Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?

17. juni 2015

I et af forhandlingssporene ved de nylige klimaforhandlinger i Bonn var det meningen, at den overordnede målsætning for klimaindsatsen, som blev vedtaget i Købehavn i 2009, om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C skulle reevalueres. I det mellemliggende år er det blevet tydeligt, at klimafølsomheden er så stor, at selv den nuværende temperaturstigning på 0,85°C i forhold til det førindustrielle niveau medfører en betydelig intensivering af en lang række klimaekstremer, så storme og stormfloder, tørker og oversvømmelser bliver voldsommere. Stadig flere lande og videnskabsfolk finder det derfor nødvendigt at stramme målsætningen til en 1½°C-målsætning, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer. Det har således været besluttet, at 2°C-målsætningen skulle evalueres forud for COP21 i Paris. Derfor var der til det seneste klimaforhandlingsrunde i Bonn udarbejdet en rapport, som har været forberedt over en to-årig periode af en gruppe på 70 videnskabsmænd m/k. Denne rapport klargjorde, at der ville være betydelige forskelle mellem 1½°C og 2°C, hvor 2°C-udviklingen ville indebære flere ekstreme vejrhændelser og større risiko for at nå tipping points, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende. Rapporten påpeger, at der ikke umiddelbart er forskel på virkemidlerne for de to udviklinger, kun i den hastighed hvormed de må gennemføres og dermed forskelle i de umiddelbare omkostninger derved. Omvendt synes man ikke at have forsøgt at afklare besparelserne ved en 1½°C-indsats i form af færre klimatilpasningsudgifter, færre ødelæggelser efter orkaner, tørker og oversvømmelser, færre ødelagte og skævvredne økosystemer osv. – blandt andet fordi den nuværende viden derom er utilstrækkelig.

Men ved forhandlingerne blokerede ikke mindst Saudi-Arabien for overhovedet at drøfte dette – støttet af blandt andet Kina, som fremhævede, at man i den nuværende situation ikke kunne håndtere flere variable inden Paris. Så uden at noget er blevet endeligt vedtaget, tyder det på, at man ender med i Paris-aftalen at skubbe 1½°C-målsætningen ud og til gengæld stramme op om formuleringen af 2°C-målsætningen, så det ikke er et sigtepunkt, men en yderste grænse, som man bør holde udviklingen komfortabelt inden for.

Andreas Fischlin, den ene af processens to facilitatorer, som har været med til at sammenfatte rapporten, udtrykket det overfor Carbon Brief således: “2C is the really very last retreat that we defend at all costs, and the goal is actually to keep global warming as low as possible.”

I de senere år har der indimellem været rejst tvivl også om 2°C-målsætningen, om det overhovedet var realistisk at nå den, så man kan med rimelighed spørge, om en 1½°C-målsætning stadig er en mulighed? Her er den ovenstående graf god at blive klog på. Den viser, hvor mange år, vi vil kunne fortsætte med det nuværende forbrug, før vi har opbrugt det carbon budget, som IPCC med sin seneste rapport definerede, for henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. For hver af disse temperaturer er der vist tre budgetter, henholdsvis for hvis vi skal have 33%, 50% eller 66% chance for at overholde målet.

50% sikkerhed er jo ikke meget – faktisk betyder en 50% chance for 2°C at der er 50% chance for at det ikke lykkes. Hvis man virkelig mente noget med sin klimaindsats, skulle man sigte mod en større sikkerhed. Men lad os for enkelhedens skyld sammenligne tidslinjen for at have 50% sikkerhed for at holde den gennemsnitlige globale temperaturudvikling under henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. Det svarer til 9,8 år, 28,4 år og 65,6 år. Hvis dernæst vi forestiller os, at det er muligt at lave en lineær afvikling, så vi i procent reducerede lige meget om året fra i dag til alle udledninger var bragt i nul, så har vi det dobbelte antal år at gøre godt med, så tiden til rådighed for de tre eksempler er henholdsvis 19,6 år, 56,8 år og 131,2 år. Så under forudsætning af, at vi begyndte i morgen, kræver en 1½°C-målsætning en lineær udfasning til nul i år 2035, mens 2°C-målsætningen kræver en lineær udfasning til nul i år 2035 og 3°C-målsætningen (som aldrig har været nævnt som målsætning) kræver en lineær udfasning til nul i år 2145.

