I dag 50 år siden første klima-advarsel i USAs kongres

8. februar 2015

I dag er det 50 år siden, at præsident Johnson som den første i en tale til den amerikanske kongres påpegede farerne ved de stigende CO₂-udledninger. “Air pollution is no longer confined to isolated places,” sagde han blot få uger after at han i 1965 var tiltrådt som præsident: “This generation has altered the composition of the atmosphere on a global scale through radioactive materials and a steady increase in carbon dioxide from the burning of fossil fuels.”

Alligevel er det først her de allerseneste par år, at den amerikanske klimaindsats har taget form, og der er endnu her et halvt århundrede senere stærke kræfter, som modarbejder udviklingen. Ikke på grund af uvidenhed, men på grund af manglende vilje til at tage konsekvensen af den basale indsigt, at man ved at fortsætte med at udvinde og brænde fossile brændsler ødelægger fremtidens levevilkår.

Dengang havde CO₂-koncentrationen endnu ikke nået 320 ppm, og målsætningen for langtidssikringen af klimaet, at få CO₂-koncentrationen tilbage under 350 ppm, slet ikke havde været så næsten uoverkommeligt. Vi kunne i den grad have brugt disse 50 år bedre, indrettet os med mindre og smartere transport, hjulpet store udviklingslande som Kina og Indien på vej til at blive de første velstående grønne samfund i stedet for de sidste fossile samfund osv.

Fremtiden vil dømme denne klimafornægtelse hårdt, fordi man ikke bare fortsatte trods fuldt vidende om at det var forkert, men brugte alle mulige tricks for at forsinke og forplumre, at verden blev klogere og spenderede milliardbeløb på at nedgøre indsigtens budbringere.

Der bliver i disse tider talt meget om ISIS og fundamentalistisk terror, men denne systematiske sabotage af en fornufts- og vidensbaseret udvikling blot for at kunne sælge fossile brændstoffer nogle få år endnu er i mine øjne nutidens helt store terror.

Der var store forhåbninger til, at den amerikanske klimaindsats med valget af Obama ville komme i faste rammer. Han havde indstigen, han havde rådgiverne (Holdren sagde at 350 ppm som målsætning var svær men bedre end 450 ppm). Så skuffelsen var kollossal – og fuldt berettiget – da Obama kort tid efter lukkede fuldstændigt ned for klimaindsatsen. De seneste par år har man kunnet se Obama endelig tage bladet fra munden og italesætte klimaproblemerne som en sundhedsproblematik, som en sikkerhedsproblamtik, som et etisk anliggende, som en anledning til at genfortolke statens rolle i forhold til delstaterne, når klimaet viser tænder osv.

USA har en gigantisk indsigt i klimaproblematikken, mange af de ledende klimaforskere og forskningsinstitutter er amerikanske, og USA har i flere omgange været tættere på en egentlig klimaindsats.

I tiden op til Obamas første valg var man således tæt på at vedtage en cap and trade-klimalovgivning, som ville reducere de amerikanske udledninger med 80%. Endda er pendulet tilbage, hvor klimafornægtelsen har flertal i begge kamre, hvor Keystone XL skal standses ved et veto fra præsidenten, hvor den eneste klimalovgivning man her 50 år efter præsident Johnsons tale har kunnet komme igennem med er en lovgivning, som kører uden om Kongressen.

Ad den vej har Obama prisværdigt kunnet finde en række reduktioner, så de amerikanske udledninger endelig er for nedadgående (omend faldet er bremset af de seneste to års økonomiske opsving). Men der er grænser for, hvor langt man kan nå med disse virkemidler, som kan igangsættes uden om Senatet og Repræsentanternes Hus. Og det er endog meget sårbart, for hvis vi efter præsidentvalget i 2016 igen står med en republikansk præsident, vil Obamas ansatser til en klimapolitik hurtigt kunne tilbagerulles – og vil sandsynligvis blive det.

Heldigvis tegner det lige nu til, at Hillary Clinton stiller op og er indstillet på at fortsætte Obamas klimalinje. Men hun er mindre præcis i sine klimaudtalelser og vil nok også fortsætte med at være det indtil efter valget. Også heldigvis er det republikanske kandidatfelt ret hjælpeløst, det er i hvert fald på nuværende tidspunkt svært at se, hvem af dem, som for alvor kan matche Hillary. Men fælles for dem alle er hvad der næsten ligner en overbudspolitik i klimafornægtelse, hvilket er lidt paradoksalt, da efterhånden mere end halvdelen af de republikanske vælgere rent faktisk ønsker en form for klimaindsats. Så republikanernes dilemma er på én gang gøre sig fortjent til den massive økonomiske støtte til valgkampen fra de fossile selskaber og så hive stemmer nok hjem til ikke at tabe. Det amerikanske demokrati er efterhånden ganske perverteret af, at det ikke er meninger, men økonomiske interesserer, som brydes frit.

Den store klump i Obamas nuværende klimaindsats er en regulering af klimaindsatsen gennem EPA på baggrund af en lovgivning om ren luft. Det har kun været muligt fordi man i USA har defineret CO₂ som en luftforureningsproblematik, at selvom CO₂ ikke i sig selv er skadelig, men først når der er for meget af den bliver et problem, så har man via landets Clean Air Act, som Kennedy lagde grunden til og Johnson som noget af det første lagde navn til, kunnet lave en begyndende klimalovgivning. Det var da også som del af en tale om luftforureningens udfordringer, at præsident Johnson for 50 år siden kom ind på klimaudfordringen.

Se tidligere blog-indlæg: Amerikansk lovforslag om 80% CO₂-reduktion på vej, The Carbon President, Obama om sin anden periode: USA ind i klimaomstillingen, og Obamas klimaplan.

Update 18.02. – Glenn Tamblyn har i dag på Sceptical Science en ganske tankevækkende opsummering af klimavidenskabens stadie i 1965. Der er på den ene side ting vi ved meget mere om i dag, men omvendt er det tankevækkende hvor meget vi allerede den gang vidste, og hvor lidt billedet har forrykket sig siden da, ud over, at problemerne har vokset sig voldsomt meget større i og med at koncentrationen af CO₂ i atmosfæren i mellemtiden er steget dertil, at det til forskel fra den gang ikke er nok at standse udledningerne for at langtidsstabilisere den globale klimabalance. For at nå tilbage omkring 350 ppm kommer vi til i en periode at suge mere CO₂ ud af atmosfæren end vi pumper ud i den.