Strøtanker om bæredygtighed

.
The Animal Communicator er en 52:01 min. YouTube video om Anna Breytenbach og hendes evne til at kommunikere med vilde dyr.

Denne dokumentar følger sydafrikanske Anna Breytenbach, som over en tiårig periode har udviklet en i dag sjælden evne til at kommunikere med vilde dyr. Jeg vil ikke sige så meget om filmen ud over, at den rejser vigtige spørgsmål om dyrs bevidsthed og vi menneskers forsnævrede forståelse deraf. Jeg havde under vejs flere flashbacks til Gregory Batesons forsøg på at indkredse, hvad det er for en form for bevidsthed og intelligens, som gennemsyrer og sammenbinder naturen og dens økosystemer, som ikke er begrænset til naturens individers hjerne-nervesystemer, men forbinder de mange arter og individer til komplekse økosystemer.

Hvad det er for en evne til sansning, lytten til og medleven i naturen og urmenneske-naturbevidsthed, som vi måske alle stadig bærer i os i kimform, men som vi mere eller mindre har tabt følingen med, i takt med at vi gjorde os først til bønder, siden til fortravlede bymennesker?

Det er en dybt betagende film. Men hvis 52 minutter er længe, er de sidste 17 minutter seværdige i sig selv (fra 37:30 og frem). Og har man set denne slutsekvens, er det måske forløsende efterfølgende at se det to minutter lange videoklip, Spirit Update – Jukani Wildlife Sanctuary, som genbesøger den efter et ophold i en belgisk zoo dybt traumatiserede sorte leopard, som Anne Breytenbach på enestående vis formår at nå ind til.

.
Denne 2 min. video introducerer på en for mange nok uventet vis det af mange længe ventede pavelige hyrdebrev om vores pligt til at værne om det globale klima.

18. juni udsender Pave Francis en encyklika, et brev om klodens tilstand stilet til katolikker verden rundt med bud om respekt for Guds skaberværk, de klimaforandringer og den økologiske krise, som truer vores fælles fremtid og allerede i dag rammer verdens fattigste hårdest. Encyklikaen vil blive sendt til kardinaler i alle lande og blive gjort tilgængelig online på fem sprog. 18. juni vil blive markeret verden over med gudstjenester, pilgrimsfærd og symbolske markeringer såvel som i undervisning og studiekredse, seminarer, møder og udgivelser. Der er ikke blot tale om konventionel katolsk forkyndelse. Tværtimod har paven og hans rådgivere som del af de omfattende forberedelser haft konsultationer med fremtrædende politikere og videnskabsfolk fra hele verden for at afklare, hvordan den katolske kirke bedst kan medvirke til, at klimaudfordringen – og det underliggende problem, at vi ikke formår at værne om vores livsgrundlag, skaberværket – bliver taget alvorligt.

Allerede før den er udsendt, har pavens encyklika vakt kolossale forventninger i meget vide kredse. Her et halvt år før klimaaftalen i Paris skal være klar til underskrivelse, ses encyklikaen som en mulig game-changer, som kan være med til at styrke forståelsen af nødvendigheden af et fundamentalt kursskifte og skabe det pres på det internationale forhandlingsklima, som gør det muligt at tage store svære fremadrettede beslutninger.

Således kunne man i går ved afslutningen af to ugers intense klimaforhandlinger i Bonn på den afsluttende pressekonference bogstaveligt se den tydeligt søvnunderskudsmærkede forhandlingsleder Christiana Figueres live op og genfinde sit vanlige glimt i øjet, da talen mod slutningen faldt på den nært forestående pavelige encyklika (se blog-indlægget Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni). For en sådan henvendelse forventes at ville kunne nå bredt ud blandt verdens 1,2 mia. katolikker og at kunne få en betydelig indflydelse. En undersøgelse blandt engelske og walisiske katolikker indikerer, at op imod hver tredje vil følge pavens bud og vælge en mere grøn levevis.

Paven kan fra sin position som religiøst overhoved italesætte vores forbrugskultur, vores grådighed, og manglende solidaritet med en direkthed, som ingen politiker kan det, mane virksomhederne til at tage mere hensyn til miljøet end til bundlinjen og i det hel taget mane os alle til eftertanke og mådehold. Selvom vi endnu ikke kender ordlyden, er der ingen tvivl om, at han vil tale meget direkte ind i vores svigtende lydhørhed og respekt for vores omgivelser, som er i færd med at ødelægge vores fælles livsgrundlag.

