Holland idømt skærpet klimaindsats

26. juni 2015

24. juni afsagde en hollandsk domstol i Den Haag en ganske markant kendelse, hvor staten idømmes at øge sin klimaindsats, så den indebærer en reduktion i CO₂-udledningerne i 2020 på mindst 25% set i forhold til 1990. Det er første gang i verden, at en domstol pålægger en regering af skærpe sin klimaindsats.

Herunder følger den engelske oversættelse af retskendelsen:

The Hague District Court has ruled today that the State must take more action to reduce the greenhouse gas emissions in the Netherlands. The State also has to ensure that the Dutch emissions in the year 2020 will be at least 25% lower than those in 1990. The Urgenda Foundation had requested the court for a ruling.

Current policy below the norm

The parties agree that the severity and scope of the climate problem make it necessary to take measures to reduce greenhouse gas emissions. Based on the State’s current policy, the Netherlands will achieve a reduction of 17% at most in 2020, which is below the norm of 25% to 40% for developed countries deemed necessary in climate science and international climate policy.

State must provide protection

The State must do more to avert the imminent danger caused by climate change, also in view of its duty of care to protect and improve the living environment. The State is responsible for effectively controlling the Dutch emission levels. Moreover, the costs of the measures ordered by the court are not unacceptably high. Therefore, the State should not hide behind the argument that the solution to the global climate problem does not depend solely on Dutch efforts. Any reduction of emissions contributes to the prevention of dangerous climate change and as a developed country the Netherlands should take the lead in this.

With this order, the court has not entered the domain of politics. The court must provide legal protection, also in cases against the government, while respecting the government’s scope for policymaking. For these reasons, the court should exercise restraint and has limited therefore the reduction order to 25%, the lower limit of the 25%-40% norm.

Urgenda

The legal proceedings were instituted by the Urgenda Foundation, a citizens’ platform which develops plans and measures to prevent climate change. The foundation also represents 886 individuals in this case.

Holland har tidligere været blandt de ledende lande, når det gælder klima og miljø, men man klarede kun sit meget beskedne 6% reduktionsmål for 2010 som del af Kyoto-aftalen gennem massive kvotekøb, og klimaudfordringerne har siden været ganske skødesløst håndteret. Holland hører til blandt de mest ressourcestærke lande i EU, og burde tage langt mere direkte del i at drive klimaindsatsen fremad, også fordi Hollands eksistens på bare lidt længere sigt er alvorligt truet, hvis ikke klimaforandringerne bremses hurtigt. For man kan måske øge alle landets digehøjder med 1-2 meter, måske endda 3 meter, men konstruktionen bliver meget skrøbelig og bekostelig, hvis Holland skal sikres mod 10 eller 20 meter havstigninger. Allerede det vi har lagt i kakkelovnen siden den industrielle revolutions begyndelse tegner til på langt sigt at give 5 meter havstigninger, så Holland har en meget direkte interesse i at gøre sit til at fremme en global klimaindsats. Dette var baggrunden for at Urgenda anlagde sagen mod det hollandske ministerium for miljø og infrastruktur.

.
I videoen herover kan man se domfremsigelsen i Den Haag 24. juni 2015.

Den hollandske regering vil stadig kunne anke afgørelsen. Men det vil sandsynligvis rejse en folkestorm i landet. Den hollandske regering vil også blot kunne vælge at købe sig til reduktionen gennem at købe flere CO₂-kvoter, men det vil sandsynligvis også rejse voldsomme protester fra en befolkning, hvoraf mange ønsker, at Holland går målrettet ind i omstillingen til et bæredygtigt ligevægtssamfund drevet på vedvarende energikilder.

Én ting er, at den hollandske klimaindsats må forventes at blive skærpet i den kommende tid. Men hvad vil dette betyde for situationen i andre lande? Kunne man forestille sig, at der verden rundt bliver rejst tilsvarende sager, med krav om, at de enkelte lande gør deres yderste for at beskytte deres borgere? Rent faktisk er der er allerede tilsvarende sagsanlæg på vej i Norge, Belgien, Philippinerne og England for at få landenes regeringer til at gøre mere for at beskytte borgerne mod klimaforandringerne. Men kunne der i lande som Japan, Canada og Australien, som alle i endnu højere grad end Holland har svigtet i forhold til at tage deres del af klimaindsatsen, blive rejst tilsvarende retssager – og kunne de nå frem til samme resultat?

