Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?
17. juni 2015
I et af forhandlingssporene ved de nylige klimaforhandlinger i Bonn var det meningen, at den overordnede målsætning for klimaindsatsen, som blev vedtaget i Købehavn i 2009, om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C skulle reevalueres. I det mellemliggende år er det blevet tydeligt, at klimafølsomheden er så stor, at selv den nuværende temperaturstigning på 0,85°C i forhold til det førindustrielle niveau medfører en betydelig intensivering af en lang række klimaekstremer, så storme og stormfloder, tørker og oversvømmelser bliver voldsommere. Stadig flere lande og videnskabsfolk finder det derfor nødvendigt at stramme målsætningen til en 1½°C-målsætning, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer. Det har således været besluttet, at 2°C-målsætningen skulle evalueres forud for COP21 i Paris. Derfor var der til det seneste klimaforhandlingsrunde i Bonn udarbejdet en rapport, som har været forberedt over en to-årig periode af en gruppe på 70 videnskabsmænd m/k. Denne rapport klargjorde, at der ville være betydelige forskelle mellem 1½°C og 2°C, hvor 2°C-udviklingen ville indebære flere ekstreme vejrhændelser og større risiko for at nå tipping points, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende. Rapporten påpeger, at der ikke umiddelbart er forskel på virkemidlerne for de to udviklinger, kun i den hastighed hvormed de må gennemføres og dermed forskelle i de umiddelbare omkostninger derved. Omvendt synes man ikke at have forsøgt at afklare besparelserne ved en 1½°C-indsats i form af færre klimatilpasningsudgifter, færre ødelæggelser efter orkaner, tørker og oversvømmelser, færre ødelagte og skævvredne økosystemer osv. – blandt andet fordi den nuværende viden derom er utilstrækkelig.
Men ved forhandlingerne blokerede ikke mindst Saudi-Arabien for overhovedet at drøfte dette – støttet af blandt andet Kina, som fremhævede, at man i den nuværende situation ikke kunne håndtere flere variable inden Paris. Så uden at noget er blevet endeligt vedtaget, tyder det på, at man ender med i Paris-aftalen at skubbe 1½°C-målsætningen ud og til gengæld stramme op om formuleringen af 2°C-målsætningen, så det ikke er et sigtepunkt, men en yderste grænse, som man bør holde udviklingen komfortabelt inden for.
Andreas Fischlin, den ene af processens to facilitatorer, som har været med til at sammenfatte rapporten, udtrykket det overfor Carbon Brief således: “2C is the really very last retreat that we defend at all costs, and the goal is actually to keep global warming as low as possible.”
I de senere år har der indimellem været rejst tvivl også om 2°C-målsætningen, om det overhovedet var realistisk at nå den, så man kan med rimelighed spørge, om en 1½°C-målsætning stadig er en mulighed? Her er den ovenstående graf god at blive klog på. Den viser, hvor mange år, vi vil kunne fortsætte med det nuværende forbrug, før vi har opbrugt det carbon budget, som IPCC med sin seneste rapport definerede, for henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. For hver af disse temperaturer er der vist tre budgetter, henholdsvis for hvis vi skal have 33%, 50% eller 66% chance for at overholde målet.
50% sikkerhed er jo ikke meget – faktisk betyder en 50% chance for 2°C at der er 50% chance for at det ikke lykkes. Hvis man virkelig mente noget med sin klimaindsats, skulle man sigte mod en større sikkerhed. Men lad os for enkelhedens skyld sammenligne tidslinjen for at have 50% sikkerhed for at holde den gennemsnitlige globale temperaturudvikling under henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. Det svarer til 9,8 år, 28,4 år og 65,6 år. Hvis dernæst vi forestiller os, at det er muligt at lave en lineær afvikling, så vi i procent reducerede lige meget om året fra i dag til alle udledninger var bragt i nul, så har vi det dobbelte antal år at gøre godt med, så tiden til rådighed for de tre eksempler er henholdsvis 19,6 år, 56,8 år og 131,2 år. Så under forudsætning af, at vi begyndte i morgen, kræver en 1½°C-målsætning en lineær udfasning til nul i år 2035, mens 2°C-målsætningen kræver en lineær udfasning til nul i år 2035 og 3°C-målsætningen (som aldrig har været nævnt som målsætning) kræver en lineær udfasning til nul i år 2145.
Så ja, det er principielt muligt at lave en fuld udfasning i løbet af 20 år, det svarer til at høvle 5% af udledningerne pr. år. Men hvis man kigger verden rundt, så er der ingen lande, som har planer om reduktioner, som kommer bare i nærheden deraf. Faktisk er de reduktionsrater, som indtil nu er indberettet som INDC forud for COP21 i Paris alle under 3%. Og verdens største udlederland Kina med omkring 30% af verdens samlede udledninger, forventes at love, at deres udledninger ophører med at stige i 2030. Så vi kommer ikke i gang i morgen. Selv hvis de rige lande reducerede i dobbelt tempo, kan det ikke mere kompensere for, hvis udledningerne af retfærdighedsgrunde skal have lov til at fortsætte med at stige mange årtier frem.