Læs mere »

.
Johnnie Lawson: 1 times beroligende skovlyde (2014).

“Imagine yourself sitting under the shade of a forest of young beech trees in springtime, listening to the soothing sound of woodland birds singing in the branches above you,” skriver Johnnie Lawson i introduktionen til sin video: “Feel a warm spring sun as it penetrates the leaf cover dappled on the sea of bluebells beneath your feet.”

Under vejs i denne én time lange video ændres der ikke en eneste gang på kameraopstillingen, og her er ikke nogen time-lapse-kondensering af tiden, kun tidens fulde udstrækning. Der er end ikke valgt en dag, hvor passerende skyer driver dramatiske skyggespil hen over ‘lærredet’, man ser kun de samme klokkeblomster i forårsskoven. Vi er langt fra civilisationen, i hvert fald høres ingen biler, stemmer eller hujen fra leg. Fuglene væver deres lysende sangkuppel, mens en svag brise indimellem leger med det nyudsprungne løv. Ellers sker her absolut intet.

Lawsons skovportræt understreger, at stilhed ikke blot er fraværet af lyd. Den schewiziske filosof Max Picard bruger i bogen The World of Silence (1948) det billede, at fuglesangen er stilhedens noder. Når solsorten synger i parken, i baggården eller i skoven, så udtrykker den stilheden, forstærker den og gør os opmærksom på den.

Johnnie Lawson har lavet en hel serie af sådanne pausebilleder, hvoraf flere forløber over 8 timer. De kan ses via hans YouTube-kanal. Hvis man er til videoer med naturlyde, har han et bibliotek med flere hundrede deraf: Nature Sounds.

Se flere pausebilleder.

I går og i dag har G7-landene været samlet til det årlige topmøde i det sydligste Bayern ved Schloss Elmau ved foden af alperne.

Dagen i dag kunne meget vel ende med at gå over i historiebøgerne som en skelsættende dag, for G7-landene – England, Tyskland, Frankrig, Italien, Canada, USA og Japan – endte ved topmødet i Schloss Elmau med at vedtage en fuld udfasning af de fossile brændstoffer inden udgangen af det 21. århundrede, samt at målsætningen om max 2°C global opvarmning måtte fastholdes. Yderligere lovede de 7 lande inden 2020 at have sikret en klimafinansiering på 100 mia. $ samt inden 2050 at have gjort deres energiforsyning CO₂-neutral.

Disse udmeldinger kommer på et fantastisk vigtigt tidspunkt, netop hvor klimadelegationer fra hele verden er samlet i Bonn for at transformere den endnu meget lange og mangerettede klimaaftale, som skal være klar til Paris til december, til en præcis køreplan for, hvordan menneskeheden løser sin til dato største fælles udfordring, at få bremset den globale opvarmning.

Selv Greenpeace har været ude med roserne i dag. Awaaz skriver i et communique, at “Merkel’s G7 says ‘Auf Wiedersehen’ (farewell) to fossil fuels.” Vi må så håbe, at det bliver et ‘farvel’ og ikke et ‘på gensyn’. Og Common Dreams, som for få dage siden erklærede 2°C-målsætningen tæt på at afgå ved forhandlingsdøden, beretter i dag fra Schloss Elmau med reference til E3Gs Ruth Davis, at G7 Climate Goal Will ‘Send Shivers Down the Spine’ of Fossil Fuel Industry.

Man kunne nøgternt set have ønsket sig flere mål på den korte bane og på mellemdistancen, for spørgsmålet om vi kan holde 2°C-målsætningen handler næsten mere om, hvor hurtigt vi kommer i gang med radikale reduktioner, end præcist hvornår udledningerne går i nul. Ifølge G7-deklarationen skal de samlede udledninger i 2050 være reduceret med 40-70% i forhold til 2010 (så vidt muligt 70%), hvilket langt fra tilstrækkelige til at sikre 2°C-målsætningen. Men stadig ligger der en fantastisk signalværdi i, at denne gruppe af lande melder så klart ud, at fremtiden bliver uden fossile brændstoffer.

