Australien 100% på vedvarende energi i 2040

16. maj 2015

Herover ses vejrudsigten for 13.01.2013. Den australske vejrtjeneste måtte ved den lejlighed indføre nye farver for at kunne vise temperaturer over 50ºC. Så trods den nuværende regerings forsøg på klimafornægtelse er klimaforandringerne synlige for alle.

Australien er et solskinsland så tæt på ækvator, at landet har fornemme vilkår for solenergi med løbende højt udbytte – uden de store variationer med årstiden, som præger placeringer nærmere polerne. Ved en konference i Melbourne fremlagde en af Australiens førende vedvarende energieksperter Andrew Blakers torsdag (14.05.) beregninger, som viste, at Australien under de store anstrengelser ville kunne blive 100% forsynet med vedvarende energi blot ved fremover at tilføje 1,9 GW solcellekapacitet og 1,9 GW vindmøllekapacitet om året.

Begge energikilder har ifølge Blakers nået et tipping point, hvor de er konkurrencedygtige uden støtte. Og i hans perspektiv ville specielt solenergien med den nuværende udvikling fortsætte med at blive både billigere og omkring 20-26% mere effektiv inden for de næste 10 år. Solcellerne på det australske marked ville “kill the gas market ‘rather sooner’ than it would kill the fossil-fuelled electricity market, he said, as hot water storage, heat pumps and batteries became significantly cheaper,” forudser Bakers: “The revolution will go far faster than most people think.”

Det australske marked har i dag en differentieret el-pris som betyder, at lagermuligheder som Teslas nye Powerpack-batterier (se blog-indlægget Teslas Powerpack – the missing link?) er særligt rentable, fordi man kan bruge netstrøm, når den er billig, og sende ud, når den er dyr. Men Bakers forventer, at “most commercial-scale energy storage will be “off-river” pumped hydro – using off-the-shelf technology that would add only 1-2c/kWh to cost of PV.”

Problemet i Australien er således ikke, at det ikke kan lade sig gøre, eller at det er dyrt, men at den nuværende regering under ledelse af klimafornægteren Tony Abbott i de seneste år har sat bremserne alvorligt i for denne udvikling. Australien har store kulforekomster og er i dag verdens største kuleksportør. Så situationen er ligesom i Danmark, i Alberta og tusinde andre steder i verden den, at det er meget vanskeligt at beslutte sig for at lade disse fossile forekomster forblive i jorden.

Foreløbig har Abbott-administrationen valgt fornægtelsesstrategien. For nylig var man lige ved at få installeret Bjørn Lomborg med hans fornægtelsescirkus ved Univerisity of West Australia, men en massiv protest fra studerende og lærere førte til, at universitetets ledelse endte med at takke nej til en australsk pendant til det Konsensus-institut, som i mange år var med til at forplumre klimadebatten fra dansk jord. Abbott har systematisk skrottet støtte til omstilling og klimaforskning, og på den politiske scene har man afviklet den afgift på CO₂, som den forudgående regering havde fået etableret. Og snart sagt selvfølgelig har man endnu ikke indgivet sine klimamålsætninger forud for COP21 i Paris, selvom der var deadline for alle industrialiserede nationer 31. marts i år.

Australien har da også i de seneste måneder fået sine udenrigspolitiske tæsk, ikke bare fra de interesseorganisationer, som altid skoser Australien, men fra lande som USA, England og Tyskland, som man normalt ikke bliver peget fingre af, har kraftigt markeret, at det ikke var nogen løsning blot at stikke hovedet i busken, ligesom store udviklingsøkonomier som Brasílien og Kina har spurgt ind til, hvordan Australien har tænk sig at overholde bare sine klimaforpligtigelser for 2020. Og når Abbott har søgt at holde klimaproblemerne ude af dagsordenen på G7-topmøder, har han ikke fået et ben til jorden.

De kommende måneder må vise, om det lykkes at få Australien til at barsle med tilsagn om at påtage sig sin del af klimaudfordringen. Det er vigtigt ikke så meget fordi Australien med sin relativt lille befolkning står for 1,3% af verdens CO₂-udledninger, som for at understøtte den globale enighed og forhandlingsklimaet frem mod COP21, og for at demonstrere, at de industrilande, som har gjort mest for at bringe det globale klima i uføre og har flest ressourcer til at vende udviklingen, ikke bare anerkender problemet, men viser det nødvendige lederskab. Desværre er Australien ikke alene, både Japan og Canada har meget svært ved at finde klimaambitionen frem, og selv New Zealand kunne godt stramme sin målsætning uden at blive dem som overperformede.

Australien har en af verdens højeste CO₂-udledninger målt i forhold til befolkningstallet og det højeste blandt de industrialiserede land, og man er i dag endog meget langt fra at leve op til sine allerede afgivne forpligtelser om i 2020 at nå 5% under 2010 (med mulig stramning, hvis andre gjorde ligeså). Det lyder ikke af meget, og i forhold til 1990 er der kun tale om en reduktion på 0,5%. Men i 2013 var de australske CO₂-udledninger oppe på at ligge 61% over 1990, så alene at komme tilbage til 1990 kræver, at man i det mindst anerkender et problem og stimulerer løsningen deraf.

