13. juni 2015 arkiv

The Animal Communicator

13. juni 2015


.
The Animal Communicator er en 52:01 min. YouTube video om Anna Breytenbach og hendes evne til at kommunikere med vilde dyr.

Denne dokumentar følger sydafrikanske Anna Breytenbach, som over en tiårig periode har udviklet en i dag sjælden evne til at kommunikere med vilde dyr. Jeg vil ikke sige så meget om filmen ud over, at den rejser vigtige spørgsmål om dyrs bevidsthed og vi menneskers forsnævrede forståelse deraf. Jeg havde under vejs flere flashbacks til Gregory Batesons forsøg på at indkredse, hvad det er for en form for bevidsthed og intelligens, som gennemsyrer og sammenbinder naturen og dens økosystemer, som ikke er begrænset til naturens individers hjerne-nervesystemer, men forbinder de mange arter og individer til komplekse økosystemer.

Hvad det er for en evne til sansning, lytten til og medleven i naturen og urmenneske-naturbevidsthed, som vi måske alle stadig bærer i os i kimform, men som vi mere eller mindre har tabt følingen med, i takt med at vi gjorde os først til bønder, siden til fortravlede bymennesker?

Det er en dybt betagende film. Men hvis 52 minutter er længe, er de sidste 17 minutter seværdige i sig selv (fra 37:30 og frem). Og har man set denne slutsekvens, er det måske forløsende efterfølgende at se det to minutter lange videoklip, Spirit Update – Jukani Wildlife Sanctuary, som genbesøger den efter et ophold i en belgisk zoo dybt traumatiserede sorte leopard, som Anne Breytenbach på enestående vis formår at nå ind til.

 

Share