Angela Merkel havde forud presset på for at de syv lande også stadfæstede bindende reduktionsmål, hvilket havde været et vigtigt signal overfor omverdenen. Men her er den realpolitiske situation imod. I USA sker klimaindsatsen stadig på trods af republikansk flertal i begge Kongressens kamre, og hvis en republikaner i 2016 ender med at vinde præsidentvalget efter Obama (hvilket der heldigvis lige nu ikke er meget, som tyder på), er den igangsatte klimaindsats tilbagerullet på dag ét. Og både Canada og Japan har inden for de seneste år opgivet deres udmeldte klimaindsatser, Japan angiveligt på grund af Fukushima-katastrofen, mens Canada har viklet sig ind i et tar sands-projekt, som har kørt udviklingen helt af sporet.

Så G7-landene har fået hjemmearbejde. Faktisk viste en rapport lavet til anledningen, at 5 af 7 G7-lande havde et større kulforbrug nu end for fem år siden, og samlet set er kulforbruget for G7-landene kun faldet med 1,3% siden 1990. Selv i Tyskland har kulforbruget forbigående været stigende i de seneste år, fordi man i skyggen efter Fukushima besluttede sig for at udfase sin atomkraft. Men det har ikke ført til nogen svækkelse af de samlede tyske reduktionsmål.

Det står klart, at Canada og Japan har strittet imod til det sidste og har været under massivt pres fra de øvrige G7-lande for at acceptere ordlyden omkring G7-landenes rolle i at nå frem til en fuld udfasning af fossile brændstoffer. Globe and Mail skriver med henvisning til en kilde, som har været med til at forberede G7-topmødets slutdeklaration, at Japan og Canada undervejs blankt har afvist at inkludere nogen form for bindende reduktionsmål.

Til en begyndelse kunne man med rimelighed forlange, at G7-landene skærpede deres INDC-målsætninger, så de lå inden for det i G7-deklarationen udstukne. Her er ikke mindst Canada og Japan helt ude af trit.

Set i forhold til 2°C-målsætningen er det alt for sent, hvis udfasningen af fossile brændstoffer først sker mod slutningen af det 21. århundrede. Der ville det ikke mindst for de tidligt industrialiserede G7-lande være langt rimeligere, hvis de havde ikke bare energiforsyningen, men deres samlede energiforbrug omlagt til vedvarende energikilder inden 2050. Så fuld afvikling af det fossile samfund er det rigtige mål, men den opridsede tidslinje vil på ingen måde kunne holde klimaudviklingen inden for 2°C-målsætningen.

Yderligere har de seneste år vist, at klimaforandringer ikke bare er noget, som udfolder sig i en distant fremtid, men allerede med under 1°C stigning, som vi har i dag, fører til voldsommere udsving i det globale vejrsystem. Så stadig flere ser max 1½°C som værende den eneste rimelige målsætning, hvilket vil kræve ikke bare endnu hurtigere afviklinger af brugen af fossile brændstoffer, men også, at udviklingslandene hjælpes til en udvikling baseret udelukkende på vedvarende energikilder.

Og … selv en fuld standsning af alle udledninger er ikke slutmålet, men et vigtigt skridt på vejen. På lidt længere sigt skal atmosfæren og verdenshavene renses op for størstedelen af de kolossale CO₂-mængder, som er sendt til himmels siden industrialiseringens begyndelse. For først med koncentrationen tilbage omkring 350 ppm har vi for alvor langtidsstabiliseret det globale klima.

Læs mere »

I den danske valgkamp har det endnu været meget småt med klimadebat, det har ført til, at en række forskere i dag bragte denne opfordring til at partierne om at “fremlægge, hvad de vil gøre, for at Danmark yder sig bidrag til at give kloden videre i god stand til de næste generationer. Og vi opfordrer danskerne til at lægge vægt på partiernes planer for bæredygtig udvikling, klima og miljø, når vi beslutter, hvor vi skal sætte vores kryds.

Tilsvarende stillede Julie og Elmhøj og Emma Holten i gårsdagens Information spørgsmålet: Har medierne glemt klimaet i valgkampens hede?

Her forud for vedtagelsen af den første globale klimaaftale i Paris til december var der al mulig grund til at diskutere det danske bidrag, og hvordan den danske omstilling skal gribes an. For hvor den danske klimaindsats indtil nu stort er blevet gjort for os ud fra ønsket om at belemre den enkelte danske mindst muligt med klimaproblemstillinger endsige klimakonsekvenser, så kan vi ikke blive ved med blot at klare os med pris- og afgiftsneutrale ‘lavthængende frugter’, men kommer nødvendigvis til at lave ændringer, som griber ind i vores nuværende hverdag – ikke nødvendigvis til det værre, men forandrende.

