Strøtanker om bæredygtighed

.
Pludselig den 28. februar var den der, Under the Dome, en syv kvarter lang film lagt ud på det kinesiske internet, som bedst kan karakteriseres som den kinesiske pendant til Al Gores An Inconvenient Truth, blot med luftforureningen som fokus.

Det er den tidligere TV-kommentator Chai Jing, som står bag Under the Dome (på kinesisk: 穹顶之下; qióngdǐng zhī xià). Chai trak sig tilbage da hun stod overfor at skulle føde sit barn, og hele fortællingen i Under the Dome er bygget op omkring fødslen og ønsket om at kunne give sit barn de bedst mulige opvækstvilkår.

Luftforureningen er en gigantisk ligtorn i det moderne Kinas selvforståelse. Op imod 500.000 mennesker dør hvert år for tidligt som følge af luftforureningen, og den folkelige utilfredshed med situationen er massiv og lader sig ikke bare feje bort. Den nuværende ledelse har da også klart signaleret, at man vil gøre noget, og der er sat en række initiativer i gang. Men problemerne er ikke bare gigantiske af omfang, de er så tæt sammenvævet med hele den gigantiske moderniseringsproces, som landet har gennemløbet siden 1949, at man ikke bare kan ændre situationen fra dag til dag, men må langt ind i maskinrummet og er tvunget til at tænke i ganske radikale omstillingsprocesser. Problemerne er ikke så anderledes fra tyske, engelske og amerikanske industriområder, som har haft deres epoker med sviende luft og langt mellem dage med blå himmel. Men problemerne i Kina er forstærket af skalaen – det er så at sige Ruhr-området, Po-sletten, The Midlands, Detroit og Chicago da de var allerværst klemt sammen skulder ved skulder over flere tusinde kilometer. Så hvor gerne man gerne ville, er der ikke nogen let måde at rense luften fra dag til dag.

Alle forventede da også, at videoen ville blive stoppet nærmest øjeblikkeligt, men tværtimod fik den rosende ord med på vejen fra ledende embedsmænd. China Daily skrev i en leder, at “The government needs to be pushed for more action and the people need to have their awareness raised about what they can do to fight against pollution,” og Kinas nyudnævnte miljøminister Chen Jining sagde, at han havde set hele filmen, og at det burde “encourage efforts by individuals to improve air quality”.¹ Allerede dagen efter skulle den have været set 155 mio. gange. Men efter tre dage efter blev den lukket ned af den kinesiske censurmyndighed, og alle online-diskussioner og artikler for og imod blev beordret fjernet.

Der har givet været stærke kræfter i den kinesiske administration, som har ønsket filmen, og den fik i de første dage en betydelig offentlig opbakning, hvilket er en vigtig del af at den nåede at blive set af så mange. Men de enorme seertal, og den næsten eksplosivt udviklende diskussion på alle online medier har sandsynligvis forskrækket myndighederne. Der synes således ikke at være tale om en nidkær udrensning og forfølgelse af alle, som har bidraget eller blot talt positivt om fænomenet, men nærmere en neddrosling til et niveau, hvor tingene ikke løber løbsk.

Robert Daly, leder af Kissinger Institute on China and the United States, siger ifølge Think Progress, at: “The banning of ‘Under the Dome’ is not a Chinese governmental denial or rejection of environmental concerns or Chai Jing’s argument”. Daly ser det nærmere som centraladministrationens insisteren på at styre diskursen og sætte agendaen for problemets løsning.²

The Guardians Kina-korrespondent Tania Branigan skriver 5. marts, at Under the Dome på det tidspunkt (5. marts ved middagstid) havde passeret 316 mio. views (og stadig var muligt at se filmen med den rette software), hvilket er ganske imponerende, for det er en lang og informationsmættet sag, og Chai Jing taler flere gange under vejs så hurtigt, at man kun næsten kan følge med i underteksterne. Et sådant seertal er et stærkt vidnesbyrd om, hvor alvorligt et problem luftforureningen ikke bare er, men bliver opfattet af den kinesiske befolkning.

Chai har under vejs haft udgaver, som var klippet, så Under the Dome fremstod langt mere kritisk overfor staten, hvor Chai havde argumenteret for, at den massive luftforurening er en direkte følge af den kinesiske udviklingsmodel. Men den endelige udgave er mindre systemkritisk og mere lagt op som hendes personlige fortælling, som hendes opvågnen til problemerne som følge af at datteren føres med en kræftsvulst, som må opereres bort. Det er Chais forsøg på at bekæmpe luftforureningen, og på at vise, hvordan alle i Kina må bidrage, hvis det skal lykkes at komme den usunde luft til livs. Nu må man selv lægge to og to sammen, vi får i filmen alle forudsætningerne for at gøre det i en fortælling, som qua sin stadige vekslen mellem statistik og videnskab og personlige erfaringer og bekymringer har formået at italesætte luftforureningsproblematikken med en kolossal kraft. 316 mio. seere på 5 dage er overvældende mange selv i Kina.

Under vejs får Chai vist, at det ikke bare er et myndighedsspørgsmål – at myndighederne faktisk mange gange har regler, som er lavet for at beskytte den kinesiske befolkning mod luftforureningen, men at myndighederne står magtesløse overfor respektløsheden og de daglige systematiske overtrædelser på alle niveauer i samfundet. Chai tager os med rundt i verden og ser på, hvordan man har håndteret og løst tilsvarende problemer i Los Angeles, London osv. Hun viser, at det kan lade sig gøre, at man kan sætte partikelfiltre på lastbiler, så de stort set ikke sviner, og hun viser scener, hvor chauffører bliver stoppet og tildelt store bøder, fordi de ikke har filtre på – hvilket synes nærmest usandsynligt i Kina. Her synes det moderne Kina paradoksalt mindre reguleret, end vi har lært at acceptere det i Vesten.