Så ja, det er principielt muligt at lave en fuld udfasning i løbet af 20 år, det svarer til at høvle 5% af udledningerne pr. år. Men hvis man kigger verden rundt, så er der ingen lande, som har planer om reduktioner, som kommer bare i nærheden deraf. Faktisk er de reduktionsrater, som indtil nu er indberettet som INDC forud for COP21 i Paris alle under 3%. Og verdens største udlederland Kina med omkring 30% af verdens samlede udledninger, forventes at love, at deres udledninger ophører med at stige i 2030. Så vi kommer ikke i gang i morgen. Selv hvis de rige lande reducerede i dobbelt tempo, kan det ikke mere kompensere for, hvis udledningerne af retfærdighedsgrunde skal have lov til at fortsætte med at stige mange årtier frem.

Hvis 1½°C-målsætningen skal have en chance, så må alle lande yde den optimale indsats. Så er der ikke plads til equity-betragtinger, som at når de gamle industrilande har kunnet opbygge deres velstand på kul og olie, så har de nuværende udviklingslande også ‘ret’ til det – som det ofte fremføres. Så må opførelsen af alle nye kulkraftværker standses øjeblikkeligt, også i Kina og Indien. Og så må vi sende apparatur på pension før det er slidt op, hvilket i praksis vil vise sig vanskeligt. Men så må vi også dele regningen for den ændrede indsats mellem dem som kan betale den.

Når Saudi-Arabien blokerer for overhovedet at tale om 1½°C-målsætningen, selvom det for to år siden blev aftalt, at denne målsætning skulle reevalueres forud for COP21 i Paris, er det jo også fordi det gør det tidsrum, hvor landet stadig kan regne med endnu at have olieindtægter, radikalt kortere. Og her vælger store udviklingslande som Indien og Kina også en suboptimal klimaindsats for at vinde ret og tid til i endnu en årrække at drive moderniseringen med fossile brændstoffer. Dette er en slags gordisk knude, som først løser sig den dag, de vedvarende energikilder er væsentligt billigere end kul og olie, hvilket heldigvis er rykket markant tættere på. I de allerseneste år har man kunnet se sol og vind blive billigste energikilde på stadig flere markeder.

Her ville en solid klimaafgift på alle fossiler hjælpe. Til en begyndelse kunne man fjerne de kolossale støttebeløb, som stadig gives til fossile brændsler og i stedet give dem til vedvarende energikilder. Alene dette ville ændre billedet dramatisk til det bedre. Og tilbage til 1½°C-målsætningen kan man sige, at hvis det skal lykkes at få alle lande til at indlede øjeblikkelige reduktioner, så bliver prisen, at man gennem større og afgifter gør det billigere for udviklingslandene at drive udviklingen på vedvarende energikilder end på fossiler. At det samtidig ville være en fantastisk gave for flere milliarder asiater, hvis helbred er hårdt prøvet af forureningen fra de fossile afbrændinger, er en anden sag – det har desværre indtil nu ikke vejet særlig tungt, men selv det er ved at ændre sig i Kina.

Afrundende for 1½°C-målsætningen er der stadig talknusere, som mener at en er mulig, og givet kan det rent teknisk set lade sig gøre. Men det vil kræve øjeblikkelig super-effektiv handling. Der er ikke plads til nogen form for klimanøl, ingen Australien, som først liiige skal have sine kulreserver kapitaliseret, ingen Canada, som først lige skal hente forjættende milliarder hjem på tar sand-forekomsterne, ingen Saudi-Arabien, som lige kunne ønske sig et halvt århundrede mere med oliepumperne på fuld kraft, og ingen Danmark, som lige skal prøve lykken med skifergas … . Der er ikke plads til at et land som Japan falder tilbage til kulkraft, fordi man står med 50 standsede atomreaktorer. Og der er ikke plads til, at EU, som det sker i disse år, slækker på kadencen, eller at USA får 4 år med republikansk styre, hvor den spirende klimaindsats bombes tilbage til start.

