Domstol bremser reaktor-genstart i Fukui

19. maj 2015

De to reaktorer ved Takahama-værket, som har opnået NRAs sikkerhedsgodkendelse, men som en domstol ved Fukui nu har påbudt ejeren KEPCO ikke at genstarte. 

Presset fra industri og regering for at få genstartet de japanske reaktorer, som alle står inaktive efter at de en for en blev lukket ned i skyggen af Fukushima-katastrofen, har i de seneste to år ændret karakter fra at være diskrete markeringer til et utilsløret og massivt politisk pres bakket op af en systematisk trynen af kritiske røster og en stadig understregning af den økonomiske nødvendighed, hvis den japanske økonomi igen skal komme på fode. Selvom modstanden i befolkningen mod genstarterne er stadig massiv, er de store ugentlige flamboyante demonstrationer mod A-kraften for længst klinget af. På den baggrund er det ganske overraskende og på alle leder et personligt nederlag for premierminister Abe, som har investeret al sin politiske kapital i genstarterne – at det endnu ikke er lykkedes at få en eneste reaktor i gang igen.

I dag fik den femte reaktor godkendelse fra NRA, den sikkerhedskommission, som blev etableret efter Fukushima for at etablere ikke bare nye sikkerhedsforskrifter, men også om muligt en ny sikkerhedskultur. Det drejer sig om en reaktor ved Genkai-værket på Kyushu. Efterfølgende skal der indhentes lokal accept, så man regner først med at den ommer i gang allersidst på året. Selv de to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu, som i juli 2014 var de første til at opnå NRAs godkendelse, er endnu ikke kommet i gang. Man har her opnået den lokale accept af genstarten, men det forventes endda, at reaktorerne tidligst kommer i gang ud på sommeren. På Kyushu og Shikoku kan man endda tage den lokale accept for nogenlunde givet, men mange andre steder er der meldt helt klart ud, at selv med NRAs sikkerhedsgodkendelse kommer der ikke lokalt samtykke til genstarterne. Det gælder for eksempel i Niigata Amt, hvor TEPCO, som står for det havarerede Fukushima Daiichi-værk har måttet lægge alle sine forhåbninger om genstarter i Kashiwazaki-Kariwa-værket, som med syv reaktorer er verdens største.

Fukui-kysten er ofte kaldet “the nuclear alley”, for her ligger med kort afstand reaktor efter reaktor, i alt 13 af Japans tilbageværende 48 reaktorer. Her er situationen den, at de små lokalsamfund, hvis hele eksistens er afhængig af værkernes videreførelse, er meget opsatte på igen at få gang i reaktorerne, mens dem som bor bare lidt længere væk, meget gerne var fri. For de har risikoen for at få landskaber og vandforsyning strålingsødelagte uden at have nogen form for økonomisk fordel. Så her venter et stort og indædt politisk spil om, hvem og hvor mange som skal godkende. Og her har borgergrupper ad rettens vej søgt at bremse genstarterne med henvisning til, at det indebar en unødvendig og urimelig trussel om den brede befolkning, samt af de nu gennemførte ændringer i sikkerhedsforvaltningen omkring reaktorerne var utilstrækkelige. I april skete der således det, som mange troede umuligt, at en lokal domstol i Fukui (på amtsniveau) pålagde KEPCO, forsyningsselskabet for Kansai, at indstille arbejdet med at genstarte de to reaktorer ved Takahama-værket – vel at mærke to af de reaktorer, som NRA allerede havde godkendt genstart for. De var simpelthen ikke forberedt for et større jordskælv, og det var adskillige gange i de senere år sket, at reaktorer var blevet udsat for større belastninger fra jordskælv end de var beregnet til.

“The new [NRA] regulations are not reasonable, therefore there is no need to study whether the Takahama plant satisfies them,” fastslog dommer Hideaki Higuchi i sin dom: “There is little rational basis for saying that an earthquake with a magnitude that exceeds the safety standard will not occur. It is an optimistic view”.

Det var ganske opsigtsvækkende, at domstolene her gik ind og beskyttede befolkningen mod en “unødvendig” risiko – man er ikke vant med den slags fra det japanske retssystem. NRA rasede da også over denne ‘indblanden’, premierminister Abe fremturede at det var en trussel mod den japanske økonomi, og det stod klart med det samme, at KEPCO ville anke dommen.