Det er ganske paradoksalt, for Australien er et af de rige lande, som står til at tabe mest ved et ukontrolleret klima. Således forudså en i Australien skelsættende klimarapport kaldet Garnaut-rapporten i 2008, at Australiens i dag frugtbare landbrugsområde, Murray-Darling-bassinet i det sydøstlige Australien, som 20 gange større end Danmark, i år 2100 ville være tæt på at være opgivet som landbrugsland på grund af stadig mere udbredt tørke, mens Murray-Darling-floden i worst case-scenariet vil være næsten tørlagt og høstudbyttet være blot 3% af i dag. På en sådan baggrund kan det undre, at det er så svært for Australien at sadle om. For Australien vil have lettere ved omlægningen til 100% vedvarende energi end de fleste lande i verden.

Zero Carbon Australia lavede i 2010 en plan for at omlægge Australien 100% til vedvarende energi på 10 år. Opskriften var omkring 40% vind og det meste af resten vind. I det solrige land ville en backupkapacitet på blot 2% af energiforbruget være tilstrækkeligt, og den ville kunne sikres gennem biomasse og vandkraft. Prisen ville være 3% af det australske GNP over en tiårig periode. Så det er ikke gratis, men det var måske værd at smøge ærmerne op og gøre det i det tempo. Alle ville vinde derved – ikke mindst biodiversiteten og de kommende generationer.

Det er da heller ikke alt sammen helt sort. Provinsen Queensland, hvor New Labour stadig har flertal, har netop vedtaget en målsætning om at 50% af energiforsyningen i 2030 sker med vedvarende energi, mens der allerede skal være solcelleanlæg på 1 mio. hustage i 2020. Og South Australia er allerede oppe på en vedvarende andel på 40% med et mål på 50% inden 2025. Så Australien har sit Californien, sine delstater, som ikke lader sig kyse af en bagstræberisk centraladministration, men formår at navigere en klimaindsats igennem til trods for de pauvre nationale rammevilkår under Abbot-regeringen.

Lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres har gentagne gange overfor australske ledere understreget, at der ikke er plads til nye kuludviklingsprojekter inden for det globale carbon budget, som kan sikre 2-graders-målsætningen. Og for få dage siden kommenterede hun under et besøg i Melbourne de endnu manglende australske klimamålsætninger for 2030 forud for Paris:

“You represent a huge potential to lead the world into a very healthy economic diversification path. You haven’t figured out how to do that yet but that, my friends, is your homework.”

Figueres har gradvist skærpet sin humor: “Australia is country that prides itself on leadership, not just in cricket, in many different fields. This cannot be an exception,” sagde hun i forbindelse med sit besøg: “If the Saudis can do that [lægge om til vedvarende energi], everyone else can”. Så Australien er mere og mere utilsløret blevet sat i bås med de allermest fossile nationer.

Det skal blive interessant at se, hvor lidt Abbott mener, han kan slippe af sted med som Australiens klimamålsætning, og hvor massivt der i de kommende måneder vil blive presset på for at de lige nu største nølerlande, Japan, Canada og Australien tager sig sammen og barsler med nogle nødvendigt seriøse klimaplaner.

Update 11.06. – det fremgår indirekte, at Japan og Australien forud for G7-topmødet i Tyskland 7.-8. juni trods massivt pres fra de øvrige medlemslande har blokeret for, at der på nogen måde indgik bindende reduktionsmål i topmødets deklaration – se blog-indlægget G7: Max 2°C og fuld udfasning af fossile brændstoffer. Til gengæld har de to lande gennem deklarationen vedkendt sig en fuld udfasning af alle fossile brændstoffer inden udgangen af det 21. århundrede og en fuld udfasning af fossile brændstoffer fra energiforsyningen inden 2050.

Angela Merkel havde som vært for topmødet store ambitioner på klimaområdet, og der var i programmet afsat 1 time til at drøfte klima om mandagen. Men grundet ændringer i sidste øjeblik blev dette punkt på dagsordenen reduceret til en halv time. Dermed har der sandsynligvis været mindre tid end planlagt til at hudflette Australien og Japan for deres uambitiøse klimamål for 2030, end det var planlagt.

Peter Hannam skriver i dagens Sydney Morning Herald, at Nicolas Hulot, som op til klimatopmødet i Paris er klimaambassadør for den franske præsident Hollande (og tidligere præsidentkandidat for det grønne parti i Frankrig) presser på for at få skærpet Australiens INDC. I den forbindelse har Hulot præsenteret ovenstående graf for, hvad der ville være rimeligt for Australien at udlede inden opnåelsen af fuld CO₂-neutralitet, hvis det globale carbon budget – og dermed 2°C-målsætningen – skal holdes. Som man kan se af grafen herover, kræver det en helt anderledes hurtig udfasning af fossile brændstoffer, end de nuværende australske INDC lægger op til, eller G7-deklarationen lægger op til.

I samme perspektiv vil EU blive opfordret til at øge sin målsætning fra den nuværende 40% under 1990-niveau til 50%. Og den amerikanske målsætning på 26-28% under 2005-niveau i 2030 burde strammes til 45%, mens Kinas tilsagn om at toppe sine udledninger senest i 2030 skulle fremrykkes til 2025 (hvilket en netop fremlagt undersøgelse har vist er muligt). Så en del af de franske forberedelser til COP21 er et bearbejde de enkelte lande med, hvad deres reduktionsscenarier burde være, hvis 2°C-målsætningen, som blev besluttet i København i 2009, skal holde.

Tiden må vise, om disse bestræbelser på at få de nødvendige klimaindsatser på bordet bærer frugt. Men det er glædeligt at erfare, at der forud for COP21 i Paris tilsyneladende arbejdes systematisk på at få den nødvendige indsats fra hvert enkelt land tydeliggjort.

Se tidligere blog-indlæg Australien år 2100, Australien klar til anden runde af Kyoto-aftalen og Australien melder klar til Kyoto-aftalens anden runde.