For eksempel kommer vi til at skulle forholde os til, hvad vi stiller op med vores stadig voksende trafik og transportforbrug, og hvad vi vil stille op med vores landbrug og dén eskalerende ødelæggelse af de åbne landskaber, som den nuværende produktionsmodus afstedkommer, for blot at nævne to hovedområder i klimaindsatsen, som man indtil nu har ‘sparet’, fordi det var indviklet eller rent politisk var svært at lægge navn til. Alligevel forfalder valgkampen til petitessespørgsmål, om det kan svare sig at arbejde for den og den enkeltperson, uanset at tallene er forkerte og eksemplerne atypiske.

Læs mere »

Vi ser i disse uger, at eksperimentalflyet Solar Impulse 2 har indledt sin første jordomflyvning. Det gik planmæssigt på de første stræk hen over Asien, men på rutens længste enkeltstræk, fra Nanjing til Hawaii måtte flyet i mandags gå ned i Nagoya på grund af voldsomt vejr. Ved landingen blev den ene vinge let beskadiget, men flyet afventer nu, at vejrforholdene bliver optimale for det lange stræk over Stillehavet.

Solar Impulse 2 er nok nærmest et svævefly med små solcelledrevne hjælpemotorer. Vingerne er højeffektive solfangere, så i løbet af dagen arbejder flyet sig ved hjælp af solcelleenergien langsomt op i omkring 9.000 m højde. I nattetimerne bevæger flyet sig derefter frem i glideflyvning, samtidig med at det langsomt mister højde, og skal ved solopgangstid helst være et sted, hvor solen skinner, for i løbet af dagen at kunne vinde højde til endnu en nats glideflugt.

Til forskel fra de rutefly, vi har i dag, som har en massiv indirekte klimapåvirkning fra deres udstødningsstriber (se blog-indlægget Radiative Forcing Index), bevæger et sådant fly sig så ‘blidt’ gennem luften, at det ikke efterlader udstødningsstriber på himlen, hvorfor dets klimapåvirkning er minimal. hvor vores nuværende flytyper således er fanget i en teknologisk blindgyde, fordi flyene selv hvis de bliver drevet på rent biobrændstof har en massiv klimapåvirkning, er der er således med Solar Impulse 2 en flytype i sin vorden, som vil kunne bære flyvningen ind i en postfossil tidsalder.

Men indtil nu sker det med en helt anden rejsehastighed, end hvad vi i dag har vænnet os til. Den maksimale flyvehastighed for Solar Impulse 2 er omkring 150 km/t, hvor de store rutefly typisk flyver 5-6 gange hurtigere. Men omvendt er der intet til hinder for, at teknologien kan udvikles videre. Vi ser fugle årligt bevæge sig mellem Nordpolen og Sydpolen, og inden for få år vil man sandsynligvis kunne gøre turen rundt om jorden non stop – det var faktisk oplagt at lave en slags World Cup for at fremme udviklingen. Men tiden må vise, i hvor høj grad en sådan flytype kan skaleres op, så der også er plads til passagerer og bagage. I Solar Impulse 2 har den enlige pilot kun det allermest nødvendige med om bord.

Teknisk set tyder meget således på, at vi på en dag, hvor solen skinner, på lidt længere sigt vil kunne flyve CO₂-neutralt til Stockholm eller London. Men derfra og til at den nuværende flåde af jumbojets, som klimapåvirkningsmæssigt set er håbløse skabninger, så ligner det i dag en næsten uoverkommeligt stor beslutning for menneskeheden at sende dem på pension som utidssvarende. Så på den kortere bane bliver den mere sandsynlige udvikling, at man vil forsøge gennem biobrændstoffer og supermaterialer at gøre det mindre klimabelastende at drive de nuværende flys tonstunge legemer gennem atmosfæren med stor hastighed.

Selvom det vil vække protester i dagens fortravlede samfund, hvis vi skulle til at flyve med Solar Impulse-fart, så var det værd at overveje hvilken gave det ville være til gennedkølingen af planeten og dens hyperagtige menneskehed, hvis sådanne hastigheder blev fremtidens rejsetid. Og det ville i de fleste tilfælde være mere oplagt at tage toget.