Men i går blev afgørelsen stadfæstet, så KEPCO er stadig pålagt ikke at gå videre med arbejdet med at genstarte reaktorerne ved Takahama-værket. Sandsynligvis vil vi inden for få dage se KEPCO genanke sagen, og man må formode, at konklusionen på sagen vil ændre sig efterhånden som den bevæger sig op i det japanske retssystem. I en tilsvarende sag omkring to reaktorer ved Oi-værket, som også ejes af KEPCO og også ligger ved Fukuis kyst, kom samme dommer sidste år til samme resultat. Men her blev forbuddet mod genstart senere hævet, da sagen blev kørt højere op i det retslige system.

Sagen i Fukui handler udelukkende om genstarten af de to reaktorer ved Takahama-værket. Men hvis dommen fastholdes, vil det givet gøre det endnu vanskeligere at genstarte landets øvrige reaktorer. Selv hvis den som ved Oi-reaktorerne ender med at blive afvist, vil det givet anspore til yderligere søgsmål, så tidsplanerne for genstart af reaktorer kommer til at indregne endnu et system af ‘hindringer’.

I sidste uge havde jeg besøg af en god japansk ven og kollega, som i 2011 boede og arbejdede så nær ved Fukushima-værket, at han havde evakueret familien, efter at man havde konstateret uregelmæssigheder i hans kones skjoldbruskkirtel. Mor og datter bor nu så langt væk, at han pendler på ugebasis, og som situationen har udfoldet sig, er de nu indstillet på at flytte permanent og finde arbejde nær det nye hjem. Han fortalte om, hvordan de havde investeret i en geigertæller, for ingen havde tillid til de officielle målinger (som beviseligt ligger systematisk lavere end alle kontrolmålinger) eller kontrollen med maden. Han havde også på et tidspunkt fået lavet en prøve på asken fra brænde de havde indkøbt inden Fukushima-katastrofen. Og den viste et ikke alarmerende, men endda betydeligt radioaktivt indhold – og en isotopsammensætning, som indikerede, at det måtte være radioaktivitet fra Chernobyl og de mange prøvesprængninger i Stillehavet i efterkrigstiden. Så hvis det statistisk set er vanskeligt at måle en stigning i kræftforekomsten som følge af Fukushima-katastrofen, så er en af grunde, at forureningen ikke bare var nul forud.

Efter flere timers samtale om, hvordan Fukushima-krisen havde udfoldet sig i det japanske samfund, spurgte jeg, hvor mange reaktorer, han regnede med ville være i gang om 5 år. Måske jeg tager fejl, svarede han, måske jeg er for optimistisk, men jeg tror kun der vil være tale om 2-3 stykker. Selvom det umiddelbart kunne ligne, at med Abe ved roret ville det kun være et spørgsmål om tid, før alle reaktorerne var i gang igen, så var dels de tekniske krav til de ældste reaktorer skærpet så meget, at det rent omkostningsmæssigt var urentabelt at genstarte, også fordi man ikke kunne tage for givet at reaktorerne fremover bare kørte. Tværtimod skal den lokale tillade genindhentes en gang om året, når reaktorerne har været standset til det årlige eftersyn. Det var i den proces, at ingen efter Fukushima-katastrofen turde lægge navn til genstarterne. Og stemningen kan meget vel komme dertil igen. Modviljen i befolkningen var så massiv, at det var svært at se ret mange andre end de mest perifert placerede reaktorer på Kyushu og Shikoku komme i gang igen. Jo nærmere man kom de store befolkningskoncentrationer omkring de store byer, jo sværere ville det blive at opnå genstart selv med NRAs godkendelse på plads.

Foreløbig er retten i Fukuis afgørelse kun meddelt i et nyhedstelegram. Jeg vender tilbage, når der foreligger flere analyser og reaktioner.

Fukui court rejects Kansai Electric appeal of reactor ruling, (Blomberg, AFP-Jiji) Japan Times 19.05.2015.

Court refuses injunction seeking to stop restart of Kagoshima reactors, Asahi Shimbun 22.04.2015.

Kagoshima court rejects injunction against Sendai reactor restarts, (Kyodo, Reuters) Japan Times 22.04.2015.

Residents not giving up despite court setback over reactor restarts, Mainichi 22.04.2015.

Residents would need 16 hours to evacuate if Takahama plant struck by disaster: NRA, (Kyodo) Japan Times 16.04.2015.

Nuclear regulator blasts court injunction against reactor restarts, Asahi Shimbun 16.04.2015.

Court decision on Takahama reactors throws cold water on gov’t nuclear policy, Mainichi 15.04.2015.

Japan court bars restart of Takahama nuclear reactors, BBC 14.04.2015.

‘Historic step towards nuclear-free Japan’: Maverick judge forbids restart of 2 nuclear reactors, RT 14.04.2015.

Eric Johnston: Fukui court forbids Takahama nuclear plant restart, Japan Times 14.04.2015.

 

Share