, dpa, epd) Deutsche Welle 28.06.2015.

Sonya Angelica Diehn: Germany: Leader in a global energy transition? Deutsche Welle 12.05.2015.

Sonya Angelica Diehn: Naidoo: ‘Coal is Germany’s Achilles heel’, Deutsche Welle 08.05.2015.

Richard Fuchs: Farewell to the coal cash cow, (opinion) Deutsche Welle 01.05.2015.

A new climate policy instrument for the electricity sector, WWF 2015 (pdf).