Update 17.06. – I mere end 14 dage har Solar Impulse nu været blæst inde i Nagoya på grund af uegnet vejr til at fortsætte på det lange stræk til Hawaii. Andre Borschberg, idemand og den ene af de to piloter bag Solar Impulse projektet udtrykker på den gaggrund i dag i Japan Times bekymring, om projektet kan gennemføres som planlagt. For samtidig med, at man ikke i den nuværende situation er indstillet på at tage unødige risici, men afventer et egnet ‘vejrvindue’ til rejsen til Hawaii, så kan projektet snart ikke tåle yderligere udsættelser, hvis det skal lykkes at krydse Atlanten inden efterårsvejrsystemerne sætter ind og gør passagen her risikabel.

Der synes at være tale om det vejrsystem, som hvert år ved denne tid formes over Japan og langsomt bevæger sig nordover med store nedbørsmængder til følge, efterhånden som en tropisk fugtig luft bevæger sig nordover. Normalt vil denne regntid først have passeret Nagoya omkring midten af juli, så det har lange udsigter, hvis ikke man bliver i stand til finde et sted, hvor frontens skyformation er så tynd, at man bliver i stand til at krydse den.

Update 26.06. – I onsdags (24.06.) var det planlagt at gøre endnu et forsøg på at komme videre fra Nagoya, og piloten André Borschberg havde allerede gjort sig klar til take off i cockpittet. Men vejrudsigten for de kommende fem døgn, som turen til Hawaii forventes at tage, ændrede sig i sidste øjeblik alligevel dertil, at man valgte at opgive at forsøge at komme i luften. Problemet er ikke blot uvejr, men flyet kan max klare sig 10 timer under skydække, før det igen behøver direkte sol. Så lige nu udtrykkes der bekymringer om, om flyvningen må udsættes et år.

Update 29.06. – After fire ugers venten kom Solar Impulse 2 i dag 3 AM japansk tid endeligt på vingerne igen. Foran venter jordomflyvningens længste stræk med fem døgns flyvetid til Hawaii. Gennemførelsen hænger i marginalerne – både når det gælder det tekniske (om udstyret holder), det vejrmæssige (om der er egnede vilkår i de kommende fem døgn) og det menneskelige (den ene pilot, som der er plads til, sover i kun små 20 min. blokke og må udholde voldsomme udsving i tryk og temperaturer i det minimale cockpit). Vel fremme på Hawaii vil Solar Impulse have lagt to døgn til verdensrekorden for varigheden af soloflyvninger.

Update 03.07. – Solar Impulse har under vejs mod Hawaii sat ny verdens rekord for længste flyvetid. Tidligt i morges, 2 AM GMT, havde flyet tilbagelagt 91% af de 7.491 km til Hawaii, og turens mest kritiske fase, passagen af en koldfront, er overstået, så snart er der blot glideflugt tilbage gennem nattemørket til landingen på Hawaii.

Så lykkedes det. Herover ses Solar Impulse 2 efter næsten fem døgns flyvning ved indflyvningen til Kalaeloa-lufthavnen på Hawaii her ud på eftermiddagen dansk tid, netop som solen var ved at stå op over Hawaii. Dermed har Solar Impulse 2 sat ny rekord for længstvarende non-stop flyvning, med 8.209 km i løbet af 4 dage, 21 timer og 50 minutter. Flyvningen bliver fulgt ganske tæt fra en række medier, for eksempel på The Guardian kunne man følge indflyvning og landing via direkte TV. De 5 timers live TV kan ses efterfølgende via YouTube.

Næste stop er Arizona – med en berammet flyvetid på lige godt 4 døgn.

Update 11.07. –  Det fremgår i dag, at Solar Impulse 2 bliver yderligere forsinket i den videre rejse fra Hawaii, idet lithium-ion-batterierne på det fem døgn lange stræk mellem Japan og Hawaii er blevet overophedet.

Update 15.07. – I en pressemeddelelse i dag bliver det fastslået, at problemerne med at få udbedret batterierne er så omfattende, at den videre færd med Solar Impulse 2 bliver udskudt til april næste år. Flyet vil blive blive stillet i en hangar ved Kalaeloa-lufthavnen, som tilhører University of Hawaii, mens det repareres.