Men sådan er verden lige nu – politisk set er der rigtig meget, som står i vejen for den samlede, konsekvente indsats, som skal til for at sikre en 1½°C-løsning.

Med 2°C-målsætningen kan det umiddelbart se ud til at vi har væsentligt bedre tid. Men hvis vi ser på den nuværende situation, så er udledningerne stadig stigende, og de vil for store udlederlande som Indien og Kina være stigende frem til omkring 2030. Så vi får meget let den situation, at selvom udledningerne falder i den rigeste del af verden – og for eksempel for G7-landene er det samlet set endnu kun lykkedes at sænke udledningerne med 1,3% siden 1990. Med de nu indberettede (og nu forventede) klimaindsatser vil de samlede globale udledninger fortsætte med at stige frem til efter 2030, og lynhurtigt er vi i samme situation som med 1½°C-scenariet, at afviklingskadencen skal gå meget hurtigt for at kunne holde 2°C-målsætningen. Og hvis man skulle være tro overfor den nye måde at formulere 2°C-målsætningen, som det kunne ende med i Paris-aftalen, så er det ikke 2°C med 50% sandsynlighed, så er det mindst de 66% sandsynlighed, men selv en 2:1-chance for at lykkes med en målsætning er ikke specielt gode odds, når det gælder levevilkårene for 7-10 mia. mennesker.

Alt dette sagt, så skal IPCCs carbon budget jo holde evigt. Så overhovedet at tænke i at opbruge det fuldt ud i det 21. århundrede er jo lidt af et overgreb på fremtidens råderum.

En anden faktor, som ikke er indregnet i ovenstående meget simplistiske udfoldelser af tidsforløb, er, at jo længere tid, der går, før udledningerne er drastisk reduceret, jo større er risikoen for at ramme klimatologiske tipping points, hvorfra udviklingen bliver selvaccelererende. Det kunne for eksempel være, hvis klimaudviklingen når dertil, at den fulde afsmeltning af Grønlands ismassiver er uundgåelig, eller at temperaturudviklingen når dertil, at metanudviklingen fra forhenværende permafrost-områder gør, at selvom vi reducerede i forhold til 3°C carbon budgettet, så viste det sig at føre til væsentligt højere temperaturstigninger, fordi ligevægten i systemet i mellemtiden havde forskubbet sig. Den risiko er jo større, jo langsommere vi får udfaset de fossile brændstoffer.

Så alt i alt må konklusionen for den forudstående klimaindsats være: jo mere jo hurtigere jo bedre.

Og for at det kan ske globalt, må udviklingen i udviklingslandene omdefineres, så de ikke først skal gennem alle de gamle industrilandes fejltagelser, men går direkte ind i udviklingen mod bæredygtige ligevægtssamfund. Ikke mindst kommer flaskehalsen til at pege på Kina, alene fordi omfanget af de kinesiske udledninger er så massivt, at spørgsmålet hvornår de kinesiske udledninger topper og hvor hurtigt de derefter kan udfases er langt den største enkeltfaktor i spørgsmålet, om en 1½°C-målsætning endsige en 2°C-målsætning vil kunne lade sig gøre.

Se tidligere blog-indlæg: Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math, James Hansen et al.: 2°C-målsætningen helt utilstrækkelig, Første del af IPCCs AR5 klimarapport nu på dansk, IPCCs fire scenarier: RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5, Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni, G7: Max 2°C og fuld udfasning af fossile brændstoffer, IPCC ordinerer stramt CO₂-budget og Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim?