Fransk forslag til klimafinansiering

24. juni 2015

Forskere fra Climate Economics Chair ved Dauphine-universitetet har forud for COP21 i Paris fremlagt et forslag til et globalt system til at sikre finansieringen af klimaindsatsen og klimatilpasningen i verdens fattigste lande, som ofte har den mindste andel i årsagerne til klimaforandringerne.

I gennemsnit udledes der i dag på verdensplan omkring 6,8 ton CO₂ pr. indbygger pr. år. Dette dækker over store forskelle. Mens for eksempel i Bangladesh kun udleder 0,6 ton pr. person pr. år, ligger udledningerne i en række lande på 15-20 ton CO₂ pr. indbygger pr. år.

Forslaget til klimafinansiering bygger herefter i al sin enkelhed på, at de lande, som udleder mere CO₂ pr. indbygger end gennemsnittet, betaler til de lande, som udleder mindre end gennemsnitligt. Og jo højere udledninger pr. indbygger, jo højere afgift, mens jo mindre udledninger i den lave ende, jo mere klimafinansiering er der til rådighed.

I starten vil der blot være tale om et beløb pr. ton CO₂ svarende til den nuværende (alt for lave) pris i EUs kvotemarked, men tanken er så, at prisen over tid skal stige.

Ifølge forslaget kommer langt den største regning til at gå til USA, mens Indien bliver det største modtagerland. Kinas udledninger pr. indbygger er i dag højere end EUs, så de står til at skulle skulle bidrage med mere til den globale klimafinansiering end EU. Med en startpris på 6 € pr. ton CO₂ (svarende til EUs nuværende kvotepris) vil provenuet være omkring de 100 mia. $, som det er aftalt at klimafinansieringen skal nå op på. Heraf vil USA stå til årligt at skulle bidrage med 34 mia. €, mens Kinas bidrag ville være 15 mia. € og EUs 10 mia. €. Indien ville være det største modtagerland med en årlig check på 38 mia. €.

Tabel 2 – omfordelingen gennem et bonus-malus system (excl. land- og skovbrug) baseret på en 100 mia $ transfer svarende til 7,5$ pr. ton CO₂ (baseret på 2011-udledninger).

Et omfordelingsprincip som dette ville kunne skabe ro og klarhed over klimaomfordelingen – og ændre den fra noget punktvis almissagtigt til en finansiering, de enkelte lande kan arbejde mere langsigtet med. Men det ville samtidig give voldsom uro på bagklappen, før det kunne vedtages. For for eksempel kineserne ville insistere på, at man ikke kun kan se på de nuværende udledninger, men må se på landenes historiske udledningsvolumener. Det har et land som USA, som historisk set har verdens største udledninger, til gengæld kategorisk afvist. Men selv uden den historiske dimension er det svært at forestille sig Obamas efterfølgere donere beløb i den størrelsesorden, og slet ikke som ‘frie’ midler.

I de seneste par årtier er der også sket det, at en stadig større del af vores nationale klimafodaftryk ligger uden for de nationale grænser. Således er det samlede danske klimafodaftryk opgjort til over 18 ton CO₂pr. person pr. år, hvis man også medregner den internationale transport og den efterhånden omfattende del af vores forbrug, som er produceret i udlandet. Og mon ikke et par af de 18 danske ton pr. indbygger pr. år stammer fra kinesiske fabrikker.

Endnu et motiv for at udvikle en sådan fordelingsnøgle er den, at hovr det i 1990 i hvert fald politisk gav mening at begynde klimaindsatsen i de gamle industrilande (selvom det måske havde været langt bedre, hvis man havde prioriteret samtlige klimamidler på at bringe udviklingslandene til velstand uden fossile brændsler 100% baseret på vedvarende energi og så efterfølgende rydde op i de gamle industrilande), så har forskydningen mellem landenes økonomi og udledninger siden da værst så store, at det ikke giver mening at begrænse klimaindsatsen til de gamle industrilande.

Hvis et sådant forslag blev sluppet løs i de igangværende klimaforhandlinger, ville der givet være tusinde forbehold og indvendinger. Nogle af disse forhold kunne elimineres ved at forfine beregningerne, mens andre kræver en politisk afklaring af, om og hvordan man skal indregne de historiske emissioner. Forslagets hovedforfatter Christian de Perthuis erkender da også, at et sådant bonus-malus system endnu ikke har opnået støtte fra noget land i verden. Men, siger Perthuis: “the great thing about this system is that it is simple: any politician can understand it. This is not the case with the current mechanisms, and especially not the European carbon trading system!”

Her trekvart år efter forslagets fremlæggelse har jeg ikke set det nævnt i nogen klimapolitisk sammenhæng, så klimafinansieringen forbliver nok på den nuværende almisseformel, hvor ‘rige’ lande ved særlige lejligheder lægger x mio. $ på bordet, somme tider blot for at købe sig fra den værste kritik for manglende klimaindsats og ofte med gustne motiver, som Japan, som bruger ‘klimafinansieringsmider’ til at støtte opførelsen af japansk producerede kulkraftværker i udviklingslande. Så vi må regne med også ved klimaforhandlingerne i Paris til december at se spørgsmålet om klimafinansieringen være en alvorlig knast i forhandlingerne – og én af dem, som kan bringe sindene i kog.

Men ideen lever videre i en større sammenhæng i Harvard Project on Climate Agreement som del af publikationen Routes to an Ambitious Climate Agreement in 2015 (pdf).