I en artikel i går stiller The Conversation spørgsmålet i forhold til Australien, som har en målsætning om at reducere CO₂-udledningerne med blot 5% i 2020 i forhold til 1990, hvilket er helt utilstrækkeligt i forhold til den globale situation og er med til at sabotere den 2°C-målsætning, som verdenssamfundet inklusive Australien besluttede i København i 2009. Artiklen slutter med at konkludere, at det meget vel kunne ske:

“As cases like this are brought in more countries around the world … it may be more likely that courts in Australia will draw on similar international resources to come to similar conclusions on the level of care required by governments to protect their citizens from harm. As the precedents for these sorts of actions grow, it is also more likely that we will see international legal actions brought against countries such as Australia, for instance by the people of Pacific Island nations.”

Michael Gerrard, lederen af Sabin Center for Climate Change Law ved Columbia University siger til NPR, at en tilsvarende sag har været afvist af det amerikanske retssystem, men at retssystemet i andre lande som for eksempel Indien vil være mere imødekommende overfor tilsvarende sagsanlæg. Men hvis dette griber om sig, siger Gerrard, kunne det blive en helt ny vinkel at håndtere klimaudfordringen på.

Kunne man forestille sig tilsvarende retssager med et tilsvarende resultat i store udviklingslande som Kina og Indien, hvor regeringerne har fastholdt retten til at prioritere økonomiske udvikling på bekostning af klimapåvirkningen og befolkningens sundhed? Kunne man forestille sig et tilsvarende sagsanlæg, hvor EUs klimamålsætning for 2030 blev skærpet fra de nuværende 40% til 50 eller 60%? – eller at en række af de mere klima-ambitiøse EU-lande førte sag mod Polen for at hindre EU i at føre den nødvendige klimapolitik?

Situationen er ved at være kommet dertil, at vi må definere en ny konstellation mellem det juridiske og det politiske, hvor naturens rettigheder og beskyttelsen af vores fælles klima og livsgrundlag er indskrevet i både nationale og internationale grundlove, så de politiske systemer ikke fortsætter i den vildfarelse, at væksten og ressourceforbruget kan fortsætte i det uendelige. Dette kunne måske umiddelbart opleves som en svækkelse af det politiske råderum. Men det ville omvendt give politikerne en legitimitet til at gennemføre en række nødvendige tiltag, som man i dag viger uden om fordi politikerne bliver stillet personligt til ansvar. Det er måske den slags rammer for menneskets udfoldelse, som vi er nødt til at definere, for at kunne lade to tredjedele af de fossile brændstoffer forblive uudnyttede for at sikre biodiversiteten mod masseudryddelse – og ultimativt for at sikre vores fælles livsrum for de kommende generationer.

Update 01.07. – Direkte inspireret af Urgendas sejr ved den hollandske domstol er Environmental Justice Australia nu gået i gang med for berede en tilsvarende retssag i Australien. Her er misforholdet mellem den nødvendige indsats og den førte politik blandt de største i verden. Den australske premierminister Abbott har direkte sagt, at han godt kan forestille sig en fossilfri verden … den dag den sidste dråbe olie er brugt. Er sagsanlæg tilsvarende det hollandske er dog stadig sin forberedende fase.

Update 07.07. – RTCC bringer i dag en analyse af situationen her to uger efter den hollandske regering blev idømt at skærpe sin klimaindsats. Det står stadig ikke klart, om den hollandske regering agter at anke dommen. Foreløbig er der berammet en diskussion heraf i det hollandske parlament til september.