Update 27.07. – The Guardian bringer i dg en rapport om situationen, hvoraf det fremgår, at der er bestilt nye batterier, og Piccard og Borschberg er tilbage i Schweiz for at søge at rejse yderligere 20 mio. €, så jordrejsen kan fuldføres fra april 2016. Projektet har siden den første begyndelse 2003 kostet omkring 150 mio. €.

Joshi Herrmann: Solar Impulse’s troubled round-the-world flight: ‘We need to raise €20m’, The Guardian 27.07.2015.

Solar plane suspends journey in Hawaii after battery damage, (AP) Japan Times 15.07.2015.

Thomas Djursing: Overophedede batterier holder solcellefly på jorden i 10 måneder, Ingeniøren 15.07.2015.

Amber Archangel: Solar Impulse 2 Is Chilling In Hawaii for 2–3 Weeks, (video) CleanTechnica 13.07.2015.

Jonathan Amos: Solar Impulse grounded for 2-3 weeks, BBC News 13.07.2015.

Solar Impulse plane overheated on flight from Nagoya; several weeks needed for repair, Japan Times 11.07.2015.

Solar Impulse touches down after record-breaking journey from Nagoya, (AP, AFP-Jiji) Japan Times 04.07.2015.

Amber Archanvel: Record-Breaking Solar Impulse Flight Reaches Hawaii After 5 Nights & Days Airborne Without Fuel, (video) CleanTechnica 03.07.2015.

Landess Kearns: Solar-Powered Plane Soars Over The Pacific Without A Drop Of Fuel, Huffington Post 03.07.2015.

Emma Hovard: Solar Impulse lands in Hawaii after longest non-stop solo flight in history, The Guardian 03.07.2015.

Emily Atkin: A Swiss Pilot Just Completed The Longest Solar-Powered Flight In Aviation History, Climate Progress 03.07.2015.

Solar Impulse close to Hawaii after breaking non-stop solo flight record, (AFP) The Guardian 03.07.2015.

Catnaps, yoga for pilot as Hawaii-bound Solar Impulse passes ‘point of no return’, (AFP-Jiji) Japan Times 01.07.2015.

Alastair Wanklyn: Solar plane takes off for Hawaii as support crew says thanks to Nagoya, Japan Times 29.06.2015.

Yusuke Masuda: Solar Impulse starts toughest Pacific leg after month-long wait in Aichi, Asahi Shimbun 29.06.2015.

Alan Yuhas: Solar plane takes off in ‘moment of truth’ for longest solo flight in history, The Guardian 29.06.2015.

Solar Impulse Could be Stuck in Japan for a Year, Says Pilot, (AFP) NDTV 25.06.2015.

Alastair Wanklyn: Solar plane cleared for takeoff from Nagoya for Hawaii, Japan Times 23.06.2015.

Pilot: Solar Impulse 2 faces ‘moment of truth’ waiting for weather window out of Japan, (AFP-Jiji) Japan Times 17.06.2015.

Alistar Wanklyn: ‘Question marks’ hang over Solar Impulse mission, pilot says, Japan Times 17.06.2015.

Landess Kearns: Solar-Powered Airplane Is About To Make History, Huffington Post 12.06.2015.

Solar Impulse fixed but waiting on weather, team says, (AFP-Jiji) Japan Times 11.06.2015.

Solar plane, parked in Japan, suffers further setback as wind clips its wing, (AP) The Guardian 04.06.2015.

Nadia Khomami: Solar Impulse 2 to make unscheduled stopover in Japan, The Guardian 01.06.2015.

Alex Davies: The Perils of Flying a Solar-Powered Plane Across Oceans, Wired 04.05./01.06.2015.

Adam Fribo: Jorden rundt uden brændstof: Solar Impulse 2 er lettet, Ingeniøren 09.03.2015.

Klimapåvirkningen fra flyvning er andet og mere end CO₂-udledningerne. De omfattende skystriber efter flymotorerne gør, at luftfartens klimapåvirkning er betydeligt større, hvorfor flyvning vil forblive stærkt klimabelastende selv hvis man går over til at anvende biobrændstof. 

For blot et par år siden var Obama med til at underminere det europæiske forsøg på at få luftfarten med på en internationale aftale om en CO₂-afgift på luftfarten – en nærmest symbolsk billetafgift set i forhold til problemets størrelse, men han syntes den gang at bøje af overfor pres fra de amerikanske luftfartselskaber. Så Europa måtte ende med kun at kunne opkræve afgiften for sin interne flyvning.