I løbet af få dage blev der lavet en udgave med engelske undertekster, og den fås nu ud over den engelske udgave, som kan ses herover, oversat til tysk, fransk, spansk og japansk. Alene den oversatte udgave er nu set af 645.000 mennesker. Og det kan varmt anbefales at se med. Den stadige vekslen mellem vidensmættede forelæsningselementer, personlige refleksioner og klip fra virkelighedens verden giver tilsammen en fængslende skildring af det moderne Kinas i dag nok største udfordring. Den kan ikke bare klares med mere vækst, politikerne er nødt til at prioritere sundhed og livskvalitet, hvis der skal forblive ro på rækkerne. Der er faktisk allerede megen hosten, som ikke bare lader sig dysse ned.

Det er kommunikationsmæssig kæmpebedrift fra Chai Jings side at få en sådan fortælling igennem med en sådan kraft i dagens Kina, og det bliver spændende i den kommende tid at se, i hvor høj grad Under the Dome blev et momentant omdrejningspunkt, eller om den får lov til i årene frem at blive brugt som reference. Men det synes umiddelbart dømt til at mislykkes at forsøge at fortie eksistensen af noget, som mere end hver femte kineser har set på blot en uge. Og det viser lidt om styrken i moderne massekommunikation, hvis den vel at mærke bliver brugt til andet og mere end at underholde og adsprede.

Prioriteringerne i en indsats overfor luftforureningen er ikke 100% identiske med den optimale klimaindsats. Men der er omvendt et stor ganske stort sammenfald alene af den grund, at en endog meget stor del af luftforureningen hidrører fra afbrændingen af fossile brændsler. Og hvor det nok stadig kan være svært at finde opbakning i den kinesiske befolkning til en stor målrettet klimaindsats, så tyder den kolossale kinesiske interesse for Under the Dome på, at der er en stor vilje til at prioritere en renere luft over Kina – at tiden for udvikling for enhver pris er ovre. Så set i tilbageblik kan Chai Jings film meget vel gå hen at vise sig også som en milepæl for den kinesiske klimaindsats.

Mod slutningen sammenligner Chai Jing med udviklingen i London i 1950erne, hvor man med et økonomisk stade tilsvarende Kinas i dag meget hurtigt reducerede luftforureningen med 80%. Det skete ikke bare gennem effektiviseringer og teknologiforbedringer, men i høj grad ved en overgang fra kul til gas og olie. Chai påpeger her, at den manglende konkurrence på det kinesiske energimarked er en kæmpe hæmsko for en tilsvarende udvikling, for Kina har faktisk betydelige gas- og olieforekomster, som blot kun er inddraget i begrænset udstrækning. Her kunne man godt ønske sig, at et land som Kina ikke skulle igennem en tilsvarende olie- og gasfase, men gik mere direkte til et samfund drevet på vedvarende energi. Det ville både klimamæssigt og luftforureningsmæssigt give mere mening.

Update 15.03. – Ud over den fulde engelske oversættelse, som kan ses herover, er der på Upworthy lavet en egen oversættelse af de første og de sidste ti munitter, mens hele den lange midterdel er resumereret og illustreret, se: Exclusive English translation of powerful viral Chinese documentary ‘Under the Dome’. Det er en god måde at få Chai Jings highlights, hvis ikke lige man har de næsten to timer til at se den fulde udgave.

Update 16.03. – den kinesiske permierminister Li Keqiang, som næst efter Xi Jinping  er den højeste i det politiske hierarki, sagde ved en pressekonference i går, at den kinesiske regering er fast besluttet på at gøre noget ved luftforureningen. Trods adspurgt derom, undgik han at komme direkte ind på Chai Jings dokumentarfilm, men hans kommentarer lå meget på linje dermed. Regeringen ville intensivere arbejdet med at finde de mennesker og virksomheder, som forurenede og få dem til at overholde bestemmelserne. Og prisen for at overtræde ville blive  “too high to bear”. Så der synes lagt op til skærpet effekturering i forhold til den totale mangel på konsekvens, som “Under the Dome” så effektivt har peget på som det helt store problem.

Se tidligere blog-indlæg: Usundt at vokse op nær kulkraftværker, Kulstøv øger isafsmeltningen,  Storbyhimle, Kina indstillet på bindende klimamål, Luftforureningen klipper 5½ år af nordkinesernes levetid (på vej) og APEC blue.

China ‘falling short’ on fighting pollution: Li, (AFP-Jiji) Japan Times 15.05.2015.

Ari Philips: In Reversal, Chinese Government Bans Pollution Exposé, Think Progress 13.03.2014.²

Edward Wong: China Blocks Web Access to ‘Under the Dome’ Documentary on Pollution, New York Times 08.03.2015.

Tania Branigan: Beijing authorities sanguine as pollution documentary takes China by storm, The Guardian 05.03.2015.

Gabriel Wildau: China censors curb discussion of pollution documentary, Financial Times 03.03.2015.

Smog film goes viral in China with 155 mil. views in one day, The China Post 03.03.2015.¹

Angel Hsu: China’s ‘Silent Spring’? Environmental Performance Index, Yale 03.03.2015.