Dommen rammer lige i solar plexus af den hollandske regering, hvor Labour-partiet sandsynligvis gerne så en strammere klima-udvikling, mens koalitionspartneren VVD er et økonomisk liberalt parti, som rummer klimafornægtere i sine rækker. Kornelis Blok fra Ecofys vurderer, at afgørelsen kan gå begge veje, og at Labour måske kan ende med at acceptere dommen med støtte fra partier uden for regeringen. Blok vurderer videre, at 25%-målsætningen stadig er mulig, selvom tidsvinduet er meget smalt, hvis der skal implementeres vedvarende energi – mange vindenergi-projekter tager væsentligt længere at udvikle og har de senere år haft en betydelig modstand i Holland. Ikke fordi man ikke ønsker dem, men blot ikke lige i nærheden af, hvor man selv bor. Men meget kan nås ved at lukke kulkraftværker, og selv hvis der var igangsat projekter til en 25%, reduktion, som først ville være på banen i 2021, ville det stadig være bedre end den nuværende meget tøvende indsats.

Den billigste løsning ville være at købe sig fra forpligtelsen via CO₂-kvoter – hvis Holland købte CO₂-kvoter i EUs skrantende kvotesystem for blot 5 mio. €, ville det fylde ambitionsgabet – hvilket blot overhovedet ikke ville være i tråd med dommens ånd.

Update 01.09. – I en lidt tvetydig udmelding skriver Hollands minister for miljø og infrastruktur Wilma Mansveld i et brev til formanden for det hollandske repræsentanternes hus, at det ville være “desirable” at få prøvet dommen ved en højere domstol, og anbefaler dermed, at man på baggrund af den politiske høring 10 september ender med at anke afgørelsen. På den anden side er hun indstillet på, i ventetiden frem til den fornyede afgørelse foreligger, at påbegynde implementeringen af de skærpede klimamålsætning på 25% inden 2020.

Hvis dommen skal ankes, skal det ske senest 26. september. Lederen af Urgenda, Marjan Minnesma, som har ført sagen på vegne af 900 hollandske statsborgere, føler sig overbevist om, at afgørelsen vil holde også til en ny prøvning. Men det ville være både klarere og sundere for hele processen, hvis man blot havde tage afgørelsen rent til efterretning. Og … hvis ikke man vælger at frafalde, kunne man jo håbe på, at dommen blev skærpet, så Holland ikke skulle nå 25% i 2020, men 30% eller mere.

Update 15.09. – Roger Cox, som var dommeren, som førte og vandt sagen i Holland, er i disse dage i Canada for at medvirke til at afklare, hvordan en tilsvarende sag ville kunne rejses i Canada. Iføge Globe & Mail har han i den forbindelse i et interview sagt, at: “the Canadian government is a good target for this new kind of climate-change litigation, given Canada’s reputation in recent years as an environmental bad apple for its oil sands and its withdrawal from the Kyoto Protocol: ‘I think it’s a very beautiful country, but on the climate-change issue, there is a lot to be done.'”

I Pakistan har en bonde, Asghar Leghari, rejst sag mod regeringen for manglende klimaindsats til trods for vedtagelsen af en klimalov – og derved at have svigtet overfor ham som borger. Dommer Syed Mansoor Ali Shah ved Lahore High Court’s Green Bench har behandlet sagen, og retten har erklæret, atklimaforandringer ikke er nogen fjern fremtidig trussel, men at landet tværtimod oplever voldsomme oversvømmelser og hedebølger som følge af kliamaforandringerne, med voldsomme konsekvenser for landets borgere. På den baggrund har retten: “ordered all of the federal government’s main ministries – from the Cabinet to Foreign Affairs, Finance, Revenue, Planning and Development to the ministries for climate change, food security, water, power and disaster management – to appear before him and explain themselves. A similar order was issued to all relevant provincial level authorities.”

På baggrund af den seneste måneds retshandlinger er der udpeet en klimakommission, som skal samles 1. oktober og inden december komme med forslag til hvordan Pakistans klimalovgivning kan implementeres. For dommer Shah har det været det centrale at dømme nogen. Men disse retslige konsultationer har vist, at mange af politikerne og embedsmændene overhovedet ikke har nogen reel forståelse af klimaforandringerne eller hvad man ville kunne gøre i situationen. Så det uddannelsesmæssige (capacity building) står centralt i processen.