Siden er Obama trådt i karakter som klimaforkæmper. Trods et massivt flertal mod nogen form for amerikansk klimaindsats er det lykkedes ham at stykke en klimaindsats sammen uden om Kongressen, som synes at kunne bære igennem til en 17% reduktion i 2020 i forhold til 2005, hvilket er hvad han lovede efter COP15 i København i 2009. Når det har kunnet lade sig gøre, hænger det først og fremmest sammen med den amerikanske Clean Air Act fra 1970, hvis meget omfattende definition på luftforurening har muliggjort vidtgående indsatser overfor de amerikanske kraftværker og i de kommende år vil være med til at sende et stort antal kulkraftværker på pension.

Nu, hvor han ikke har flere valg at skulle vinde og ikke har flere sponsorer at skulle navigere mellem, synes han efter samme recept i gang med at etablere en afgift for den amerikanske luftfart. Der er stadig meget få oplysninger om detaljerne, men udgangspunkter er, at EPA kan fastslå, at lufttrafikkens udledninger er skadelige for sundheden, og på den baggrund kan indlede indsatser til at begrænse forureningen med klimaforurenende substanser og aktiviteter. Det har i den seneste tid været signaleret, at der allerede førstkommende fredag vil blive fremlagt et udspil til en indsats.

Man kan næsten få den fornemmelse, at Obama har sat sig for inden han takker af efter to præsidentperioder at have fået igangsat initiativer, som ikke bare får USAs udledninger reduceret med 17% i 2020, men også rækker videre frem til de 26-28% i 2025, som USA har indberettet. Reduktionsmål i den størrelsesorden uden om en egentlig klimalovgivning (og uden om Kongressen) kan ikke klares blot ved at se på de vigtigste to-tre faktorer. Det kræver tværtimod, at der tages hånd om alle udledningskilder.

Læs mere »

Herover ses et brev underskrevet af lederne af Europas seks største olieselskaber og sendt dels til Christiana Figueres, lederen af FNs klimaforhandlinger, dels til Laurent Fabius, lederen af det forestående klimatopmøde i Paris COP21. I brevet melder olieselskaberne sig klar til at gøre deres til at imødegå klimaforandringerne og siger, at det er bydende nødvendigt at få indført en pris på CO₂, hvis det skal lykkes at holde 2°C-målsætningen.

Brevet ligger på linje med Christiana Figueres’ udmelding for mindre end en uge siden, at det var på tide at komme videre fra dæmoniseringen af olieselskaberne. Og selvom det for mange er en torn i øjet, når disse giganter, som indtil nu i det skjulte har arbejdet ganske målrettet på at fornægte klimavidenskaben og forsinke omstillingen fra de fossile brændstoffer, sidder med ved de store klimakonferencer, får lov at sole sig som sponsorer osv., så var verden bedre tjent med, at de som i sin tid DONG under Anders Eldrup beslutter sig for at bidrage til omstillingsprocessen frem for at bekæmpe den.

Vi har blot stadig til gode at se, at disse selskaber virkelig mener deres udmelding seriøst, eller om der er tale om en form for strategisk positionering forud for COP21 i Paris. Og hvor konsekvensen for enhver klimatænkende må være, at så må de dog standse deres aktiviteter i det arktiske område og lukke ned for tar sands-udvindingerne og koncentrere sig om de tilbageværende kendte forekomster med mindst CO₂-udledning pr. udvundet energienhed. Ligeledes ville det være en naturlig konsekvens af den accept af 2°C-målsætningen, som brevet formulerer, at indlede al yderligere udforskning efter nye forekomster, fordi verden allerede har flere kendte forekomster end vi kan bruge, hvis vi skal holde os under 2°C.

Denne udmelding giver også anledning til at overveje en nuancering af den divestment-kampagne, som har kørt med en ganske betydelig succes i de seneste år. Ville det være rimeligt fortsat at investere i de olieselskaber, som stander yderligere eftersøgninger, som neddrosler deres kulaktiviteter over en årrække, som har en forretningsplan ala DONGs, hvor man over en 10-årig periode går fra en andel af vedvarende energi-aktiviteter på 15% til en vedvarende energi-andel på 85%. Og skal vi, som brevet lægger op til, til gengæld acceptere inddragelsen af naturgassen? – også når det gælder fracking? Det sidste vil jeg mene er en dårlig idé.

Under motivation skriver de seks selskaber i brevet:

“We want to be a part of the solution and deliver energy to society sustainably for many decades to come. Like our counterparts in other industry sectors we will play a key role in implementing the measures and deploying the technologies that will lead to a lower carbon future. Low carbon business models and solutions are fragile until they reach critical size, but with linked carbon pricing systems worldwide, uncertainty would be reduced and such solutions will start to create value for business more rapidly.”

Det er her brevet er spændende. Kan man etablere et nyt playing field, hvor olieselskaberne konkurrerer i omstillingsrelevante aktiviteter? For de ligger jo inde med en betydelig entreprenør-entreprise.

Er det nok med de store europæiske selskaber, eller skal de russiske, kinesiske og amerikanske kul- og olieselskaber også med om bord, før det lykkes at etablere nye, omstillingsrettede spilleregler? Amerikanske selskaber som Chevron, ConocoPhillips og ExxonMobil har glimrer ved deres fravær, selvom de på et tidspunkt har fået buddet om at deltage.  Men ifølge Reuters havde Totals leder Patrick Pouyanne ved lanceringen af brevet erklæret, at det var vigtigt for de europæiske olieselskaber at få markeret deres ønske om en CO”-pris: “Instead of waiting for the smallest common denominator, we got convinced it was worth making a commitment as European oil majors, as we command a significant share of the oil market, without necessarily waiting for an American to come on board.”

Brevet er gengivet herunder i dets fulde omfang.

Læs mere »

I de kommende tolv dage er klimadelegationer fra hele verden samlet i Bonn for at forhandle en aftale på plads, som meget gerne skulle kunne vedtages endeligt ved COP21 i Paris til december. Samlingsstedet, som man ser på billedet herover, er en arkitektonisk set ret enestående sal i Bonn designet af Günter Behnisch, den nok vigtigste eksponent for den organiske modernisme i 2. halvdel af det 20. århundrede. Behnisch vandt konkurrencen allerede i 1973, men byggeriet blev udsat og forandret og udsat og forandret i én uendelighed (se billeder). Da endelig parlamentsbygningen stod færdig, blev Øst- og Vesttyskland forenet, så der måtte etableres en ny Bundestag i Berlin. Men nu bruges plenarsalen af UNFCCC til de ofte adskillige samlinger mellem de årlige COPer rundt omkring i verden. Med denne bygning satte Behnisch nye standarder for, hvad man kunne kalde demokratisk arkitektur, så det var umiddelbart tragikomisk, at man måtte rykke til anderledes selvhøjtidelige magtsprogs-rammer i Berlin, og dobbelt glædeligt, at disse enestående rammer (jeg besøgte Bundestag Bonn i 1993, da den kun var 99% færdig) nu er med til at føde den første globale klimaaftale.

I dette blog-indlæg bliver der i første omgang samlet kommentarer og nyhedsartikler om den forestående forhandlingsrunde i Bonn. I løbet af de kommende to uger håber jeg på at kunne trække nogle af de store linjer op, om hvad der samler og skiller, om hvad der realistisk set er håb om at opnå i Paris, om kravet 1½°C-målsætningen genfremsættes eller forsvinder ud af forhandlingsteksten, om selv 2°C-målsætningen opgives, om finansieringssiden for verdens fattige lande både på når det gælder den direkte klimaindsats og klimatilpasningen, og hvordan man vil håndtere den i en række situationer nødvendige kritik af de enkelte landes tilsagn om klimaindsats frem mod 2030, som det allerede nu står klart for en række lands vedkommende er præget af et svigtende ambitionsniveau. Men … er det overhovedet tænkeligt, at en sådan konference kan ende med at sende hver af de +190 delegationer hjem med besked om at gøre sit hjemmearbejde bedre – meget bedre?

Umiddelbart er den ydre opgave at få den nuværende forhandlingstekst gjort markant kortere. Den rummer indtil nu alt, hvad alle har budt ind med. Og man kan roligt sige, at hvis man ud af den teksts forskellige muligheder kunne vælge den for fremtidens levevilkår optimale aftale, så kunne det blive en enestående aftale i Paris. Så forståelsen af hvad man kunne kalde den nødvendige aftale er til stede, midt i forhandlingsprocessen.

Læs mere »